Hvis sandheden skal frem

VILDE HJERTER

SARA EJERSBO

Hvis sandheden skal frem

gutkind

Hvis sandheden skal frem – Vilde hjerter 1

© Sara Ejersbo og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1.udgave, 1. oplag, 2023 Udkommet første gang i 2021 Omslag: © Rasmus Funder

Forsidefoto: © Marcel Ardivan/Unsplash. Anele Nova/Shutterstock Forfatterfoto: © Ditte Capion

Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Nørhaven

ISBN 978-87-434-0355-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Vilde hjerter:

Hvis sandheden skal frem Aldrig sige aldrig (Flere bind under forberedelse)

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Kapitel 1

Ligesom resten af København lignede Nocturne sig selv. Lyset skinnede ud gennem de farvede ruder, og larmen fra mennesker og musik nåede mig ovre på den anden side af vejen, hvor jeg stillede min cykel op ad et skilt. Men hvorfor skulle min yndlingsbar også have ændret sig? Fire år var lang tid for mig, men det er ikke lang tid for en by eller en bar.

“Kommer du?” Mia skubbede døren op. Varmen strømmede ud mod os sammen med larmen, og jeg smuttede taknemmeligt med ind. Efter fire år i et tropisk klima havde jeg stadig ikke helt vænnet mig til oktoberkulden herhjemme. Musikken dunkede og gav mig straks lyst til at danse.

Mia maste sig ind mellem folk, så jeg måtte skynde mig for ikke at tabe hende af syne.

“Her!” Hun greb et par barstole, der netop blev ledige, da to fyre rejste sig.

I det samme fik jeg øje på et velkendt, mørkhåret hoved. Jeg mærkede blodet suse op i kinderne og vendte mig instinktivt om mod ham, men han var væk. Jeg rystede det

af mig og skyndte mig efter min veninde. Jeg ser syner. Det er bare, fordi jeg har været væk så længe.

Nocturne var alle i min branches yndlingsbar. Og jeg var nødt til at få genopbygget mit netværk. Basta. Det havde intet at gøre med, at det plejede at være vores sted.

“Hvem kigger du efter?” spurgte Mia og rystede de røde krøller på plads om ansigtet.

“Mig? Ikke nogen.”

Lyset i baren var dæmpet, men musikken var så høj, at vi næsten måtte råbe til hinanden. Jeg var stadig i gang med at lære Mia, en af mine nye kolleger, at kende, men det var nu heller ikke nogen svær opgave; hun var en åben bog.

“Brugte han så den massageolie?” spurgte jeg for at vende tilbage til den historie om kærestens fødselsdag, hun havde været i gang med at fortælle på cykelturen herhen. Mia grinede. “Det var han jo nærmest nødt til, når jeg gav ham den i gave. Det var udmærket, men ikke ligefrem nogen gamechanger.”

“Folk er, som de er.” Jeg trak på skuldrene. Det var i hvert fald min erfaring.

“Seriøst?” Mia rynkede brynene let. “Ej, det er for hårdt. Folk kan da sagtens ændre sig.”

“Måske,” sagde jeg. Men jeg troede ikke helt på det.

“Jeg glæder mig for resten til at møde din veninde.” Mia nippede til den mojito, bartenderen lige havde rakt hende. “Jeg skal i byen med både dig og en chefredaktør for et kæmpe site. Skål på det!”

“Skål.” Jeg klinkede min mojito mod Mias. Jeg glædede mig også til at præsentere min gamle veninde for Mia, og

det var skønt at høre hende omtale min nye stilling med så stor begejstring.

“Hvad med ham Hugh?” sagde Mia og rykkede de sidste par centimeter frem, så hendes stol næsten rørte ved min, for at give plads til en gut, der prøvede at nå hen til baren for at bestille. “Indtil videre ved jeg kun, at I mødtes i Singapore, han er fra London, og han arbejder inden for finance. Fortæl mere! Hvad er han for en type?”

“Du skal nok få lov til at møde ham. Han kommer til København om en måned,” sagde jeg og smilede ved tanken om min kæreste. “Han er verdens sødeste.”

“Tænk, at han flytter hertil for din skyld,” sukkede Mia. “Det er SÅ romantisk.”

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage. “Hvis praktisk er det nye romantisk! Han er blevet tilbudt en stilling i London, men det er åbenbart helt umuligt at finde et sted at bo der, så han vil bo her og så flyve derover tre dage om ugen og arbejde hjemme de sidste. Ikke så klimavenligt.”

Jeg vendte mig om for at bestille endnu en drink. Hvis jeg skulle være helt ærlig, nagede det mig, at Hughs og min beslutning om at bo sammen i København var så … praktisk. Jeg havde prøvet at forklare ham det, men så havde han spurgt, om jeg da gerne ville have, at det var mere upraktisk? Nej, selvfølgelig ikke. Men det var jo heller ikke for sent endnu. Måske ville søde og fornuftige Hugh finde sin vilde side frem og gøre et eller andet crazy lige pludselig. Falde på knæ og fri til mig midt i lufthavnen, når han landede. Eller hvad? 21. århundrede. Jeg kunne vel bare selv falde på knæ, hvis jeg havde brug for mere drama i mit kærlighedsliv.

Mens jeg ventede på drinken, kiggede jeg ud over det overfyldte lokale. Det lignede sig selv. Stedet for de unge, fremadstormende, ambitiøse typer, som lever og ånder for karrieren i en stor virksomhed eller i en startup med kæmpe potentiale. Dengang havde jeg set mig selv som en af dem, men på det seneste var jeg begyndt at føle mig klar til at udforske andre sider af livet, måske endda snart stifte familie. Derfor var det også så perfekt, at jeg havde fundet Hugh, som havde det på præcis samme måde. Jeg var lige blevet 31, så det kunne ikke passe bedre. Nu havde jeg en måned til at få gjort lejligheden klar til vores nye liv sammen. Så kunne han se, at jeg virkelig mente det. Måske skulle jeg ligefrem få lært at lave mad. Mia fik øje på én, hun kendte, og vinkede hende over, så de kunne kramme og sige hej. Jeg genkendte hendes afrohår og beundringsværdigt lange, knaldrøde negle fra en artikel i Finans; hun var for nylig blevet forfremmet til brand manager for et stort kaffefirma.

“Jeg kan godt huske dig fra CBS. Alle sagde, at du var den bedste på din årgang. Men så tog du til Singapore?” Kvinden fik den drink, hun havde bestilt, og skålede med mig og Mia. “Og nu er du startet hos Strandgaard? Det er da lidt noget andet.”

“Det var fedt, men til sidst savnede jeg København.” Jeg havde altid vidst, at min fremtid ikke lå i Singapore, så da Hugh ovenikøbet gerne ville flytte med, havde beslutningen været let. Jeg havde længe savnet min familie og mine venner og var begyndt at udvikle et lidt for romantiseret billede af rugbrød med leverpostej. Det var lige før, jeg savnede vinterkulden og mørket. Hvis sandheden skulle

frem, så havde Singapore nok handlet mest om at komme så langt væk herfra som muligt for at glemme alt det, der var sket. Glemme ham.

“Jamen så velkommen hjem.” Kvinden vendte sig for at gå tilbage til sine kolleger. “Og held og lykke med det hele.”

“Det er altså sejt, at du tør flytte sammen med din kæreste,” sagde Mia. “I har kun været sammen et halvt år!”

“Vi skal nok få det til at fungere,” sagde jeg og mente det. “Det er jo det, vi begge vil.”

Netop som jeg skulle til at spørge Mia, om hun var klar til en drink mere, stillede den ene bartender en vodka sour foran mig. Min puls steg. Engang drak jeg altid vodka sour, men det var mange år siden. Før jeg tog til Singapore. “Jeg har ikke bestilt den?”

“Den er fra ham i den blå skjorte i sofaen ovre ved vinduet,” svarede bartenderen og rakte mig et sammenfoldet stykke papir.

Kapitel 2

“Er du klar over, hvem det er?” Mia var ved at vride halsen af led for at kigge over på den mørkhårede mand i sofaen. “Det er Victor Kallesen. Shit, hvor er han lækker i virkeligheden.”

Jeg havde kastet et enkelt blik derover, og nu var jeg med hastige bevægelser ved at tage min jakke, som hang på en knage under baren, og lægge min telefon ned i min taske. Så var det alligevel ham, jeg havde set et glimt af, da vi kom. Jeg kunne ikke tænke en sammenhængende tanke, det var rent flugtinstinkt, der satte ind.

“Går du? ” Mia så forbløffet på mig. “Hvad står der på sedlen?”

Uden et ord rakte jeg hende sedlen, som jeg end ikke havde foldet ud. “Du må få den. Jeg er virkelig ked af det, men jeg smutter hjem. Vi ses i morgen til træning, ikke?”

“Hvad med din veninde?” Mia så stadig forvirret ud. “Kommer hun ikke nu?”

“Shit.” Jeg tøvede et øjeblik. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Victor komme på benene, men heldigvis sad han inderst i en sofa med masser af mennesker omkring sig. Der

var ikke noget at gøre. Jeg skulle bare væk. “Jeg skal nok skrive til hende.”

“Hey, er du okay?” Mia var ved at rejse sig.

“Fuldstændig.” Jeg så på hende med et blik, der fik hende til at sætte sig igen. Så lænede jeg mig frem og gav hende et hurtigt kram til afsked.

Med blikket stift rettet mod døren maste jeg mig igennem mængden af glade bargæster, som stod tæt sammen og grinede, skålede og snakkede. Hvem havde jeg prøvet at narre? Jeg var overhovedet ikke klar til at se ham igen. Victor Kallesen var som en dør til fortiden, og jeg havde lovet mig selv, at den skulle forblive lukket.

“Rebecca? Vent!”

Jeg var ikke engang nået over på den anden side af vejen, da jeg hørte hans stemme bag mig. Han måtte jo nærmest have kastet folk til side for at være nået herud så hurtigt.

“Hej Victor.” Jeg fortsatte med at gå i retning af min cykel, mens jeg vinkede, som om han bare var en tilfældig bekendt, man lige hilser på i forbifarten.

“Jeg hørte godt, du var kommet tilbage.” Han satte i en form for luntetrav efter mig, tydeligvis ikke indstillet på at godtage, at vi kun var på hej og vink.

Hvorfor foreslog jeg ikke en anden bar, da Mia spurgte, om vi skulle gå ud og få et par drinks? En lille stemme meldte sig med et svar: Fordi du vidste, der var størst chance for at møde ham her. Men hvorfor skulle nogen del af mig dog ønske at se ham igen?

“Jeg hører, det går godt med Veritas. Det er jeg glad for.”

Jeg vinkede igen for at signalere, at samtalen sluttede her. “Hav en god aften!”

Uden at sætte farten ned for at tage handsker på, selv om luften føltes som minus ti grader, låste jeg cyklen op, lod nøglen glide ned i lommen og smed det ene ben over sadlen. Hvad lavede jeg? Jeg havde forestillet mig, hvordan det ville være at se ham igen, selvfølgelig havde jeg det. Men i min fantasi havde jeg sagt hej og fyret et par gode oneliners af, og så var den ikke længere. Hvad var det her for noget?

Da jeg skulle til at sætte i gang, mærkede jeg en hånd på min skulder.

“Vent lige.”

Endelig opgav jeg mit flugtforsøg og vendte mig om. Han var præcis så flot, som jeg huskede. Det mørke hår i stærk kontrast til de blå øjne. Mørke øjenbryn og øjenvipper. Høj. Det skæve smil.

“Fuck, hvor er det lang tid siden!” Han løftede prøvende armene og bredte dem ud. Hans varme ånde dannede små skyer i den kolde luft.

Jeg omfavnede ham akavet. Fordi jeg havde cyklen mellem benene, stod jeg halvvejs med siden til, og jeg klappede ham et par gange på ryggen for at understrege det kammeratlige i vores kram.

“Tak for de årlige fødselsdagshilsener og jobtilbud,” sagde jeg og kom til at grine, bare fordi det lød så skørt.

“Nå, så fik du dem.” Han skyndte sig at tilføje: “Det er helt okay, at du ikke svarede. Jeg forstår det godt.”

Hans blå, blå øjne sugede mig ind, så jeg ikke kunne se væk. Tiden stod stille, men samtidig gik den alt for hurtigt.

Lige om lidt ville det her øjeblik være forbi, og så ville vi gå hver sin vej.

“Er du på vej videre?” spurgte han og grinede, da jeg kastede et sigende blik ned på cyklen mellem mine ben. “Okay, flot, Victor. Har du travlt?”

“Nej,” sagde jeg, som sandt var. Hvorfor sagde jeg nu det?

Et par kvinder i høje hæle og korte kjoler under de åbentstående frakker gik forbi. De smilede, da de fik øje på Victor.

“Hej! Skal du med ind?”

“Kommer senere,” svarede han. Han så stadig på mig. “Hvad siger du til mit tilbud?” Han kneb øjnene lidt sammen. “Nåede du overhovedet at se det?”

Jeg havde ikke læst sedlen, men jeg kunne gætte indholdet.

“Jeg har et job. Ellers tak.”

“Er du stadig vred på mig?” Han bed sig i læben, og jeg mærkede en flodbølge af minder presse sig på, som truede med at skylle mig væk.

“Jeg er ikke vred.” Jeg ville række ud for at lægge en hånd på hans arm, men fik bremset mig selv i sidste øjeblik og endte med at stramme min hestehale. “Hvordan har du det?”

“Jeg tuder stadig i min trætop,” svarede han og lavede et trist ansigt med nedadvendte mundvige. “Mens alle andre sover.”

“I det mindste er du klog.” Jeg kunne ikke lade være med at smile. På studiet skulle vi engang tage en personlighedstest for at se, hvilken type stilling vi passede til, og der skulle man nævne det dyr, man identificerede sig mest

med. Det var helt i starten, hvor alle havde enormt travlt med at gøre indtryk, og jeg syntes selv, jeg var snu, fordi jeg havde valgt bien: flittig, ikke den mest iøjnefaldende, men hvis den forsvandt, ville hele økosystemet bryde sammen. Størstedelen af vores medstuderende havde set sig selv som forskellige afarter af kattedyr, især tigeren var populær. Noget med hurtighed, elegance og jagtinstinkt. Victor havde åbenbart ikke tænkt over, at vi kunne blive bedt om at sige det højt, for han sagde tøvende, at han så sig selv som en hund; lidt forvirret, men loyal og en god ven. Det fik flere af pigerne til at sukke henført, men jeg kunne se, at han løj. I pausen havde jeg insisteret på at få hans oprindelige svar at vide, og til sidst havde han skubbet sin blok over til mig: Jeg er uglen, der våger og jager, mens de andre sover. Han havde åbenbart været i det poetiske hjørne den dag. Det havde jeg så mobbet ham med lige siden.

“Ikke klog nok til at tilbyde dig noget, du ikke kan sige nej til, åbenbart.” Han løftede det ene øjenbryn. Det var svært ikke at falde tilbage i vores gamle jargon og drille ham, som jeg altid havde gjort. Men det her var ikke dengang, det var nu.

“Jeg er ikke interesseret i at gentage gamle fejltagelser. Jeg er startet på en frisk.”

“Vi behøver ikke begå nogen fejl,” sagde han og bed sig i læben. Så forbandet lækker. “Vi kan bare nøjes med at gøre det, vi er bedst til. Vi behøver slet ikke sige noget.”

“Seriøst?” Jeg kunne knap tro, at han var fræk nok til at foreslå det, men min krop reagerede øjeblikkeligt. Det samme gjorde min dårlige samvittighed, men den stemme var så svag, at den nemt kunne overdøves.

“Har du ikke lyst?” Hans lysende blå øjne borede sig ind i mine.

“Det handler ikke altid om, hvad man har lyst til,” svarede jeg med en stemme, der ikke lød helt så klippefast, som det var meningen.

“Nogle gange gør det.” Han så afventende på mig. “Vi kan nøjes med et kvarter?”

Før jeg nåede at bremse det, nikkede min forræderiske krop.

Pludselig kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde brug for det her.

“Jeg kender et godt sted,” sagde han. “Bare lad din cykel stå her. Det bliver ligesom i gamle dage.”

Og da jeg låste min cykel igen, tog hans hånd og fulgte efter ham, bankede mit hjerte på en måde, som det ikke havde gjort i meget lang tid.

København og Nocturne havde ikke ændret sig særlig meget på fire år. Men det havde jeg åbenbart heller ikke.