Hvis jeg falder

Hvis jeg falder

En

Hvis jeg falder

er oversat fra norsk af Morten Visby efter Hvis jeg faller

© Gyldendal Norsk Forlag AS 2021 [All rights reserved.]

Denne udgave: © Jan Grue og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Rune Mortensen

Dansk versionering: Marlene Diemar/Imperiet

Sat med Sabon hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0256-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad

Af samme forfatter på dansk:

Jeg lever et liv der ligner jeres

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.

H.C. Andersen: ”Den standhaftige tinsoldat”

Jeg glemmer indimellem, at jeg er funktionshæmmet.

En del af mig ved det altid, ligesom jeg ved, at jeg er en mand på 40, at jeg er gift med Ida og far til Alexander.

Kørestolen og hjælpemidlerne bruger jeg, ligesom jeg bruger mit overtøj eller mine solbriller – de fylder lige så lidt i mine tanker.

Sårbarheden og risikoen blegner og bliver gennemsigtige. Jeg kan være i det liv, jeg elsker, i familielivet og i det skrivende liv.

Jeg kan hvile i et jeg, i en krop, som bare er mig.

Men verden glemmer aldrig.

Den venter kun på en god anledning til at give mig en påmindelse.

En efterårsdag for flere år siden kom jeg kørende mod en hovedvejstunnel, da jeg pludselig mærkede, at bremserne ikke fungerede.

I min ombyggede bil var bremser og speeder placeret samme sted, i et håndtag, jeg kunne styre med venstre hånd. Jeg førte hånden fremad for at bremse og så, vantro, igen bagud for at gasse op.

Ingen af delene virkede. Der var ikke længere nogen forbindelse mellem mine og bilens bevægelser. Den kørte bare helt upåvirkelig ind i tunnelen.

Der i mørket var det, som om jeg befandt mig i vægtløs tilstand i det ydre rum eller var fanget i en uhyggelig drøm.

Jeg gik ikke i panik.

I tunnelens mørke søgte jeg efter pedalerne, med fødderne klædt i de store klodsede sko, jeg er nødt til at have på for at kunne rejse mig fra kørestolen og gå nogle få skridt.

Der var næsten ikke plads til mine sko nede ved pedalerne. Men det gik lige akkurat.

Med den ene fod på speederen og den anden fod på bremsen fik jeg igen kontakt med bilen. Og selvom det var som at lukke en lynlås med ovnhandsker på hænderne, lykkedes det at komme uskadt gennem tunnelen og få drejet af ved næste afkørsel ind til en tankstation nogle få hundrede meter længere fremme.

Jeg bremsede.

Jeg parkerede.

Først da mærkede jeg, hvor hårdt mit hjerte bankede. Senere, da jeg tænkte efter, fandt jeg det lidt mærkeligt, at jeg havde været så rolig, der i tunnelen. Men måske bærer jeg altid rundt på en forventning om, at noget vil gå galt, uden forvarsel.

Jeg sendte en sms til Ida, som jeg var begyndt at komme sammen med det efterår. Jeg kom ikke med til det seminar, der havde været mit mål den dag – jeg kom hjem i stedet.

På værkstedet fik jeg forklaringen. Styringssystemet i min bil var en prototype. En enkelt skrue, nogle få millimeter tyk, var det eneste, der holdt håndtaget fast. Indtil den ikke gjorde det længere.

Jeg fortalte Ida, hvad der var sket, men der gik lang tid, før jeg fortalte om denne episode til nogen andre. Når jeg fortalte om det, var det på sikker afstand af dødsangsten, med fokus på det absurde i situationen: at sidde der med det løse bremsehåndtag i hånden. Det var sådan, jeg bedst kunne lide at fortælle historien, så den kom til at lyde som en zenbuddhistisk fabel. Om, hvor lidt kontrol vi egentlig har.

Længe brød jeg ikke om at fortælle historierne om min egen sårbarhed. Om den risiko, jeg lever med, og det usynlige arbejde, jeg udfører, for at kontrollere den risiko. De historier, der med al tydelighed viser, at hele mit liv er en prototype, holdt sammen med snor og klips og skruer udsat for metaltræthed, at jeg aldrig vil kunne være så suveræn, så vellykket, så uangribelig, som jeg har brug for at være.

Længe skammede jeg mig over denne sårbarhed og vidste, at jeg måtte holde den skjult. Som kørestolsbruger vidste jeg, at jeg, hver gang jeg overhovedet bevægede mig ud i verden, viste alle andre, hvor svag jeg var, og derfor måtte jeg kompensere med styrke, derfor måtte jeg udvise styrke med alle de midler, jeg havde til rådighed. En historie om at have været tæt på en ulykke eller en historie om et panikanfald – det var en luksus, jeg ikke kunne tillade mig.

Den dag begyndte der en erkendelsesproces i mig, men der gik lang tid, før jeg kunne sætte ord på den.

Om morgenen den 25. marts 2020, midtvejs i det halve år, min familie og jeg skulle tilbringe på vores hemmelige paradisiske sted, i Berkeley i Californien, fik jeg en notifikation på mobilen. Notifikationen fortalte mig, at der var kommet et nyt opslag i en Facebook-gruppe, drevet af Sømandskirken i San Francisco, for norske udvekslingsstuderende og forskere, der var langt hjemmefra. Jeg havde meldt mig ind i gruppen, fordi sømandspræsten var i kontakt med generalkonsulen. Fordi alt var usikkert nu, og jeg længtes efter sikkerhed. Fordi det virkede naturligt at søge mod præsten, mod konsulen. Mod dem, der kunne tale med autoritet, uanset hvor usikre de var, som kunne foregive at skabe mening ud af kaos.

Jeg mærkede det stramme til i brystet. Efterfulgt af kvalme. Gennem denne måned var jeg stadig oftere vågnet op med hjertebanken. Mens jeg sov, forberedte kroppen sig på dårlige nyheder, stigende smittetal, en eskalerende krise. Der var ekstraarbejde forbundet med alt nu, med alle hverdagens gøremål. En tur til købmanden var en hel ekspedition. Husk værnemidlerne, husk de uforudsigelige åbningstider, husk at holde afstand, husk håndsprit, husk, at der er udsolgt af toiletpapir og langtidsholdbar mad. Husk, at ingenting kan tages for givet.

Men dette ekstraarbejde havde vi allerede vænnet os til, Ida og jeg. Forbløffende hurtigt blev undtagelsestilstanden

en slags ny normal. Det var prisen for at være her, i Californien, i solen. Det var en pris, vi var villige til at betale.

Vi var trætte, men vi var vant til at være trætte, ligesom vi er vant til, at intet kan tages for givet. Det var sådan, vi var kommet herover til den anden side af kloden, det er sådan, vi er vant til at leve.

Der kræves altid ekstraarbejde, men at vi er nødt til at arbejde ekstra, er en del af vores fortælling om os selv. Vi er trods alt en familie med en række ekstra udfordringer . Jeg har en medfødt muskelsygdom, jeg er kørestolsbruger. I disse ord ligger en hel levemåde, en livsform. Men vi er ikke en tragisk familie. Vi er ikke min sygdomshistorie. Vi er dem, der klarer det, vi er dem, der aldrig giver op. Vi er vant til ekstraarbejdet – og den gevinst, det giver, nemlig at vi kan leve, som vi vil.

Og så lige pludselig. Notifikationen udløste en anden følelse i mig. Den opstod med ét, men den var gammel og velkendt. Det var følelsen af at falde.

Verden forsvinder ikke, hvis jeg falder. Det er heller ikke sådan, at den træder tydeligere frem. Kanterne bliver skarpere. Den sårbarhed, jeg længe forsøgte så hårdt at skjule, at holde under kontrol, bliver ukontrollerbar og umulig at overse. Afgrunden, jeg ellers kun har set ud af øjenkrogen, fylder med ét hele synsfeltet.

Og det er, som Nietzsche skrev, at når man stirrer ned i afgrunden, så stirrer afgrunden tilbage.

Jeg har ikke set mig selv falde. Dem, der står mig nær, siger, at jeg falder sammen som et korthus. Og det er sådan, det føles. Når det sker, sker det pludseligt og stift og endeligt. Definitivt. Jeg har hverken reflekserne eller musklerne til at tage fra. Som jeg falder, sådan lander jeg.

Det gør det desto vigtigere, at jeg ikke falder. De små marginer og den stivbenede sårbarhed kræver, at jeg planlægger alt meget nøje, uanset om jeg skal krydse Atlanten eller stuegulvet.

Min sårbarhed kræver også noget af min familie.

Jeg går langsomt, opmærksom på hvert skridt, men det er Ida, der sætter sig ned og vasker fedtpletter af køkkengulvet – nu og ikke senere. Det er Alexander, der har måttet lære, fra før han kunne tale, at der gælder andre regler for far end for mor. At hive og trække i mor er dumt, men at hive og trække i far er forbudt.

Jeg holder ham i hånden, og han ved, at han ikke må trække i mig. Det er en nødvendig lærdom, og han lærer.

Han siger det til mig med ord, efter at legoklodsen er faldet ned fra bordet, og han samler den op igen, så vi ikke laver en snublefælde.

Han siger det til mig med kroppen, når han venter, til jeg har sat mig ned i sofaen, inden han kravler op for at blive kildet på maven.

Jeg er uendelig stolt af ham, fordi han forstår de ting. Samtidig er jeg ked af at pålægge ham det arbejde. Men det er nødvendigt arbejde, en nødvendig omsorg.

Og jeg finder trøst i, at denne omsorg også skaber en verden, der er beboelig for os to, sammen. En verden,

hvor jeg kan være far og kan være med til at bygge det mærkelige Lego-væsen, vi bygger, med dets mange arme og hoveder.

Snublefælderne forsvinder ikke fra min opmærksomhed, men her er jeg, her og nu. Jeg har sat mig ned, og Alexander kaster sig ind mod mig, helt væk i dette øjeblik. Her er vi, sammen.

Der er også et andet fald. Forbundet med, men forskelligt fra det første. Forbundet med den sårbare identitet, der hører til en sårbar krop – en krop, som altid kan blive misforstået, altid kan tages for at være den eller det, man ikke vil være.

Jeg husker en sommer, hvor jeg var i midt i teenageårene. Jeg deltog i en spilfestival på universitetet. Om natten, mens alle var høje på koffein, vandrede jeg ind og ud af filmvisninger. Ud af kørestolen og op i den igen, forsigtig, for ikke at snuble i halvmørket.

I foyeren i matematikbygningen kom jeg i snak med to ældre fyre. De talte til mig med en venlig, storebroderlig tone. Over lydanlægget spilledes Fugees’ The Score dæmpet.

Vi talte om nogle ting, jeg siden har glemt, før de kom til pointen. De fortalte mig om deres kammerat, som var blevet lam og også sad i kørestol. Han havde fået en førtidspension, det heldige asen, nu kunne han sidde nede i kælderen og spille lige så meget, han ville, hver eneste dag. Han behøvede aldrig mere at bekymre sig om at arbejde.

Det svimlede for mig, da jeg forstod, hvad de fortalte mig, og hvordan de så mig. I det blik så jeg et fald ud af min fortælling om mig selv og ind i noget, jeg ikke ville kendes ved, noget, jeg mødte med en reaktion, der nærmede sig afsky.

Dette var et af de første møder, jeg kan huske, med det, filosoffen Julia Kristeva har kaldt abjektion: et sammenbrud i forholdet mellem selvet og den anden, en afvisning af en trussel mod en positiv selvforståelse. Jeg er ikke en af dem, hvordan kunne du tro det?

Afvisningen bliver voldsom, fordi truslen er reel, og truslen er reel, fordi den kommer af noget, selvet ikke kan blive kvit, af visheden om, at det er bundet til en krop, en dødelig, sårbar krop.

Abjektion er frem for alt tvetydighed. For selvom det løsner et greb, så afskærer det ikke subjektet fra det, der truer det – tværtimod er abjektionen en anerkendelse af, at det er i evig fare.

julia kristeva

Det, jeg tog med mig fra den samtale i halvmørket, var, at forsvaret mod sårbarhed er styrke og arbejde. Og jeg ved, at det er sandt, på en måde. Jeg arbejdede hårdt under mine studier, som ph.d.-stipendiat, som postdoc, som fastansat på det samme universitet, hvor jeg havde gået som teenager.

Det var et synligt arbejde, synligt gennem bøgerne, jeg skrev, undervisningen, jeg varetog, gennem alt det, der

står på mit CV. Et forsvar, solidt som kampesten, mod anklagen om at være en af dem, en, der hører hjemme nede i kælderen.

Det var det arbejde, der bragte Ida og Alexander og mig til Californien, efter at jeg havde gjort mig fortjent til at få et forskningssemester. Det er det arbejde, det synlige arbejde, der giver mig en plads, giver mig en stemme, lader mig spille en rolle.

Samtidig slap jeg ikke fri, slipper jeg aldrig fri, af den sårbarhed, der følger af at leve i en verden, som ikke er indrettet til min krop.

Den sårbarhed var med mig under forberedelserne til den store rejse vestpå, den var med mig gennem de første måneder i et nyt land, den var med mig, da pandemien kom, og der blev den altopslugende.

Og jeg slipper ikke fri af abjektionen. Ikke ved at være dygtig og flittig, ikke ved at føje endnu en linje til CV’et. Den er der, denne dobbelte følelse af evig fare, den følger mig og venter foran mig på vejen. Stemmen, der siger: Hvis jeg falder.

Jeg kender ingen anden vej gennem abjektionen end via skriften.

Kildehenvisninger

Kapitel 2

Side 12 Michel Foucault, Viljen til viden, overs. Søren Gosvig Olesen, Det lille Forlag, Frederiksberg, 2006, s. 143.

Kapitel 3

Side 13 Joan Didion, ”En indfødt datters optegnelser”, Slæber sig mod Betlehem, overs. Claus Bech, Gyldendal, København 2018, s. 191.

Side 16 Erving Goffman, Hverdagslivets rollespil , overs. Stig W. Jørgensen, Samfundslitteratur, København 2014, s. 111.

Side 20 Jens Bjørneboe, Jonas, overs. Peder Hesselaa, Stig Vendelkærs Forlag: København 1968, s. 41.

Side 24 Homers Odyssé, overs. Otto Steen Due, Gyldendal, København 2002, s. 144.

Kapitel 4

Side 27 Franz Kafka, ”Foran loven” i Fortællinger, overs. Villys Sørensen, Gyldendal, København 2008, s. 165.

Side 32 Jorge Luis Borges, ”Døden og kompasset” i ”Fiktioner og andre fiktioner, overs. Morten Søndergaard og Peter Poulsen, Gyldendal, København 2012, s. 196.

Kapitel 5

Side 41 Ludwig Wittgenstein, Filosofiske undersøgelser, overs. Jes Adolphsen og Lennart Nørreklit, Munksgaard 2001, s. 66.

Kapitel 6

Side 57 Dag Solstad, Elvte roman, bog atten, overs. Kari Sønsthagen og Torben Weinreich, Gyldendal, København 2020, s. 143-144.

Kapitel 8

Side 81 William Shakespeare, Richard 3., overs. Edvard Lembcke, Haase, København 1977, s. 16.