Prolog
Olive var helt ærligt ikke sikker på, at alt det her doktor gradshalløj var en god idé.
Ikke fordi hun ikke kunne lide naturvidenskab. (Det kunne hun. Hun elskede naturvidenskab. Naturvidenskab var hendes ting.) Og heller ikke på grund af overfloden af åbenlyse faresignaler. Hun var udmærket klar over, at det muligvis ikke ville være godt for hendes mentale helbred at binde sig til flere år med utaknemmelige, underbetalte 80 timers arbejdsuger. At det måske ikke ville bringe hende glæde at bruge aften efter aften på at knokle foran en bunsenbrænder for at afdække en ubetydelig stump viden. At det muligvis ikke var verdens klogeste valg at dedikere sin hjerne og krop til akademiske sysler med kun sjældne pauser for at stjæle uovervågede bagels.
Hun var udmærket klar over det, og alligevel var hun ikke bekymret over noget af det. Eller måske var hun, en lille smule, men hun kunne klare det. Det var noget andet, der afholdt hende fra at overgive sig til helvedes mest berygtede og opslidende kreds (dvs. et ph.d. program). Altså afholdt hende, indtil hun blev inviteret til samtale om en plads på Stanfords biologiske institut og løb ind i Fyren.
Fyren, hvis navn hun aldrig fik fat i.
7
Fyren, som hun mødte efter at være tumlet blindt ud på det første, det bedste toilet, hun kunne finde.
Fyren, som spurgte hende: »Bare af ren nysgerrighed, er der så en bestemt grund til, at du græder på mit badeværelse?«
Olive hvinede. Hun forsøgte at åbne sine øjne på trods af tårerne og formåede det kun lige knap. Hele hendes synsfelt var sløret. Hun kunne ikke se andet end en udvandet skikkelse – høj, mørkhåret, klædt i sort og ... ja. Det var det hele.
»Jeg ... er det her dametoilettet?« stammede hun.
En pause. Tavshed. Og så: »Nej.« Hans stemme var dyb. Så dyb. Virkelig dyb. Vidunderligt dyb.
»Er du sikker?«
»Ja.«
»Virkelig?«
»Ret sikker, eftersom det her er badeværelset, der hører til mit laboratorie.«
Nå, okay. Det kunne hun jo ikke rigtig argumentere imod. »Det må du virkelig undskylde. Har du brug for at ...« Hun gjorde tegn mod båsen, eller der hvor hun troede, båsene var. Hendes øjne sved, selv når de var lukkede, og hun var nødt til at knibe dem sammen for at dulme den brændende smerte. Hun forsøgte at tørre kinderne med sit ærme, men hendes slå om kjole var lavet af billigt, tyndt stof, som ikke var halvt så absorberende som ægte bomuld. Åh, de mange glæder ved at være ludfattig.
»Jeg har bare brug for at hælde det her reagensmiddel ud i afløbet,« sagde han, men hun hørte ham ikke røre på sig. Måske fordi hun blokerede for håndvasken. Eller måske fordi han syntes, at Olive var vildt sær, og overvejede at sende universitets vagter efter hende. Det ville da
8
kunne sætte en brutal stopper for hendes ph.d. drømme. »Vi bruger ikke det her som toilet, men bare til at skille os af med affald og vaske vores udstyr.«
»Åh, undskyld. Jeg troede ...« Det første, der faldt hende ind. Hun havde troet det første, der faldt hende ind, hvilket både var en vane og en forbandelse.
»Er du okay?« Han måtte være virkelig høj. Hans stemme lød, som om den kom fra et sted tre meter over hende.
»Ja da. Hvorfor spørger du?«
»Fordi du græder. På mit badeværelse.«
»Åh, jeg græder ikke. Eller det gør jeg vel på en måde, men det er bare tårer, hvis du forstår?«
»Det gør jeg ikke.«
Hun sukkede og lænede sig modløst mod flisevæggen.
»Det er mine kontaktlinser. De udløb for noget tid siden, og de var aldrig ret gode til at begynde med. De har smadret mine øjne. Jeg har taget dem ud, men ...« Hun trak på skuldrene. Forhåbentlig i hans retning. »Det tager lidt tid, før det bliver bedre.«
»Du gik med kontaktlinser, der var udløbet?« Han lød, som om det var en personlig fornærmelse.
»Bare en lille smule udløbet.«
»Hvad er ‘en lille smule’?«
»Det ved jeg ikke. Et par år?«
»Hvad?« Hans konsonanter var skarpe og præcise. Kølige. Behagelige.
»Altså kun et par, tror jeg.«
»Kun et par år?«
»Det er okay. Udløbsdatoer er for svage mennesker.«
En skarp lyd – en form for fnyselatter. »Udløbsdatoer er til for, at jeg ikke skal finde dig grædende i hjørnet af mit badeværelse.«
9
Medmindre fyren var selveste mr. Stanford, så skulle han virkelig tage at holde op med at kalde det her for sit badeværelse.
»Det er fint.« Hun viftede med en hånd. Hun ville have himlet med øjnene, hvis de ikke stod i flammer. »Den brændende fornemmelse plejer kun at vare i et par minutter.«
»Du mener, at du har gjort det her før?«
Hun rynkede brynene. »Gjort hvad?«
»Brugt kontaktlinser, der er udløbet.«
»Selvfølgelig. Kontaktlinser er ikke billige.«
»Det er øjne heller ikke.«
Hmpf. God pointe. »Hey, har vi mødt hinanden? Måske i går aftes til rekrutteringsmiddagen for mulige ph.d.studerende?«
»Nej.«
»Du var der ikke?«
»Ikke rigtig noget for mig.«
»Men den gratis mad?«
»Ikke smalltalken værd.«
Måske var han på kur, for hvilken ph.d. studerende ville sige sådan? Og Olive var sikker på, at han var ph.d. studerende – det snobbede, nedladende tonefald afslørede ham 100 procent. Sådan var alle ph.d. studerende: De troede, at de var bedre end alle andre, bare fordi de havde det tvivlsomme privilegie at slagte bananfluer i videnskabens navn for 90 cent i timen. I akademikerverdenens grusomme, dystre helvedeslandskab var ph.d. studerende de allermest lavtstående væsner, og derfor var de nødt til at overbevise sig selv om, at de var de bedste. Nu var Olive ikke klinisk psykolog, men det virkede som en rimelig standard forsvarsmekanisme.
10
»Er du inviteret til samtale om en plads i programmet?« spurgte han.
»Jep. På næste års biologiårgang.« Åh gud, hendes øjne brændte. »Hvad med dig?« spurgte hun og pressede hænderne mod dem.
»Mig?«
»Hvor længe har du været her?«
»Her?« En pause. »Seks år. Eller deromkring.«
»Åh. Dimitterer du så snart?«
»Jeg ...«
Hun opfangende hans tøven og fik straks dårlig samvit tighed. »Vent, du behøver ikke at svare. Første regel på ph.d. studiet – spørg aldrig ind til en anden ph.d. stude rendes tidsplan.«
Et øjeblik. Og så endnu et. »Klart.«
»Undskyld.« Hun ville ønske, at hun kunne se ham. Sociale interaktioner var svære nok i sig selv. Det sidste, hun havde brug for, var endnu færre pejlemærker. »Det var ikke min mening at lyde ligesom dine forældre til thanksgiving.«
Han lo stille. »Det ville aldrig lykkes dig.«
»Åh.« Hun smilede. »Irriterende forældre?«
»Og endnu værre thanksgiving middage.«
»Det er, hvad I amerikanere fik ud af at forlade Commonwealth.« Hun stak hånden frem i, hvad hun håbede var hans retning. »Jeg hedder forresten Olive. Ligesom træet.« Hun var begyndt at spekulere på, om hun mon havde introduceret sig selv til solventafløbet, da hun hørte ham træde nærmere. Den hånd, der lukkede sig om hendes, var tør og varm og så stor, at den kunne have omsluttet hele hendes næve. Alt ved ham måtte være enormt. Højde, fingre, stemme.
11
Det var ikke ligefrem ubehageligt.
»Du er ikke amerikaner?« spurgte han.
»Canadier. Hør, hvis du tilfældigvis taler med nogen fra optagelseskomitéen, gider du så lade være med at nævne mit uheld med kontaktlinserne? Det får mig muligvis til at fremstå som alt andet end en fantastisk ansøger.«
»Tror du virkelig?« sagde han tørt.
Hun ville have skulet ad ham, hvis hun kunne. Men måske lykkedes det alligevel okay, for han lo – bare en kort udånding, men Olive var sikker. Og hun kunne lide det.
Han slap hende, og det gik op for hende, at hun havde knuget om hans hånd. Ups.
»Har du planer om at lade dig indskrive?« spurgte han.
Hun trak på skuldrene. »Det er ikke sikkert, jeg bliver tilbudt en plads.« Men hun og den professor, hun var til samtale hos, dr. Aslan, var kommet virkelig godt ud af det med hinanden. Olive havde stammet og mumlet meget mindre, end hun plejede. Plus hendes GREresultater og GPA var næsten perfekte. Nogle gange var det praktisk ikke at have et liv.
»Nå, men har du så planer om at lade dig indskrive, hvis du bliver tilbudt en plads?«
Det ville være dumt at lade være. Det her var jo Stanford – et af de allerbedste biologiprogrammer. Eller det var i det mindste, hvad Olive havde sagt til sig selv for at dække over den skrækindjagende sandhed.
Hvilket var, at hun helt ærligt ikke var sikker på, at det her doktorgradshalløj overhovedet var en god idé.
»Jeg ... måske. Jeg må indrømme, at grænsen mellem fremragende karrierevalg og kæmpestor livsbrøler er blevet en smule udvisket«
12
»Det lyder, som om du hælder mod brøler.« Han lød, som om han smilte.
»Nej. Altså ... Det er bare ...«
»Bare?«
Hun bed sig i læben. »Hvad nu, hvis jeg ikke er god nok?« udbrød hun, og hvorfor, kære Gud, hvorfor stod hun her og blotlagde sit lille hjertes allerdybeste og hemmeligste frygt over for den her tilfældige badeværelsesfyr? Og hvad var pointen overhovedet? Hver gang hun luftede sin tvivl for venner og bekendte, kom de alle sammen automatisk med de samme fortærskede, meningsløse opmuntringer. Det skal nok gå. Du kan sagtens klare det. Jeg tror på dig. Den her fyr havde helt sikkert tænkt sig at gøre det samme.
Her kom det.
Når som helst. Hvad øjeblik det ...
»Hvorfor vil du gerne?« Øh? »Gerne ... hvad?«
»Have en ph.d. Hvad er din motivation?«
Olive rømmede sig. »Jeg har altid været nysgerrig af natur, og et ph.d. studie er det perfekte miljø at udvikle det i. Det vil give mig vigtige, omsættelige kompetencer ...« Han lo.
Hun rynkede brynene. »Hvad?«
»Ikke den replik, du fandt i en forberedelsesbog til jobsamtaler. Hvorfor vil du have en ph.d.?«
»Det passer,« insisterede hun en anelse vagt. »Jeg vil gerne skærpe mine forskningsevner ...«
»Er det, fordi du ikke ved, hvad du ellers skal tage dig til?«
»Nej.«
»Fordi du ikke fik et job i industrien?«
13
»Nej – jeg søgte ikke engang et job i industrien.«
»Ah.« Han bevægede sig, en stor, sløret figur, som trådte hen ved siden af hende for at hælde noget ud i vasken. Olive opfangede et strejf af eugenol og vaskemiddel og ren hud. En underligt behagelig kombination.
»Jeg har brug for mere frihed, end industrien kan tilbyde.«
»Du får ikke ret meget frihed som akademiker.« Hans stemme var tættere på, som om han ikke var trådt væk endnu. »Du bliver nødt til at finansiere dit arbejde via åndssvagt konkurrenceprægede forskningstilskud. Du ville kunne tjene bedre penge i et job med almindelige arbejdstider, som rent faktisk giver dig mulighed for at holde fri i weekenden.«
Olive skulede. »Forsøger du at få mig til at takke nej til mit pladstilbud? Er det her én eller anden kampagne mod folk med kontaktlinser, der er udløbet?«
»Næh.«
Hun kunne høre hans smil.
»Jeg har tænkt mig at stole på, at det bare var et enkelt fejltrin.«
»Jeg går med dem hele tiden, og de gør næsten aldrig ...«
»I en lang række af fejltrin, tydeligvis.« Han sukkede. »Nu skal du høre: Jeg aner ikke, om du er god nok, men det er ikke det spørgsmål, du bør stille dig selv. Som akade miker får du virkelig lidt for pengene. Det, der betyder noget, er, om din grund til at arbejde som akademiker er god nok. Så: Hvorfor lige en ph.d., Olive?«
Hun tænkte over det, og så tænkte hun endnu mere. Og så valgte hun sine ord med omhu. »Jeg har et spørgsmål. Et specifikt forskningsspørgsmål. Noget, jeg gerne vil finde ud af.« Sådan. Færdig. Det var svaret. »Noget, jeg
14
er bange for, at ingen andre vil finde ud af, hvis jeg ikke gør det.«
»Et spørgsmål?«
Hun mærkede luften bevæge sig og indså, at han nu lænede sig mod håndvasken.
»Ja.« Hendes mund føltes tør. »Noget, der er vigtigt for mig. Og ... jeg stoler ikke på, at nogen anden kan gøre det ordentligt. For det har de ikke gjort endnu. Fordi ...« Fordi der skete noget slemt. Fordi jeg vil gøre mit til, at det aldrig sker igen.
Tunge tanker at have i en fremmed persons selskab, i mørket bag hendes lukkede øjenlåg. Så hun åbnede dem på klem. Hendes blik var stadig sløret, men den brændende fornemmelse var næsten væk. Fyren så på hende. Ulden i kanterne, jovist, men stadig lige dér, mens han tålmodigt ventede på, at hun skulle fortsætte.
»Det er vigtigt for mig,« gentog hun. »Den forskning, jeg gerne vil udføre.« Olive var 23 år gammel og alene i verden. Hun ville ikke have weekender eller en rimelig løn. Hun ville gerne rejse tilbage i tiden. Hun ville gerne være mindre ensom. Men eftersom det var umuligt, måtte hun nøjes med at fikse det, hun kunne.
Han nikkede men sagde ikke noget, idet han rettede sig op og tog et par skridt hen mod døren. Han var tydeligvis på vej til at gå.
»Er det en god nok grund til at blive ph.d. studerende?« sagde hun efter ham. Hun hadede, hvor ivrig hun lød efter at blive bekræftet. Det var muligt, at hun befandt sig midt i en form for eksistentiel krise.
Han standsede og så tilbage på hende. »Det er den bedste grund, der findes.«
Han smilede, troede hun. Eller noget i den stil.
15
»Held og lykke med din samtale, Olive.« »Tak.«
Han var næsten nået ud ad døren allerede.
»Måske ses vi næste år,« udbrød hun og rødmede en smule. »Hvis jeg kommer ind. Og hvis du ikke er dimit teret.«
»Måske,« hørte hun ham sige.
Og så var Fyren væk. Og Olive fik aldrig fat i hans navn. Men da Stanfords biologiske institut nogle uger senere tilbød hende en plads, takkede hun ja. Uden at tøve.
16
