Jeg lukker øjnene og beder

JEG LUKKER ØJNENE OG BEDER

Jeg lukker øjnene og beder

Andre bind i Nøgleserien:

Jeg skal finde nøglen (bind 1)

Jeg lukker øjnene og beder

Jeg lukker øjnene og beder

På dansk ved Moa Fehlauer

Jeg lukker øjnene og beder er oversat fra svensk af Moa Fehlauer efter Jag blundar och ber

© Alex Ahndoril 2024

Published by agreement with Salomonsson Agency

Denne udgave: © Alex Ahndoril og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslagsdesign: © Miroslav Sokcic og Imperiet

Forsideillustration: © Ola Larsson

Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0717-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Macbeth af William Shakespeare citeres fra Niels Brunses oversættelse, Gyldendal 2017.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9,1. ∙ DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag

»Besætningen og samtlige 362 passagerer frygtes at være omkommet i en flyulykke i Rumænien. Et fuldt besat passagerfly fra Ankara til Hamburg tabte højde tredive minutter efter start og styrtede ned i nærheden af Bicazkløften i det nordøstlige Rumænien. Flyvemaskinen var en Boeing 747 tilhørende det tyske flyselskab Lufthansa. Udenrigsministeriet meddeler, at der befandt sig fem svenske statsborgere ombord.«

*

»En svensk pige er mirakuløst blevet fundet i live efter flyulykken i Rumænien. Ifølge redningspersonalet på stedet blev hun søndag morgen fløjet med helikopter til sygehuset i Timisoara. Hendes tilstand er kritisk. Redningsarbejdet fortsætter i den svært tilgængelige Bicazkløft, men forhåbningerne om at finde flere overlevende er meget små.«

Julia Stark sad over for sin eksmand Sidney Mendelson ved et bord på restaurant Ekstedt i Stockholm og drak lidt af vinen, mens de ventede på næste servering.

Små solstorme af varmt lys blev kastet ud over vægge og gulv fra den knitrende ild i pejsen.

For to uger siden havde Julia for første gang nogensinde bedt Sid om hjælp til en opgave. Han tog fri fra sit job hos Norrmalms politi og tog med hende op til Västernorrlands skove.

Julia væddede med Sid om, at hun kunne opklare sagen på fire dage. Væddemålet var indgået i en slags kækt overmod. Hun var gået for hurtigt frem og havde begået flere store fejltagelser undervejs, som hun skammede sig over.

Men hun endte alligevel med at vinde væddemålet.

Det var derfor, Sid havde inviteret hende på middag her i aften.

Julia fantaserede om, at han ville blive hendes kollega, måske endda partner i Starks detektivbureau, men hun havde endnu ikke turdet spørge ham.

Det var første gang, de var på restaurant sammen, siden de blev skilt for tre år siden, og Julia kæmpede for at være så nærværende som muligt, forsøgte at nyde deres timer sammen og gentog for sig selv, at hun ikke skulle drømme om mere, men så skete det selvfølgelig alligevel.

– Kunne du have lyst til at spise middag sammen igen? hørte hun sig selv spørge.

Han så op på hende, og hun fortrød med det samme, da hun syntes at se en tøven i hans øjne.

– Af og til, tilføjede hun – jeg mener ikke noget med det, men …

– Det vil jeg gerne, sagde han og lagde sin varme hånd på hendes.

– Du behøver ikke, hvis du ikke …

– Men det vil jeg gerne, afbrød han blidt.

– Og en ting til … hvis jeg får brug for hjælp igen, professionelt?

– Det må vi se på, smilede han.

Hans svar gav hende tårer i øjnene, og hun skulle lige til at sige noget uigennemtænkt, da der lød et pling fra hendes taske. Julia mumlede undskyld, tog telefonen frem, læste beskeden og så op.

– Du kender skuespilleren Bianca Salo? spurgte hun.

– Selvfølgelig, jeg så hende spille Puk for ikke så længe siden, svarede han. – Hvad er der med hende?

En varme spredte sig i Julias bryst, og hun kunne ikke forhindre et stort smil i at brede sig i hendes ansigt.

– Hun vil gerne hyre Starks detektivbureau.

– Siger hun hvorfor?

Julia nikkede.

– Hun skriver, at hendes døde forlovede stalker hende.

– Okay, sagde han tøvende. – Det lyder lidt …

– Jeg ved det.

– Som seriøs paranoia … en paranoid psykose eller noget i den retning.

– Jeg ved det, men tænk nu, hvis det ikke er, overvej det lige, sagde hun smilende.

De tav og takkede dæmpet, da tjeneren kom ind med et fad grillet pighvar og sukkerærter på en arkimedisk spiral af appelsinsauce.

*

Augustnatten var mørk, da de forlod restauranten. Det var holdt op med at regne, men gaderne skinnede, og luften var frisk og fuld af ilt.

Julia holdt som altid Sid under armen og støttede sig til sin stok med sin frie hånd, mens de krydsede Östermalmstorg.

Hun plejede at joke med, at hun faktisk så ret godt ud, så længe det ikke blæste, men med ham havde hun altid følt sig smuk, uanset vejret.

Julia var treogtredive, hun havde rødblonde øjenbryn, mørkegrønne øjne og en lige næse. Hun skjulte altid det dybe ar over den ene kind med sit hår, men hvis et vindstød fejede håret til side, lod hun det ske.

De stoppede op for nogle biler, der kørte forbi på Sibyllegatan.

En mand, som stod i mørket på trappen op mod kirkegården, fangede Julias blik. Angsten vældede op i hende, da hun syntes, det så ud, som om hans underlæbe bævede, og han tegnede tårer med pegefingeren fra det ene øje ned ad kinden.

Julia trak Sid med skråt over vejen, for at han ikke skulle se manden.

Hun prøvede at overbevise sig selv om, at det bare var indbildning.

Da Julia var atten, skrev en journalist fra en formiddagsavis en reportage om, hvor luksuriøst hun levede af sin erstatning og arv.

Samme dag lagde nogen et billede op på de sociale medier af Julia, der sørger over sin familie, sammen med et andet billede, hvor hun griner, og skrev: »to sekunder senere«.

Hundredvis mere eller mindre fantasifulde varianter af den montage gik verden rundt, og på kort tid gik memet viralt for så at forsvinde igen, som et stykke legetøj, man er blevet træt af at lege med.

Men Julia havde ikke glemt, hvordan skridtet fra ondskabsfuld spøg til had og decideret forfølgelse havde været skræmmende kort.

Påstandene om, at hun altid spillede ked af det, når nogen kiggede, men festede og levede livet, så snart man vendte ryggen til, gjorde stadig ondt.

I løbet af de få uger blev Julia et symbol på hykleri. Hendes triste ansigt blev sat sammen med politikere, der talte om klimabelastning, eller religiøse ledere, som hævdede alle menneskers ligeværd.

Selvom der var gået mange år, undgik Julia stadigvæk sociale medier og kunne nogle gange blive ramt af rædsel, når hun et øjeblik slap sin selvkontrol og kom til at grine i det offentlige rum.

Nu gik hun ved siden af Sid på Storgatan og lyttede til hans entusiastiske sammenligning af jazzpianisterne Bill Evans og Esbjörn Svensson.

Det pinlige og ubehaget var forsvundet.

Hun forsøgte at gå langsomt for at trække tiden ud og hvilede hovedet mod hans skulder, som om hun var blevet træt.

– Hvordan går det? spurgte Sid.

– Godt, sagde hun lavt.

Deres skridt og de bløde bump fra stokken genlød mellem husene. Der lå fladtrykte papkasser og tæpper i en port.

– Jeg syntes, det var rigtig hyggeligt at ses i aften, sagde hun.

– Det syntes jeg også, sagde Sid lavt.

Rundt om stolpen ved fodgængerovergangen hang et ødelagt cykelhjul i sin kædelås. På bagsiden af vejskiltet sad der som sædvanligt et klistermærke med et rådyr på spring.

De gik over vejen og drejede ned mod vandet. I et vindue stod en mand bag et blondegardin og kiggede ud på dem.

Gåturen måtte gerne have fortsat hele natten, men nu stod de allerede foran Julias dør på Styrmansgatan 15.

En hårlok faldt ned i hendes pande, og hun strøg den om bag øret, støttede sig til stokken og løftede ansigtet mod ham.

Da hun så ind i Sids varme øjne, mærkede hun, hvordan halsen snørede sig sammen af følelser.

Julia tænkte på, hvordan de plejede at kysse, dengang de var gift, hvor uventet varme og bløde hans læber var, og hvordan hun elskede at mærke den lille stribe skægstubbe lige under munden, hvor han tit glemte at barbere sig.

– Du ser ud, som du plejede at gøre, når du ville have et kys, smilede Sid.

– Hold da op, sagde hun lidt for defensivt.

– Jeg mente bare at …

– Hvad? afbrød hun.

– Jeg forsøgte at forklare det … jeg kom bare i tanke om, hvordan du plejede at vende ansigtet opad og spidse læberne.

– Jeg spidsede ikke læberne, sagde hun. – Hvad snakker du om?

– Jeg sagde …

– Det lyder, som om du har fået paranoia og er bange for, at jeg skal …

– Julia, hør nu, afbrød han. – Jeg sagde ikke, at du ville have et kys, jeg sagde bare, at du så ud, som om … – Godt, afsluttede hun.

Sid rynkede panden og så på hende.

– Hvad sker der?

– Jeg vil bare gerne have rene linjer, svarede hun og trak på skuldrene.

– Okay.

– På den anden side synes jeg ikke, det er mere mærkeligt at få et kys af sin eksmand end at blive stalket af sin døde forlovede, jokede hun.

Sid grinede, kyssede hende på panden, sagde godnat og gik ned mod Strandvägen. Julia smilede stadig, da hun vendte ryggen til ham, selvom hun i virkeligheden følte sig trist.

Hun åbnede døren, gik en halv etage op, tog en dyb indånding, fandt nøglen i sin taske, stak den i låsen, vred den en omgang, gik ind og lukkede døren efter sig.

Hun stoppede op i den mørke gang med lukkede øjne. Stokken faldt til jorden med et lille brag, så var der stille igen.

Ensomheden, der trak gennem hjertet, var alt for velkendt, den ville aldrig slippe grebet i hende, hun havde lært den at kende for tidligt i sit liv.

En langsom kamerablitz oplyste mindet om de fire kister i kirken.

Højt oppefra så hun en pige sidde alene helt oppe foran på bænkerækkerne. På stengulvet i midtergangen lå to krykker.

Telefonen ringede i Julias taske.

Hun trådte skoene af, gik ind og vristede sig ud af jakken, som faldt på gulvet bag hende, fortsatte ud i køkkenet og tog telefonen.

– Hallo? sagde en forsigtig stemme. – Jeg hedder Bianca Salo, jeg har forsøgt at komme i kontakt med dig.

– Ja, jeg læste godt din besked, og jeg havde tænkt mig at ringe i morgen, forklarede Julia og startede telefonens optagefunktion.

– Undskyld, at jeg forstyrrer dig så sent, men …

– Det skal du ikke tænke på, sagde Julia.

Kvinden snøftede, og det lød, som om hun gik hen over et knirkende gulv, åbnede og lukkede en dør. Hendes vejrtrækning var ophidset, og da hun talte videre, kunne Julia høre en lille sprække af hysteri i hendes stemme.

– Jeg … jeg tør ikke gå hjem, sagde Bianca. – Jeg er i garderoben på teatret … sammen med en veninde, men hun er snart nødt til at gå, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

– Vil du fortælle mig, hvad der er sket? spurgte Julia og satte sig på en af køkkenstolene.

– Det var dig, der opklarede sagen med porcelænsbarnet, ikke?

– Jo.

– Jeg kan godt huske, jeg læste om det, det var helt utroligt, sagde Bianca.

– Tak.

Kvinden, der var sammen med Bianca i garderoben, sagde noget, og en bøjle klirrede mod en bøjlestang.

– Tror du … at du kan hjælpe mig?

– Hvad vil du gerne have hjælp med?

– Det her kommer til at lyde lidt skørt, men jeg er ikke skør, du kommer til at tro, at jeg har kørt mig selv helt op over ingenting, jeg mener, hvis bare jeg havde, men

det her er virkeligt, for jeg er ikke psykisk syg, sagde Bianca og sukkede tungt.

– Bare giv dig god tid, sagde Julia venligt.

– Jeg tror, at jeg har en stalker, og … jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg overdrev for at gøre dig interesseret, men det er min eks, Nicolás.

Stemmen blev stille, og Julia hørte hende hviske noget.

– Du skrev, at han er død, sagde Julia langsomt.

– Det er han … han er død, svarede Bianca, som om hun prøvede at overbevise sig selv.

– Hvorfor tror du, at han stalker dig?

– Fordi jeg så ham, han var inde i mit soveværelse i nat … forstår du, jeg kan ikke gå hjem.

– Er du sikker på, at det ikke var en drøm?

– Jeg forstår godt, hvordan det lyder, men han tog sine manchetknapper med, de lå i en skål på min kommode, fortalte hun.

– Blev du bange?

– Det lyder måske ikke så skræmmende, svarede hun og tog en skælvende, dyb indånding. – Men der skete en ting mere, inden han tog knapperne, trak han fingrene, du ved, som et snit hen over halsen.

– Opfatter du det som en dødstrussel?

– Jeg vil ikke tænke på det, jeg kan ikke få det til at give mening, sagde hun.

– Hvad skulle Nicolás’ motiv være for at stalke dig? spurgte Julia.

– Det ved jeg ikke, men … jeg er jo kommet videre med mit liv, har nye forhold.

– Hvor bor du?

– Ved Nytorget, men jeg kan ikke tage hjem … og jeg kan ikke blive her, for jeg tror også, han har været her, i min garderobe, i torsdags … nogen satte ild til min kjole … jeg kunne lugte det efter forestillingen og så det, da jeg skulle klæde om.

– Hvad hedder din veninde, som er på teatret med dig nu? spurgte Julia.

– Regina.

– Kan du sove hos hende?

– Ikke i aften, det passer ikke så godt, sagde Bianca.

Julia hørte en kvinde tale med venlig stemme i baggrunden.

– Okay, vi kan gøre sådan her, begyndte Bianca at forklare. – Hun kan nå at køre mig hjem, hvis vi kører med det samme … og jeg kan vente ovre i 7-Eleven på den anden side af torvet, hvis du så vil komme og tjekke, at Nicolás ikke er i min lejlighed. Ellers ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre.

Julia Stark steg ud af taxaen på Nytorget, gik op på fortovet, støttede sig til stokken og vendte blikket mod 7-Eleven-butikken. Gennem det duggede vindue kunne hun skimte en lyshåret kvinde med rynket pande ved et af de enkle caféborde.

Alle og enhver kunne se hende fra gaden, det nedadvendte ansigt i det blege lys fra en telefon, fingrenes ensformige bevægelser hen over skærmen, dåsen med Coca-Cola på bordet.

Julia gennemgik samtalen med Bianca igen.

Hun var vågnet midt om natten og havde set sin døde forlovede stå i hendes mørke soveværelse. Han lavede tegnet for at skære halsen over på nogen, inden han tog sine manchetknapper fra kommoden og forsvandt igen.

Julias primære opgave måtte være at få stoppet stalkeren, inden han gik for langt. Hun måtte ikke lade sig forblinde af spørgsmålet om, hvorvidt den forlovede var død eller ej, selvom hun formodentlig også måtte undersøge den sag for at finde frem til sandheden.

Julia gik ind i butikken, fortsatte hen over det beskidte gulv og stoppede op foran kvinden ved bordet.

– Bianca? spurgte Julia.

Et kort sekund lyste rædslen i kvindens store, lysebrune øjne, inden hun forstod, hvem Julia var.

– Tak, fordi du kom, sagde hun og rejste sig.

Da Bianca så arret i Julias ansigt, vendte hun ikke blikket bort, som de fleste instinktivt plejede at gøre. I stedet betragtede hun interesseret det lange ar lidt, inden hun rakte hånden frem for at hilse.

– Jeg giver ikke hånd, forklarede Julia venligt.

– Okay, sagde Bianca og lod den fremstrakte hånd synke uden at virke det mindste forbavset.

Bianca Salo havde et ganske rundt, symmetrisk ansigt. Øjnene sad langt fra hinanden som hos et rådyr. Hendes mund med spids amorbue så ud til at have et lille venligt smil som hvilestilling, blot en hårsbred fra åben latter.

Hun gik for at være meget smuk, men havde i virkeligheden samtidig noget naturligt usminket og lidt forpjusket over sig.

– Jeg har aldrig mødt en rigtig detektiv før, sagde Bianca beundrende.

– Tadaa, smilede Julia.

– Hvad skal der ske nu?

– Lad os begynde med, at jeg tager et kig i din lejlighed, og bagefter sætter vi os ned og taler om, hvad jeg kan gøre for dig.

– Jeg føler mig allerede lidt mere rolig, sagde Bianca og tog en sidste tår af sodavanden, inden hun efterlod dåsen på bordet.

*

I tavshed gik de hen til en ejendom fra begyndelsen af 1900-tallet med skumgummigul puds, karnapper og hvide gerigter. Bianca tastede dørkoden ind, og den lakerede egetræsdør svingede automatisk op.

I elevatoren pressede Julia ryggen mod gitteret for ikke at risikere kropsberøring, mens de kørte opad.

– Du venter udenfor, mens jeg tjekker lejligheden igennem, sagde hun.

Hun kunne fornemme den svage duft af Biancas parfume, noget luftigt med iris, geranium og måske syren som hjertenoter.

– Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs, sagde Bianca.

– For hvad?

– For at han er derinde.

– Det tror jeg ikke, at han er.

– Men tænk, hvis han er.

– Så bliver det min hurtigste sag nogensinde, smilede Julia.

– Jeg mener det.

– Jeg har peberspray i tasken, løj hun.

– Okay.

Det knagende maskineri standsede på fjerde sal, og Bianca åbnede elevatordøren. Glødepæren i loftet blinkede uroligt i den runde glaslampe.

– Gå lidt længere op ad trappen, sagde Julia.

– Du må bære over med, at der er lidt rodet, undskyldte Bianca og ledte i sin taske.

– Jeg har set det, der var værre, sagde Julia skråsikkert.

– Godt så, smilede Bianca og rakte Julia nøgleetuiet i rødt læder.

– Gå op ad trappen.

Julia stak nøglen i låsen, drejede rundt og trykkede håndtaget ned. Lun luft strømmede ud fra mørket med en duft af parfumeret sæbe og afskårne blomster.

Hun gik ind i entréen, tændte lampen, støttede sig til sin stok og lyttede. Ved siden af den overfyldte skoreol stod en plastikpose med tomme vinflasker. Rundt i kanten af entréspejlet hang der fotografier af Bianca og hendes venner.

En hund gøede kort i en af de andre lejligheder, så blev der stille.

Julia kiggede ind i skabet, skubbede jakker og frakker til side med stokken og gik så ud i flisebadeværelset. Bag et blåprikket bruseforhæng stod et emaljeret badekar med rustspor under det dryppende blandingsbatteri. Servanten var proppet med sminke og hudplejeprodukter, og spejlet var plettet af tandpasta. På gulvet lå der et par sorte trusser med et trusseindlæg.

Hun gik tilbage ud i gangen, så på yderdøren og bemærkede, at der hverken var sikkerhedskæde eller

dørspion. Ude fra opgangen lød Biancas stemme. Hun talte i telefon med nogen og gjorde grin med sit eget hysteri.

Julia fortsatte forbi en glasdør ind i et smukt rum med karnap med vinduer hele vejen rundt. I det ene hjørne af det lakerede trægulv var der en støbt firkant af hvidmalet beton, hvor der engang havde stået en kakkelovn.

Overalt lå der bøger og indbundne manuskripter i stabler, langs væggene, på tv-bordet og neden for den overfyldte bogreol.

Indrammede teaterplakater med Biancas navn på hang i rækker: Mågen, Et dukkehjem og Frøken Julie.

De slidte siddemøbler var fulde af puder og tæpper.

Skåle med gamle olivensten og skaller fra pistacienødder, kaffekopper, vinglas og kopper med indtørrede teposer stod på sofabordet, på bogstablerne og på det sorte klaver.

På et lille søjlebord lå en bunke slidte tarotkort og tre kort lagt på række, to med billedsiden opad: ypperstepræstinden og skæbnehjulet.

Julia gik hen og kiggede bag sofaen, trak gardinerne helt fra de fire vinduer i karnappen. Hun fortsatte ud i det smalle køkken. På køkkenbordet ved det gamle gaskomfur stod en stor gryde af banket kobber med bunden i vejret på et ternet viskestykke. På klapbordet lå et halvspist stykke ristet brød med agurk. Og ved siden af en vase med en buket trætte roser lå et filmmanus oven på en opsprættet kuvert.

Julia begyndte at tænke på middagen med Sid, at det ikke var lykkedes hende at tale åbent med ham om

fremtiden. Hun var nødt til at samle mod til at spørge ham, om han kunne have lyst til at prøve at arbejde på fuld tid som privatdetektiv, måske blive medejer i bureauet. Hendes drøm var, at de skulle dele kontor, sidde over for hinanden hver dag, drikke kaffe om morgenen, diskutere strategier, spise frokost sammen og arbejde til langt ud på aftenen.

I sidste uge havde hun forhastet sig og købt et antikt skrivebord til ham, men havde følt sig dum og ladet det opmagasinere.

Julia så ud gennem glasdøren på altanen med grønne planter, et lille hvidt bord og en fletsofa med solgule og safranrøde hynder.

Det klirrede svagt, når en enkelt tøjklemme på en tørresnor gyngede i vinden på indersiden af rækværket.

Julia skulle lige til at vende sig om, da hendes blik blev fanget af noget, der glinsede som poleret karbonstål.

Et sekund efter gik det op for hende, at det var et næb. Sorte dun løftede sig i et svagt vindpust. Der lå en død krage klemt inde mellem to puder i sofaen på altanen.

Privatdetektiv Julia Stark er tilbage

Skuespillerinden Bianca Salo stod foran premieren på Shakespeares Macbeth på Dramaten i Stockholm, da hendes forlovede begik selvmord. Efter kun få forestillinger kollapsede Bianca på scenen, og forestillingen måtte tages af plakaten.

Nu, tre år senere, får hele ensemblet en ny chance for at spille den uheldsramte tragedie. Men allerede inden prøverne begynder, går det op for Bianca, at hun har en stalker: hendes døde forlovede, som spøger i kulissen.

Privatdetektiv Julia Stark påtager sig sagen og indser snart, at der er nogle uafklarede omstændigheder omkring Biancas forlovedes død. Julia må mønstre al sin psykologiske indsigt, iagttagelsesevne og logiske sans for at opklare mysteriet – samt bede sin eksmand, politimanden Sidney, om hjælp for at kunne afsløre stalkerens sande identitet, inden det er for sent.