Jeg skal finde nøglen er oversat fra svensk af Moa Fehlauer efter Jag kommer att hitta nyckeln
Copyright © Alex Ahndoril, 2023
Published by agreement with Salomonsson Agency
Denne udgave: © Alex Ahndoril og Gutkind Forlag A/S, København 2023
1.udgave, 1. oplag
Omslagsillustrationer © Ola Larsson
Omslagsdesign © Miroslav Sokcic og Imperiet
Sat med Sabon hos Geethik Technologies
og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0714-0
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. 1201 København K gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙ gutkind_forlag
Mannheim Mott
Leopold
Sylvester (gift med Linnea)
WertherPG (gift med Monika)
Gajus
AnastasiaAugust (gift med Cecilia)
Theodora
»Besætningen og samtlige 362 passagerer frygtes at være omkommet i en flyulykke i Rumænien. Et fuldt besat passagerfly på vej fra Ankara til Hamburg tabte højde tredive minutter efter afrejse i nærheden af Bicazkløften i det nordøstlige Rumænien. Flyet var en Boeing 747 og tilhørte det tyske flyselskab Lufthansa. Udenrigsministeriet meddeler, at der befandt sig fem svenske statsborgere ombord.«
Julia anede ikke, at hun snart ville stå over for en gåde, der ville komme til at kræve det yderste af hende, en sag, som hun måske ikke ville kunne løse på egen hånd.
Hun sad alene ved et bord i augustsolen og spiste en sen frokost på en fortovsrestaurant uden for torvehallen på Östermalm.
Et elløbehjul, som nogen havde smidt fra sig midt i alt affaldet under en skraldespand, udsendte af og til en signallyd.
Hver morgen, når Julia var færdig med at lægge make-up, lænede hun sig frem mod spejlet og hilste forsigtigt på sin mor.
Hun havde samme lyse øjenbryn og sørgmodige, mørkegrønne øjne som moren. Munden var fyldig, og næsen lige. Når solen lyste gennem hendes blonde hår, fik det altid en svag rødlig nuance som ingefær.
Sidste uge var Julia fyldt treogtredive og havde dermed passeret sin mor i alder.
Hun havde taget fri og siddet i sengen med gardinerne trukket for og læst en ny amerikansk afhandling om blodspor og stænkmønstre.
I en af casebeskrivelserne var en kugle blevet kløvet mod et ribben og havde forladt kroppen gennem to udgangshuller.
Julia lod buddet lægge blomsterne fra Sidney uden for døren og ventede, til porten ud til gaden smækkede i, inden hun hentede buketten ind og satte den i en vase.
Altid femogtyve røde roser.
Det gjorde hende i lidt bedre humør, men hun tvang sig selv til at lade være med at tage telefonen, da Sidney ringede om aftenen. Hun ville ikke begynde at græde, ville ikke bede ham om at komme, for hun vidste, at han ville gøre det.
Han ville være kommet og have trøstet hende.
Men det var uholdbart at bede om medlidenhed. Det var ikke det, hun havde brug for fra ham. Og den indsigt var den egentlige fødselsdagsgave.
Nu havde hun en plan, et mål.
Julia vidste, at hun aldrig ville kunne vinde Sidneys kærlighed tilbage, men nu havde hun pludselig et tydeligt indre billede af, hvordan de i fremtiden kunne begynde at arbejde sammen, sidde ved hver sit skrivebord, spise frokost sammen og diskutere deres sager ned i mindste detalje til langt ud på aftenen.
En hjemløs mand stoppede op foran et stillads med sin overfyldte indkøbsvogn og begyndte at tale lavt for sig selv og gestikulere hektisk med armene.
Julia strøg en lok hår om bag det ene øre og spiste videre, selvom hun egentlig var ved at blive alt for mæt.
Hun havde bestilt dampet pighvar med hollandaisesauce, hvide asparges og hakkede kapers.
Solen lyste gennem den kolde Sancerre-vin i glasset og efterlod en lysende skygge på bordet.
En flyvemaskine fløj hen over Stockholm.
Julia lagde bestikket fra sig, holdt sig diskret for ørerne, indtil lyden var forsvundet, og tvang sig selv til at hæve blikket mod de hvide kondensspor på himlen.
Hun ventede lidt, sukkede over sin egen opførsel og tog sin telefon frem. Hun granskede ugens skema med opfølgningsmøde og den store sikkerhedsgennemgang med Institut for geofysik og rumteknologi på Stockholms Tekniske Universitet.
To mænd i trediveårsalderen med tætsiddende jakkesæt og blanke sko sad ved bordet ved siden af med hver deres ølglas.
Ud af øjenkrogen bemærkede Julia, at den ene af dem blev ved med at søge hendes blik.
Hun lagde mobilen tilbage i håndtasken, vinkede tjeneren hen, og mens hun betalte, mødte hendes blik mandens lyseblå øjne. Han holdt hendes blik fast og smilede så drilsk og flirtende, at det var umuligt ikke at smile tilbage.
Hun tog sin sølvhvide stok, som stod lænet mod den anden stol, støttede sig mod den for at komme op at stå og så manden rødme og vende sig væk.
Julia forlod bordet, gik hen over torvet og ind på Storgatan.
Fra bestemte vinkler var hun smuk, og hun havde utallige gange oplevet, at nogen var begyndt at flirte med hende, kun for så at trække i land, når lyset ændrede sig, eller håret blæste væk fra hendes kind.
Nogle gange jokede Julia med de situationer, men i hemmelighed håbede hun altid, at nogen en dag ville reagere lidt anderledes, når han opdagede hendes stok eller arret i hendes ansigt.
Hun var stadig ung og ville gerne forelske sig igen.
Efter at have stået lidt og samlet sig i skyggen uden for kirken fortsatte hun hele vejen hen til Styrmansgatan 15.
På porten sad et messingskilt med indskriften »Starks detektivbureau«.
Julia stillede sin specialfremstillede stok fra sig mod muren. Den var med sit ergonomiske håndtag blevet støbt i ét stykke i en titanlegering og bagefter udstyret med en dæmpende dupsko af sort gummi forneden.
Hun fandt nøglerne, låste op, gik ind og slog alarmen fra.
I entréspejlet så hendes ar ud, som om det var blevet tegnet med en hvid blyant: et vertikalt rids lige hen over den ene halvdel af ansigtet, fra panden, ned gennem den yderste spids af højre øjenbryn og ned til kæbelinjen.
Den svale luft inde på kontoret duftede af gamle træmøbler, bøger og læder.
Julia stillede tasken fra sig på skrivebordet, åbnede de sprossede vinduer ud mod den grønne gård og gik ud i køkkenet for at lave sig en dobbelt espresso.
Hun havde heddet Julia Mendelson, i de syv år hun havde været gift med Sidney. Men efter skilsmissen tog hun igen farens efternavn, Stark, rødder tilbage til deres forfader soldaten Lars Stark, der blev født i 1761.
I tomrummet, der var opstået efter Sid, i den overvældende følelse af, at hele hendes liv var en fejltagelse, bestemte hun sig for at sige sit job op som sekretær ved byretten i Stockholm.
Gennem arbejdet på Rådhuset havde hun opdaget, at hun havde en særlig evne til at læse andre mennesker. For hver retssag hun sad med til, steg hendes utålmodighed over domstolens inkompetence i forhold til at få sandheden frem i lyset.
Hendes arbejde som sekretær tillod ikke, at hun rejste sig og tog til orde, selvom hun altid forstod, hvad der var foregået, og hvorfor forbrydelsen var sket.
Ud over den logiske tankegang, hun havde opøvet, havde Julia en evne til at fokusere og være ekstremt koncentreret i særlige situationer. Når det skete, føltes det, som om tiden gik i stå over for døden og evigheden – og i disse øjeblikke nåede hun at iagttage detaljer og ansigtsudtryk, som de fleste andre mennesker ville have misset.
Det var ikke nogen overnaturlig evne, men forbundet med hendes psykiske sensibilitet.
For længe siden, lang tid før hun overhovedet havde mødt Sid, var hele hendes eksistens blevet slået itu, som et vinglas, der knuses mod et stengulv, og da stykkerne igen blev sat sammen, var intet som før.
Det meste blev værre, men ikke alt, plejede hun at sige til sig selv.
Måske var den tanke bare hendes forsøg på at trøste sig selv, et forsøg på at finde en mening i det meningsløse.
Hun havde været glad for jobbet som sekretær, men efter skilsmissen var hun begyndt at drømme om at blive efterforskende kriminalkommissær ved Norrmalms politi, præcis som Sidney var, men hun vidste, at hun aldrig ville kunne komme ind på Politiskolen.
Hun havde en alt for kompliceret krop.
I stedet startede hun sit eget detektivbureau.
De mest almindelige sager var utroskab, baggrundstjek inden særlige ansættelser, mistanke om økonomisk kriminalitet i erhvervslivet – men af og til kom der opgaver ind, som krævede alle hendes analytiske evner.
Julia gik tilbage til kontoret med sin kaffekop, mens hun kastede et blik på sit gamle, ridsede armbåndsur.
Støjen fra et trykluftsbor kunne høres et sted i nærheden.
Julia tændte computeren og skulle til at sætte sig ved skrivebordet, da det ringede på døren.
Hun så ned på sin kalender. Der var ikke nogen, der havde booket et møde nu. Alligevel tog hun stokken, gik ud i gangen og åbnede døren.
En høj mand, der måtte være et sted i halvtredserne, med helt hvidt hår stod og ventede på fortovet. Han var iklædt en beige trenchcoat over en marineblå habitjakke, lyse bukser og brune lædersko.
–Hej, jeg hedder Per Günter Mott … Jeg har ikke nogen aftale, men … jeg tænkte …
Han tav og strøg med en let rystende hånd gennem håret.
–Hvad drejer det sig om? spurgte Julia.
–Jeg overvejer at hyre dig, hvis …
–Kom indenfor, Per Günter.
–Bare kald mig PG.
–Du kan hænge frakken her.
Julia gik til siden for ikke at stå i vejen. Hun havde svært ved al slags kropskontakt, og hud, der strejfede hud, kunne give hende panikangst.
Manden trådte indenfor, så sig omkring og tog så den tynde frakke af.
Han var slank og havde noget skrøbeligt drengeagtigt over sig, som om han endnu ikke var blevet ramt af indsigten om sin egen aldring.
Julia viste ham ind på kontoret og bad ham tage plads i sofaen.
Hans habitjakke var krøllet på ryggen, som om han havde siddet i et tog eller en bil i flere timer.
–Kan jeg byde dig på en kop kaffe? Te? Vand? spurgte hun.
–Nej tak, det er fint.
–Du må sige til, hvis du ombestemmer dig.
Julia så hans blik vandre rundt i rummet, mens han tog tilløb til det, han var kommet for at tale om.
–Inden jeg kommer til sagen, må jeg vide, om du har tavshedspligt, sagde han og hev lidt efter vejret.
–Ja, og min tavshedspligt gælder, uanset om du hyrer mig til opgaven eller ikke.
–Så du kan ikke fortælle nogen, hvad jeg har sagt eller vist dig.
–Nej.
Han trommede lidt med fingrene på sofaens armlæn.
–Heller ikke politiet?
–Nej, svarede hun roligt.
