Paradis først

PARADI S FØRST

Af samme forfatter: Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse (DIGTE), 2000 Græshoppernes Tid (DIGTE), 2002 Turisthotellet (ROMAN), 2006 Hjemstavn nr. 13 – et festskrift (DIGTE), 2009 Fuglepigen Vega (BØRNEBOG), 2009 Fuglepigen Vega rejser ud i verden (BØRNEBOG), 2010 Æsel (ROMAN), 2011 Et kød (EROTISKE FORTÆLLINGER), 2012 Historien (ROMAN), 2013 På ryggen af en tyr – en tragedie (ROMAN), 2014 Som om (ROMAN), 2016 Cahun (ROMAN), 2019

K R I S T I N A S T OLT Z

Paradis først ROM A N

Gutkind

PARADIS FØRST © Kristina Stoltz og Gutkind Forlag A/S, København 2020 1. udgave, 1. oplag, 2020 Omslag: © LA GRAPHIC DESIGN Forsideillustration/foto: © LiPo Ching/Bay Area News Group Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook UAB ISBN 978-87-434-0051-6 Printed in Litauen, 2020 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 3. · DK-1201 København K gutkind.dk

Stierne på campus forvirrede mig. Efter fem uger fór jeg stadig vild. Jeg havde hørt, at man som kvinde skulle passe på med at gå alene rundt på området om natten. Efter klokken syv om aftenen var det mørkt, og campus blev en farlig park kun oplyst af sporadisk placerede lygtepæle. Før jeg ankom til Duke University, vidste jeg ikke, at min stedsans var så dårlig, at jeg kun skulle dreje en enkelt gang rundt om mig selv, før jeg ­mistede fornemmelsen af, hvor jeg befandt mig. Det var ikke, fordi jeg ikke så, ikke var til stede, men det var detaljerne, der optog mig, trækronerne på de vældige stammer, de trimmede plæner, bænkene og de brede fortove, skraldespandene, de grå egern der pilede hen over mine fødder, når jeg standsede op på en af stierne, de historistiske bygninger der virkede så monumentale, aristokratiske. Men mest var det den fugtige varme, lyden af godstoget, der vækkede mig om natten. Er jeg nogensinde vendt rigtigt tilbage efter de uger, hvor jeg vågnede hver nat, jeg satte mig aldrig op i sengen, det tror jeg ikke, men blev liggende og lyttede til det tudende tog, de skinner der krydser hele kontinentet, 5

mens jeg kun mærkede min egen krop i varmen, opløst af en forelskelse som ikke havde fundet sted endnu. I drømme gik jeg rundt i den samme have, hvor træerne var højere og bredere end nogen træer der findes. Den samme have hver nat, men selvfølgelig var det ikke sådan, for der var kakerlakker på værelserne, på gangen og på badeværelset, man kunne høre dem derinde, når man satte nøglen i låsen.

Måske var det på grund af min dårlige stedsans, at der skulle gå fem uger, før jeg opdagede, at der fandtes en kiosk tættere på kollegiet end den, jeg havde brugt til at købe vand og tyggegummi. En interimistisk kiosk, skabt til lejligheden på første sal i et af de røde murstensbyggerier. Jeg opdagede den, dagen efter det polske kompagni havde opført deres forestilling. De optrådte på en af de mindre scener. Alle teatrene havde navne, men de har for længst fortonet sig. Man havde fjernet stolene, så der var plads til flere publikummer. Jeg stod oppe foran. Jeg husker belysningen, et gulligt, varmt lys i rummet, som om publikum var en del af forestillingen.

De tre dansere forrest på scenen. To mænd og en kvinde.

De var fra Krakow. Der virker rodet bag dem, stole, borde og rekvisitter hulter til bulter, men sådan har det nok ikke været. Og så er der varmen, først og fremmest varmen og de store åbne vinduer ud mod parken og de mørke træer, larmen fra cikaderne, så snart der bliver stille. Jeg er 18 år. Der blev nok aldrig helt stille. Jeg havde en vandflaske i min taske, kameraet hængende over skulderen. Gennemvædet af sved ligesom alle de 6

andre, ligesom danserne, det er umuligt at undgå, når man står så tæt. Jeg anede ingenting om den forestilling, selvfølgelig gjorde jeg ikke det, hvordan jeg ville reagere på deres bevægelser, tegnsproget som de stod og lavede der yderst på scenekanten, hvordan det ville være gået, hvis ikke jeg havde set den forestilling.

Der er lyst i kiosken. Blændende nærmest, som om rummet er oplyst af projektører. Og så er der næsten ingen varer, måske fordi der kun er en uge tilbage af festivalen. Det gjaldt vel om at komme af med det hele, og der var trods alt det fornødne sukker: de hvinende søde vakuumindpakkede muffins, som de også serverede til morgenmad i cafeteriet, cookies, marsbarer, granolabarer, tyggegummi, vand, iste, sodavand.

Jeg vendte mig om med en pakke mintpastiller i hånden ved lyden af hans stemme. Jeg ved ikke, hvad han sagde til mig. Det var første gang, jeg så ham. Første gang vi mødtes. Han smilede nok. Han smilede uden tvivl. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at jeg gjorde det samme. Der var ikke andre derinde.

Så præsenterede han sig, sagde, at han hed Marlon. »Ligesom Marlon Brando, selvom jeg ikke ligefrem ligner ham, men min mor er stor fan.« Måske fortalte han det først senere, eller også var det hans mor, der fortalte det, nej, han fortalte det derinde i kiosken, han fortalte det som det første, for sådan var han. Jeg tilstod, at jeg selv var opkaldt efter en fiktiv figur. Et kort øjeblik havde jeg glemt, at Marlon Brando var en virkelig person.

7

»Jeg har set dig her på campus,« sagde han og slog blikket ned, som om han havde talt over sig. Han havde talt over sig. Jeg sagde, at jeg ikke havde set ham, at der var så mange på campus, i cafeteriet, på festivalen i det hele taget, at man ikke nåede at registrere alle. »Nej, det er klart,« sagde han.

Jeg tænkte på det polske kompagni fra aftenen før, det tætte rum, lyset, varmen og mine ben, der havde været ved at bryde sammen under mig. Kvindens ansigt oppe på scenen, det udtryk, jeg ved ikke, hvad det var, jeg kan stadig ikke sige det. Havde han også været der? I rummet. Havde han set mig der? Han har en sort skønhedsplet over venstre øjenbryn. Hans hud er brun. Jeg husker det, som om han var høj, bredskuldret.

Stemmen er dyb og mørk. Hans smil er amerikansk.

Et Hollywood-smil. Et Colgate-smil. Jeg kunne ikke identificere smilet som hans eget. Ikke endnu. Han konstaterede, at jeg fotograferede. Jeg nikkede og løftede automatisk min hånd op til stroppen, jeg havde mit spejlrefleks hængende i over skulderen. »Du fotograferer forestillingerne,« sagde han. »Og undervisningen, de timer som jeg får lov til at snige mig ind til, men det er ikke alle undervisere, der vil have det.« »Eller studerende,« sagde han og løftede brynet.

Det var sådan, jeg havde fået muligheden for at komme og deltage i festivalen, jeg skulle dokumentere forestillingerne og undervisningen, til gengæld fik jeg fri kost og logi. Jeg spurgte, om han ikke brød sig om 8

at blive fotograferet. Jeg tror, han sagde, at han ikke havde danset særlig længe, at han studerede økonomi og filosofi, at det var nyt, det med dansen, og at det derfor var heldigt, at han havde fået det stipendium til at deltage i festivalen. Nu undrede det mig endnu mere, at jeg ikke havde set ham, for stipendiaterne var mødt ind en uge før alle andre for at gøre klar. Vi var omkring hundrede. Jeg troede, jeg havde fået hilst på alle.

Han havde en stribet hættetrøje på den dag i kiosken. Gule, orange og sorte striber. Måske havde han træningsbukser på. Måske havde han trainers på. Selv var jeg sikkert klædt i den sorte buksedragt, den i det tynde bomuldsstof, som jeg gik i den sommer. Der var ikke andre i kiosken end os. Der kom ikke andre for at købe noget. Måske vidste ingen, at den fandtes. Hans dreadlocks var ikke særlig lange på det tidspunkt. Han spurgte, om vi skulle gå ud og drikke en kop kaffe efter forestillingen med det indiske kompagni samme aften. Jeg havde fortalt ham, at jeg var opkaldt efter Kristina fra »Udvandrerne« af den svenske forfatter Vilhelm Moberg. Det var Kristinas børn, der overlevede i skibet på vej over Atlanterhavet, mens mange af de andre emigranters børn døde, det fortalte jeg ham, at Kristinas børn overlevede, fordi hun konstant vaskede sine hænder, vaskede børnenes hænder og børnenes hår, deres tøj.

Han sagde, at pastillerne, de mintpastiller jeg stod med i hånden, var hans yndlings. Jeg svarede, at jeg aldrig havde smagt dem.

9

»Godt,« sagde han med en stemme, som kan sammenlignes med den tone, der må lyde langt ude i universet, som ingen kan høre, som få kan høre, måske.

Jeg tog pastillerne med op til disken. Selv skulle han ikke have noget. Jeg lagde mærke til hans hænder og hans fingre, hvor lange og slanke de var. At hans negle var lange. Hvorfor var de lange? Det er de ikke længere.

Han foldede hænderne på disken, mens jeg betalte. Jeg kan ikke huske ekspedientens ansigt. Alt det farvestrålende dér på begge sider af kasseapparatet, sandsynligvis glitterblade og magasiner som i en rigtig kiosk. Der lå sikkert alt muligt. I loftet hænger en vifte. Den snurrer på fuld kraft, det har den gjort, selvom klimaanlægget var tændt. Da vi kom udenfor, var det varmen og koret af cikader som en mur af stemmer, der gjorde det umuligt at lytte mere, mærke mere. Vi fulgtes ud af kiosken. Jeg husker det ikke, jeg husker intet andet end fornemmelsen af, at alle de billeder, jeg havde taget i løbet af de sidste fem uger, ikke fandtes længere.

Det er 26 år siden nu. Da jeg køber flybilletten, kommer det bag på mig, hvor billigt det er blevet at rejse til USA. I forhold til hvad det kostede dengang. Derfor er det endnu mere uforståeligt, at jeg ikke har købt en afbestillingsforsikring. To uger før jeg skulle af sted, skrev Marlon, at de var nødt til at udsætte brylluppet, da Skylers far var død af et hjerteanfald. Jeg svarede, at jeg ikke havde mulighed for at lave min billet om. »Så kommer du bare som planlagt,« skrev han tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Ville det ikke være 10

ubelejligt? Især for Skyler, som sikkert var i sorg over sin far. »Det betyder noget, at du kommer,« skrev han et par dage senere. I lufthavnen blev jeg afvist, fordi jeg var kommet til at indtaste mit efternavn to gange på rejsebureauets hjemmeside, og nu var der uoverensstemmelse i forhold til passet. Dengang ville jeg have tolket det som et tegn på, at jeg skulle aflyse rejsen. Dengang købte jeg altid afbestillingsforsikringer. Den mindste afvigelse, et skænderi eller en drøm om natten, kunne betyde ulykke forude. Jeg udsatte min hjemrejse. Det var altid hjemrejsen, jeg udsatte. Aldrig udrejsen. Og hver gang vi skulle være adskilt, om det så bare var for et par uger, åbnede Marlon medicinposen, som han i sin tid havde givet mig som en talisman, der skulle passe på mig, for at lægge en ny, lille genstand ned i den. Medicinposen var fra Navajo-reservatet, en hvid læderpose med en mytisk indiansk figur i røde og grønne farver broderet eller malet udenpå. Først senere fandt jeg ud af, at figuren var den fløjtespillende frugtbarhedsgud Kokopelli, der i reservaterne er afbildet i et utal af varianter uden på alt fra muleposer til kaffekrus, postkort og plakater, T-shirts og grydelapper, eller formet i sølv som bæltespænde eller øreringe. Det var Kokopellis fløjtespil, der lød fra anlægget i turistbutikkerne. Det var Kokopelli, der støbt i jern eller hugget i træ bød velkommen uden for kasinoerne. Troede Marlon selv på, at den lille pose fuld af hans eget hår, blod og planter og jord fra haven i Nevada City ville beskytte mig mod ulykker? Først når snoren, som den hang i om min hals, gik i stykker, 11

ville ulykken ramme mig. Nej, sådan tænkte jeg ikke dengang. Det tror jeg ikke. Og nu findes den ikke mere.

Den er sikkert forsvundet i en flytning, eller også smed jeg den ud, da verden begyndte at blive mindre. Jeg tror, det handlede om overlevelse.

De hjalp mig ved skranken til kundecenteret i lufthavnen, ringede til England, jeg anede ikke, at det var et engelsk rejsebureau, jeg havde købt billetten hos. Først med British Airways til Heathrow, dernæst med American Airlines til Chicago og videre til Kansas City. Jeg havde ingen gode undskyldninger for at blive hjemme nu, hvor de lagde sig så meget i selen for at hjælpe mig.

Jeg var mødt op i god tid, de ville sikkert nå at få det ordnet, og jeg havde kun håndbagage med. Hvad skulle jeg sige for at få dem til at holde op med at arbejde på sagen? At jeg ikke ville dø fra mine børn? Jeg rømmede mig og sagde, at jeg godt kunne se, at det var mig, der havde klokket i det. »Nej, nej,« sagde kvinden bag skranken og gjorde en afværgende bevægelse med hånden.

Hun havde nogen i røret fra England. »Det skal nok gå i orden.« I flyveren fra London til Chicago forvandles jeg til kun en krop på et sæde, der tager imod et glas vand og en vakuumindpakket muffin. Samtidig er jeg spredt ud mellem alle de steder der var, alle de steder vi var, og som stadig findes neden under mig, vil jeg tro, neden under denne kabine pakket ind i skyer, forsvundet ud af al synlighed. Måske er man ikke andet end den tid, der er gået, når man hænger heroppe i mellemrummet.

12

Stewardessernes smil er amerikanske, og deres spørgsmål er amerikanske. Når de spørger, hvordan jeg har det, om jeg har brug for noget, om jeg er tørstig eller vil have et ekstra tæppe til at lægge over mig, skinner deres tænder hvidere, end sidst jeg var på vej til USA. Jeg har slukket den lille læselampe over mig og slået sædet tilbage. Der er mørkt i kabinen, kun de blålige lys fra alle skærmene. Jeg har fået det sæde, jeg plejede at bede om dengang, ud til midtergangen. Fem sæder fra den midterste nødudgang. Der sidder ingen på sæderækken foran mig. I det hele taget virker flyveren halvtom, og jeg spekulerer på, om det er et dårligt tegn, om det betyder, at det netop bliver dette fly, det går galt for, et fly, der udleder lige så meget CO2 som alle de andre Dreamlinere, der også hænger oppe i luften lige nu. Jeg lægger den bløde nakkestøtte, jeg købte i Heathrow, om halsen og lukker øjnene. Ser himlen fuld af halvtomme flyvere, mens isbjørnene neden under os hopper fra isflage til isflage i det smeltende Arktis. Hvor mange gange mon jeg har fløjet mellem Europa og USA? Det burde være mig, der sprang mellem isflager. Hvis jeg falder i søvn, er det muligt, at jeg aldrig vågner igen. Der er mønstre bag mine øjne, bænke og paraplyer der bliver slået op simultant, en butik med næsten ingen varer på hylderne.

Folk står tæt. En lang kø af mennesker. Som om de venter på, at noget skal ske. En forestilling. At nogen stiller sig op på en ølkasse og holder en tale. Det var oppe på første sal i et af de røde murstensbyggerier.

Ved ...

13