Hvis jeg var mand

Hvis jeg var mand

Af samme forfatter på dansk:

Historie om et ægteskab. Roman (2017)

Se på os nu. Roman (2019)

Den jeg skulle blive. Roman (2021)

GEIR GULLIKSEN

Hvis jeg var mand

Om køn og kærlighed Essays

På dansk ved Niels Lyngsø

Gutkind

Hvis jeg var mand er oversat fra norsk af Niels Lyngsø efter Hvis jeg var mann © Geir Gulliksen, 2021

Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen. Denne udgave: © Geir Gulliksen og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Egil Haraldsen & Ellen Lindeberg, Exil Design Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet

Foto: © Tale Hendnes

Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0235-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag  gutkind_forlag

Indhold

Er vi frie nu? 7

1.Musvåge på hegnet 9

2.Det svage køn 28

3.Faderfølelse 32

44

ned og tisse 50

og hunde 57

i Sverige 69

ulv 76

smiler han ad? 79

10.Feminismens betydning i en mands liv 89

Mandighed

Får mænd orgasme?

Kvindemisundelse

Da jeg var min fars søn

klarer det alligevel

Oplysninger

Er vi frie nu?

1. Musvåge på hegnet

En eftermiddag da jeg er på vej hjem fra det lille hus hvor jeg nogle gange sidder og skriver, får jeg øje på en ørn. Jeg tror det er en ørn, den sidder på hegnet ved motorvejen og betragter bilerne der kører forbi. Jeg har lagt mærke til rovfugle langs vejen før, men denne dag opdager jeg først fem der sidder på rad og række, og senere fire mere. Bortset fra én der sidder med ryggen til som om den er fornærmet, ser de alle sammen ud til at følge med i trafikken. Efter at have søgt på nettet forstår jeg at det er en musvåge, altså en høgefugl, og at det ikke er usædvanligt at se musvåger sidde sådan, på hegn eller stolper langs trafikerede veje.

I det område hvor jeg plejer at køre, må bestanden være øget på det seneste, eller også har flere af individerne opdaget at det her en god måde at skaffe sig bytte på. Næste gang jeg kører den samme strækning, tæller jeg elleve. Med god afstand til hinanden sidder de på hegnet og følger med i alt hvad der bevæger sig. Er det de samme jeg så sidst, som har

fået selskab af to nye, eller er der kommet endnu flere individer til? Ser den ene musvåge hvad den anden gør, og følger de hinandens eksempel, lærer de af hinanden?

Det rovfugleagtige ved dem giver mig et sug i kroppen, det føles som en uventet belønning at se dem, selv her, hvor det altså er blevet almindeligt at de sidder. De kraftige gule fødder med de sorte kløer griber om stålwiren. Et par af dem sidder med det flade hoved sænket ned mellem skuldrene; en anato misk specialitet hos fugle der er så fremmed for det menneskelige at det føles truende at se på. Jeg kører hurtigt forbi dem, jeg kan ikke bremse op på grund af trafikken bag mig, men billedet af musvågen sætter sig i mig som noget jeg har set i en drøm. Det bøjede næb der så let kan rive skindet op på et mindre dyr, de lange skarpe kløer, øjnene der stirrer vildt opspærret på mig (tror jeg).

Musvågen beskrives et sted som en halv meter stor høgefugl med et vingefang der kan blive op til 1,4 meter. Når musvågen jager, kan den hænge ganske stille i luften eller lade sig drive med vinden, før den styrter tungt og tilsyneladende skødesløst ned mod byttet for at fange det med kløerne. På engelsk kaldes den common buzzard , på svensk hedder den ormvråk . Den ser langt mere imponerende ud end navnet antyder, præcis ligesom duehøg og spurvehøg også virker som latterlige navne på rovfugle sammenlignet med hvor overvældende de virker, både på

nært hold, og når man ser dem på lang afstand, oppe på himlen. De minder jo ikke om mus eller duer eller spurve, og heller ikke om slanger. De ligner ikke deres mad, men måden de skaffer den på. De minder om vold.

Det ser ud som om musvågen studerer trafikken, men den er selvfølgelig på jagt. En ornitolog jeg spørger, siger at de højst sandsynligt sidder der fordi det er let for dem at få øje på mus og andre små byttedyr der bevæger sig i grøften, eller som vover sig over kørebanen. Jeg bliver lidt skuffet og vil ikke helt tro på hende. I lighed med mange andre der har lagt mærke til musvågerne på hegnet, tror jeg de venter på at et dyr skal blive kørt over af en bil. Næsten altid langs denne strækning kan man se dræbte pindsvin, grævlinger, ræve, egern, katte og fugle i vejkanten, eller også bare midt ude på asfalten; nogle gange er der kun en uigenkendelig blodfarvet og fladmast masse tilbage af det uheldige dyr. Og så er det let at tro at motorvejen er en slags drive-in for musvågen: Det er jo meget lettere for dem at sidde her og vente på at maden skal komme færdigslagtet end at flyve hen over markerne på jagt efter levende bytte der stikker af og gemmer sig i græs og grøfter. Musvågen på hegnet vækker en tanke i mig som jeg ikke bryder mig om, men ikke formår at skubbe til side. En rovfugl der sætter sig ved motorvejen og venter på et let bytte – minder det ikke lidt om

mænd, om hvordan nogle ser på det de kalder »den moderne mand«? For egentlig er mænd en slags rovdyr, det tror jeg mange mener. Og i det moderne samfund har det mandlige mistet al den vildskab og værdighed vi engang forbandt med mænd. Den ligestillede mand er tæmmet og feminiseret, han er som musvågen der sætter sig på hegnet og kigger efter roadkill i stedet for at jage levende byttedyr. Han jagter ikke længere føden selv, fanger ikke engang fisk, plukker bare velopdragent færdige fiskefileter fra køledisken. Manden har mistet sine naturlige instinkter, sin konkurrencementalitet og evnen til at hævde sig.

Er det sandt? Jeg for min del tror ikke på det, jeg oplever det som en fortælling der har spredt sig og dukker op i forskellige former og sammenhænge, sådan at den til sidst føles som en uafviselig sandhed. Ideen om den tæmmede mand er et så suggestivt billede, det gør noget ved os, mange får pludselig øje på alt det der virker uforløst og uudviklet i det mandlige, andre får klare ideer om at mandfolk må have været stærkere og tydeligere før. Burde mænd ikke være langt mere suveræne og upåvirkelige end de (stort set) høflige og mageligt anlagte mænd vi ser omkring os?

Det bliver forstærket i populærkulturen og i ophidsede diskussioner om gender issues . Og noget i mig genkender det, modvilligt. Hvis jeg havde valgt lidt anderledes tidligt i livet, kunne jeg måske

være blevet én der overbeviste mig selv om at det er sådan: at engang betød det at være mand at have adgang til en kraft og en vildskab og noget ureger ligt som kvinder dermed antages at mangle.

Tanken om at mænd er nødt til at finde tilbage til vildskaben i sig selv, blev en afgørende indsigt for den amerikanske digter Robert Bly. I 1990 udgav han Iron John: A Book About Men . Senere er den blevet udgivet med undertitlen Men and Masculinity , og i norsk oversættelse kom den slet og ret til at hedde Mannen . Den kom på norsk samme år som min ældste søn blev født. Jeg hørte om den og tænkte: Den bog skal jeg aldrig læse. Jeg syntes det var vanskeligt nok at finde ud af alt hvad der har med køn at gøre, uden ovenikøbet at skulle fordybe mig i tanken om at grave en mandlig urkraft frem i mig selv. Nu har jeg læst den alligevel, efter alle disse år. Det er en mærkelig bog, en rig og klog udlægning af hvad moderne mænd er nødt til at afdække i sig selv for at blive hele mennesker – og samtidig en uafbalanceret fantasi om det mandlige hvor forud sætningerne for analyserne både er dybt private og vildt spekulative. Udgangspunktet ser ud til at have været nogle observationer Bly gjorde sig om mænd der var yngre end ham selv, dem som voksede op i 1960’erne og 70’erne. Der opstod en ny type mand der var mere modtagelig, mere tankefuld og følsom, men alligevel ikke friere – tværtimod manglede han

vitalitet, mente Bly. Den nye kvindebevægelse der var vokset frem på den tid, spillede »en betydnings fuld rolle i formningen af denne mandstype, der er livsbevarende men ikke livgivende,« skriver han også. Selv om Bly ikke ville afvise feminismen, formåede han alligevel at give kvinderne ansvaret for at de yngre mænd manglede frihed og vitalitet.

Tidligere havde jeg læst Robert Blys digte og havde stort udbytte af hans milde og alligevel målrettede udforskning af sine omgivelser, nysgerrige beskrivelser af dyr, fugle, natur, landskaber, menne sker. Bogen om det mandlige er noget andet. I den amerikanske offentlighed havde Bly været kendt som anti-krigsaktivist og som én der talte varmt og måske lidt for romantisk om at både mænd og kvinder burde åbne sig for de feminine kræfter i tilværelsen. Nu gik han meget langt i den modsatte retning, han skriver at han oplevede at den mandlige del af ham var blevet formindsket, og at han savnede kontakt med andre mænd – og med sin far.

Det Bly skriver om sin far, er antagelig velkendt for mange, både sønner og døtre af de tavse fædre fra mellemkrigsgenerationen. Bly havde reageret på det lukkede og fjerne hos faren, derfor trak han sig væk fra ham. Som nogle-og-halvtreds-årig begynder han at tænke at faren også havde været offer for en kulturel indsnævring af det mandlige, og desuden et offer for kvindelig fordømmelse. Bly hengiver sig ukritisk til dybdepsykologiske tænkere som Carl

Gustav Jung, og med den slags teorier i hænderne gør han sin egen mor og far til repræsentanter for mandlige og kvindelige kræfter i verden. Tidligere havde Bly været mest knyttet til sin mor, nu begynder han bevidst at tilnærme sig faren. Denne vending indebærer også at han tager afstand fra det kvinde lige og fra moren. Det er lidt mærkeligt at læse. Der er noget delvis genkendeligt og menneskeligt i hvordan han lader sig drive af sted mellem modsæt ninger, sådan som forældre ofte kan fremstå for mange i dele af opvæksten. Men det virker også umodent og skematisk at Bly forestiller sig at nærhed til den ene af forældrene tydeligvis ikke kan opnås uden at lægge afstand til den anden: »Jeg ved at de første følelsesmæssige forbindelser for mit vedkom mende blev etableret gennem min mor. Hun gav mig den første fornemmelse af følelsesmæssig skelnen: ‘Er du ked af det?’ Men i den givne sammenhæng gav det mig et negativt billede af min far, som ikke talte ret meget om følelser.«

Det fører ham frem til følgende kraftsalve: »I sidste ende er en mand nødt til at ryste al indoktri nering af sig og begynde selv at finde ud af hvad faderen er, og hvad mandlighed er.«

Det er altså kvinders indoktrinering der har gjort det så vanskeligt at være mand, ifølge Bly.

Jeg har set interviews hvor han tilbageviser påstanden om at Iron John er en kvindefjendsk bog, og

hvor han skyder skylden på mediernes upræcise gengivelse af det han skrev. Det er forståeligt, for bogen fik stor udbredelse, den blev hyldet af mange og dermed sikkert også forenklet og latterliggjort af andre. Men det er et faktum at Bly giver kvinde bevægelsen skylden for at »der er gået noget galt« med den moderne mandlighed. Det lyder velkendt her tredive år senere, for disse påstande er blevet gentaget fra mange sider de seneste år.

Blys bog om manden har udspillet sin rolle, der er ikke mange der henviser til den længere, men tanken om at moderne mænd har et alt for begrænset bevægelsesrum, ser ud til at have sat sig fast. I dele af den offentlige debat om køn ligner det en etableret sandhed at mænd kommer til kort i samfundet fordi de ikke kan få afløb for deres maskulinitet i skolen, i familien, nogle gange også på jobbet. Og det er feminismen der får skylden.

For mig virker det forunderligt og lidt svagt at så snart større grupper af kvinder endelig kan tage kontrol over deres eget liv, begynder den aggressive klagesang om at mænd er blevet presset til side. Hvis mandligheden kun kan overleve såfremt kvinder bliver holdt nede, må der være noget galt med mand ligheden. Måske er det de tryggeste mænd der har taget ligestillingen til sig, og som ser at den ikke kun er nødvendig for kvindernes vedkommende, men også god for dem selv?

Sådan så det ikke ud for Robert Bly, i hvert fald

ikke mens han skrev den store bog om manden. I kraft af den blev han inspirationskilde for og aktiv deltager i den såkaldte mytopoetiske mandebevæg else der voksede frem i USA i 1980’erne og 90’erne. Den var let at latterliggøre. Alene tanken om mænd der mødtes i skoven med trommer og chanting for at udforske en vildere og mere oprindelig mand lighed – ej, altså! Set på afstand virker det komisk og desperat og en anelse hult. Men hvad med alle de voksne mænd der giver den fuldt skrald på skiløj perne, der kommer brasende tungt forbi når du selv er på vej opad, eller som skræmmer livet af småbørn på stien ude i terrænet når de kommer prustende på deres cykler, hvad er det der driver dem? Det ser ud til at mænd forstærker deres mandlighed så snart de bevæger sig ud i skoven. Kvinder der træner, træner bare, uden at det har med køn at gøre. Men det at være en mand der træner, bliver umiddelbart en øvelse i maskulinitet, det er næsten umuligt at slippe væk fra.

Den mytopoetiske mandebevægelse fik efterdøn ninger også i de nordiske lande, jeg har kendt flere mænd der lod sig inspirere af den, psykologer der tog impulser med sig ind i terapilokalet, og andre der startede mandegrupper. Det må have været godt for mange, det almindelige for mænd har jo været at de ikke har behøvet at tænke over deres mandlighed, den har fremstået som noget selvfølgeligt og neutralt, som om det mandlige er hævet over alt der har med

køn at gøre. Antagelig er der mange mænd der har haft stort udbytte af at udforske hvad de bærer rundt på af forestillinger og impulser – og begræns ninger.

Det er så let at latterliggøre ethvert forsøg på opbrud i den udtryksløse, garderede mandlighed. Der hvor jeg voksede op, var latterliggørelse det fremmeste våben for mænd der følte sig truet af mænd eller drenge der skilte sig ud. Enhver der viste forundring eller stærk interesse for noget; enhver der viste stærk glæde, eller som blev synligt ked af det; enhver der prøvede at tale om noget usædvanligt, og enhver som viste oprigtig interesse for andre; alle blev de forsøgt gjort til grin. Jeg troede jeg ville slippe af med denne latter og disse hånlige grin så snart jeg blev voksen, og det er også sket langt hen ad vejen, men af og til viser foragten sig i en lidt anden form. I den middelklasse jeg ganske modstandsløst gled ind i, arter den sig som en nedladende mandlig fnysen, og jeg skammer mig ved tanken om at jeg også kan have været med til at ryste på hovedet ad mænd der viser for meget af deres menneske lighed.

Altså burde vi vel juble over ethvert forsøg på opbrud i den gamle sædvanlige mandlighed? Problemet er bare at mange af de alternative måder at undersøge mandligheden på ser ud til at bære fjendtligheden mod kvindebevægelsen med sig som en iskold skygge. Og af og til vokser det til en fjendt-

lighed mod alt kvindeligt. Måske er det en logisk konsekvens af at menneskeheden bliver tænkt som delt i to, hvor den ene gruppe antages at være grund læggende forskellig fra den anden. Mistænk somheden og uforsonligheden over for de andre vokser let i grupper hvor ens egen identitet skal udforskes.

Jeg har ikke mange erfaringer med alternative bevægelser, det nærmeste jeg er kommet dem, er at deltage i nogle yogakurser. Det havde jeg glæde af, jeg lærte at trække vejret dybere og at finde mig bedre til rette i min egen krop. Jeg tænkte ikke over at de allerfleste andre der deltog i disse kurser, var kvinder. Ikke før kursuslederen ville vide hvordan vi der var mænd, havde det med den ene og den anden øvelse. Hun gav sig ikke før hver og én af os (vi var tre eller fire blandt nogle og tyve kvinder) havde svaret. For kvinderne var det frivilligt at tage ordet, men vi der var der som mænd, var så eksotiske at vi skulle tvinges til at stå frem. Kursuslederen anede selvfølgelig ikke hvor vanskeligt jeg har haft det med at blive opfattet som en repræsentant for mit køn, og hun tolkede vel mit mutte svar som en typisk mandlig udtryksfattigdom. Det ærgrede mig selvføl gelig dobbelt, og jeg var ikke i stand til at vende tilbage til kurset. Nogle måneder senere begyndte jeg på et kursus der hed Yoga for mænd , og det var et fejltrin, for der blev det bare værre. Den mandlige kursusleder holdt højrøstede peptalks hvor vi blev

bedt om at lære at sige nej ; når vi kom hjem fra yoga, skulle vi sige nej til at tage opvasken, nej til at deltage i familiens liv. Vi skulle lære at tage vare på os selv, tror jeg han mente. Måske var det godt ment, men jeg spekulerer på hvordan de andre kursister havde det. De fleste af dem så ud til at leve som mig, ganske almindelige og forsøgsvis ligestillede liv, hvor den du er gift med, ikke er modstander, men en fortrolig og en kammerat og den nærmeste du har, som du allerhelst vil dele alt med hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Det sidste vi har brug for, er nogen der ønsker at drive os væk fra hinanden.

Da jeg var i færd med at blive voksen, kom der en kraftig modreaktion på det der er blevet kaldt femi nismens anden bølge, fra 1960’erne og 70’erne. Alle var trætte af de gamle feminister, lod det til, og mange af dem opførte sig også som om de var trætte af sig selv. Det konventionelle kvindelige skønhedsi deal blev relanceret og slog ind over alle der voksede op. Samtidig blev ideen om en »blødere« mand latterliggjort så grundigt at ingen orker at tale om det længere. Fra 1980’erne og ind i 90’erne var det umuligt for mange at bruge ordet »feminist«, det blev forbundet med ekstremisme, mandehad og ensretning. Fra slutningen af 1990’erne lod det til at forandre sig igen, da yngre kvinder tog ordet til sig og udforskede hvad det betød for dem, og af og til kan selv mænd tale om feminisme.

Eller kan de?

For hvor er vi nu? Noget har åbnet sig, tilsyne ladende uventet og uforudsigeligt, og med en selvfølgelig kraft for dem det angår. Mange yngre mennesker forhandler tilsyneladende frit med sig selv og andre om hvilken kønsidentitet de kan føle sig hjemme i, og der er kommet drenge og mænd ind i verden der bevæger sig med afspændt og prestige befriet åbenhed i forhold til andre. Samtidig er dét som Wencke Mühleisen engang kaldte kønsnostalgi , vokset frem hos mange; en længsel tilbage til ideen om tydeligere afgrænsede (eller stiliserede) former for kvindelighed og mandlighed. Der foregår forskel lige forhandlinger om kønsudtryk samtidig, og den individuelle følelse af hvad ens køn betyder, kan være skitsepræget og hypotetisk, indtil de andres blik eller fordomme slår ind i selvforståelsen og den indre selvafprøvnings rum.

Men stadig er de indre billeder af mandlig og kvindelig tilsyneladende konstante i kulturen. Vi ved alle hvad det mandlige er, hvad enten vi tror på det eller ej: Det har med styrke og vildskab og magt og overgreb at gøre, mens det kvindelige antages at have mere med ømhed og omsorg og skønhed at gøre. Også mennesker der ikke tror på denne todeling af verden, bærer på den slags billeder og kan lade sig styre af dem.

I de digte Robert Bly skrev i 1990’erne, sammenlignede han sin far med fugle som ørn, grib og høg.

Han skrev om »den gamle høg« der bor i faren, og om »den unge høg« der bor i dem begge, far og søn. Noget er nyt og fælles, noget er vildt og utæmmet i dem begge, sådan må det vel læses. Det Bly skriver om moren i digtene, er vagere, hun repræsenterer noget han skal væk fra, gøre sig færdig med. Jeg havde læst flere af disse digte uden at tænke nærmere over det, for eksempel var det let at se en ældre mands hoved som en rovfugls hoved. Den glatte hovedskal og ørnenæsen, det magre og stirrende udtryk. Først nu går det op for mig hvor ideologisk ladet mange af hans digte er. I foredrag og interviews gik Bly længere end han gjorde i digtene, og et sted har jeg set ham hævde at høgen og ørnen er »mand lige fugle«. Et absurd udsagn for den der læser det bogstaveligt, men det var den jungianske fantasi der gjorde det muligt for ham at sige sådan noget. Det gør ikke udsagnet mindre problematisk. Han bruger metaforer, men præsenterer dem som sandheder.

Og antagelig var det den samme fantasi om mandlig vildskab der lå til grund da jeg blev så fasci neret af musvågen på hegnet. Associerede ikke også jeg det truende og vilde ved disse rovfugle med noget mandligt, på trods af alt jeg har tænkt og ment og skrevet om køn? I hvert fald går det op for mig med en slags vedvarende forundring at musvågerne der sad og så efter byttedyr selvfølgelig ikke bare var hanfugle. De kraftige kløer, det skarpe næb og de vildt stirrende øjne er nøjagtig lige så kvindelige som

mandlige. Det samme gælder kraften og den ubøn hørlige koncentration når den angriber et bytte. Musvågehunnen er desuden lidt større end hannen, hun ser altså mindst lige så skræmmende ud som hannen.

Det der eventuelt er kvindeligt hos musvåge hunnen, skulle være at hun ruger mere på æggene end hannen. Han ruger også, hver gang hunnen er ude på jagt. Han er vel en slags babysitter for sine unger, sådan som mange mænd efterhånden kunne strække sig til at blive før der kom en ny generation af mænd der lærte sig at være selvstændige omsorgs personer for deres unger, godt hjulpet på vej af øremærket barselsorlov til fædre og andre politiske indgreb. For den der er ude efter skarpere alterna tiver end musvågen i fuglenes verden, findes der arter med en mere radikal fordeling af omsorgsop gaver. Hos odinshanen er det udelukkende hanfuglen der ruger og passer ungerne; hunnen er den der forsvarer redestedet og hannen mod indtrængere. Det bliver hun ved med indtil æggene er lagt, så rejser hun sydpå og overlader udklækningen og opfostringen af ungerne til hannen.

Det er typisk mig at blive opmuntret af den slags eksempler; på den ene side musvågehunnens krigeriske udseende, på den anden odinshane-hannens trofaste omsorgsevne. Det gælder nok også andre end mig. Uanset hvilke standpunkter vi ønsker at finde støtte for i naturen, er det altid muligt at pege

mod fuglenes verden. For nogle af os er det næsten umuligt ikke at bruge fuglene som metaforer for det menneskelige. Fakta om fuglenes liv – især når det gælder seksualitet, kærlighedsliv, kønsroller og udrugning – kan så let bruges som metaforer for hvad der er naturligt, og som altså burde kunne gælde også for mennesker.

Mens jeg sidder og skriver dette, sætter en stor krage sig i den gran der døde sidste vinter. Den sidder ubevægelig i toppen af træet og ser ud som om den ved at den tager sig godt ud i det nøgne grenværk hvor lyset fra solnedgangen giver den en gyldent skinnende kontur. Det er længe siden jeg begyndte at identificere mig med krager. Da jeg var tyve år og studerede norsk på universitetet i Bø i Telemark, gik jeg og kiggede på alle de krager der holdt til der, hvordan de kom flaksende ind mod det tæt bebyg gede område om morgenen og i store flokke fløj ud igen fra centrum hver eftermiddag. Det så ud som om de tog på arbejde inde i byen og så tog hjem igen sidst på dagen. Sådan var det faktisk også. Når det begyndte at blive mørkt ud på eftermiddagen, samlede kragerne sig i et par store egetræer jeg altid gik forbi. Jeg lagde mærke til at de ventede på hinanden dér. Der kom flere og flere, og når de var blevet mange nok, lettede de i store skræppende myldretidssamlinger der fløj videre ud over terrænet. På afstand, når jeg ikke kunne høre lyden af dem

længere, lignede de sorte askeflager der drev med vinden i enorme bevægelige tæpper hen over de nypløjede marker. Jeg fandt ud af at de skulle ud til nogle bopladser, hvor endnu flere krager kom til fra alle sider. Selv om jeg prøvede at cykle efter dem et par gange, fandt jeg aldrig frem til bopladserne. Jeg var overvældet over at få lov til at sidde stille og læse litteratur og sprogteori hele dagen, og skræk slagen for ikke at have læst nok. Jeg burde have læst alt der nogen sinde var skrevet på norsk, troede jeg. Jeg følte mig som en ubuden gæst på læsesalen, men jeg talte som om jeg var fuld af selvtillid, og som om jeg vidste mere end andre. Måske var det derfor jeg begyndte at identificere mig med kragerne, de lavede så meget larm og opførte sig udannet og uforudsige ligt hvad enten de ledte efter madrester rundt om skraldespandene eller sad og skreg til hinanden i træerne. Nej altså, så fri var jeg ikke. Grunden var nok snarere at krager er så almindelige, så lette at forstå og leve sig ind i. Præcis som beatdigterne jeg begyndte at læse omtrent samtidig, så kragerne ud til at inkarnere nogle enkle, grundlæggende følelser. Nysgerrighed, irritation, fremmedgjorthed, selvhæv delse og sult, og desuden et fanatisk behov for at blive elsket.

Overalt hvor jeg senere har boet, har jeg prøvet at følge med i hvordan det gik med drosler og skader, vipstjerter, musvitter, spurve og stære, men jeg er som oftest endt med at interessere mig mest for

kragerne, fordi de er så let tilgængelige. Én enkelt måge har gjort indtryk på mig, et efterår for snart ti år siden. Det var en sildemåge, den sad på en gammel pæl et lille stykke ude i Oslofjorden, og hver gang den så mig komme padlende, begyndte den at skratte højt. Jeg vidste at den havde ret, der var noget latter ligt over at jeg prøvede at løse de problemer jeg havde ved at blive sådan én der skulle padle hurtigt og langt i kajak hver dag. Jeg var overbevist om at jeg altid mødte det samme individ på samme sted, fordi den var så stor, større end de andre måger, og fordi den havde et bredt ar nederst på den gule støvle. (Senere har jeg forstået at alle sildemåger har den samme ujævne søm hen over foden).

Klassiske rovfugle som høg eller falk eller ørn har jeg derimod aldrig identificeret mig med. Det virker for enkelt at ville leve sig ind i dem, som at prale åbenlyst af sig selv. At sammenligne sig med en ørn, for eksempel, må være som at tage cowboyhat og cowboystøvler på; det kan sikkert føles godt for den der går ind for det, men det ser sjældent troværdigt ud for andre.

Nu bor vi tættere på skoven og har fået et ravnepar som naboer. De er større end de almindelige krager, de svæver højt over husene og følger med i alt deroppefra, og jeg følger med i hvad de laver som om de er en del af familien, hvad de absolut ikke er, men jeg bliver urolig når det er længe siden jeg har set dem. På det seneste er der også en natugle der er

begyndt at holde til i nærheden, jeg hører den jamre sig når jeg har lagt mig til at sove om aftenen. Og så opdagede jeg musvågen. Den allerførste af dem jeg lagde mærke til, gik omkring på grunden med hænderne på ryggen som om den havde tabt noget værdifuldt i græsset. Da jeg kom kørende forbi, flak sede den skamfuldt op og satte sig i et højt træ. Det var mens jeg stadig troede det var en ørn jeg havde set, og jeg tænkte at den måtte være syg, fordi det virkede meget lidt ørneagtigt at gå omkring i græsset. Men nu hvor jeg kører forbi musvåger så ofte, er jeg begyndt at se dem som fugle jeg forstår og ved hvem er. Og selvfølgelig tager jeg fejl.

Den tæmmede vildskab hos musvågen på hegnet var hverken mandlig eller kvindelig. Den var antagelig ikke tæmmet. Den havde bare tilpasset sig nye omstændigheder.

Oplysninger

Er vi frie nu?

»Musvåge på hegnet«. Citaterne fra Robert Blys Iron John: A Book About Men (1990) gengives efter Jern Hans. En bog om mænd (1992), oversat af Henning Juul Madsen. Passagerne om Blys digt bruger vendinger fra Helge Torvunds norske gendigtninger, oversat til dansk.

»Faderfølelse«. Det der citeres af Lars Norén, er fra En drama tikers dagbok 2015 2019 , 2020.

»Enkel« blev først publiceret i Expressen 23.11.16. Citaterne er fra Therese Bohmans roman Aftenland , 2016 (dansk 2018), oversat af Liv Camilla Skjødt.

»Sidde ned og tisse« er tidligere publiceret i Samtiden nr. 2/17 og i Information 25.8.17.

»Katte og hunde«. En lille del af denne tekst blev først publi ceret i Klassekampen under titlen »Behovet for å bli eid av en annen«. De linjer af Ulf Lundell der citeres, er fra sangen »Hon gör mig galen« (1991).

»Sex i Sverige« blev først publiceret i Sydsvenskan 1.3.21 med titlen »För att skriva en roman måste man vara sårbar«. Udgangspunktet var en artikel af Sven Anders Johansson i Aftonbladet 10.2.21 med svar fra Sofia Rönnow Pessah i Sydsvenskan 17.2.21 og Helena Granström i Expressen 16.2.21.

En tidligere version af »Hvad smiler han ad?« blev først publiceret i Expressen 7.9.19 og derefter på NRK Ytring.

»Feminismens betydning i en mands liv«. Det der citeres af

Alice Munro, er fra novellen »Det vi husker«, der findes i samlingen Fjendskab, venskab, ægteskab , 2001 (dansk 2013), oversat af Gudrun Jessen og Ida Jessen.

Mandighed

Formuleringen »bly som en sværvægtsbokser« stammer fra et digt af Eldrid Lunden i Det omvendt avhengige (1989).

Simone de Beauvoir: Det andet køn , 1949 (dansk 2019), oversat af Mette Olesen, Karen Stougaard Hansen & Svend Johansen.

Robert Baden-Powell: Gode råd til troppslederen , ukendt over sætter, 1954. Citaterne er oversat fra det norske af Niels Lyngsø.

Marguerite Duras: At læse (1993, dansk 2009) oversat af Lone Bjelke.

Halvdan Koht: Johan Sverdrup (1918). Citaterne er oversat af Niels Lyngsø.

Får mænd orgasme?

Tor Nørretranders (red.): Hengivelse , 1981.

Kvindemisundelse

En tidligere version af Kvindemisundelse blev først publiceret i Weekendavisen 21.3.19.

Da jeg var min fars søn

En tidligere version af Da jeg var min fars søn blev først publiceret i Morgenbladet 21.9.15.

Vi klarer det alligevel

Vi klarer det alligevel er en novelle der først blev publiceret i Göteborgsposten 24.12.20.