Gangsters

G A NGSTER S

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 1

03-02-2021 13:09:19

Af samme forfatter på dansk: Under i september · Roman, 2000 Tre portrætter · Roman, 2005 Gentlemen · Roman, 2006 Orkanfesten · Roman, 2008 Den sidste cigaret · Roman, 2010 Twist · Roman, 2015 I en skov af sumak · Roman, 2019 Hilde · Roman, 2019 Renegater · Roman, 2021

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 2

03-02-2021 13:09:19

K L A S ÖSTERGR EN

Gangsters Roman

På dansk ved Claus Bratt Østergaard

Gutkind

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 3

03-02-2021 13:09:19

Gangsters er oversat fra svensk af Claus Bratt Østergaard efter Gangsters © Klas Östergren & Bokförlaget Polaris 2020 in agreement with Politiken Literary Agency Denne udgave: © Klas Östergren & Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Gangsters er oprindeligt udkommet på dansk hos Tiderne Skifter, 2006 Omslag: © Miroslav Šokčić, Mono Studio & Marlene Diemar, Imperiet Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0102-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 4

03-02-2021 13:09:19

En række omstændigheder har gjort det muligt at vende til­bage til det, der skete for femogtyve år siden, dengang jeg gik rundt med gardinerne trukket for i en lejlighed på Hornsgatan i Stockholm, mishandlet og lyssky, indfanget i en sammenhæng, som jeg hverken forstod eller havde over­blik over, og som det netop derfor forekom nødvendigt at skildre. At fortælle om det var en måde at overleve på, for­drive den ene dag ved at tænke på den næste, ikke bare for at få tiden til at gå, men bogstavelig talt se den gå. Det var en måde at bevare forstanden på, at træffe fiktive, men ikke desto mindre frie valg i en situation, der i øvrigt var præget af tvang.

Det blev en historie, der handlede om fjendskab. Da den et år senere publiceredes, blev den læst som en roman om venskab. Beretningen var ændret, berørte personer havde blandet sig, fremført anklager og undskyldninger, alt sam­men for at redde deres anseelse.

Repræsentanter for sam­fundets øverste lag, som var blevet direkte udpeget, havde via mellemmænd givet sig til kende på en måde, der havde vakt skandale og var blevet en „affære“, hvis det var kom­met offentligheden for øre. I stedet fremhævede man det ungdommelige, man satte pris på det, og bogen begyndte så småt at leve sit eget liv. Den dag i dag kan man se den ligge fremme i vinduet hos en frisørsalon i kvarteret Rosen­dal Större, eksempelvis. Den, der bliver klippet her, kan få at høre, at handlingen foregår i netop dette hus.

Kunder, der ved bedre, har påpeget urigtigheden af dette, men fri­ søren holder på sit, hvorefter jeg er blevet bedt om at begive mig derhen for selv at tale manden til rette. En opfordring, der aldrig er 5

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 5

03-02-2021 13:09:19

blevet fulgt. Det havde været udtryk for snæversyn, pedanteri. Hvis en kreativ barber har noget at tale med kunderne om, er der ingen grund til at korrekse ham. Derimod var det længe min mening at gå derhen for at få at vide, hvorfor der ikke kom en fortsættelse på bogen, hvor­for denne historie havde fået noget ufærdigt og uafsluttet over sig, eftersom manden også mener at vide dét.

Han kan jo have fundet ud af noget, der er undsluppet mig. Der har været spekulationer, og de er nået selv mine ører, rygtet har forklaret denne tavshed ved at beskrive en forfatter med så dårlige vaner, at man ikke kunne vente sig mere fra den kant. Også det var en misforståelse, som bur­de være bragt af vejen. Men jeg har været forhindret, man har forbudt mig at vedstå sagen offentligt.

Hensyn, løfter og trusler forklædt som gode råd har afholdt mig.

Tingene er imidlertid ikke længere, hvad de var, konsekvenserne, de uomgængelige følger, forekommer i dag rimelige. Man får snavs på fingrene, lige meget hvad man gør. Nye forhold hersker, det her land har indrettet sig på en anden måde. Hensyn vejer mindre, løfter brydes uden videre, trusselsbil­lederne er blegnet. Den parentes på et kvart århundrede, som dermed er til ende, overskrider mere end rigeligt foræl­delsesfristen for et antal lovbrud, der er blevet begået.

Der­til kommer en kærlighedshistorie i hele dens forløb, lige fra første øjekast via de forviklinger, som livet havde parat for at umuliggøre den, og frem mod den slutning og afsked, som i sig selv var en forudsætning for, at nærværende beret­ning er blevet nedskrevet. Alt dette udgør omstændigheder, der bliver behandlet i det følgende.

Den roman, der dengang blev skrevet, sluttede på en sen­gekant.

Altså falder det naturligt at begynde dér, på sengen, hvor en kvinde har lagt sig til rette, yndefuldt på en måde, der i andre sammenhænge måske havde virket velbegrun­det, men som i dette tilfælde var forhastet. Det fandt sted i et værelse ud mod gården med gule roser på et tapet, der var bleget og næsten gennemsigtigt, et persisk gulvtæppe, en kakkelovn i hjørnet og et par kobberstik på væggen, der skildrede scener fra Shakespeares dramaer – „The day is ours, 6

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 6

03-02-2021 13:09:19

the bloody dog is dead …“ – og en seng med højt hoved­og fodgærde samt knopper i valnød. Af en eller anden grund blev den kaldt for Görings gamle seng. Hvor­for ved jeg ikke. Den eneste, der kunne havde fortalt det, var forsvundet.

Kvinden havde altså lagt sig til rette i denne seng, og jeg sad på kanten og betragtede hende, sagligt, så koldsindigt jeg overhovedet kunne. Det virkede planlagt, men eftersom hun i mine øjne var meget smuk, og jeg selv var en ung mand, der havde levet indelukket og isoleret i fem-seks uger, kan enhver forstå, at den tilkæmpede koldsindighed var uhyre enerverende, og at den gjorde mig til bytte for stri­dende følelser. På en måde kan man sige, at jeg er blevet sid­dende på denne sengekant indtil i dag. Koldsindighed har jeg mange gange siden måttet ty til, og i vidt forskellige sammenhænge, men aldrig har følelsen været så vanskelig at opdrive som dengang. Erindringen om os to, netop dér, netop da, er et billede, der aldrig forsvinder, men tvært­imod med tiden synes at træde stadig tydeligere frem. Jeg vender ofte tilbage til det i mine tanker, men har omhygge­ligt undgået at berøre det med ord, skrevne eller talte. Det­te af grunde, som jeg ikke har kunnet redegøre for, efter­som de til dels har været uklare for mig selv. Som sagt er der tale om hensyn, takt og løfter. Det forklarer en del, men dog langtfra alt. Det vigtigste er antagelig frygten, den rene og skære skræk for, at billedet skulle miste sin betyd­ning, sin ladning. At det ville blive blegt, svært at tyde og til slut betydningsløst. Det ville være det værste. Det ville efterlade et stort tomrum, en tomhed som jeg ikke ville kunne holde ud. For det har forestillet en trøst, en uprøvet vej, en uforsøgt mulighed, en slags reserve at ty til i svære stunder. Sådan har jeg forstået det, eller snarere misforstået det. I dag forstår jeg det på en anden måde. Sengen, Görings gamle seng, kan måske tage sig ud som et revnet og knirkende torturredskab for en selvplager, hele billedet er gennemsyret af cyanid, lige til at lappe i sig med henblik på et langtrukkent selvmord.

Men dengang, i juni 1979, var situationen tyk af løfter, og uanset hvordan tingene udviklede sig i det følgende, indebar det afslutningen 7

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 7

03-02-2021 13:09:19

på noget og begyndelsen på noget andet. Det var op til mig at afgøre hvad. Men svært var det, nærmest umuligt, alt virkede lige vigtigt.

Her forelå lyst og nød på samme tid, og så kan liv og død gå lige op.

Jeg forstod, at jeg var nødt til at træffe et valg, der ville bli­ve afgørende for mit liv, og for ikke at forhaste mig forsøg­te jeg at smyge mig udenom, tilbage til før, flygte derfra og, i det mindste i mine tanker, at fjerne mig og værne mig, og ligesom her og nu gribe til noget andet, et alternativ til det foreliggende. Hvordan disse tanker tog sig ud, og hvilke veje de tog, er ikke længere til at rekonstruere.

Jeg har ganske enkelt glemt det. Kun selve anstrengelsen husker jeg. Det kan i dag være fristende at fylde denne lakune med kloge tanker, mådeholdne og nøgterne overvejelser, om ikke andet så for at fremstille mig selv i et modent og tiltalende lys. Men det ville være et overgreb, der ville ende i spekulatio­ner eller, endnu værre, i litteratur. Så jeg afstår. Jeg må ind­skrænke mig til at erkende dette dybe sår, en tilstand som jeg dengang troede var forbigående, og som det var muligt at komme igennem – for derpå, trods alt, endnu engang, at træffe en rigtig beslutning. Vi var to om det, naturligvis, men kvinden på sengen havde allerede demonstreret, hvad hun mente, selv om hun havde efterladt en lille uklarhed, som jeg kunne tage til mig for at forhale min beslutning. Udskyde den under påberåbelse af utilstrækkeligt grund­lag, indtil alt var klarlagt.

Men så meget vidste jeg dog, at hun ville få en betydning i mit liv, som det kun var beskåret et fåtal mennesker. På et skrivebord på den anden side af en gang ud til køkkenet fandtes en papirbunke med en beretning, hvori denne kvin­de forekom. Jeg havde valgt at kalde hende Maud. Der er gode grunde til stadig at gøre det. Jeg har tænkt mig at undgå hendes rigtige navn – af hensyn til andre personer og af hensyn til sammenhængen, det valg, som jeg dengang troede, at jeg var nødt til at træffe, men som aldrig blev truffet. Dengang, i det afgørende øjeblik, greb selve livet ind med disse undtagelser, kompromisser og udskydelser, som i det store og hele er det eneste, der skiller de levende fra de døde, og bevilgede mig en henstand, 8

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 8

03-02-2021 13:09:19

som kort efter blev forlænget, og som skulle vare ved i rundt regnet fem­ogtyve år. I dag behøver jeg ikke mere bekymre mig om det, min henstand er udløbet. Jeg kan, for mit indre øje, sætte mig på sengekanten og være ganske rolig, for plad­sen, hvor hun lå, er tom.

Hun havde strøget mig over kinden med en finger på det sted under øjnene, hvor en nerve udløste en synlig sitren. Hun havde spurgt: „Hvad er det?“ Jeg havde svaret: „En arbejdsskade.“ Hvilket var sandt, uanset om det var følger­ne af den mishandling, jeg var blevet udsat for, eller et resultat af langvarigt arbejde ved et skrivebord med util­strækkelig belysning.

Derpå forholdt jeg mig tavs i lang tid. Jeg var overrasket, desorienteret. Der var noget ved den måde, hvorpå hun lå på sengen, som generede mig. Hun ventede på, at jeg skulle tage skjorten af. Den var blå med hvid kant, af god kvalitet, og et monogram, „W.S.“ var broderet på den under firma­navnet. Hun vidste, at skjorten tilhørte ham. Jeg vidste, at hun vidste det. Jeg havde lige skænket en drink og spildt det halve og trængte til en til, men var ude af stand til at rejse mig for at afbryde situationen. Det havde været det klogeste, men jeg var nødt til at finde ud af, hvorfor jeg føl­te mig så utilpas.

Hun var optaget, fredet og forbudt, men det var, med tanke på omstændighederne, ikke tilstrække­ligt. Jeg iagttog hende uden at sige noget, hun lod mig gøre det, ligeledes uden at sige noget. Uden at opnå den efter­tragtede klarhed måtte jeg stille mig tilfreds med, at hendes væremåde ganske enkelt var upassende. At den var både indbydende og udfordrende betød ikke noget, det drejede sig om dette velbehag, der pludselig havde indfundet sig, det var upassende, mere end upassende, det var direkte anstø­deligt, påtrængende, som en tredje person i lokalet. For for­udsætningerne for nogen som helst form for behag fandtes ikke i vores situation. Tværtimod befandt vi os under plag­somme, opslidende vilkår. Henry Morgan var forsvundet på en sådan måde og under sådanne omstændigheder, at vi med fuld ret kunne frygte det værste – at han aldrig ville vende tilbage i levende live. Der var det, der var endnu vær­re, men det kunne ingen 9

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 9

03-02-2021 13:09:19

af os ane på netop det tidspunkt. Den fare, der truede ham, truede også os. At erkende en så åbenbar trussel og alligevel strække sig ud på en seng, der blev kaldt Görings gamle, betød, at hun enten var meget modig, nonchalant, at hun muligvis var under påvirkning af et stof, jeg ikke kendte, eller at jeg i bund og grund havde misforstået hele situationen.

Tingene ville med tiden komme til at stå mere klart, men dengang, da jeg sad dér og iagttog denne så godt som fremmede kvinde, troede jeg, at hun var i besiddelse af informationer, der pegede langt ud over og forbi de trusler, jeg så. Det faldt mig ind, at hun var et menneske, der var vant til at omgås hemmeligheder. De fleste mennesker er ude af stand til at besidde information. De opfører sig, som var det en sygdom, noget de helst vil af med igen. De, der alligevel holder på oplysningerne, tilhører for de flestes ved­kommende den type, der ikke indser værdien af, hvad de af en eller anden grund er kommet i besiddelse af. Resten udgør en atypisk gruppe, der er i stand til at gå omkring med virkelig store sager, uden at det påvirker deres adfærd. De besidder evnen til nøjagtigt at bedømme materialets værdi og forstå dets betydning for omverdenen, for så vidt kendskabet til det er blevet offentliggjort, men finder ingen værdi i selv at offentliggøre det. De viser sig værdige som besiddere af deres viden ved at fortie den; de er i stand til roligt at vente den tid, det tager, og beholde, hvad de ved, som et våben, de kun tager frem i nødstilfælde.

Det var måske i virkeligheden det, der var så enerverende, at hun var så rolig og samlet, at hun kunne gøre sig det behageligt. Muligvis tilhørte hun „the untouchable few“, dem der aldrig er helt fortabt.

Hun havde sagt: „Det er slut for mit vedkommende …“ Det var koketteri, simpelthen. Der var altid nogen, hun kunne ringe til.

Hendes ro var imidler­tid drilagtig også på en anden måde, eftersom den i mine øjne demonstrerede en foragt for den forsvundne. Hvis hun havde opført sig mindre udfordrende og vist ham behørig respekt – om så hun skulle hykle – havde det på en måde været lettere 10

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 10

03-02-2021 13:09:19

ikke at tage hensyn til ham. Vi havde haft vores sorg og skyld og haft den sammen i den forstand, at den havde bragt os tættere på hinanden – så tæt, at han meget snart ikke længere fik plads mellem os. Det kan se ud som en absurditet, at den, man vender ryggen til, bliver så tyde­lig, men det er måske ganske rimeligt, at de værste kættere også fremmaner det stærkeste billede af den, de fornægter.

Selv var jeg skræmt, nervøs, overanstrengt. Jeg måtte ud af lejligheden for at se noget andet end mit eget billede i det store spejl i entreen, lytte til noget andet end min skrivema­skines klapren, fornemme lugten af noget andet end kaffe, sved og cigaretter. Verden udenfor var truende og skræm­mende. Jeg kunne ikke tænke to dage frem, og hvis nogen havde spurgt mig: „Hvordan tror du, din tilværelse ser ud om femogtyve år?“ havde jeg svaret med tavshed, hovedry­stende. Og hvis denne nogen var gået videre og havde beskrevet stedet, situationen hvor jeg faktisk femogtyve år senere ville sidde og lægge sidste hånd på dette manuskript, havde jeg svaret med en fuldkommen mangel på forståelse – betragtet det hele som en ubehagelig spøg, en tarvelig lat­terliggørelse af et ungt menneske uden mindste udsigt til en fremtid.

For det sted, hvor jeg nu befinder mig, og det arbejde, jeg nu er ved at afslutte, er på mange måder overraskende. Jeg sidder i et drivhus under en vinranke ved siden af et figen­træ. Lige over mit hoved mødes de to, en klase druer hænger ind mod et par næsten modne figner. Bag mig har jeg to små oliventræer og foran mig, på den anden side af bordet, står et laurbærtræ. Huset ligger på en bakke i det sydlige Sverige, man kan skimte Østersøen gennem en allé af pop­ler. Mod syd strækker sig haver, hvor nogle får græsser, mod vest marker med korn, der modnes, og mod nord en gravhøj med stengærde og enge med enebærbuske foruden en stor eg. I tusind år en stort set uforandret udsigt. Et roligt sted, velegnet til at gøre forskellige regnskaber op, kunne man synes.

Den uro og uvished, som jeg dengang, i sengen på Hornsgatan, var optaget af i et omfang, så Mauds fortrøst­ningsfulde ro virkede 11

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 11

03-02-2021 13:09:19

stødende, er forblevet den samme gennem alle årene. Korte perioder opfyldt af pligter og opgaver har givet lindrende glemsel, men tilfældigt, forbigå­ende. Rent faktisk kan jeg sidde her i drivhuset med denne yderst specielle fornemmelse af, at jeg befinder mig i en eller andens kikkertsigte. I alle fire verdenshjørner har en skarp­skytte fortrinlige muligheder for at installere sig, midt på dagen indtage en bekvem position, støtte riflen mod taget af en bil, et klippestykke eller en kløftet gren – for derpå i ro og mag at indstille sigtet, anbringe mit hoved i krydset, behersket affyre et skud, og derpå, i al ubemærkethed, skaffe sig i sikkerhed under betryggende former.

Selv om risici har forekommet begrænsede og nærmest negligerba­re, har det været svært af komme af med fornemmelsen – følelsen af, at truslen er konstant, at den findes overalt og til alle tider, at man altså må forholde sig til den på en måde, der gør det muligt at leve videre med værdigheden i behold. Det er muligvis i den forstand ens sjæl modnes for til slut at kunne høstes.

At anstille sammenlignende betragtninger som disse, der drejer sig om, hvad man forestillede sig, og hvad derpå ind­traf, er for det meste en ganske meningsløs tankeleg, der måske nok egner sig som underholdning ved middagsbordet – „Sådan troede jeg på det tidspunkt, men det blev altså sådan …“ Alligevel tager jeg mig selv i at gøre det, særlig over for mennesker, som holder masken og i det mindste ser ud til at finde sig til rette med tingene. Foreteelser i omver­denen, som for femogtyve år siden ikke engang var udtalte trusler, og som i dag er etablerede gemenheder, kan i dette lys forekomme forbavsende eller sågar overraskende, efter­som ingen vil erkende sin egen meddelagtighed i noget, der tager sig godt ud, men i realiteten forvolder ondt. Resultatet bliver i bedste fald en undskyldning for tidligere uvidenhed. Og alligevel – der opstår altid et svælg mellem forventning og resultat, mellem hensigt og udfald, mellem det, man troede, og de konsekvenser, det fik, dengang og nu. Det er et svælg, som kan være uimodståeligt fristende, gysende at betragte; man kan simpelthen ikke lade være med på rystende ben 12

bb1069_gangsters_151x225mm.indd 12

03-02-2021 13:09:19