PATIENTEN
bb1018_patienten_135x215mm.indd 1
10-12-2020 11:08:53
Af samme forfatter tidligere pĂĽ dansk: Terapien SjĂŚleknuseren Splinten Ă˜jensamleren Pakken
bb1018_patienten_135x215mm.indd 2
10-12-2020 11:08:53
Sebastian Fitzek
PATIENTEN PĂĽ dansk ved Jacob Jonia
Gutkind
bb1018_patienten_135x215mm.indd 3
10-12-2020 11:08:53
Patienten er oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Der Insasse © 2018 by Verlagsgruppe Droemer Knaur GmbH & Co. KG, Munich The work has been negotiated through AVA international GmbH, Germany (www.ava-international.de). Denne udgave: © Sebastian Fitzek og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Perttu Lämsä & Imperiet Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0063-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
www.sebastianfitzek.de
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk
bb1018_patienten_135x215mm.indd 4
10-12-2020 11:08:53
Engang var jeg lykkelig, om end kun i en drøm. Men lykkelig var jeg. Edgar Allan Poe, Drømme
5
bb1018_patienten_135x215mm.indd 5
10-12-2020 11:08:53
6
bb1018_patienten_135x215mm.indd 6
10-12-2020 11:08:53
1.
Hvorfor er her så køligt? Myriam var lige trådt ind i helvede, men samtidig føltes det alt for koldt hernede i det mørke kælderrum med de fugtige murstensvægge, hvor sort mug bredte sig som cancer i en storrygers lunger. »Vær forsigtig,« sagde politibetjenten og pegede på hendes hoved. Hun måtte bukke sig for ikke at støde imod et afløbsrør, da hun gik ind i fyrkælderen. Og Myriam var ellers kun en meter og femogtres. Tramnitz derimod var høj og flot og så alt for godt ud i forhold til situationens alvor. Brede skuldre, høj pande, slank, men muskuløs. Som skabt til at pryde forsiden på politiets årskalender, hvis de ellers havde sådan én. Hernede satte støv og spindelvæv sig imidlertid i hans lyse hår med »jeg-har-ikke-ligefået-sovet-frisuren«, eftersom hans hoved ragede helt op under kælderloftet. Det snævre hus i udkanten af Grunewald var fra tyverne af forrige århundrede. Dengang havde folk åbenbart været lavere. Og garanteret ikke så ondskabsfulde som den seneste beboer her i huset. Eller hvad? Myriam sank og prøvede at huske, hvad den venlige betjent, som havde hentet hende derhjemme og kørt hende herud, hed til fornavn. Ikke fordi det overhovedet betød noget. Hun ville bare aflede sin opmærksomhed. Det lykkedes ikke at tænke uskyldige tanker. Ikke hernede i kælderen, der lugtede af blod, urin og angst. 7
bb1018_patienten_135x215mm.indd 7
10-12-2020 11:08:53
Og af død. Tramnitz løsnede de rød-hvide afspærringsbånd, teknikerne havde sat op i et kryds hen over den åbne dørkarm. POLITIET stod der på det, og ordet gentog sig i en uendelighed med sorte bogstaver på den løse strimmel. Men Myriam læste det som: STOP! BLIV TILBAGE! UNDLAD AT KIGGE! »Hør her.« Betjenten gned sig nervøst over skægstubbene. I lyset fra den støvede kælderlampe så det ud, som om han havde gulsot. »Vi må egentlig ikke være her.« Myriam ville på samme tid nikke og ryste på hovedet. (Nej, det må vi ikke. Men ja, jeg er nødt til at gøre det alligevel) – med det resultat, at hun fik underlige trækninger i overkroppen. »Jo, jeg vil gerne se det,« sagde hun. Hun sagde det, som om der var tale om en genstand. Hun kunne ikke få sig selv til at kalde rædslen ved navn, ved dens rigtige navn. »Jeg overskrider mine beføjelser. Gerningsstedet er endnu ikke frigivet, og billederne ...« »De kan umuligt være værre end dem, jeg har i hovedet,« sagde Myriam så lavt, at det næsten ikke kunne høres. »Helt ærligt, jeg er nødt til at se det med mine egne øjne.« »Okay, men vær forsigtig,« advarede politimanden hende for anden gang, idet han pegede på trinnene foran dem. Den lille trætrappe knagede tørt under hendes gummisko. Tramnitz slog en mælkehvid presenning til side, som om den var et bruseforhæng. Bagved lå der et forrum af en slags, som ejeren åbenbart havde brugt til garderobe eller omklædning, og et par skridt længere fremme førte en branddør ind i helvede. En postuniform hang nok så nydeligt på en bøjle over et kobberrør. Ved siden af stod en sækkevogn med pakker. »Så er det altså sandt,« kom Myriam til at sige. 8
bb1018_patienten_135x215mm.indd 8
10-12-2020 11:08:53
Tramnitz nikkede. Han blinkede, som om han havde fået støv i øjnene fra den tætte luft hernede. »Din mistanke er blevet bekræftet.« Åh gud. Myriam tog sig til halsen, ude af stand til at synke, fordi hendes mund var så tør. Da politiet efter flere uger stadig ikke havde fundet nogen spor af Laura, var Myriam på egen hånd begyndt at lede efter sin datter. Hun havde igen spurgt alle naboer og ansatte i butikkerne rundt om legepladsen i Schweizerkvarteret, hvor hendes datter sidst var blevet set. Det var en ældre og nok lettere dement kvindelig lejer, hvis udtalelse man i første omgang ikke havde taget alvorligt og derfor havde undladt at følge op på, navnlig fordi hun hurtigt tabte tråden og pludselig svælgede i gamle minder. I hvert fald påstod hun, at hun den dag, pigen var blevet bortført, havde set et postbud. Hun havde fået ondt af ham, fordi han ikke havde nogen til at hjælpe sig med alle de pakker, som han var nødt til at tage med igen: Hele den lange vej fra beboelsesejendommen på Altdorfer Straße tilbage til pakkebilen, eftersom modtagerne ikke var hjemme. Så kom hun ud på et sidespor – postbuddet havde lignet hendes nevø − hvilket ikke ligefrem højnede hendes troværdighed. Og alligevel var hun kommet med det vigtigste tip af dem alle! »Han var altså forklædt som postbud,« bekræftede Tramnitz og pirkede med foden til en godt halvanden meter høj stabel pakker, der var anbragt på en sækkevogn ved væggen. Først blev hun forbavset, dernæst forfærdet, da stakken væltede, selvom politimanden næsten ikke havde rørt den. »Papmaché,« forklarede Tramnitz. »Hul.« En udhulet attrap. 9
bb1018_patienten_135x215mm.indd 9
10-12-2020 11:08:53
Halvanden meter høj. Plads nok til en pige på syv år. »Laura,« stønnede Myriam. »Mit barn. Hvad har han gjort ved hende?« »Hun blev bedøvet, så han diskret kunne transportere hende ud til varevognen i den her attrap. Følg med.« Tramnitz’ stærke hænder rev branddøren op, hvor der på ydersiden sad et gammelt klistermærke fra Sound & Drumland. Kunne det tænkes, at udyret var musikalsk? Ligesom Laura? Myriam kom til at tænke på det børneklaver, hun havde købt i sommer, men som i de seneste uger havde stået så forfærdeligt tavs i dagligstuen. Hernede var der derimod en forfærdelig larm. I det kvadratiske kælderrum, Myriam netop trådte ind i, var det, som om hun hørte sin datters skrig. Et ekko af fortiden rungede fra de askegrå vægge og det flisebelagte gulv med afløbet i midten. Over dem hang en nøgen elpære med hvide klatter af maling, men det virkede, som om den gav mere skygge end lys. »Hvad er det?« spurgte Myriam hæst og pegede på en kasse, der stod ved væggen foran dem. Tramnitz kløede sin barberede nakke og mønstrede den firkantede trækasse. Kassen stod på et metalbord, der mindede om retsmedicinernes dissektionsborde. Den var lavet af brun krydsfiner og omtrent halvanden meter lang og tredive centimeter bred. I langsiden ud mod dem var der med en håndsbreddes afstand udstanset to cirkelrunde huller, lidt større end spillefladen på et bordtennisbat. Der var spændt mat plastic ud over dem og hen over kassen, så Myriam kunne ikke se, hvad der var i den. »Det er en kuvøse,« sagde Tramnitz, og kælderens helvede blev endnu koldere. Myriam fik kvalme, da det gik op for hende, at man gennem hullerne kunne røre ved dét, der befandt sig bag »kuvøsens« vægge. 10
bb1018_patienten_135x215mm.indd 10
10-12-2020 11:08:53
»Hvad har han gjort ved hende? Hvad har han gjort ved mit barn?« spurgte hun uden at se på Tramnitz. »Gerningsmanden arbejdede på en neonatalafdeling i en årrække, indtil han blev afskediget for uterlighed. Dét kom han sig aldrig over. Han byggede sin egen fødeafdeling hernede.« »Men hvorfor?« Myriam trådte et skridt nærmere, rakte hånden frem, men den dirrede alt for kraftigt. Hun magtede det ikke. Som om et magnetfelt omkring »kuvøsen« skubbede kraftigere og kraftigere til hendes fingre, efterhånden som de nærmede sig for at lasticen. fjerne p Tramnitz gik hen imod hende bagfra. Rørte hende blidt på skulderen og rømmede sig. »Er du sikker på, du vil se det?« Hun nikkede i stedet for at løbe skrigende væk. Politimanden trak plasticen af »kuvøsen«, og Myriam fik ikke lukket øjnene hurtigt nok. Hun så det grufulde syn, der brændte sig ind i bevidstheden, som når det glødende jern mærker dyrets hud. »Laura,« gispede hun, for der var ingen tvivl. Kroppen var ganske vist dækket af kattegrus med lugtfjerner, og under de opspilede øjne boltrede maddikerne sig lystigt, men Myriam havde genkendt pigen på smilehullet i hagen, på modermærket ved det højre øjenbryn, og på Lillefe-spændet, som holdt det genstridige pandehår på plads. »Han tog sig af hende.« »Hvad?« Myriams bevidsthed var meget langt fra virkeligheden, langt ude i et hav af smerte og sorg. Politimandens ord skyllede ind i hendes hjerne fra en anden dimension og gav ikke nogen mening. »Han gav hende mad, medicin og varme. Og kærlighed.« »Kærlighed?« 11
bb1018_patienten_135x215mm.indd 11
10-12-2020 11:08:53
Myriam spekulerede på, om hun havde mistet sin forstand. Hun vendte sig om mod Tramnitz og så op på ham. Politibetjentens kønne, regelmæssige ansigt flød ud som bag en mur af regn. Til hendes store rædsel begyndte han at grine. »Åh ja, det er langt bedre, end jeg havde håbet. Dit ansigtsudtryk!« Da var det, at Myriam blev overbevist om, at der ikke fandtes nogen gud. Men kun hende selv, liget af Laura og djævelen lige foran hende. Du er slet ikke politimand, skulle hun til at råbe. Det var dig! Det var dig, der bortførte mit barn, pinte hende og slog hende ihjel! Men ingen af alle de ord nåede ud af hendes mund, for en økse havde ramt hende lige mellem øjnene. Det sidste, hun hørte i dette liv, var en smertefuld splintren, som om en hel skov af knastørre grene blev kvast i hendes ører, kun overdøvet af Guido Tramnitz’ ondskabsfulde latter, mens han huggede til. Igen og igen. Og igen. Indtil alt rundt om ham og hende var én stor rød tåge, så en sidste voldsom smerte. Så ikke mere. Ikke engang mørke.
12
bb1018_patienten_135x215mm.indd 12
10-12-2020 11:08:53
2. Till Berkhoff Spædbarnet blev kvalt, men det var den skaldede hormonbøf fuldkommen ligeglad med. Han løftede næven og dunkede den ned i Tills motorhjelm, som var det Thors hammer. »Kør den møgspand ud herfra, her er ensrettet!« »Bliv ved med at presse. Tre gange, som vi har aftalt, du skal nok klare den,« sagde Till, der netop var stået ud af sin ambulance. Han talte ikke til muskelbundtet foran sig på gaden, der havde købt en træningsdragt, der var tre numre for små til hans muskler. Till talte i telefon med moren, der var ved at hyperventilere af panik. Hendes alarmopkald var gået ind for fem minutter siden. Derefter havde Till prøvet at fjernstyre hende: »Så giver du mund-til-mund igen. Vi er der lige om lidt.« Hvis bokserstøvlen vil lade os komme forbi. Godt fire hundrede meter i luftlinje skilte dem fra kvinden, og de havde kørt en genvej over Eichkatzweg for at komme uden om en ulykke på Eichkampstraße. Men eftersom idioten ikke gad flytte sin firehjulstrækker, kunne de ikke komme igennem den ensrettede gade med deres udrykningskøretøj. Der var ikke engang et fortov i den smalle gyde. Og tilsyneladende ville tyrenakken med vold og magt have ambulancen til at bakke. 13
bb1018_patienten_135x215mm.indd 13
10-12-2020 11:08:53
»Jeg siger det kun en gang til, så får du sådan én på lampen, at lyset går ud.« Muskelbundtet kiggede kort hen mod sin bil. Derinde sad et rødhåret skelet og var ved at komme læbestift på de hårdtpumpede gummibådslæber. »Du holder i vejen for mig, og jeg har travlt.« Till tog en dyb indånding og tog kortvarigt mobiltelefonen væk fra øret. »Hør her, hvad synes du selv, det ligner?« spurgte han. Han pegede på ambulancen, som idioten kort forinden havde slået løs på, og hvis blinkende lygter roterede lydløst. »Jeg skal hen til Dauerwaldweg, så du får mig ikke til at bakke igennem det her nåleøje, bare for at du kan nå hen i fitnesscenteret.« Det hørte ikke til sjældenhederne, at folk, der skulle forbi, brokkede sig, når udrykningskøretøjer standsede i anden række, men denne episode var usædvanlig selv for Berlin. På den anden side. Så sent som i går havde der siddet en lap papir på forruden: Bare fordi I redder menneskeliv, har I ikke ret til at forpeste luften for os andre. Vær så venlig at slukke for motoren, næste gang I henter en patient!« Brokkehovedet havde ikke tænkt over, at motoren også drev de livsvigtige apparater til patienter med blodpropper. Eller måske var vedkommende bare ligeglad. Ligesom skaldepanden var ligeglad med babyen, der var ved at blive kvalt. »Hallo? Er du der?« hørte Till moren kalde bekymret, mens hormonbøffen kom nærmere. Till pressede mobilen tættere ind mod øret. »Ja ja, jeg er her, bare fortsæt med det kunstige åndedræt!« »Hun er ved at blive blå i ansigtet. Åh nej, jeg tror, hun, hun ...« »Glem det,« råbte Tills makker bag ham. Aram var stået ud med beredskabstasken. »Bak, så løber jeg derhen alene.« 14
bb1018_patienten_135x215mm.indd 14
10-12-2020 11:08:53
»Ja, lyt til perkeren,« grinede skaldepanden. »Kom så, bak ud!« Og så var den der igen, den dér kriblen i fingrene. Advarselssignalet, som Tills hjerne udsendte, når han var ved at begå en fejl. Han vidste ikke, om det var, fordi proletaren havde fornærmet hans kurdiske makker, eller om det ville være sket alligevel. Trods alt handlede det om et seksmåneders barn, hvis liv var i fare. Sidste gang han havde følt de små nålestik i fingerspidserne, havde været for tre uger siden under en brandslukning. Aktionen, der havde skaffet ham en tjenestemandssag på halsen. Till var brandmand, medlem af specialtjenesten. Overbrand mester med en supplerende uddannelse til ambulanceredder. Faktisk burde han ikke løbe rundt her i Westend som samarit, men hvor som helst ellers, iført iltmaske og bevæbnet med en hakke og på vej ind i en brændende bygning som en af de første. Sådan set. Opfører sig for impulsivt. Til fare for sine kolleger, stod der i den psykologudtalelse, der havde ført til, at han var blevet forflyttet. Degraderet. Til ambulanceredder i Berlin-Südwest. Og alt sammen på grund af en skide kat. Men hvad skulle han have gjort? Den gamle bedstemor havde grædt sine bitre tårer og sagt til ham, at den lille pelsklump var det eneste, hun havde tilbage, derfor var han gået tilbage til hendes lejlighed, der stod i lys lue. Til sidst måtte en af hans kolleger redde ham ud. Lige inden han var løbet ind i flammerne, havde han mærket den kriblen i fingrene. Advarselssignalet om for helvede ikke at lave lort i den igen. Denne gang, sagde han nu til sig selv, denne gang vil jeg lytte til det. Rent bortset fra at Till ikke havde tid til noget bullshit, så var mr. Bokserstøvle helt klart i en anden vægtklasse. Ikke fordi 15
bb1018_patienten_135x215mm.indd 15
10-12-2020 11:08:53
Till var lille og splejset, men han var vant til at bedømme gadekæmpere og kampsportsudøvere. Og han var derfor udmærket klar over, at hans modpart var ham overlegen. »Okay, jeg gi’r mig,« sukkede Till, mens proletaren grinede hånligt. Han kravlede ind i ambulancen og startede motoren med kriblende fingre. Satte i gear og prøvede at undertrykke sin vrede. Han ventede, til idioten igen sad i sin SUV. Så kørte han. Et halvt sekund efter havde han ramt motorhjelmen. Sammenstødet var ikke kraftigt nok til at aktivere airbagsene, men bøffen havde ikke nået at spænde sikkerhedsselen, så han dunkede hovedet ned mod rattet. Den rødhårede kvinde skreg så højt, at Till kunne høre hende igennem to forruder og oven over den knasende lyd af dæk mod asfalt, glas og plastic og krom, der blev smadret, mens hun og bilen blev slynget baglæns. Kort efter opstod der en passage til venstre. Till drejede på rattet, gassede op, og med hjulspind pressede han den ramponerede firehjulstrækker til side. To parkerede biler blev også involveret. Men endelig var der fri bane, og Till måtte træde på bremsen for ikke at ræse hen imod Alte Allee med raketfart. Han standsede, åbnede fordøren og vendte sig kort om mod Aram, der stod på gaden, stiv af skræk, ved siden af den totalskadede firehjulstrækker, som kødklumpen netop var ved at kravle ud af. Hans næse var brækket, blodet fossede ned over ansigtet, og han virkede helt fortumlet. »Først babyen,« råbte Till til sin makker. »Næsen kan vente.«
16
bb1018_patienten_135x215mm.indd 16
10-12-2020 11:08:53