Plads 7A by Gutkind Forlag

PLADS 7A

Af samme forfatter tidligere på dansk: Terapien Sjæleknuseren Splinten Øjensamleren Pakken Patienten Passager 23

Sebastian Fitzek

PLADS 7A På dansk ved Jacob Jonia

Gutkind

Plads 7A er oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Flugangst 7A © 2017 by Verlagsgruppe Droemer Knaur GmbH & Co. KG, Munich The work has been negotiated through AVA international GmbH, Germany (www.ava-international.de). Denne udgave: © Sebastian Fitzek og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Imperiet Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0081-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.sebastianfitzek.de

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Manuela Sytten års langdistance og ikke til at se ende på. Ren lykke!

EU anbefaler psykologiske tests til piloter Narkotest og psykologisk opfølgning: En arbejdsgruppe under EU kræver øget kontrol med piloter, efter at German Wings-flyet styrtede ned. DIE ZEIT 17.7.2015

Prolog

»Hvornår kan vi afhøre gerningsmanden?« Dr. Martin Roth, der var på vej til neurologisk afdeling på Park Hospital, vendte sig om mod efterforskeren fra drabsafdelingen, der havde stillet det dumme spørgsmål. »Afhøre?« »Ja, hvornår vågner han igen?« Den firskårne politimand drak den sidste tår kaffe fra automaten, undertrykte et ræb og rakte hagen provokerende frem. »Vi har to lig og en hårdt såret, der kommer til at bløde ud af øjnene resten af sit liv. Jeg vil tage det røvhul under kærlig behandling hurtigst muligt.« »Kærlig behandling, javel.« Overlægen med det glatte og alt for drengede ansigt i forhold til sin alder kløede sig i tindingerne, der blev højere og højere for hvert år. Han vidste ikke, hvad han syntes var værst: politimandens dårlige efterligning af Bruce Willis eller mandens himmelråbende dumhed. »Du var til stede, da han blev indlagt?« »Ja, selvfølgelig.« »Og lagde du mærke til noget i den forbindelse?« »Ja, han er døden nær, det ved jeg godt, det ved jeg godt.« Betjenten pegede på råglasdøren bag ved Roth, der skilte gangen fra intensiv. »Men hvis jeg kender jer medicinmænd ret, har I alle mulige tricks i ærmet til at lappe svinet sammen igen. Og lige så snart han vågner, vil jeg gerne have nogle svar.« Roth tog en dyb indånding, talte baglæns fra tre inde i 9

hovedet, og da han var nået til nul, sagde han: »Nå, men så skal jeg give dig et par svar, øh, hvad var navnet?« »Hirsch. Politikommissær Hirsch.« »Det er stadig for tidligt at stille en klar diagnose, men vi har den mistanke, at patienten lider af locked-in syndrom. Populært sagt betyder det, at hans hjerne ikke længere har nogen forbindelse til resten af kroppen. Med andre ord er han lukket inde i sig selv. Han kan ikke sige noget, ikke se noget og ikke kommunikere med os.« »Hvor længe vil den tilstand vare ved?« »Højst seksogtredive timer, vil jeg tro.« Politimanden himlede med øjnene. »Før jeg kan afhøre ham?« »Nej, før han er død.« Der lød en knagen bag ved Roth, og de elektriske dobbeltdøre med råglasruderne åbnede sig. »Dr. Roth, kom hurtigt − patienten.« Overlægen vendte sig om mod sin reservelæge, der ildrød i hovedet kom farende ud fra intensiv. »Hvad er der med ham?« »Han blinker,« svarede hun. Gudskelov! »Gør han virkelig det?« sagde dr. Roth begejstret og nikkede til betjenten, inden han gik. »Hvor fantastisk!« »Han blinker?« Hirsch kunne ikke have set mere bebrejdende på overlægen, end hvis han havde glædet sig over et stykke tyggegummi under skoen. »Kalder du dét for en god nyhed?« »Den bedste, vi kunne få,« svarede Roth og tilføjede, da han var på vej tilbage til den døende: »Og måske den eneste chance, vi har, for at finde de savnede i live.« Selvom han næsten ikke havde noget håb i den retning.

1. Nele Berlin. Halvandet døgn tidligere. Kl. 05.02 »Der findes to slags fejl. Dem, der forringer dit liv. Og dem, der gør en ende på det.« Nele hørte den sindssyge mands ord. Dæmpet, hult. Mens han stønnede. Hun kunne ikke se hans læber. Han havde taget en åndedrætsmaske på. En sort, elastisk neoprendims med hvid drejeventil i åbningen til munden. Sportsfolk brugte dem til træning. Psykopater brugte dem til ekstra pirring. »Det gider jeg helt ærligt ikke, det dér,« sagde Nele højt, som om hun kunne ændre noget ved at sige det. Og da maskemanden åbnede sin boltsaks, skiftede hun kanal. Bayersk folkemusik for fuld udblæsning. Pest eller kolera. Der var kun lort i fjerneren. Men det var heller ikke så underligt. Hvem satte sig frivilligt foran kassen, lige inden solen stod op? Utålmodigt slog hun smæld med tungen og zappede videre, indtil hun blev hængende på en tv-shop. Ronnys smarte apparater. Nye køkkenmaskiner præsenteret af en fyr, der så ud, som om han lagde makeup med farvelade: Huden var skarlagensrød, læberne havblå, og tænderne kridhvide. Lige nu råbte han til kunderne, at han kun havde to hundrede 11

treogtyve eksemplarer af sin megafede fantastiske kulsyremaskine. Sådan én kunne Nele godt have brugt i de seneste måneder. Så havde hun ikke behøvet at slæbe pantflaskerne hele vejen op på fjerde sal, der vendte ud mod en baggård på Hansastraße i Weißensee. Otteogfyrre blankslidte trin. Hun talte dem dagligt. Det havde selvfølgelig været endnu bedre med en stærk mand frem for en kulsyremaskine. Især nu, i hendes »tilstand« – nitten kilo tungere end for ni måneder siden. Men årsagen til problemet havde hun sendt ad helvede til. »Hvem er faren?« havde David spurgt, lige så snart hun havde fortalt ham, hvad testen viste. Ikke ligefrem de ord, man gerne vil høre, når man kommer direkte fra gynækolog og har brug for en fast klippe, mens hormonerne raser. »Jeg har aldrig rørt dig uden kondom. Dét ville jo være det rene selvmord. Fuck, nu skal jeg også testes.« En syngende lussing gjorde en ende på deres forhold. Men det var ikke hende, der var blevet voldelig. Det var ham. Neles hoved var røget ud til siden, og hun havde mistet balancen. Hun var drattet ned på gulvet sammen med cd-hylden, og således var hun blevet et let offer for sin kæreste. »Er du sindssyg?« havde han spurgt, mens han begyndte at sparke. Igen og igen, i ryggen, i hovedet og selvfølgelig i underlivet, som hun desperat havde forsøgt at beskytte med albuer, arme og hænder. Og med held. David havde ikke nået sit mål. Fosteret var uskadt og blev ikke udstødt. »Du skal kraftedeme ikke hænge mig op på en unge, som jeg værsgo må punge ud til resten af livet,« havde han råbt, men samtidig givet slip på hende. »Det skal jeg nok sørge for.« Nele mærkede på det sted ved kindbenet, hvor Davids 12

skosnude lige nøjagtigt havde ramt ved siden af hendes øje, og hvor det stadig dunkede, når hun tænkte på den dag, de var gået fra hinanden. Det var ikke første gang, hendes kæreste var blevet hidsig. Men det var første gang, han havde slået hende. David var bogstaveligt talt en ulv i fåreklæder, som udadtil spillede på sin uimodståelige charme. Selv Neles bedste veninde kunne ikke forestille sig, at den humoristiske fyr, der lignede enhver svigermors drøm, havde et andet, brutalt ansigt, som han var påpasselig med kun at vise, når han følte sig i sikkerhed og troede, han havde retten på sin side. Nele bebrejdede sig selv for, at hun altid røg i kløerne på sådan nogle mænd. Også i tidligere forhold havde hun været udsat for voldelige overgreb. Måske var det hendes barnlige og lettere flabede adfærd, der fik fyrene til at tro, at hun ikke var en voksen kvinde, men en lille pige, som man ikke elskede, men ejede. Og hendes sygdom var nok også medvirkende til, at mange så hende som offer. Nå, men David Kupfer er i hvert fald fortid, tænkte Nele med en dyb tilfredsstillelse. Og fremtiden vokser inde i mig. Heldigvis havde hun aldrig ladet idioten få en nøgle. Efter at David var blevet smidt ud, havde han decideret stalket hende i en periode. Han bombarderede hende med opkald og breve, hvor han argumenterede for, at hun skulle have en abort: »Som sangerinde tjener du ikke engang nok til at klare dig selv!« Andre gange truede han: »Ville det ikke være ærgerligt, hvis du faldt ned ad rulletrapperne?« Først efter tre måneder, da fristen for en lovlig abort var overskredet, havde han givet op og omsider ladet hende være i fred. Bortset fra det med pilekurven, der påskemorgen havde stået uden for hendes dør. Pyntet som en vugge. Med en lyserød pude og en blød dyne hen over den døde rotte. 13

Nele gøs, da hun nu igen kom til at tænke på det, og hun stak begge hænder ned mellem sofahynderne for at varme sig, selvom der overhovedet ikke var koldt i lejligheden. Hendes bedste veninde havde rådet hende til at kontakte politiet, men hvad skulle de stille op? De kunne jo ikke engang gøre noget ved den galning, der i ugevis havde flænset dækkene op på hver tredje bil i kvarteret. Så ville en død rotte næppe få dem til at sætte en betjent til at holde vagt ved huset. Til gengæld havde Nele bedt administratoren om at få sat en ny lås på døren, hvis nu David i smug havde fået fremstillet en ekstranøgle, og hun var parat til selv at betale. På en måde var hun David taknemlig. Ikke for overfaldet og den døde rotte, men for de klamme fornærmelser. Hvis han havde tiet stille, ville hun måske have lyttet til for nuftens stemme. Som sagde, at det var alt for farligt at gå tiden ud med barnet. Omvendt kunne hiv-virusset ikke engang konstateres i hendes blod længere takket være en tidlig indsats med antivirale midler. Smittefaren var altså ubetydelig. Men den var ikke lig nul. Havde hun ret til at løbe risikoen? Magtede hun som toogtyveårig i det hele taget at løfte det ansvar, når hun samtidig var syg? En baby. Uden økonomisk sikkerhed? Med en mor, der var død i en ung alder, og en far, der var emigreret? Der var mange gode grunde til at vælge barnet fra og karrieren som sangerinde til. Undgå hævede fødder, tykke ben og ballonmave og i stedet satse på det dødsdømte forhold med en flot, men kolerisk artist, der tjente til livets ophold med tryllenumre ved børnefødselsdage. (David Kupfer var selvfølgelig ikke hans rigtige navn, men en ynkelig reference til hans store forbillede David Copperfield). Nele kiggede på uret. 14

Femogtyve minutter, til taxaen var her. Så tidligt om morgenen tog det under en halv time, før hun var på hospitalet. En time for tidligt. Hun skulle møde ind klokken syv. Operationen var sat til at foregå tre timer senere. Det er ufornuftigt, tænkte Nele med et smil og aede kuglen med begge hænder. Men det var den rigtige beslutning. Det var ikke bare, fordi hendes praktiserende læge dr. Klopstock fik overtalt hende til at beholde barnet. Selv uden yderligere behandling var det ikke engang hvert femte ufødte barn, der blev smittet med hiv. Og med hendes gode blodværdier og alle de sikkerhedsforanstaltninger, som de havde fastlagt på forhånd, var det mere sandsynligt, at lynet slog ned på fødegangen, mens hun fik kejsersnit. Men selv dét var vel også sket før. Nele havde stadig ikke noget navn til det lille mirakel, der voksede i hendes mave. Hun vidste ikke, om det var en pige eller en dreng. Hun var også fløjtende ligeglad. Hun glædede sig til at få et nyt menneske i sit liv. Uanset køn. Hun skiftede endnu en gang kanal, og pludselig blev hun varm over det hele igen. Dét var også noget, hun længtes efter, når hun efter fødslen igen fik sin krop tilbage: at hedeturene holdt op. Nele stak fingrene ned mellem hynderne igen, da højre hånds fingre ramte noget hårdt. Hvad er det? Var det måske de øreringe, hun havde savnet i så lang tid? Hun lænede sig ud til siden og mærkede nu med højre hånd på den fastklemte genstand, da en kort, voldsom smerte jog igennem hende. »Av!« Hun trak pegefingeren til sig og undrede sig over, at der var blod på den. Det dunkede i fingeren, som om hun var blevet stukket af et insekt. Chokeret puttede hun den i munden og 15

slikkede blodet af. Så kiggede hun på såret. En lille rift, der så ud til at være lavet med en tynd kniv. Hvad fanden ...? Hun rejste sig for at vralte over til skrivebordet, hvor hun i den øverste skuffe havde en æske med plaster liggende. Da hun trak skuffen ud, gled en brochure med sommerhuse på Rügen frem imod hende. David havde planlagt at tage hende med dertil på Valentinsdag. I en helt anden tid. Det eneste, hun stadig respekterede sin ekskæreste for, var, at han ikke havde dumpet hende allerede på første date, som de fleste andre mænd, når hun fortalte, at hun tre gange om dagen måtte indtage en cocktail af forskellige præparater for ikke at få aids. Hun havde virkelig følt, at han troede på, hun ikke var let på tråden eller tog stoffer. At hun ikke var blevet smittet af en kanyle eller ved at have ubeskyttet sex med en vildfremmed. Men af en sommerfugl. Den var utroligt smuk, og hun havde den altid på sig. På indersiden af højre overarm. Det havde været tanken, at sommerfuglen i alle regnbuens farver skulle være et evigt minde om en dejlig ferie i Thailand. Men det, hun huskede, hver gang hun var i bad, var den beskidte nål, som tatoveringen var lavet med. Og hvor hårdt Gud straffede unge menneskers tankeløshed. Han var åbenbart mere fortørnet over, at halvsnalrede turister opsøgte en lyssky tattoo-bar i Phukets red light district, end at ISIS-håndlangere smed homoseksuelle ned fra tagene. Nele snoede plasteret rundt om fingeren og gik tilbage til sofaen, hvor hun løftede hynden op. Da hendes blik faldt på den sølvblanke genstand, gispede hun højlydt og havde nær taget hånden op foran munden. »Hvordan i himlens navn er det havnet dér?« hviskede hun. Forsigtigt løsnede hun barberbladet, der sad klistret fast til 16

hynden. Det var fastgjort mellem hynderne med dobbeltklæbende tape, altså med vilje! D ybt rystet lod Nele sig dumpe ned i sofaen igen. Barberbladet i hendes hånd var så varmt, som om hun netop havde trukket det hvidglødende ud fra kaminilden. Hun gøs, så bladet gled ud af hendes hånd og faldt ned på sofahynden ved siden af. Hun kiggede på uret, denne gang med hamrende hjerte, og hun regnede baglæns for at finde ud af, hvornår taxaen ville være her. Om et kvarter! Men Nele ville ikke engang blive femten sekunder længere i sin lejlighed. Hun stirrede på barberbladet, der skiftede farve alt efter, hvilket billede der blev vist på tv-skærmen. Hvordan i alverden er det havnet mellem mine hynder? Anbragt så præcist, som om en eller anden ville have hende til at skære hul på fingrene? Og hvad fanden var det, der stod skrevet på det? Bladet var smurt ind i hendes blod, men nu hvor det var vendt hundredfirs grader i faldet, kunne hun se, at der stod noget på det. Håndskrift med tynd filtpen. Modvilligt samlede Nele barberbladet op igen og strøg hen over det med sin dunkede pegefinger. Dit blod dræber! U bevidst og mekanisk bevægede Nele læberne som en elev, der første gang prøver at læse. Mit blod dræber? Hun skreg. Ikke fordi det stod klart for hende, at David på en eller anden måde havde haft adgang til hendes lejlighed. Men fordi noget i hende gik i stykker. Hun mærkede et heftigt stik, som om hun var blevet ramt af 17

en skorpions giftkrog. På sit allerblødeste punkt. En følelse, som om fibrene i en tynd og sart hud blev revet over af hænder. Den korte, intense smerte lagde sig, og alt blev fugtigt. Så kom angsten. Den bredte sig sammen med pletten mellem hendes ben. Den mørke plaid blev endnu mørkere og ... det holder ikke op. Dét var hendes første tanke, og hun gentog den flere gange. Det holder ikke op. Der er gået hul på fosterhinden, og jeg flyder ud. Den næste tanke var endnu værre, for den var fuldt berettiget. For tidligt. Barnet kom alt for tidligt!

Vil det overleve? Er det muligt at overleve i den her situation? Barberbladet var glemt og betød ikke noget mere. Nele var så panikslagen, at hun kun havde én tanke i hovedet: Allerede for flere uger siden sagde min læge, at babyen var i stand til at overleve, ikke? Terminen var sat til om fjorten dage. Ved et kejsersnit var smittefaren for barnet faktisk endnu mindre, derfor havde man fremrykket tidspunktet for operationen. For lige præcis at forhindre dét, der skete nu: at den naturlige fødsel gik i gang. Kan man overhovedet operere, når fostervandet er gået? Det vidste Nele ikke. Hun håbede bare inderligt på, at Nuller (som hun kaldte den lille ny) blev født sund og rask. For helvede, hvornår kommer taxaen? Otte minutter endnu. Og dem ville hun udnytte. Hun rejste sig og havde fornemmelsen af at flyde ud. Skader det mon barnet? Et grufuldt billede gik gennem hovedet på hende: Babyen, der inde i maven forgæves hiver efter vejret som en fisk på landjorden. Hun gik med stive skridt hen til hoveddøren og tog den taske, hun havde pakket for flere dage siden, og som nu stod klar. Skiftetøj, løse bukser, nattrøjer, strømper, tandbørste og kosmetik. Og så naturligvis posen med antivirale midler. Hun 19

havde også pakket bleer ned, størrelse 1, skønt de helt sikkert havde nogle på hospitalet. Juliana, jordemoderen, havde sagt, at man hellere måtte være godt forberedt, selvom det altid gik anderledes end planlagt. Og dét gjorde det også nu. Å h gud. Angst. Hun åbnede døren. Nele havde aldrig været så bekymret for andre end sig selv. Og hun havde aldrig følt sig så alene. Uden faren. Uden sin bedste veninde, der netop var på turné i Finland med en musicalforestilling. Hun standsede kortvarigt i trappeopgangen. Skulle hun klæde om? De våde joggingbukser føltes som en kold vaskeklud mellem benene. Hun burde have set efterfarven på fostervandet. Hvis det var grønt, måtte hun ikke bevæge sig mere. Eller hvis det var gult? I hvert fald: Hvis det havde den forkerte farve, og hun allerede havde bevæget sig, måtte hun ikke gøre det endnu værre ved at gå tilbage for at få tørt tøj på. Eller hvad? Nele trak hoveddøren til. Da hun gik ned, holdt hun fast i gelænderet og var glad for, at ingen kom hende i møde så tidligt. Hun skammede sig, selvom hun ikke vidste, hvad hun skammede sig over, for en fødsel var noget af det mest naturlige. Men erfaringen havde lært hende, at de færreste ønskede at blive direkte involveret i processen. Og hun gad ikke hykleriske naboer, der for en god ordens skyld tilbød deres hjælp, selvom de ellers ikke vekslede et ord med hende. Da hun var nået ned, åbnede hun gadedøren og trådte ud i efterårsluften, luft, der emmede af blade og jord. Det måtte have regnet for et øjeblik siden. 20

Asfalten på den brede Hansastraße skinnede i gadelygternes klare skær. Der lå en vandpyt foran kantstenen, og dér holdt taxaen – gudskelov – allerede og ventede. Fire minutter før den aftalte tid. Men ikke et minut for tidligt. Chaufføren stod lænet op ad sin Mercedes og læste i en tyk bog, som han kastede ind gennem det åbne vindue til passagersædet. Så trak han hånden gennem sit skulderlange, mørke hår og skyndte han sig hen imod hende, da han så, at der tilsyneladende var noget galt med hende, eftersom hun slæbte på fødderne. Han troede nok, hun var kommet til skade, eller at tasken var så tung, at hun måtte bøje sig forover. Eller måske var han bare venlig. »Godmorgen,« hilste han afmålt og tog tasken for hende. »Lufthavnen?« Han talte med let berlinsk accent, og hans ånde lugtede af kaffe. Trøjen med V-udskæring var et nummer for stor til ham ligesom fløjlsbukserne, der var ved at glide ned over hans smalle hofter for hvert skridt. De halvt åbne Birkenstock-sandaler og Steve Jobs-brillerne fuldendte den klassiske forestilling om en sociologistuderende, der kørte taxa. »Nej. Til Virchow Hospital. Wedding.« Han smilede forstående, da hans blik strejfede hendes mave. »Den er jeg med på. Ikke noget problem.« Han holdt døren for hende. Hvis han havde bemærket hendes gennemblødte bukser, var han i hvert fald for høflig til at nævne det. Han havde nok set mere ulækre ting end dét på sine natlige ture og derfor fået plasticbetræk på bagsædet. »Afgang.« Nele havde sat sig ind i taxaen og var bekymret for, om hun havde glemt noget vigtigt, selvom hun knugede hospitalstasken, hvor hun også havde sin telefon, laderen og pengepungen. Min far! 21

Mens bilen satte sig i bevægelse, regnede hun tidsforskellen ud og valgte at sende ham en sms. Ikke fordi hun generede sig for at ringe til sin far i Buenos Aires på den tid af døgnet. Men hun ville ikke have, at han skulle opfange bekymringen i hendes stemme. Nele overvejede at skrive til ham, at fostervandet var gået, men hvorfor gøre ham unødvendigt urolig? Desuden kom det ikke ham ved. Han var hendes far, ikke hendes bedste ven. Det var udelukkende af praktiske grunde, at hun gerne ville have ham til at komme. Han havde svigtet hendes mor. Nu skulle han rette op på det igen over for Nele og Nuller – også selvom hans faderlige hjælp kun ville bestå i ærinder, indkøb og økonomiske bidrag. Barnet ville hun under ingen omstændigheder overlade i hans varetægt. Hun havde ikke engang ønsket at se ham før fødslen og nærmest givet ham ordre på tidligst at komme rejsende til den dag, hun skulle opereres. Nu begynder det! skrev hun på sin mobil og sendte beskeden. Kort og præcist. Hun vidste, det ville såre ham, at hun ikke indledte med ‘Kære far’. Og hun skammede sig en lille smule over at være så hård. Men så kom hun i tanker om, hvordan hendes mor havde haft dødsangsten malet i de tomme, åbne øjne. Og så syntes Nele pludselig, at hun var alt for sød ved ham. Han skulle hellere være glad for, at hun havde lyttet til sin psykolog og genoptaget kontakten til ham igen efter flere år. Nele kiggede frem og opdagede den grønne bog, som chaufføren havde bladret i lige før, og som nu var klemt inde mellem håndbremsen og forsædet. Medicinsk håndbog. Han læste åbenbart ikke sociologi. Men så undrede hun sig. »Hey,« sagde hun. »Du har glemt at slå taxameteret til.« 22

»Hvad? Arh ... for helvede.« Den studerende tændte taxameteret, da han var nødt til at holde for rødt. Det var åbenbart i stykker. »Det er tredje gang ...« surmulede han. En motorcykel kom kørende bagfra. Nele drejede hovedet ud til siden, da den standsede ved hendes vindue. Føreren havde en hjelm med spejlvisir på, således at hun kun kunne se sig selv, da han bøjede sig ned imod hende. Hans maskine spruttede som en sø af boblende lava. Forvirret og nervøs kiggede Nele ligeud igen. »Der er grønt,« sagde hun med spæd stemme. Den studerende så op fra taxameteret og undskyldte. Neles øjne gled igen ud til siden. Motorcyklisten ville ikke køre. I stedet holdt han fingeren op til hjelmen ligesom for at hilse, og Nele syntes, hun kunne fornemme det sataniske smil, som helt sikkert spillede om hans mund bag ved hjelmen. David, gik det gennem hovedet på hende. »Jeg giver turen.« »Hvad siger du?« Den studerende blinkede til hende i bakspejlet og satte i gear. »Det er ikke din skyld, at taxameteret er færdigt. Du behøver ikke at betale, Nele.« Det sidste ord skar gennem luften og lige ind i hendes hjerne. »Hvordan ...?« Hvordan kan det være, han kender mit fornavn? »Hvem er du?« Nele registrerede, at de langsomt trillede fremad og drejede ind ad en indkørsel til højre lige efter lyskurven. »Hvor er vi?« Hun kunne se et revnet trådhegn, i baggrunden ragede to 23

murede fabriksskorstene op i den mørke himmel som fingrene på et lig. Taxaen gyngede hen over huller i vejen til et fabriksområde, der var øde og forladt. Nele tog i døren. Hun ruskede i grebet. »Stands. Jeg vil ud!« Chaufføren vendte sig om og gloede på hendes opsvulmede bryster. »Bare rolig,« sagde han til hende med et smil, der var overraskende genert og harmløst. De seks ord, der fulgte efter, rystede Nele mere end noget andet, hun havde hørt tidligere i sit liv: »Jeg vil kun have din mælk.« En usynlig næve klemte af alle kræfter om det ømmeste sted i hendes underliv. »Aaaarh!« råbte hun til den studerende, der så på hende i bakspejlet, mens forlygterne strejfede et rustent skilt. Til staldene, læste Nele. Så nåede de første veer deres højdepunkt.