SØLV BL OM S T
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 1
06-09-2021 16:59:47
Af samme forfatter Troldmandens søn, 1993 Kongebarnet, 1995 Sikkas fortælling, 1997 Heksehuset, 1998 Vingekatten, 2000 Sølvblomst, 1. udgave, 2002 Valravnen, 2003 Mørkebarnet, 2007 Den Sorte Safir 1-6, 2007-2009 Det Levende Sværd 1-4, 2010-2014 For evigt din, 2011 Max Vero 1-5, 2014-2016 Natulv, 2015 V, 2016 Tante Stellas hus, 2018 Karanagalaksen Log I-III, 2018-2019 Natblomst, 2021
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 2
06-09-2021 16:59:47
CECILIE EKEN
Sølvblomst
GU T K I N D
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 3
06-09-2021 16:59:48
Sølvblomst © Cecilie Eken og Gutkind Forlag A/S, København 2021 3. udgave, 1. oplag, 2021 1. udgave udgivet 2002 af forlaget Gyldendal 2. udgave udgivet som e-bog 2017 Omslag: © Kamilla Wichmann Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0204-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Forfatteren takker Statens Litteraturråd, der i sin tid støttede arbejdet med denne bog. Også tak til Hans Nørregaard og Carsten Wittrock, Nørregaard & Reiches teater, der i 2001 opsatte teaterstykket ‘Blomsterheksen’ med udgangspunkt i Sølvblomst.
Til min mormor
cecilieeken.dk
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 4
gutkind_forlag
06-09-2021 16:59:48
Selenicereus grandiflorus Nattens dronning Hjemland: Haïti Vækst: Rigt forgrenet klatreplante med femkantede, mørkegrønne skud med korte torne og luftrødder på en del af skuddene. Store blomster, 30 cm lange og 30 cm i tværsnit, som er gyldenbrune udvendig og rent hvide indvendig. Meget fin duft. Springer ud i mørke og holder kun få timer. Først 8 år gamle planter er blomsterdygtige. FRA: Stueplanter i farver, håndbog for stuegartnere
5
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 5
06-09-2021 16:59:48
6
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 6
06-09-2021 16:59:48
FØRSTE K APITEL
Roserne
Den første dag efter sommerferien fortæller jeg Simon, at vi skal flytte. I slutningen af måneden allerede. Min far har fået job i en anden by, og vores hus er lige blevet solgt. „Nåh.“ For en gangs skyld kaster han sig ikke ned på sin plads, men sætter sig helt almindeligt. „Det var ikke så godt.“ Simon og jeg har været bedste venner lige siden børnehaven. Vi går i samme klasse nu. „Næh.“ Jeg har ikke kunnet fortælle ham det før, for han har været på ferie med sin familie i fire uger. Han kom hjem sent i går aftes, og i morges 7
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 7
06-09-2021 16:59:48
mødtes vi som sædvanligt på hjørnet og cyklede til skole sammen. Simon har haft så travlt med at snakke om sin tur til Italien, at jeg ikke har fået et ord indført før nu. „Du skulle for resten lige se de der billeder, ikke,“ siger Simon så og griber efter sin taske. „Der er nogle fra Milans stadion. Jeg fik min far til at køre forbi, så jeg kunne se det. Selvom sæsonen selvfølgelig ikke var begyndt endnu.“ Simon har sit eget kamera, og han tager altid en masse sjove billeder. Andreas, Jakob og nogle af de andre drenge kommer også hen for at se. De snakker en masse om det dér stadion. Simon går selv til fodbold, og han er ret god. Jeg har bare været alene sammen med mormor og morfar i deres sommerhus. I år var der ikke råd til andet, forklarede mor. Det nye hus koster mange penge, og desuden skal både hun og far bruge deres ferie på at flytte. „Skal vi køre ned i skoven?“ spørger jeg Simon, da vi har fået fri. „Okay, men ikke så længe. Jeg skal til træning.“ Ude ved cykelskurene støder vi ind i Andreas. „Ses vi senere, Simon?“ spørger han. „Jep!“ De står lidt og griner og taler om en eller anden kamp. Jeg venter ved siden af. 8
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 8
06-09-2021 16:59:48
„Kom nu, Simon,“ sukker jeg til sidst. „Ja, ja, Jonas. Vent lige lidt.“ Endelig cykler vi af sted til skoven. Simon og jeg har vores egne stier med bakker og bump, men i dag er det ikke så sjovt, som det plejer at være. „Skal vi tage hen i hulen?“ foreslår jeg. „Det er længe siden, vi har været der. Vi kan se, hvad heksen laver.“ „Aj, det gider jeg altså ikke. Hvad sjovt er der ved at glo på hende?“ Simon kigger på sit ur. „Jeg skal også hjem og hente mit træningstøj. Vi ses i morgen, ikke?“ „Okay.“ Jeg trækker på skuldrene. „Vi ses.“ Da Simon er kørt, cykler jeg først lidt videre, men det er ret kedeligt alene. På vejen hjem standser jeg ved lågen ind til heksens have. Egentlig er hun ikke en heks, bare en gammel dame. Det er kun Simon og mig, der kalder hende en heks. Hendes kæmpestore have ligger lige ned til skoven omgivet af et stakit, der er overgroet med slyngplanter. Lågen er aldrig låst, så det er let nok at komme ind. Der er noget ved den have. Den er et af den slags steder, man ikke bare kan gå forbi. Den er ikke som de andre haver med pæne plæner og klippede hække. Den er fuld af høje, gamle træer og græs, der aldrig bliver slået. 9
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 9
06-09-2021 16:59:48
Lige siden vi var små, har Simon og jeg listet os ind i heksens have. Vores hule ligger godt skjult midt i et buskads, man kan slet ikke se den fra huset. Vi har både en madras og en stak gamle Anders And-blade derinde. Nogle gange har vi også udspioneret heksen. Før i tiden kom hun tit ud i haven for at luge og plante. Når vinden blæste i vores retning, kunne vi høre, at hun gik og talte med sig selv. Vi sneg os helt tæt på – skjult bag buske og træstammer. Det vigtigste var, at vi ikke så på hinanden. Så kom vi altid til at grine. Engang vendte jeg mig alligevel mod Simon og efterlignede heksens rystende bevægelser. Simon spruttede af latter, så heksen kiggede op fra sit blomsterbed. „Er der nogen?“ kaldte hun. Hun lød mere glad end forskrækket. Simon og jeg svarede selvfølgelig ikke. Vi spurtede tilbage til hulen og gemte os, mens vi kæmpede for ikke at blive kvalt af grin. Men selvom vi holdt meget øje med hende, lavede heksen aldrig noget spændende. Hun nussede mest rundt ved bedene oppe ved huset. Der er blomster langs hele terrassen, dér holder hun orden. Nede i vores del af haven får det hele bare lov til at vokse, som det selv vil. Til sidst blev vi trætte af at udspionere. Heksen 10
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 10
06-09-2021 16:59:48
kom heller ikke så meget ud længere. Hun lod til at være blevet dårligere til at gå. Kun når solen skinnede rigtig varmt, slog hun dørene til havestuen op. Den er lavet helt af glas og er fuld af potteplanter. Så vidt jeg kan se, for hverken Simon eller jeg har turdet gå helt derhen. Nu kører jeg lidt frem og tilbage på skovstien foran havelågen. Så beslutter jeg lige at smutte ind og se, om heksen er der. Vejret er godt, så det kan jo være. Måske gør hun et eller andet, som jeg kan fortælle Simon om i morgen. Jeg hører allerede mig selv sige: „Du skulle have været der. Det så bare så skægt ud.“ Lågen knirker på sin sædvanlige måde, da jeg skubber den op. Jeg trækker cyklen med ind og stiller den bag et træ, så den ikke kan ses ude fra skoven. Det første stykke vej følger jeg stien op mod huset. Fliserne er næsten dækket af mos og ukrudt, græsset bøjer sig ind og strejfer mine skinneben. Da jeg kan skimte huset, smutter jeg ind bag et par grantræer og sniger mig nærmere i ly af de lave grene. Heksens hus ligner sig selv. Den hvide maling på murene skaller, og taget mangler nogle tegl hist og her. Det er et ret stort hus, større end vores. Altså det, vi skal flytte fra. Det har to etager, altan og nærmest et lille tårn 11
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 11
06-09-2021 16:59:48
i den ene side. Ruderne er snavsede, ingen har vist pudset dem i lang tid. Oppe på første sal er gardinerne trukket for et par af vinduerne, selvom det er eftermiddag. Jeg kryber sammen bag et æbletræ og strækker hals. Terrassen og bedene foran huset ligger øde hen. Med et suk sætter jeg mig med ryggen mod træet. Lyset falder ned gennem bladene og danner plettede mønstre på græsset omkring mig. Et sted i haven skælder en solsort ud med skinger stemme, før den igen falder til ro. Træstammen føles ru og solbagt gennem min T-shirt. En bi summer forbi. Da der er gået noget tid, begynder jeg at spekulere på, om jeg ikke bare skal cykle hjem. Der sker jo ikke noget. Men det er meget rart at sidde her i halvskyggen omgivet af varmen og duften af blomsterne. Jeg snuser dybt ind og rokker mig bedre til rette. Pludselig får en lyd mig til at fare op. Nogen åbner havestuens glasdør. Hurtigt ruller jeg om på maven. Mit hjerte hamrer, og jeg presser mig ned mod jorden. Først efter nogle minutter vover jeg at løfte hovedet, så jeg får udsigt til huset. Heksen står på dørtrinnet. Hun har en stok i hånden, og hendes ryg er helt krum. Normalt plejer hun at have en stråhat på, men ikke i dag. 12
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 12
06-09-2021 16:59:48
Blæsten løfter op i de grå hårtotter, som hænger løst omkring hendes rynkede ansigt. Hun smiler, så vidt jeg kan se. Langsomt bevæger hun sig hen mod roserne langs husmuren. Hver gang hun tager et skridt, ser det ud, som om hun er lige ved at snuble. Jeg skubber mig op på albuerne. Tænk, hvis hun falder og brækker et ben eller en arm eller slår hovedet og besvimer. Så er jeg nødt til at komme frem fra mit gemmested og hjælpe hende. Og så må jeg forklare, hvad jeg lavede dér i hendes have. Jeg bliver helt tør i munden. Måske skulle jeg bare stikke af med det samme. Men jeg bliver, hvor jeg er, og endelig når heksen hen til den første rosenbusk. Med sin frie hånd rækker hun frem og stryger et par fingre hen over en af de lyserøde blomster. Hendes mund bevæger sig, og vinden bærer en mumlen over mod mig. Sådan går hun fra rose til rose. Som om hun skal sige noget til dem alle sammen. Da hun har talt færdig med blomsterne ved huset, humper hun videre til bedene neden for terrassen. Jeg holder næsten op med at trække vejret. Bare hun ikke kigger i min retning. Heldigvis lader heksen til kun at have øje for sine blomster. Hun taler med hver eneste én. Et par gange bøjer hun sig endda ned og kysser de hvide og gule kronblade. Til sidst retter hun sig 13
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 13
06-09-2021 16:59:48
op og kæmper sig tilbage til terrassen. Døren hviner i hængslerne, da hun lukker den efter sig. Jeg sætter mig op og får et glimt af hende, før hun som en skygge forsvinder ind mellem alle planterne. Med ét føles det koldt der under æbletræet. På alle fire kravler jeg væk fra huset. Først da jeg når om bag nogle buske, springer jeg op og skynder mig tilbage til min cykel. Det larmer, da lågen smækker bag mig. Skoven virker så stille, vinden har også lagt sig. Uden at se mig tilbage sætter jeg i gang og spurter den lige vej hjem. „Er vi nødt til at flytte?“ spørger jeg, mens jeg hjælper far med at lave aftensmad. Han prikker i kartoflerne med en gaffel og skruer lidt ned. „Ja. Det er vi altså.“ Og så forklarer han længe om sit nye job, der er meget bedre og sjovere end det, han har nu. Og mor kan få arbejde på et andet sygehus i den anden by. Og der er en god skole lige i nærheden, det har de undersøgt. Jeg skal nok blive glad for det, lover han. „Du kan godt forstå det, ikke, Jonas?“ Jeg sætter salaten over på spisebordet og nikker. „Dine gamle venner kan jo også komme og besøge dig. I en weekend måske.“ Han hælder olie på panden. „Simon for eksempel. Det vil han 14
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 14
06-09-2021 16:59:48
sikkert gerne. I kan sagtens holde kontakten ved lige.“ „Måske,“ mumler jeg og siger ikke noget om, at Simon spiller kamp hver weekend.
15
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 15
06-09-2021 16:59:48
16
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 16
06-09-2021 16:59:48
28
5k_bb1145_sølvblomst_3u1o_125x205mm.indd 28
06-09-2021 16:59:48