Indkredsning II
Af samme forfatter på dansk: Skrænten (2004) Bipersoner (2006) Begyndelser (2018) Indkredsning (2021)
CARL FRODE TILLER
Indkredsning II
På dansk ved Sara Koch
GUTK IND
Indkredsning II er oversat fra norsk af Sara Koch efter Innsirkling II © Carl Frode Tiller First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2007-2014 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Aina Griffin Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Therese Alice Sanne Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0069-1 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
OLE
Namsos, 2. juli 2006. Fra Bronx til Otterøya. Så varmt, jeg ruller bilruden ned og lægger albuen i åbningen, ser på uret, kvart i tolv, han skulle have været her for et kvarter siden, men ja ja, han kommer nok snart, der er ikke andet at gøre end at sidde og vente. Jeg løfter hænderne og lader dem glide hen over issen mens jeg gaber, lægger hænderne bag nakken, fletter fingrene ind i hinanden og lukker øjnene, sidder sådan og slapper af i et par sekunder, mærker at det er fredag, i den grad, er træt i hele kroppen, så det er godt det er ved at være weekend. Der går et øjeblik, og så gaber jeg igen, åbner øjnene, og der er han jo, han står ved bagsiden af storcenteret, står der og taler med en fyr i grøn og hvid Domus-uniform, er det Benjamin han taler med, ja søreme om ikke det er Benjamin, ser man det, Benjamin har fået sommerjob i Domus, jamen det var godt at se, Jørgen burde også få sig et sommerjob, burde han, dagene bliver alt for lange som han har det nu, det er lidt sent ude at finde job nu, selvfølgelig, men jeg kunne jo høre Torstein om han stadig har tænkt sig at male stalden, det ville være et godt job til Jørgen, og hvis det ikke bliver til noget, så kan det jo også være at jeg har noget til ham i opdrætsanlægget, skal jo snart til at vaccinere, og så kunne vi godt have brug for lidt ekstrahjælp, ja ja, nu må vi se. Jeg stikker hovedet ud ad det åbne vindue og skal til at kalde på ham, men jeg når det ikke, han har allerede set mig,
5
og han løfter hånden som en slags hilsen til Benjamin, sådan en sej håndbevægelse han har lært af rapperne i tv eller noget, ser ikke engang på Benjamin når han hilser, ser ned i asfalten mens han slentrer hen til mig. Jeg ser på ham mens han kommer traskende hen over parkeringspladsen, ser på hans store bukser, på den røde kasket der sidder omvendt, og på skateboardet han har under armen. Jeg smiler for mig selv, kan ikke andet, han skal være så sej at det bliver komisk. Jeg lægger venstre hånd på det solvarme rat og drejer tændingsnøglen med den anden, motoren hoster og harker lidt, men så starter den. Og så kommer jeg i tanke om poserne fra Vinmonopolet der ligger i Daniels autostol, glemte at tage flaskerne med ind i går, og jeg vender mig om, tager min jakke og lægger den over dem, ved egentlig ikke hvorfor, Jørgen bliver jo ikke bekymret længere, han har set mig drikke alkohol så mange gange at han ved at jeg ikke bliver ligesom hans far bliver, så jeg behøver jo ikke at gemme drikkevarerne. Der går et lille øjeblik, så fjerner jeg jakken fra autostolen så poserne kommer til syne igen, der må være grænser for tåbelighederne, jeg vender mig om igen, ser Jørgen stoppe op og spytte snusen ud, han renser ud under overlæben med tungen og spytter en gang til, og så går han videre. Jeg bøjer mig ind over passagersædet. Der ligger en tom colaflaske og et sammenkrøllet stykke pølsepapir med ketchuprester på, og jeg fejer det ned på gulvet, åbner bildøren og retter mig op igen, ser på Jørgen og smiler da han dumper ned i sædet. – Hej, siger jeg. – Hej, siger han, lægger skateboardet på tværs over lårene og lukker døren med et smæld. Han lugter af aftershave og tobak. 6
– Pas på at dit skatebræt ikke støder ind i gearstangen, siger jeg. – Skate-b-o-a-r-d, siger han irriteret. – Sorry, siger jeg, – jeg glemmer altid at du egentlig er fra Bronx. Men her hedder det altså et bræt, siger jeg. – Idiot, siger han, han siger det uden at se på mig, prøver at se sur ud, men jeg kan se på ham at han synes det er lidt morsomt, han sidder ligesom og prøver at holde et smil tilbage. – Det kan godt være at man siger bræt på Otterøya, men i Namsos siger vi board, siger han. – I ghettoen i Namsos, måske, siger jeg. – Men vel ikke i resten af Namsos? – Idiot, siger han igen, han prøver at virke endnu mere vred, aggressiv, men jeg kan se at han synes det er morsomt, han sidder der og bider sig i kinden for at læberne ikke skal strække sig ud og få ham til at se glad ud. – Ja ja, men tag nu selen på, siger jeg. Han vender sig om og ser på mig med et lidt påtaget overrasket blik, man er ligesom ikke en rigtig mand hvis man bruger sikkerhedssele, og han ser på mig med sådan et blik der spørger om jeg virkelig mener det jeg siger. – Tag nu den sele på, Jørgen, siger jeg og ser på ham og smiler. – Jeeez, siger han, han fnyser et hånligt smil frem og ryster irriteret på hovedet, så drejer han overkroppen og tager sikkerhedsselen, der går et øjeblik, og så får jeg pludselig øje på et eller andet i hans jakkelomme, en pose med noget skinnende i der bliver presset halvt ud af lommen idet han drejer kroppen til siden. – Hvad er det? spørger jeg. 7
– Hva’? siger han og ser på mig mens han trækker selen over brystet. – Det der, siger jeg og nikker mod hans lomme, han ser hurtigt ned på sin lomme, og så er det som om det går op for ham hvad det er jeg mener, han ser op på mig igen, han prøver at se upåvirket ud, men han er nervøs, det ser jeg tydeligt. – En halskæde, siger han kækt, han trækker lidt på skuldrene og prøver at se ud som om han studser over spørgsmålet, men jeg kan se hvordan uroen vokser i ham, og nu undgår han ligesom tilfældigt mit blik, han ser ned og lader som om han har svært ved at få selen i låsen. – Jaså, siger jeg. – Må jeg se? – Helt ærligt, siger han. – Jeg har en kvittering, så bare slap af. – Hvad mener du med det? spørger jeg. – At jeg ikke har stjålet den, siger han. – Jeg har heller ikke sagt at du har stjålet den, siger jeg. – Nej, men jeg ved at du tror det, siger han. Jeg ser på ham uden at sige noget, det er ikke sikkert at han har stjålet halskæden, det kan også være at han har stjålet penge og købt den, jeg ved det ikke, men han skjuler i hvert fald et eller andet, så meget ved jeg. Han stirrer direkte på mig, og jeg kan se hvordan han hidser sig lidt op, han tror nok at det virker mere sandsynligt at han er uskyldig hvis han hidser sig op, prøver at narre mig til at tro at han er uskyldig ved at fremstå vred og forurettet. – Se her, hvis du ikke tror på mig, siger han højt, og så planter han fødderne solidt i gulvet og løfter enden lidt op samtidig med at han stikker hånden ned i bukselommen og trækker en seddel frem. – Se, siger han og holder en 8
kvittering frem foran mig, Guldsmed Ofstad, 1499 kroner, står der, jeg læser det en gang til og ser på ham. – Femten hundrede kroner? siger jeg. – Og hvor har du fået femten hundrede kroner fra når du ikke engang havde råd til at tage bussen ind til byen i går? Der går et øjeblik. – Har lånt af Benjamin, for fanden! siger han hurtigt og hidsigt, han spytter ordene ud, og så sidder han bare og ser på mig, han sidder der med halvåben mund mens han ryster let på hovedet, prøver at se ud som om der ikke er en eneste grund i hele verden til at tvivle på det han siger, jeg siger ikke noget med det samme, jeg fastholder hans blik. Ved heller ikke hvor meget jeg bør presse ham, nu nærmer jeg mig nok det at opføre mig som om jeg var hans far, og jeg ved jo hvordan han reagerer når han føler at jeg påtager mig hans fars opgaver, der er intet der gør ham så vred som det, så jeg bliver nødt til at være forsigtig. Men alligevel, jeg kan jo heller ikke lade ham slippe afsted med det, det vil være at gøre ham en bjørnetjeneste. – Okay, siger jeg, og så lægger jeg hånden på sikkerhedsselens lås. – Jeg bryder mig ikke om at du skylder nogen penge. Kom, så går vi ind til Benjamin, jeg skal nok betale for dig, siger jeg og nikker hen mod trappen bag stor centeret. Jeg ser på Jørgen, og Jørgen ser på mig, der går et lille øjeblik, og så accepterer han ligesom at han er afsløret, han siger ikke noget, han vender sig bare væk og sidder og ser sur ud. Jeg siger ikke noget til at begynde med, har næsten også lidt ondt af ham, han vil være så “streetwise”, som han selv kalder det, vil fremstå så smart og så svær at narre, og så er han så let at afsløre. Jeg lader hånden glide hen over 9
issen mens jeg sukker, venter et par sekunder, og så presser jeg koblingen ind, sætter bilen i første og gasser op, hører anhængerens raslen da jeg triller over bumpene på parkeringspladsen. – Du har vel solgt noget du ikke burde sælge, eller hvad? siger jeg, siger det med en modløs, næsten udmattet stemme, vender mig om og ser på ham, han siger ikke noget, han sidder bare der og ser sur ud, han protesterer ikke, så jeg ved at jeg har ramt plet, forstår at han igen har solgt stoffer for nogle af sine ældre kammerater. – Hvad skal jeg nu sige til din mor? spørger jeg. – Jeg vil skide på hvad du siger til hende, siger han surt. – Ja ja, siger jeg. – Men jeg kan love dig at hun ikke skider på det jeg siger. – Det vil jeg skide på, siger han. – Arh, mumler jeg. – Det er jo gået så godt med dig på det seneste, forstår du ikke hvor skuffet hun bliver? – Så lad være med at sige det til hende, siger han. Jeg stopper i krydset, ser hurtigt hen på ham da jeg kører ud på Gullvikveien, ser på vejen igen. – Prøver du at skubbe ansvaret over på mig nu? spørger jeg. – Hva’? – Det er dig der skuffer hende, selvom det er mig der fortæller hende hvad du har gjort, siger jeg. Han tøver lidt, sidder der og skuler ud ad forruden. En flok arbejdere fra vejvæsenet er ved at lægge ny asfalt lige foran rundkørslen ved Vulken, og jeg bremser helt op, der kommer flere biler imod mig, så jeg er nødt til at vente lidt, jeg hviler hovedet mod venstre hånd og sidder og ser på arbejderne, de har smidt tøjet i varmen, står der i bar 10
overkrop og orange arbejdsbukser mens de fordeler den rygende asfalt. – Som om det rager dig, mumler Jørgen. – Jørgen, altså, siger jeg og ser på ham. – Du er ikke min far, siger han. – Nej, det ved jeg godt, siger jeg. – Hvorfor opfører du dig så som om du er? siger han. – Jørgen, jeg er kæreste med din mor, du bor i mit hus, synes du ikke at jeg har ret til at stille visse krav t... – Tror du at jeg finder mig i alt muligt lort fra dig fordi du ejer det hus jeg bor i? afbryder han mig. Jeg lukker øjnene og åbner dem igen, har hørt det så mange gange at jeg snart kan det udenad, jeg løfter øjenbrynene lidt og sukker. – Nej, det tror jeg ikke. Og jeg synes heller ikke jeg udsætter dig for alt muligt lort, hvis jeg skal være helt ærlig. – Som om jeg har det mindste lyst til at bo i dit skide hus, mumler han. – Jørgen, jeg forstår ... – Du fatter ikke en skid, afbryder han, – du fatter ikke hvordan det er at bo langt ude på landet når alle ens venner bor i byen. – Du kan jo også få venner på Otterøya. – Som om. – Det kan du da. – Helt ærligt, kan du forestille dig mig i sådan en grøn kedeldragt hvor der står Land & Fritid på? spørger han. – Er der en eneste af dine jævnaldrende ude på Otterøya der går i grøn kedeldragt med Land & Fritid-logo? spørger jeg, og så kører jeg videre, lægger mig til venstre i køre banen og kører forbi vejarbejderne, deres stemmer tager til 11
i volumen, og jeg mærker en stærk lugt af ny, varm asfalt idet vi passerer. – Måske ikke, siger Jørgen. – Men der bor kun bønder derude, det var det jeg mente. Fatter du ikke det? siger han og laver en sur grimasse. – Hvis du bare havde prøvet at lære nogen af dem at kende, tror jeg du ville opdage at I ligner hinanden mere end du tror. – Som om. Der er stille et par sekunder. Jeg skifter fra anden til tredje og gasser op da vi kører ud af rundkørslen, skifter fra tredje til fjerde og giver endnu mere gas da vi kører ind i Vikatunnellen. – Alle flytter væk derfra og ind til byen, men jeg og mor gør præcis det modsatte, fortsætter Jørgen. – Hvorfor mon? siger han, han siger det på en påtaget undrende måde, en måde der skal understrege at han selvfølgelig kender svaret på det han spørger om. – Kan det mon have noget at gøre med at mor vil holde mig langt væk fra far? spørger han, og så venter han lidt, han vender sig om mod mig og prøver at smile hånligt. – Du tror heller ikke at mor er rigtigt vild med dig, vel, fortsætter han, – du ved godt at vi bare flyttede ind hos dig for at holde mig langt fra far? siger han. – Og mine venner selvfølgelig, tilføjer han. Jeg svarer ikke med det samme, måske burde jeg blive vred når han er så ufordragelig som nu, men det gør jeg ikke, det er så overdrevet at jeg ikke helt kan hidse mig op over det, bliver bare lidt træt af det hele. Vi kører ud af tunnellen og hen ad strækningen ved Bråten, ser den varme luft der ligger og dirrer over den grå asfalt længere fremme. 12
– Alting handler ikke bare om dig, Jørgen, siger jeg. – Nej, men lige det her gør, siger han. Jeg skal til at sige at hans mor og jeg faktisk valgte at få Daniel sammen efter at de flyttede ind hos mig, men det gør jeg ikke, jeg vil ikke lade mig lokke ind i en latterlig diskussion om hvor meget hans mor og jeg holder af hinanden, der må være grænser. – Jeg ved godt at du gerne vil have at jeg skal blive vred på dig, siger jeg. – Men det gør jeg ikke, så du kan lige så godt opgive det, tilføjer jeg. – Hvorfor fanden skulle jeg ønske at gøre dig vred? – Måske fordi du gerne vil blive ved med at tro at jeg har noget imod dig, siger jeg. – Hvad fanden mener du med det? Jeg svarer ikke med det samme, jeg forstår jo godt hvad det er der foregår oppe i hans hoved, han føler at han svigter sin far hvis han kan lide mig, og derfor har han behov for at provokere og gøre sit bedste for at gøre mig vred, han prøver at skabe konflikter og skænderier så han kan slippe for at kunne lide mig. Jeg vender mig om og skal til at sige det til ham, men gør det ikke, det er bedst at holde hans far udenfor, om ikke andet så i det mindste for Jørgens skyld. Jeg vender mig om og ser på vejen igen. – Leger du shrink, eller hvad? siger han. – Om jeg leger hvad for noget? – Psykolog. – Jeg siger bare at jeg ikke har noget imod dig, siger jeg, – jeg kan faktisk godt lide dig. – Som om du kunne have sagt andet når du er sammen med min mor, siger han. – Jørgen, altså. Jeg kan godt lide dig, siger jeg igen, – jeg 13
holder så meget af dig at det gør mig bange når du forkludrer alting som du gør nu. – Hvorfor gør du grin med min stil hvis du ikke har noget imod mig? – Men det gør jeg da heller ikke. – Ikke? Det jeg hørte om Bronx, var måske bare noget jeg bildte mig ind? Og al den snak om hvor store mine bukser er, at du ser halvdelen af min røv og alt det der, er det også bare indbildning? – Jeg laver bare sjov med dig, det må du forstå, siger jeg. – Laver sjov? fnyser han. – Du gør nar ad mig, og jeg er skidetræt af det! Jeg ser på ham og venter lidt, jeg ved godt at han ikke føler sig latterliggjort, jeg forstår at han siger det fordi han vil have noget at udsætte på mig fordi jeg konfronterede ham med halskæden og hashsalget, han vil gøre gengæld og være på forkant efter at jeg afslørede ham, og så griber han fat i sådan en bagatel. – Okay, siger jeg, – så har vi misforstået hinanden, jeg troede du syntes det var sjovt, men det gør du altså ikke, og så skal jeg nok holde op, siger jeg, indrømmer ligesom at også jeg skulle have sagt og gjort noget forkert, det er nok bedst sådan, så føler han sig nok ikke så ydmyget. – Undskyld, tilføjer jeg, jeg ser hen på ham, men han ser ikke engang på mig, han sidder bare der og ser sur ud, gruer nok for hvad Helen vil sige når hun hører at han har klokket i det igen. Der bliver stille. Jeg kører forbi Vemundvik-krydset, op ad bakken og ned igen og ud på Lokkarbroen, kører med den ene hånd på rattet og den anden ud ad vinduet, mærker vinden stryge op ad den bare underarm og videre ind under skjorteærmet, mærker 14
lugten af hav. Jeg ser ud ad sidevinduet og ud over den blinkende, blå fjord, den er virkelig nydelig i dag, sol og blikstille hav. Jeg ser hastigt hen på Jørgen da vi kører af broen og ind på Otterøya. – Vil du have en cigaret? spørger jeg, tager tobakspungen op af brystlommen og rækker ham den, ved ikke helt hvorfor jeg gør det, hverken Helen eller hans far har noget imod det, og jeg ved jo at han indtager langt værre ting, men jeg plejer alligevel ikke at tilbyde ham cigaretter. – Skal du nu pludselig være kammeratlig? – Jørgen, altså, siger jeg og udstøder et lille suk. – Jeg bliver ikke medgørlig bare fordi du tilbyder mig en cigaret, hvis det er det du tror. – Vil du have eller ej? spørger jeg og ser på vejen mens jeg siger det, drejer så hovedet og ser på Jørgen igen, han ser stadig vred ud, venter lidt, og så tager han tobakspungen ud af min hånd. – Gider du også rulle en til mig, siger jeg bare, jeg gider ikke skændes, det nytter ikke noget, hvis jeg skal hjælpe Jørgen med at forandre sig, er der kun én ting at gøre, at være et godt eksempel, det er det eneste der nytter, hvis vi bare bevarer roen og taler pænt, vil han nok efterhånden lære at gøre det samme. Må bare håbe at Helen kan gøre det samme når hun hører at Jørgen har klokket i det igen, at hun kan tale med ham i stedet for at blive hysterisk og true med alt mellem himmel og jord. Det er jo svært at vide hvordan hun kommer til at reagere, nogle gange tager hun let på det andre ville kalde en katastrofe, og andre gange bliver hun hysterisk over selv en bagatel, det kommer an på dagsformen og hendes humør. Om hun har meget ondt eller ej. 15
Foran os ligger en traktor, og jeg lægger bilen ud til venstre og kører forbi, lidt sent før bakketoppen, men jeg magter ikke at ligge bag ham gennem alle svingene foran os, så jeg tager chancen, suser forbi med godt over hundrede og mærker hvordan det kilder i maven da vi kører over toppen. Jeg tager en dyb indånding og sukker lydløst, kan mærke at jeg har mest lyst til at lade være med at sige noget til Helen om det der er sket, hun har jo krav på at vide det, selvfølgelig, hun er jo trods alt hans mor, men alligevel, jeg er bange for at der ikke kommer noget godt ud af det, bange for at hun ikke kan tåle at høre det, og at hun reagerer på en måde der gør det hele meget værre end det behøver at være, desuden er jeg så træt efter arbejdsugen, og jeg orker ikke ballade. – Her, siger Jørgen, han rækker mig tobakspungen og en færdigrullet cigaret. – Tak, siger jeg, stikker cigaretten i munden og lægger tobakspungen tilbage i brystlommen. – Har du ild? spørger jeg, ser hurtigt hen på ham igen, han tager en sølvfarvet Zippo-lighter frem jeg ikke har set før, han slår låget op med et præcist slag, lukker det ene øje og holder den ene hånd for cigaretten mens han tænder, og så suger han røgen ind så kinderne bliver hule, det er en påtaget måde at ryge på, han ryger som man ser seje mænd på film ryge, han rækker mig lighteren uden at sige noget, ser ikke engang på mig, ruller bare ruden ned og lægger albuen i åbningen og sidder og ser barsk ud, det er næsten lidt komisk, han er som et lille barn, lyver på en klodset måde og bliver næsten barnligt sur når jeg konfronterer ham med det, og alligevel kan han give den som machomand. Jeg tænder cigaretten og rækker ham lighteren igen, kører med en hånd på rattet og cigaretten i mundvigen. 16
Der går lidt tid. – Jeg siger ikke noget til din mor, siger jeg pludselig, puster røgen ud gennem næsen, ser hurtigt hen på Jørgen, ser på vejen igen. – Men på en betingelse, og det er at du takker ja hvis jeg tilbyder dig sommerjob på fiskeopdrættet, siger jeg, jeg ser hen på ham igen, og han ser på mig, svarer ikke med det samme, sidder bare der og ser lidt overrasket ud. – Okay, siger han, prøver at lyde sej, men han er både lettet og glad, det kan jeg høre på hans stemme, vil så gerne give indtryk af at han er ligeglad med hvad jeg og hans mor siger og mener, men når det kommer til stykket, så er han det ikke, og nu er han lettet. – Men Jørgen, siger jeg, jeg ser alvorligt på ham, bliver nødt til at vise at jeg mener det alvorligt denne gang. – Denne gang viser du dig tilliden værdig, ikke også? siger jeg. – Du holder op med at sælge hash og alt det der fis. Og når det gælder arbejdet, så møder du op hver morgen og gør det du skal, siger jeg, venter lidt, er lige ved at spørge om det er forstået, men gør det ikke, må sørge for ikke at såre hans selvfølelse, han er forfærdelig sart og let at ydmyge, og hvis han får følelsen af at blive umyndiggjort og bestemt over, så risikerer jeg bare at spolere det hele, bliver nødt til at sørge for at han sidder tilbage med en følelse af at have en slags valg, det er den eneste måde at få ham med på. – Okay? siger jeg. – Det er i orden, siger han og tager et nyt sug af cigaretten. Vi kører ned ad bakken, forbi kirken, føler mig pludselig lidt lettere til mode, mærker at jeg er tilfreds med måden jeg løste det på, tror det var bedst for alle, og jeg skånede ikke 17
bare Helen for at høre at Jørgen havde forkludret det hele igen, men jeg sørgede søreme også for at Jørgen begynder at arbejde, det er næsten det bedste, det vil hjælpe ham med at undgå problemer for en tid.
18