Præsens Maskine

PrĂŚsens Maskine

1

Af samme forfatter pĂĽ dansk

Vente, blinke Undis Brekke Knuder

2

G U N N H I L D ØY E H AU G

Præsens Maskine ROMAN På dansk ved Sara Koch

Gutkind

3

Præsens Maskine er oversat fra norsk af Sara Koch efter Presens Maskin Copyright © Kolon forlag 2018 [All rights reserved.]

Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: Christian Strand Bergheim Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0015-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 3. · DK-1201 København K gutkind.dk

4

»Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« 1. MOSEBOG 11,7

Who are you?

ANNE CARSON, Short Talks

5

6

1 BR A N DT R A PPEN

Der ligger et kollektiv ovenpå og et nedenunder, og et på den anden side af gangen. Kollektiverne fester ofte samtidig, og gerne fra torsdag til søndag, og Laura sidder for eksempel og læser i en bog en tidlig torsdag aften når hun fra den kolde opgang af sten og beton hører klir af flasker, dæmpede stemmer og faste skridt op ad trappen og ved så samtidig at hun omkring fire timer senere vil høre høje, skingre stemmer gjalde mellem væggene når festen er på vej ned ad trappen igen, og derefter vil hun, hvis hun er uheldig, alt for tydeligt høre de meget højere lyde fra en efterfest ved tretiden om natten. Hvis hun er meget uheldig, kommer efterfestlydene fra kollektivet ovenpå, som danser og hopper til spillet »Let’s Dance« på trægulvet, som er Lauras loft, og som Laura ligger i en seng under med åbne øjne, på siden med benene trukket op under sig, dynen viklet ind mellem lårene og ind under den store mave og med en orange øreprop strittende ud af det øre som vender op mod loftet.

Her kan man ikke bo med et lille barn, har Laura og Karl Peter fundet ud af en sådan nat. Det gør dem lidt triste, for de kan godt lide lejligheden på tredje 9

sal i et skorstenshus på Møhlenpris, Bergens New York, som Karl Peter plejer at sige selvom han aldrig har været i New York. De kan godt lide den følelse af at være i live som de får af at bo der, de kan lide princippet om smeltediglen, alle samfundslagene der bor tæt på hinanden, fodboldbanen hvor man ikke fik plads til det ene hjørne, udendørsbordtennisbordet i Konsul Børs’ gate, lyset mellem ejendommene i de lige gader når solen går ned. Men det er problematisk med narkomanerne, de kan ikke lide pusheren der bor i lejligheden i stueetagen på den anden side af gaden, og de kan heller ikke lide kanylerne neden for trappen, de er heller ikke vilde med bygningskonstruktionen i de såkaldte skorstenshuse, som der er så mange af på Møhlenpris, og som de bor i et af, med mursten udenpå og træværk indeni, noget som gør at husene i tilfælde af brand vil opføre sig som en skorsten og løfte branden hurtigt og effektivt op gennem etagerne, og netop derfor kan de heller ikke lide at de har en brandalarm der sætter i gang i tide og utide, noget husejeren aldrig gør noget for at ordne.

Alt i alt er de nødt til at flytte.

Laura og Karl Peter er 24 og 28 år gamle. 164 og 198 cm høje. Den ene mørk og den anden blond.

Laura står i skrivende stund ude i den cirka en kvadratmeter store gang mellem køkken, badeværelse og soveværelse. Når jeg siger »i skrivende stund«, refererer det naturligvis til mig, ikke til Laura. Det er ikke hende der skriver, det er mig. Det havde nok været mere korrekt at skrive »i skrivende stund har jeg våde fødder«, for det er sandt, jeg har våde 10

fødder, der er store huller i mine støvler. Jeg kan ikke finde nogen nye. Nuvel. Tilbage til Laura. Hun åbner munden og gør sig klar til det som en del af sprogvidenskaben kalder eksternalisering, altså sprog som tale. Karl Peter, kom her, råber hun. Hun hører at han sidder ved klaveret i stuen og klimprer, det er derfor hun råber så højt. Laura har netop pillet malertapen af som har været klistret fast omkring døråbningen ud til brandtrappen i lejligheden, og nu står hun og ser ned ad brandtrappen, det er allerførste gang at Laura ser brandtrappen, og det hun ser, chokerer hende. Hvordan kan de have boet her, i dette skorstenshus, i tre år og ikke vidst det her, er de tanker der skyder rasende gennem Laura og får hendes hjerte til at dunke hurtigere end hun føler er sundt for babyen.

Laura har på det seneste mærket en ubehagelig følelse af at alt er dobbelt. Hun har en mistanke om at det kan have noget at gøre med at hun er gravid, og at det styrker et eller andet følelsescenter i h ­ jernen som hun ikke ved hvad hedder, men som hun kan huske – eller det vil sige, hun kan jo ikke huske selve følelsescenteret, bare konsekvenserne af det – fra stærke angstperioder i den intense ung kvinde-fase mellem 19 og 21, hvor hun pludselig kunne få en følelse af at alting ikke var sig selv, at tapetet kom mod hende, at det ringede ikke i øret, men i luften uden for hovedet, osv. I går så hun en mand med en hund som hun senere fandt ud af var en mastino ­napoletano, gå forbi hende på gaden, m ­ astinoen havde et ansigt som var så tungt og rynket at det 11

mest af alt så ud som om nogen havde begået en fejl, for hvad skulle funktionen med den overflod af ansigtshud være, hvilken evolutionsmæssig fordel skulle dette hundeansigt have, sammenlignet med andre hundeansigter, hvor huden lå tæt ind mod kraniet, hvorfor skulle kinderne falde som tunge gardiner, som om hele ansigtet var en tung, knudret dråbe, en gevaldig skrækfilmmaske, hun forestillede sig hunden forsøge at æde, hele ansigtet måtte jo ligge og gnide mod hundemaden, og den vendte sig mod hende og så aggressivt på hende med et par hundeøjne inde i al den hængende ansigtshud, og lige der føltes det som om mastinoen dirrede, som om den var dobbelt, som om den blev fordoblet lige foran øjnene på hende.

Men netop nu står Laura bare her med malertapen som har været tapet omkring døråbningen ned til brandtrappen, i hånden. Hendes ansigt er et almindeligt menneskeansigt. Malertapen er en almindelig malertape, som har været klistret glat og perfekt op langs mellemrummet mellem dør og dørkarm, og sådan var det da de flyttede ind, og Karl Peter ville bare have at de skulle lade det være sådan. For at undgå træk. De bor nemlig i en lejlighed med gennemtræk. Det trækker også fra den store sprække under altandøren i den anden ende af lejligheden.

Der bliver sendt en kold trækvind i cirkulation gennem alt, langs gulvet, som en slags kold gentagende tanke, et depressivt drag, et signal, har Laura tænkt, et forvarsel fra deres hus til dem om hvordan det egentlig er at bo i et hus der er ejet af en mand der 12

gør alt hvad han kan for at undgå at sikre sine lejere, som ikke kan ordne brandalarmen selvom han får klager over at den går i gang hver uge, som fusker med det elektriske anlæg, som ikke skifter vinduer selvom de går i stykker, som ikke tætner sprækker der hvor det trækker ind. Hvis de tager tapen af, skal de købe noget nyt. Så skal han, Karl Peter, til at sætte tape op. Det er så træls at sætte tape op. Laura, derimod, kan godt lide at være forberedt. Hun vil kunne visualisere det, ligesom slalomløbere visualiserer løjpen før de sætter i gang: I tilfælde af brand vil hun vide hvordan det ser ud der hvor hun skal styrte ud. Når Karl Peter har været på turné med sit band, er Laura gået i seng med en lommelygte og en kniv under sengen og tænkt: I tilfælde af brand eller indbrud er det brandtrappen det gælder, så flygter jeg derud. Først skal hun dreje nøglen som sidder i låsen i døren ud til brandtrappen, og så skal hun bare trække til alt hvad hun kan, hun vil jo ikke have tid til at pille tapen af. Sidste år gik hun i seng på den måde hundrede og seksoghalvtreds nætter, i år har det indtil videre kun været syvoghalvfjerds. Falsk tryghed føles til forveksling som ægte tryghed, og det har fungeret for Laura, hun har kunnet sove selvom visheden om at hun bor i et skorstenshus, har plaget hende næsten hver dag siden de flyttede ind, og også selvom hun ved at hendes hænder som holder om en kniv (som hun så samtidig lige skal nå at få famlet frem fra sin plads under sengen hvis der pludselig skulle stå en overfaldsmand i soveværelset), vil stivne af prikkende nervøsitet og skælven og ikke kunne 13

stikke til selvforsvar på nogen som helst måde, og selvom hun ved at hun nok vil dø af røgforgiftning før hun vil kunne nå ud på brandtrappen – og hvis hun ikke allerede er død, vil hun måske gå i panik og ikke kunne dreje nøglen rundt eller overhovedet finde den, der hvor den sidder, så let at finde i dagslys og når der ikke er fuldt af røg foran ansigtet.

Klaverets klimpren holder ikke op. Hallo, Karl P ­ eter! råber Laura da hun står med døren til brandtrappen på vid gab. Karl Peter kommer gående gennem køkkenet, rækker en arm ud da han går forbi køkken­bordet, og tager et glas syltetøj, æblemarmelade som Bård, Lauras far, har lavet. Bård er marmeladeentusiast, det her har et strejf af vanilje. Karl Peter finder en ske, tager en stor mundfuld og kommer ud i den lille gang hvor Laura står med malertape i hænderne. Se lige her, siger Laura og kigger ned ad trappen. Wow, siger Karl Peter, har du taget tapen af, det troede jeg ikke at man kunne. Det har ligesom været som et ansigtstræk, siger Karl Peter forundret, man kan ikke bare rive et ansigtstræk af. Karl Peter er så typisk Karl Peter da han står der med æblemarmeladen. Han har bare fødder. Han lugter af røg. Han er høj, han har en måde at være høj på som gør at det virker som om han er skåret ud i pap, eller som om han er en statue der bevæger sig, lidt besværet eftersom det er tungt at være en høj statue. Når han står på scenen med sin guitar, er det som om lyset fra projektørerne kaster lys på en slags gudevæsen fra den nordiske mytologi i T-shirt og cowboybukser. Han ser altid vred ud på scenen og altid mild ud når han ikke er på scenen. Eller af14

ventende. Karl Peter griber fat i dørkarmen og læner sig forbi hende for at se ned ad trappen. Wow, den er jo af træ, siger Karl Peter. Er det ikke et paradoks?

Hovedtrappen er af beton, men brandtrappen er af træ? Mhm, siger Laura. Vi har boet i et skorstenshus med en brandtrappe af træ i tre år uden at vide det, siger Laura. Hvad siger det om os? Tja, siger Karl Peter og tager en skefuld mere af æblemarmeladen.

At vi er tillidsfulde? At vi ser lyst på livet? At vi ikke bekymrer os så let? Alt det han siger, er en kritik af Laura. Laura er skeptisk. Laura ser ofte mørkt på livet.

Laura bekymrer sig let. Laura er ofte et dybt og mørkt konglomerat af fuldstændig unødvendig uro. Har vi testet røgalarmerne på det seneste? spørger Laura.

Nej, det har vi sikkert ikke, siger Karl Peter. Skiftede vi dem ikke sidste år? Det skal du ikke bekymre dig om. Nu bliver vi nødt til at købe ny malertape! Han slår ud med de lange arme. Fuck, kriiise! Han ler og trækker hende ind til sig med den arm som ikke har et glas æblemarmelade for enden. Han kysser hende.

Tag det med ro, siger han. Det betyder sikkert bare at vi lever i parallelle universer. Det siger du ikke, siger Laura. Trapperne er parallelle, siger Karl Peter. Den ene er af beton, den anden er af træ, see? siger Karl Peter og kysser hende på halsen. Laura har på det seneste, foruden at føle at ting er dobbelte, oftere været liderlig. Det er næsten blevet et problem, ikke for Karl Peter, men for Laura, det er for meget, det gør hende ukoncentreret. Det er fordi, sagde jordemoderen da Laura rødmende spurgte om det, skeden er hævet nu under graviditeten, og det er den øgede blodtilførsel 15

der skaber den, den der følelse. Men det er måske ikke så slemt, sagde jordemoderen og smilede udspekuleret før hun bladrede i Lauras papirer. Karl Peter derimod har noget med parallelle universer, han kan ikke alene godt lide science fiction, men han filosoferer ofte efter at de har set nogle af de mange film som på netop det her tidspunkt i verdenshistorien baserer sig på idéen om parallelle universer, for eksempel Interstellar eller Arrival eller Doctor Strange, hvor de overjordiske universer for eksempel har intelligente væsener man kan kommunikere med, eller samtidige dimensioner som man kan komme til ved at udføre spændende cirkelbevægelser med hånden, eller, som i Interstellar, har en tid der kan bøjes, således at en far der er astronaut, kan rejse gennem tiden fordi han bliver fanget i rumtiden i et ormehul, tilbage til tidspunktet før han rejste ud i rummet, og på spektakulær vis få formidlet til sin datter i fortiden, at hun skal blive rumforsker og løse den gåde han sender hende fra fremtiden, men kan naturligvis ikke formidle, heller ikke til den fortidige version af sig selv, at han ikke skal rejse, og hvordan far og datter kan mødes igen, efter at datteren som gammel kvinde har løst gåden og menneskeheden er flyttet til en overjordisk koloni (fordi livet på jorden ikke længere kunne eksistere), og kan slippe ham løs fra ormehullet i rumtiden, og han når at besøge hende lige før hun dør. Karl Peter filosoferer om at ud over at tanken om dobbelte liv selvfølgelig er underholdende, så handler opblomstringen af film om parallelle universer også om v­ ores egen tid, for bare nogle få år siden var der ingen seriøse videnskabelige kredse 16

som ville så meget som berøre emnet, og nu bliver der forsket i det som aldrig før, hvad siger det om vores tid, Laura, er det et tegn på at enden er nær? kan han for eksempel finde på at sige med en alvorlig nyheds­ oplæserstemme. Når Karl Peter stiller disse spørgsmål, forventer han normalt ikke at få svar, han stiller dem bare, men når Laura svarer at hun tror det betyder at vi lever i en brydningstid, at vi lever i en tid hvor noget er ved at forandre sig, og måske ikke til det bedre, men forhåbentlig på sigt, ligesom for eksempel digtet Vølvens spådom formodentlig blev digtet i 900-tallet i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom og spåede verdens undergang og at en ny jord skulle opstå af den gamle, bliver Karl Peter mindet om hvem hun er, at hun er fireogtyve og fuldførte sin mastergrad på halvdelen af den normerede tid, at hun allerede underviser, han er kæreste med et geni, brydningstid, siger han, det er smukt. Men tilbage til gangen ved brandtrappen hvor han kysser hende på halsen. Ikke nu, siger Laura. Det er ikke, siger hun, særlig ophidsende at opdage en brandtrappe af træ som kan stå i lys lue før resten af huset gør det. Hun har armene korslagte over maven. Karl Peter ler og kysser hende på panden før han går, Karl Peter som, hvis man g­ oogler ham, finder »Karl Peter Voll kone« som nummer to på listen over søgeforslag – sikkert fordi folk vil vide om han er gift, når de står der til hans koncerter og drømmer sig væk og forestiller sig forskellige romantiske scenarier hvor hans mørke øjne bliver milde ved synet af den drømmendes ansigt.

Men for at opsummere om Laura med maler­ 17

tapen i hænderne: Er hun et ængsteligt, angstplaget menneske, en lille kontrolfreak? Et menneske med tællekanter på skjorterne i skabet? Hvis man ser på Lauras rodede garderobeskab, hvor tøjet mere flyder ud end hænger pænt, og på hendes rodede bogreoler, og hvis man tænker på den række af mislykkede forhold (med idioter hun forelskede sig i på grund af deres væremåde, eller snarere den måde der dækkede den egentlige, den idiotiske) som hun havde før hun mødte Karl Peter, og som var præget af Lauras stærke evne til at blive begejstret og forelsket, eller bare simpelthen tager et kig på Lauras indre, som mere ligner en malstrøm, eller en sværm af bier, eller en vulkan, eller en meget, meget dyb og sort sø med en hemmelig og skrækkelig søslange eller et vandfald eller et himmelrum eller et stærkt og knitrende bål, eller et stort og uendeligt sug, en eksplosion med lang eksponering, så ved man at svaret ikke alene kan være ja. Laura har aldrig helt vidst hvordan hun skulle håndtere dem, disse kræfter der føltes næsten lysende, som var hun en slags udvalgt menneske der var kommet til jorden for at gøre noget godt, hun havde bare ikke fundet ud af hvad eller hvordan.

Og af og til kunne de jo føre til det helt modsatte af godt, disse kræfter. Hendes faste skrækeksempel: Dengang hun som barn fik et helt børneselskab hun havde gruet for at gå til, til at følge hende, væk fra fødselsdagsbarnet, hjem til sig selv, for at se på nogle specielle marmorkugler, og hun mærkede ikke selv at der var noget galt før fødselsdagsbarnets mor kom og med skarp stemme mindede hende om at det ikke 18

var Laura det handlede om i dag. Efter det har Laura været mistænksom. Er der et fødselsdagsbarn hun ikke ser? Og har hun, spørger hun sig selv af og til, på grund af disse ustyrlige kræfter skabt en personlighed som er denne personligheds modsætning, som er forsigtig, bange, nervøs, som kan lide at have kontrol, som sover med kniv?

Uanset hvad kan vi sige at der er meget lidt ved Laura der tilsiger at hun lever i et parallelt univers skabt af en fejllæsning. Men: Det er det hun gør. Hvis Karl Peter havde vidst det, at både han og Laura og alt andet omkring ham var en parallel virkelighed til en anden virkelighed, at alt fandtes dobbelt op, at bag – eller rettere sagt ved siden af – dette Møhlenpris fandtes et andet Møhlenpris, ved siden af dette Bergen fandtes et andet Bergen, ved siden af ham selv fandtes der en anden ham selv, var han for­modentlig blevet overrasket. Måske var han blevet glad. Forfjamsket. Havde mærket et stærkt eksistentielt tryk, en helt særlig slags undren, den slags undren der ­opstår når man indser: Intet er som man troede, alt er helt anderledes. Det skal vi komme tilbage til. Netop nu står Laura bare her og spiser æblemarmelade med en vred mine i ansigtet, hun tager glasset fra bordet hvor Karl Peter har stillet det, Karl Peter plejer altid at komme et halvt glas på én skive brød, og det skal ikke ske nu, tænker Laura.

19