Jeg er her ikke

JEG ER HER IKKE

Af samme forfatter på dansk: Det smelter

Lize Spit

JEG ER HER IKKE På dansk ved Miriam Boolsen

GUTK IND

Jeg er her ikke er oversat fra nederlandsk af Miriam Boolsen efter Ik ben er niet © 2020 Lize Spit and Das Mag Publishers Published by arrangement with Cossee Publishers Denne udgave: © Lize Spit og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Imperiet/Simon Lilholt Forfatterfoto: © Basso C A NNA R SA /Opale Sat med Giovanni hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0184-1 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne bog er udgivet med støtte fra Flanders Literature (www.flandersliterature.be)

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

what would it sound like if you were the songwriter and you did your living around me would you undress me repeatedly in public to show how very noble and naked you can be what would it sound like if you were the songwriter and loving me was your unsung masterpiece J. Tillman

5

6

Elleve minutter endnu, butik

Da jeg modtager første opkald, sidder jeg på hug midt i butik­­ken, bøjet over en stor kasse med jakker, som chaufføren har afleveret tidligere i dag. Skærmen på min telefon må have lyst op, men jeg lægger ikke mærke til noget, den ligger et par meter fra mig på disken på en stabel silkepapir. Ikke engang når den vibrerer, kan man høre noget.

Jeg aner ingenting om, hvad der lige er foregået under en kilometer borte, på Think Out Louds kontor, eller om den be­­­sked, som Lotte i øjeblikket er ved at indtale.

Denne nye butik er en del af en fransk kæde med omkring halvfjerds filialer spredt ud over hele verden. Ved siden af mig på det spritnye klinkegulv ligger en drejebog med detaljerede instruktioner: hvor hvilke tøjstykker hører hjemme i stativerne, hvilken trøje der skal hænges op sammen med hvilket par bukser. Der må kun hænges én størrelse op af hvert stykke tøj, efter at det er blevet dampet omhyggeligt. Der er endda tegninger, som viser, hvordan tørklæderne og ponchoerne skal lægges sammen. Det er rart, at jeg kan gå op i denne form for arbejde, simpelthen gøre det, der er foreskrevet, glemme omverdenen og lukke ned for alt det, der kører rundt i hovedet på mig. Jeg prøver så godt som muligt at holde fast i den tanke, at der halvfjerds andre steder rundtom i verden findes mænd eller kvinder, der udfører de samme handlinger, som er i gang med nøjagtig samme stoffer, i samme form for farverigt butiksinteriør, klædt i samme uniform (en poset, hvid silkeskjorte med beige kantebånd og beige, læggede bukser).

For første gang i mit liv er jeg en del af en kæde, og på en måde føles det trygt – jeg er bogstaveligt talt mindre alene om det.

7

En karakter, der er optaget af noget, og som ikke er klar over, at katastrofen rykker tættere på, mere skal der ikke til for at skabe spænding.

Det var et af de første principper for manuskriptskrivning, vi lærte på filmskolen: Giv seerne et forspring af viden i forhold til den figur, som du vil have, de skal leve sig ind i, så rykker de frem i sædet af spænding, de får lyst til at råbe ad skærmen for at advare karakteren.

Jeg kan stadig se ham for mig, vores lærer i manuskriptskriv ning,

som indviede os i dette princip. Han stod helt fremme i auditoriet på ben så tynde som et kamerastativ. På den hvide skærm bag sig viste han filmscener, som underbyggede hans teori – den kasse, som detektiven Mills åbner i slutningen af Se7en, og som seeren allerede ved indeholder hans gravide kones afhuggede hoved. Eller den langstrakte introduktion af Hallorann på Hotel Overlook i The Shining, hvor karakteren til slut bliver myrdet af Jack med en økse. »Nogle gange,« sagde han, »er kameraføringen tilstrækkelig. Se, hvordan kameraet følger Hallorann bagfra, når han træder ud i den øde gang, man fornemmer, at en eller anden kan springe frem, hvert øjeblik det skal være.« Efter at vi havde set sekvensen, gav han os den opgave at skrive en scene til næste gang, maksimum fem sider, hvor vi gjorde brug af denne teknik. »Det behøver ikke altid at være en, der bliver slået ihjel, der findes også andre ubehagelige overraskelser.« Denne scene ville hr. Stativben garanteret have syntes om: En ung kvinde arbejder i en butik, det er fredag d. 22. februar 2019 ifølge screensaveren på kasseskærmen, udenfor er det mildt for årstiden. Det er hendes første arbejdsdag hos en ny arbejdsgiver, hun vil gerne gøre sit bedste, hun vil ikke hele tiden være optaget af sin telefon, og derfor har hun lagt den uden for rækkevidde på disken. Det er filmet på en måde, så man kan se skærmen med det indgående opkald og derfor ved: Dette opkald er vigtigt, det er noget afgørende, noget, som ikke bør ignoreres, at tage telefonen kan betyde liv eller død for nogen, men karakteren – utydelig, i baggrunden – fortsætter koncentreret med sin ligegyldige opgave.

8

Kameraet glider langsomt væk fra telefonens lysende skærm, gennem butikslokalet, forbi kvinden, som river plastikemballager op og krydser antallet af på en liste, klæber prisskilte på etiketterne, hænger de klargjorte jakker på et stativ – vatterede modeller, sorteret efter farve og fra small til ekstra large. Heller ikke det efterfølgende bip fra telefonsvareren lægger hun mærke til.

Scenen ender med en indstilling i fugleperspektiv, hvor man ser den store stabel af kasser, der stadigvæk mangler at blive pakket ud, og et udsnit af jakkerne, som alle er lagt helt ens sammen, med ærmerne foldet foran maven, så de næsten rører ved hinanden, som om jakkerne godt ved, hvad der skal til at ske – de er allerede i gang med at bede.

9

5. maj 2018

Simon var kommet hjem med den midt om natten. Han tændte lampen over vores seng. »Se ...!« Jeg vågnede med et sæt af en dyb søvn, radbrækket, som om Simon i et glimt havde rykket mig ud af en fjern fortid ved at trykke på kontakten, og min krop havde bugtet sig igennem et helt århundrede i løbet af et halvt sekund.

Daan, vores trefarvede kat, der havde ligget oven på dynen og sovet mellem mine knæ, spurtede væk. Hendes skarpe kløer lavede en kradsende lyd hen over parketgulvet. Lyden var velkendt, pludselig vidste jeg atter, hvem jeg var, og hvor jeg befandt mig, værelset omkring mig faldt på plads, stuklofterne, glasklokken med porcelænsfiguren af Harlekin oppe på kaminhylden, min hestehale, som klistrede til min svedige ryg, kongekronen af pap på mit hoved. Tyve minutter i seks, viste clockradioen. Snart ville det begynde at blive lyst bag de mørke gardiner. Sommeren var på vej, udenfor var den mest ivrige fugl allerede begyndt at kvidre. Jeg havde taget en sovepille en time tidligere, det var grunden til, at jeg var så omtåget. »Se nu, Leo ...!« gentog Simon. Han kom tættere på. »Hvad synes du om den?« Han havde tykt, krøllet hår med en iøjefaldende hvirvel, som om en usynlig hårtørrer hele tiden blæste en kraftig luftstrøm mod hans baghoved. Hans hår var akkurat langt nok til en hestehale, men det havde han kun, når det blæste, eller når han ville bøje sig uforstyrret over et design i timevis.

Han satte sig i sengen med sko på. I hånden havde han et stykke plaster, som han lagde ved siden af mig på puden med den sterile side opad. Der var størknede bloddråber på, et aftryk af en ubestemmelig figur.

10

»Det er Paul, der har lavet den. Det er en del af kroppen, som man alligevel ikke bruger til noget, bag ørerne. Har du nogensinde set det i spejlet, det sted egner sig glimrende til en tatovering, man behøver ikke selv at sidde og kigge på den hele dagen, og man kan gemme den væk under sit hår, det var Paul også enig med mig i. Jeg tegnede et udkast på en ølbrik og fortalte ham hele historien bag det, og han gik ind på det med det samme. Det er et kunstværk, sagde han, jeg er tatoveringskunstner med dit spritnye design, Simon Spruyt, en ægte kunstner. Paul havde aldrig lavet den slags tatoveringer før, han ærgrede sig endda over, at han ikke selv havde fundet på det.« »Hvem er Paul?« spurgte jeg.

Simon var tydeligvis ikke klar over de utallige opkald, han var gået glip af på sin telefon. Han blev ved med at tale uden at svare på mit spørgsmål. Lange sætninger, næsten uden at trække vejret. »Og Paul sagde: »Skal jeg forevige dit design med det samme for halvtreds euro?« Og ja, hvorfor egentlig ikke, tænkte jeg med det samme ... om det så bare var til minde om denne pragtfulde aften, jeg har aldrig været så lykkelig som i nat, tror jeg – en kunstner! – Paul havde ikke behøvet at sige det, jeg vidste allerede, mens jeg tegnede udkastet, at det her var godt. Nej, hvad er det, jeg siger, det var genialt, det her er noget, jeg skal gå videre med, det er i hvert fald bedre, end hvad Coen eller en af de andre kollegaer kunne finde på, se nu!« Simon hev sit øre så langt væk fra hovedet, som han kunne, og strøg håret tilbage, så jeg kunne beundre resultatet. Jeg kunne stadigvæk ikke se noget.

Simon havde fået opereret sine stritører, da han var fjorten. Der var blevet lagt et snit i brusken bagved, så ørerne kunne lægges tættere ind mod hovedet og sys fast, der var ikke blevet meget plads tilovers. Med den tiloversblevne brusk havde de rekonstrueret selve øret og skabt nogle fordybninger og rande, der var blevet lige en tand for tydelige.

Før operationen var Simon blevet drillet i årevis. Han havde engang fortalt om det, inden vi flyttede hertil, men derefter havde han aldrig villet tale om det igen. Han havde forsøgt at efterlade fortiden i en lukket kasse sammen med de andre slidte møbler i hans børneværelse. Kun 11

et par af drillerierne kendte jeg til i detaljer: at et par af drengene fra hans klasse havde tegnet et kæmpestort kålhoved med stritører på flisevæggen ude på pigetoiletterne. At de på vej til skolen nogle gange holdt ham tilbage i de underjordiske metrotunneler og stak en finger i enden på sig selv, hvorefter de strøg ham bag ørerne og efterlod lugten der, og at de ovre på skolen forhindrede ham i at vaske sig før den første time.

Og at hele gruppen havde aftalt at komme udklædt som elefanter til karnevalsfesten i ungdomsklubben. Simon gik hele dagen rundt med hængende skuldre, klædt ud som Super Mario – blå overall og rød kasket – midt i en flok af børn med elefantører klippet ud af gråt karton.

Simon havde sparet sammen til en operation. For mindre beløb var han begyndt at designe visitkort, reklameplakater og flyere for små selvstændige i kvarteret, fordi han ikke ville bede sine forældre om penge. Hans mor havde opdaget, at han arbejdede videre om natten for at færdiggøre de betalte opgaver ved siden af sine lektier, altid med en stram badehætte på hovedet, og hun havde med det samme bestilt tid hos en plastikkirurg.

Operationen havde ikke forhindret drillerierne. Det var, som om tegningen aldrig helt forsvandt fra flisevæggen, kålhovedet havde fået et par opererede ører, af og til blev der lagt et net med rosenkål i hans gymnastikpose.

Da Simon var femten, havde han skiftet skole. Han flyttede fra SintPieters-skolen i Jette til gymnasiet i Schaarbeek, hvor han gik en klasse om, skabte nye relationer og fik gode karakterer. Jeg kunne udelukkende mærke på ham, at han engang var blevet mobbet, når vi gik gennem metrotunneller sammen, og han satte farten op. Og på det faktum, at han med det samme syntes om andre mennesker med store eller mærkeligt formede ører, og at han kunne blive synligt påvirket af at møde andre mennesker, der var et år yngre, men allerede havde opnået mere i livet. »Hvad så? Hvad synes du, kan du se den?« Jeg nærmede mig, meget forsigtigt, som om der hvert øjeblik kunne komme nogen til syne bag ved hans øreflip for at forskrække mig.

12

Huden mellem øret og hårgrænsen så rød og irriteret ud. Under et lag af vaselineagtig salve kunne man se en tegning, en fint stiplet linje lige ved siden af hårkanten, der omtrent fulgte ørets form, en slags klippeanvisning med en lille saks ved siden af – hvis man klippede der, ville man kunne folde et ekstra øre ud.

Dette stykke hud havde aldrig været overflødigt, sådan som Simon lige havde påstået. Det havde indtil nu givet mig inspiration til drillerier, men aldrig når der var andre til stede. Det var det sted, hvor vores ostedrivhus befandt sig, og som jeg af og til lod min næse eller tunge glide hen over for at se, hvordan det gik med modningsprocessen.

Det var mig, der havde fundet på det med drivhuset i håb om at hjælpe Simon med at overvinde sin skam over de mange hudfolder, som operationen havde givet ham, og den lidt sure lugt, som hans ører af og til havde, fordi sved og skidt havde let ved at samle sig bag dem. »Sig noget, Leo, kom med en reaktion!« Jeg sad ganske rigtigt og kiggede målløst på ham. Ikke udelukkende, fordi han havde fået en tatovering lige oven i vores drivhus, det skyldtes frem for alt den måde, han var kommet hjem med den på, den mærkelige følelse, der kom over mig nu, hvor jeg så ham sidde på sengen.

Han var ikke fuld. Det ville jeg have lagt mærke til med det samme, for så bevægede han sig som bjørnen Baloo fra Junglebogen, lidt vaklende og kejtet med en krop som et ud­­­lejningskostume, der er lidt for stort.

Nu bevægede han sig sikkert, med små, anspændte bevægelser.

Også Daan sad og kiggede mærkeligt på ham i et mislykket forsøg på at gemme sin klodsede, plettede krop bag det ene smalle ben på det hvide tørrestativ fra Brabantia. Metalstativet havde allerede i to år stået permanent slået ud i hjørnet af værelset, en verandalignende udbygning på vores gigantiske Pax-klædeskab. Vi gik som regel klædt i, hvad der var at finde på tørrestativet, det var sjældent, vi lagde noget sammen, eller at det landede i skabet. »Simon, hvem er Paul? Og gider du ikke at sætte plasteret på igen?« Simon kendte vores aftaler: aldrig være umulig at få fat på i flere timer, aldrig uanmeldt blive væk i flere timer efter solnedgang. Sige til på 13

forhånd, hvis man ikke spiste med om aftenen, give besked om, hvor man gik hen med hvem og hvor længe, især hvis man havde planer om at gå i byen, eller hvis man gik ud og havde cyklen med. Alligevel havde han for første gang i de ti år, vi havde været sammen, været væk i timevis her til aften uden at sige noget til mig om det.

Klokken atten tredive – jeg havde været hjemme fra arbejde i en halv time – havde jeg spurgt, hvor han blev af. Og en halv time senere, mens jeg stod og lavede mad, sendte jeg ham en besked for at spørge, om han egentlig ville spise med. Stadigvæk ingen reaktion. Klokken ti havde jeg spurgt, om de måske var i gang med den opgave for Munt-teatret, som han havde stresset over i ugevis, og først da sendte han en besked om, at han ikke spiste med, at de havde nået deres deadline i ro og mag, og at de nu var gået på bar for at fejre det. Klokken elleve havde jeg skrevet og spurgt, om de festede igennem, om det var sjovt på baren, om de ville blive der længe, og at jeg havde gemt en fyldt peberfrugt til ham. Der var ikke kommet noget svar.

Jeg havde skrevet til Lotte og spurgt, om Coen også var blevet hængende i byen efter fyraften sammen med Toller-gruppen af kollegaer fra Think Out Loud. »Nej, han ligger i sofaen ved siden af mig, udmattet.« »Hvem er du i byen med? Og ved du, hvor folderen med internetkoden ligger?« havde jeg føjet til min række af beskeder til Simon for at kunne udlede af kvaliteten af hans svar, om han var fuld, og hvor meget han havde drukket, men det spørgsmål havde han heller ikke reageret på. Først langt senere, klokken to: »Jeg er på Au Soleil med folk! Elsker dig!« Derefter var hans telefon pludselig slukket, det viste sig, da jeg havde prøvet at ringe til ham et par gange.

Resten af natten havde jeg alligevel kigget på min skærm hvert tiende minut på trods af min hensigt om at lade det ligge i for­­­ventningen om, at jeg var blevet ringet op af et ukendt nummer, en eller anden, der havde fundet ham i vejkanten, eller af po­­­litiet, der havde fisket ham op af kanalen i Molenbeek. Så ville han ligge på kajen under et hvidt lagen, i nærheden af bu­­­­tikken Le Chien Vert, ved siden af 14

de utrætteligt raslende, kulørte vindmøller, der var placeret i hele kanalens længde for at live kvarteret op. Jeg bestemte mig for, hvilke hospitaler jeg ville ringe til først, hvis han stadig ikke var kommet hjem ved solopgang, jeg fandt frem til telefonnumrene og tog screenshots af dem. Jeg googlede »Hvad gør man, når ens bofælle ikke kommer hjem« og begyndte at klikke rundt i alle mulige fora. Enhver forsvinding er urovækkende, indtil det er blevet slået fast, at den ikke længere er urovækkende!!! Jeg søgte på, hvor mange sekunder man er ved bevidsthed, når man drukner. Selvom Simon ikke var i bil, men på cykel, så jeg en informativ video, hvor en eller anden forklarede, hvordan man kan krybe ud af en synkende bil, som om det på nogen måde kunne være med til at redde ham. Jeg kiggede på kortet over byen, lokaliserede alle de farlige trafikkryds, dem, hvor taxachaufførerne susede over for rødt efter klokken tolv, fordi Bruxelles tilhørte dem på det tidspunkt.

Jeg blev liggende i sengen, selvom jeg var sulten, og tiden gik langsommere, når jeg ikke var i gang med noget. Jeg havde ikke lyst til at foretage mig noget uvigtigt – tænk, hvis der skete noget med Simon, mens jeg sad her, så ville jeg resten af mit liv se det for mig på den måde: at jeg havde siddet og skrællet en pære eller set Friends, mens manden i mit liv lå og var omkommet et eller andet sted.

Stille, ubevægelig lå jeg og lyttede til ambulancerne, hvis sirener hang over det mørklagte Bruxelles uafbrudt som lyden af cikader i en italiensk dal. De var alle sammen på vej hen til Simon.

Jeg havde taget en kvart zopiclon. Jeg havde opsummeret, hvad jeg ville komme til at savne mest ved ham.

Hvordan han stod og vaskede op, mens han svingede skuresvampen som en dirigent, der leder et symfoniorkester, og fik skumsprøjtene til at ramme loftet. Hvordan han kunne finde på at dukke op bag mig, når jeg stod under bruseren, og højlydt imitere bluesmusikeren Big Bill, der sang om »en bolle med skinke eller en med ost«, mens han strøg med en finger mellem mine baller, to halvdele af en bolle, som han smurte uden at spare på noget. Hvordan han trippede nøgen gennem lejligheden med sine velformede baller og slanke lår, når han havde taget brusebad. Vanddråberne på hans 15

ryg, hans våde fodspor på gulvet, som katten drak af, det var det allerbedste vand. Hvordan han om morgenen kunne sukke så højt af lettelse, at det genlød i hele lejligheden, når han virkelig skulle tisse og så gav slip, og hvor dejlig lugten var – som Honey Pops, der havde stået og trukket i mælk en hel dag. Og at når han faldt i søvn med kinden oven på min hånd, så blev jeg altid forskrækket over den samlede vægt af hans hoved og over, at det var lykkedes hans hals at holde det oppe hele dagen.

At jeg præcis vidste, hvordan han gerne ville have sin bøf – let blodig, den skulle kun vendes én gang. At vi, når vi havde et dynebetræk med forskellige farver på over- og undersiden, begge to syntes, at det var rarest at sove med den lyseste farve vendt opad, mod os. At vi, når vi lå helt smadrede i sofaen og ikke havde lyst til at sætte ting i opvaskemaskinen, kæmpede om at blive fri: Det gjorde den, der først kunne bøvse så højt, at det fik den sovende Daan til at spidse ører.

At vi for det meste alligevel hjalp hinanden med at fylde maskinen.

Hvad plejede folk at gøre ved afskedstaler til begravelser? Det var udelukkende ved at fortælle de mest intime anekdoter, at andre ville kunne forstå, hvor meget Simon og jeg delte, hvor uerstattelig han var, hvor trist et liv uden ham ville være.

Jeg tog endnu en kvart zopiclon.

Hans urinrør var bredere end noget andet urinrør, jeg nogensinde havde set (ikke at jeg havde set så mange, han var min kæreste nummer to), og nogle gange, mens han så nyhederne, hev jeg hans tissemand ud af bukserne og kneb spidsen af glans sammen, så urinrøret fik form som en lille mund, en lille mand, der kværnede hidsigt løs og passede rigtigt godt til vejrværtens stemme.

At han accepterede alt det, at jeg havde lov til at stikke hånden ned i bukserne på ham når som helst. At jeg også var hans første lange forhold. At vi lå i sengen og hældte vand i hinandens navler, lod det blive varmt og derefter slubrede den stærke dram, vidunderdrikken, i os.

At han var så god med børn, og at han vidste, hvordan jeg gerne ville have min te (to sødetabletter, kun et par gange op og ned med 16

teposen og så hen på en underkop med den for at bruge den igen), og hvordan jeg helst ville have mine madder (som klapsammenmad, smør på begge halvdele, en tyk skive ost med sennep). Hans ansigt om morgenen, når han vågnede, som en ballon, der manglede at blive pustet op med lidt ekstra luft, den lette kompostlugt i hans ånde, og at vi besvarede hinandens prutter med »Hvad sagde du?« eller »Det synes jeg også« og efter ti år stadig kunne grine lige højt ad det.

Jeg tog en tredje kvart.

Og hvad med vores kælenavne, Plys og Kålhoved? Dem kunne jeg ikke bare afsløre i en tale til begravelsen, for andre kunne finde på at stjæle dem.

Jeg tog den sidste kvart af sovepillen. Det var min næstsidste zopiclon i en æske med tyve, de var en del over udløbsdatoen. Jeg havde fået dem på recept, lige efter jeg flyttede til Bruxelles, i en periode hvor jeg ikke kunne sove i ugevis, for hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg i et glimt forlygterne på en modkørende bil komme tættere på, og jeg vågnede med et sæt, men siden jeg havde lært Simon at kende, havde jeg knap nok haft brug for dem. Hans nærvær beroligede mig, og visheden om, at pillerne lå i skabet, og at jeg havde mulighed for at tage en, havde indtil videre været nok.

Jeg havde taget fødselsdagskronen. Den havde stået på en af hylderne over sengen i årevis, jeg nærstuderede den i skæret fra sengelampen.

Denne pragtfulde, muntre krone havde Simon klippet og klistret til min fødselsdag for otte år siden, da vi lige var flyttet ind her. Med akvarelmaling havde han tegnet en grå Bruxelles-sporvogn, der kørte rundt og rundt om mit hoved, og han havde ændret sporvognens nummer med rettelak hvert år, så det passede til min nye alder.

Jeg havde taget kronen på hovedet, slukket lyset og lagt mig i sengen med den på. Hvis Simon blev ramt af en fartdjævel på vejen hjem og lammet fra halsen og ned, ville jeg selv blive nødt til at erstatte de otteogtyve med niogtyve, mens han så til fra en kørestol.

Det var den sidste tanke i mit hoved, pillerne havde ikke virket én for én, men alle sammen samtidigt, jeg havde ikke længere haft chancen 17

for at tage kronen af, inden jeg faldt i søvn, og nu sad den stadig på mit hoved, helt krøllet.

Jeg tog kronen af og glattede et par af folderne. Min fødselsdag var først i slutningen af oktober, men det var, som om Simon slet ikke tænkte over, hvorfor jeg havde den på. »Paul er den tatovør, som jeg lærte at kende her til aften på Au Soleil.

Han har en forretning på Kolenmarkt, skråt over for baren. Paul & Friends.« Der var en snert af irritation i hans tonefald – dette burde jeg have vidst, det burde være almenviden. Han sad stadigvæk med skoene oppe i sengen og talte alt for højt i betragtning af, hvor sent det var. »Hvor længe har du haft lyst til det, sådan en tatovering? Jeg har aldrig hørt dig tale om det.« »Hele mit liv,« sagde Simon. »Hvad synes du om den? Sig noget!« Jeg var vred, for vred til at synes noget om tatoveringen. Lettelsen over, at han var kommet hjem i ét stykke, var slået om allerede efter et par sekunder – selvfølgelig var han stadigvæk i live, hvad havde jeg tænkt på. Det var hans skyld, at jeg havde ligget her og organiseret hans begravelse til ingen verdens nytte. Og hvorfor skulle han absolut opføre sig så overdrevent livligt og entusiastisk og få mine tidligere grublerier til at virke ekstra latterlige? Prøv at se hende sidde der, hende, der ikke har fødselsdag, hende, der skaber sig. »Ved du, hvorfor jeg fik Paul til at lave tatoveringen i højre side?« Simon begyndte omstændeligt at tage bukserne af, skoene havde han stadig på. »Fordi du altid sover på venstre side og på den måde bliver mindre generet af det?« »Nej, naturligvis ikke.« Han rullede irriteret med øjnene. »Du kender da Coen?« »Selvfølgelig kender jeg Coen.« »Han fik en opgave for Konditori Paul for nyligt – det vidste du allerede, egentlig behøvede jeg ikke at fortælle det igen, men pyt – han har altså fået til opgave at designe de nye brødposer, og nu har jeg designet en tatovering, der er blevet udført af en, der også hedder Paul, det er 18

da helt vildt, ikke? Det vidste jeg ikke, da jeg mødte ham i Au Soleil, at han var tatovør, og at han hed Paul, det var simpelthen universet, der gav en hjælpende hånd.« Han talte hurtigt og uden pause. »Og hvorfor så lige præcis bag dit højre øre?« »Fordi jeg er højrehåndet, duh, og Coen sidder ved skrivebordet til højre bag mig, og at det er in his face, synes jeg også, er en god grund.« Jeg fattede ikke noget som helst, men jeg spurgte ikke yderligere. Det her var en fremmed, som prøvede på at være Simon, en eller anden der var krøbet ind under Simons hud, selvom den ikke rigtigt passede i størrelsen, og gjorde sit bedste for at bevæge sig ligesom Simon, uden at huden revnede, det var årsagen til de kantede bevægelser. »Gider du slukke lyset?« spurgte jeg hviskende i et forsøg på at få ham til at dæmpe stemmen. »Du dør da ikke af en smule entusiasme, vel, Plys?« »Undskyld. Jeg tog en zoppi for to timer siden, jeg er træt og groggy.« Han nikkede. Han gik ikke ind på det, jeg sagde, spurgte ikke, hvorfor jeg havde taget en pille efter al den tid. Det kunne også være på grund af den zoppi, at hans opførsel virkede så mærkelig, måske talte han ikke hurtigere end sædvanligt, måske var det bare mig, der opfattede alting langsommere. »Hvorfor havde du egentlig stadig lyset tændt, mens du lå i sengen?« spurgte han. »Det var dig, der tændte det.« »Gjorde jeg?« Han lagde sig ved siden af mig i mørket. Hans fødder var våde og kolde, og han pressede dem mod mine. »Simon, nåede I jeres deadline, da det kom til stykket?« »Vores deadline?« »Den kampagne for Munt, som skulle være færdig i dag?« I ugevis havde Simon brugt al sin tid på den, han havde sværmet omkring sin computer som en bananflue omkring en overmoden banan, hver dag havde han vist mig mellemstadierne i designet, og jeg havde så vidt muligt overtaget hele husholdningen, så han kunne koncentrere sig fuldstændigt. I forgårs havde han besluttet sig for alligevel at ændre fonten og mindst ti gange spurgt om min mening.

19

»Nå det. Ja, det gik fint. De svarede med det samme, at de syntes, det var fantastisk.« »Og hvad syntes de om den font, du endte med at vælge? Har de takket dig personligt for alt dit arbejde til langt ud på natten? Har du ikke lyst til lige at tale om det?« »De syntes, det var fantastisk, Plys, det har jeg jo lige sagt. Og lad mig nu være i fred med alle dine kritiske spørgsmål.« Vi lå tavse i sengen et stykke tid. Jeg lå tættere ude på kanten, end jeg plejede. Under en glasklokke på kaminhylden i stuen stod den limede porcelænsfigur, en lille violinspillende harlekin, der engang havde været min mors. Atmosfæren i rummet var anspændt. Det undrede mig, at den lille harlekin stadig stirrede så fredeligt frem for sig, at den fortsatte uforstyrret med at spille violin og ikke kiggede uroligt denne vej. »Simon, har du taget stoffer?« Han satte sig op i sengen i halvmørket og bøjede sig over mig. »Leo, mener du det seriøst? Jeg er bare lykkelig, jeg har ikke brug for noget for at opnå det.« Han lød så skuffet, at jeg vidste, at han talte sandt.

20

496