Renegater

R ENEG ATER

Af samme forfatter på dansk: Under i september · Roman, 2000 Tre portrætter · Roman, 2005 Gentlemen · Roman, 2006 Gangsters · Roman, 2006 Orkanfesten · Roman, 2008 Den sidste cigaret · Roman, 2010 Twist · Roman, 2015 I en skov af sumak · Roman, 2019 Hilde · Roman, 2019

K L A S ÖSTERGR EN

Renegater Roman

På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Gutkind

Renegater er oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Renegater © Klas Östergren & Bokförlaget Polaris 2020 in agreement with Politiken Literary Agency Denne udgave: © Klas Östergren & Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Miroslav Šokčić, Mono Studio & Marlene Diemar, Imperiet Foto: © Charlie Drevstam Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0099-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

I

5

6

Skåne, foråret 2018

En eftermiddag midt på ugen stod jeg ved leddet under en blomstrende syren og så ud over egnen hvor jeg bor, et typisk kulturlandskab, beliggende på et klippeplateau i det sydlige Sverige, hundrede meter over havet; frit udsyn til alle sider, mod syd en fold omgivet af stenmure, hvor får går på græs, en æblemark i fuldt flor, en pragtfuld eg, mod vest en mark med knaldguld, blomstrende raps foran en kreaturmark med en gravhøj, en smal grusvej, en række popler, mod nord et par udhuse, en døende ask, en nedlagt militær radarstation og i horisonten åse med plantet nåleskov. Neden for klippen ligger kysten ud til Østersøen.

Solen strålede fra en knaldblå, skyfri himmel, der var ikke et fly i luften, hverken civile eller militære. Fuldkommen vindstille. Vim­ plen hang livløs ned langs flagstangen.

Der var ikke noget særligt at bemærke, ud over den søde duft af blomstring og så den usædvanlige stilhed. Naboens bier summede i æbletræerne, fugle kvidrede, ellers var der stille. Det var i maj, valgåret 2018.

Det er blevet en indgroet vane og har været det i mange år at stå lidt hver dag og spejde, som bønder kan gøre det hvis de har en ledig stund, efter tegn på årstidernes skiften, efter eventuelle bevægelser i landskabet, nye indslag, levende som døde objekter, fænomener der kan signalere forandring, afvigelser fra det vante mønster.

Man gør sig sine observationer, af forskellige årsager, under forskellige omstændigheder, med ængstelse eller fortrøstning. Engang betragtede jeg denne udsigt med stor forventning, der er altid noget 7

der bevæger sig. Undertiden er det meget små variationer, langsomme bevægelser, som når frosten får store sten til at trænge op af marken i foråret, så langsomt at man slet ikke opfatter det som en bevægelse. Andre er hurtigere, som flugten hos vilde dyr: hare, ræv og grævling, mår og rådyr, elg og vildsvin. I luften passerer træk af traner og gæs hvert forår og efterår, store glenter glider forbi dagligt, i ny og næ også en hejre, og rovfugle, havørne der svæver højt oppe, våger der sidder på stolper. Andre kommer i flokke, som råger, skader og måger. I efteråret kan silkehaler i hundredvis slå sig ned i frugthaven.

Dyrene lader sjældent én uberørt, særligt de sky. Når de for en gangs skyld viser sig, er det værd at hæfte sig ved. Man lever med mange af dem tæt inde på livet, ved at de altid er i ens nærhed, de efterlader sig aftryk og afføring, kan af og til høres om natten, giver hals, hyler, kradser og pusler i krattet. Som jordbruger bliver man opmærksom på deres eksistens som skadedyr når de i ly af mørket er trængt ind på besiddelserne og man næste morgen kommer ud og finder hønsene døde i hønsehuset, et helt grøntsagsbed raseret eller rækker af møjsommeligt plantede frugttræer gnavet i stykker. Man kan begrænse de vilde dyrs hærgen, hegne ind og lukke af, det holder en del af dem væk, men over for de underjordiske netværk står man for det meste magtesløs. Der er ikke andet for end at resignere, med følelsen af at det er mosegrisene og muldvarpene der overvåger os, ikke omvendt.

Den der er vokset op i en storby, kan aldrig helt tilegne sig bøndernes syn på alt dette, ja, på tilværelsen generelt. Måske er det derfor jeg stadig glæder mig mere over det liv der bare pågår i den vilde natur, end over alt det man selv gør sig så umage for at dyrke.

Uden at påberåbe mig nogen form for videnskabelighed har jeg opøvet min iagttagelsesevne og tilstræber en metode udviklet blandt professionelle observatører, først og fremmest militærfolk og spioner. De spejder mere efter hensigter end udsigter, slette hensigter.

Man afsøger terrænet okulært, som det hedder i instrukserne, lader 8

blikket glide hen over terrænet efter et system af fastlagte koordinater. Da alt i området er velkendt, kører det på rutinen, somme tider er det nok med et halvhjertet øjekast ud gennem det åbne led.

Men i perioder har jeg stået der med frygt snarere end forventning.

Når jeg har fundet det påkrævet, er det blevet til mere detaljerede observationer der af mangel på hændelser nede på jorden – det vil sige mistænkelige fjendtlige elementer – mere er kommet til at handle om hvad der foregår i luften, såsom ruteflyenes ruter, flyvevåbnets øvelser, helikoptere, nærgående droner; eller rene naturfænomener, trækfugle, tegn på omslag i vejret, alt lige fra uvejrsskyer i vest til små farveskift på himlen, iagttagelser der kan synes overflødige for andre end jordbrugere, men som efter at være blevet bearbejdet og samlet til en prognose kan vise sig værdifulde. De fleste uvejr kommer fra den retning. Man kan se dem komme lang tid i forvejen. Det betyder dog ikke at jeg nærer nogen illusioner om at kunne afværge alverdens tænkelige hjemsøgelser; man overser altid et eller andet.

Men man kan i det mindste sige til sig selv at man er forberedt.

Jeg havde iført mig et par arbejdsoveralls, eftermiddagen skulle bruges på at grave et bed op ude i køkkenhaven. Det var et aspargesbed som havde set bedre dage, det havde givet gode afgrøder i mange år, men var blevet mindre produktivt og umuligt at holde frit for ukrudt. Den seje lerjord egnede sig i virkeligheden slet ikke til asparges, med tiden var den blevet stenhård, mælkebøtter havde invaderet planterne, kilet sig ind mellem rødderne og var godt på vej til at overtage det hele. Man kunne ikke fjerne dem uden at aspargesknopperne tog skade. Det måtte slet og ret graves op.

Men det startede skidt. Da jeg tog arbejdstøjet på og ville fiske selerne op bag på bukserne, fik jeg bukket mig på en uhensigtsmæssig eller overmodig facon, en harmløs bevægelse som man udfører ofte og uden at skænke det en tanke, og som sjældent volder nogen problemer, men denne gang var jeg åbenbart for stiv efter en formiddag ved skrivebordet. I øvrigt en dårlig formiddag. En muskel i ryggen blev overbelastet og reagerede med krampe, et mildt hold 9

i ryggen; en af den slags skavanker der kunne gå over når man var blevet varmet op af lidt arbejde med spaden, men jeg besluttede mig for at tage den med ro, og mens jeg ventede på at de værste smerter skulle fortage sig, kunne jeg jo lige så godt gå over til leddet og holde lidt øje.

Bondegården på den anden side af rapsmarken er et levende landbrug der bliver holdt eksemplarisk, marker, hegn og maskiner – det hele er i fortræffelig stand, baller med ensileret foder ligger sirligt stablet langs indkørslen, kreaturerne er ude hele året, selv møddingen er en pryd. En malkestol står tilbage langs vejen for at minde om mælkebøndernes storhedstid. Når køer og kalve græsser på gravhøjen, afmærket som fortidsminde på kortet, kan det se ­sådan ud som det landlige Sverige fremstilles med luftfotos på gamle postkort.

Ved første øjekast kunne det således virke meget fredfyldt, en flygtig gæst kunne sågar få den tanke at kalde det idyllisk.

Påsken var faldet tidligt det år og blevet kold, der havde været snefrit stort set hele vinteren, men mellem skærtorsdag og anden påskedag væltede sneen ned. Foråret fulgte straks efter med varme der hurtigt gik over i forsommer. Der var faldet meget lidt nedbør og havde været varmt siden starten af april. Efterårshveden på en af naboens marker stod i bero, en snes centimeter høj. Men rapsen var skudt i vejret.

Der var roligt. Usædvanlig roligt. Og varmt. Usædvanlig varmt.

Det var som en sommereftermiddag på de sydlige himmelstrøg, en spøgelsesagtig siesta hvor alle mennesker holder sig inde bag lukkede skodder og den eneste lyd er cikadernes skingre sang.

En bemærkelsesværdig stilhed. Viberne der havde suset rundt over såsæden og fyldt luften med deres sælsomme lyde, var tavse. Men andre fugle hørtes så meget desto mere, fuglesangen var nærmere bestemt ualmindelig intens. På en måde gjorde den stilheden endnu mere markant.

10

Landlig ro kan opfattes som ladet og truende sammenlignet med det summende liv i et vejkryds midt i en farefuld storby, især hvis fuglenes lyde er så intense at de virker opskræmte, ligefrem nervøse.

Man kan få den tanke at de advarer om noget, en ukendt trussel, noget vi som mennesker med vores begrænsede sanser er ude af stand til at opfatte og altså end ikke ved eksisterer.

Grundet nærheden til havet kan disen ligge tæt flere dage i træk.

Det fremkalder en anden ro, lige så ladet, men måske ikke lige så truende. Verden forsvinder ti meter fremme i en tyk, mælkehvid tåge, man ved hvad der er derude, man har et klart billede af det, men med den dårlige sigtbarhed forestiller man sig sjovt nok ikke noget farligt.

Når man har opholdt sig på dette skånske klippeplateau et stykke tid, ved man at alt hvad man ser, er underlagt en mere eller mindre brutal forandring, ingen dage er ens, vejret kan hurtigt slå om, uvejr kan bryde ud med kort varsel, når som helst på året. Man befinder sig så langtfra i en uberørt pastorale, en af tiden upåvirket oprindelighed. Mod syd står høje master til militærets moderne kommunikation, som påmindelse om det konstante krigsberedskab, og mod nord ligger et stort skydeterræn hvor ildafgivelsen når som helst kan bryde ud. På den anden side af bugten står en flok vindmøller og snurrer, som påmindelse om det støt stigende energiforbrug. Konstant kører der en larmende dieselbrænder et eller andet sted.

Hvis man ser godt efter, bliver man opmærksom på dramaer på liv og død der udspiller sig overalt, trusler der hviler over alt levende, over naturen selv. Som agerhønens årlige tragedie når hun først på foråret kommer trippende hen over vejen fulgt af otte unger på rad og række. Et par dage efter er de seks, kort efter fire og til sidst slet ingen. Så står hun dér i rabatten og ser fortvivlende fortabt ud. Efterfølgende sidder man i sofaen om aftenen og stryger åndsfraværende et spindende rovdyr over ryggen. Det kan næppe være det der menes med idyl.

11

Men det er en afsides egn, måske kan man sågar sige fjern. Nærmeste myndighed er det lokale skattekontor en snes kilometer længere sydpå. Nærmeste politistation ligger i den anden ende af nabokommunen. Det samme gør sygehuset. Den smalle vej der fører hertil, drejer af fra en større vej der løber langs kysten, begge del af et sindrigt vejnet der ikke altid synes at føre nogen steder hen. Der er langt til nærmeste europavej. Det er let at fare vild. Man kan følge en lokal grusvej på må og få indtil man når til dens ende ved en faldefærdig bondegård der ser ud til for længst at være forladt. Når man vil vende bilen og køre derfra, titter et hoved ud gennem en halvåben dør – en menneskesky enspænder stirrer på en og spørger hvad man vil. Han sidder med bøssen fremme og overvåger sin del af verden gennem et snusket gardin og overbeviser sig selv om at han er beredt. Spørger man på hvad, får man intet svar. Hvis nogen skulle finde på at kalde ham for prepper, ville han formentlig affyre et varselsskud.

Der går rygter om andre inde i skovene der har store, private beskyttelsesrum bygget som underjordiske betonbunkere, svært bevæbnede, udstyret med eget vand, elværk og ilttilførsel, fyldt med konserves, medicin og motionsanlæg, rustet til at overleve alskens tænkelige katastrofer.

Men det er også en illusion. Man kan ikke være forberedt på alt.

Enhver tjekliste, uanset hvor lang, viser sig før eller siden mangelfuld. Visse ting er ifølge al sund fornuft dybt usandsynlige og derfor umulige at forudse.

Men sker alligevel, skulle jeg om lidt sande.

På dage hvor luften er klarere og kontrasterne skarpere end normalt, kan man på lang afstand se når nogen kommer gående hen over bakketoppen ved nabogården, som en skarp, sort silhuet mod himlen.

Det er sket, i forskellige perioder, at jeg har tilbragt adskillige timer med at stå og spejde mod vest, med forventning, især hvis et af børnene skulle være på vej hjemad.

Somme tider har jeg stået der med angst og bæven, når jeg på 12

ingen måde har villet have besøg, men alligevel frygtet at jeg ville få det. Eller endnu værre – med dyb frygt når jeg har følt mig iagttaget, på lang afstand, og af forskellige årsager forestillet mig at være en levende skydeskive, i sigtekornet på et kikkertsigte, identificeret af en professionel morder, en skarpskytte som kan ligge skjult flere hundrede meter væk, i ly bag en røse, de øer af stensamlinger der altid opstår på store marker, med bøssen trygt lænet mod en kampesten, på foranledning af nogen der ønsker mig ryddet af vejen, der har følt sig udpeget, anklaget eller sågar skandaliseret af noget jeg har skrevet i en bog.

En arbejdsskade måske, men et murrende ubehag der kan blive belastende i længden. Især hvis man mener at få sin frygt bekræftet. I de tilfælde hvor bekymringen er berettiget, men måske nok overdrevet og fremkaldt af noget der har været svært at forklare, kan den ikke desto mindre fremstå som ekstremt selvoptaget. Selv­ modsigende og paradoksal fordi den ramte er både introvert og ekstrovert, både dybt indadvendt og opmærksom på omgivelserne, fikseret på sin egen person og ydre trusler som andre ikke kan sætte sig ind i, eller som antager forholdsvis beskedne og måske endda komiske former når først de kommer til syne. Ubehaget kan i bedste fald fortage sig og gå over i andre følelser, primært skam, over en så urimelig og overdrevet indbildskhed.

Under alle omstændigheder er det en forpligtende måde at anskue verden på, nogle gange helt relevant, andre gange ikke, det varierer, afhængigt af svingninger i verden, svingninger i det en digter engang kaldte »angsthjulet«.

I lyset af alt det der er sket siden den dag i maj, er det ikke så sært at jeg her i skrivende stund genkalder mig at have stået med samme mistænksomhed og spejdet ud over et helt andet landskab, gennem et vindue på Hornsgatan i Stockholm, en regnfuld dag i foråret 1979, også det et valgår, pudsigt nok, men i en anden tid, i et land der var så uligt nutidens Sverige at det med rette kan kaldes et andet land. Jeg var alene, muret inde i en stor lejlighed med 13

tunge gardiner for vinduerne, og i entréen stod et stort skab og barrikaderede døren ud til opgangen. Jeg havde nervøse tics, en lille sitren under det ene øje. En arbejdsskade. Men man kan få værre arbejdsskader end dét.

Og man kan blive draget ind i langt værre affærer end jeg var dengang.

Jeg stod altså ved leddet mod vest, i overalls og med ondt i ryggen, og så en person komme gående på vejen, en vandrer der forcerede bakketoppen ved nabogården og satte farten lidt ned ud for naboens malkestol. I sig selv var der ikke noget mærkeligt ved en vandrer på vores vej, den var unægtelig smuk, men nu fulgte jeg skikkelsen med øjnene, så den nærme sig, på måske fem hundrede meters afstand, fire hundrede, tre, to ... Noget ved figuren fangede min interesse.

Det var en mand. I hat og jakke, med en ransel hængende over skulderen. Efter at have vist malkestolen behørig respekt nåede han frem til vejkrydset hvor de fleste fortsætter videre østpå, ad en endnu smallere, bugtet og smuk vej gennem gamle frugtplantager, med udsigt til havet, og som ender nede i den velbesøgte nationalpark.

Men den vej tog han ikke, i stedet drejede han ind på den smalle grusvej der fører til os. Den fører kun hertil, ingen andre steder.

Dermed havde han pådraget sig et kategori 3-varsel.

Den tørre vej støvede om hans fødder. På tættere hold kunne jeg se at hatten han havde på, var af tyrolermodel, at jakken var en såkaldt janker, og at bukserne gik til lige under knæene. Manden havde set yngre ud på afstand, nu lignede han en østriger af ældre tilsnit, lidt tynd og skrøbelig måske, men spændstig, i fuld vigør. En vildfaren vandrer? Ingenlunde. Nu var han kun hundrede meter væk, og for hvert skridt nærmere han kom, blev jeg mere og mere bekymret.

Skridtene var alt for bestemte, manden standsede på intet tidspunkt op for at se sig om, orientere sig; han så ganske enkelt ud til at vide nøjagtig hvor han var på vej hen, ligesom han virkede helt klar over at han blev iagttaget. Han bevægede sig som en der var ventet.

14

Og selv havde han da også for længst fået øje på mig. Jeg havde været så uforsigtig at stå fuldt synlig, og nu var det for sent at gå ind og gemme sig. Stedet bød ellers på et utal af gemmesteder, vores have er langt hen ad vejen en labyrint af hække og buskads hvor man ikke har en chance hvis ikke man er fortrolig med stierne.

Manden kom gående mod mig med et smil på læben. Det kunne jeg se. Med briller på ville jeg sikkert have bidt mærke i de første kendetegn langt tidligere, nu varede det lidt før det gik op for mig hvem han var. Endda modstræbende, for det var så usandsynligt at det var så godt som umuligt. Hele verden begyndte at svaje, jorden rystede som under voldsom artilleriild. Jeg fór sammen, og et jag af smerte skød gennem ryggen.

Han havde i sin tid fået så hård en medfart at hans ansigt var blevet vansiret, en række operationer havde rettet op på det meste, men fyrre år kan gøre meget ved et udseende. I hans tilfælde var der nærmest tale om en genopretning.

Uanset hvad genkendte jeg ham på måden han bevægede sig på, hans gestik, de vanemæssige handlinger jeg engang havde iagttaget så nøje og tilmed gjort mig anseligt umage med at skildre i ord.

Han standsede op på et par meters afstand, uden for min rækkevidde, granskede mig med rynkede bryn og tog et cigaretetui op af jakkelommen, demonstrativt tydeligt. Jeg genkendte det selvfølgelig. Forsølvningen var delvis slidt af, og initialerne »W.S.« var næsten helt forsvundet. Han tændte en cigaret med en lighter der afgav en karakteristisk kliklyd da låget blev lukket. Han hostede efter det første hvæs, og i overensstemmelse med den omvendte logik der herskede i hans verden, var det åbenbart ham og ikke mig der havde grund til at udtrykke størst forbløffelse nu hvor vi pludselig stod og betragtede hinanden på hver vores side af en afgrund på næsten fyrre år. Det var ham der havde begivet sig til mit led, og det var ham der mente sig berettiget til at virke overrasket. Som om jeg var forandret til ukendelighed.

Hvad som helst var muligt, hvad som helst kunne ske.

15

Jeg var på vagt, men noget ved hans udrustning tog brodden af det potentielt truende. Han lignede ikke en der kunne myrde. Han lignede en der kunne jodle.

Og i det hele taget var det så usandsynligt at alle normale, fornuftige reaktioner udeblev. Jeg kunne dog opbyde den fornødne åndsnærværelse til at forholde mig passiv, afventende, blank og udtryksløs.

Det var trods alt ham der angreb, det var ham der havde initiativet. Og han gav da heller ikke udtryk for nogen overstrømmende hjertelighed. Han ændrede mine, forbløffelsen havde nok bare været spil for galleriet, for at gøre mig usikker. I stedet så han på mig og nikkede, syntes at bekræfte sig selv i at han var kommet til rette sted.

En brillant præstation, fra ende til anden. »Du holder stilen.« »I lige måde,« sagde han. »Overalls ...« Stemmen lignede sig selv.

Måske lidt mere rusten. »Man fløjter så godt i overalls.« Ingen reaktion. Måske havde han glemt det. Det var hans eget udtryk, men lige nu så det ikke ud til at sige ham noget. »Har du et par til mig også?« »Overalls? Hvorfor det?« »Du har problemer. Igen. Du skal have hjælp.«

16

767

768