Indkredsning
Af samme forfatter på dansk: Skrænten (2004) Bipersoner (2006) Begyndelser (2018) Indkredsning II (2021)
CARL FRODE TILLER
Indkredsning På dansk ved Karsten Sand Iversen
GUTK IND
Indkredsning er oversat fra norsk af Karsten Sand Iversen efter Innsirkling © Carl Frode Tiller First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2007-2014 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Indkredsning er oprindeligt udkommet på dansk på C&K Forlag, 2010. Omslag: © Aina Griffin Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Therese Alice Sanne Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0066-0 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
JON
Saltdalen, 4. juli 2006. På turné. Vi ruller langsomt ind i centrum, hvis det her ellers kan kaldes centrum, en lille rundkørsel med nogle huse omkring. Jeg sidder bøjet frem i sædet, ser mig omkring, ikke en sjæl at se, helt dødt, stille, næsten ikke engang butikker her, kun en lukket café og en købmand med mørklagte vinduer. Skal vi spille her, der ser sgu ikke ud til at bo nogen her overhovedet, fatter heller ikke hvem der vil bo her, hvem der vil straffe sig selv så hårdt. Jeg sætter mig tilbage i sædet, ruller vinduet ned og lægger albuen på døren. En sval, frisk luft breder sig over ansigtet, god luft. Jeg lægger hovedet bagover og lukker øjnene, trækker vejret ind gennem næsen og lugter, så mange lugte i luften når det lige har regnet, denne lugt af våd jord, lugten af syren. Jeg åbner øjnene, læner mig frem igen. Så skide øde der er, så dødt, ikke en sjæl at se sgu, og næsten ikke en lyd at høre, hører kun motorens summen. Og klæbelyden af dæk der ruller hen over regnvåd asfalt. Fatter sgu ikke hvem der bosætter sig sådan et sted som det her. – Hvis vi havde haft tid før koncerten, ville jeg have prøvet hvordan der er at fiske, siger Anders. – Der er vist en god lakseelv her! Vender mig om og ser på ham, smiler ironisk. Men han ser ud som om han mener det alvorligt, sidder der på bagsædet og ser på mig, nikker til højre. Jeg strækker hals og ser den
5
vej han nikker. Der hænger et papskilt i et vindue på den anden side af gaden, “fiskekort til salg”, står der, sort sprittusch og serpentineskrift der skrår ned mod højre. Vender mig og ser ud ad forruden igen. – Ja ja, siger jeg. – Bortset fra indavl er der vel kun jagt og fiskeri og den slags at tage sig til heromkring. Jeg vender mig om mod Anders, smiler ironisk igen. Men han har vendt sig til siden og ser ikke på mig, han opfattede det vist ikke. Jeg vender mig tilbage, ser ud ad forruden igen. – Og så idræt, selvfølgelig, tilføjer jeg. – Ski og den slags! Men ikke holdidræt, der er sikkert ikke folk nok til holdidræt her, siger jeg. Der går et lille øjeblik. Lars drejer af til højre, og vi ruller ned ad en flad bakke der fører ned mod kajen. Jeg skimter det blå, blinkende vand langt dernede, nogle måger der kredser om en grøn container. Men ikke et eneste menneske, fuldkommen dødt overalt sgu, midt på dagen, og så øde der er. Læner mig lidt frem og lader blikket glide fra side til side, smiler og ryster på hovedet. – Hold da kæft! siger jeg, venter lidt, ryster på hovedet igen. Det ser ud til at Senterpartiet har lidt af en opgave foran sig hvis de skal nå målsætningen om et levende bygde-Norge, siger jeg. Jeg venter lidt igen, og så vender jeg mig om mod Lars, ser på ham og nikker. Hvis du hører hurtig banjomusik nu, så giver du fandeme gas! siger jeg, ler en kort latter. Men han ler ikke tilbage, han sidder bare med begge hænder på rattet og stirrer lige frem for sig, det er ikke sikkert han har set “Udflugt med døden”, det er jo kun musik der tæller for Lars, han er overhovedet ikke 6
interesseret i film, ikke den slags i hvert fald. Jeg vender mig om og ser ud ad forruden igen. – Hold da kæft, mand, mumler jeg. – Glad for jeg ikke bor her. Der går et lille sekund. – Også her? spørger Lars, spørger lavt og uden at se på mig. – Ikke et øje at se sgu, siger jeg. – Nej, siger han kort. Ser på ham igen, siger ikke noget, venter lidt. Hvad fanden er der med ham. Han lyder så alvorlig. Ser også alvorlig ud. Ansigtet er ligesom så stramt, stille. Og han stirrer stift frem. Jeg venter nogle sekunder, tager ikke blikket fra ham. – Hvad er der med dig? spørger jeg. Jeg ser på ham, han svarer ikke, han sidder med strakte arme og begge hænder på rattet, stirrer stift frem for sig. Der er helt stille inde i bilen, ingen der siger noget. Men hvad er det her for noget, sådan her plejer Lars ikke at være, han er næsten altid i godt humør, positiv og optimistisk næsten hele tiden. – Hvad er der med dig? spørger jeg igen. – Med mig? spørger han, taler højt og skyder hovedet en lille centimeter frem idet han spørger. Helt stille. Stirrer forbløffet på ham. – Jeg begynder bare at blive skidetræt af at du er så negativ, siger han. – Negativ? mumler jeg. – Ja, negativ, siger han, stirrer stift og lige frem for sig, venter lidt, synker. – Alle de steder vi kommer til, er huller i jorden, siger han. – Alt det vi spiser, er rædselsfuldt, alle dem vi møder, er idioter! 7
Sidder bare her og stirrer på ham, kan ikke få et ord frem, for hvad er det han taler om, er jeg negativ? Jeg venter lidt, vender mig og ser fremad et lille sekund, vender mig om mod Lars igen, kan ikke finde på noget at sige, for det her har han ikke sagt noget om før, det her kom helt uventet, at jeg er negativ, er jeg negativ? Der går et par sekunder, så vender jeg mig om. Ser på Anders omme på bagsædet. Han sidder og stirrer ufravendt ud ad vinduet, presser panden mod glasset og lader som om han ikke ser mig, har ligesom ikke opfattet noget. Ser på ham et par sekunder, så forstår jeg pludselig at de har talt om det her før, at de har diskuteret det her og er enige om at jeg er negativ. Og nu mærker jeg at hjertet begynder at banke lidt hurtigere end normalt, at pulsen begynder at ræse. Jeg stirrer på Anders og kan mærke munden glide op af sig selv, jeg sidder her og gaber, måber. Jeg lukker munden igen, synker en gang, og så en gang til. Jeg vender mig om mod Lars igen, ser på ham. – Det er anstrengende at være sammen med dig, siger han. – Skide anstrengende simpelt hen! Hele den her forbandede turné har været en anstrengelse! Han ser stadig ikke på mig når han taler, sidder bare og stirrer stift ud ad forruden, ansigtet er stramt og hvidt, og han synker med jævne mellemrum. Jeg tager ikke blikket fra ham. Siger ikke noget, ved ikke hvad jeg skal sige. For det her kom helt uventet, det her havde jeg ikke regnet med, at de synes jeg er negativ, anstrengende at rejse sammen med. – Det begyndte skidt, og det er kun blevet værre og værre, siger Lars. Og så rømmer han sig lidt, ser stadig ikke på mig. – Jeg tror ikke du forstår hvor mange kræfter vi bruger på 8
at holde dig i nogenlunde godt humør, siger han. – Du går og lukker lort ud om alt og alle, du rakker ned på alt mellem himmel og jord. Forstår du ikke hvor anstrengende det er for os der går op og ned ad dig, egentlig? Jeg hører på det han siger, og jeg indser at han har indøvet det på forhånd, kan høre det af måden han taler på. Kan også høre han mener det oprigtigt, lyder som om det er grebet lige ud af luften, men jeg kan høre han virkelig mener det. Jeg stirrer på ham. Venter lidt. Ved ikke hvad jeg skal sige. Må i hvert fald ikke bare buse ud med noget, må passe på hvad jeg siger. For det her skal jeg kunne tåle, jeg skal være voksen nok til at tåle den slags kritik, ikke blive usaglig og bare fare løs på ham. Men det kom helt uventet, jeg havde ikke regnet med det her, de har jo hele tiden leet ad min pessimisme, de har jo lavet sjov med mit sortsyn og mine beske kommentarer. Tit har jeg jo endda gjort mig mere sort og pessimistisk end jeg egentlig er, været syrlig og sarkastisk bare for at få dem til at le, har hele tiden troet at alt var som det skulle være, at de befandt sig lige så godt sammen med mig som jeg sammen med dem, at de kunne lide mig lige så godt som jeg kunne lide dem. For jeg kan jo så godt lide dem, jeg synes aldrig jeg har passet så godt ind i et band før, hverken musikalsk eller socialt. Selv om jeg er så meget ældre end dem, så synes jeg det. Der går et lille øjeblik. Vender mig langsomt mod højre, støtter hovedet mod højre hånd og ser ud ad det åbne vindue, løfter den anden hånd og klør mig over næsebenet med langfingeren. Og så begynder jeg pludselig at græde. Det kommer bare, som om det slår sprækker i en indvendig dæmning jeg ikke har vidst noget om, øjnene sprækker, og tårerne begynder bare at trille, strømmer koldt ned ad 9
kinderne. Jeg vender hovedet lidt mere mod højre. Tørrer tårerne væk, synker. Men hvad fanden er det her nu for noget, sidder her og græder, hvad fanden går der af mig, har ikke grædt jeg ved ikke hvor længe, og så sidder jeg her og græder, begynder at græde for en bagatel som det her, fordi de siger jeg er negativ, hvad fanden går der af mig, det er jo så tåbeligt at det er til at grine ad. Der går et par sekunder, så giver jeg mig pludselig til at le, det kommer bare, jeg slår en skraldlatter op, brøler en latter frem, forsøger ligesom at le ad hvor latterligt det her er, bare en latterlig lille bagatel, og jeg forsøger ligesom at le gråden væk, men det lykkes ikke. Tårerne triller og triller bare, og nu sidder jeg her og ler og græder på skift, sidder her som en hysterisk kælling, lyder helt sindssyg, lyder som om det er ved at rable for mig, og de andre siger ikke et ord, de fatter vel ikke hvad der plager mig, for det her er ikke mig, det er så forskelligt fra mig som det kan blive, og nu må jeg tage mig sammen, det her går ikke. Jeg lader en finger glide under næsen og snøfter. Bider tænderne sammen og holder op med at le. Hoster lidt, rømmer mig. Ler ikke mere, men jeg kan ikke holde op med at græde, græder stille, er våd på læberne af tårer, og saltsmagen prikker på tungen. Helt stille. – Hvor ligger det her kulturhus da? spørger Anders pludselig. – Skulle det ikke ligge uden for centrum? siger han. Forsøger at tale om noget andet nu, sidder og lader som ingenting, vil ligesom give mig tid og lejlighed til at tørre tårerne bort og komme mig så jeg ikke skal tabe mere ansigt end jeg allerede har gjort. – Eller centrum og centrum, ikke godt at vide hvad der er centrum på det her 10
sted, fortsætter han, vil ligesom også være lidt enig med mig nu, enig i at den her by er et hul, som om det skulle gøre tingene bedre. Stille igen. Sidder bare her og græder. Og Anders og Lars siger ikke et ord, de forstår nok lige så lidt af det her som jeg gør. For det her er så forskelligt fra mig som det kan blive. Føler mig tom, føler mig mat, alle kræfter er som suget ud af kroppen. Mere og mere anstrengende at være sammen med, sagde Lars, sur og negativ. Men hvorfor har de så ikke sagt noget om det før, de har jo altid lavet sjov med min pessimisme, altid leet ad mine sarkastiske bemærkninger. Hvordan skal jeg kunne lave om på mig selv når de aldrig siger noget, når de bare er med på den. De kunne jo have givet mig en hentydning eller to i hvert fald, har hele tiden troet de kunne lide mig lige så godt som jeg kan lide dem, og så har de hele tiden syntes jeg har været anstrengende at være sammen med, negativ. Jeg drejer hovedet lidt mere mod højre, klemmer læberne sammen og synker. – Stands bilen! farer det pludselig ud af mig. Jeg kan høre hvor sur jeg lyder, sur og bestemt. Jeg lægger hånden på sikkerhedsselens lås, trykker den røde plasticknap ned og lader selen glide op, stirrer lige frem mens jeg gør det. – Jon, for pokker, siger Lars, siger det med bedende stemme. – Stands bilen! siger jeg. – Lad nu være, siger Lars. Jeg vender mig om mod ham, stirrer på ham. – Stands bilen, for helvede! siger jeg højt. Helt stille. Der går et lille sekund, så bremser Lars ned. Forsigtigt. Svinger ind til fortovskanten og standser. 11
– Jon, for pokker! siger Anders. Men jeg åbner døren, stiger ud. – Lad nu være! beder Anders. – Jon! siger Lars. Men jeg smækker døren i og begynder at gå, går hurtigt og ligeud, ser mig ikke tilbage, ved ikke hvor jeg skal hen, skal bare væk, bort.
12