Havets kirkegård

Havets kirkegård AS L A K N O R E ROM A N

På dansk ved Klaus Rothstein

Af samme forfatter på dansk: Ulvefælden (2020)

GUTKIND

Havets kirkegård er oversat fra norsk af Klaus Rothstein efter Havets kirkegård © Aslak Nore Havets kirkegård Aschehoug forlag 2021 Published by agreement with Winje Agency A/S, Norway Denne udgave: ©Aslak Nore og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Harvey Macaulay, Imperiet.dk Forsideillustration/ foto: © Imperiet/Shutterstock Sat med Adobe Garamond og Frutiger hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0303-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

FORFATTERENS BEMÆRKNINGER

Dette er en roman. Steder, begivenheder og personer er opdigtede. Med nogle vigtige undtagelser, som taksigelserne gør nærmere rede for. Alt, hvad der handler om de ydre omstændigheder vedrørende hurtigruteskibet DS »Prinsesse Ragnhild«s forlis den 23. oktober 1940, er baseret på dokumentariske kilder.

Dette omfatter tegningerne af skibet, som kom mig i hænde via en god hjælper ved Hurtigrutemuseet på Stokmarknes. Fremstillingen er desuden baseret på søforhøret i Salten Herredsrett, og ikke mindst et vidnesbyrd, som hidtil har været ukendt for offentligheden, fra skipper Knut Indergård fra Batnfjordsøra. Jeg har fået hans beretning af Norsk Skipsfartshistorisk Selskap Nordmøre, og den fortæller en ny historie om, hvad der skete.

Sammen med mandskabet – styrmand Petter Søholt fra Molde, maskinist Johan Brevik fra Smøla, maskinassistent Hans Lie fra Kristian­­­­sund og steward Oskar Mortensen – udførte Indergård en af de største enkeltstående redningsindsatser i Norge under anden verdenskrig, uden at blive anerkendt for det.

Denne bog er tilegnet det heltemodige mandskab på fragtskibet MK »Batnfjord«, som bjærgede mere end 140 nordmænd og tyske soldater op af ishavet den dag, og alle dem, de ikke fik reddet, og som fik deres grav på havets kirkegård.

5

6

PROLOG

Dagens Næringsliv, 4. august 2006

Livlægen Hans Falck har reddet tusindvis af menneskeliv.

Prisen er, at han ofte har glemt sine børns fødselsdage.

AF JOHN O. BERG Libanon, september 1982. En ung læge går med raske skridt gennem den mørklagte flygtningelejr Shatila i Beirut. I den ene hånd holder han en stor, rød førstehjælpstaske. På den anden arm bærer han et spædbarn, indhyllet i et tæppe.

Hans Falck kender lugten af krudtslam og ekskrementer, en stank, han skal møde igen mange gange i de følgende årtier, og som altid vil minde ham om den aften i Shatila. Samme aften er en milits af kristne falangister trængt ind i lejren. Påskuddet er at finde militante palæstinensere, som gemmer sig der. Nu er nedslagtningen i gang, og falangisterne skåner ingen. Rundt om ham høres spredte stemmer, skrig og skudsalver.

En raket skærer sig vej over himlen, og i næste øjeblik lyses bygningerne op af et sølvgråt, uvirkeligt farvefilter. Hans stopper op. Mellem bunkerne af affald, feltrationer og brændevinsflasker ligger de døde: unge mænd med afhuggede kønsorganer, gravide kvinder med maven flænset op, børn, små

7

børn. Til venstre i synskredsen, cirka tyve meter væk, ser han en gruppe kvinder, som beskytter deres børn, mænd i tæt omfavnelse, alle med små indgangshuller i panden. De er henrettet med skud på klos hold.

Raketten fortoner sig, og lyset forsvinder som ved et tryk på en kontakt.

Ved lejrens sydlige udgang kan han skimte silhuetterne af de lave bygninger, som er sprængt sønder og sammen, og bag grundmuren står en jernring af militssoldater. Så hører han den lave, gennemtrængende gråd fra spædbarnet.

Hans søger ly bag en skralde­­­spand og går i knæ, mens han forsøger at vugge det nyfødte barn.

Kan nogen se ham? Nej, han er skjult.

Han må gøre noget, for ellers vil barnet blive taget fra ham. Hans åbner lynlåsen til tasken med førstehjælpsudstyr. Han flår plasticflaskerne med saltvandsopløsning og alkohol ud og også en sammenklappelig båre, der fylder for meget, og katetre, stetoskoper og blodtryksmålere. Apparaterne har spidse kanter, som kan skade barnets hoved.

I en sidelomme ligger en whiskyflaske af mærket Johnnie Walker, Black Label. En gave fra den palæstinensiske ledelse, han har mødt. Han ved det, uden egentlig at vide det. Nu er de alle døde.

Hans åbner flasken og stikker en fingerspids ned i den. Så lader han spædbarnet inhalere whiskydampen, før han stikker fingeren ind i den lille mund.

Babyen sutter på fingerspidsen med den nyfødtes uforklarlige styrke. Barnet klynker lavt, før det bliver stille. For­­sigtigt laver Hans en seng af tæpper i bunden af tasken og lægger så den lette krop ned i taskerummet og dækker den med årepresser og tynde gazebind. Så lyner han tasken igen.

Hans Falck tager tasken i hånden og begynder at gå hen mod militssoldaterne. Allerede på dette tidspunkt er Hans kendt for sin charme, han kan med en kollegas ord »forføre alt fra skattefar til toppolitikere og kvinder i niqab«.

Denne frygtelige aften i 1982 står doktor Falck over for sin største udfordring.

Han skal have et nyfødt barn ud af en massakre, der er i fuld gang.

Libanon, sommeren 2006. Der er gået næsten femogtyve år, siden massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre rystede en hel verden.

Meget vand er løbet i åen siden dengang. Noget er allige­vel det samme:

8

Libanon er i krig; Hans Falck er stadig naturlig solbrændt, glat i huden, let til bens og forbandet »drengeagtigt« charmerende som i de hårde halvfjerdsere, da skibsredersønnen fra Bergen, udklædt som selvproletariseret håndværker, tjekkede damer ud og påstod, at han ville tvangskollektivisere farens rederier efter revolutionen. »Men det fik skifteretten jo gjort, før vi kom så langt,« siger Falck og sender en kompliment i retning af en kendt palæstinensisk skuespillerinde, som kommer hen imod ham i baren på Mayflower, det legendariske hotel, hvor han plejer at bo, når han er i Beirut. »Vi kalder ham bare Hans Saqr,« rødmer den unge palæstinensiske kvinde. »Det betyder falk på arabisk.« Naturligvis bestiller Hans to Johnnie Walker, uden is, mens han siger, at »vi skal jo drikke PLO-sprut«. »Skål,« fortsætter han og løfter krystalglasset. »For de levende, for de døde og for de undertrykte.« Det er en samfundsklasse, man ikke kan påstå, at Hans tilhører. Han kommer fra den mægtige Falck-slægt, som gennem hele 1900-tallet har spillet en central rolle i norsk samfundsliv som skibsredere, filantroper og politikere.

Farfaren, »Store-Thor« Falck, var en berømt reder, som omkom i et hurtig­ ruteforlis under krigen og post mortem blev tildelt Krigskorset med sværd for sin indsats med at organisere modstandskampen langs kysten.

Siden dengang har familien Falck delt sig i to hovedgrene. Bergenserne, som Hans tilhører, holder til i en ejendom i den sydlige del af Fana. Onde tunger har altid hævdet, at bergenser-falanksen blev udsat for en uretfærdighed, da familiens værdier blev delt. Kan vi forvente en fremtidig arvestrid mellem Falck’erne i Oslo og Bergen? »Åh nej, det kan jeg love dig, at vi aldrig kommer til,« udbryder Hans. »Som kommunist er jeg principiel modstander af arveinstitutionen. Intet forstærker ulighed som arv.« »Desuden,« smiler han, »er det vores fordel, at vi mistede alle vores værdier.

Det er vores lykke. De riges problem er, at de går gennem livet i frygt for, at alt engang skal blive taget fra dem. Først når du har mistet alt, er du fri.« Det samme kan ikke siges om den anden gren, den såkaldte Oslo-falanks af

9

Falck-imperiet. Hans’ onkel, Olav Falck, er tidligere forsvarsminister og leder af den indflydelsesrige SAGA-gruppe med hovedkvarter på Rederhaugen uden for hovedstaden. Han er en mediesky grå eminence, angiveligt god for cirka 10 milliarder, og han har en indflydelse, som ikke kan måles i penge.

Fornemmer vi et ekko af det klassiske skisma i norsk historie mellem entreprenørkulturen langs kysten og den administrative elite i Oslo? »Vi bergensere er jo ikke så optaget af hovedstaden,« ler Hans. »Lad mig sige det sådan: Når jeg flyver til kontinentet eller Mellemøsten, mellemlander jeg aldrig i Oslo, medmindre jeg absolut er nødt til det.« Bergen-patriot, idealistisk venstreorienteret, salonkommunist. Man kan bruge mange karakteristikker om Hans Falck. Næsten uanset hvad samtalen handler om, ligger et godt svar og et skælmsk smil på lur. Men ifølge dem, som kender ham, er Hans en russisk matrjosjka-dukke: For hvert lag, som skrælles af, kommer en ny version til syne. Han er dus med halvdelen af Mellemøsten, både toppolitikerne og taxachaufførerne i Hamra Street, men for sine nærmeste er han en gåde. Manden med den smittende latter, som runger gennem foyeren, har set mere lidelse end de fleste nordmænd i hans generation, og han virker tilsyneladende uberørt af det. Lægen, som er berømt langt ud over medicinske fagkredse for at have reddet tusindvis af værgeløse i verdens værste konfliktområder, har mere end én gang glemt sine børns fødselsdage. Feministen, som går forrest i 8. marts-demonstrationen, har med åbne øjne bedraget alle sine kvinder. Men også dette har Hans Falck et svar på: »For at parafrasere Hemingway: Jeg kan lide kommunister, når de er læger, men hader dem, når de er præster. Jeg er bare et fejlbarligt menneske som alle andre.« Er der slet ikke noget, der kan bringe ham ud af fatning?

Jo, det er der faktisk.

Spørgsmålet er, om Hans Falck overhovedet har elsket andre end verdens undertrykte og sit eget spejlbillede. For første gang flakker blikket, og han vrider sig i stolen. Han svarer ikke direkte, men måske er det alligevel et svar.

Libanon, september 1982. Militssoldaterne stinker af sprut på flere meters afstand. Hellere det end lugten af død, tænker Hans. De unge mænd

10

har svømmende øjne, lommetørklæder for næsen og gevær­løbene rettet mod ham. Bag ham lyder flere skudsalver, spredte skrig, så stilhed. »Vi er i gang med en operation mod palæstinensiske terrorister,« siger en løjtnant. »Som udlænding har du haft mulighed for at forlade lejren, før operationen gik i gang.« Falangisten tænder en cigaret. »At du ikke har benyttet dig af den mulighed, indikerer, at du selv tilhører de militante grupper.« Nogle af de yngste soldater, de var ikke meget mere end teenagere, tager ladegreb og træder truende et skridt frem. »Jeg har hjulpet med en fødsel,« siger Hans. »Dagens spædbørn er morgendagens terrorister,« siger løjtnanten, som om han spyttede ordene ud. »Hvor er ungen?« Hans mærker, at han sveder så meget i håndfladerne, at tasken er ved at glide fra ham. Et klynk fra ungen eller en undersøgelse af tasken, så er de begge døde. »Det ved jeg ikke,« svarer Hans. »Det sidste, jeg så, var, at fødeklinikken blev stormet.« »Hvilket land kommer du fra?« »Norge ... Kristent land ... Israel-venligt ... tætte bånd.« Løjtnanten skærer en grimasse med munden og veksler nogle ord med sin sidemand. Så nikker han til Hans. »Du kan gå.« Hans drager et lettelsens suk. »Efter at vi har tjekket tasken.« Hvad gør han nu? Han lægger forsigtigt tasken på jorden. Åbner varsomt lynlåsen. Militssoldaterne står bøjet over ham. Spædbarnets ansigt er skjult, men Hans lægger mærke til, at tæppet bevæger sig en lille smule, det er barnets vejrtrækning.

Er der andre, der kan se det?

Hans tager Johnnie Walker-flasken frem og holder den op foran løjtnanten. »I har mere brug for sprut, end jeg har,« siger han. Libaneseren undersøger etiketten. Heldigvis er der ingen, der fatter mistanke til tasken. Officeren river flasken til sig. »Get lost,« siger han.

Hans ryster så meget på hænderne, at han ikke kan lukke lynlåsen, han er

11

vægtløs og tom indeni, mens han løber spidsrod mellem libanesiske falangister, mod friheden, og han trøster sig med, at hvis soldaterne skyder nu, skyder de hinanden. Hans Falck kører tilbage til hotellet, samme hotel, hvor han femogtyve år senere sidder i en brun chesterfieldsofa, mens en mørk skygge glider hen over det selvsikre ansigt. »Hvad skete der med barnet?« »Jeg efterlod det i andres varetægt. Jeg lovede moren aldrig at røbe identiteten, og det løfte har jeg tænkt mig at holde. Men jeg håber, at barnet fik et bedre liv end hende.«

12

FØRSTE DEL | STUPET

14

KAPITEL 1

En flyveklar falk Farmor havde altid spået, at familieejendommen ville gå til grunde, før hun selv gjorde. Hvad hun mente – om hun erklærede sig udødelig eller kastede en forbandelse over sine efterkommere – var der ingen, som rigtig vidste. Vera Lind var ikke forfatter for ingenting, men af alle de historier, hun nogensinde havde fortalt, var der ikke nogen, som skræmte Sasha mere end den.

Egentlig var hun døbt Alexandra Falck, det var farmor, som havde insisteret på at kalde hende Sasha, eller da hun var lille Sashenka – lille Sasha – efter den russiske oldefar, som ingen havde set så meget som et billede af. Ødelagt af søvnløshed var hun stået tidligt op, havde taget en marine­­­blå, højhalset bluse og en tweedblazer på. Når man skulle gøre noget ubehageligt, var det vigtigt at være formelt klædt. Dagen før havde hun opdaget, at en af stipendiaterne ved det arkiv, hun var leder af, havde undersøgt sagsmapper indeholdende fondens årsberetning for 1970. Det var et brud på den skriftlige fortrolighedserklæring, han havde underskrevet, og løftebrud var ikke noget, hun tog let på.

Stipendiatens snagen var ubehagelig nok, men mest af alt var den et symptom. Hun kunne fornemme det som forandringen i luften, når den ene årstid afløste den anden: Historier, som længe havde været skjult, var ved at komme op til overfladen. Hvad havde farmoren ment med, at sandheden og familieloyaliteten var i indbyrdes konflikt?

Sasha låste sig ud af den tomme portnerbolig, hvor hun boede med sin familie. Pigerne var med nogle venner i sommerhus. Mads var på

15

forretningsrejse i Asien. Tidligt i ægteskabet kom han med hentydninger til, at det måske var lidt tæt at bo på en ejendom, som både husede familiefirmaets hovedkvarter og flere af familiens medlemmer.

Sasha var blevet rasende, sådan som man bliver, hvis nogen påpeger en indlysende sandhed om noget, man elsker.

At flytte kom ikke på tale.

Rederhaugen lå en kort sejltur vest for hovedstaden. Nu fortsatte Sasha videre ad lønnetræsalleen til vendepladsen. I løbet af natten havde frostens blege skær farvelagt landskabet. Et iskoldt vindstød strøg hen over ansigtet og trængte lige igennem jakken. Hun gøs mod sin vilje.

Selvom hun havde boet der hele sit liv, blev hun stadig tit overmandet af hengivenhed og kærlighed til stedet. Det var hendes verden.

Ejendommen og familien var ét, en forlængelse af hende, de nøgne, skrånende fjelde mod vest, hvor hun havde badet som barn, molerne og bådehusene på sydspidsen, de velanlagte græsplæner, som blev smaragdgrønne om sommeren og blev afløst af den tætte, summende nåleskov, der endte i et lodret fald på østsiden, hvor Veras skrivehytte lå.

Fra det tørlagte springvand på vendepladsen fulgte hun en grussti op til en treetagers æggeskalsfarvet murstensbygning, som på et græsklædt højdedrag ragede op over ejendommen, med søjlegange, karnapper, smedejernsbalkoner udformet som kniplingsværk og et rundt, borg­lignende tårn med skydeskår i toppen.

Af natur var hun konservativ. Forandringer fyldte hende med frygt og modvilje. Under et skænderi havde Mads indvendt, at en person med hendes baggrund – en dag ville Sasha og de to søskende arve landets måske flotteste privatejendom, en milliardkoncern og en humanitær fond – ikke havde noget at vinde ved revolutionære omvæltninger.

Sandt nok, men hendes konservatisme stak dybere. Når alt kom til alt, var det kun familien, som betød noget.

For Sasha gik loyaliteten over for dem forud for alt andet, og når familiens stærke skikkelser var i konflikt med hinanden – farmor og

16

den dominerende far havde for eksempel boet på den samme ejendom i et halvt hundrede år uden at tale særlig meget sammen – var det hendes opgave at finde balancen mellem yderpunkterne.

Hun låste sig ind i sokkeletagen ad indgangen på bagsiden af hovedbygningen. Derfra fortsatte hun ind i biblioteket, hvor hendes kontor lå. I postkassen lå et kort fra hotel Finse 1222: Glem ikke turen over Hardangerjøkulen. Elsker dig. M. Den slags små overraskelser var typisk Mads. At han faktisk havde fået fat i et postkort fra Finse og gjort sig den ulejlighed at sende det, før han rejste, fyldte hende med ømhed. Da hun var yngre, ville hun sikkert have affejet det som et kynisk forsøg på at imponere hende. Nu tænkte hun, at det var kærlighed.

Hun satte sig i den brune Eames-stol.

Som museumsdirektør for SAGA-fonden havde hun personale­ ansvar for de fastansatte og de tilknyttede ph.d.-stipendiater. Hun åbnede kalenderen. Møde: 08.00-08.10. Sasha så på uret. Et kvarter endnu. Hun gruede for det.

Det seneste år havde hun stået i spidsen for forberedelserne til et ambitiøst samarbejdsprojekt med det tyske Bundesarkiv i Freiburg, Abteilung Militärarchiv. Når hun talte med udenforstående om projektet, var det ikke sjældent, at deres øjne begyndte at flakke.

Arkiver var ikke sexede, men Sasha kunne ikke være mere ligeglad.

For hende var det selve historien, der kom til syne i breve og kortfattede telegrammer. Det var et job, der krævede orden og system, hvilket passede hende perfekt. Farmor plejede ganske vist at påstå, at historiefaget var lige så lidt objektivt som en roman, men det var bare én af hendes mange overdrivelser. Samarbejdet med de tyske arkiver handlede om at samle information om de mange hundrede tusinde tyske soldater, som var udstationeret på norsk jord under krigen. I det elektroniske system kunne slægtninge, historikere og andre søge efter navne, numre på hundetegn eller den slags og få adgang til, hvad end der måtte findes af oplysninger. De logistiske udfordringer var store, men farens kongstanke var at gøre fonden bedre kendt i Tyskland.

17

Det bankede på døren, det bankede igen, men først i det øjeblik, hendes eget ur viste otte, svarede hun. »Ja?« Ph.d.-stipendiat Sindre Tollefsen trådte forsigtigt ind. Tøjet var slidt, tindingerne var kravlet op over hårgrænsen, hvor de mødtes og om­­­ ringede en tot pjusket hår. Han så usikkert på hende med et venligt, let undvigende blik. De kunne være jævnaldrende. »Sæt dig,« sagde hun, og han gjorde, som hun sagde. Hun tænkte på alle de mennesker, som faren måtte have fyret på gråt papir.

Hvordan kunne han klare det, når det nu var så ubehageligt for hende? »Som du ved,« sagde hun og rømmede sig usikkert, »har SAGAfonden i lang tid haft et samarbejde med universitetet, hvor stipendiater får mulighed for at benytte vores arkiver under deres ph.d.-studier. Det er et samarbejde baseret på gensidig tillid. Du har leveret vigtige bidrag til krigshistorien og været en betydelig deltager i samarbejdet med tyskerne.« Han sank, det spidse adamsæble bevægede sig op og ned. Sasha havde været begejstret for Tollefsens ph.d.-projekt. Han arbejdede med historien om den antinazistiske modstandsbevægelse i Det Tredje Riges væbnede styrker på norsk jord. Det var en fuldstændig ukendt historie, som drejede sig om to tyske underofficerer, der ved krigens slutning blev henrettet i Kristiansand. Projektet kunne komme til at få indflydelse på forskningsfronten. »Men en udtrykkelig forudsætning,« fortsatte Sasha, »som du også har skrevet under på, da du fik adgang til vores arkiver, er tavshedspligten, både om de tyske soldater og om forhold, som har med SAGA og familiære anliggender at gøre.« Først nu virkede det, som om stipendiaten forstod alvoren. »Hvordan ved ...« »Jeg kan ikke komme ind på vores interne sikkerhedsprocedurer,« svarede hun.

I virkeligheden var det en løsning, som sikkerhedschefen på Reder­­­

18

haugen havde lavet efter en model fra journalsystemet i sundheds­væsenet, hvor man kunne se, hvem der åbnede hvilke arkiver. Dagen før, efter den ubehagelige samtale med Vera, havde Sasha set i nogle digitaliserede dokumenter, og i loggen havde hun set stipendiatens brugernavn. Hun brød sig ikke om, at nogen gik familien så tæt på klingen. På det område lignede hun sin far. »Du har været inde i SAGAs bestyrelsesberetning fra 1969 og 1970,« sagde hun. »Det er interne forhold, helt uden relevans for din forskning eller offentligheden.« »Uden relevans for offentligheden!« Nu hævede stipendiaten stemmen. »Korrekt,« sagde Sasha. »Som du måske ved, er vores familie meget restriktiv, når det gælder forholdet til pressen. Du har aldrig læst nogen hjemme-hos-reportager om os, og det kommer du heller aldrig til.

Loyalitet og diskretion er vores fremmeste kendetegn.« Hun trommede med en kuglepen på skrivebordets læderoverflade. »Uanset hvad, har du misbrugt den tillid, vi har vist dig, og du mister derfor din plads og din adgang til vores arkiver med øjeblikkelig virkning.« Hans underlæbe dirrede. »Fyrer du mig?« Hun nikkede. »Beklager.« I modsætning til hvad hun havde troet, rejste han sig ikke, men blev siddende målløs med et anstrengt smil. »Ved du, hvorfor jeg læste de to årsrapporter?« »Nej, og det interesserer mig heller ikke.« »Fordi Vera Linds historie også handler om mit forskningsfelt. Det handler om den løgnagtige historie, I altid har fortalt om jer selv.« Hun tog en dyb indånding og modstod fristelsen til at svare på samme måde. »Vores tid er gået,« sagde hun kort og nikkede hen mod døren.

Stipendiaten rejste sig, og på vejen ud stoppede han i døråbningen og vendte sig om mod hende. »Jeg havde en formodning om, at du måske ikke var som de andre, Sasha Falck. Men du er mindst lige så fej. Eller, om muligt, endnu værre. Jeg vil ikke arbejde for en fond,

19

som har sandheden som motto, men i praksis står for det modsatte.

Spørg din farmor om, hvad der egentlig foregik i SAGA-fonden i 1970.« Døren smækkede i efter ham. * Sasha blev siddende og stirrede op i loftet. Vera, igen. Sandhed og loyalitet? I 1970? I overensstemmelse med sin karakter – hensynsfuld og diplomatisk efter hendes egen mening, selvudslettende og konfliktsky ifølge hendes søskendes – plejede Sasha altid at aflægge sin farmor en ugentlig visit ude i skrivehytten på Stupet.

Hun havde været der dagen før.

Som altid havde Sasha kage med, og som altid bød farmor på et glas rødvin og en cigaret, mens Sasha læste et kapitel højt fra en af Veras yndlingsromaner. Så vidt var alt, som det plejede, men derefter havde samtalen taget en ny drejning. »Familien skal markere 75-året for forliset senere i år,« havde Sasha sagt med forsigtig stemme. »Vi har chartret en hurtigrute til skibs­ kirkegården, hvor det skete.« Farmoren vendte sig langsomt mod hende. »Jeg har brug for en cigaret mere, Sashenka.« »Jeg tror, at det ville være godt for dig at komme med,« havde Sasha fortsat. »Og måske kan du også fortælle, hvad der rent faktisk skete.« »Fortælle om det?« »Du har aldrig sagt noget som helst.« Det var måske typisk for farmorens generation, at traumer aldrig blev omtalt. Ulykken havde taget hendes mand, og næsten også den nyfødte søn. »Det ville sikkert være godt for mig,« sagde Vera. »Men jeg er ikke så sikker på, at I vil kunne lide at høre, hvad jeg har at sige.« »Selvfølgelig vil vi det. Krigen er længe siden, vi kan godt tåle sandheden.«

20

Farmoren havde set længe på hende gennem røgen. »Vi,« sagde hun og rystede på hovedet. »Du har altid været loyal over for familien, Sashenka. Det er godt. Men nogle gange står loyalitet og sandhed i modsætning til hinanden. Det er helt sikkert, at jeg ikke skal på nogen chartret hurtigrute. Vil du høre, hvad jeg har at sige?« Sasha havde nikket. »I så fald må du være forberedt på, at alt kan falde fra hinanden.« »Så har jeg også brug for en cigaret.« Vera var blevet tavs, men da Sasha skulle gå, havde farmoren bedt hende bestille en taxa og følge hende gennem skoven til vendepladsen. »Men du går jo aldrig ud mere, farmor,« havde hun sagt. »Nå, men nu gør jeg det altså, kære Sashenka,« sagde farmoren med trods i stemmen. »Og jeg er for fanden ikke umyndiggjort!« Hun havde måttet synke noget, var ikke vant til at blive sat på plads af Vera på den måde. Det havde siddet i hende på vej gennem skoven og resten af dagen.

Hvor Vera var taget hen efter samtalen i går, anede hun stadig ikke, men det var på tide at finde ud af det.

Uden for sokkeletagen stod vagthunden Jazz. Da han fik øje på Sasha, rejste han sig på to ben op ad hende. »Hvad er der?« mumlede hun og kløede hunden bag ørerne.

Jazz bjæffede utålmodigt. Han var en belgisk fårehund af racen malinois med en lang snude og sort maske og kaffebrun i farven som en schæfer, men kortere i pelsen, lettere i kroppen og mere ret i ryggen end de tyske slægtninge.

Jazz var kærlig som en hvalp og modig som en ulv. Han kunne trænes til hvad som helst. Jazz klatrede op i træerne som en kat. Når præsidenter blev beskyttet, og terrorister blev fanget, gik der altid en malinois forrest.

Sasha småløb efter hunden ind i vildnisset. Hun kendte hver en rod og sten på stien, hele ejendommens geografi sad i kroppen: først en mørk, blød nålesti gennem et parti granskov, så en lille skråning, der blev glat i regnvejr, derefter over nogle knogleblanke rødder rundt

21

om en lille sø dækket af åkander mellem to øksebladsformede klippefremspring, som dannede et hak. Da de var børn, havde de naturligvis forbud mod at bevæge sig ind i Djævleskoven.

Pludselig åbnede landskabet sig, og vegetationen endte brat i et lodret, naturligt fæstningsværn med farmors hytte nogle få meter til venstre.

Hun mærkede et lille vindstød og højdesuget som et let stød i brystet.

Jazz hoppede op på stentrappen foran indgangsdøren, rejste sig på begge ben og gøede.

Sasha bankede forsigtigt med hesteskoen på døren.

Ingen svarede. »Farmor?« Hun åbnede døren, den knirkede let. »Vera, er du her?« En em af noget indelukket slog imod hende. Sasha kastede et blik på de overfyldte bogreoler uden at hæfte sig ved titlerne. Parketgulvet gyngede let, da hun gik hen mod soveværelset. Hun åbnede døren.

Sengen stod nyredt med et hvidt kniplingstæppe over dynen. Over sengen hang et billede af farmor og faren som nyfødt på hurtigruten.

Det rørte hende altid, gav hende nærmest en følelse af, at verden og tiden hang sammen.

Da hun var yngre, skete det af og til, at gamle mennesker begyndte at græde, bare de så hende, så meget mindede hun om farmoren. Hun kunne godt selv se det. Overlæben krængede en smule nedad ved mundvigene, det gav dem begge et naturligt melankolsk, aristokratisk træk, som mange havde tolket som arrogance. Den perleblege, pletfri hud stod i kontrast til håret, som i lighed med farmorens var mahognibrunt med røde strejf. Øjnene var også ens: indrammet af markerede kindben og tætte, mørke øjenbryn skrånede de let opad fra næseroden. Derinde lyste to azurblå regnbuehinder. Hun var først i trediverne, »det tidspunkt, hvor kvinder er allersmukkest« for at citere doktor Hans Falck.

Man kunne sige, hvad man ville om forføreren og mandschauvinisten fra Bergen, men lige dette vidste onklen en hel del om.

22

Forsigtigt lukkede hun døren til soveværelset og gik hen til køkkennichen. Alt var rent og nyvasket. I køleskabet lå de varer, som hun selv havde købt dagen før. Sasha åbnede et skab over køkkenbordet.

Hun skulle til at lukke det igen, da hun blev opmærksom på, hvordan lyset skinnede gennem en række højstilkede glas på øverste hylde. Tre af dem duggede. Sasha tog et af dem ud og følte på det med fingerspidserne. Nogle dråber hang stadig på glasset, og kanten var fugtig, som om det lige var blevet vasket op. Jazz klynkede og pressede sin stærke nakke mod hendes hofte.

Hun gik ud. Hunden løb hen mod Stupet, inden den bremsede hårdt op, tog et halvt skridt ud på klippen med snuden nede, som for at markere noget.

Fordi Stupet delvis var dækket af enebærbuske, var det vanskeligt at se, hvad der skjulte sig nedenfor. Cirka ti meter nede stak et lille skær op, forbundet med land af en smal stribe sand, rullesten og siv, som gjorde, at man kunne gå tørskoet ved ebbe, og som ledte vandet ind i en lavvandet vig fyldt med muslingeskaller, tang og mudder.

Sasha strakte sig frem for at se. Satte sig på hug med armen om Jazz. Den lave sol sved i øjnene, hun sank ned på knæ, famlede med hænderne over det ru klippefremspring, grannåle stak mod hånd­ fladerne, lette krusninger på vandet.

Farmor lå med hovedet nede i vandet, kroppen let gyngende i overfladen som en bøje, som et oppusteligt plasticlegetøj, der var blevet glemt, tøjet gennemblødt, mørkere i tonen. En lav solstråle faldt på hendes skikkelse og fik vandet til at glitre. Hun var omgivet af en buket af røde brandmænd. Dragebræk, som farmoren havde kaldt dem. Den grønne vaffelmønstrede vest havde SAGAs våbenskjold på ryggen, en flyveklar falk med familiens valgsprog nedenunder, og gennem den urolige vandflade var det, som om de udslåede vinger bevægede sig.

23

SLÆKTSTRÆ Theodor Falck (1837-1918) Thor Falck d.æ.

(1864-1930) Thor »Store-Thor« Falck d.y. (gift 1930-1938)

(1903-1940)

(gift 1938-1940)

Harriet Mohn-Falck

Vera Lind

(1910-1948)

(1920—) Per Falck (1931-1975)

Olav Falck (1940—)

Hans Falck (1952—)

Sverre Falck (1980—) Alexandra »Sasha« Falck (1982—)

Marte Falck (1983—)

Andrea Falck (1992—)

Christian Falck (1985—) Erik Falck (1989—)

Camilla Falck (2006—)

Per Falck (2014—)

Margot Falck (2008—)

461