Krybdyrmemoirer

Krybdyrmemoirer

Krybdyrmemoirer er oversat fra norsk af Rolf Stavnem efter Krypdyrmemoarer © Silje O. Ulstein First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2020 Published in agreement with Oslo Literary Agency Denne udgave: © Silje O. Ulstein og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Maria Sundberg Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Oda Berby Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0138-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

SILJE O. ULSTEIN

Krybdyrmemoirer

På dansk ved Rolf Stavnem

GUTKIND

»Jeg er en anden.« Arthur Rimbaud

5

Del 1

7

Liv Ålesund Onsdag 16. juli 2003

Hans krop den første gang var et paradoks. Som levende granit eller blødt sandpapir. Han var hård og blød på samme tid. Ru og glat. Tung og let. Som det første slog det mig, hvor varm han var. Som om jeg havde forventet, at hans krop ville være kold hele vejen igennem. Eller som om jeg først nu kunne fatte, at han var i live. Det var først senere, at jeg fandt ud af, at han ikke afgav sin egen varme, men kun absorberede varmen, der var omkring den.

Han lå i mine arme, knap en meter lang og stadig kun en lille unge. Han løftede hovedet, støttede sig mod min arm og vendte de blanke øjne mod mig. Måske prøvede han at finde ud af, om jeg var et bytte eller en fjende. Den kløvede tunge vibrerede let i luften, og han bevægede sig langsomt op ad brystet mod halsen. Der standsede han og blev hængende med de stenagtige, døde øjne rettet mod mine. Jeg så lige ind i den smalle pupil, et blik helt uden blinken, uden flakkende impulser. Det virkede, som om han forsøgte at opnå en slags kontakt, selv om vi ikke havde nogen måde at kommunikere på.

Der var noget svævende over ham. Hans evne til at holde en så stor del af kroppen løftet uden at virke det mindste anstrengt. Som om han ikke behøvede kontakt med noget jordisk, men bare kunne være i vægtløs tilstand, hvis han 9

ville. Alene tanken om en sådan kropskontrol virkede umulig og gav mig følelsen af at falde. Jeg løftede armen, og han hang ned fra den som på en gren og søgte mit ansigt. »Han kan godt lide dig,« sagde kvinden med den amerikanske accent og bragte mig tilbage til det kolde loftsrum, hvor der var alle mulige dyrearter i bure langs væggene. Der var latter i hendes stemme. »Kan du lide ham? Det ser sådan ud.« Lide. Ordet dækkede ikke. Det var noget, jeg ville sige om en flot jakke. Det her var noget helt andet. »Må jeg holde ham?« »Hvornår må jeg holde ham?« Ingvar og Egil stod på hver side af mig. Jeg havde næsten glemt, at de var der. Selv om Ingvar var et par år ældre end Egil, og selv om førstnævnte havde skæg og mørkt langt hår ligesom mig selv, mens den anden var i hvid skjorte og havde tilbageredt lyst hår, mindede de lige nu mest om et par tvillinger i den tidlige pubertet. For dem gav orde »lide« mening.

De to kunne »lide« slangen, som man kan lide et band eller et ølmærke eller andre ting, de var optaget af. Hvad var det, jeg selv følte? Moderlighed, forelskelse? En forbindelse på tværs af artsforskellen. Da jeg så ned på det lille ansigt, så forskelligt fra mit eget, forekom det mig, at det så på mig med tillid eller forståelse.

Det var ikke længe siden, at vi fik ideen. Stuen var tung af røg, og klokken var fem om morgenen i Ålesunds mest cool kælderlejlighed, hvor en lavalampe stod og spyttede røde klumper døgnet rundt. Stuen havde været fuld af folk, men nu var vi kun en lille håndfuld tilbage og nærmede os det punkt, hvor vi overgav os til natten. Stemningen var afdæmpet, rummet lugtede af sød røg, og Ingvar sad i lænestolen 10

og spillede rockklassikere på guitaren. Selv Egil, der hele aftenen havde braget 50 Cent og Outkast ud i stuen, havde rullet skjorteærmerne ned og var faldet til ro på gulvtæppet med armen om en pige, som han sikkert studerede med på Handelshøjskolen.

Selv var jeg høj af stemningen og Ingvars stærke joints og havde trukket mig tilbage i min skal. Jeg lå på sofaen, koncentrerede mig om at mærke, hvordan loftet sænkede og hævede sig, sænkede og hævede sig, som om det åndede. Jeg havde tænkt mig at ligge på den måde, til jeg faldt i søvn, havde fundet rytmen i det, da der ud af det blå kom en fyr ind. Han kom vandrende udefra og ind i lejligheden, kendte enten Ingvar eller Egil, hvem af dem kunne være ligegyldigt.

Senere kunne jeg ikke huske hans ansigt, huskede kun, at han satte sig på gulvet ved mit hoved og ville snakke med mig, men jeg var kun interesseret i at se loftet ånde. Efter gentagne kontaktforsøg gik han hen til de andre og satte sig.

Jeg faldt i søvn, eller jeg blev et med loftet og holdt op med at eksistere, men så var jeg tilbage igen. Det var Ingvars udråb, som vækkede mig. Pigen, som Egil havde lagt an på, lå halvvejs gemt bag hans ryg med hænderne for øjnene. Selv sad Egil med øjnene klistret til fjernsynet. På skærmen stod en mand halvvejs nede i et mudderhul i en jungle og trak noget op af vandet. Det var en slange med glinsende brune og sorte skæl, diger som en alligator, men meget længere.

Slangen blev større og større, efterhånden som manden trak den op af vandet. Skindet var brunt, sort og gult. The Great Python. Manden råbte, mens han trak slangen op, der blev mere og mere tyk og omfangsrig. »This is a big snake!« råbte han. »Hovedet, det er hovedet.« Australsk accent og hurtige bevægelser. Med et åbnede slangen gabet. Den kastede sig 11

rasende mod ham. Manden bakkede, kom med et halvkvalt udråb, og slangen fulgte efter.

Jeg sank. Hørte Egils nervøse latter og bandeord langt væk.

Mine hjerteslag overdøvede alt, fyldte rummet med lyden af mit blod. Kinderne blev varme, jeg blev klam i hænderne.

Jeg plejede ikke at mærke kroppen så påtrængende. Ikke på den måde. Der var noget ved slangens bløde bevægelser, muskelkraften skjult under de glatte skæl. Jeg følte mig draget mod skærmen, hvor manden havde hentet et kamera frem fra buskene og stillet sig op for at tage et billede af det enorme dyr. I det samme gabte jeg og slangen synkront. Vi strakte hals og blottede en lang og blød mundhule med små tænder, der nærmest gik i et. En blød gane og en tunge, der bugtede sig i luften. Så gik vi til angreb. Rummet råbte op af frygt og begejstring, da vi satte tænderne i en tyk, behåret arm. »Jeg troede, jeg skulle dø,« sagde den australske mand. »Jeg troede, den fik mig.« Han sad i en sammenklappelig stol med et telt i baggrunden. »Det havde den også gjort, hvis ikke dens underkæbe havde sat sig fast i mine bukser. Ellers ville jeg ikke have haft en chance.« K lippet med slangen, der bed manden, blev vist igen og igen hurtigt efter hinanden. Det bløde, lyserøde gab kastede sig frem, kastede sig frem, flere gange hurtigt og derefter langsomt, så jeg kunne se, hvordan slangen bed, hvordan den lyserøde tand hang fast i stoffet og til sidst slap. Tanken om, hvordan den tand måtte føles mod fingerspidserne, hvis man berørte den. Jeg lukkede munden. Sank. »Jeg ved, hvor man kan få fat i sådan en.« Det var den nye fyr, der sagde det, ham, der var dukket op ud af det blå. »Selvfølgelig ikke så stor som den der, men jeg ved, hvor man kan købe sådan en som unge.« 12

Når jeg tænker tilbage og prøver at huske, hvordan han så ud, kan jeg kun huske et hoved uden ansigtstræk, uden øjne, næse eller mund. Men jeg kan huske, at der blev stille et øjeblik. Egil drejede hovedet, sendte mig et stort smil.

Jeg prøvede at gengælde det, men havde nok at gøre med at komme mig over den intense følelse. Var nervøs for, at de skulle bemærke, hvor stakåndet jeg var, hvordan jeg sank med blussende kinder. Jeg nikkede langsomt. Egil vendte sig mod Ingvar, som havde et lignende smil på læberne. Han nikkede også. Så var det afgjort. Vi skulle have en slange.

Aftenen vågnede til live igen, stuen blev fuld af latter og stemmer. Den nye fyr havde et sølvskinnende digitalkamera og tog billeder af os alle sammen. Mig, Ingvar, Egil, pigen, fyren, foran fjernsynsskærmen med et fastfrosset billede af en seks meter lang pythonslange.

Det nye familiemedlem var stadig kun en tigerpython på en meter. Stadig kun et lille barn. Alligevel var jeg helt væk i det væsen. En følelse af at hænge frit over en afgrund. Overraskende dejligt. Inden jeg gav ham videre, løftede jeg ham op til ansigtet og hviskede: »Du kommer med mig hjem.« Det må have været indbildning, men jeg mente, at jeg så ham nikke.

13

Mariam Kristiansund Fredag 18. august 2017

»Mor, må jeg få det her?« Iben viser mig et pastelglitrende tegneserieblad. Figuren på forsiden skal forestille en sexet zombie med glimmer­ læbestift, der laver trutmund med overdimensionerede læber. Det er som regel kun Tor, der tager hende med ud at købe ind. Jeg foretrækker at klare det på egen hånd, men i dag er det Ibens og min »alenedag«. Det var mit forslag. Skolen begynder på mandag, og jeg ville gerne være den, der købte nyt tøj og skoleudstyr sammen med vores sjetteklassebarn.

Ville gerne bruge tid på os to for at komme tættere på hinanden igen. Vores forhold bliver mere og mere problematisk, jo ældre hun bliver. Nærmest fjernt.

Vi har været i Storkaia butikscenter i godt tre timer. Hun har fået lov at vælge tøj og har valgt et par smalle bukser og en blondeoverdel med en knap i nakken, som er pæn.

Lyserøde sko og en matchende hættetrøje, som hun tog på med det samme. Vi har stået foran spejlene i tøjbutikkerne og taget billeder og hygget os. Vi fandt tilmed en gul trøje i hendes størrelse, som ligner den kashmirtrøje, jeg har på, og sendte et billede til Tor. Hun ligner mig så meget, da jeg var i samme alder. Det er indimellem hårdt for mig at se, at vi ligner hinanden, men i dag var det også lidt dejligt. Efter shoppeturen satte vi os ind på en café og spiste is. Jeg stillede 14

hende ufarlige spørgsmål, og hun svarede. Vi talte lidt sammen om heste. Hun har en veninde, som rider, og vil så gerne begynde gå til ridning sammen med hende. Jeg lovede at tale om det med Tor, og hun smilede, som om jeg allerede havde givet hende lov.

Iben er smuk med det lyse hår, der falder ned i øjnene, den smalle næse og de smalle læber. En skærende kontrast til den absurde tegneseriefigur. Hun lægger ansigtet i folder, der skal charmere. Det virker sikkert på Tor, som alt for ofte lader sig styre af sin samvittighed, men over for mig er det en dårlig taktik. Jeg føler mig narret. I elleve år har jeg passet på hende, så hun ikke skulle komme til skade, så hun ikke skulle falde ned fra sofaen, få mad galt i halsen, sluge legoklodser. Trøstet hende, når hun græd, når hun har været syg. Intet af det værdsætter hun. Gaver og tilladelser, det er det, hun vil have.

Jeg tager bladet ud af hendes hænder. I nogle sekunder ser hun på mig, stadig med lys i de mørke øjne, sekunderne går, hvor hun stadig håber på at få, få, få. Jeg blader i hæftet. Flere skabagtige zombiepiger ser på mig med store, sminkede øjne.

De laver hverdagsting, går i skole og sminker sig. Producenten af bladet forstår at udnytte, hvordan unge pigers øjne stråler, når de ser noget glimte. »Hvad kan du lære af det her?« Iben slår blikket ned. Skraber mod gulvet med de nye sko. »Iben. Hvad kan du lære af det?« »Det ved jeg ikke,« hvisker hun. »For mig ser det ud, som om du ikke kan lære noget som helst af det. Hvorfor vil du have det?« Hun fortsætter med at se ned i gulvet og trække lidt på den ene skulder som svar.

15

»De har smallere hofter end hals,« siger jeg.

Jeg lægger bladet i hendes hænder. Stiller mig bag hende og slår op på den første side. »Se her. Ingen historie. Næsten ingen tekst og kun pladder.

Det her blad indeholder ikke andet end grimme billeder af sminkede piger. Hvorfor vil du have det blad, Iben?« Hun ryster på hovedet. Prøver at flytte sig, men jeg holder hende fast. Blader videre til næste side. »Se her.« Blader igen. »Kan du se? Ti sider og stadig ingen historie. Det handler ikke om noget som helst.« Jeg kan høre, at min stemme er skarp, men jeg kan ikke lade min datter blive ved med at falde for sådan noget bras.

Næste gang ved hun bedre. Hun prøver at vride sig løs, men jeg holder hende fast med albuerne. Hun ser ned på sine ny sko, slipper bladet, så det kun er mig, der holder det og hendes slappe hånd. Hun jamrer sig. Prøver at trække hånden til sig. Jeg er gået for vidt. »Undskyld. Jeg mente det ikke på den måde. Jeg synes bare ikke, du skal læse noget, der gør dig dummere. Find noget bedre, så køber jeg det til dig.« Iben snapper bladet ud af mine hænder. Går hurtigt af sted med bøjet nakke og forsvinder bag en reol. I det samme ringer min telefon. Jeg roder i tasken og finder først Ibens telefon, som jeg skulle passe på, fordi hendes lommer ikke er store nok. Roder videre og finder min egen. Det er en af regnskabsfolkene, han vil sikkert aftale et møde om at ansætte flere plejeassistenter. VeryHealth vandt en stor udbudsrunde sidste år, der var et billede af os i Tidens Krav med marcipanlagkage og bobler, og efter sommerens planlægning er vi nu klar til at levere. I dag er min datter vigtigere end mit arbejde, det har jeg lovet mig selv. Jeg lader den bare ringe.

16

Iben er ikke ved bladene, da jeg kommer derhen. Jeg tager et andet tegneserieblad, der virker mere lødigt, og et krydsordsblad. Står et øjeblik og ser på bladet med de sminkede zombiepiger. Vi må tale om det i aften.

Hun er heller ikke ved kassen. Ikke ved slikket og ikke uden for butikken. Jeg lægger varer fra indkøbskurven over på båndet. Tager min telefon op for at ringe til hende, men kommer i tanke om, at det er mig, der har hendes telefon.

Jeg synes, hun er for ung til en skuldertaske, men jeg må nok snart købe en til hende. Jeg betaler ved kassen og spørger knægten, som sidder der, om han har set en elleveårig pige, men jeg kunne lige så godt have spurgt kasseapparatet.

Jeg pakker varerne ned i poser, triller indkøbsvognen ud og standser mellem to butikker for at se mig til højre og venstre.

Da jeg stadig ikke kan få øje på hende nogen steder, begynder jeg at skubbe vognen hårdt foran mig og tager lange skridt hen ad fortovet. Jeg kan mærke, at jeg ikke har meget tålmodighed tilbage. Men jeg bider tænderne sammen og tvinger indkøbsvognen op ad bakken til parkeringshuset.

Hun er ikke ved parkeringsautomaten og står heller ikke ved bilen og venter. Jeg vender mig i alle retninger, men der er kun få biler at se og ingen pige. Det er vel nu, jeg skal begynde at løbe hysterisk omkring, tilkalde sikkerhedsvagter og få en besked læst op over højtaleranlægget. Være bange for, at nogen har bortført hende. Det er det, hun vil have.

Hun skal ikke straffe mig, jeg nægter at deltage i den leg.

Jeg begynder mere og mere aggressivt at smide poserne med madvarer ind i bilen. Nogle af æggene bliver sikkert knust, og jeg håber, at de flyder ud over Ibens blad. Jeg sender den tomme indkøbsvogn ind i muren med et smæld, så den vælter omkuld. Hjulene på den snurrer rundt, da jeg sætter 17

mig ind i bilen. Min frakke til fire tusind kroner kommer i klemme i døren, stoffet flænges op, da jeg rykker den til mig.

Jeg starter ­motoren. Iben løber så hurtigt, at hun sikkert vil være hjemme i løbet af ti minutter. Jeg nægter at følge efter.

Snart er jeg ude på vejen. Hvis jeg ville, kunne jeg bare køre.

Lægge familielivet bag mig og aldrig vende tilbage.

18

Liv Ålesund Lørdag 23. august 2003

Han havde trukket hætten op over hovedet og gik foroverbøjet på sin karakteristiske facon. Jeg genkendte hættetrøjen på lang afstand, grå og grønne striber, slidt efter mange års brug og vask. Jeg kom så tæt på ham, at jeg kunne se trøjen blive plettet af det lette regnvejr. Så løftede han hovedet, og jeg mødte det isblå blik og smilet, der næsten ikke kunne ses i det bumsede ansigt. Som sædvanlig havde han en snus under læben, så man let kunne tro, at han bare så sådan ud.

Han måtte være 28 nu.

Patrick vinkede, og kvalmen bredte sig i kroppen. Jeg vendte mig om, slog blikket ned og vadede ind i den første og bedste butik, en guldsmed. Fortrød, lige så snart jeg var ­inden for døren. Det var ikke en flugtrute, det var en blindgyde. Jeg gik hen til en montre med smykker og hørte dørklokken ringe, da han fulgte efter mig derind.

De lyse minder dukkede op først. Vores latter, når han svingede mig rundt i stuen, så vi begge ramlede omkuld.

Hvordan han lagde skinke og osteskiver på ansigtet for at få mig til at le. Minder fra tiden, før jeg begyndte i skole, og hende, der kaldte sig min mor, begyndte at være væk i måneder ad gangen. Det var, som om de minder var pakket ind i bomuld, eller som om mit hoved blev som bomuld af at tænke på dem.

19

Efter de lyse minder kom hverdagsglimtene. Patrick, som aldrig kunne stå op til tiden. Clockradioen, der larmende sendte en tør nyhedsoplæsers stemme ud i det vinduesløse rum. Indtil Patrick rev stikket ud. Jeg stod og hev i ham, indtil han kom på benene eller bad mig gå ad helvede til.

Så smurte jeg en skive brød, drak et glas chokolademælk og gik i skole. Da jeg kom hjem om eftermiddagen, kunne han ligge på sofaen, eller også var han ude, eller også stod han i køkkenet og lavede toast til os. Dagene gled over i hinanden, blev et helt liv af ting, vi gjorde eller ikke gjorde sammen.

Hans åndedræt ud ad næsen, når han kildede mig, fjernsynet der næsten altid kørte, glas med størknet mælk og tallerkner med grød­rester på køkkenbordet. Tandpasta, der lå tilbage i vasken efter ham, og som jeg spredte ud med fingeren. Hverdagen blev efterhånden mindre os tre og mere os to.

Til sidst kom de mørkeste minder. Da var Patrick ­kommet så tæt hen til mig foran montren med guldsmykker, at jeg kunne lugte ham. Jeg kunne ikke holde de minder ud. Ville bare have ham til at gå, så jeg kunne slippe for dem. Jeg stirrede på guldsmykkerne, smykker, jeg ikke havde råd til. Det eneste smykke, jeg havde på, var en forgyldt nøgle i en kæde om halsen. Jeg kunne se genskinnet fra den i glasmontren, og jeg så, at Patrick i samme øjeblik rakte sin hånd frem og berørte den med fingerspidserne. »Er du blevet et nøglebarn, Sara?« Der gik et stød gennem min krop. Jeg rystede ham af mig. »Sara, dog,« sagde han.

Jeg holdt vejret i flere sekunder og forsøgte at holde kvalmen tilbage. »Jeg hedder Liv,« sagde jeg. »Jeg kender dig ikke.«

20

Roe Kristiansund Fredag 18. august 2017

Uret på computerskærmen nærmer sig tolv. Jeg tjekker den omtrent hvert fjerde minut, når jeg ikke ser ud ad vinduet, hvor Sundbåden er på vej i havn. Vinden sender små regndråber mod ruden. Da jeg kom hertil, syntes jeg, at udsigten ud mod havet var fantastisk. Nu minder det mig bare om, at Kristiansund er lige så deprimerende som Ålesund, kun udsigten fra kontoret er lidt bedre.

R apporten om afhøringen af pigen, der havde anmeldt, at hun var blevet voldtaget, mens hun sov, er for længst færdig, jeg sidder kun og polerer sproget. Selvfølgelig kunne jeg gå til frokost sammen med de andre og være med til at spise danskerens kvajekage. Da jeg var ny i ­tjenesten, plejede jeg at holde af kvajekager. Jeg lod tilmed, som om jeg stadig var begejstret for dem, da jeg var til job­i nterview i Kristiansund, men det var kun for at slippe væk fra Ålesund. ­Kvajekage er ikke særligt ophidsende, når man har kontorarbejde og ikke længere er operativ. Man bliver bare den, der spiser og aldrig bager, som hører historierne og drøfter dem, men aldrig oplever dem selv. Nogle af de gamle, der ikke længere er operative, laver alligevel kage, men det bliver bare akavet.

Det er ikke kun, fordi jeg ikke er operativ længere. Efter alt det, der er sket, gider jeg ikke rigtig andre mennesker. Når 21

politifolk spiser kage sammen, stiller de spørgsmål. De vil snage, vide, hvad der foregår i dit hoved. Jeg har ikke tænkt mig at dele en skid, har ikke tænkt mig at udbrede mig om noget, de ikke forstår et pluk af. De tror, det er sejt at samle en narkoman op på gaden. At det er synd for dem, hvis der ikke kommer noget ud af deres flirt. Jeg kan ikke tale med den slags folk om, hvordan det føles at miste alt det, der betyder noget, og først bagefter forstå, hvor vigtigt det var. Hvordan det er at være 55 år og opleve hvert eneste år, der går, som yderligere et år mellem mig og mit barn. Det er for sent for mig. I fortiden findes et stadig fjernere minde om de mennesker, jeg ikke værdsatte, mens jeg stadig havde dem, og i fremtiden findes kun døden. Det kan jeg ikke sige til mine kolleger. Så bliver jeg ham den sure mand, som sidder i tavshed og spiser deres kage. De skal ikke presse mig ind i rollen som den mand.

Det eneste, jeg savner ved Ålesund, er, at der vidste mine kolleger, hvor min grænse gik. Da jeg tog derfra, skænkede jeg det ikke en tanke, at der var noget som helst der, jeg kunne komme til at savne. Sverre har kendt mig så længe, at vi kunne have fundet hinanden igen, hvis jeg havde orket, men det er også okay for ham bare at lade mig være i fred.

Den forståelse savner jeg her.

Maven rumler, men jeg har tænkt mig at vente, til der er så få som muligt i kantinen. For at få tiden til at gå tænder jeg igen for videoen af forhøret med pigen. Hun sidder med bøjet hoved og hænderne i skødet, mens hun taler. Hendes hår skjuler ansigtet for kameraet. »Jeg kendte ham i forvejen,« siger hun »Fra skolen og alt det der. Han har aldrig forsøgt sig, vi havde ikke noget kørende. Den aften til festen hjemme hos ham forsøgte han sig, men blev ikke anmassende.« Min 22

egen stemme bryder ind, rømmer sig: »Når du siger forsøgte sig, hvad gjorde han så?« Tavshed. »Han ville tale om ting.

Private ting. Ville kysse mig. Jeg trak mig væk. Jeg sagde, at jeg ikke var interesseret, og så holdt han op. Bagefter virkede alting fint nok. Han er den slags fyr, man er tryg ved. Jeg var ikke bange for at lægge mig ned og sove sammen med ham.« Pigen begynder at græde. Jeg ser mig selv række hende æsken med servietter. »Fortæl, hvad der skete,« siger jeg. »Jeg faldt i søvn,« siger hun. »Vågnede først, da han var begyndt. Han gik i gang, mens jeg sov.« Min egen stemme bryder ind igen. »Jeg ved, at det er svært,« siger jeg, »men du må prøve at være så konkret og detaljeret som muligt. Kan du fortælle mig, hvad du lægger i ordene i gang?« Jeg kan godt huske, hvordan jeg havde det, de første gange en pige græd foran mig. Hvor rasende jeg blev på gerningsmanden eller -mændene. Ofte havde jeg mere at tilbyde de piger end min egen datter. Jeg mente nok, at de havde mere brug for mig efter alt det, de havde været igennem. Nu holder empatien hurtigt op. Jeg magter ikke at mærke noget, for jeg er bange for at gå i sort.

Jeg standser videoen midt i forklaringen. Ser et øjeblik på den unge piges bøjede hoved. Husker Lillepigen komme ­løbende hen ad vejen mod huset, hvor vi boede sammen som familie. Hun var så glad for at se mig. Det er tåbeligt at blive ved med at tænke på hende som Lillepigen, men det er ikke desto mindre det, hun altid vil være for mig, min Lillepigen.

Straks begynder hjertet at dunke i brystet. Jeg ryster minderne af mig og slukker videoafspilleren.

Jeg går mod strømmen af politifolk, der er på vej tilbage til kontorerne og til kommandocentralen. Snart vil mange af dem forsvinde. Kommandocentralen skal flyttes til Ålesund 23

om nogle uger. Alt forsvinder fra Kristiansund. Det er kun mig, der er rejst den her vej.

På vej op ad trappen standser jeg for at binde mine snørebånd. Lytter til politistationens summen af stemmer omkring mig. Som en bisværm. Jeg kan mærke, at jeg snart ikke orker mere af det her, men at jeg fandeme heller ikke orker nogen af alternativerne. Jeg retter mig op og beslutter mig for at jogge resten af vejen op ad trappetrinene, selv om ingen kan se mig, og passerer voksdukkerne, der er klædt i politiuniformer fra ældre tider.

Birte kommer ud fra kantinen med en flaske mineralvand i hånden. Hendes ansigt er så fregnet, at hun ligner et kort, og den sædvanlige røde fletning ligger hen over skulderstroppen på uniformsskjorten. Birte løfter hånden til hilsen, da jeg går forbi hende. De hilser i det hele ­taget meget her. Det er trættende. Da jeg er inden for døren, ­hører jeg et hvin og en skingrende høj latter bag mig og ser, at danskeren har stillet sig op klædt i paryk og gammel politiuniform ligesom voksdukkerne. Den lange mand knækker sammen af grin. Birte sætter sig på trappen og må tørre ­øjnene af latter. Jeg ved, det er dumt af mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at danskeren stod der, mens jeg gik forbi for bare et par sekunder siden. Helt stille ­ventede han på, at jeg skulle gå forbi, så han kunne skræmme en anden.

Der sidder stadig små grupper tilbage i kantinen, dem, der tager lange frokostpauser. Intet af maden frister, men jeg beslutter mig for noget kyllingesalat. Tager avisen med og sætter mig ved et af bordene ved vinduet. Magne Hoseth er på forsiden af Tidens Krav i dag, han vil hjælpe K ­ ristiansund med at bevare pladsen i øverste række. Jeg blader om til interviewet.

24

Jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan ­Kristiansund Boldklub klarer sig, men det handler i det mindste om noget andet end erhvervsliv og sygehusvæsen. Forkert. Selv fodbold­spilleren Hoseth har en mening om det planlagte ­fællessygehus, som det har kostet 450 millioner at udrede. Det er en uge siden, at Kristiansund tabte anken i sygehussagen. Sygehuset vil blive bygget i Molde.

Jeg tager mod til mig og stikker gaflen i kyllingesalaten.

Når lige akkurat at gabe over den, da jeg ud af øjenkrogen ser nogen nærme sig. »Søreme om du ikke sidder der!« Åsmund har en brungrå trøje på, der klichéagtigt passer til det hvide hår. Han fatter ikke, at jeg helst vil undgå at blive set sammen med ham. At han fremhæver de sølvgrå stænk i mit eget hår. Nu skal jeg belave mig på historier om skolebesøg og bekymringssamtaler med unge. »Hvordan går det, Åsmund?« Åsmund sukker og stiller bakken fra sig på bordet. »Jo længere tid jeg arbejder her, desto mere overbevist ­bliver jeg om, at der ikke er noget håb for den næste ­generation.« »Du slipper i det mindste for sædelighedsforbrydelser.

Giv mig til hver en tid et fuldeslagsmål eller et indbrud.

Sædeligheds­forbrydelser er dødens pølse.« Noget af det værste ved Åsmund er, at vi faktisk kommer godt ud af det med hinanden. Det er deprimerende. »Jeg har hørt, at du er god til de sager, Roe. Jeg talte med et par af gutterne, da der var kvajekage tidligere. De siger, du er god til forhør.« Det overrasker mig ikke, at de har talt om mig, men jeg fornemmer, at Åsmund ikke fortæller den fulde historie. Der har været et »men«.

25

Åsmund begynder på en historie om en eller anden teenage­dreng, som han har prøvet at hjælpe. Jeg mister hurtigt tråden. Kigger på kyllingesalaten og overvejer at tage en portion til. Tager noget på gaflen og ser på det lyse kød, dressingen er sennepsfarvet. »Roe!« Birte råber til mig fra døråbningen. Denne gang er der alvor i det fregnede ansigt. »Samling. Mødelokalet.« Birtes holdning får hende pludselig til at virke ti år mere moden. Noget stort må være under opsejling. Det er lige det, jeg har brug for, endelig sker der noget. Jeg var alligevel ikke særlig sulten. Jeg rejser mig og tager kyllingesalaten og avisen med mig hen til skraldespanden og smider begge dele i, så plastiklåget smælder.

Vi småløber op ad trapperne til fjerde. Foran døren til møde­lokalet standser Birte op. Hun slår ud med armen, vil have, at jeg skal gå først. Jeg drejer hovedet og ser, at Åsmund er fulgt med op, han står på trappen og ser på os. Idet jeg tager i dørhåndtaget, føler jeg mig pludselig utilpas.

Rummet er halvmørkt og fuldt af folk, som sidder helt stille og ser på mig. Så brager det løs, og luften fyldes af ­konfetti. »Roe 55 år« lyser det fra væggen, og de begynder i samlet kor at synge fødselsdagssangen. De synger, bukker og nejer og drejer rundt om sig selv. Jeg burde have regnet det ud. De sataner elsker at trampe rundt i det.

26