Første gang jeg bliver afvist
© Babak Vakili og Gutkind Forlag A/S, København 2023
1.udgave, 1. oplag, 2023
Omslag: © Sofie Winding
Sat med Melior hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0573-3
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
Fuck dig, din fucking luder.
Første gang jeg bliver afvist, er de bare nogle fucking ludere. Det er ikke
første gang, der er nogle, der er nogle fucking ludere. Alle kan være ludere. Jeg husker første gang jeg kaldte min lærer i folkeskolen for luder for at ringe hjem til min mor, første gang jeg fortalte livredderen i Frederiksberg Svømmehal, han var en luder for at smide os ud, jeg husker første gang jeg råbte luder efter panserne, eller aghash, som vi kalder dem på Nørrebro, efter de visiterede mig og konfiskerede min klump, første gang jeg kaldte en pige der afviste mig for en luder, første gang jeg kaldte en
pige, der ikke afviste mig for det, første gang Majid kaldte mig en luder, fordi jeg gjorde noget, som kun en luder ville gøre, første gang dem fra Brøndby Strands mødre var ludere, lige inden den første
næve fløj foran statuen af H.C. Andersen på Rådhuspladsen, og jeg husker tyde
ligt, første gang jeg følte, at Danmark var et luderland ... bare fordi.
Første gang jeg bliver afvist denne lørdag
aften, er det dørmændene på The Palace, som Majid kalder nogle fucking ludere.
Privat arrangement. Vi ved efterhånden godt, hvad det betyder. Hele Indre København er et privat arrangement, og vi er de eneste, der ikke er inviteret.
Egentlig var det planen, at det bare skulle
være mig og Musti, der skulle i byen. Jeg
havde ikke engang lyst til at tage ud. Men Musti er den liderligste person, jeg nogensinde har mødt, og i hvert frikvarter på gymnasiet bliver han ved med at snakke om, hvor dejlige damerne er på The Palace. Og efter to timers øl og Fernet på Byens Kro overgiver jeg mig.
Vi træder ud i juniaftenen, der terro riseres af studentervogne, og jeg har det vildt over, at der kun er et år til, at det er Mustis og min tur til at køre vogn.
Åh, hva’ sker der, Zamzam, er du blevet for fin til os eller hvad?
På vej til The Palace møder vi Majid fra kvarteret. Han er sammen med de andre, hans fætter, Ismail, og deres
venner. Mine gamle venner. Helt boozed i gang med en tosmøgs, der går på runde foran 7Eleven.
Musti spørger mig, hvorfor de kalder
mig Zamzam, når jeg jo hedder Sami. Inden jeg når at forklare ham, at jeg skiftede navn, fordi jeg havde brug for forandring, havde brug for at glemme
Zamzam, brug for at glemme Majid, brug for at glemme kvarteret, dets stress
og paranoia forårsaget af dets drama, dets røg, dets larm, at jeg havde brug for at se mig selv med nye øjne, en ny identitet, en ny start, brug for at tro på mig selv og bare brug for at mine
nye klassekammerater ikke kendte til min fortid, er vi allerede indlemmet i Majids cirkel.
Musti kan ikke lide det. Han ved, vi ikke kommer ind, hvis vi tropper op ti perkere. Men der er ikke noget at gøre. Jeg gider ikke bekræfte mine gamle venner i, hvad de i forvejen mener om mig. Jeg ved, vi alligevel ikke kommer ind. Om det kun er mig og Musti eller en flok hyæner fra Mjølnerparken. Det hele er en joke. Et dårligt manus, som vi alle sammen ved, hvordan ender, inden historien overhovedet er begyndt. ——
Det føles som at være tilbage i en krigszone. Indre By.
The Palace ligger rundt om hjørnet, men vi går heldigvis ikke forbi. Maya fletter sine fingre i mine, selvom hun ved, jeg hader det. Jeg vil ikke risikere at ydmyge hende foran Manuel og hans kæreste (Hans-et eller andet), så jeg lader fingrene forblive flettede. I aften er hendes aften. Hun skal forfremmes, og hendes chef har inviteret os ud at spise på en fashionabel restaurant, hvor man bliver mere fuld, end man bliver mæt, og nu skal vi videre på cocktailbar.
Babak Vakili (f. 1986) er uddannet cand.scient.pol. og
har rappet i mange år under aliasserne Vakili og bobby
shams. Han har mange års erfaring fra ungdoms teatret
C:NTACT og arbejder i dag som manuskriptforfatter og
podcastdokumentarist. Senest har han stået bag de prisbelønnede DR-produktioner Fredløs og Genera-
tionen. Første gang jeg bliver afvist er Babaks første bog.
Første gang jeg brænder mennesker op, er det i en skov i Nordsjælland. I en cirkel rundt om bålet sidder jeg på en neonfarvet firkant af skumgummi.
Første gang Ana ikke kommer, gør det ikke noget. Vi er nervøse, vi er fulde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, om jeg lugter af sved.
Første gang jeg tager tørklædet på er jeg femten år gammel og indflyvningen over Tehran er lige begyndt.
Jeg er spændt, men ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal forvente.
