Skydække

Skydække

1

2

Andrea Abreu

Skydække ROMAN På dansk ved Anne Brinch

Gutkind 3

Skydække er oversat fra spansk af Anne Brinch efter Panza de burro © Andrea Abreu, 2020 This work was originally published in Spain by Editorial Barrett in 2020 Published by agreement with Casanovas & Lynch Literary Agency Denne udgave: © Andrea Abreu og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Eva Wilsson Sat med Fournier hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0123-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

4

Til Lucía Díaz López, den søster, jeg altid ønskede mig.

5

6

Så vild, så vovet Som en kat. Isora brækkede sig som en kat. Bvuarr­ bvuarrbvuarr, og brækket væltede ned i tøjletkummen for så at blive opslugt af øens uendelige undergrund.

Hun gjorde det to, tre, fire gange om ugen. Jeg har mega­ondt her, sagde hun til mig og pegede midt på overkroppen, lige på maven, med sin tykke, mørke finger, med sin dyrisk nedbidte negl, og brækkede sig, som om hun børstede tænder. Hun trak ud, lukkede låget, og med sweater­ærmet, en næsten altid hvid sweater med sortkernet vandmelonmønster, tørrede hun sin mund og fortsatte. Hun fortsatte altid.

Tidligere gjorde hun det aldrig foran mig. Jeg ­husker den dag, jeg første gang så hende brække sig.

Det var til årsafslutningsfesten, og der var meget mad.

Om ­morgenen stillede vi det hele op på klasselokalets borde, samlet og dækket med fødselsdagsfestpapir.

Der var chips, skruer, osterejer, chokoladepeanuts, ­vaffelrør, sandwicher, citronkranse, marengskys, ­f anta, clipper med jordbærsmag, sevenup, ananasjuice og æblejuice. Vi spillede fulde inde i klassen, og Isora og jeg tumlede rundt med armene om hinandens skuldre, 7

som to æ ­ gtemænd, der havde været deres koner utro og nu angrede.

Festen sluttede, og vi gik hen til kantinen, hvor der var endnu mere mad. Køkkendamerne havde lavet papas med gnaveben, majskolber og mojo til os, Isoras yndlingsret. Og da vi passerede forbi med vores metalbakke, med vores brødstykke, vores lille glas med vand (som vi mistænkte for at være fra hanen, selvom man på øen ikke måtte drikke det), vores bestik og vores jogurter af mærket Celgán, spurgte kantinedamerne os, om vi ville have rød mojo eller grøn mojo, og Isora svarede rød mojo, og jeg tænkte hvor vildt, rød mojo, hun er ikke bange for, at det er for stærkt, hun er ikke bange for at spise voksenting, og jeg vil være som hende, lige så vild, lige så vovet.

Vi satte os ved bordet og gav os til at spise med samme fart, som når fyrene drønede af sted på træplankerne til Sankt Andreas-festen. Der var ingen beskyttende bildæk for enden af bakken. Mojoen løb ned over vores hager, fletningerne var fedtede, fordi de dyppede sig på tallerknen, tænderne var fulde af majskerner og oregano, hvide duers lort, som Isora kaldte maden i tænderne. Og mens vi guffede i os, mærkede jeg allerede tristheden som et slag, et ubehag i mavemunden, min mund var tør som efter at have spist pulvermælk blandet med gofio og sukker. Om sommeren kunne vi ikke forlade kvarteret, stranden var langt væk. Vi var ikke som de andre piger, der boede midt i byen, vi boede oppe på bjerget.

8

Isora rejste sig fra stolen og sagde shit, lad os gå på tøjlettet.

Jeg rejste mig og fulgte efter hende.

Jeg ville have fulgt efter hende ud på tøjlettet, til vulkanens mund, jeg ville have lænet mig forover sammen med hende, til vi kunne se den sovende ild, til vi kunne mærke vulkanens sovende ild inden i kroppen.

Og jeg fulgte efter hende, men vi valgte ikke kantine­ tøjlettet, vi tog det på første sal, hvor der ikke var nogen, hvor der efter sigende boede en spøgelsespige, som spiste lort fra de piger, der skrev opgaver af.

Jeg tissede og gjorde plads, så Isora kunne komme til.

Hun tissede, og efter at have trukket bukserne op, efter synet af hendes behårede pepe, der som en bregne åbnede sig i skovbunden, lænede hun sig ind over den hvide kumme, strakte pege- og langfinger og stak dem ned i halsen. Aldrig havde jeg set noget lignende. Selvom jeg faktisk heller ikke ved den lejlighed så det. Jeg vendte mig mod spejlet. Jeg hørte hende hoste som et lille, underernæret dyr, jeg så mine store øjne, to knyttede næver spejlet i glasset. Mit forskrækkede ansigtsudtryk og en frygt, der bed mig indefra, Isoras brændende svælg og mig, der ingenting gjorde.

Jeg hørte lyden af bræk.

Inden i hovedet forestillede jeg mig kæden med Jomfruen af Candelaria dingle om hendes hals, dingle over vandet, som efterfølgende førte alt det, hun havde brækket op, med sig.

9

10

Bare en lilbitsmul Doña Carmen, laver De maggisuppe, den i breve? spurgte Isora den gamle kone. Nej, barnlil, hvorfor?

Min bedstemor siger, at maggisuppe er ludersuppe. Åh, barnlil, det ved jeg ikke noget om. Jeg laver suppe af de høner, jeg har. Doña Carmen var et tossehoved, men hun var god nok. Næsten alle så ned på hende, for som bedstemor sagde, så var hun helt fra den. Doña Carmen glemte næsten alting, hun tilbragte mange timer med at vandre rundt og repetere bønner, som ingen kendte, hun havde en hund, hvis tænder i under­munden stak ud, stak ud som en kamels. Lille kræ, lille kræ, gid fanden tager dig, sagde hun. Nogle gange lagde hun kærligt hånden på dens hoved, andre gange råbte hun skrid, hund, skrid, djævlehund. Doña Carmen glemte næsten alt, men hun var gavmild. Hun kunne godt lide at få besøg af Isora.

Hun boede neden for kirken, i et hvidmalet hus med grønmalet dør og gamle, mosbelagte teglsten og firben og gamle lærredssko medbragt fra Caracas, ­Venezuela, og sukkulenter så store som småtræer på taget. Doña Carmen glemte alting, undtagen at skrælle papas, det kunne hun finde ud af, hun rundskrællede dem, satte 11

dem på højkant og brugte en kniv med træskaft til at fjerne skrællen som et kolossalt halsbånd. Doña Carmen lavede pomfritter med spejlæg til mellemmåltid. Isora kom med papas og æg fra sin bedstemors butik, og doña Carmen lagde lidt til side til Isoras mellemmåltid. Hun lagde lidt til side til Isoras mellemmåltid, og hvis jeg var med, gav hun osse mig noget. Hun gav osse mig noget, men hun elskede ikke mig lige så højt, som hun elskede Isora, det vidste jeg godt. Isora var god til at tale med de gamle koner. Jeg nøjedes med at lytte til, hvad de sagde. Vil I have en kaffetår, børnlil? Jeg må ikke drikke kaffe, svarede jeg. Jeg vil gerne have en lilbitsmul, sagde Isora. Bare en lilbitsmul. Med hende var det altid en lilbitsmul. Hun prøvede alt. Engang spiste hun noget af det hundemad, der var i butikken, for at finde ud af, hvordan det smagte. Hun prøvede alt, og om nødvendigt brækkede hun det op bagefter. Jeg var bange for, at mine forældre skulle lugte kaffen ud af min mund og give mig stuearrest, men Isora var aldrig bange. Hun var aldrig bange, selvom bedstemoren truede med tæsk.

Hun mente, at man kun levede én gang, og at man skulle prøve en lilbitsmul, når man kunne. Og en lilbitsmul anislikør, barnlil? Bare en lilbitsmul. Bare en lilbitsmul.

Bare en lilbitsmul, sagde hun.

Isora drak den sidste dråbe kaffe i doña Carmens kop og rakte så armen ud for at nuppe det glas med anislikør, den gamle kone havde hældt op. Isora bøvsede, hun bøvsede cirka fem gange i træk. Og så gabte hun.

12

I det samme greb doña Carmen hende om hagen og kiggede ind i hendes øjne, øjne så grønne som grønne druer. Den gamle kone granskede Isoras tårevædede øjne, som var de vandtunneler. Hun så forskrækket ud: Barnlil, ved du, om nogen misunder dig? Isora sad ubevægelig. Hvorfor, doña Carmen? Hvad er der galt? Barnlil, du har onde øjne. Gå for guds skyld hen til Eufracia, så hun kan velsigne dig. Sig det til din bedstemor, hun kender til den slags og må tage dig med hen og bede en bøn.

Da vi gik ud ad døren, kørte telenovelaen. Klokken var fem, og på den tid af dagen lå et kæmpemæssigt skydække over kvarterets tage. De viste ikke længere Pasión de Gavilanes, nu viste de La mujer en el espejo.

Hovedpersonen var den samme kvinde som Jimena fra Pasión, men Isora og jeg kunne ikke særlig godt lide hende. Det var juni, de kulørte festguirlander var stadig ikke blevet hængt op, og det varede længe, før de blev det. Fra vinduet ved doña Carmens hoveddør kunne man se havet og himlen. Havet og himlen, der lignede én og samme ting, den samme grå og tætte masse som altid. Det var juni, men det kunne have været en hvilken som helst anden måned på året, i en hvilken som helst anden del af verden. Det kunne have været en bjergby i det nordlige England, et sted, hvor man næsten aldrig så den åbne og blå, blå himmel, et sted, hvor solen nærmere var et fjernt minde. Det var juni og kun én dag siden, at skolen var forbi, men jeg mærkede allerede 13

den umådelige udmattelse, den triste fornemmelse af lavthængende skyer over hovedet. Det føltes ikke som sommer. Min far arbejdede med byggeri, og min mor gjorde hoteller rent. De arbejdede i Syd, og nogle gange gjorde min mor osse rent i kvarterets feriehuse i El Paso del Burro, ved siden af mit hus. De tog til Syd tidligt og vendte hjem sent. Isora og jeg var spærret inde mellem en samling huse, fyrretræer og stejle gader øverst oppe i byen. Det var juni, og jeg mærkede allerede tristheden.

Og nu osse frygten.

Da vi gik ud ad doña Carmens dør, følte jeg samvittigheden rumstere i min strube. Den sorte samvittighed, som fortalte mig, at jeg af og til havde misundt Isora.

Jeg kunne lide farven på hendes hår og på hendes arme.

Jeg kunne lide hendes håndskrift. Hendes g’er havde en kæmpelang hale, som gjorde det umuligt at tyde, hvad der stod på linjen nedenunder. Jeg kunne lide hendes øjne og så mange andre ting. Jeg misundte hende, hvordan hun kunne tale med de voksne. Hun var i stand til at afbryde samtaler og sige nej, Moreiva er Gloria henne fra svingets datter, ikke den anden Glorias. Jeg misundte hende hendes runde bryster, bløde som en sukkerbelagt vingummi, selvom hun ikke kunne lide dem. Og fordi hun havde fået mens, og fordi hun havde fået hår på sin pepe. Isora havde en skov af sorte, stive og stikkende hår, som feriehusenes falske græsplæner.

Jeg misundte hende hendes gameboyspil, som en grandfætter, der var it-medarbejder og boede i Santa Cruz, 14

havde piratkopieret til hende. Jeg misundte hende, fordi hun havde spillet med Hamtaro, og jeg elskede spillet med Hamtaro.

Isora havde ingen mor. Hun boede sammen med sin tante Chuchi og sin bedstemor Chela, ejeren af kvarterets købmandsbutik. Jeg misundte hende helt ærligt ikke, at hun ingen mor havde. At hun ingen mor havde, og at tanten og bedstemoren tog sig af hende, misundte jeg hende helt ærligt ikke. Det, jeg dengang helt ærligt var bange for, var, at hun fik at vide, at jeg gav hende onde øjne. Chela, Isoras bedstemor, var en kvinde, som troede meget på den slags. Hvis hun fandt ud af, at jeg havde gjort det her ved hendes barnebarn, ville hun slå mig til plukfisk. Isoras bedstemor var en tyk og skægget kvinde. Tyk, skægget og stridslysten. I virkeligheden hed hun Graciela, men alle kaldte hende Chela med butikken. Hun var meget troende, men utrolig grov i munden. Og fordi hun var så troende, blev hun osse kaldt hellige Chela. Hellige Chela, fordi hun tilbragte al sin fritid, som var yderst begrænset, med at bede og snakke med præsten og udsmykke kirken med kallaer og bregner, som hun plukkede uden for huset, og brudeslør, brudeslør som hvide fnug faldende fra himlen. Derudover elskede hun osse at forklare alle os piger om at være tyk. Eller rettere om at være tynd.

Hvis man vil være tynd, skal man spise af en mindre tallerken, sagde hun, og hvis man vil være tynd, skal man spise færre pomfritter, og en pomfrit svarer til at 15

spise to kogte papas, og de her tøjter skal lade være med at æde så meget snolder, jeg giver tøsen et ordentligt rap, så hun lader være med at æde lort, og jeg har sat hende på diæt, for hun er ved at blive bredrøvet, og hvis jeg giver los, går det galt, og hun spiser og spiser vingummier og tager på som et bæst, og spisspis, så får hun tyndskid og tilbringer tre dage på badeværelset som en anden hærfugl, og spisspis, så fornemmer jeg, at hun skal brække sig, møgungen brækker det hele op og får tyndskid og æder og skider og brækker sig og kaster stoppemiddel i kæften, som var det vingummi, og æder og skider og skider og skider og brækker sig, det lille dyr, og når hun bliver forstoppet, og der åbenbart ikke kan klemmes så meget som et strå ud gennem røvhullet, tager hun stikpiller, så hun kan skide igen.

Og hun bliver syg, hun bliver syg af at æde så meget, denne pige, denne djævletøs.

Isora hadede bedstemoren af alle kræfter. I skolen lærte hun engang, at bitch betød luder, og fra da af, når bedstemoren sagde til hende gå hen til doña Carmen med æg og papas, tag imod penge fra damen, kom med to kasser kyllingelår til pigen, fire flute, to hundrede gram gul ost, to hundrede halvtreds gram gedeost, giv pigen et stykke guavagelé og en sæk papas, gå ned og hent nogle rejer til hende, tag imod penge fra den fremmede, for du taler engelsk, jeg taler kun rent, svarede Isora okay, bitch, på vej, bitch, i orden, bitch, så gerne, bitch, tak, bitch, var der andet, bitch? Og bedstemoren så noget 16

mistroisk ud, men Isora fortalte hende, at bitch betød bedstemor på engelsk.

I butikken arbejdede osse Chuchi. Chuchi, Isoras tante, Chelas anden datter. Alle kaldte Chuchi for Chuchi, men ingen vidste, hvad hun i virkeligheden hed. Chuchi havde grønne øjne lissom Isora, men med kaffeagtige pletter i det hvide. Som kaffe i bunden af koppen. Chuchi var høj, tynd, tør, træt og havde lange ben. Hun ­lignede ikke Isora på andet end øjnene. Ingen havde nogensinde set hende med en kæreste, og hun havde ingen børn. Chuchi gik osse tit i kirke, omend hendes drøm ikke var at være hellig som sin mor, men derimod sælger. En tid solgte hun farvelade til ansigtet, creme og shampoo og kropssæbe til nabokvinderne i kvarteret. Hun gik af sted i sit sekretærtøj, i grøn jakke, som hendes grønne øjne, og grøn nederdel, som Isoras grønne øjne, nogle brune støvler med firkantet hæl og en mappe med kataloger fra Avon for at fremvise produkterne, hus efter hus. Moren sagde til folk, at hun var ved at miste hende, fordi hun lissom gadetøserne var ude hele dagen.

Vi gik op ad vejen og forbi butikken. Isora stoppede ikke op for at sige noget til bedstemoren. Hvor skal I hen? Er der ikke plads til jer derhjemme? råbte Chela til os med butikken fuld af mennesker. I bestiller ikke andet end at strejfe rundt. Isora fortsatte uanfægtet op ad bakken. Jeg fulgte efter hende og kiggede på Chela og Chuchi. Chuchi stod med bøjet hoved og skar 17

kødpålæg, mens hun hørte på Chelas brok, det var, som om halskraven tyngede hende, som om morens tunge tilstedeværelse sad som en falk på nakken af hende. Lad os gå hen til Eufracia, så hun kan bede for mig, så bitchen der ikke opdager noget, sagde Isora til mig. Igen den sorte samvittighed. Jeg vidste nærmest ingenting om de onde øjne. Jeg vidste, at småbørnene, som er røde og skaldede og grimme og tandløse og har hovedet fuld af skorper, fik sat en rød sløjfe på barnevognen, fordi mødrene og bedstemødrene var bange. Bange, sagde bedstemor, for onde øjne. Hvis folk kiggede småbørnene længe ind i øjnene eller sagde mange gode ting, såsom sikken et smukt barn, må gud beskytte ham, må gud beskytte ham, hvor gammel er han, hvor er han smuk, stivnede mødrene og bedstemødrene mere end en død mands fod. Når bedstemor så en nyfødt baby, var det første, hun gjorde, at slå korsets tegn for den og gentagne gange bede om Guds beskyttelse og velsignelse fra fod til mave. Fra fod til mave, men derfra og op ingenting, tænkte jeg. Så jeg troede, at de onde øjne foregik i det område af kroppen, i området omkring pepen og røven og hårene på benene, som jeg ville have min mor til at fjerne, men som hun ikke fjernede. Isora og jeg lavede mange ting i det område af kroppen, fra fod til mave.

Især i pepeområdet. Så måske havde de onde øjne med det at gøre. Men jeg tav og sagde det ikke, jeg tav, og vi fortsatte.

18

174