I kampens hede

I kampens hede

Vilde hjerter:

Hvis sandheden skal frem

Aldrig sige aldrig

Sandhed eller konsekvens

(Flere bind under forberedelse)

SARA EJERSBO

I kampens hede – Vilde hjerter 3

© Sara Ejersbo og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Rasmus Funder

Forsidefoto: © Impact Photography / Shutterstock

Forfatterfoto: © Ditte Capion

Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service

og trykt hos Nørhaven

ISBN 978-87-434-0361-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Del 1

Kapitel 1

Pling.

Et lille felt dukkede op i hjørnet af min computerskærm og fortalte mig, at jeg havde modtaget en ny mail. Jeg behøvede ikke at åbne den, for emnefeltet sagde det hele:

Ny opgave. Kig op på mit kontor.

Yes. Nu skete det.

Tre dage tidligere havde jeg på eget initiativ smidt en artikel ind til min chef. Sidste år bad hun mig om at dække nogle tøjfirmaers beslutning om i fællesskab at arbejde for en mere bæredygtig tøjproduktion, og nu havde jeg så fulgt op på, hvordan det egentlig var gået med de store løfter. Det viste sig, at den grønne vej gav en del buler i økonomien, og pludselig var viljen der ikke helt alligevel.

Jeg havde været nødt til at gå kritisk til værks, og artiklen hørte ikke helt hjemme i det lørdagstillæg, jeg normalt skrev for. Men Susanne havde jo selv valgt emnet til den første artikel, så måske?

På vej hen ad gangen mod hendes kontor glattede jeg min bluse og børstede et fnug af det ene ærme. Alt for længe havde jeg gået og håbet på, at hun ville give mig chan-

cen for at skrive noget af det tungere stof, og nu havde jeg endelig taget sagen i egen hånd.

Tålmodighed betaler sig, tænkte jeg, idet jeg skubbede døren op og trådte ind på Susanne Kirks kontor. Slut med artikler om nye tendenser i tiden som at lave sine egne sodavandsis eller genskabe hele outfits fra sin yndlingsfilm. Det var hyggeligt, men jo ikke ligefrem dybdeborende. Nu ville jeg endelig få noget ordentligt at rive i.

“Alicia, godt,” sagde Susanne, som om jeg havde ladet hende vente urimelig længe, selv om hun havde sendt mailen for tre minutter siden.

Susanne Kirk var fra en tid, hvor solarie var in, og ellers fløj hun sydpå for at bage i solen, så tit som lejligheden bød sig. For hende var både solbadning og for den sags skyld flyrejser stadig helt fino. “Jeg har noget til dig. Du skal i gang med det samme.”

Okay?

“Jeg har lånt dig ud,” fortsatte hun og sendte mig et stolt smil. “Efter aftale med Lars, men det er faktisk til kultursektionen.”

“Kultursektionen?” gentog jeg lamslået. Wow. Men hvorfor havde hun så aftalt det med Lars, som var chef på sporten?

“Du skal lave et interview med en professionel fodboldspiller.”

“En …” Jeg forsøgte at fordøje den nye information og samtidig løfte mit ansigt ud af skuffelsen, så jeg ikke lignede Æsel fra Peter Plys. Min drøm om at afdække fjendtlige nationers overvågning af danske farvande eller ødelæg-

gende udledninger af spildevand efter suspekte aftaler med lokale politikere smuldrede og forsvandt. “Fodboldspiller?”

“Jeg er sikker på, at du er den helt rigtige til den her opgave.” Susanne mødte mit blik med et mildt smil. Der var det med Susanne, at hun virkede enormt flink og tålmodig og empatisk og en masse andre rare ting, men med tiden havde jeg opdaget, at hun altid fik sin vilje. Som i altid. Tit opdagede man det bare først, når man var kommet ud fra endnu et møde, hvor hun havde lyttet og nikket og forstået en hel masse. Og havde holdt fast på præcis det, hun var startet med at sige.

“Jeg aner intet om sport,” sagde jeg. Hvis tiden endelig var kommet til, at jeg skulle lande i kultursektionen, skulle det helst være med et ordentligt brag, så redaktionen derovre ville nægte at slippe mig igen. “Ikke engang fodbold.”

Susanne nikkede, som om jeg netop havde bekræftet hendes vigtigste pointe. “Det er præcis, hvad de skal bruge. Du kan gå over til Lars med det samme, så skal han nok briefe dig.”

Jeg lukkede øjnene et sekund. Der var vist ingen vej udenom.

“Og så håber jeg, at du har tænkt dig at gå til den her opgave med al din opfindsomhed og energi. Jeg har allerede sagt til både Lars og Janne, at du leverer på alle opgaver. Uden undtagelse.” Hun viftede med en hånd over mod døren.

“Øh, ja. Tak. Yes, ma’m.” Jeg gjorde honnør, kun halvvejs for sjov. Det kunne godt lyde, som om hun havde lagt

et godt ord ind for mig til de andre redaktionschefer. Måske var snebolden endelig begyndt at rulle.

Lars Svendsen kiggede op, da jeg trådte ind på hans kontor. Siden jeg blev vist rundt i huset på min første dag, havde jeg ikke været på sportsredaktionen mere end måske to-tre gange. Lars skubbede sig væk fra bordet og gestikulerede mod en stol på den anden side, mens han tog sine briller af og lagde dem ved siden af tastaturet.

“Melder klar til tjeneste.” Jeg sendte ham et tøvende smil. Hvad skete der for den her mærkelige militærting, jeg kørte? Sikkert en kikset copingstrategi, der skulle give mig en følelse af ironisk distance, selv om jeg i virkeligheden bare gjorde, som jeg fik besked på.

“Du undrer dig. Forståeligt.” Han slog en buldrende latter op, som om jeg havde sagt noget virkelig morsomt. “Så bare vent, til du hører, at den spiller, du skal interviewe, er Erik Wilson.”

Jeg kunne mærke mine øjne blive større.

Lars så ud til at nyde den effekt, hans ord havde på mig. Nok vidste jeg ikke en pind om sport, men landsholdets stjerneangriber havde jeg trods alt hørt om.

“Nu stiller jeg bare lige det indlysende spørgsmål,” sagde jeg. “Hvorfor i alverden skal jeg interviewe en af landets største sportsstjerner? Og er der ikke noget EM i gang, som han har ret travlt med?”

Lars slog ud med armene. “Jeg kan ikke afvise, at det har medført en vis skuffelse på redaktionen, men Erik var altså helt klar i spyttet. Han vil ikke have en her fra Sporten.”

Klar i spyttet. Det var den slags vendinger, man kunne bruge herovre. Suk. De sportsjournalister havde det for nemt.

“Har I nogen teorier om hvorfor? Og hvorfor mig?” Det var bare lige de spørgsmål, der stod forrest, men jeg havde mange flere.

“Han nævnte dig, og du passer jo på profilen.”

“Som er?”

“Erfaren journalist, aner intet om fodbold – og så kunne han godt lide det interview, du havde lavet med Nikita.”

Jeg nikkede eftertænksomt, selv om det kom bag på mig. Altså virkelig bag på mig. Mit interview med influenceren Nikita havde været en katastrofe. Mens jeg desperat ledte efter en vinkel, havde hun fortalt hele sin livshistorie, og i de sidste ti minutter stillede jeg et par kritiske spørgsmål om hendes holdning til forskellige ting, som for eksempel det ansvar, der hviler på en person med titusindvis af følgere i alderen tolv til femten. Alt sammen i den meget milde ende, men interviewet ændrede øjeblikkelig karakter. Faktisk havde jeg også forberedt decideret kritiske spørgsmål, men jeg nåede ikke at stille dem, inden Nikita med det borgerlige navn Nina brød grædende sammen og knap kunne fortsætte. Hun havde kun givet os det eksklusive interview, fordi vi var det mest damebladsagtige, der stadig kunne kaldes en avis, og nu syntes hun tilsyneladende, at jeg var i gang med at forvandle det hyggelige interview til et korstog, der skulle udstille hende for ikke at tage stilling til klima, flygtninge, Putins aggressioner og så videre.

I ren panik over hendes reaktion – overreaktion, ville nogen måske kalde det – havde jeg drejet interviewet, så det

lød som nogle overvejelser, jeg selv havde gjort mig – man har jo en platform, når man skriver for en stor avis. Det kunne hun godt relatere til. På den måde endte de afsluttende kommentarer med at tage næsten en time og blive en virkelig følelsesladet heart to heart. Nikita havde sendt en mail til Susanne og rost mig i høje toner og sagt, at det var det bedste interview, hun nogensinde havde givet.

Senere havde hun så godt nok bedt om at få hele den del slettet fra interviewet, og jeg måtte modvilligt fjerne al kant og nerve fra min tekst, indtil der kun var en blød og hyggelig sovepose tilbage, lige til at kravle ned og falde i søvn i.

Og på den baggrund havde wunderkind Erik Wilson så bedt om at blive interviewet af mig. Jeg så det for mig. “Jeg vil gerne bede om en vaskeægte mikrofonholder. Sådan komplet tandløs og hyggelig. Kan jeg ikke få hende der, der smurte en masse Nikita-ingenting ud over et helt opslag i weekendtillægget?”

Lars kiggede forventningsfuldt op på mig.

“Super,” fik jeg klemt ud gennem mit smil. “Har I nogen idé om, hvorfor det ikke må være en med forstand på fodbold?”

Lars trak på skuldrene. “Det er jo sådan nogle interviews, de er forpligtet af deres kontrakt til at give i forbindelse med EM-kvalifikationen. Måske håber han på en ny vinkel.”

Jeg nikkede. “Jamen giv mig lidt forberedelsestid, så har jeg en.”

“Så du siger ja?”

“Selvfølgelig, det er da en fantastisk mulighed. Så spændende.” Jeg prøvede at få følelsen til virkelig at brede sig i min krop. Kom nu, jeg kan godt det her.

Jeg havde det, som om jeg havde siddet klar på en dynamitstang af en væddeløbshest i startboksen i en evighed og så blev bedt om at lunte en runde på en shetlandspony.

“Fantastisk,” strålede Lars og slog hænderne sammen. “Susanne sagde også, at du var en rigtig trooper.”

Hvilket betød, at jeg sagde ja til alt. Selvfølgelig gjorde jeg det.

“Med på den værste,” sagde jeg.

“Sådan skal det lyde. Verden er fuld af håbefulde journalister, der vil vinde Cavlingprisen ved at afdække politisk magtmisbrug eller andre skandaler, men succes handler om at gribe de chancer, man får, i stedet for at sidde med hænderne i skødet og vente på noget bedre, der måske aldrig kommer,” sagde Lars. “Resten må du tale med Janne om, jeg er bare mellemmand her.”

“Super!” Jeg bed tænderne sammen. Alt det, han lige havde sagt, var jo mig. Mig, der ville vinde priser og afdække korruption og snyd og alt muligt andet.

Og det skulle det også nok blive. Hvis vejen derhen gik via en fodboldspiller, så gjorde den det. Hvad Erik Wilson end havde af planer om at sige det samme, som han havde gjort tusind gange før, så skulle han komme til at sige noget andet. Han skulle komme til at fortælle åbent om sig selv og give Danmark noget, de ikke havde set komme. Og det ville være mig, der fik ham til det.

“4.000 ord. Én side. Og måske forsiden af Kultur? For en sportsjournalist ville det her være en drøm, så jeg synes, du skal sørge for at få det bedste ud af det.”

“Det kan du lige regne med.”

Gad vide, om jeg skulle med i et eller andet beskyttelsesprogram af en art, når samtlige fodboldtosser på avisen opdagede, at jeg komplet ufortjent skulle tilbringe flere dage sammen med Danmarks største fodboldstjerne og få lov til at stille ham alle de spørgsmål, jeg havde lyst til.

“En sidste ting, Alicia.”

Jeg vendte mig om i døren.

“Han siger, du skal tage sportstøj med.”

“Øh, okay?” Lige meget, den her chance skulle jeg nok udnytte, sportstøj eller ej. Jeg skyndte mig ind på mit kontor.

Selvfølgelig kunne en fodboldspiller også have noget interessant at sige. Jeg skulle nok tage fusen på dem alle sammen.