Jeg er Manto
GUTKIND GUTKIND
3
På dansk ved oversætter
Til alle os, der famler
5
6
Manto løftede sit sværd for fuld kraft. Brynjen føltes tung, det syrede i armene, og hans kræfter svandt ind. Dværgenes rytmiske sang gav ham et øjeblik fornyet styrke, da en orks mørke blik mødte hans. Orkens skinnende klinge sang gennem luften og ramte ham midt på det ene kraveben. Smerten var uudholdelig, og Manto sank i knæ.
Han så mod himlen. Galdúrs lilla stjerne strøg som et vandret lyn hen over hvælvingen. Et kraftigt lufttryk slog ham til jorden, og alt blev sort.
En høj hyletone skar i hans ører, men svandt ind og gav plads til lyden af skrig, gråd og jubel. Lugten af læder, sved og jord stak i hans næse. Manto mærkede den fugtige jord klistre til sit ansigt og forsøgte forgæves at komme op at stå. Hans hals sagde en rallende lyd, og endnu en gang prøvede han at komme på benene, men smerten i kravebenet tvang ham til at ligge stille.
Manto mærkede hænder famle om hans overkrop i et forsøg på at vende ham om på siden. Det nev i brystkassen, så hans lunger krampede sammen og fik ham til at hoste. Hænderne gav ikke op, og da han med sine sidste kræfter satte den ene hånd i jorden, rullede han om på siden med et desperat gisp.
7
Langsomt så Manto op og anede konturerne af lange elverører. Da hans øjne havde vænnet sig til det skarpe sollys, så han Sagas fortvivlede blik og mærkede sin hånd i hendes. Hun tog den op til sit fugtige ansigt. Sagas øjne var blanke, og tårer løb ned ad hendes kinder og tegnede smalle streger.
“Jeg sagde jo, at jeg ville finde dig.” Manto kunne knap kende sin egen hæse stemme. Hans hals føltes ru, og den dunkende smerte i brystet holdt flere ord tilbage. Sagas smil varmede hans indre og forvissede ham om, at yderligere tale var unødvendig. Hun var i live. Hun var lige foran ham. Det var ovre. Slaget var ovre. Saga trak ham ind til sig, og Manto kyssede forsigtigt hendes pande.
Manto kom på benene, og Saga løftede hans arm over skulderen for at støtte ham. Han kastede et blik ud over Nakya-sletten med både sorg og lettelse; Galdúr og hans hær var forduftet. Himlen, der før havde været sort af ravne, var nu klar og blå. Men på det blodige græs lå soldater med døde blikke. Forrevne bannere vajede skrøbeligt i vinden, og billeder fra slaget kom tilbage i glimt; de frådende orker, der sloges med en umenneskelig vrede.
Riga, den fyrige, rødhårede jarl kom gående med en indbunden arm og lagde den anden hånd på Sagas skulder med et anerkendende nik, idet hun passerede dem.
Længere væk gik den stoiske elver, Lenye, med lange, rolige skridt og sang med så smertefuld og klar en klang, at Manto mærkede tårerne presse sig på.
“Se, Manto. Den øverste sten er rykket tilbage på plads.”
Saga smilede, og de gik mod bautastenene. Mantos øjne afsøgte den store slette og fandt hans far. Han råbte efter
8
ham, og Costa så på Manto med et sørgmodigt blik, nikkede til sin søn og fortsatte med at hjælpe de sårede på benene.
Ved bautastenene satte Manto sig besværet ned og famlede med hånden under sin brynje.
“Jeg havde nær glemt det.” Han trak en lille træfigur frem og lagde den i Sagas hånd. Hun så ned på den udskårne bjørn og trak skuldrene op om ørerne.
“Det var her, det hele startede.” Hun knugede om træbjørnen. “Er det sådan her, det slutter?”
Manto bemærkede et strejf af ængstelighed i hendes stemme. Hans mave knugede sig sammen.
“Eller måske er alt først lige begyndt?” prøvede han. Han hørte sig selv fortsætte, men lagde ikke mærke til, hvad han sagde. Han fornemmede hovedpinen tage til og lagde sig ned i græsset med sine ømme arme strakt ud til siden. En lykkerus susede igennem ham, da han mærkede Saga lægge sig med hovedet mod hans skulder.
“Manto ...”
Han kneb øjnene sammen, og et underligt ubehag spirede i hans bryst. Der blev stille. Bemærkelsesværdigt stille. Et vindstød susede hen over hans krop, og langsomt vendte han sit hoved mod Saga og åbnede øjnene.
Hun var væk. Saga lå ikke på hans arm. En eksplosion af adrenalin fik ham til at trodse smerten, og han satte sig op med et ryk.
“Saga?”
Han så ned på græsset, hvor der endnu var et aftryk efter hendes krop. Den lille træfigur lå ensomt på jorden. Han samlede den op og knugede om den, så hans knoer blev hvide.
9
“Saga?” Mantos lunger trak sig hidsigt sammen, og han hev efter vejret.
“SAGA!” Stemmen gjaldede ud over sletten, og hans øjne søgte panisk efter hende. Besværet kom han på benene og støttede sig til stenen bag sig. Flere par øjne så forvildede på ham, og til den ene side mærkede han et blik, han ikke ville møde. Han humpede nogle skridt frem og skreg Sagas navn, så en lille fugl på bautastenene lettede. Tårerne flød sammen og løb ned ad hans kinder. Det insisterende blik hvilede endnu på ham.
“Nej. Nej nej nej.” Den voksende hovedpine dunkede som en økse mod et skjold, og en stemme i hans indre forsøgte at fortælle ham, hvad han allerede vidste.
“Nej. Hun er ikke taget herfra.”
Han løftede blikket og så på Lenye, hvis øjne hvilede på ham. Manto rystede på hovedet og mærkede knæene give efter. Elveren så tilbage på ham med en dybfølt smerte og nikkede langsomt med hovedet. Som en sæk kartofler faldt Manto til jorden, idet hans hjerte brast, og den fugtige jord klistrede sig til hans ansigt.
Noget vådt strejfede Mantos kind. Han vendte sig halvt i søvne, men der stak kløende hø op under hans vest og blandedes med sveden på hans ryg. Han tvang det ene øje op. Hans hest stod med mulen tæt på hans pande og begyndte at nappe i hans hår. Manto stønnede og kom op på albuerne.
“Hvor længe har jeg sovet, Herman? Det er vel ikke morgen endnu, er det?” En hæs hane galede insisterende efterfulgt af småklukken fra hønsene.
“Åh nej! Far slår mig ihjel!” Manto kom klodset på benene, klappede blidt Herman på halsen og skyndte sig ud af båsen. Hans
10
ben føltes som to slatne lædersnore, og hans lænd var øm efter endnu en nat på det hårde staldgulv. Han satte i løb, og den galende hane og hønsene fór ind og ud mellem hans ben. Manto så op mod hovedhuset og smedjen og rynkede panden ved synet af røgen fra skorstenene. Jeg kommer for sent igen!
Da han nåede huset, fik han øje på sit eget spejlbillede i vinduet. Hans sorte, krøllede hår var uglet og fyldt med strå, og han havde sovemærker i hele ansigtet. Han hørte Suchios lyse stemme inde fra smedjen og knyttede næverne. Selvfølgelig er han her til tiden. Manto sneg sig ind ad den lille bagdør, der førte ind i køkkenet i hovedhuset. Manto greb kammen ved vaskebaljen og hev den febrilsk igennem det uglede hår. Med begge hænder plaskede han det kolde vand fra baljen i ansigtet og gøs højlydt. Han tog den pelsede vest af, og idet han så ned mod sit bryst, sprang det skæve kraveben ham i øjnene. Han snørede hurtigt koften til i halsen og rystede på hovedet. Du har ikke tid til at tænke på alt det der. Fokusér. Manto snublede halvvejs over en skammel på vej hen til døren, der førte ud til smedjen. Med den ene hånd greb han sit læderforklæde, og med den anden hev han i døren og stak hovedet ud.
“Og så holder du tempoet, Suchio!” Hans fars stemme rungede i den allerede glohede smedje, og Manto skulle lige til at melde sin ankomst, da Costa fortsatte:
“Hiv til, knægt!” Suchio hang med al sin vægt i den store blæsebælg, og da hans fødder nåede jorden, satte han fra og lod sig dumpe ned igen med spændte knoer om håndtaget.
“S-sådan her?” Den spinkle dreng stak i et besværet smil, og Costa slog hænderne sammen.
“Nemlig! Du lærer hurtigt, min dreng!”
Manto følte sig underligt til mode, og i et kort øjeblik havde han ikke lyst til andet end at forsvinde ind i huset igen og lukke døren efter sig. “Min dreng.” Manto fnøs og fortrød med det samme; lyden kom højere ud, end han havde forventet.
“En ære, at du vil berige os med dit selskab, Manto.” Costa værdigede ham ikke et blik.
11
“Undskyld, far, jeg ...” Men Manto holdt inde. Han vil ikke høre flere undskyldninger. Costa lod ubesværet den store hammer falde mod ambolten. Der lød et højt klonk, og gnister fløj om hænderne på ham.
“Du ved, hvad du skal gøre. Og heldigt for dig, så har Suchio allerede fundet værktøj og metaller frem. Få hånden i handsken og husk salven.” Heldigt for mig? Heldigt for Suchio, at vi ikke er alene. Han får en flad, næste gang vi er.
Manto tog læderforklædet over hovedet og smurte sine arme og ansigt ind i den kølige salve. Han så kort på Costas næsten læderagtige hud; det ville tage flere år som smed, før hans egen ville vænne sig til den svidende varme fra den åbne ovn. Han greb en handske til sin venstre hånd og en af de mindre hammere, der blev brugt til oplæring. Stemningen i smedjen var spændt som en buestreng. Jeg hader, når han ikke taler til mig. Så ville jeg hellere have, at han gav mig et ordentligt møgfald. Manto søgte forgæves Costa med øjnene, men han mærkede sin fars skuffelse, næsten lige så kraftigt som den glohede ild.
Manto lagde sirligt røde og sølvgrå, aflange metaller klar og så afventende på Costa.
“Det er nok nu, Suchio. Se her.” Drengen lod sig falde til jorden som en kejtet hundehvalp, slap håndtaget og så efter Costas finger, der pegede på gløderne.
“Har du nogensinde set valmuemarken ved Højsol?”
Suchio nikkede ivrigt.
“Den røde farve, der funkler mellem de gule strå. De grønne stilke, der anes under bladene. Sådan skal gløderne se ud.” Suchio så måbende ind i den varme ovn og tørrede sveden af panden. Så nu kan han blive øm og følsom. Misundelsen knugede i Mantos mave. Jeg burde være glad for, at Suchio tager lidt af fars opmærksomhed. Men hvor ville jeg ønske, at jeg selv havde hans passion for at blive smed. Manto lod sin ene finger skubbe til et af metallerne for at bryde tavsheden.
Costa rejste sig og dunkede Suchio i ryggen.
12
“Løb du ned til hestene. De skal fodres, og der skal muges ud.”
Den benede dreng havde svært ved at slippe synet af gløderne, men skyndte sig ned mod stalden. Costa vendte sig og satte hænderne på det brede arbejdsbord. Manto betragtede ham, som han stod der med halvt spredte ben i slidte læderbukser; de brede skuldre under den tynde lærredsvest og de muskuløse arme. Op ad nakken snoede grålige tatoveringer sig, og der løb sved ned fra hans isse. Jeg bliver aldrig til det dér.
Costa vinkede ham hen til sig. Han tog en læderbylt op i hænderne og så på Manto.
“Jeg ville have ventet, til du bestod din svendeprøve, men måske det her kan give dig blod på tanden.” Manto fik bylten og stod et øjeblik og så skiftevis på sin far og den. Han hev i snoren om den indbundne pakke og foldede langsomt læderet ud. Manto lod det falde på gulvet og stod med en hammer i hånden; skæftet var af lyst træ og hovedet i et mørkeblåt metal, hammerhovedet havde en blød runding på den ene side og en flad på den anden. Metallet skinnede i skæret fra gløderne, og der var ikke én ridse.
Manto så op på Costa.
“Far, jeg ...”
“Den er lavet af jern fra dværgene i Fjällahus. Det kom med en sending fra Ista og Nero, dine venner fra slagmarken. Man siger, det er det bedste materiale, der findes i hele Assuldúr. Magien summer i de bjerge.” Costa rystede på hovedet. “Ja, det er selvfølgelig ammestuesnak. De ved, hvordan de skal sælge varen.” Han løftede øjenbrynene. “Den er blevet god. Og så er den ikke så tung som min gamle basse derovre.” Costa smilede opmuntrende. Manto vendte hammeren og lod den gå fra den ene hånd til den anden.
“Den er helt perfekt.”
Costa pegede på det skinnende hoved.
“Og der ...” Manto missede med øjnene; i midten af hammerhovedet kunne man se omridset af en bjørn. Manto tog et skridt tilbage. Han åbnede munden i et forsøg på at sige noget.
13
“Ja. En bjørn. Ligesom den træfigur, du sidder og stirrer på hele tiden.”
Manto blev pinagtigt selvbevidst.
“Ligesom din venindes bjørn. Som Sagas bjørn.”
Manto glemte helt at trække vejret.
“Jeg har nok brugt for meget tid på at få dig til at glemme. Men nu kan Saga være en del af dit virke her i smedjen.” Costa nikkede kort med hovedet.
Det vendte sig i Mantos mave. Kvalmen skyllede ind over ham ved tanken om slaget på Nakya-sletten og Saga. Han fik en overvældende trang til at omfavne sin far.
“Far, j-jeg ... Tak. Jeg ved ikke ...” Han blev afbrudt af Suchios lyse stemme.
“Mester! M-Manto! Har I h-hørt det?”
“Ikke nu!” Manto hvæsede ad den ihærdige dreng, der ubemærket fortsatte.
“H-har I hørt det? Tibo har fået noget m-mystisk i sit fiskenet! Hele b-byen er på vej ned til havnen!” Suchio var stakåndet, og først nu lagde Manto mærke til larmen fra hovedgaden. Ude på vejen så han en masse mennesker småløbe i samme retning.
“Fjollede knægt. Gamle Tibos øjne ser ikke så godt. Det er sikkert endnu et ubetydeligt fund fra et vrag.” Costa rystede på hovedet og lagde en hånd på Mantos skulder.
“Nå, skal vi se, hvad hun kan?” Han smilede og nikkede mod hammeren.
“Men-men de siger, han har fået en p-pige i nettet! Og det er ikke en m-menneskepige! Selv Jarlen er på vej derned!” Suchio så afventende på Costa.
“Ja, ja, løb du bare. Men vær tilbage, når der skal skovles kul!”
En pige? Men ikke en menneskepige? Manto så fra folkene på gaden til hammeren og op på Costa.
“Far, tak for den fantastiske gave. Det mener jeg! Men hvad, hvis det er ...?” Han læste straks furerne i sin fars ansigt. Det bliver aldrig et ja. Mantos ben havde allerede taget en beslutning, og
14
med Costas rungende stemme bag sig løb han ud i menneskemængden.
Der var sort af folk på gaden. De havde forladt deres boder og gøremål og gik i en lind strøm ned mod havnen. Manto tog et par skridt ud på vejen og blev skubbet til side af to børn i høj fart. Han løftede sig op på tæerne. Det kan være hvem som helst, Manto, hvem som helst. Men tænk, hvis det er hende? Han vendte blikket og så i den modsatte retning af den snart aftagende menneskemængde.
En rødhåret skikkelse flankeret af to soldater drejede om hjørnet. Det gibbede i Manto. Han havde ikke set den iltre jarl, siden de kom tilbage fra slaget på Nakya-sletten. Jarl Riga gik med faste skridt og i højt tempo ned ad den snoede vej, og da de nærmede sig vrimlen af mennesker, råbte soldaterne og verfede folk af vejen.
Manto fulgte Riga med blikket; hendes røde hår var bundet op i en høj hestehale. Hun var klædt i mørkt skind fra top til tå, og ved hoften hang hendes lange tohåndssværd. Manto så ned på hendes venstre arm, der svingede frem og tilbage. Der findes kun én i hele Mÿrit, der ikke ville lade sig slå ud af at miste sin ene hånd. Manto smilede ved tanken om snakken, der havde svirret i byen; Riga havde trænet sin højre hånd og arm til at kæmpe ene og alene med et tohåndssværd. Idet jarlen og soldaterne passerede Manto, forsøgte han at fange hendes blik, men uden held. Det var rettet stift fremad, og de bryske øjne inviterede ikke til øjenkontakt. Manto fulgte efter.
Vejen var nu næsten øde, og lyden af menneskemængden summede nede fra havnen. Manto passerede nabohusene og gik igennem den store havneport. Han skævede op, og den store havgud, Agrua, hugget i blank, hvid sten, tårnede sig op over ham. Han satte i løb og stoppede først, da han nåede havnen.
For foden af de store trapper vrimlede folk videre ned mod de fem moler, der strakte sig ud i det vuggende hav. Alle bådebyggere, sejlere og fiskere havde tilsyneladende forladt deres poster og hang fra masterne og rælingen på deres skibe med blikket rettet mod den mindste af molerne. Manto kunne hverken se fiskeren Tibo eller
15
hans lille fiskerbåd for de mange mennesker. Hans hjerte begyndte at hamre, mens han løb ned ad trappen og holdt øjnene stift rettet mod Rigas røde hår.
Folks knevren tog til i hånlige udbrud.
“Hvad har tossen fået i nettet denne gang?”
“Ja, Tibo, endnu et rustent anker? Eller en meget sjælden fisk?”
“En magisk en af slagsen, måske?” Grin og snak forstærkedes, og børn kom op på de voksnes skuldre og råbte begejstret:
“Jeg vil se! Jeg vil se!”
En klar, myndig mandestemme gjaldede ud over forsamlingen: “Gør plads! Gør plads for jarl Riga!”
De kække kommentarer døde ud, og en mumlen lagde sig som tåge over havnen. De to soldater banede sig vej gennem den lettere genstridige folkemængde, og Rigas røde hår strøg ind imellem den nysgerrige flok.
Manto forsøgte forgæves at mase sig frem.
“M-Manto! Her!” Suchios stemme lød et sted inde fra den tætte menneskemængde. Manto strakte hals, og nogle meter længere fremme stak en beskidt hånd op og vinkede ivrigt.
“Her, Manto!” Hånden forsvandt igen. “Lad m-min mester komme forbi. R-ryk jer lidt!”
En sprække åbnede sig for Manto, der smilede undskyldende til dem foran. En mand gryntede irriteret, og et barn på skuldrene af sin mor hev ham i håret.
“Ja, beklager, men skal jeg op til ...” Han smilede forlegent og fik banet sig vej frem til Suchio, der stod bag to bredskuldrede mænd. Suchio hev i hans kofte og trådte til side.
“S-stil dig her, så k-kan du se.”
Manto rettede ryggen og så flere vagter genne folk tilbage, så de dannede en halvcirkel. Riga trådte ind på den åbne plads. Hendes alvorlige ansigt blev blegt, og en uro bølgede hen over hendes øjne.
“Så dæk hende dog til!” Rigas mørke klang rungede ud over havnen. “Og få så folk væk herfra!”
16
