Ingen af os blev by Gutkind Forlag

Josefine Dahl Olsen Ingen af os blev

Gutkind

Ingen af os blev

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Thit Thyrring

Forsideillustration: © Thit Thyrring

Sat med Minion Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0976-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Ulladyrløv.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Februar 2016

De første solstråler rammer bygningen overfor, hvor nogen har skrevet LES MISÉRABLES med sort skrift på gavlen.

Jeg presser stempelkanden ned og betragter det svage, lyserøde lys brede sig over skyerne. Et figentræ kaster skygger over papkassehusene, som ejeren af caféen har stillet frem til gadens katte. De må være ude at rende, for jeg ser dem ikke, selvom jeg gerne ville, for de er så snavsede og kære, at Martina og jeg har snakket om at adoptere en af dem. Jeg drikker hele kanden, går ud på badeværelset, sminker læber og øjne, tager støvler på og går op til Taksim, hvor jeg leder efter busstoppestedet i alle mulige sidegader med stråtasken dinglende om hoften. Jeg spørger folk om vej, men de ved heller ikke, hvor busstoppestedet er. Til sidst finder jeg det foran en kinesisk grill. Da bussen kommer, sætter jeg mig bagerst og genlæser sedlen med mine instrukser; en rundkørsel, gennem en akvædukt, en blomsterbutik på højre hånd, og så skal jeg skifte til bus B270, køre i tolv minutter og skifte til bus 378 ved en guldsmed med navnet Lucky Mountains. Efterhånden som vi kører, tynder det

ud blandt passagererne, og da en mand stiger af foran en bank, er jeg er den sidste tilbage i bussen. Vi kører gennem et kvarter med flossede facader og spraglede kiosker, da vi svinger ind på en byggeplads, hvor en flok måger trisser rundt på gulvene i nogle betonkonstruktioner, der en dag skal blive til nye huse. Små bjerge af murbrokker er placeret på flaprende presenninger, og henne ved pigtrådshegnet ligger nogle benede gadekryds og viser tænder. Jeg aner ikke, hvor vi er, og går frem for at spørge chaufføren, men han taler ikke engelsk, så jeg må ud for at se, om jeg kan finde en anden bus. En sky glider for solen, idet det går op for mig, at der ikke er noget stoppested. Bag mig knurrer gadekrydsene og gnider poterne i gruset, jeg skynder mig tilbage til min plads, hvor jeg begynder at stresse for alvor og piller i en neglerod, til den bløder. Jeg putter fingeren i munden, og det er smagen af blod, som får mig til at tænke på den unge pige, der ligesom jeg var den sidste tilbage i en bus. Chaufføren og hans makker kørte hende ud ad en blind vej, hvor de først forsøgte at voldtage hende, hun brugte peberspray, de måtte opgive, og i stedet stak de hende med en kniv og bankede hende med et jernrør, til hun mistede livet. De dumpede liget i et vandløb tæt ved Mersin. Martina var her, da det skete, og gik med i protesterne på Istiklal og i Kadıköy. Hun har fortalt, at de fleste demonstranter var kvinder i et vanvittigt humør, stemningen var rødglødende, de endte på bar, hvor de sad tæt og betroede hændelser til hinanden, som de aldrig før havde betroet til andre. Jeg ved, at jeg er gået glip af noget vigtigt, men det er nyheder som den, der er skyld i, at mine forældre har været imod, at jeg er taget på udveksling i Tyrkiet. Først og fremmest er de bange for, at jeg skal blive slået ihjel i endnu

et terrorangreb, men de har også fået indtryk af, at hele det tyrkiske samfund er gennemsyret af mandschauvinisme, og de mener ikke, at jeg bør støtte et land økonomisk, hvis regering ser igennem fingre med undertrykkelse af kvinder og minoriteter. Min mor har altid ment, at man skal straffe autoritære lande via ens penge, og vi har aldrig været på ferie andre steder end i Europa, men min plan er at bruge hele min opsparing på at støtte hver en bartender, hver en gadesælger, hver en lille butik. Chaufføren pakker en sandwich ud, den lugter af chorizopølse, og jeg tvinger mine tanker over på andre ting, blandt andet en rejse til Kappadokien. Jeg planlægger i hovedet, hvordan Martina og jeg skal svæve over det gamle kongeriges kirker og bjerghuse i luftballoner med farver som tivolikrymmel og drikke raki på stenterrasserne til langt ud på natten. Chaufføren krøller sit madpapir sammen, starter motoren med en velsignet lyd af fremdrift. Vi kører hele vejen tilbage til Taksim, og da jeg igen står foran den kinesiske grill, forstår jeg, at denne by med dens kaotiske infrastruktur og tilsyneladende utilregnelige busruter netop har frarøvet mig min første dag på universitetet. Jeg trasker hjem og læser i en roman, til aftensmad koger jeg pasta og steger peberfrugter og løg til to, mens jeg venter på, at Martina skal komme hjem. Hun kommer ikke før efter midnat. Jeg har slukket lyset i lejligheden. På min computer spiller en TED-talk om vestlige ngo’ers fejlslagne rolle i opbygningen af skoler og civil infrastruktur i Afghanistan, jeg startede med at se noget om styrken ved sårbarhed, men afspilningerne har fået deres eget liv ved hjælp af en eller anden algoritme, og jeg har ikke gjort noget for at forhindre det. Jeg kan høre på måden, Martina pusler med sine ting i gangen på, at hun

gør sig umage med ikke at vække mig, men jeg har slet ikke sovet.

Martina har en skrue mellem læberne, hendes bryster gynger i den mørkerøde stropbluse ved hvert ryk, hun laver med skruetrækkeren. Hennatatoveringerne på hendes håndrygge er falmede og ligner eksem, hun fik dem for en uge siden, da hun var til polterabend hos en tyrkisk veninde. Hun strammer til og læner sig tilbage mod min sengekant med et pust. Jeg lægger de skruer frem, vi skal bruge til at samle skufferne, da Martina rejser sig og åbner døren til altanen, tænder en mentolcigaret og læner sig ud over rækværket. En kold vind får mine post-its på væggen til at flapre.

Martina er sangerinde, og hun søger et band. Konstant har hun en melodi i hovedet, som hun går og nynner og af til optager på sin telefon. Væggene i vores lejlighed er af dårlig kvalitet, om aftenen kan jeg høre, at hun spiller optagelserne for sig selv. Fra min seng lyder hendes sange som en hæs hvisken fra et fortvivlet spøgelse i en gammeldags gyserfilm. Selv kunne jeg ikke forestille mig noget værre end at falde i søvn til lyden af min egen stemme, men Martina er glad for sin kunst, noget jeg både beundrer og væmmes ved. Martina har boet i Istanbul i halvandet år, hun læser en kandidat i kunsthistorie på Bilgi University og har et studiejob på en sprogskole. For tiden dater hun en art director med tykt, afbleget hår, før ham datede hun en tatovør med en forkælet racehund og meget besværlige familierelationer. Vi har boet sammen i knap en måned, da jeg flyttede ind, sagde hun, at hun var uimponeret over størrelsen på min kuffert, ja faktisk var hun decideret

skeptisk, og insisterede på, at vi gik ned i den nærmeste genbrugsbutik, hvor vi tilbragte eftermiddagen med at prøve silkeskjorter, herrebukser, toppe, blondekorsetter og tunge, ildelugtende pelse. Martina pjækkede fra sin forelæsning for at hjælpe mig med at opgradere min garderobe, hun mener, det er vigtigt at gå ordentligt klædt, og siger, at kun ti procent af ens uddannelse bør finde sted på campus, tredive procent bør finde sted i hjemmet, mindst tyve procent i sengen, og de resterende tres procent skal udleves og indlæres i det offentlige rum. Martina skodder sin smøg i min aloe vera-plante og skyder altandøren i bag sig.

Nå, skal vi få samlet de skuffer.

Hun pirker til kommoden med storetåen.

Yes, siger jeg.

Skal snart på arbejde.

Klart, siger jeg, bare smut så, jeg klarer resten.

Martina bøjer sig ned og kysser mig på kinden.

Det bliver godt, det her! siger hun og går ud i køkkenet.

Kort efter dufter lejligheden af kogte ris. Hun går ned på badeværelset, jeg kan høre, at hun tænder bruseren og åbner en skuffe, og efter nogle lange minutter går jeg ud i køkkenet. Risen bulderkoger i kasserollen som en vulkan i udbrud. I et par sekunder overvejer jeg at lade hende sejle sin egen sø, men så går jeg over og lægger låget på skrå og skruer ned.

Senere på ugen drikker jeg mig fra sans og samling til en introfest for nye udvekslingsstuderende på universitetet. På grund af de politiske uroligheder er vi startet færre i år, det er en temmelig lille fest, og vi har alle lagt kræfter i for at holde dampen oppe. Det er José, der bliver ved med at

prakke mig rødvin og cigaretter på. Vi står i udkanten af dansegulvet, diskolyset får hans tænder til at se slimede ud, han presser sit underliv mod min mave. Jeg vender ansigtet væk, idet han forsøger at klemme endnu en cigaret ind mellem mine læber. Jeg giver hans arm et tryk og smyger mig ud af hans synsfelt. Det er ikke hans skyld, vi er endt her. Han har velformede arme og et smukt ansigt med barnligt buttede kinder, men jeg må have frisk luft og zigzagger gennem de dansende og går ud på parkeringspladsen foran biblioteket. Over mig er himlen sort og uigenkendelig fra den dueblå himmel, vi forlod sidst på eftermiddagen. Vi var på orienteringsløb på campus og spiste souvlaki fra plastikbakker i kantinen. Siden har vi mixet drinks med limefrugt, rom og Pepsi Max og fortalt hinanden, hvor vi kommer fra; Spanien, Brasilien, Holland, Japan og Italien. Jeg er den eneste fra Danmark. De fleste kender tv-serien Borgen, Lars von Trier og Nyhavn. De har også hørt, at vi betaler halvdelen af vores indkomst i skat og giver vores fængselsindsatte lov til at spille fodbold og gå i terapi. Nu står jeg mellem nogle parkerede biler og tegner en glad smiley i rimfrosten på en bilrude, kulden lyner i fingeren. Jeg vrikker om i min plateaustøvle, dumper ned på kantstenen foran en tjørn. Skærmen på min telefon er kold og glat, jeg ringer til Martina for at høre, om de er taget på Peyote, men får telefonsvareren, så måske er hun gået i seng med sin art director. Jeg graver fingrene ned i jorden omkring tjørnen, men kommer ikke langt. Frost i Istanbuls jord tænker jeg, måske er det begyndelsen til et digt.

Jeg kniber øjnene sammen, så kommer det, rødt, silende bræk, en lille pøl på den grå asfalt mellem mine støvler. På et tidspunkt hører jeg høje stemmer og famler efter strå-

tasken, men den er her ikke. Tilbage i festlokalet står en lille klynge og danser, de tegner cirkler i luften til What Goes Around Comes Around. José sidder i en lædersofa med den honningblonde pige fra Italien. Hun har anbragt sit ene ben over hans skød, hendes beige strømpebukser er sorte under fødderne, de deler en cigaret. Jeg trækker min stråtaske fri af en bunke rygsække og lister ud ad døren, mens jeg tænker, at jeg vil sige til Martina, at det har været en aften fuld af potentiale. Det jager i anklen, da jeg går op til metroen ad en stejl og snoet vej. Måneskinnet spreder sig som hvidt tyl over den sorte himmel, og da jeg endelig står på perronen og indser, at metroen kører, bliver jeg så lettet, at jeg ville juble, hvis vi havde været en flok venner om at opleve det.

De næste dage er blå og orange. Blå fordi himlen er det, orange på grund af de appelsinfarvede handsker, jeg køber i forretningen foran campus. Jeg tager dem ikke af, heller ikke nu, hvor jeg sidder i auditoriet og tager noter. De få træer, jeg kan se fra vinduet, er nøgne. Universitetet sparer på varmen, jeg har trukket kraven op over munden og ånder mod den fugtige uld. Fra podiet taler professoren om islamisk arkitektur, råddenskaben i byggebranchen og jordskælvsskatter. Jeg tænker på, hvor meget jeg skal give mig selv lov til at tænke på kærlighed og mænd. Ret hurtigt lander jeg på et tal; tyve procent af mine tanker, ikke mere. Mit sidste forhold var med Elias. Vi mødte hinanden på sociologi, han havde flair for administration og gik op i forvaltning, jeg interesserede mig for kønsroller og integration. Vi fandt fodslag i marxismen, men Elias mente, man skulle begrænse uligheden via institutionerne, mens

jeg ville uden om institutionerne. I den første tid vi var sammen, lavede jeg feltarbejde på Istedgade som en del af en gruppe frivillige, der startede Fixelancen. Et initiativ, Elias syntes var sympatisk, men nytteløst. Stofmiljøet var et politisk anliggende, ikke en opgave for civile aktører. Det, vi gjorde, var en dråbe i havet. Når vi diskuterede det, sagde han, at jeg var naiv, mens jeg anklagede ham for at være kynisk. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg udelukkende var der for min egen skyld. Jeg ville se, hvordan de pulveriserede metadonen og blandede den med kokain, jeg ville se dem stikke heroin i lysken, injicere i hinandens vener på steder, hvor de ikke selv kunne nå, oftest i armhulen, på baglåret og i halsen, og jeg ville høre historierne om de traumer, der lå til grund for, at de var havnet der med sprøjten. Deres hidsige, febrilske bevægelser, den snøvlende tale og det paralyserede blik, når stoffet virkede, gav et sug af varm rædsel, og jeg følte, jeg befandt mig tæt på livets kerne. Men alt det sagde jeg ikke til Elias, jeg holdt på, at de rene kanyler, vådservietterne og henvisningerne til læger, Gadejuristen og socialrådgivere rent faktisk gjorde en forskel. Måske havde han allerede gennemskuet mig, og måske var det derfor, at han blev så nedladende, når vi skændtes. Efter et halvt år droppede jeg projektet. Fixelancen blev til Skyen, et permanent fixerum med uddannet sundhedspersonale. Jeg gjorde ikke noget for at fortsætte arbejdet som frivillig et andet sted, men begyndte at kritisere ting ved Elias, jeg før havde beundret. Når vi på hans initiativ skulle skralde på vej hjem fra fester og dagen før helligdage, stod jeg tavs i det stinkende mørke med pandelampens elastik om hovedet. Jeg holdt rygsækken og indkøbsposerne åbne, mens han kastede madvarer op

over containerkanten, snerrede ad ham på hjemturen, hvis en pose faldt af bagagebæreren, eller hvis der gik hul på en hummus. Vi spiste så mange kanelsnegle og skyr med mysli fra Lagkagehuset, udflydende mozzarellaoste, stødte tomater, spidskål, auberginer og hakket oksekød med en brungrå overflade. En nat i sengen sagde jeg, at jeg var træt af det, hvorfor skulle vores aftener altid ende der, vi havde været i byen og var fulde, jeg havde høje hæle på for hans skyld. Han rullede om på siden, jeg lukkede armene over brystet, han slukkede arkitektlampen med et klik, der lød vredt.

En dag meddelte han, at han ville søge ind på Columbia i New York. Han havde fået forskud på en arv fra sin morfar, han ville gerne have mig med, men vi vidste begge to, at jeg aldrig ville få råd. Han lagde budgetter, fik visum og dokumenter klar, han søgte legater og fik dem og øvede sig samvittighedsfuldt til sin sprogtest, alt imens jeg sad i sengen med min computer og lod, som om jeg læste. Det var med en følelse af ophøjet smerte, da det gik op for mig, at vores verden var ved at falde fra hinanden, og at det var hans skyld. Da han tog afsted, aftalte vi, at vi stadig var kærester, han lovede at komme hjem efter et semester, og jeg oprettede en opsparingskonto, jeg kaldte USA. Som ugerne gik, købte jeg flere og flere romaner og studiebøger, jeg gik i byen på cocktailbarer og begyndte at shoppe i Illum og Magasin. Især husker jeg frakken med det lysegrønne for fra Stine Goya, jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men jeg gjorde det; 2500 kroner, og USA var i minus. Oftere og oftere endte vores samtaler på Skype med, at jeg sad forgrædt og varm i kinderne med en næsten tom flaske rødvin. Hans formuleringer var kontante og hårde. Vi

talte mindre om global ulighed og mere om investeringsfonde, andelsforeninger, legater, studiejobs i ministerier og styrelser. Når han fortalte om sin hverdag, dundrede de nye ord gennem mig; Central Park, Upper West, Guggenheim, mango lassi, Chelsea Street, Alphabet City, spoken word, The Hamilton, Harlem, sky bar, Maria, Toby, Caroline, særligt Caroline. Det var en pige, han kendte fra sin højskoletid, og som åbenbart også var på udveksling i New York. Jeg kendte hende en lille smule, for hun havde været med til et par af de fester, han havde holdt med sin basketballklub. En aften sad jeg på Café Halvvejen. Bartenderen var en fælles veninde, det var efter lukketid, vi drak limoncello-shots og Tuborg på flaske. Hun spurgte, om jeg vidste det. Vidste hvad? sagde jeg. At Caroline havde inviteret de gamle højskolevenner til sin bachelorfest til februar. Elias’ forældre var også på gæstelisten, hans mor havde skrevet på eventet, at de ville tage dessertvin og brunsviger med.

Vi sad i det gyldne mørke, flaskerne glinsede bag hende, og med ét kunne jeg ikke længere lide hendes udseende. Hendes forsigtige smil, de slappe skuldre og bløde, dejagtige overarme. Du burde træne, tænkte jeg, og da vi gik udenfor, var gaden badet i et hvidt, flimrende lys. Store snefnug dalede ned, som om verden var ligeglad med os, den ville fortsætte, mens vi ville blive ældre og dø. En politibetjent stod vagt foran synagogen, han frøs, spildte sin tid og ville også dø.

Et par dage efter slog Elias op.

Det skete i en afmålt tone over Skype. Det var midt på dagen, lyset i hans værelse var stribet af sol. Der var ikke noget at gemme sig bag, ikke et mysterium, ikke et håb om, det ville ændre sig. Han var blevet forelsket i en anden,

sådan var det. Jeg tilbragte de efterfølgende weekender hos far og Irene. På et tidspunkt tog jeg et rengøringsjob på Amager og et babysitterjob hos en familie i Nansensgade, jeg sløsede med mig selv og mine evner, læste krimier og modeblogs i stedet for pensum. Et halvt år efter mødte jeg Elias’ bedste ven fra gymnasiet på en S-togsstation. Vi kaldte ham Ralle, det gjorde jeg stadig. Hej Ralle, sagde jeg, og han kiggede op fra det spejlreflekskamera, han stod med om halsen. Jeg havde været på arbejde, mine hænder var tørre af opvaskemiddel. Han fortalte, at han havde været ude at fotografere på Sydhavnstippen og var punkteret på vejen. Han var den rebelske, ham, der ridsede firhjulstrækkere med sine nøgler og altid dukkede op med en stjålet flaske whisky og nogle oste i sin rygsæk. Han var stor og bastant i termojakken. Vi kyssede senere den aften på Borgerkroen, vi gik i seng sammen. Morgenen efter lå vi på den rodede boksmadras i hans kollektiv. Vi talte ikke om Elias. Ralles tunge arm lå hen over min mave, jeg læste en artikel højt fra Information. Det var svært at forstå, hvad vi lige havde gjort. Vi havde mange gange siddet sammen alle tre i Elias’ stue og snakket og spillet Stratego til ud på natten. Jeg kendte allerede duften af Ralles deodorant, formen på hans næse i profil, måden han læspede på, når han var fuld. En måned senere fik jeg en mail fra Elias. Han skrev, at han ikke forstod det, af alle fyre i København, hvorfor så lige hans bedste ven? Der er noget grusomt i mig, en dalrende, underlødig grusomhed, skrev jeg, og slettede det igen. Undskyld, skrev jeg, og slettede det igen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke besøgte dig, skrev jeg, og slettede det igen. Stine Goya-frakken ligger stadig i en flyttekasse i fars kælder, jeg kommer aldrig til at tage den på, men jeg kan

heller ikke skille mig af med den. Den er en slags advarsel, for der bor en kraft i mig, som jeg må holde nede.

Det er tre år siden nu. Martina siger, jeg skal tænke mindre over de mange skuffende oplevelser med mænd, jeg har haft siden Elias, Istanbul skal være en ny begyndelse. Hun syntes, det var fedt, da jeg tog på date med en fyr fra Tinder. Det mundede ud i sex i hans kollektiv i Tarlabaşi. Vi drak den bourgogne, han havde tilovers fra nytår, og kyssede i lang tid, før vi klædte os af og slog over i doggy style. Han løsnede mit hår, bad mig ryste det, for han var vild med det blonde, ligesom jeg var vild med hans sorte skæg. Han var lidt hårdere, end jeg havde forestillet mig ud fra hans udseende, han havde drømmende, næsten dovne øjne. Han tog fat i mit hår og tvang min nakke bagover. Sexen blev rytmisk, det gjorde ikke ondt, faktisk blev det dejligt, og han kaldte mig honey og baby og dear. På et tidspunkt greb han ud efter askebægret og stillede det på min lænd, så tændte han cigaretten, der havde ligget der, som om jeg var en forlystelse, han var indstillet på at nyde, ikke at det var dårligt, for på en måde havde han jo ret; det var meningen, at vi skulle nyde hinanden. Stakåndet sank han sammen over mig, vi rullede omkring, og først her lagde jeg mærke til terrariet med de grå slanger. De var fede og ækle, og pludselig så jeg også de mange talgknopper på hans ryg. Så snart hans åndedræt blev tungt, listede jeg dynen til side og trak tøjet på. Lyset var stadig tændt i et dødningehoved af krystal. Slangerne bevægede sig ikke, men lå foldet sammen som en meget stor lort i glashjørnet.

Martina siger, at hvis min plan er at forstå det tyrkiske samfund, må jeg droppe de andre udvekslingsstuderende

og få mig en hobby. Ifølge hende skal jeg have fødderne i den lokale muld, og det vil sige Istanbuls foreningsliv. Derfor har jeg søgt på internettet efter forskellige muligheder og er landet på tai-chi. Undervisningen foregår hver lørdag i Maçka Park. Jeg har overført et beløb til en privat konto og har brugt formiddagen på at gøre køkkenet rent efter vores paellaorgie fra i går. Jeg har skuret wokken med en stålsvamp, slået knude på affaldsposen og pudset komfuret med brun sæbe, og nu må jeg til det. Jeg pakker en mulepose med det vigtigste; deodorant, vandflaske, noget frugt.

Et kvarter senere tager jeg kabelbanen og går det sidste stykke op gennem Beşiktaş. Indgangen til parken ligger på toppen af en stejl bakke. Jeg er kommet for tidligt, sætter mig på en bænk og pudser et æble i de orange handsker. Rimfrosten over græsset er ikke glitrende, som det ville være i sollys. Der stod i mailen, at vi skulle mødes ved det hvide lysthus. Jeg spiser æblet og går tættere på. En gruppe mennesker har samlet sig under asketræerne. De fleste har termotøj og vinterstøvler på, selv har jeg Martinas regnfrakke over joggingtøjet, men bliver jeg bidt af det, vil jeg købe overtræksbukser og et pandebånd til sport. Instruktøren klapper os sammen. Han har knold og smalle, alvorlige øjne. Vi er to nye, vi siger vores navne. Han trækker en højtaler op af sin sportstaske og starter noget, der lyder som kinesisk korsang. Nu skal I bare imitere, siger han. Vi stiller os i formation som en flok fugle, der skal til at drage sydpå, jeg står blandt de bagerste og efterligner instruktørens bevægelser. Efter et par rolige minutter kommer en fyr ind fra siden, han er iført en lillasort dynejakke og kanvasbukser og har et vidunderligt ansigt med en markant mund, ret store grønne øjne, en guldørering.

Okay, tænker jeg og ranker ryggen. Han fletter ind forrest og lader til at være en garvet udøver, hans stillinger er stærke og præcise. Sammen får vi bevæget os gennem den ene kriger efter den anden, vindstødene trækker i de nøgne asketræer, folk betragter os fra stierne. Den sidste stilling kalder instruktøren for løven.

I realiteten er det en yogastilling, siger instruktøren, den er god, hvis man har veer og skal føde.

Vi sætter os på hug, som hvis vi skulle skide i et krat, nu ikke længere i formation, mere som en ellipse. Vi skal slappe af i bækkenet og læne hovedet ind mod lysken. Og så giver de sig til at brøle. Stemmerne lyder farlige og forstyrrede, men de stopper ikke. Jeg kigger op, idet han også kigger op. Jeg smiler, det gør han også. Ingen af os brøler, vi ser på hinanden.

Det føles selvfølgeligt. Jeg står i lysthuset og knapper Martinas regnfrakke, da han kommer over og rækker mig koppen fra sin termokande.

Det er varm hyldeblomstsaft, siger han.

Jeg tager imod koppen, som var det noget, vi havde aftalt. Vi deler saften.

De er fine, dine handsker, siger han.

Det er din ørering også, siger jeg og tænker, at vi må finde et sted at drikke alkohol, sidde med lårene kilet mod hinanden, blive fulde.

Jeg hedder i øvrigt Ali.

Sophie, siger jeg og stryger hånden ned ad regnfrakken.

Han fortæller, at han arbejder som grafisk designer. Jeg siger, at jeg læser sociologi på universitetet.

Jeg skal være journalist, siger jeg med en for høj, skurrende stemme.

Sophie er udvekslingsstuderende på et universitet i Istanbul og håber, at hendes liv skal til at forandre sig for altid. Med hjertet på vid gab snubler hun gennem dagene. Hun skriver artikler om kunst og politik, melder sig til tai-chi, går i byen, bliver forelsket i Ali og forsøger at skabe sig en vennegruppe. Byen er kaotisk, levende og larmende – fuld af muligheder, men også med en politisk virkelighed, som trænger sig på; flygtningestrømme, terrorangreb og et kupforsøg. En vaklende tilværelse i en verden i opbrud.

Ingen af os blev er en roman om at finde et ståsted, om foranderlige relationer, og om magien og sorgen ved at lade sig forføre og fare vild.