København, sommer

BETTY FRANK SIMONSEN

København, sommer

København, sommer

© Betty Frank Simonsen og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Sofie Winding

Forsidefoto: © Lukasz Wierzbowski

Sat med Sabon hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0453-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Som fugle der flyver om natten med dæmpede vingeslag, mærker jeg dine drømmes flugt mod den unge dag, og jeg aner dit væsens godhed som en undren, der altid er ny, skønt dit ansigt bestandig skifter, min store, levende by.

Tove Ditlevsen

Vil du have en kop te?

Kvinden rækker ud efter et krus i et skab, der mangler en låge. Den tynde sorte strikbluse glider en smule op ad hendes nøgne ryg.

Cleo kigger på det bare stykke hud og på hånden, der griber om et krus. Bag hende, over vasken, udgør vinduet en grå firkant af københavnsk himmel og en baggård, et hus på den anden side. En flosset stribe skyer. Vinduet står åbent, og Cleo kan høre en barnestemme fra gården.

Ja tak.

Kvinden tager et rødt krus med gule prikker og fylder det med kogende vand. Cleo stiller sin Ikea-pose op ad det ene bordben.

Cleo, siger kvinden og smager på ordet uden at vende sig om.

Cleo ved ikke, om det er meningen, hun skal svare.

Der er en grå stribe i kvindens rødbrune hår, som er sat op i en løs knold. Hun har sorte nylonstrømper på

under en sort nederdel. Hun ser ikke ud, som Cleo troede.

Kvinden vender sig om og ser på hende. Hun hedder June. Det navn har stået på Cleos telefon de sidste uger med adressen nedenunder, og det stod også nede på dørtelefonen, hvor Cleo for et øjeblik siden ringede på med bankende hjerte.

Kvinden, der hedder June, ser undersøgende på hende.

Sikke nogle flotte krøller.

Cleo tager sig til håret og lader hånden falde igen.

Jeg ved ikke, om jeg fik det sagt, men jeg har klienter det meste af dagen, fortsætter June. Vi sidder som regel inde i det lille kontor, men nogle gange, hvis vi er flere, eller det er tegneterapi, sidder vi inde i stuen, og så ville det være fedt, hvis du er lidt stille. Altså bare ikke smækker tårnhøj Beyoncé på, eller hvad du nu hører.

Jeg hører aldrig Beyoncé.

June hejser teposen op og ned.

Ha ha, nej, okay.

June sætter koppen foran hende på køkkenbordet, lidt sort te skvulper over, da hun trækker posen over på en lille tallerken.

Du kan sagtens bruge køkkenet alligevel, bare du lister lidt rundt. Det kan indimellem være nogle lidt følsømme ting, så.

Cleo ser sig omkring i køkkenet. Hun mærker en underlig forlegenhed i kroppen, mens hun lader blikket glide hen over gryden på komfuret med madrester på kan-

ten, skærebrættet, der ligger ved vasken. Viskestykket, der hænger fugtigt og slattent over en stoleryg. Som er hun et barn, der linder på det røde scenetæppe og får øje på noget, hun ikke burde have set.

Så drejer hun ansigtet og ser lige ind i Junes smilende øjne.

Hov, du har jo slet ikke set værelset endnu.

June trækker hende ind gennem stuen, forbi en rød sofa med en avis foldet ud over armlænet. Der er en karnap med kaktusser i vindueskarmen, og stuens bagerste væg er dækket af en stor bogreol, der breder sig hen over en døråbning. Bogrygge i alle farver.

Du skal selvfølgelig bare føle dig hjemme over det hele, jeg er her ikke hele tiden.

June åbner en dør til et hjørneværelse.

Det var Steens kontor. Altså min eksmand. Det er hans gamle kontor.

De træder ind i det smalle værelse og står et øjeblik sammen og ser på billedet på væggen. Et skib på høje, skumsprøjtende bølger.

Hvor er her fint, siger Cleo. Hun går hen til det store vindue og strækker sig lidt på tæer.

Ja, det vender lige ud mod Enghave Plads, så du kan få det hele med heroppefra. June smiler og stiller sig ved siden af hende.

Det store M fra metroen lyser rødt midt på pladsen. Cleo ser ud på mennesker og duer, køen foran kaffebaren.

Hun vender sig om og ser rundt i værelset.

Men er der ingen seng?

June tager sig til munden.

Åh, det troede jeg, jeg havde sagt? Nå, vi finder ud af det. Jeg har en madras under sengen, den kan du lige få. Bare indtil, du finder noget.

June går gennem stuen, og Cleo henter Ikea-posen og sin lille rullekuffert. Der står en kommode ved den ene væg, hun trækker en skuffe ud og begynder at komme strømper og trusser i den.

Da hun vender sig om, er hun lige ved at gå ind i en stor, rød madras.

Den er måske lidt støvet, men man ligger ok.

June kigger ud bag den.

Sammen får de madrassen ned at ligge i hjørnet. Støvet danser i luften.

Er det okay, jeg lige låner en støvsuger?

Ja, selvfølgelig. Der skal da lige støvsuges. Kom, jeg viser dig, hvor det hele er.

Du er meget ordentlig, siger June, da hun bakser en skrammet støvsuger ud af et smalt køkkenskab.

June smiler, der er knækket en lillebitte smule af venstre fortand. Cleo tager en tår af den te, der stadig står på køkkenbordet.

Da det er blevet næsten mørkt inde på værelset, slæber Cleo den lille standerlampe hen ved siden af madrassen og finder en stikkontakt. Hun har tørret vindueskarm, kommode og reol over med en klud. June kom ind med

et par lysestager og en vase, mens Cleo var ved at sætte sine få bøger på plads på en hylde.

June tog en af bøgerne. Du er glad for Tove D, sagde hun, hun boede lige derhenne. Hun pegede ind i stuen, som om Tove Ditlevsen var født og opvokset inde i hendes sofa.

Det ved jeg godt, sagde Cleo og nikkede. Hun følte sig underligt blottet, mens June stod med hendes bog i hænderne.

Nu lægger hun sig på madrassen, vinduet står på klem, og hun kan høre lyde nede fra pladsen. Musik fra flere forskellige soundbokse danner et kakofonisk sommersoundtrack til natten. En larmende, lidt hæs latter når de to etager op til hende, skratter ind mod hendes hud.

Det er som at stå i udkanten af en fest. Eller ude i entréen, på vej hjem fra en fest, der fortsætter, som om intet er hændt.

Det gør hende ikke ked af det. Hun føler sig lettet.

Inden hun slukker lyset og lægger sig til at sove, læser hun i Ungdom:

Mens jeg går op ad trapperne til baghuset, gribes jeg af frygt for, at jeg aldrig skal slippe bort fra dette sted, hvor jeg er født.

Her ligger hun. Så tæt på oprindelsen til de ord.

Lyset falder skråt ind over gulvet. Det ligner mørk honning.

Cleo ved ikke, hvad klokken er. Det er rart at vågne et nyt sted. Noget næsten magisk ved ikke straks at vide, hvor hun er, en behagelig tomhed, bare det slidte trægulv og solstriberne. Alt herinde er hendes. Kun hendes. Det er en berusende tanke.

Måske skal hun have en grøn plante i hjørnet? Måske må hun male den grå kommode violet?

Hun vågnede ved skramlen ude i køkkenet tidligere, måske noget radiojazz, men nu er der stille. Hun ved ikke, om June er gået, eller måske bare har en klient inde i sit terapirum i den anden ende af lejligheden.

Ude i køkkenet står en halv kop kaffe på det runde køkkenbord, men radioen er slukket. Cleo laver en kop kaffe og spiser et stykke tørt knækbrød.

På hendes hylde i køleskabet står der kun et bæger hummus og et glas soltørrede tomater. Da hun stod i

Brugsen i går, var der så mange mennesker, og pludselig kunne hun ikke huske, hvad det var, man spiste. Hun havde en følelse af, at det skulle være noget andet end det, hun spiste derhjemme, noget, der passede til hendes nye liv og Junes køkken. Lige nu savner hun lidt sin fars køleskab med flødeost og Kærgården og den lyse pålægschokolade.

Cleo går ud på det lille badeværelse og sætter sine få ting ind på den hylde, June har ryddet til hende i et lille skab over den lyserøde radiator.

Hendes hud ser gusten og bleg ud. Den skal være fin og glødende, som ham den dragqueen på YouTube, som Esti viste hende for noget tid siden. Måske er han asiat, det er faktisk ikke helt til at vide med den hud, han kan være hvad som helst, alt efter, hvad han lægger på den, mand og kvinde, menneske eller noget andet.

Døren ind til Junes soveværelse står på klem, skuffer og skabe står åbne, som om hun er fløjet ud ad døren.

Senere går hun ind ad Vesterbrogade i det flimrende formiddagslys, mens hun prøver at se byen, som Tove Ditlevsen ville have set den på vej til sit første job, og hun gik i sin fine andendagskjole af lyseblå uld, som tante Rosalia havde syet til hende, og solen skinnede tyndt og skarpt, og hun følte, at alle mennesker så frie og lykkelige ud.

Det gør de også nu, på cykelstien med bare ben og sommerfrakkerne flagrende, missende med øjnene mod solen, som ikke er tynd og skarp, men fuldfed, inviterende.

Cleo går i København. Hun bor i København.

Den forårsdag, Tove spadserede den modsatte vej ud mod Valby Bakke, hvor hun skulle passe hus og dreng, kom hun til at ridse det fine flygel så meget, at hun aldrig turde vende tilbage.

Dengang lå der ingen Normal på hjørnet, eller GreenMind med de brugte iPhones. Men gaderne var de samme. Husene. Husene er forskellige, de har forskellige farver og udsmykninger, og nogle er meget slidte, men de ser alle massive ud. Robuste. Som om de har set alt og hørt alt.

En studentervogn holder hujende for rødt. En pige vinker med en øldåse i hånden til Cleo, og Cleo vinker tilbage. Hun mærker et stik i hjertet over, at det føles så langt væk allerede, at være den, der står der. Vognen gasser op, en pige ved siden af den første klamrer sig til rækværket, hun er ved at bryde sammen af grin, men så rejser hun sig, og Cleo kan se, at der er bræk i hendes lange, lyse hår.

Hun fortsætter ind mod Rådhuspladsen, flyvende som et blad i vinden. En satellit i et usikkert kredsløb. Kredsløb om hvad?

Hun sender et billede af rådhuset til sin far.

Overvejer at tage en taxa hen til Tivoli, hvad siger du?

Hendes far har utallige gange fortalt historien om den første gang, han kom til København og havde en aftale med en ven i Tivoli og prajede en taxa fra Rådhuspladsen. Chaufføren gloede bare på ham, sagde ha ha, skidesjovt, din idiot, og kørte videre.

På et hjørne ligger en stor boghandel. Der er bogudsalg, bøgerne ligger i stabler på de lange borde med store gule prisskilte på. Fyren bag kaffedisken har en blå kittel på og ser på hende, da hun tager en digtsamling op. Hun lægger bogen fra sig igen og går lidt rundt.

Hendes telefon brummer. Et sløret billede af en lille sort hund i grønt græs. Det er en lang tur, sørg for at have nok penge med! Carlo siger hej. Kh Far. Hendes far må være ude på sin eftermiddagstur ved Svanemosen.

Folk står i kø ved kassen, går ud med muleposer over deres håndled. Cleo kigger længselsfuldt på en nyudgivelse af Emily Dickinsons digte, hun står med bogen i hånden og lader fingrene glide hen over det smukke omslag. Hun har egentlig ikke råd, så hun lægger bogen fra sig og forlader butikken.

Så står hun lidt udenfor, går ind igen, tager bogen og går hen og betaler.

Esti har inviteret hende med til en sankthansfest, men hun har ikke sagt hvor eller hos hvem, kun, at de skal mødes i Kongens Have klokken 18.

Der er små gader langs med Strøget. Solpletter danser på asfalten. Spirituelt fitnesscenter står der på en rude med en guldfarvet buddhafigur i vindueskarmen.

Frokostrestauranterne har rødternede duge og øl i glas. En stor kvinde sidder alene ved et bord og spiser en tartelet.

Det er den, du skal have.

Magasindamen ser på Cleo og kommer lidt mere foundation på hendes kinder. Hun kniber øjnene sammen.

Yes, det er den. Den anden bliver for glinsende, det er fint med fugt, men vi vil ikke have hud, der glinser.

Hendes fingre bevæger sig op i Cleos pande, udad mod tindingerne. Cleo lukker øjnene. Inde bagved er der et rart lys.

Altid fra næsen og ud. Ellers ender man med sådan nogle grimme kanter. Men din hud er så fin, du skal ikke bruge særlig meget.

Magasindamens fingerspidser danser over næseryg og kindben i langsomme, cirklende bevægelser.

Cleo synker. Gråden ligger bagerst i munden. Hun åbner øjnene. Ser lige ind i damens grålige øjne. Der er et hvidt skær under hendes øjne, et lidt for kraftigt lag foundation. Cleo har lyst til at lade en finger glide hen over kvindens tynde hud lige der.

Ja, det er rart, ikke?

Kvinden ser indgående på hende, der er en snert af bekymring i hendes blik. Så pumper hun lidt mere creme ud i hånden, tager en serviet og kører den hen over Cleos pande.

Er det første gang, du køber foundation?

Cleo nikker.

Den her er den bedste. Men din hud er altså også meget glat og fin. Du er jo så ung. Hvor gammel er du?

Tyve.

Tyve år og aldrig kysset.

Magasindamen griner og tørrer fingrene af i servietten. Så mærker Cleo en hånd, der purrer op i hendes hår.

Og sådan nogle vilde krøller. Dem er der ikke mange, der har.

Hun tager sig til håret. Magasindamen putter servietten i lommen på den hvide kittel.

Sådan. Smuk som en sommerdag. Skal vi finde en læbestift også?

Hun vender sig om mod disken. Cleo har lyst til at tage fat om kvindens hånd med begge hænder, lægge den helt tæt ind mod sin kind igen, beholde den der.

Bagefter går hun formålsløst rundt mellem håndtasker og tørklæder, har på en måde lyst til at gå hjem igen, men der er ikke så lang tid til, hun skal mødes med Esti. Hun ender nede i underetagen, køber en flaske ret dyr rosé, som de kan drikke i parken.

Udenfor er lyset blevet mildere. I Kongens Have sidder folk på tæpper, griner og ryger. Der er vinflasker, takeawaymad, jakker er krænget af. Cleo sætter sig med vinflasken på en bænk. Hun skal have sig en cykel. Esti sagde, at hun ville skaffe hende en cykel fra kaffebiksen, men så har hun ikke nævnt det igen. Nu går jeg hjem. Sidder med vinflaske på bænk og ligner alkoholiker, der mangler venner.

Esti svarer straks. Bliv. Er der om to. Få ikke nye venner, jeg kommer.

Der sidder en kreds af piger i højtaljede jeans lige ud for hendes bænk. De ligner lidt hinanden alle fem, og de er alle sammen tydeligvis nogen, der hører til her i byen

og her i denne park. Hvis en af dem rejste sig og gik, ville de andre spørge, hov, hvor blev hun af?

Da Esti kommer gående over græsset, tænker Cleo, at af alle de smukke mennesker i parken lige nu, lyser Esti op som den smukkeste.

Hey, Krølle-Cleo.

Hun sætter sig tungt med let spredte ben og ser ud over parken, som om alt, hvad der er inden for rækkevidde, er hendes. Når Esti sidder her, er bænken parkens centrum.

Hun ser ud på mennesker og er så tilpas i sin krop, så hjemme alle steder, at Cleo med ét også er hjemme.

Esti går hen til en af grupperne på tæpperne og spørger, om hun kan låne nogle papkrus, og lidt efter sidder de i aftensolen og drikker lunken rosé.

Du skinner ligefrem. Altså på en lækker måde. Er det makeup?

Hun lader en finger glide ned over Cleos kindben.

Har du makeup på?

Hende damen i Magasin er måske gået lidt amok, siger Cleo.

Esti griner og ser indgående på hendes ansigt.

Det er et nyt look, men jeg kan godt lide det.

Hun smiler anerkendende.

Er du landet?

Det ved jeg ikke, om man kan kalde det. Men værelset er fint.

Hvordan er din landlady?

Hun virker sød. June. Hun gav mig en madras.

Esti nipper til vinen.

Hvis det går helt galt, kan du altid komme ud i villaen, det har jeg sagt. Indtil du finder noget andet.

Nej, det er fint. Jeg kan godt lide kvarteret. Det er jo også Tove D’s kvarter.

Esti rynker panden.

Du er nok nødt til at se i øjnene, at du ikke lige render ind i hende, skat. Hun er død, det ved du godt, ikke?

Hendes ånd lever stadig.

Så siger vi det.

Esti smiler.

Det er en lidt anderledes sankthans. De kalder det solhvervsfest. Man skal være nøgen.

Nøgen?

Ja, helt nøgen. Nej, skat, du må gerne beholde tøjet på, griner hun så. Men det er uden telefon. Ikke noget instapis eller folk, der lige snapper. Det er kun for dem, der er der. Nogle af dem er lidt weird. Og den pose skal væk. Ikke noget med storkapitalen derude. De er meget seriøse med den slags.

Cleo propper Magasin-posen ned i sin nye mulepose. Hun sidder bag på Estis cykel, de kører gennem Nyhavn og over broen, videre forbi Operaen. Hun føler sig lille og fjollet bag på cyklen, men også fri, helt umuligt fri med den svimmelblå himmel, der åbner sig over dem. Da de kører langs vandet, læner Cleo hovedet tilbage og skråler i kor med Esti. Det flår os i stykker, sparker os, når vi ligger på alle fire og leder efter dem, vi plejede at være, derinde et sted bag det kolde blik, jeg ved, hvem du er, men jeg kender dig ikk’.