DE A F G H A N S K E SØN N ER
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 1
25-08-2021 13:11:45
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 2
25-08-2021 13:11:45
Elin Persson
De afghanske sønner Oversat af Martha Flyvholm Tode
På dansk ved Martha Flyvholm Tode
GUTKIND
Gutkind GUTKIND
De afghanske sønner er oversat fra svensk af Martha Flyvholm Tode efter De afghanska sönerna © Elin Persson 2020 First published by Bonnier Carlsen, Sweden Published by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden Denne udgave: © Elin Persson og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © 2021 af Sara Edström Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN: 978-87-434-0217-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 4
25-08-2021 13:11:46
Til drengene. Tak for dagene, de lyse og de mørke.
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 5
25-08-2021 13:11:46
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 6
25-08-2021 13:11:46
En løn med kr aftig bark og stor trækrone står ved siden af et hus. Huset er gråt, måske tredive vinduer med persienner. Nogle på skrå, andre helt nede. En krage lander på taget og skriger ud i luften. I et af værelserne står en ung mand og kigger ud. Han har ar på brystkassen. Han ser søgende ud. Hvem leder han efter? I værelset ved siden af ligger en dreng og sover. Han holder om en pude, og alarmen ringer, han vågner ikke. Hvad drømmer han om? I hvilket land, på hvilken mark går han i drømmene? I værelset ved siden af hans sidder en dreng på sengekanten og kigger ud. Hvorfor sover han ikke? Hvornår sov han sidst? Har han taget sin medicin? Er nogen sikker på, at han har slugt den? Uden for værelserne løber en gang, og for enden ad gangen hænger et ur på væggen, det tikker hurtigt. Det er mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag. Det er i en mindre by i Sverige, hvilken er lige meget. Så længe den ligger tæt på vandet. En sø eller en bæk, som man kan kaste sten i. Sten, som forsvinder, efterlader små ringe i overfladen.
7
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 7
25-08-2021 13:11:46
8
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 8
25-08-2021 13:11:46
Zaher
9
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 9
25-08-2021 13:11:46
10
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 10
25-08-2021 13:11:46
På mit job arbejder de retningsløse. Vi, som adlyder ordrer. Da jeg tog til jobsamtalen, var jeg sikker på, at jeg ikke ville få jobbet. Jeg ved ingenting om behandling, integration. Ingen stillede den slags spørgsmål. De spurgte: Hvordan ville du reagere, hvis du åbnede døren til en ungdom, som bare hang? Jeg ventede lidt, sagde: Hvad burde jeg gøre? Chefen noterede noget, hendes negle var lange og glitrende. Hun nikkede bekræftende. Sagde: Det er et godt svar, det viser, at du arbejder efter instrukser. Jeg arbejder efter instrukser. Gør det, der forventes af mig. Klapper let på skulderen, når nogen græder i min favn. Går gennem gange, banker på døre, tager dybe indåndinger og åbner. I personalerummet taler kollegerne om dem, som bor her. Han er begyndt at få skæg. Har du set hans hænder? Så meget hår har man ikke på hænderne i den alder. Det er svært at sige, om jeg bliver mere eller mindre menneske af at være her. Vi ansatte har hver vores nummer. Et kort, som vi sætter fast i bukselinningen. Med det kan vi åbne alle døre, 11
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 11
25-08-2021 13:11:46
og chefen kan se, hvor vi befinder os. Kælderen er det eneste sted i bygningen, hvor vi er usynlige. Der smider vi affaldet. I starten var jeg bange for at gå derned, for ikke at kunne komme op igen. Det sker stadig oftere, at jeg går ned i kælderen. Jeg sidder på en papkasse op ad væggen. Piller ved stenvæggen. Den gule, sprukne malerfarve. Skovler små høje sammen af de flager som falder. Jeg møder sommetider nogle kollegaer dernede. Vi hilser høfligt. Passer vores pligter. Minder os selv om, at vi trods alt udfører et betydningsfuldt arbejde. Sveriges vigtigste arbejde. Det har de sagt til os, cheferne. Dem, som er solbrændte, iført hvide skjorter og perleøreringe. Dem, som ikke sidder på papkasser i kælderen.
12
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 12
25-08-2021 13:11:46
Chefen har informeret mig om, at jeg skal tage imod en ny dreng, som skal flytte ind. Han er fjorten år, fra Afghanistan. Det er alle her. Han har været i Sverige i fire måneder. I evalueringen fra kommunen står der, at han overholder aftaler, er røgfri, tænderne i god stand, ingen briller, narkotesten viser negativ. Jeg skriver hans navn i et Word-dokument. Forstørrer teksten og ændrer skrifttype. Printer.
Zaher Jafari Jeg laminerer og klipper det ud som et lille skilt. På depotet henter jeg sengetøj, håndklæde, tandbørste, deodorant, sæbe. Går til afdelingen, dør 5. Der står en seng. Halvfems centimeter. Ovenpå ligger en sammenfoldet dyne. Natbordet har skodmærker. Persiennerne er ødelagte, hænger tværs over vinduet. Åbner toiletdøren, lægger håndklædet på toiletbrættet. Listen til døren har en sprække. Jeg mærker på sprækken med pegefingeren. Presser fingeren hårdt imod, indtil der kommer blod. Jeg vikler papir om 13
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 13
25-08-2021 13:11:46
fingeren og går ud. Fastgør hans navneskilt på døren. Går ind på kontoret. Tager en blanket: Fejlindberetning. Skriver: Listen i rum 5 skal repareres pga. risiko for skade.
14
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 14
25-08-2021 13:11:46
Jeg møder Zaher ved indgangen. Han får et kram af en kvinde fra kommunen. Jeg venter, rækker hånden frem mod ham. Håndtrykket er forsigtigt. Knoglerne i fingrene virker skrøbelige, da jeg ryster hans hånd. Jeg hedder Rebecka, siger jeg. Zaher, svarer han. Han følger efter mig ned ad gangen. Jeg stiller ingen spørgsmål endnu. Skal vente, til jeg sidder med notesblokken. Hans kinder er runde. Håret er krøllet på den måde, som det kun kan være på et barn, inden det stivner. Huden er hård og rød. Noget udslæt. Måske eksem. Brystet vender indad. Som om det er tømt for luft. Hofterne er smalle. På fødderne har han et par glitrende plastiksandaler. Strømper under. Remmene sidder stramt om foden. Det lille spænde ved anklen er lukket. Han minder om en fugl. Ligner en, som har prøvet at flyve. Som stillede sig på en høj afsats og strakte armene ud, lukkede øjnene og stolede på faldet. Jeg tænker sådan, fordi jeg skal tænke sådan. Fordi fra og med nu er den her institution hans nærmeste pårørende. Han er nogens søn, nogens bror, men hvis der sker ham noget, så kommer det til at ringe i min baglomme.
15
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 15
25-08-2021 13:11:46
Zaher har en himmelblå plastikpose over skulderen. Sådan én, som man får tildelt, når man ankommer til et modtagecenter og ikke har nogen ejendele med sig. Er det der alle dine ting? spørger jeg. Han svarer ikke. Vi går ind i et samtalerum, der hedder Oceanet. Væggene er æggeskalsfarvede. To lænestole står foran vinduet med nedrullede persienner. Jeg tænder lampen. Værsgo, siger jeg, og han går ind. Jeg tager den lilla lænestol. At placere sig nærmest døren er at minimere risikoen for vold. Det lærte jeg i introen. Jeg spørger Zaher, om han vil have noget at drikke. Fylder to glas med vandkanden, som står på bordet. Jeg åbner mappen, som min chef har udrustet mig med. Checklisten. Nummer et på listen er at ringe til tolken. Jeg slår numrene ind på den stationære tolketelefon, som står på bordet mellem os. Hej, jeg hedder Rebecka og ringer fra hjemmet for uledsagede flygtningebørn i Gnistan, jeg skal til at ind skrive klienten Zaher Jafari. Tolken præsenterer sig for mig og bagefter for Zaher på dari. Zahers brystkasse udvider sig, fyldes med luft. Blikket vågner, og han svarer tolken. Stemmen er mørkere, end jeg troede, 16
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 16
25-08-2021 13:11:46
den ville være. Jeg fortæller tolken, at det her er en introduktion, og at Zaher skal svare på de spørgsmål, jeg stiller, så vi på bedste vis kan forsyne ham med det, han har brug for. Jeg spørger om hans navn. Alder. Oprindelse. Mad vaner. Noterer: Zaher Jafari. 14 år. Afghanistan. Spiser almindelig mad. Jeg læser op. Tolken gengiver på dari, og Zaher bekræfter. En forlænget samtale. Tre personer. Zaher og jeg er længst fra hinanden. Hvad er almindelig mad? Tolken svarer: Ris, pasta, lam, kylling. Jeg spørger om han har brug for pleje, tandlæge, briller, medicin, anden slags pleje. Han oversætter og svarer nej. Noterer: – Spørger til hans familie. Flugten. Søvnproblemer. Psykiske lidelser. Tolken og Zaher snakker længe, inden tolken svarer: Zaher siger, at nu er han her, og at det er godt. Jeg fortæller, at vi har tredive pladser til uledsagede flygtningebørn under atten. På hans afdeling kommer de til at bo tre drenge fra Afghanistan. De bor allerede to, og han bliver den tredje. I har eget værelse, eget badeværelse og et fælles køkken og opholdsrum. I køkkenet er der morgenmad klokken otte, frokost klokken tretten og aftensmad klokken atten. Der er personale til stede 17
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 17
25-08-2021 13:11:46
døgnet rundt, og han kan altid komme til personalet, hvis han har brug for noget. Jeg spørger, om han har nogen spørgsmål, inden jeg viser ham afdelingen. Tolken svarer: Zaher spørger, om han skal sove alene på sit værelse. Jeg bekræfter.
18
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 18
25-08-2021 13:11:46
Klokken er 17.50. Jeg stiller maden fra Sodexo frem på bordet. Maden er pakket i færdige portioner. Min kollega Annica er kommet med det forslag, at vi skal hælde maden over i gryder og stegepander, så det føles hjemmelavet. Der er kyllingelår med ris og Thousand Island-dressing. Jeg varmer maden i mikrobølgeovnen og hælder derefter risen over i en gryde og lægger kyllingelårene i et ovnfast fad. Jeg hælder dressingen over i en skål og stiller den på bordet. A hmed kommer ind i rummet. Han er i bar overkrop og adidasbukser. Fører hænderne mod hinanden og takker gud for, at det er kylling. Ahmed lugter af røg. Han tager en stor bid af kyllingelåret. River kødet af med tænderne. Jeg siger: Tag en trøje på, Ahmed. Han smækker let med tungen. Det betyder fuck af. A hmed kom hertil for otte måneder siden. Han var her før mig. Da jeg startede, tog han sig af mig. Han sagde, på hvilke tidspunkter maden skulle stå klar. Han lærte mig, hvordan timeren til komfuret fungerede, fortalte, hvilke krydderier de har brug for. Det er sket, at han har snydt mig, at han har sagt, at Annica havde 19
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 19
25-08-2021 13:11:46
lovet ham tre Coca-Cola, og at jeg har givet ham det. Han er ikke én, man kan stole på, alligevel er han den, jeg stoler mest på her. Jeg hører, hvordan Hamid åbner sin dør. Han træder ud i en hvid thawb og med kæmmede krøller. Han bukker og sætter sig ved bordet. Placerer en serviet på knæet. Hej ven, siger jeg. Han nikker. Ahmed kommer tilbage iført en sort top, lægger hånden på Hamids skulder. Hamid kommer en stor portion mad på en tallerken, som de begge spiser fra. De former risene med fingrene og rører dem rundt i saucen, propper dem i munden. Jeg går hen til Zahers værelse og banker på døren. Ingen åbner. Banker igen. Åbner døren med mit kort. Han sidder på en stol ved skrivebordet. Han har stadig de glitrende sandaler på fødderne. Der er mad. Han følger med ud: Det her er Zaher, han skal bo med jer fremover, siger jeg. Zaher træder nogle skridt tilbage. Ahmed går frem og lægger armen rundt om hans skulder, skifter til dari. Han fører ham hen til spisebordet. Hamid nikker til ham. Kan du lide kylling? spørger han. Zaher nikker. Ahmed lægger et kyllingelår på hans tallerken. Hamid skubber gryden med ris over mod ham. Zaher øser op, indtil der ligger et stort bjerg. Jeg finder en tallerken og tager selv lidt ris. Vi har ikke personale mad, men nogle gange spiser jeg lidt, så det ikke føles akavet, at jeg er til stede. A hmed spiser fire kyllingelår, og Hamid spiser tre. Zaher spiser ingen. Skal du ikke spise lidt mere? Tak, 20
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 20
25-08-2021 13:11:46
siger Zaher og rejser sig. Han lader tallerkenen stå og forsvinder ind på sit værelse. Ahmed tager hans tallerken og skraber resten af risen ned i kompostposen. Ahmed, lad ham lære, at gøre det selv, siger jeg. Han er et barn! svarer han og skyller tallerkenen. Han er fjorten, siger jeg. Wallah, han har brug for en mor. Han stiller tallerkenen i opvaskemaskinen. Vi må tage os af ham nu, siger jeg.
21
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 21
25-08-2021 13:11:46
Ringer til Zahers socialr å dgiver: Ved du, om Zaher har mere oppakning end den, han kom med? Hun siger: Det er alt. Jeg siger, at han skal begynde i skole om tre uger. Han har brug for skiftetøj. Vend tilbage med en liste over det mest nødvendige, siger socialrådgiveren.
22
3k_bb1164_de_afghanske_sønner_125x205mm.indd 22
25-08-2021 13:11:46