Hvad jeg tænker mens du taler

Hvad jeg tænker mens du taler

ROMAN GUTKIND

Til min gamle og nye familie

Hvad jeg tænker mens du taler

© Alberte Winding og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1.udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Alette Bertelsen Omslagsillustration: © Alberte Winding Foto: © Les Kaner

Sat med Melior hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook EU ISBN 978-87-434-0250-3

Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency ApS, København

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Af samme forfatter: Småt brændbart (2020) Kastevind (2018) Tisvilde Strand (2008)

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Prolog

Vi lå på plænen foran mormors sommerhus og så gennem græsset, det lange græs, der løb som vilde heste i vinden, og gemte insekter i et syltetøjsglas, i skriggrønne og gule farver.

Min fætter Rasmus var mest optaget af sin bilbane i den lille plet sand foran køkkenet. Han sad bøjet over banen hele formiddagen, mens han sagde motorlyde og skred ud i vejkanten, lyde med spyt i. Hans kasse med biler var en skat, og jeg vendte og drejede de små lyseblå og knaldrøde biler. Jeg kendte ikke deres mærke og vidste heller ikke, hvordan man legede med dem. Til sidst kastede jeg dem hårdt tilbage i kassen, uden at han af den grund kiggede op. I stedet plukkede jeg strå til at tygge i. Jeg gik på bare fødder ned gennem haven, på den anden side, helt op til familien, der boede ved siden af. Af og til stod naboens pige med de lyseblå øjne og stirrede på mig, som om jeg var nået til en grænse, hun vogtede, i et ellers grænseløst reservat af barndom og natur.

Vi tog afsted til stranden i små hold. Først børn, senere voksne, og på den måde kunne vi løfte begge hænder fra styret uden formaninger. Min kusine Vibe kørte forrest, så fætter Rasmus, og til sidst mig, på den sidste kilometer på skovstien.

Senere, hvis vi var heldige, kom familien Vilmand.

Vi kastede cyklerne på strandengen og løb ned til vandkanten, smed tøjet og løb videre. Den sidste dør tidligt, råbte Rasmus. Vibe holdt om min kolde krop, pakkede mig ind i et håndklæde og hviskede:

– Ingen dør, ingen dør.

Vi sov først, når solen var gået ned; sent i de lyse nætter, og tidligt hen mod sommerferiens afslutning. Myggestik holdt mig vågen længe nok til at høre nogen grine i stuen, og til at mærke min mor trække vejret, mens hun skiftede til natkjole og krøb ned ved siden af mig. Måske græd hun, stille, jeg husker det sådan, men jeg ved ikke, om hendes tårer er noget, jeg mærker i mig selv.

Vi vågnede af bierne ude i busken. Spiste havregryn, hørte vinyler, som min moster satte på, mens hun røg. Vi vaskede os, børstede tænder, fandt de røde og blå klipklapper under sengen, selvom onkel Hans kunne finde på at stille dem ud ved indgangen til køkkenet. Lidt orden kan man godt forlange, råbte han på vej ud i haven. Så forsvandt hans lyde, hans fodtrin blev slugt af grannåle.

Dagen begyndte igen, vi lagde os i græsset.

Da de gamle døde, købte moster og Hans mor ud af huset, og selvfølgelig skulle vi bare komme i ferierne, og selvfølgelig holdt vi op med at komme.

Græs er stadig heste, når det blæser. Hver sommer bølger de med vind i manen forbi mig, og hver sommer kommer jeg til at græde over lykken.

Når Martha ikke længere kan holde ud at høre på mig, lukker hun øjnene. Men hun smiler stadig.

Jeg kører os gennem Danmark, ud til de små musikforeninger, der har hyret os. Først på turen snakker vi, men til sidst er vi tavse. Vi kører ofte mellem tre og fem timer.

Jeg ved ikke helt præcis, hvorfor jeg brokker mig, eller jeg ved ikke længere, om de ting, jeg siger om mig selv, er sande, når jeg sludrer om slidgigten i den ene fod, eller de regninger, jeg ikke har råd til at betale. Men det føles tungt for mig at tale om andet end ting, der presser sig voldsomt på. Dramaet har en energi i sig for tiden.

Martha virker på mig som et lysseende menneske. Vi er mørke og lys, sat over for hinanden. Jeg er begyndt at se hendes lys som andet end naivitet.

For et år siden, da Anatole var rejst til Paris for at bo hos sin far, hankede jeg op i mig selv. Jeg tænkte, at nu skulle min teaterkoncert på turne, og jeg vidste, at det ville blive nødvendigt at have en eller anden med til det praktiske. Til at køre bilen, til at hjælpe med at stille op. Martha havde et godt ry blandt musikere, og jeg brugte hende på noget korarbejde på den lille cd, der fulgte med forestillingen. Hun virkede hjemmevant i teknik

og utrolig musikalsk, for jeg kunne sende hende filer på mail og modtage dem et par dage senere, fint nedmikset og med keyboard-dubs, jeg ikke havde bedt om.

Martha er den første ansatte, jeg har. Hun er netop det. Ansat. Vi kunne godt være veninder, man ville nok se på os udefra og tænke sådan: Her er to meget forskellige kvinder, og hvor typisk, at netop de to er blevet veninder. De kompenserer for deres mangler ved at supplere hinanden.

Men de sider, jeg mangler, har vist sig at være netop dem, der gør mig overfølsom over for venskab. Eller også mangler jeg at kunne gå på kompromis, som var min sjælelige arm for kort til at kunne række ud efter andre. Martha er både elskværdig og socialt begavet, og alligevel irriterer hun mig. Jeg har prøvet at fokusere på de årsager, der fik mig til at ansætte hende, og det lykkes sjældent.

Det viste sig hurtigt, at hun hadede at køre, at hun var optaget af det overnaturlige, grænsende til det skøre, og at vi sjældent havde noget at dele, når vi kørte de uendelige timer fra Nord- til Syddanmark.

Jeg kan umiddelbart godt lide Vækkelse, den lille by, vi er kommet til. Vi skal spille i kirken. Min performance handler om min studietid i London. Men heller ikke det er jeg sikker på, er sandt. Man kunne også kalde det en koncert med udgangspunkt i et ungt menneskes mørke. Opført af to midaldrende kvinder. Jeg vil skyde Martha til at være omkring fyrre, men jeg har ikke spurgt. Det er, som om alle er yngre end mig i de her år. Undtagen publikum.

–

Velkommen, siger en kvinde i orange kjole.

Hun står foran kirken, med den ene hånd oppe i sit tykke, korte, grå hår. Mon hun har stået her længe, eller har hun set på uret og så regnet med, at vi var der på pletten klokken seksten? Jeg vil helst altid ankomme »på pletten«, men det er svært med Martha, der virker, som om hun forsøger at hive i tidens hjørner, så de kan strække sig over et større stykke af livet.

Jeg stiller et bagtæppe op, som Martha om lidt vil fastgøre små lamper på, og bagefter stiller jeg mikrofonstativer op og trækker kabler mellem guitarforstærker, keyboard og monitor. Martha sludrer med damen i den orange kjole, indtil de begge virker færdige med munterheden og kan gå videre med arbejdet, men nu forbundne. Sådan ser det ud for mig, der ikke mestrer det at tale med nye mennesker. Overhovedet.

Vi laver en kort lydprøve. Det er svært, synes jeg, at bryde lyden i rummet første gang. Brutalt at tage en akkord på den elektriske guitar og høre den skære en lyd ud af salen, og ovenikøbet bagefter synge, tørt og hæst, indtil stemmen har revet sig løs og får en klang. Først der begynder rummet og lyden at holde om hinanden.

Bagefter spiser vi et varmt måltid, for det har jeg fået skrevet ind i kontrakten. Ikke fastfood. Varm mad. På det lille punkt ville min mor have sat pris på min stædighed. Men ellers tror jeg ikke, at hun brød sig om mig. Det er først nu efter hendes død, at den tanke står tydeligt frem.

Nu er kirken fuld. Vi står i våbenhuset og kan først høre deres fødder skramle, og derefter høre damen i den pangfarvede kjole, som viser sig at være præsten, fortælle om næste måneds gudstjenester, inden hun præsenterer os.

Vi går ned mellem folk og synger en tone unisont, inden Martha tager stemmen over min, og vores sang deler sig. I mit mørke og hendes lys.

Så fortæller jeg om at vågne til trafiklyde i London, en kort monolog om den første morgen som ung i en ny, vild by. Mellem monologer synger vi os gennem en times ungdom og ensomhed, og så bukker vi, pakker sammen og kører hjem.

Jeg synes, at man kan mærke folks tanker i deres klap. Når den er spredt, er det deres høflighed og behov for at lade os køre hjem med den fine elsk værdighed, vi lever af. Men når klappene er samlede og høje, så er det, fordi noget har blandet sig med mit og Marthas udtryk. Fællesskabet, et åndeligt, tror jeg, er det, der kan opstå. Det er magisk, når det sker, men sjældent.

Når jeg ser over psykologens skulder, finder jeg en slags fred i træerne, der svajer bag ham. Der er ni små vinduesfag, som indeholder et stykke af en udsigt.

– Han beslutter sig for at følge den blæksprutte i et år. Hver dag dykker han ned for at filme den. Vandet er kun otte grader varmt, men han vil ikke have våddragt på. Noget med at være tæt på naturen.

Nu flytter han sig en anelse i stolen. Jeg er meget bange for at kede Mogens, for jeg kan virkelig godt lide hans syn på tingene. Hans syn på mig er elskværdigt. Det virker mere og mere urimeligt at forvente af nogen.

– Han siger, midt i dokumentaren, at det er som en forelskelse, og at han tænker på hunblæksprutten hele tiden, også om aftenen. Hun bliver jagtet af hajer, får bidt sin arm af, skifter farve, danner en ny arm. Han lider virkelig med hvert eneste tab, hun oplever. Han er lykkelig for hendes sejre.

Jeg smiler og vil sige noget om mænd. Har Mogens fået ny sweater? Den virker meget ny. Lidt stram over maven.

– Til sidst parrer hun sig. Hun lægger sine æg under en sten og passer på dem, mens hun langsomt dør. Hun er så udmattet, at hun bare ligger foran sin sten, indtil hun bliver spist. Af en lille haj.

– Kan du sige lidt om, hvorfor den historie dukker op her, spørger han.

– Det er smukt, at han brugte et år på det. Det tiltaler mig, at man kan tidsbestemme et liv.

– Hvorfor er det vigtigt at sætte tid på?

– Synes du ikke, at alting flyder, spørger jeg, men han nikker ikke nu, og så er tiden gået.

– Farvel, siger jeg og rækker min hånd ud. Han tager den og smiler.

Han har et godt smil, sådan et, min mor ville have sagt, siger mere end ord.

På vej hjem i toget husker jeg, hvad jeg ville have talt om. Jeg har fået psykologen tildelt, fordi min mor er død. Jeg talte og talte til lægen, ordene væltede ud og gav ingen mening, og til sidst sagde hun, jeg tror, du skal tale med en psykolog om det her.

Her tre måneder senere vågner jeg om natten og hulker. Jeg mener, jeg vågner, ved at jeg hulker, der er en forskel, synes jeg. Så jeg prøver at forstå, om der er en sammenhæng. For det føles ikke som et regulært savn, snarere, som om alt andet end hendes død vækker sorg nu.

Det er svært at falde i søvn. For det meste står jeg i stuen og kigger ud over byen fra klokken et til halv fem, og så går jeg i seng og forsvinder i sådan en tåge, man ikke vågner fra.

Ikke-forfrisket.

Det giver et sæt i mig, da bremsen hviner på vej ind på en station, der ligger mange stop efter min egen.

Der er begyndt at dukke minder op hele tiden. Når jeg møder andre mennesker, er jeg bange for, at det eneste, jeg kan tale om, er noget, der er sket, da jeg var barn. Minderne kommer ud af det blå, de bliver udløst af noget, der ligner mindet en lille smule, måden, lyset falder på, og de har ikke nogen tydelig mening for mig. De egner sig ikke som anekdoter, og heller ikke som konklusioner. I morges, på vej til Mogens, tænkte jeg på far, noget, jeg sjældent gør.

I mit barndomshjem lå en grøn sti bag vores lille, gule hus, som forbandt de sidste tre huse på vejen. Enorme, junglegrønne blade på høje bjørneklo bøjede sig ind over stien, men min far fjernede kun nok til at vi kunne gå igennem.

– Og så må man satse på, at ingen får eksem, sagde han.

Jeg kunne godt lide at løbe uden tøj på gennem det våde græs om morgenen, det var på en gang koldt, ubehageligt og kildende og vildt. Jeg fulgte et nødvendigt og rituelt spor gennem haven, ned bag naboen og videre, videre, åh, at løbe hjemmefra og alligevel altid høre til. Min far ville hente mig, det vidste jeg, for jeg var før nået helt op til vejen, der hvor vores sti endte, og var blevet løftet op i et snuptag.

– Piourette, din lille tosse.

Han ville rode i mit hår og bære mig hjem, og min mor ville stå med ryggen til og male. Hun ville ikke give udtryk for bekymring, hun ville ikke vende sig og sige noget kærligt. Hvis vi havde gæster til middag, ville hun fortælle dem, hvordan jeg altid stak af, og en

eller anden voksen ville smile ned til mig, og det, at jeg var en, der flygtede, fik et modigt skær over sig.

Om søndagen bagte mor. Så sad vi på den høje bænk, min kat og mig, og duftede til dampen fra ovnen. Mine ben stak ligeud i luften med sår på knæene. Lige om lidt blev bollerne serveret, smørret ville glide ud og ned ad hagen. Det hele ville være væk på under et minut.

Det er aften nu, og jeg ringer til Anatole, men han tager den ikke. Jeg skulle ikke have ringet. Jeg øver mig på at være i live uden at være bundet sammen med ham længere. Alligevel føles det stadig, som da han var mit lille barn, som om jeg mærker hans følelser, nogle af dem i hvert fald, når de er særligt spændt ud. Men det er ikke en symbiose, jeg kan stole på, det er, som om der er vokset en falsk navlestreng ud af mig, som står lige ud i ingenting.

Nogle dage ser jeg ham for mig gå rundt i gaderne i Paris. Nu, hvor han læser på Sorbonne, er han ikke i det kvarter, jeg har indre billeder på, så jeg placerer ham steder, jeg kan huske. Måske i vores gamle kvarter

Rue des Martyrs, der løber gennem niende til attende arrondissement, med butikker, bagere og damer med hunde, alt sammen hængende i et dinglende armbånd af pariserliv.

Jaques hader, når man romantiserer hans by, jeg bestiller ikke andet, og han gør det naturligvis selv, for det er gangbart i alle samtaler at tale om Paris med meget fransk udtale.

Indimellem græder jeg kort over noget tabt mellem mig og Anatole, når jeg står ved billedet, der hænger

i gangen, hvor han har huen ned over det ene øje. Selvom jeg ikke kan komme i tanke om en eneste ting, der reelt er væk. Han findes. Jeg er her. Vi taler jævnligt i telefon. Det er noget usynligt, der føles på samme måde som kærestesorg, men ingen form har og ingen fortælling, jeg kender til.

En sommer, da Anatole var omkring fire år, tog vi til Samsø. Jaques’ kollega havde en andel i et familiesommerhus, og de skulle selv til Nice og ville gerne låne huset ud. Dagene stod med ømhed i alle led, fra den tidlige opvågning med Anatole, gennem strandengen ned på stranden efter frokost, udstyret med en lille, blå spand, tæpper og bøger. Putning og flere bøger med trolde og biler. Den natlige snak over drinks. Anatole var vævet ind i det hele, naturligvis var han det. Hans hånd lå rullet rundt om min ene finger i søvnen. Hans ånde var syrlig i det barnlige, hurtige soveåndedræt. Han talte, når han legede, og jeg lyttede, og alene det var overraskende, at det, man har skabt, har et indre liv, som er umuligt at kende til. At passe et barn var en ømhed så stor, at ingen kæreste kunne ligge ved siden af og få noget af mig. Den udmattelse, den gjorde mig tyndslidt og distræt. Når jeg tænker på sådan en sommer, har jeg en fornemmelse af at have overset noget vigtigt i hans barndom, og at det er en slags forbrydelse. Når jeg drømte mig væk fra moderskabet, drømte, at jeg sad på en cafe og bare var mig selv, var den side af mig så blottet for mit barn, og strømmede der en ligegyldighed, en kulde ud af mig?