Hafni fortæller

Helle Helle Hafni fortæller

Eksempel på liv, 1993

Rester – Noveller, 1996

Hus og hjem – Roman, 1999

Biler og dyr – Noveller, 2000

Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand – Roman, 2002

Min mor sidder fast på en pind – Børnebog, 2003

Rødby-Puttgarden – Roman, 2005

Ned til hundene – Roman, 2008

Dette burde skrives i nutid – Roman, 2011

Hvis det er – Roman, 2014

de – Roman, 2018

BOB – Roman, 2021

Helle Helle Hafni fortæller

Roman Gutkind

Hafni fortæller

© Helle Helle og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag og forfatterfoto: © Mikkel Carl

Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 97887-434-0603-7

Printed in Denmark 2023

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·  gutkind_forlag

at hun skal skilles. Hun holder på en rasteplads i nærheden af Ringe. Der er mark på den anden side af vejen, og en gravhøj. Måske vil hun aflægge den gravhøj et besøg, hvis ikke marken er for pluttet. Bøgen er langt fremme nu, grøn er vårens hæk. Hvornår har vi sidst talt sammen? siger hun, det må være tretten år siden. Lige før årtusindskiftet. Så er det på plads.

Hun er iført satinjakke og ruskindsbukser, hyttesko. Alt er fra Sønderborg, ligesom tørklædet med frynser. Langt fra den vante hundedragt i fleece. Hendes tynde hestehale og efterhånden ret hængende øjenlåg. Hun er ikke længere nitten, ingen er længere nitten. Hun har været nitten hen over flere årtier, har genkaldt sig værelser med eget køkken og bad, dørmåtter, margretheskåle, mangekantede sorte tallerkener. En stigereol, hun savede den halvt ned. Bøger indkøbt som fyld, lørdag formiddag til Irma efter engelske muffins. Se fjernsyn bag rullegardin af bambus for at undvige pejlevognen. Rigtigt smør på de muffins. Hun kunne stå foran spejlet og iagttage sine kraveben og tynde lår, senere kom topmaven. Hun siger: Det er sikkert ikke sådan med dig.

En rovfugl dykker. Rovfugle gør hende bange, hun har præsteret at vende om langt inde i en skov. Man kan tegne øjne på en kasket og tage den omvendt på, det er almen viden. Hun undskylder, at hun glemte at tale ned i røret.

Sats ikke alt på det første det bedste fælles hjem, siger Hafni, slet ikke et med dårlig rumfordeling. Hun husker at ligge med vidt opspilede øjne hele natten, før depositum skulle falde. Et langt nej burde være undsluppet hende, også under frieriet. Det fandt sted på fortovet uden for Imperial. De så Alien 3 ved en fejl, al den slim. Filmen igennem sad hun med sit ja, som mere var et jo.

Hun lægger normalt en hånd på kølerhjelmen før hver køretur, om den så kun er to kilometer, beder en lille bøn. Men de sidste cirka fire uger har hun glemt det. Der har været andet at tænke på. Hun beklager sine hakkende sætninger, fra nu af vil hun lyde anderledes.

Nå men altså så er det på den måde at nogenlunde omtrent så længe hun kan huske, i hvert fald siden hun fik bil, har hun drømt om at tage på denne, hvad skal man sige, smørre brødsrejse fra Frederikssund over Roskilde, Ringsted, Korsør, Nyborg, Svendborg, Faaborg, BøjdenFynshav og slutteligt det store sønderjyske kaffebord i Gråsten med de tre gange syv slags kager. Alt har været planlagt, frokostrestauranter og overnatning, undervejs en stribe seværdigheder. Hagbards Høj, Trelleborg, Broholm, Svanninge Bakker. Lange aftener med danmarkskort og notesbog, når hun ikke sov på sofaen til Big Brother. Hun husker tydeligt Jill og Pil. Herman Bangs fødehjem i Asserballe.

Hun siger: Undskyld, jeg plaprer. Hun ser en kvinde, som går et stykke nede ad landevejen med en vandkande, drejer ind i en forhave og kommer ud igen tomhændet. Hafni tænker på sine solbær og ribs, kan man tage frugtbuske med sig? En stikling af paradisæbletræet. Hendes sportsstrømper strammer om læggene, hver aften har hun måttet tage dem af som det første, de sætter røde striber, huden buler ud ovenover.

En traktor kommer kørende ind på marken. Der er også mange måger.

Hafni siger: Jeg vil ikke være mig.

Jeg vil lave mig selv om.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave mig selv om.

Hun kørte hjemmefra en tirsdag formiddag. Rejsetasken havde stået til frit skue på spisebordet, nu hvor hun ikke skyldte en forklaring. Hun havde dog skrevet en seddel, ‘væk længe’. Ved Hagerup sank skuldrene, og et smil voksede frem. Det kom af sig selv, skyldtes ikke noget forsøg på at rette op på de mere og mere nedadgroende mundvige. Tidens tand, pandens pigmentpletter. Hvis hun bare som teenager havde haft interesse i solcreme, ikke havde ladet sig branke på et hvilket som helst frimærke.

Hun gled ad smalle landeveje forbi landsbyhuse, gårde, gadekær. Standsede på en lille plet og spiste en bolle. En tur uden restriktioner. Den bedre halvdel gået fløjten. Hun siger: Jeg må indrømme, at mange gange når han cyklede mod Sillebro Ådal, kunne jeg stå i køkkenvinduet og ønske, at borte tog ham.

Turen gik over Østrup Holme, Nybølle, Ågerup. I Roskilde var det muligt at parkere i Sankt Ols Gade, umiddelbart bag

Hotel Prindsen. Hun skiftede fra kondisko til pumps, trippede ind på hotellet. Receptionisten tildelte hende et værelse ud mod, som han sagde, den nyrenoverede parkeringsplads, men hun kunne først tjekke ind klokken fjorten. Hun stod

og dinglede med rejsetasken, og måske var det på grund af hendes stadige smilen, at han ville se, hvad han kunne gøre. Dermed kom hun op på anden sal med udsigt over hovedgaden, kunne se ned på et mylder ved alle tøjstativer, nøjagtig som hun havde håbet på. Hun sparkede skoene af, fik mast sig op i vindueskarmen. Sådan sad hun et stykke tid. Forberedt på manglen på minibar medbringende hvidvin og fryseelement. Ellers gik det jo nok med et glas lunkent. Chipspose, saltmandler. Hun tændte fjernsynet, allerede skrupsulten. Men der var fem kvarter til, hun havde bestilt bord.

Hun låste sig ud og smuttede i Matas. Købte to bagte øjenskygger og en kropsolie med lavendel. På værelset tog hun et langt brusebad, alene det ikke at skulle tørre op efter sig. Godt olieret ville hun trække i bukser, men det var helt umuligt. I stedet valgte hun slå om­kjole.

Og så alligevel på Stændertorvet foldede et mørke sig ud over hende. Hun steg op i det, fliserne forsvandt under hendes fødder. Luften sugedes fra lungerne og efterlod de små muskler mellem ribbenene ømme og tætte. Hun måtte sætte sig på en bænk med sitrende hænder og synke, som hun har lært sig selv det. Klokker bimlede fra domkirken, gradvist vendte fødderne hjem til skoene. Hun tvang smilet frem, og til sidst blev det siddende. Der var ni minutter til, hun skulle være på Raadhuskælderen, så hun gik en tur hen til kirken. Men det kostede penge at komme ind, det kunne ikke betale sig.

Hafni vil ikke sige, at situationen med mørket er ukendt for hende. Hun ved også godt, hvorfor den opstår. Men det er for besværligt at forklare. Hun gik hen i en krog og lagde armene om Roskilde Domkirke. Iskolde mursten, selv lige i solen. Hun siger: Du må ikke tro, det rabler for mig. Aldrig havde hun glædet sig så meget til en snaps, og det skulle være Linie Aquavit.

Hun bestilte karrysild og kartoffelmad. Fadøllen skyllede køligt gennem spiserøret, hun kunne nærmest følge den ned i maven. Silden havde en bismag, måske var det gurkemeje.

Hun kiggede ud ad vinduet. En pause måtte indlægges, smørrebrødet skulle ikke sluges. Hun bestilte en snaps mere og bed den over. På gulvet en flæskesvær, eller hedder det et?

Hun tog hul på sin kartoffelmad. Ved et bord længere nede løftede en skaldet mand sit glas og nikkede til hende. Hun nikkede tilbage. Udenfor råbte et barn.

Petitfours og en kop kaffe. Hun glædede sig over slå om­kjolen. Som tyveårig trak hun ofte blusen ned over skulderen. Egentlig også som tredive­ og fyrreårig. Egentlig også forrige år. Skuldrene er det sted på kroppen, som ældes sidst. Men hun er da fortsat rimelig ung, hun er kun otteogfyrre. Hun kan uden problemer lave planken mere end et minut.

Hun vil lige åbne bildøren. Hun kan se kvinden uden vandkande gå rundt i rabatten nede foran huset. Det har bliktag, og solen skinner i det. Træernes små, dunede blade. Hendes erindringer springer altid frem ved årstidsskift, hun siger: Det er nok meget almindeligt. Et nyt lys, kulden gennem

en sweaters masker. Hun kom jo ikke ind på medicin. Hun tilbragte fire måneder med at udforske Rødovre. Der havde hun sit første værelse, det var med indbygget seng. En ældre mand boede der forinden, han efterlod et fedtet aftryk ved hovedgærdet. Med sine veninder fra Nakskov Uddannelsescenter vandrede hun Købmagergade tynd, de købte brændte mandler og øreringe, splittedes, efterhånden som nye venskaber opstod.

Kan du huske min kurv i gymnasiet? siger Hafni. Det første, jeg gjorde efter mit skoleskift, var at kassere den. Du kender jo til det at ville smile en andens smil, slå med en andens hestehale. Engang ønskede jeg mig dine skisokker. Senere iførte jeg mig cardigan, stegte culotte. Medbragte æg til Form & Figur, kaffe og smør på tilbud. Ti år ældre på en halv dag, undskyld den slidte vits. Og ordet vits. Jeg indførte sylte. Gerbera på en skænk af teak. Vi var kun fireogtyve, pillekartofler kogt uden vand.

Tilbage på hotellet faldt hun i dyb søvn og vågnede med læsebriller på. Hun lå og planlagde at købe brød og en spændende roquefort, men osteforretningen var lukket. Så det blev til et pølsehorn fra 7­Eleven. Men på værelset voksede pølsehornet i munden. Hun åbnede i stedet sin hvidvin og tog et par saltmandler. Kom i tanke om en situation med en tidligere chef. Hun havde i smug kopieret en hel kogebog i frokostpausen, og hendes chef var skridtet forbi og havde sagt: Hm, hm. Hun lå i hotelsengen og rystede voldsomt på hovedet for at få flovheden til at passere, det lykkedes næsten. Et glas vin mere hjalp også. I fjernsynet kørte et antikprogram, som en overgang optog hende meget, så hun slukkede.

Evig flovhed forfølger hende. Eller skam er det vel. Hun forsøger at afværge den med hovedrysten og et hurtigt dum­dum. Men de utallige episoder dukker op igen og igen, hun kan ikke holde ud at tale om dem. For eksempel havde hun på et tidspunkt en kollega, en fotograf på ugeavisen, han hed Benny. Hun var sendt i arbejde som receptionist, og de morede sig meget sammen. Grinede i det skjulte af stavefejl, en annonce med ordlyden ‘Jeg har mistet min køre mand’.

Hafni siger: Så sjovt er det jo ikke engang. Benny inviterede hende til sin fødselsdagsreception, den foregik i et forsamlingshus, og nok i kraft af deres fælles humor gav hun ham et eksemplar af den nyeste ugeavis. Hun pakkede den i en pose, som hun lagde i en kasse med en til kasse udenpå. Derefter fint silkepapir og bånd. Hun stillede kassen på gavebordet og tog et glas cava. Ved daggry vågnede hun i panik.

Skammen popper op på gåture, om natten, i sofaen, hos tandlægen. Ingenting hjælper. Hun frabeder sig alle gode råd.

Om morgenen stod solen lige ind i hovedet på hende. Hun

åbnede vinduet og hviskede: Er du der, Roskilde? En mand kom gående nede på gaden med et indkøbsnet. Når hun selv

køber ind, er huskesedlen skrevet i den rækkefølge, varerne befinder sig i i Netto. Spidskål, rugbrød, minimælk, mel, køkkenrulle. Ritter Sport af bitter erfaring. Men fremover

bliver det for hendes vedkommende lakrids, toiletpapir, kaffe, tomater.

Hun vaskede sig og kom i tøjet, lagde makeup og satte håret. Skiftede fra pumps til kondisko og tilbage igen. Rummet sejlede, og hun gik ned til morgenmad.

Hun har været telefonsælger, ekspedient, pædagogmedhjælper, i jobtilbud med mere. Sågar studerende på dansk.

Hun har i fordums tid egenhændigt finansieret en kvart kosmetologuddannelse. Med udsigt til Rosenørns Allé lagde hun masker baseret på ilt, kvaltes i rosacea og topcoat. De hvide træsko. Hun tussede hjem langs søerne, tussede i lugten af humle. Enghaves roekampagne. Bosat i små rum, smidende alskens tasker på senge. Ventende ved telefoner, hun ikke havde, ved brevsprækker. Hendes lange hår på et ternet frisørgulv, det stivnede ansigt i spejlet. Hun sagde:

Fedt. Romkugle bag et hegn. Hun ønsker sig intet af det igen, og alligevel gør hun, og alligevel ikke.