Bare lidt til

Bare lidt til

Af samme forfatter på dansk: Wadenstierna-serien: Ægtepagten Forpligtelser De skandaløse De la Grip-serien: Arvingen Løftet Vovestykket Kærlighedsmiraklet (novelle) Modsætninger mødes-serien: Alt eller intet

SI MONA A H R NST EDT

Bare lidt til Oversat af Signe Lyng

GUTKI ND

Bare lidt til er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Bara lite till © Simona Ahrnstedt 2019 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: © Emma Graves/designstudioe.com Forsideillustration/foto: © Stocksy, iStock og Shutterstock Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0018-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 3. · DK-1201 København K gutkind.dk

– 1 –

Stella Wallin havde faktisk ikke troet, at det kunne ske for hende. Meget lort havde hun været udsat for, men det her?

Hver eneste kvinde i verden troede vel, at hun ikke ville blive ramt. At netop hun ikke ville være så dum, uintelligent og frygtelig godtroende.

Men det var hun tydeligvis.

Stella var i chok. Nej, hun var vred. Nej, hun var både i chok og vred.

Hun krammede Chanel-tasken, en taske, hun havde sparet sammen til i årevis og elskede næsten højere end livet selv.

Allerførst havde hun selvfølgelig nægtet at tro det. Havde simpelthen ikke kunnet tro, at det var sandt. Men det var det. Hun var en bedraget kvinde. For hendes kæreste havde været hende utro. Mens Stella kæmpede med sit eget, mens hun for en gangs skyld fokuserede på sig selv, havde han været ­sammen med en anden kvinde. Mange gange. Med ... med ... hende der ...

Stella havde ikke haft den mindste anelse.

Hun var bedraget. Og hjemløs, for lejligheden var hans. Og arbejdsløs. Fordi ... tja ... fordi.

Bedraget, hjemløs, arbejdsløs. Stella havde endnu ikke bestemt sig for, hvad der var værst.

Hun så sig om, kunne ikke genkende noget som helst. Luften var unaturligt frisk. Ingen bilos, ingen støj. Det gav hende myrekryb.

Hun rettede på solbrillerne. Hun havde haft det godt. Haft et helt okay job, hvor hun endda fik lov til at arbejde med noget hen ad det, der interesserede hende.

5

Haft et sted at bo, hvilket absolut ikke var nogen selvfølge, når man var otteogtyve år i Stockholm.

Hun havde haft et mål og en drøm. Åh, den drøm. Den samme, som hun havde haft, så længe hun kunne mindes. En drøm, der for første gang i to år havde været inden for rækkevidde. En drøm om en fremtid, hvor hendes kreativitet, hendes passion endelig ville få lov at blomstre.

Og så havde hun haft en kæreste.

Det store fucking røvhul.

Hvordan kunne hun have været så godtroende? Hun, som ellers aldrig var naiv, som var vant til at klare sig selv. Som vidste, at livet deler øretæver ud efter forgodtbefindende.

Stella missede gennem solbrillerne. Hun forstod sig ikke på landet. Luften var så ren og aromatisk, at hun blev småsvimmel. Og der var sindssygt stille. Hun var vokset op på døgnåbne, møgbeskidte Södermalm i Stockholm. Havde kørt i tunnelbane selv, siden hun var ti. Hun elskede pulsen. Menneskemylderet. At man ikke skilte sig ud uanset tøj eller hudfarve. Parker med blomster i lige rækker og små, sarte træer omgivet af beton og sten.

Hun vaklede i de alt for høje Louboutin-sko. De var så afgjort ikke skabt til at rejse i – det var der ikke noget af det, hun havde på, der var. Hun var iført tøj, der var skabt til en drink ude i byen og en efterfølgende taxi hjem til døren, aldeles upraktisk, men hun havde villet føle sig stærk og lækker, så hun havde valgt sin fineste silketop, en top, som hun havde brugt uger på at udtænke og tilskære. Et af de bedste stykker tøj, hun havde syet, faktisk. For hun havde villet føle sig som en powerkvinde.

Nu stod hun her langt ude på bøhlandet med glattet hår og i høje hæle, silke og kashmir og undertrykte angsten, så godt hun kunne. Men hun havde en plan. En solid plan. Ikke spor vanvittig.

6

Hun ville sælge sit hus til en godsejer ved navn Erik. Det var et lille hus og værdiløs, stenet jord, havde Erik sagt, men hun skulle få en hæderlig pris, hvis de kunne lave en hurtig handel, og hun ville tage, hvad hun kunne få, for det, hun havde brug for nu, var penge. Derudover ville hun se, om hun kunne finde spor efter sin hemmelighedsfulde mor og sin hemmelige far, og bagefter ville hun tage tilbage til Stockholm i en fart for at fikse sin flytning til New York, koste, hvad det koste ville.

Rejse fra det hele.

Easy peasy.

Hvis hun altså fik tilstrækkeligt med penge for huset. Og hvis hun kom ind på uddannelsen.

Hun viftede et insekt væk.

Så mange hvis’er.

Men først måtte hun finde Laholm.

Stella rettede på Chanel-tasken, knugede om sin halskæde, som hun altid, altid havde på, som en amulet og spejdede ud over det øde landskab: en tom stationsbygning, en motorvej og en masse marker.

Hvor fanden Laholm så ellers lå.

7

– 2 –

Hanen galede, højt og skingrende. Spektaklet fandt vej ind i Thor Nordströms søvn. Mens hanen fortsatte sin larm, stod Thor ud af sengen, stak hovedet ud gennem det åbne vindue og råbte: »Så er det godt.« Galeriet holdt op, men man kunne tydeligt høre, hvordan hanen samlede luft til et endnu højere svar. Thor trak i tøjet – forvaskede arbejdsbukser, hvid T-shirt og en slidt, ternet skjorte – og gik ned i køkkenet for at sætte dagens første kande kaffe over og forsøge at vågne op til dåd.

Solen skinnede ind gennem køkkenvinduet. Det iskolde vand i Lagan-åen glitrede mellem træerne, og bakkerne bølgede grønne udenfor. Forårsarbejdet på gården var i fuld gang, og han havde en lang dag foran sig.

Han åbnede døren, og de to hunde styrtede ud. »Er alt, som det skal være?« spurgte han, da Nessie vendte tilbage fra sin inspektionsrunde udenfor.

Den sorte og hvide border collie logrede med halen. Nessie var en hyrdehund og klogere end de fleste mennesker, Thor havde mødt. Han kløede hende bag ørerne, samtidig med at Pumba, den tykke, lyse labradorhvalp, kom travende ind i køkkenet, altid i Nessies kølvand og altid på udkig efter noget spiseligt. Mad var det bedste, Pumba vidste, og han var allerede rundere om maven, end godt var.

Efter at have fodret begge hundene, drukket en kop kaffe og hældt resten på termoen var det på tide at komme i gang. »Kom, så går vi vores runde,« sagde han.

Nessie løb ud, og Pumba tumlede efter, så hurtigt hans korte ben kunne bære ham.

8

På denne tid af året arbejdede Thor fra tidlig morgen til sen aften. Han havde en stor gård med græsningsarealer, frugtplantager, marker og smålunde, som han hyrede hjælp til at passe, men havde hovedansvaret for. Han dyrkede korn, grøntsager, frugt og bær, og han holdt dyr.

Først lukkede han hønsene ud. Den højrøstede hane ­pustede sig op, overbevist om, at det var den, der bestemte på gården. Thors høns levede i et strengt matriarkat, så hanen måtte stille sig an, hvor den kunne. Hønsene begyndte at pikke, mens hanen holdt udkig efter farer.

De seks hvide fjeldkøer ventede allerede uden for stalden.

Thor lukkede dem ind, tørrede deres patter af og malkede dem inde i stalden. Mælken rakte til eget brug, og desuden fremstillede han ost af den, som han solgte videre. Hans »bålost« var populær – en svensk udgave af halloumi, der var fantastisk at grille. Derefter ledte han køerne ud på græs igen og tog en tur rundt på markerne for at sikre sig, at der ikke var sket noget i løbet af natten. Der var nok at gøre på en gård af den her størrelse, og dagene var aldrig ens. Der var altid noget, der skulle repareres, flyttes eller graves, men det passede ham fint, for han kunne godt lide at bruge sin krop og sine kræfter. Måske var arbejdet en måde at slippe for at tænke, filosoferede han, mens han inspicerede et hegn, der skulle ordnes.

Af gammel vane slog han et sving forbi magnolietræet, der var blevet plantet dengang for så mange år siden. Det var ikke dødt, men havde ikke blomstret et eneste forår, siden det blev plantet, kun fået blege, grønne blade og strittende grene.

Han burde fælde det, tænkte han, nøjagtig som han havde tænkt tusind gange før. Men han kunne ikke. Kunne bare ikke. »Kom,« råbte han og fløjtede på hundene, der kom styrtende.

Sammen gik de gennem haven, hvor frugttræerne blomstrede i forskellige stadier: æble-, pære- og kirsebærtræer samt et par mere eksotiske indslag – abrikos og mandel – på en beskyttet, solrig plet. En høg svævede over landskabet og skræmte 9

midlertidigt småfugle og andre byttedyr væk. Vipstjerter og lærker fangede insekter, og i dammen havde et hvæsende svanepar bosat sig til ændernes ærgrelse. »Jamen Pumba,« sagde han, bukkede sig og lirkede forsigtigt hvalpen op af et kaninhul, hvor den sad fast med rumpen i vejret. Hunden sprang bjæffende af sted efter en humlebi.

Thors blik faldt på husmandsstedet nede ved bækken, der løb langs skellet. Den gamle rønne var lidt af et problem. Huset var blevet meget forfaldent de senere år. Ejeren var en eller anden stockholmer, der var fløjtende ligeglad med det. Gennem årene havde Thor kigget til det fra tid til anden, men det bedste ville formodentlig være at lade det falde helt sammen.

Taget lækkede, vinduerne skulle tætnes, det var overhovedet ikke isoleret, og guderne måtte vide, hvilke dyr der havde slået sig ned derinde. Haven var lutter krat og ukrudt og en enorm eg, som nogen burde tage at fælde, inden der skete en ulykke. Han havde arbejdet en del med jorden, gravet grøfter og drænet og ryddet den – egentlig mere, end han burde, men han kunne ikke holde ud at se det hele forfalde. Desuden var stedet en vigtig bufferzone mod hans værste nabo. Han fik et glimt af vandhullet tæt ved huset: en lille skovsø fuld af frøer og salamandere, der trivedes i træernes skygge. Det myldrede også med sommerfugle, blomster og insekter der, som en minioase af biodiversitet. Måske burde han forsøge at få kontakt til jordens ejer og bede om at måtte købe den, men det lå langt, langt nede ad listen over ting, han skulle tage sig af. For det meste var han glad, hvis bare han nåede gennem dagen uden større katastrofer. »Hejsa,« råbte en stemme mange timer senere.

Thor kastede et blik på sit armbåndsur. Det var snart frokosttid, og det var My, der kom gående op ad bakken. »Hvad laver du?« spurgte hun, gav ham et kys på kinden og sagde hej til hundene.

10

Der var noget forandret ved hende, mærkede han straks, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad. Han holdt hammeren i vejret som for at vise, hvad han skulle i gang med. »Et af de nye gedekid er begyndt at stikke af. Jeg må sørge for et bedre hegn.« Sammen gik de hen til gederne. Hundene fulgte med. My havde rynker i panden, og Thor mærkede, hvordan det gav et sug i brystet. Altid denne venten på, at noget forfærdeligt skulle indtræffe. Var der sket noget?

Da de nåede hen til folden, studerede My den skyldige: et hvidt og sortprikket kid, der kiggede op på dem med uskyldig mine. Thor sendte kiddet et strengt blik. Han havde måttet jagte hende helt op til vejen i går. Hun kiggede tilbage og viftede med ørerne. Med de opadvinklede mundvige så det ud, som om hun lo. »Er hun ny?« Thor nikkede. »Hvad hedder hun?« spurgte My. »Jeg kalder hende Frække.« »Hej, Frække, hvor er du sød, lad være med at lytte til ham,« sagde My og rakte fingrene frem. Kiddet begyndte straks at tygge på hendes trøjeærme. My trak hastigt armen til sig. »Thor, vi må snakke sammen,« sagde hun så og bed sig i læben. »Fandens.« Var der nogensinde kommet noget godt ud af sætningen »vi må snakke sammen«? »Du ved, at jeg godt kan lide dig,« begyndte hun. »Jeg kan også godt lide dig,« sagde Thor ærligt. De havde kendt hinanden længe, lige siden de gik i skole. Det seneste halve år havde de set hinanden oftere og var endda endt i seng sammen flere gange. Han så hende som sin kæreste, det gjorde han, men samtidig havde de aldrig talt om fremtiden. Eller om deres forhold. Han var ikke dummere, end at han kunne se, at det nu ville ændre sig.

11

»Hm,« sagde My, lagde armene over kors og så væk. Hun var en kvinde, der sagde tingene ligeud, og det kunne han godt lide. Men nu så hun både trist og vred ud. »Hvad?« spurgte han. »Du er dårlig til at vise, at du kan lide mig, må jeg sige.« My stak hagen i vejret.

Deres forhold havde været mere bekvemt end passioneret, hvis han skulle være ærlig. Men han var gået ud fra, at hun var godt tilfreds. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, hvad hun forventede sig. »Synes du, det fungerer godt mellem os?« spurgte hun.

My var sjov, skarp og sexet. Pæn med sit lyse hår og sine blå øjne – han havde altid haft et blødt punkt for den type.

Hans kone havde også været blond og haft blå øjne. Og hans kone havde været lige så stor ekspert i at stille ledende spørgsmål. »Hvad synes du?« spurgte han forsigtigt. »Ærlig talt, så ved jeg ikke, hvad jeg synes. Du er smadderdejlig.« »Men?« »Ikke noget men. Du er en sød fyr. Men af og til spørger jeg mig selv, om ikke vi burde tage en pause.« Pause? Han forstod ikke en lyd. »Jamen vil du slå op?« »Det føles som et voldsomt skridt. Meget af det er jo godt,« sagde hun, men lød ikke helt overbevist.

Thor satte hammeren tilbage i bæltet. Han kiggede ud over en af markerne og fik øje på sin traktor, der stod helt stille.

Den havde drillet, og nu så den ud til at være gået i stå. »Jeg tror, jeg har brug for at tænke over tingene,« sagde My. Han kløede sig på kinden. »Måske prøve at møde andre?« sagde hun.

Thor holdt op med at klø sig. »Hvilke andre?« »Thor, jeg vil ikke såre dig, men du må da også føle, at det her mellem os ikke rigtig fører nogen vegne.« 12

Hun havde ret. Og det var hans fejl. Thor vidste det godt.

My fortjente nogen, der elskede hende helt og fuldt, det skulle han være den første til at indrømme. Nogen, som ville satse helhjertet. Som kunne give hende det, hun ville have. Som ikke var ødelagt, fucket op og alt muligt. »Hvis det er det, du vil,« sagde han. Hun ville ikke være den første, der forlod ham. Tværtimod. Folk forsvandt ud af hans liv hele tiden. Man måtte lære at leve med det. Eller gå til grunde. »Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil. Men jeg synes, det er bedst at være ærlig.« »Du har ret.« Han kiggede over mod traktoren igen. Føreren, en ung fyr, der hjalp ham af og til, var sprunget ud og stod og kløede sig i nakken. »Jeg har kort frokostpause, så jeg må tilbage på arbejde,« sagde My. »Er du okay?« »Ja da, jeg må også tilbage,« sagde han og pegede vagt i retning af traktoren på marken.

Hun gav ham et tøvende knus, sagde hej og gik. Han så efter hende, så det lyse hår flagre om hendes skuldre, så lettelsen i hendes holdning.

Dagen her lå ikke ligefrem på hans top fem, måtte han indrømme.

Langt senere samme dag blev Thor siddende i bilen, mens toget mod Malmø langsomt rullede sydpå og forsvandt i det fjerne. Han havde kørt sine forældre til stationen. De skulle træffe nogle venner, se en forestilling i Malmøoperaen, sove på hotel og spise hotelmorgenmad. Det skete så godt som aldrig, og han var glad på deres vegne.

Kroppen værkede efter endnu en lang dag.

Lang uge.

Langt liv.

Han var seksogtredive, men lige nu føltes det som det 13

dobbelte. Han udstødte et langt suk. Tømte hovedet for tanker.

Det var så dejligt bare at sidde her i bilen lidt og lade, som om verden ingen krav stillede. Som om de eneste problemer, han havde at tage sig af, var at køre hjem, åbne en øl og beslutte, om han skulle se fjernsyn eller læse en bog. Thor var lige ved at bryde ud i latter, for det var så langt fra, hvordan hans liv så ud, som det kunne være.

Han gav sig selv et lille øjeblik længere, men så måtte han også videre. Tage sig af gården og ansvaret.

Netop som han drejede startnøglen, kom en kvinde gående over asfalten. Hun havde langt, mørkt hår, og størstedelen af hendes ansigt var skjult bag et par enorme solbriller, selv om majsolen var på vej ned. På denne tid af dagen var der øde nede ved stationen. Bussen var lige gået, og Thor kunne ikke se nogen andre biler.

Han tøvede med fingrene om nøglen. Ikke fordi han kendte alle i byen, så lille var Laholm ikke. Selv om han havde boet her hele sit liv, var der mange, han aldrig havde mødt. Men han havde ret godt styr på folk i sin egen aldersgruppe, og kvinden her havde han ikke set før. Desuden så hun så anderledes ud end de sædvanlige laholmere, at han var ret sikker på, at hun kom udefra. Stockholmer, ville han gætte på. Han havde svært ved at sætte fingeren på, hvad det var – måske de usædvanlig højhælede sko eller det sofistikerede look, men hun lignede ikke en provinspige.

Hun så heller ikke ud til at vide, hvor hun skulle hen, for hun stod og så sig om, som om hun ledte efter noget. Længe stod hun og stirrede på det gamle taxiskilt og læste opslaget om, at det for øjeblikket ikke lod sig gøre at bestille en taxi i Laholm og omegn. Der var et evigt besvær med taxierne herude.

Thor ventede, splittet mellem behovet for at komme hjem og nysgerrigheden efter at se, hvordan stockholmeren havde tænkt sig at løse situationen. Ville der komme nogen og hente hende?

14

Ellers var det svært at komme videre herfra – en togstation midt ude i ingenting, et mislykket planlægningsprojekt, der havde gjort, at Laholm station var endt langt uden for byen.

Thor klemte om rattet.

Kvinden her var ikke hans hovedpine. Han havde masser af andre problemer. Faktisk var der overfyldt på problemkontoen. Han havde brug for en dag, eller i det mindste en halv time, uden kriser.

Hun var voksen, måtte selv finde ud af at komme væk herfra.

Men ...

Modvilligt slukkede han motoren igen. Han kunne ikke engang forklare hvorfor. Han ventede, håbede til det sidste, at en anden løsning ville åbenbare sig, men da der blev ved med at være rungende tomt rundt om stationen, åbnede han uden begejstring bildøren og stod ud.

Kvinden vendte sig om imod ham, gnavent.

Et vindpust blæste imod ham og bar en duft af jasmin og sandeltræ med sig.

Måske var det indbildning. Nøjagtig som den lille gysen, der for ned ad ryggen på ham. »Hej. Hvordan går det?« råbte han.

Solbrillerne stirrede på ham, som om han havde skræmt hende. Thor forsøgte at se venlig og ufarlig ud, ikke stor, lettere usoigneret og sur, hvilket var, hvad han var. »Er alt, som det skal være?« spurgte han. Duften af sandeltræ og blomster kom atter bølgende imod ham. »Hvor er byen?« spurgte hun med tydelig stockholmerdialekt i sin dybe stemme. Selvfølgelig kom hun fra hovedstaden.

Det vidnede hele hendes fremtoning om, fra den afvisende attitude til de upraktiske sko. Han lod blikket dvæle ved dem – sorte, blanke sko med sylespidse hæle. De var ret lækre, det måtte han lade hende. Fik hendes ben til at se ud, som om der ingen ende var på dem.

15

Han pegede i retning af Laholm. »Den vej,« sagde han.

Hun begyndte at gå, uden et ord.

Han stirrede efter hende. Tog hun pis på ham? »Du kan ikke gå derind,« råbte han efter hende. Hun var så afgjort ikke klædt på til en længere gåtur. Mere til en afslappet aften på en bar. Hun ville passe fint i en dyr lædersofa. Måske i aftenkjole og med strømpeklædte ben, der knitrede, når hun bevægede sig. Med det der mørke hår mod nøgne skuldre. »Der er for langt. Det tager nok ti minutter i bil,« tilføjede han.

Kvinden standsede. Hun flyttede sin store, blanke håndtaske til den anden skulder. Selv Thor kunne se, at den var eksklusiv.

Parfumeduften nåede ham igen. Varm. Sensuel. Helt malplaceret. »Hvor går busserne så fra?« spurgte hun og tilføjede med en mumlen: »I det her hul.« »Du missede bussen.« Det skete jævnligt.

Hun skar ansigt. »Det var dog utroligt. Nå, men hvor kan jeg så få fat i en taxi?« »Der er heller ingen taxier,« sagde han. Taxiselskaberne kom og gik. »Slet ingen? Gør du grin med mig?« Ja, klart. For det var jo det, han var kendt for. Sin humor. »Du er kommet på landet,« forklarede han med stigende irritation. Han var træt, hun havde ingen grund til at være så vrissen, og pæne ben og hæs stemme kunne ikke kompensere for hvad som helst. »Sådan er det på landet. Kommer der ikke nogen og henter dig?« Hun sendte ham et blik, som om det var det dummeste spørgsmål, hun nogensinde havde hørt. Det var det måske også. Der var noget ensomt over hende. »Nej.« Thor ventede på, at hun selv skulle uddybe.

16

»Jeg klarer mig selv,« tilføjede hun. »Okay, fint.« Thor blev stående, splittet mellem to modstridende impulser. Han burde virkelig køre hjem. Overlade hende til sin skæbne. Tage fat på nogle af de tusind ting, der ventede på ham. Men samtidig ...

Kvinden stod sammenbidt og stille og så på ham. Hun holdt hårdt fast i sin taske med den ene hånd. Knoerne var hvide. »Men skal jeg så ikke køre dig?« spurgte han, åbenbart ude af stand til bare at efterlade hende. »Jeg sagde jo, at jeg klarer mig,« svarede hun kort og vendte sig væk.

Thor stirrede på hendes ryg.

Jamen okay så.

Han satte sig ind i bilen. Startede motoren. Satte i bakgear.

Tjekkede bakspejlet.

Hun stod der endnu. Fem minutter, det var det hele. Han havde givet sig selv fem minutters fred og ro, og nu var han endt i den her situation i stedet for at være på vej hjem. Men han kunne ikke bare efterlade hende her. På landet hjalp man hinanden. Det var sådan, han var opdraget. Det var sådan, man gjorde.

Irriteret åbnede han bildøren igen. »Skal du til hotellet?« råbte han. Det var i så fald ikke nogen større omvej, og han kunne vel sætte hende af der.

Hun var tavs, længe, men svarede så: »Nej.« Stadig med samme knejsende holdning. Men noget ved hende – en dirren i stemmen, de anspændte knoer – røbede, at hun ikke var helt så hårdkogt, som hun forsøgte at foregive. »Er du her for at besøge nogen?« »Nej.« »Er du så stået af på den forkerte station, eller hvad?« spurgte han. »Jeg er jo ikke totalt idiot.« 17

»Okay, hvis du siger det,« sagde han, ikke helt overbevist.

Som sagt: Han burde bare efterlade hende. Men det var allerede køligere i luften. Majaftenerne var ikke særlig lune endnu, og vinden var kold. I forrige uge havde temperaturen været under frysepunktet, og der vankede sikkert en frostnat eller to mere, inden risikoen var helt ovre. »Er der virkelig ingen bus eller taxi?« råbte hun.

Thor rystede på hovedet. »Hvor lang tid tager det at gå?« Han kiggede ned på hendes upraktiske sko. »Det kommer an på, hvor hurtigt du går. Der er næsten fem kilometer. Skal du ind til bymidten?« »Det ved jeg ikke. Nej, det tror jeg ikke. Jeg skal til Magnolievej.« »Hvilket nummer?« »Tre.« Hun bed sig i læben og tog et skridt frem mod ham. »Ved du, hvor det ligger?« Pludselig faldt det hele på plads. Det var jo hende. Det måtte det være. Den irriterende stockholmer. »Det er ovre på den anden side af åen,« sagde han, nu ikke længere helt så medfølende. »Det er endnu længere væk,« tilføjede han. »Selvfølgelig er det det,« sagde hun.

Luften så ud til at være gået af hende. Hun strøg håret tilbage. Tog solbrillerne af. Han var for langt væk til at kunne se hendes øjne, men det så ud, som om hun havde mørke rande under dem. Han havde ikke ondt af hende, sagde han til sig selv. Selv om hun så træt ud. Og lidt nedtrykt. »Hvad skal du der?« spurgte han. »Hvor?« »På Magnolievej.« »Jeg skal bo der.« Han havde svært ved at skjule sin forbløffelse. »Seriøst?« »Jeg ejer huset,« sagde hun og skød trodsigt hagen frem. »Det er mit.« 18

»Skal jeg køre dig derhen?« hørte han sig selv spørge. Hun kunne jo umuligt gå hele vejen.

Hun så på ham, granskede ham nøje fra top til tå, som om hun forsøgte at vurdere, om han var en sindssyg morder.

Igen mærkede han den der lille gysen. Han blev åbenbart godkendt. »Hvis det ikke er til for meget besvær,« sagde hun og kom hen imod ham på de urimelig høje hæle. Asfalten var ujævn, og hun snublede.

Han havde nær himlet med øjnene. »Hop ind,« sagde han.

Det her kunne blive interessant.

19

– 3 –

Stella spurgte sig selv, om det ikke var direkte dumt af hende at sætte sig ind i en fremmed mands bil. Hendes evne til at bedømme mænd var beviseligt under al kritik. Peder, hendes tidligere kæreste – kultiveret overklassefyr og utro røvhul – havde for eksempel knaldet udenom i en evighed, uden at hun havde haft den mindste anelse om det.

Med Ann. Ann! »Jeg fatter ikke, at busserne går så sjældent,« sagde hun og lagde for en sikkerheds skyld hånden på dørhåndtaget. Den mørkhårede chauffør kunne sagtens være en seriemorder, som sad og ventede på sine intetanende ofre ved stationen.

Manden drejede ud på vejen. Hans bevægelser var rolige, og der var noget solidt over ham, som om han var bygget til at modstå vind og vejr. »Du er på landet. Her skal man være glad for, at de overhovedet findes.« Han lød ikke farlig. Snarere irriteret. Og med sine sorte negle og forvaskede skovmandsskjorte var han i det mindste ikke nogen kulturmand, hvilket talte til hans fordel.

Blev hun dog aldrig klogere?

Stella lukkede øjnene. Hun kunne ikke gøre for det; hun blev tiltrukket af mænd, der kunne citere franske klassikere, havde styr på teaterscenen og helt generelt var velartikulerede. Derfor var hun faldet pladask for Peder med hans kendisbaggrund, overklassefamilie, job som teaterinstruktør og gennemtænkte tøjstil. Og han var faldet for hende, i hvert fald til han begyndte at knalde Ann. Stylisten Ann Bokgren, som nærede en usund kærlighed til farven beige. Og til andres kærester tydeligvis.

20

Stella åbnede øjnene igen. Hun skævede til mandens bukseben. De var rene. Lårene spændte mod det slidte denimstof. »Hvor langt er der til Magnolievej?« spurgte hun, mens landskabet susede forbi uden for bilvinduet. Det var sindssygt frodigt og lysegrønt. »Lidt længere,« sagde han uden at se på hende.

Stella tog mobilen op. Den var næsten løbet tør for strøm, og hun havde ikke fået laderen med sig. Det var, som om hun ikke længere kunne tænke ordentligt. Hun havde forladt Stockholm spontant og uden at tænke sig om – havde bare kastet undertøj, makeup og kreditkort ned i tasken. Ikke desto mindre var hun en kvinde, der kunne tage vare på sig selv.

Men ingen vidste, at hun havde sat sig ind i bilen her. Det var så unødigt uforsigtigt. Hurtigt skrev hun en besked til sin bedste veninde, Maud Katladottír.

STELLA: Jeg sidder i en bil, fik et lift til huset. Mobilen dør snart.

Hun kiggede ud ad vinduet igen. Hun havde været hernede som barn, men kunne overhovedet ikke genkende landskabet.

Halland. Ikke ligefrem en af de landsdele, hun havde styr på.

MAUD: Bil? Er du OK? STELLA: Ja. Det håbede hun i hvert fald.

MAUD: Har du mødt godsejeren endnu? Er han lækker?

STELLA: Ingen godsejer. Kun en sur bonderøv.

Stella lagde telefonen i skødet. »Er du herfra?« spurgte hun, mens hun pillede ved telefonen. Hvor længe ville sytten procent holde? »Jep. Født og opvokset her,« sagde han og slog blinklyset til for at dreje. »Jeg kan mobilepaye dig for benzinen,« tilbød hun og anstrengte sig for at lyde venlig.

Han sagde ingenting. »Har du ikke MobilePay?« spurgte hun.

21

Han rystede langsomt på hovedet, som om spørgsmålet var idiotisk. Måske vidste han ikke, hvad mobilbetaling var?

Eller hvad? »Eller også kan jeg give dig kontanter,« sagde hun. Der var stadig et par sedler tilbage i pungen. Hun måtte forbi en pengeautomat snarest. Der måtte vel være pengeautomater her? »Det behøves ikke,« sagde han.

Hans bevægelser var kontrollerede. Han styrede, drejede og skiftede gear i roligt tempo. Han var kraftigt bygget, lårene strammede mod jeansene, når han trådte på pedalerne, og han fyldte meget. Han sendte hende et hurtigt blik – et meget hurtigt et, men han greb hende i at tjekke ham ud, og af en eller anden grund rødmede hun. Rødmede. Stella kunne ikke huske, hvornår det var sket sidst. Men hey, han var ikke ligefrem grim at se på. Hvis man var til den landlige, upolerede type. »Hvad hedder du?« spurgte han. »Hvorfor vil du vide det?« spurgte hun skarpt.

Han drejede af igen. »Hey, slap af. Jeg snakker bare. Jeg hedder Thor.« »Stella,« sagde hun efter en kort tøven.

Og hun ville slappe af, når hun var ude af den her bil.

Mænd fattede virkelig ikke en skid. Det stod ikke ligefrem stemplet i panden på en fyr, om han var fin nok eller en gramser eller noget endnu værre.

Tavsheden voksede atter mellem dem.

Togturen fra Stockholm havde været et mareridt med skrigende småbørn og et slæng hysterisk leende midaldrende kvinder. Da Stella skulle skifte i Göteborg, havde hun taget fejl af perronerne og næsten misset toget videre. Et sted omkring Halmstad var hun blevet ramt af panik, da hun indså, at hun virkelig var kommet på landet. Hun kendte ingen her, vidste knap nok, hvor her var.

De passerede huse, gårde og skov. En del af husene var 22

nymalede og velholdte, mens andre stod forladte og forsømte. Så drejede de ind på en mindre vej. Hun antog, at de snart måtte være fremme, og begyndte at slappe lidt af. De nærmede sig en gammel rønne på den ene side af vejen. Den var voldsomt forfalden, og Stella tænkte, at nogen burde rive skidtet ned og bygge noget helt nyt. Faktisk glædede hun sig til at se sit eget lille hus nu. Hun tjekkede igen, at hun havde nøglen – den sad i nøgleknippet, som den altid havde gjort.

Hun lod pegefingeren løbe over den og spekulerede på, hvad hendes mor ville have sagt til sin datter i dette øjeblik. Hun havde ingen anelse om det. Mor havde hadet alt, hvad der havde med Laholm at gøre, og havde brudt alle broer til sin fortid. I håndtasken havde Stella også en plade chokolade og et krøllet tebrev, som hun havde snuppet i førsteklasses­ vognen. Hun ville lave en kop varm te og spise chokolade.

Hun anede ikke, hvad der fandtes i huset. Service og møbler, mente hun, at advokaten havde sagt ved boopgørelsen. Hun havde været helt ødelagt dengang, og det var nogle år siden, hun sidst havde snakket med ham, så hun viste det faktisk ikke. I morgen ville hun tage sig af det hele.

Thor satte farten ned. »Er der noget galt?« Shit, han ville vel ikke stille sig på tværs nu?

Bilen stoppede.

Thor satte bilen i frigear, og Stella var på nippet til at protestere. »Skal du hente noget?« spurgte hun i stedet. Hun ville ikke være uhøflig, men hun ville gerne nå frem snart. »Det er her,« sagde han og nikkede ud ad vinduet. »Bag ved det der skur?« spurgte hun skeptisk.

Eller havde han bare tænkt sig at sætte hende af ude midt i ingenting? »Hør her, jeg er ked af, hvis jeg virkede sur tidligere,« sagde hun, så venligt hun kunne. »Jeg har haft et par hårde dage.« 23

Thor lo, kort, tørt og fuldstændig humorforladt.

Stella tvang sig til at smile. »Jeg ville virkelig påskønne, hvis du kunne køre mig hele vejen. Jeg betaler gerne for benzinen. Hvis du ikke har MobilePay, kan vi løse det på anden vis.« Stella brugte den stemme, hun plejede at ty til, når en kunde i forretningen var ekstra besværlig – når en udhungret overklassedame fra Östermalm syntes, hun fik dårlig betjening, eller en honningblond milliardærdatter snerrede, at Stella skulle skynde sig lidt.

Med en pludselig bevægelse lænede Thor sig tværs ind over hende. Stella havde nær givet et hyl fra sig. Det kom så uventet, og hun var allerede på vagt. Hun pressede ryggen mod sædet. Hans skjorte strejfede hende, og hun mærkede en duft af natur og varme fra ham. Men han rørte ikke ved hende, mumlede bare et eller andet, rakte hånden ud, trak i håndtaget og skubbede døren op for hende. »Du er ikke den eneste, der har haft det hårdt på det sidste.« Han nikkede mod den forfaldne rønne. »Det der er dit hus.« Stella tøvede, inden hun langsomt stod ud af bilen. Hun vendte sig om. Det måtte være en grov spøg. »Er du sikker ...« begyndte hun, men blev afbrudt, da han trak døren i efter hende og drønede af sted med støvet fygende efter bildækkene.

Uden helt at kunne fatte den bizarre situation vendte hun sig mod huset og stirrede på det. Hvis hun kiggede grundigt efter, kunne hun faktisk godt genkende sin barndoms lille hus. Da hun var lille, havde de haft et guldindrammet fotografi af det derhjemme. Men på billedet havde det været et velholdt og hyggeligt husmandssted – ren svensk idyl med sine hvidmalede hjørner og blomstrende roser og riddersporer, og ikke et usselt lille skur, der var næsten skjult i krat og ukrudt.

Hun tog et skridt frem. Gruset knasede under skoene, og med 24

et huskede hun nøjagtig den lyd. Huset havde tilhørt hendes morforældre, og hun havde været her for længe siden, da hun var lille, måske ni-ti år. Hun kunne genkalde sig nyrevet grus under fødderne, glatte, sæbeskurede trægulve, farvestrålende kludetæpper og knaldrøde pelargonier i vinduerne. Selvfølgelig var årene gået, men det her ... Det var jo knap nok beboeligt.

Noget tudede et sted, og Stella havde nær fået et hjerteslag.

Mørket var faldet på under den korte biltur, og hun rodede hastigt i håndtasken. Hun fandt nøglen og knugede den hårdt.

Hvad havde hun egentlig tænkt på? Et sted inderst inde havde hun nok fantaseret om det fine lille hus, hun havde arvet. Sådan som folk gjorde i bøger og på film. Hånden dirrede, da hun satte nøglen i låsen og drejede den rundt. Men hvis det her havde været en film, ville Thor have været et charmerende hug, som så direkte ind bag hendes facade og lærte hende at forstå sig selv. Ikke en vrissen bondeknold, der skred, så snart han havde sparket hende ud af sin bil.

Selvfølgelig satte nøglen sig fast i låsen. Stella trak i den, nu efterhånden næsten hysterisk, men den rørte sig ikke en millimeter. Tænk, hvis hun ikke kom ind? Det blev mørkere og koldere for hvert minut, der gik. Hun var forfrossen, sulten og tissetrængende, og hun hørte sære lyde.

Hvorfor var hun taget hertil? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Rasende rykkede hun i nøglen, og til hendes enorme lettelse lod den sig endelig dreje.

Langsomt åbnede hun døren. En hengemt, indelukket lugt slog hende i møde, og der var bælgmørkt. Hun famlede med hånden langs væggen, fandt en kontakt og trykkede på den, men der skete ingenting. Lyset kunne ikke tændes. Der var vel lukket for elektriciteten – det havde hun ikke engang tænkt på. Det betød selvsagt, at hun formodentlig stod uden både lys og varme. Suverænt. Hun forsøgte at holde panikken stangen, mens hun tog et par forsigtige skridt ind. Huset bestod af en 25

mørk entré, et køkken til den ene side og en lillebitte stue til den anden. Alting var meget mindre, end hun huskede.

Famlende fandt hun vej til toilettet. Toiletkummen var tør og havde kun en smule græs i bunden, og da hun drejede på hanen over vasken, der knap nok kunne rumme hendes hænder, kom der intet vand ud. Så hun havde altså hverken varme, el eller vand.

Hun tissede i toilettet alligevel og tørrede sig med sit allersidste papirlommetørklæde. Så rettede hun på tøjet og gik ud i det diminutive køkken. Der var i det mindste et køkkenvindue, som, selv om det var så beskidt, at det så gråt ud, slap det sidste aftenlys ind. Snart ville der være buldermørkt.

Køkkenskufferne var stort set tomme. Da hun trak dem ud, fandt hun kun indtørrede elastikker, støvede klips og nogle få stykker umage bestik, der skramlede rustne og snavsede rundt. Men halleluja, i en af skufferne lå der nogle fyrfadslys og en knoldet æske tændstikker. Hun stillede lysene på et sprukkent fad, tændte dem og sparkede skoene af. Gulvet var iskoldt mod fodsålerne, men de høje hæle havde fået det til at værke i tæer og svang. Det havde været en fejl at rejse i dem. Men hun havde haft brug for cool sko og velsyet tøj som rustning. Ikke at det havde hjulpet særlig meget.

Hun åbnede overskabene i køkkenet. Nogle kopper, et revnet glas og et par skårede underkopper var det eneste, der stod derinde. Den sidste låge, Stella åbnede, var den til viktualieskabet. Hylderne var tomme på nær et par bulede konservesdåser, hvis mærkater ikke kunne tydes. Hun skulle lige til at lukke skabslågem i igen, da noget længst inde fangede hendes blik. Hun strakte hånden ind og tog en støvet flaske med flosset etiket frem. Indholdet lugtede krast, da hun skruede låget af, men da hun tog en mundfuld, bredte varmen fra billig, men helt igennem drikkelig whisky sig i svælget og videre ned i maven. Hun tog fadet med fyrfadslysene, flasken og tændstikkerne med sig ind i det, hun huskede som stuen.

26

Hun tog en slurk og betragtede elendigheden. En slagbænk med afskallet maling, tynd, plettet hynde og flosset ryglæn samt en stor dragkiste var de eneste møbler, der var tilbage.

Det var det hele. Ingen tæpper, gardiner eller puder. Ingen malerier eller hylder. Kun et bart gulv, to udslidte møbler og beklumret luft. Huset havde også et loft, huskede hun, men hun turde ikke forsøge at gå derop i mørket. Så uheldig, som hun var i øjeblikket, ville hun vel dratte ned og brække et eller andet.

Stella tog endnu en slurk whisky. Hun begyndte at blive lidt snalret. Hun satte sig på den tyndslidte hynde på slagbænkens låg. Tyggede på chokoladen. Spørgsmålet var, om hun kunne synke meget dybere. Formodentlig ville hun blive ædt op i nat. Af edderkopper og mus. Og ingen i hele verden ville tage sig af det.

Hun knugede om flasken og holdt sin håndtaske i favnen.

Det her var alt, hvad hun ejede nu. En faldefærdig rønne.

En gammel whiskyflaske. Mors halskæde, designertasken og skoene. Hun hørte en tudende lyd og derefter noget, der puslede. Hun tog en solid slurk til. Landet var så ikke lige hende.

Mobilen gav et pling. En sms fra Peder.

PEDER: Jeg savner det, vi havde sammen.

Hun tastede rasende.

STELLA: Så skulle du måske have ladet være med at knalde Ann. Hun kunne stadig ikke fatte, at Peder havde været hende utro med Ann. Af alle mennesker i verden, hun ville have troet, Peder kunne blive tiltrukket af, var Ann, som elskede tøj, hårelastikker og læbestift i forskellige nuancer af beige og havde babystemme, den allersidste. Stella havde arbejdet i en eksklusiv tøjforretning i flere år. Havde stået i kassen, taget sig af fakturaer og bestillinger og leflet for kunderne. Ann, som var freelancestylist, kom med jævne mellemrum ind og lånte tøj til kendisser og tv-typer. Peder havde mødt Ann flere gange 27

og leende bemærket, hvor blæst hun virkede. Well. Det havde åbenbart ikke forhindret ham i at hoppe i kanen med hende.

PEDER: Savner du mig?

Desværre nåede Stella ikke at svare noget syrligt, inden telefonen døde.

Hun trak fødderne op, tog en slurk mere og lagde sig ned på den knagende slagbænk. Peder havde såret hende så frygteligt, og hun vidste ikke længere, hvad hun følte for ham.

Hun skiftede stilling. Det var mærkeligt, men hendes krop kunne huske det slagsbænklåg. Hun havde siddet og leget her som barn. Dengang havde slagbænken været malet og glat med en hynde, der duftede nyvasket. Hun var faldet i søvn på sin mors skød under et aftensmåltid. Havde døset og lyttet til snakken mellem mor, mormor og morfar. Skælvende krummede hun sig sammen, så godt det lod sig gøre, forsøgte at holde fast i mindet. Hun lukkede øjnene og forsøgte at ignorere alle de uvante lyde, alt det, der knagede og puslede, og i stedet fremmane billedet af den aften. Det var et fint minde, en af de få gange, mor ikke havde skændtes med sine forældre. En middag med rødvin og hyggelig stemning. Mor var blevet småfuld, men mor Ingrid blev aldrig ubehagelig, når hun drak, kun løssluppen og overstadig, og Stella havde elsket at se sin intense, kølige mor blive fint rød i kinderne og glad i blikket. En anelse blødere i kanten.

Lidt efter lidt faldt Stella i en urolig søvn på den medtagne slagbænk. Hun drømte om utro mænd, penge, der forsvandt mellem fingrene, og livsvigtige ting, hun ledte efter, men ikke kunne finde.

28

440