Hildur

SATU RÄMÖ HILDUR

På dansk ved

René Semberlund Jensen

Hildur

er oversat fra finsk af René Semberlund Jensen efter Hildur

© Satu Rämö, 2022

First published in Finnish with the original title Hildur by Werner Söderström Ltd (WSOY), Helsinki, Finland.

Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Helsinki, Finland.

Denne udgave: © Satu Rämö og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag

Omslag:© Imperiet Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0516-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citater fra folkeviser og sange er oversat fra islandsk af oversætteren, på nær sangen side 108, som er oversat af Bjarni M. Gislason.

Denne oversættelse er støttet af FILI –Finnish Literature Exchange

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9,1. ∙ 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

Mor i folden, fri, fri, fri af sorgen bli’, bli’.

Jeg skal låne dig pjalterne mine, pjalterne mine at danse i.

Gammelt islandsk folkedigt

FØR

Kapitel 1

Sommeren 1550, Mosfellsheiði

Sleipnir satte farten op, så den tykke, brune man bølgede fra side til side. Der stod fråde om munden på den, og de mørke øjne glødede af iver efter at komme frem.

På ryggen af den rapfodede ganger sad Haraldur. Han trak den kolde sensommerluft dybt ned i lungerne og holdt tøjlerne fast i højre hånd. Med venstre hånd holdt han fast i et reb, der var fastgjort til grimerne på de to heste, der løb ved siden af. Kniven, han havde i et bælte om livet, bankede mod låret i takt med hestens tølt.

På udåndingsluften stødte Haraldur en dyb og lang o-lyd ud gennem sit røde skæg. Den skulle berolige hesten, men hesten viste ingen tegn på træthed.

En god hest ville sin rytter det bedste. Den ville vise, hvad den duede til. Haraldur ønskede ikke at ride sin bedste hest træt, for den stejle strækning op til Mosfellsheiði lå stadig foran dem.

Haraldur havde reddet i tre lange dage. Han var taget hjemmefra Fellsströnd ved Breiðafjörður med tre heste og var reddet mod syd. Han skulle advare sin ven. Det var kommet Haraldur for øre, at en konkurrerende slægt havde sendt en gruppe mænd ud for at dræbe Njáll. Njáll var én af de mest formuende og indflydelsesrige bønder på Sydlandet. Penge og magt betød fjender, der fandt deres måder at få del i andres rigdom.

Njáll og Haraldur havde lært hinanden at kende og var blevet venner allerede som små, for de var fætre på mødrenes side. Haraldur var redet ud, straks han fik nys om faren.

Aftensolen farvede landskabet orange. Der var efterår i luften. Fuglene kvidrede ikke længere, som de gjorde, når sangen var på sit højeste om sommeren, og det grønne græs på sletterne var så småt begyndt at blive lysebrunt. Kort før solnedgang, og inden det blev mørkt, kom Haraldur efter den lange færd til sit overnatningssted, en fjeldstue på den store fjeldhede Mosfellsheiði. Han stoppede foran den lave tørvehytte og stod af. Haraldur gav hestene vand og førte dem så ind på en mark omgivet af et stengræde for at hvile ud.

Haraldur åbnede døren til hytten og gik ind i det dunkle og lavloftede forrum. Han ville lægge sig for natten. Rejsen fortsatte tidligt næste morgen. Der var stadig halvanden dags ridt til Njálls gård, der lå ved den mægtige elv Ölfusá.

–Tre heste og en mand, én nat. Her er vel plads? Haraldur snerrede i skægget og lagde skiftevis vægten på det ene og det andet ben. Det lange, røde hår omkransede hans ansigt med det kraftige kæbeparti.

En ung kvinde i en lammegrå vadmelskjole kom til syne i midtergangen. Hun havde en olielampe i hænderne. Det matte lys fra lampen gjorde hendes grønlige øjne dybere.

– Der er sovepladser dér fremme. Du betaler i morgen, og vi vil ikke have noget snyd med det, sagde kvinden og viste bagud i hytten med et hurtigt nik.

Una var snart tredive år og kom sydfra. Om vinteren var hun pige på en gård ved nabofjorden. Om sommeren sørgede hun for gæsterne i sin husbonds gæstehus. I denne fjeldstue overnattede alle, der rejste mellem Vest- og Sydlandet.

Una stod længe og betragtede den flotte mand, der stod i gangen. Meget længere, end hun normalt gjorde.

– Er du sulten? Jeg kan se efter, hvad vi har i køkkenet, sagde Una.

De delte en klipfisk mellem sig og brækkede bidder af et aflangt hvedebrød bagt med tang. Haraldur fortalte om de heste, han

havde med sig, og sit fårehold ved Breiðafjörður, den brede fjord, hvor der var så mange øer, at ingen nogensinde havde talt dem. Una fortalte, at hun var ferm til at klippe får.

Una tog som regel ikke fremmede mænd på rejse med op i sin egen seng, men denne gang ville hun gøre en undtagelse. Haraldur virkede anderledes. Speciel. Haraldur talte til hende som til en ligeværdig. Han spurgte hende om hendes holdninger, lyttede uden at afbryde og fortalte dagligdags ting fra sit eget liv.

Næste morgen, da Haraldur var ved at gøre klar til at tage af sted, spurgte han Una, hvad hun ville sige til, hvis han kom igen på tilbagerejsen og tog hende med sig.

– Hvis du kommer i tide, tager jeg måske med dig, sagde Una. Efter at Haraldur var taget af sted, flettede hun sit hår. Solens sommerstråler skinnede ind ad de smalle vinduer i tørvehuset. Det så ud, som om sollyset, der trængte ind i værelset, delte det i to. Una stillede sig frem i strålerne, lukkede øjnene og nød varmen fra solen på sit ansigt.

Haraldur nåede frem til bredden af Ölfusá inden voldsmændene. Njáll var glad for at se sin ven og sammen fejrede de gensynet til langt ud på natten. Njáll betalte to kraftige karle fra en pålidelig nabo til at holde vagt og vogte hans liv døgnet rundt. Da Haraldur var ved at gøre sig klar på gårdspladsen til at tage af sted, gav Njáll ham en lille skindpose fuld af sølv- og kobbermønter, de såkaldte klippinger.

Klippingerne klirrede i Haraldurs lomme, da han efter to dage red op til gæstehuset med sine heste.

Una pakkede sine få ejendele, steg op på ryggen af Haraldurs unge hoppe og red med den flotte mand mod vest, til den brede fjord med de utallige øer.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at hun og Haraldur nogensinde skulle mødes, men sådan gik det, og de fik usædvanligt mange børn sammen.

Kapitel 2

November 1994, Ísafjörður

Fra vinduet i stuen kunne man se, hvordan vinden hvirvlede de hvide fnug rundt i haven. Snevejret tog til.

Lóas mave føltes blød og varm under hånden. Den er tynd som silkepapir, tænkte Björk, da hun roligt aede det stakkels dyr. Katten spandt stille. En sneplov kørte forbi udenfor, blinkene kastede orange lysglimt ind i stuen. Det enorme køretøj fejede gaden for sne og skubbede store bunker op på den tomme grund ved siden af. Jorden rystede under sneplovens vægt, og støjen og hvinene fandt vej ind i stuen. Katten vågnede, strakte forpoterne ud og stemte dem imod fløjlssofaen, åbnede øjnene halvt og kastede et blik på sin unge plejerske med et tilfreds udtryk.

Det ærgrede Björk, at hun ikke kunne have sin egen kat. Hendes mor var allergisk. En hund ville heller ikke gå. Heste havde de, men de var altid udenfor, og man kunne ikke på samme måde lege med dem i sofaen i stuen.

Björk var glad for, at morens gamle ven Jón havde bedt hende og søsteren Rósa om at passe sin kat, mens han selv skulle til Reykjavík for at købe briller. Der var ikke nogen øjenlæge og heller ikke nogen brillebutik i Vestfjordene. Den seks timer lange køretur sydpå og et par nætter på et billigt hotel i udkanten af Reykjavík ville ikke have været noget for den gamle kat Lóa. Den kunne ikke lide at sidde i en transportkasse på bagsædet og kastede altid op, når den var med i bilen.

Björk og Rósa var taget direkte fra skole hen for at passe katten. Pigerne havde givet Lóa et par torsketunger og hældt

en deciliter kattekiks op i madskålen. Lóa var vant til at bruge kattelemmen i hoveddøren. Hun gik ind og ud af huset, som det passede hende, og brugte sjældent kattebakken indenfor.

Björk kunne ikke få sig selv til at gå fra den slumrende kat. Den var så blød og varm.

– Vi er altså nødt til at gå nu. Skolebussen kører om lidt, skyndede Rósa på sin lillesøster.

– Jeg nusser hende lige et øjeblik mere på maven. Det kan hun så godt lide, se bare, hvordan hun støder hovedet ind i mit skød. Kiskiskis.

Den otteårige Rósa stod i entréen med sin røde My Little Pony-skoletaske på ryggen og trippede. Skolebussen, der skulle køre dem hjem til landsbyen på den anden side af fjorden, afgik foran den gule skolebygning om fem minutter, og Rósa vidste, at chaufføren ikke ventede på nogen, der kom for sent. Björk gik i første klasse og var stadig for lille til helt at have begreb om tid. Fem eller femten minutter var det samme for hende. Rósa gik derimod i tredje klasse.

Heldigvis boede Jón lige ved siden af skolen. Deres mor havde fortalt, at han også havde et andet hus, et gammelt sommerhus længere inde i landet. Lóa trivedes også bedre derude, hvor hun kunne løbe rundt uden at være bange for de biler, der kørte forbi.

– Nu går jeg i hvert fald. Bliv du bare her, hvis du ikke vil med hjem, sagde Rósa og vendte sig mod hoveddøren. – Mor lovede at bage lummur i dag, kan du huske det? lokkede Rósa.

Björk elskede lummur. Det var nogle små, men dejligt tykke pandekager, som de spiste med sirup og en skefuld rabarbersyltetøj. Björk vidste ikke noget bedre. Mor lavede dem, så de lignede små blomster eller hjerter.

Björk rejste sig langsomt fra sofaen og aede katten en sidste gang.

– Okay. Så lad os da gå. Jeg skal lige hurtigt på toilettet først.

Rósa lukkede døren til parcelhuset efter dem og sikrede sig, at den smækkede, for ellers kunne et hårdt vindstød skubbe den op, og det kunne sne ind.

Pigerne klatrede over snedriverne, der havde samlet sig i indkørslen. Det havde sneet mindst en halv meter i løbet af de sidste to dage. Pigerne var forbavset over de former, som vinden kunne lave i sneen, og de planlagde allerede en kælketur på bakken bag deres eget hus.

Da pigerne kom ud på vejen med støvlerne fulde af sne, fór den hvide skolebus forbi dem. Rósa løb efter den et stykke vej, mens hun viftede med armene for at få chaufføren til at stoppe, men forgæves. Enten så han dem ikke, eller også var han ligeglad.

– Men vi er nødt til at komme hjem. Hvad skal vi gøre? spurgte Björk ængsteligt. – Jeg har sne i støvlerne. Mor siger, at man bliver forkølet, hvis man går udenfor med våde fødder, fortsatte hun ærgerligt. Hendes stemme var grådkvalt, og tårerne steg op i hendes øjne. Rósa så eftertænksom ud. Skolen var lukket. Alle de andre børn var gået hjem eller var blevet hentet. Bussen var kørt. På denne tid var mor udenfor for at fodre hestene, og hun ville ikke komme indenfor før om i hvert fald en times tid. Far var på havet. Fiskerbåden ville først komme i havn i weekenden.

– Hvis vi nu tager hen og besøger nogen, foreslog Björk.

Mor vil overhovedet ikke bryde sig om, hvis hun skal køre herover for at hente os, sagde Rósa.

Björk havde en anden idé.

Hvad hvis. Hvad, hvis vi bare gik hjem?

Björk vidste, at det var forbudt at gå hjem. Man kunne fare vild i en snestorm, og den nye, fine tunnel var ikke åbnet endnu. Og man måtte heller ikke gå til fods i en tunnel.

Byggeriet af tunnelen gennem fjeldet mellem de to bygder havde stået på de sidste par år. Tunnelen var et par kilometer

lang, og den ville forkorte og gøre turen mere sikker. Snart ville det ikke længere være nødvendigt at bruge den stejle og snoede vej over fjeldet, og den var også farlig særligt om vinteren.

– Vi må ikke gå gennem tunnelen, den er ikke færdig endnu, sagde Rósa bange.

– Jeg hørte, at mor sagde til far, at de havde boret igennem fjeldet. Vejen er der allerede. Det er den med garanti, sagde Björk selvsikkert som en seksårig og kiggede sin søster direkte i øjnene.

– Ja … Vi er jo i hvert fald nødt til at komme hjem. Når tunnelen ikke er åbnet endnu, er der jo heller ingen biler, sagde Rósa snarrådigt.

– Men jeg er bange for mørke, og der er meget mørkt i en tunnel, begyndte Björk at argumentere imod. Hun var begyndt at blive bange.

– Vi går bare helt stille, efter hinanden, sagde Rósa modigt.

– Jeg holder dig i hånden hele vejen, og jeg slipper ikke, før vi er helt hjemme. Vi går langs vejkanten. Tænk på pandekagerne.

Björks modstand smeltede, og hun tog sin søster i hånden. De gik hen mod tunnelen.

Pigerne gik langs den asfalterede vejkant hen mod tunnelåbningen i fjeldvæggen. Det begyndte atter at sne. Eftermiddagens lys var svagt, og det begyndte hurtigt at skumre. Snart var det lige så mørkt ude i det fri som i tunnelen.

– Heldigvis sner det ikke i tunnelen. Kom, nu går vi ind, sagde Rósa og trak sin søster med.

Rósa og Björk gik hånd i hånd ind i den mørke tunnel, og det sidste man så til dem, var den lyserøde My Little Pony-rygsæk.

Derefter forsvandt de.

Nu

Kapitel 1

Oktober 2019, Ísafjörður

Havet våndede sig stille. Bølgerne havde rejst langt, helt fra Grønland. En storm i Grønlandshavet ramte et par dage senere som dønninger mod Islands nordvestlige klippekyster. Vandet forvandlede sig til hvidt skum, når det slog mod stenene på stranden. Det opløstes, når det sprøjtede op mod huleåbninger, der var dannet af vulkanudbrud for lang tid siden.

Enhver måtte nu og da føle sig forbundet med det grundelement, der opretholdt livet. For kriminalkommissær Hildur Rúnarsdóttir bestod det i surfing. Havet var utilregneligt, ingen kunne fuldstændigt forudse dets bevægelser. Der var altid et element af mørke og kulde, når det gjaldt vand. Det var ikke noget, man kunne se i farvandsudsigten, og man skulle tage sig i agt for det. Men Hildur var draget af faren. At lege med det kolde element var hendes måde at leve på.

Hildur bandt sin tykke fletning, der gik hende ned til midt på ryggen, op i en knold i nakken for at få neoprenhætten til at sidde tæt.

Hun vurderede vandet til at være cirka fem grader. Højst seks. Våddragten var en heldragt af bedste og tykkeste slags. Ærmerne og benene var lange, men omkring hænder og fødder var stoffet et par millimeter tyndere for at give bedre mulighed for bevægelse. Når hun surfede i det kolde vand, brugte hun specielle handsker og sko.

Den sorte dragt var som et ekstra lag hud. Hvis dragten sad mere løst, ville der kunne komme for meget vand ind, og kroppen

ville hurtigt blive afkølet. En alt for stramtsiddende dragt gjorde det besværligt at bevæge sig. Man skulle kunne bevæge sig smidigt på et surfbræt.

Bag det forrevne skydække lyste det grå oktoberlys. Om vinteren skinnede solen slet ikke i bygden. Fjeldene omkring den holdt solen skjult fra november til marts. Nu var det den tid på året, hvor solen snart ville forsvinde for først at vende tilbage i det tidlige forår.

Hildur tog sit grønne surfbræt under armen og gik ud i vandet. Der var hårde gummisåler i hendes neoprensko, men hun kunne alligevel mærke de skarpe vulkanske sten under sine fødder. Efter et par forsigtige skridt lagde hun sig på maven på brættet og padlede med hænderne ud fra stranden mod det åbne hav. Hendes muskuløse arme pløjede rytmisk gennem vandet, og hendes vejrtrækning intensiveredes.

Man kan kun tage så langt ud på havet, som ens psyke tillader.

I dag ville Hildur forsøge at komme så langt ud som muligt. Bølgerne var lave, men lange. Typisk for efterdønningerne fra en grønlandsk storm. Det krævede mange kræfter at padle op mod bølgerne. Netop derfor elskede hun det. Ved at bruge energi ladede hun på en måde sindet op.

Surfbrættet kom længere ud, og hun prustede mere nu, når hun trak vejret. Hun så en natsort ravn flyve hen over hovedet på sig. Hildur fulgte den et hurtigt øjeblik. Havet tog i det samme fat i hende. Det var nok, at hun bare trak vejret ind én gang, da havet kom, så slugte hun en mundfuld havvand og fik et voldsomt hosteanfald.

Efter at have padlet et par hundrede meter, skiftede hun retning og ventede på næste bølge, hun kunne benytte sig af. Der var ingen andre på stranden. Der var ikke mange surfere i hjembyen, der bestod af et par tusinde indbyggere. I dag var havet kun hendes.

Efter godt en time gik Hildur med surfbrættet under armen mod Arnarnes, hvor hun om morgenen havde parkeret sin store firehjulstrækker. Endnu en gang havde det gjort godt at løsrive sig fra alt for en stund. Om morgenen havde hun følt sig meget nedtrykt. Hun havde det ikke længere lige så slemt, som da hun vågnede, men hun havde på fornemmelsen, at nogen snart ville komme med dårligt nyt.

Hildur arbejdede i Islands politi som leder af enheden for forsvundne børn i de tyndtbefolkede områder, og hun var kriminalkommissær i Ísafjörður politikreds. Hun var den eneste kriminalkommissær i Vestfjordene.

Da hun var kommet hen til bilen, hørte hun sin telefon ringe. Hildur trak de tætsiddende surfhandsker af, åbnede bildøren og tog sin blinkende telefon, der lå på forsædet.

– Hildur, sagde hun forpustet. Hun tørrede havvandet af panden og begyndte at tage sin tykke våddragt af. Det var hendes chef Elísabet Baldursdóttir, også kaldet Beta.

Beta havde en presserende sag på hjerte. Det var ikke nogen overraskelse for Hildur, at hun ringede.

– Jeg kommer. Jeg er på vej. Jeg skifter hurtigt tøj derhjemme.

De fleste mennesker kunne forvente, at der ville ske noget godt. Det var underligt at tænke på. For hende var det godt, hvis der ikke var nogen forventning om, at der ville ske noget i fremtiden. Så gik tiden ganske enkelt bare, og hverdagen rullede trygt og sikkert derudad. Straks der blev tændt en forventning om noget i hende, var det et tegn på, at der ville ske noget ondt og ubehageligt.

Følelsen af forventning havde ikke altid været så ubehagelig. Da hun var barn, havde hun været i stand til at forvente gode ting. Hun havde glædet sig til jul, klassekammeraternes fødselsdage, de lange rideture i weekenderne og også til den første sne om

efteråret. Efter at alt havde ændret sig, hørte også forventningen om gode ting op.

Hildur smed et tykt håndklæde på lædersædet i bilen og satte sig ind. Hun startede bilen, gav den gas og kørte ind mod Ísafjörður centrum, hvor hendes hjem og arbejdsplads lå.

Kapitel 2

Det ternede lænestolsstof føltes groft, når drengen strøg sine fingre hen over det. Hele gulvet i dagligstuen var dækket af beskidt, lysebrunt linoleum. Når de syntetiske såler på hans Vans-sneakers ramte gulvet, lød der en irriterende knirkende lyd.

Pétur trak sin sorte uldhue længere ned om ørerne og forsøgte at slappe af ved at fiksere blikket på de sorte, kvadratiske Ikea-bogkasser på den modsatte væg. Der var ingen som helst orden eller system i bogreolen. Udefinerbare bunker af køkkenruller, reklamer og tomme pizzabakker var lemfældigt stoppet ind i den. En porcelænsko og Halldór Laxness’ roman Salka Valka. Oven på det gamle klæbrige lag af snavs lå der et tyndt lag støv.

Pétur var sulten. Han havde de sidste par dage ikke spist andet end en jordbæryoghurt, han havde stjålet på en tank undervejs. Lige nu var han dog ikke i stand til at tænke på mad. Han var alt for nervøs.

Heldigvis havde den unge læge samlet ham op i vejkanten og lovet ham et lift helt til Ísafjörður. Han var en eller anden polsk type, der kun havde boet på Island i kort tid, og som ikke talte sproget. Men det havde ikke generet Pétur. Han var god til engelsk. Det var ikke i skolen, han havde lært det, han havde ikke engang gjort folkeskolen færdig. YouTube og forskellige diskussionsgrupper på nettet havde givet ham en helt tilstrækkelig sprogfærdighed. Det havde været let at snakke med den polske

læge. Han var heldig, at det netop var en udlænding, der gav ham et lift. De genkendte ham i det mindste ikke. Islændinge havde en fætter eller en onkel i hver eneste skide fjord. Det var altid risikabelt at få et lift af en islænding.

Pétur satte sig til rette i lænestolen og skævede forsigtigt i retning af spisebordet, der stod midt i stuen. Jón sad ved bordet i sin flannelsskjorte, der strammede om maven. Han stoppede sin vandpibe med marihuana. Han havde taget sine briller med brækket stang på og sad og kiggede vurderende på sit forehavende. Furerne i hans arrede pande blev dybere, mens han sad og tjekkede sin pibe.

– Jeg har ventet på dig. Det tog dig ret lang tid at komme, eller hvad. Hvorfor tog det så lang tid? spurgte han drengen og satte pibehovedet på. – Jeg er temmelig skuffet over dig lige nu, fortsatte han og satte vandpiben og sin lighter fra sig på det lave sofabord foran Péturs flakkende øjne. – Men slap bare af, knægt. Du er en helt ok fyr. Vi finder sikkert på noget, som kan give mig humøret tilbage, ikke sandt?

Jón satte sig i stolen og lænede sig tilbage, mens han foldede hænderne bag nakken. Han kiggede på teenagedrengen i lænestolen og så ud til at nyde situationen. Jóns stikkende blik fik til sidst drengen til at svare.

– Jo, sikkert. Det var skidesvært at slippe væk fra centret. Personalet er nogle rigtige rævepelse.

– Vi er heldigvis også nogle værre rævepelse, eller hvad, sagde Jón smilende og nikkede over mod vandpiben. Pétur greb straks ud efter den.

Han trak rutineret piben over i skødet, tændte den og begyndte ivrigt at suge på den. Stuen blev fyldt af pibens stillestående damp og Jóns dybe vejrtrækning. Endelig, tænkte Pétur. Hans lunger blev fyldt af den behageligt kølige røg, og hele hans krop slappede af. Kløen på armen fortog sig.

–Sug nu ordentligt og helt roligt på den, dreng. Man slapper dejligt af. Eller hvad?

Jón stirrede på teenageren, der flittigt sugede på vandpiben, og begyndte med overdrevent langsomme bevægelser at løsne sit bælte.