Jeg fløjter i den mørke vind

Af samme forfatter: Alle udlændinge har

lukkede gardiner Emily forever

MARIA NAVARRO SKARANGER

Jeg fløjter i den mørke vind

Roman

På dansk ved Sara Koch

Gutkind

Jeg fløjter i den mørke vind er oversat fra norsk af Sara Koch efter Jeg plystrer i den mørke vinden

© Maria Navarro Skaranger

First published by Forlaget Oktober AS, 2023

Published in agreement with Oslo Literary Agency

Denne udgave: © Maria Navarro Skaranger og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Agnes Frogner

Sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-4340-997-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9, 1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

CIRKEL

Hun har sin egen rytme, eller rutine, for det bliver man næsten nødt til at have hvis man går hjemme i dagtimerne og ikke vil forsvinde ind i sig selv. Hun vågner mellem syv og otte, hun laver kaffe, hun vasker sig med en klud, hænger kluden på en knage over badekarret, hun spiser halv ni, så ser hun fjernsyn, og når serierne begynder, slukker hun og sidder og løser krydsord, ringer til Em, vasker tøj hvis det er nødvendigt, men man behøver ikke vaske tøj så ofte når man kun er en. Hun bruger også en del tid på telefonen, sidder krumbøjet over den og taster før hun går ud og løber ærinder, har kontakt med sine veninder, kommer hjem og spiser måske aftensmad, hvis det ikke bare bliver et par madder eller et spejlæg. Et par gange om ugen hjælper hun med at hente i børnehaven.

Bliver træt af at sørge for at drengen ikke løber ud på vejen, han vil skiftevis køres og gå selv. Om aftenen hækler hun.

Hun er produktiv, har en hel kiste med hæklerier hun har lavet. Falder ofte i søvn i stolen, med hækletøjet, foran fjernsynet. Hun har få behov. Er derfor tilfreds med sit stille og lille liv.

SIDSEL MISTER FODFÆSTET

Nu, et par år efter at drengen kom til verden, er Sidsel begyndt at opføre sig sært. Det er svært at sætte fingeren på, sært er et vagt ord, man må prøve sig frem, bruge ordet i mange forskellige situationer, og alligevel bliver det ikke rigtig dækkende, for det der er sært, kan for eksempel opleves som normalt for den der lever midt i det, men når man siger det højt, lyder det jo helt sygt.

Sidsel går på vejen hen mod skoven. Hun går meget hurtigt, som om hun prøver at nå noget. Med lange, lidt unormale skridt. Fortovet er snefrit. Hist og her er en følfod begyndt at vokse alene ud af ingenting.

Sidsel går ud i solen, og pludselig er vinden kold. Sidsel putter mad i munden, men det smager ikke af noget, måske lidt af pære. Jeg spekulerer på hvad det er der fører hende, kroppen eller sindet?

Sidsel kører galt i bilen, to gange på én tur, det er på vej ud ad ringvejen, i krydset lige før Smestad-krydset, hvor hun drejer til venstre fordi hun skal ned til kirkegården

for at lægge blomster på sin far og sin søster og sin mors gravsted, hun var været ude i et ærinde, som hun kalder det, for Sidsel er det at købe brød i supermarkedet et ærinde, hun har gået rundt i centeret, køber et frimærke, prøver en trøje, hun ser på sig selv i spejlet med trøjen på, hun ser sig selv i spejlet, og hvad tænker hun så …?

Hun ville egentlig gerne købe den alt for dyre trøje, som hun på ingen måde har råd til, den med bådudskæring og ballonærmer, hun har ønsket sig den længe, men de havde den kun i koralblå, og ikke lyserød, som hun egentlig ønsker sig. Sidsel køber en softice med lyserød krymmel på i ULTRA, som ikke længere hedder ULTRA, men alle siger ULTRA. Hun spiser isen på en af bænkene. Det er luksus når hun stikker den lille plastikske med is i munden og skraber isen væk med læberne og tungen. Hun tager telefonen op og kigger på nyhedssiderne og spiller lidt, flytter firkantede brikker frem og tilbage for at lave en figur (??) eller udfylde felter i et gitter, hun sidder med hovedet i telefonen i næsten en halv time, når hun sidder sådan, ser det ud som om hun er døset hen, til sidst gør det ondt da hun løfter hovedet igen. Det er muligt at de andre i centeret skuler til hende, eller måske glider Sidsel bare ubemærket ind mellem de andre. Det er så ofte hun nu går rundt i dagtimerne uden noget formål, hun dagdriver, man møder hende på parkeringspladsen, hun leder efter sin bil, og man spørger hende hvad hun skal, og hun svarer, det tager flere sekunder, for hun ser op på himmelen, hun ser på skyerne, hun spekulerer på om der ikke kommer regn, efter sekunderne siger hun

fraværende at hun bare er taget en tur frem og tilbage til indkøbscenteret for at få lidt frisk luft.

Sidsel kører ad ringvejen mod Smestad, drejer af, fløjter mens hun kører, lav sol, gyldne farver over Ris, varmer bilruden. For at komme gennem Smestad-krydset fra Sinsen skal hun først ligeud, og så til venstre, men hun drejer til venstre allerede første gang, for der er så mange biler at hun ikke når at tænke på at hun skulle have skiftet bane. Hun kommer ind på en blind vej, og derfra ved hun ikke hvordan hun skal komme ud, for vejen er smal. Kører ned for enden. Står lidt før hun bliver bekymret, så stresset over om beboerne i et af husene vil komme ud og skælde hende ud, eller at en bil vil køre ind på den blinde vej og dytte ad hende. Hun tør ikke bruge en indkørsel til at vende i (engang havde en midaldrende mand venligt, om end truende, sagt at hun ikke måtte vende på hans nylagte grus, han ville ikke have andres mærker i gruset), hun har ikke servostyring i bilen, rattet er tungt. Sidsel bestemmer sig for at vende på den smalle vej, at lirke sig ud, at dreje rattet rundt mange gange, så man kan mærke det i armene eller hænderne, hun slår kraftigt til gearstangen for at sætte bilen i bakgear, hun tænder for en kontakt for at sprinkle ruden, men den forbliver snavset, den skal vaskes indvendigt, tænker Sidsel, stadig muntert, ret rolige hænder på rattet, men bakker alligevel ind i en skraldespand (træder hun på den forkerte pedal?), det siger dunk. Så er spørgsmålet om det er en ren uheldig tilfældighed, eller om Sidsel er så stresset at det nu kører af sporet for hende? Det ved man

ikke. Sidsel bliver siddende i bilen, der er heldigvis ikke nogen biler på den smalle vej der kan se at hun kører ind i skraldespanden, eller nogen mennesker inde i husene, eller nogen mennesker i haverne, for så ville de jo være kommet ud for at hjælpe hende. Derefter kører hun igen hen til krydset, med den overfladiske vejrtrækning i halsen og den lave sol i ansigtet, opslugt af tanken om at nogen hørte dunket fra skraldespanden, drejer derfor ud til venstre, uden at tage hensyn til, eller se, eller holde tilbage for en varevogn, og kører lige ind i den. Nakken bliver kastet tilbage, men det er ikke sådan at hun besvimer eller kommer rigtigt til skade, snarere sådan at hun sidder forfjamsket og forvirret i bilen og skal hjælpes ud, føres ud og blive fulgt ind på tankstationen (nogen holder hende under armene, en mand har tommelfingeren i hendes armhule), hvor hun får et glas vand, der er hele tiden nogen der spørger om hun har hovedpine eller er svimmel. En politibetjent beder hende forklare hvad der skete, der bliver spurgt mildt, men bestemt. Sidsel ved ikke hvad der skete, for det gik så hurtigt, Sidsel ryster på hovedet, bruger sin lille, ynkelige stemme, den man bruger når man har ondt af sig selv, siger at hun ikke så noget på grund af lyset. Det hele er svært at få overblik over for mig, siger hun.

Og så ringer hun til Em, og hun siger også nu at det var lyset, den lave sol, DEN LAVE VINTERSOL, der gjorde at hun ikke kunne se, og det var derfor hun kørte galt. Først tror Em at moren sidder i bilen, at det lige er sket, og at hun ikke kan komme hjem, hun forstår ikke hvor

moren er, men Sidsel ringer mange timer senere, hun har været hjemme længe, hun sidder faktisk i sofaen og har spist aftensmad, er blevet undersøgt på skadestuen og måtte tage en taxi hjem, men skulle gemme kvitteringen for at få pengene tilbage fra lægevagten. Sidsels stemme er tilfreds med sig selv. Når hun forklarer det på den måde, er det svært at sige om det var alvorligt eller ej. Det er som om der ikke er sket noget. Em spørger om bilruderne, om Sidsel har husket at vaske dem, for det gør hun aldrig (Em kan huske hvor flovt det var som barn med morens gamle og snavsede bil som hun af og til parkerede uden for skolen, og som hendes venner lo ad). Sidsel forstår ikke hvad hun taler om, jeg har vasket bilen, siger hun, bilen var helt ren, og Em spørger om der var rigtig benzin på (for engang havde moren næsten fyldt diesel på den), men moren siger at hun også havde benzin. DET VAR JO

SOLEN EMILY, siger Sidsel, får ikke svar, MEN MOR ALTSÅ, siger Em (desperat, modløs, skuffet, men også omsorgsfuld, fordi man har ikke andet valg), sætningen hænger i luften og bliver ikke fuldført. Em er svær at læse, hun rynker på næsen. Det kan være Em er begyndt at fatte mistanke om at Sidsel er ved at miste fodfæstet, for selvom hun er en munter sjæl, har hun i mange år gået hjemme i dagtimerne med sine egne tanker, så bliver man jo sær. Det kan også være Em tænker at det kan ske for hvem som helst.

Tidligt om morgenen næste dag kommer Em hjem til moren sammen med Liam, da de kommer ind, har moren

allerede trukket sig længere ind i lejligheden, moren er ikke i entréen for at tage imod dem, for at give dem knus, moren sidder sågar i sofaen, har uldtrøje og tøfler på, på bordet står et tomt glas, og det hæklede tæppe ligger i sofaen ved siden af hende. Em har nogle boller med fra supermarkedet som trøst, på grund af bilen, det er helt almindelige, bløde teboller i en pose med seks stykker i (et stakkels-dig-fordi-du-var-så-dum-og-nu-sikkert-bliveranmeldt-for-påkørsel). Em spørger om hun skal hente en tallerken, men det er nok egentlig ikke et spørgsmål, for hun går straks ud i køkkenet. Ude i køkkenet åbner hun køleskabet for at se om der er sodavand, men køleskabet er næsten helt tomt, et par flasker med sauce, soyasauce og så videre, en pakke kogt skinke og en citron, og en færdigret som bare ligger der og lugter uden låg på. MEN MOR, råber Em, du har jo næsten ikke noget mad. Hun går ind i stuen igen, siger det samme igen, først siger moren nej, så siger hun at hun ikke har brug for så meget mad længere, eller hun siger: Jeg spiser ikke så meget, eller nej, hun siger: Jeg er ikke så optaget af mad. Det er mærkeligt hvordan morens tomme køleskab får Em til at tænke på køleskabet i barndommen (pludselig, som et HOV, eller ÅH NEJ), at hun nogle gange havde taget penge fra morens pung for at købe mad, eller for at købe nyt tøj, fordi Sidsel simpelthen glemte at købe ind, eller fordi Sidsel glemte at lave aftensmad, eller fordi Sidsel ikke havde lyst til at lave aftensmad. Når hun tænker på det nu, kan hun ikke huske hvornår hun selv begyndte at lave aftensmad, måske var hun ti år, tidligt var det, usund mad var det, der var ingen

der fortalte hende at hun ikke behøvede at spise en hel pakke spaghetti alene. Og det var nok derfor hun lagde sig sådan ud, fik strækmærker, engang voksede hun ud af et par jeans på ganske få uger, nogle kaldte hende fed, efter det blev hun kaldt fed utallige gange, lige til hun tog sig sammen og blev tynd. Em var til lægen på grund af … det kan hun ikke huske, men lægen konstaterede at Em var ved at få diabetes fordi hun havde højt blodsukker. Så havde moren sagt til lægen at det var på grund af barnets far, farens familie, i farens familie er der meget diabetes, både type 1 og type 2, Em ligner også sin far, i ansigtet, kropsformen, ryggen, det er derfor hun er mere udsat, sammenlignet med andre. Men så havde lægen svaret at det samme gjaldt for Sidsel, at det var Sidsels ansvar at gøre det for dem begge to.

Før de går igen, rækker Em de pæne, velplejede klaverfingre frem og beder om at få hendes kørekort. Selv hendes fingre siger giv-mig-det. Em står granskende foran hende, fire af fingrene vifter, nu er det lige før, tænker Sidsel, at Em bruger hendes navn i stedet for mor, som om Sidsel er umyndiggjort. Em siger at Sidsel skal tjekkes af en læge, som om hun ved bedre, hun som er så ung og ikke engang har kørekort.

Jeg er fortælleren, men jeg er også mig selv, jeg har selv været her, jeg kommer fra de samme boligblokke og lejligheder, derfor ved jeg hvem hun er, hvordan hendes krop fungerer, selvom hun er meget ældre end mig, jeg kender hende ligesom jeg kender min mor, som en datter der hele tiden prøver at indkredse sin egen mor (som man ikke helt ved hvem er), som Em der husker Sidsels krop om morgenen når hun rejser sig fra sengen, hendes bløde mave, de bløde, slappe bryster, hendes trusser, virkelig store trusser (hvide), natkjolen, de spidse tæer.

Hvordan sover Sidsel?

Man forestiller sig at hun sover på ryggen, stille gennem natten, med hænderne på maven.

Det gør hun ikke, for hun sover i den grønne læderstol. Læderet er mørkegrønt, stramt, hårdt læder (?) på ryggen og ned mod armlænene, men sædet er slidt og er begyndt at sprække, hun fingererer ved knapperne på sædet, hun trækker i et håndtag, og stolen bliver til en liggestol, hun

sover der fordi hun ser flere film i træk mens hun strikker eller hækler, ofte vågner hun midt om natten af at det gør ondt at sidde, og det er først der hun går ind i soveværelset.

Det bedste Em vidste som barn, var at se gyserfilm med sine veninder, og Sidsel vidste at flere af de andre forældre ikke tillod sådan noget, en af mødrene havde også engang taget det op med hende, men det var så hyggeligt at sidde sammen med pigerne, hun i stolen, pigerne i sofaen bag puder og dyner, pigerne der fór sammen, skreg, og lo så hysterisk, pigerne som også kunne blive virkelig bange, hun havde været nødt til at følge dem på toilettet bagefter, hun var nødt til at se på dem når de børstede tænder, engang var en af dem også blevet hentet senere på aftenen fordi hun var så bange, men det var alligevel hyggeligt. Sidsel vender sig nu om og ser på den tomme sofa. Smiler hun for sig selv? Sidsel kan godt lide at mindes sådan, man kan sidde længe og mindes sådan, leve i sådan nogle minder, men DET ER SÅDAN NOGLE LYKKELIGE TING

MAN IKKE KAN SKRIVE OM DE FINDES KUN I DETTE GULE LYS.

Lyset finder Sidsel i lænestolen, hun synker, vågner, der kører et realityprogram i fjernsynet, hun må have skruet ned for lyden mens hun sov, for der er ikke lyd på. Hun må have ligget der hele natten, hun ser det for sig. Savlende kvinde sover i stol. Hun kan huske at Ems far nogle gange så på hende med noget hun tolkede som foragt, når hun lå sådan, lå og flød, som om hun væltede ud over stolen,

og så lod hun ham bare gøre det. Hun har stadig glemt at hun kørte galt, føler sig bare mærkelig trist, og ved ikke hvor det kommer fra (for hun har jo egentlig et lyst sind). Fjernsynet er tændt, hvad er dagens plan, Sidsel? Café, hun gør sig klar, taler i telefon med Bjørg og aftaler hvor Bjørg skal stå (et hak længere nede fra byggeriet, vejen til venstre), forestiller sig hvor hun skal køre for at undgå de svære kryds, men først da hun står uden for garagen og leder efter bilnøglerne, kommer hun i tanke om at bilen nu står, alene og bulet, et helt andet sted. På et værksted? På en bilkirkegård?

Det er mærkeligt, for før i tiden kørte hun meget, ofte har hun bare kørt mange timer for at lade tankerne flyde, eller kørt rundt i frustration, efter bruddet med Ems far kørte hun gravid og rasende (mærkelig følelse at være gravid og så vred) ud af Oslo i en næsten helt lige linje, ingen sving, næsten helt til Hamar, hvor hun vendte om på en af tankstationerne og kørte lige så hurtigt tilbage igen. Det er svært at køre i det hvide og fuldstændig blændende (!!) lys langs Mjøsa, Sidsel følte at hun var lige ved at køre i vandet, øjnene kunne heller ikke vænne sig til mørket i tunnellerne, hun følte også at hun var lige ved at køre ind i klipperne. Hun følte mange ting. Hun følte sig både bange og fri, hun følte sig både udadreagerende og fanget. Men nu kan hun ikke køre, bilen står parkeret, hentet og fragtet af en stor kranbil til et værksted, den store kranbil måtte hægte sig fast til hendes bil, og politibetjenten måtte bakke hendes lille bil op på ladvognen før de kunne hale den helt

op med en krog, det var næsten som et overgreb, syntes hun. Sidsel vender om, går ud af garagen, hen til bussen og kommer for sent. Hun bestiller så snart hun kommer ind på caféen, hun under sig en kop kaffe og et stykke kage, men fordi hun er gået lidt hurtigt og er forpustet, eller fordi hun ikke kan se sin egen hånd der peger (den befinder sig i det sorte område af synsfeltet), beder hun om den forkerte kage. Hun kan ikke se hvilket stykke kage ekspedienten bag disken peger på (for at bekræfte at det er det rigtige), nu er Sidsel helt åndsfraværende, men nikker, siger ja, og derfor får hun et stykke gulerodskage i stedet for en cheesecake på tallerkenen, og da den bliver sat foran hende på disken, formår hun ikke at sige noget, hun betaler bare.

Veninderne vinker hende over til sig da hun går gennem caféen, de sidder ved et bord helt inderst, nej, det er egentlig bare Anne K der vinker, Bjørg og Anne B sidder bare helt udtryksløse. Rejser de sig? Giver hun dem et knus? Er Sidsel et menneske der giver knus? Den eneste ledige stol er den der gør at Sidsel må sidde med ryggen til vinduet, og hun tænker på at dem ude på gaden kan se hendes ryg, og at hendes ryg må være meget krum, måske kan de se de små ryghvirvler (?). Hun har set et billede af sin egen ryg i den grønne trøje på Facebook, egentlig var det et billede af Bjørg, men man kan se hendes ryg i baggrunden, og da hun så billedet, lukkede hun hurtigt appen ned på telefonen og gøs, ikke bare gøs, hun blev ked af det, siden da har hun prøvet at sidde så lige hun overhovedet kan, og den grønne trøje har hun lagt væk, den kan hun aldrig gå med igen.

Bjørg taler om en vens datter (navnet lyder bekendt, men

Sidsel kan ikke se ansigtet for sig) som har fået anoreksi og er så tynd at man kan se alle de små knogler på hende. Bjørg så datteren i bussen, Bjørg satte sig langt fra datteren, i den anden ende af bussen, men ikke længere væk end at hun alligevel stadig kunne følge med. Sidsel prøver at se det for sig. Alle de små knogler, kraveben og knoglerne på brystkassen der ligner små kugler under huden. Hun forstår ikke hvorfor pigen spiser så lidt. Bjørg rører ved sin egen brystkasse, som er mørkebrun, næsten rød, mange pletter. Bjørg siger noget om parkeringen uden for kirkegården, og Anne B siger noget om det samme og sukker. Er pigen død? Hvis pige var det? Nu er hun helt væk, Sidsel forstår ikke hvad samtalen handler om. Sidsel tom i blikket. Sidsel skulle jo sætte pris på andre mennesker, men nu sidder hun bare her, siger næsten ingenting. Bjørg ser på hende og spørger om der er noget galt. Bjørg kan se at der er noget, måske er Sidsel sur, tænker Bjørg. Hvornår blev hun det? Sidsel på den anden side af bordet er begyndt at tænke på at hendes mund lugter dårligt, og vil ikke åbne den. Varm ånde. Gullig tunge. På nogle mennesker, særligt dem der har psykiatri skrevet i panden (ligesom min bror??), kan man se på det gulhvide mellem tænderne at de lugter, det findes også som en belægning overalt i munden, langs kanten af læberne, i mundvigene, hun kan mærke det med tungen. Sidsel sidder stadig sammen med de andre, men hun siger som sagt ikke særlig meget, og hun vil begynde at bevæge sig. Rækker ud efter tasken, selvom hun var den der ankom sidst.

NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2024

Sidsel stiller altid op for datteren Emily og sit barnebarn, men lever ellers et stille og roligt liv, falder ofte i søvn i sin stol med sit hækletøj foran TV-et. Efter hun har været involveret i en bilulykke, er hun begyndt at opføre sig mærkeligt og gøre sære ting. Vi oplever Sidsel, som hun kan fremstå for datteren, veninden, lægen, og vi får dele af hendes livshistorie, som tilsammen danner et billede af en forvirret og ensom kvinde.

Jeg fløjter i den mørke vind er et dybt gribende og bevægende portræt af en kvinde, som var en bifigur i Skarangers forrige roman, Emily forever.

«En helt unik forfatterstemme.»

DAGBLADET, ÅRETS BEDSTE BØGER 2023