Kærlighed i hadets tid

FLORIAN ILLIES

Kærlighed i hadets tid

Historien om en følelse 1929–1939

På dansk ved Jørgen Herman Monrad

Kærlighed i hadets tid. Historien om en følelse 1929–1939 er oversat fra tysk af Jørgen Herman Monrad efter Liebe in Zeiten des Hasses. Chronik eines Gefühls 1929-1939

Copyright © 2021 S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main

Denne udgave: © Florian Illies og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Alette Bertelsen Forsidefoto: © Classic stock/Alamy

Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0316-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Indhold

Før side 7

1933 side 179

Efter side 273

Bibliografi side 383

Tak side 405

Register side 407

Kort om personerne side 415

Før

Da den unge Jean-Paul Sartre i foråret 1929 for første gang ser Simone de Beauvoir i øjnene på École Normale i Paris, går han for første og sidste gang i sit liv fra forstanden. Men da det nogle uger senere, i begyndelsen af juni, endelig er lykkedes ham at få en aftale med hende, dukker hun slet ikke op. Sartre sidder i en tesalon i Rue de Médicis og venter forgæves. Det er vidunderligt varmt i Paris den dag, hvide skyer samler sig oppe på den dybblå himmel, han har med vilje ikke taget slips på, for efter teen vil han gå med hende over i den nærliggende Jardin du Luxembourg og sætte små både i søen, han har læst, at det er sådan, man gør. Han har allerede drukket halvdelen af sin te, set femten gang på uret og langsomt stoppet og tændt sin pibe, da en ung blond kvinde kommer stormende hen imod ham. Hun er Simones søster, siger hun, Hélène de Beauvoir, hendes søster kan desværre ikke komme i dag, hun beklager. Så spørger Sartre: Men hvordan kunne De finde mig så hurtigt her, midt imellem alle disse mennesker?

»Simone,« forklarer hun, »sagde til mig, at De går med briller, er lav og usædvanlig hæslig.« Sådan begynder altså en af det tyvende århundredes sælsomste kærlighedshistorier.

Sent om eftermiddagen, når solen i Berlin så trods alt titter frem bag skyerne igen og sender sine stråler fladt ind i Auguststraße, blinker Mascha Kaléko med øjnene, bliver stående og nyder varmen på sin hud.

Hun har altid fyraften præcis klokken seksten, hun løber ned ad trappen fra »De jødiske organisationers arbejderforsorgskontor«, hvor hun har arbejdet i fem år, og slår døren op. Mascha Kaléko, født Engel, står der simpelthen bare. Får varmen, lader tankerne vandre, lytter til sporvognenes knirken i det fjerne og til ølvognene på gaden, til skrigene fra de løbende børn i baggårdene i det jødiske kvarter rundt om Alexanderplatz og til budene, der af fuld hals falbyder aftenaviserne. Men så lukker hun også ørerne og nyder kun lysets blide varme. Solen synker ned bag de høje bygninger rundt om Friedrichstraße, nogle få sidste stråler klynger sig til kuplen på synagogen i Oranienburgerstraße, til sidst kommer skumringen. Den 22-årige Mascha Kaléko har imidlertid endnu ikke lyst til at tage hjem, hun vil på Café des Westens, eller på Romanisches Café, og der sidder hun så og diskuterer, med sin lyse stemme og på sit vidunderlige berlinske. Kurt Tucholsky, Joseph Roth, Ruth Landshoff, alle rykker deres stole nærmere, når Mascha Kaléko kommer, de elsker hendes brune krøllede hår, hendes kloge latter, det menneskevenlige vid, der får hendes brune øjne til at lyse. Ofte kommer så senere også hendes mand ind på Romanisches Café, den stille Saul, helt igennem intellektuel, stålbriller, tyndt hår, en mager diplomjournalist fra Jüdische Rundschau, docent i hebræisk – og smaskforelsket. Han ser, hvordan de andre mænd kigger på hans livlige unge hustru, og han ser også, hvordan hans vilde Mascha nyder deres blikke, og så bliver den stille Saul fra minut til minut mere og mere stille, og mens de andre begynder på den første flaske vin, bestiller han en kop te. På et tidspunkt undskylder han sig høfligt, sætter sin hat på hovedet, tager sin mappe, siger godnat og lister af. Da

Mascha så sidst på aftenen når hjem til deres lejlighed på Hohenzollernkorso i Tempelhof, sover han allerede. Hun ser på ham, på hans alvorlige ansigt, der sitrer blidt i takt med åndedrættet. Hun går hen til køkkenbordet, tager et stykke papir og en blyant – og så skriver Mascha Kaléko et lille kærlighedsdigt til ham, et af de mest rørende, der nogensinde er skrevet: »De andre er det store hav. Men du er havnen. Tro mig altså: Du kan roligt sove, jeg sætter altid kurs mod dig.« Til sidst tilføjer hun: »Til én,« lægger det på hans morgenmadstallerken og kryber ind til ham i sengen. I morgen klokken seks sejler hun afsted igen, for at nå frem i tide til kontoret i den anden ende af den store by. Da Saul kan mærke hende bag sig, i den sikre hjemmehavn, vågner han et øjeblik op, hans hånd griber bagud, og han kærtegner Mascha, lettet.

I 1929 håber ingen længere på fremtiden. Og ingen vil mindes om fortiden. Derfor falder alle så pladask for nutiden.

»Hvem tør gifte sig med en mand af kærlighed? Ikke jeg,« siger Marlene Dietrich fuld af overbevisning i foråret 1929 – og det på Komödie am Kurfürstendamms scene i George Bernard Shaws stykke Forældre og børn. Hun tager med nydelse et sug af sin cigaret, lader øjenlågene hænge lidt og udstråler frem for alt: langsom elegance.

Så tager hun hjem til den mand, hun ikke har giftet sig med af kærlighed, til Rudolf Sieber. Sammen med ham spiller hun hver dag hjemme stykket Forældre og børn. Hun kalder ham »Papi«, han kalder hende »Mutti«. Deres datter Maria er fem. Barnepigen Tamara er i øvrigt begyndt at sove i ægtesengen ved siden

af Rudolf Sieber – til stor lettelse for Marlene Dietrich. Endelig kan hun slippe for dårlig samvittighed, når hun nat efter nat drager fra hus til hus, fra bar til bar og ind i ukendt kvindeligt og mandligt terræn. Når hun har optrådt på scenen eller været til filmoptagelse hos UFA i Babelsberg, kommer hun ofte først tilbage sent om aftenen, så tager hun på en lille havnerundfart, retter på blomsterne i vaserne i entreen, kysser den sovende Marias pande, klæder om, drikker et glas vand, stænker sig med lidt frisk parfume – og så forlader hun huset på høje hæle sammen med nattens første varme vind.

Klaus Mann driver på må og få gennem 1920’erne. Selvom han først lige er fyldt 23, og altså stadig en begynder, føler han sig ofte helt færdig. Han vil elskes. Men hans far, den emotionelt stivhoftede Thomas Mann, der ikke kan tilgive ham, at han så lystigt udlever sin homoseksualitet, mens han selv må undertrykke den så kunstfærdigt livet igennem, lader med strakt arm sin søn sulte. Engang, i 1920, kunne han stadig skrive, at han var »forelsket« i Klaus. Men det får sønnen ikke længere lov til at mærke, han forviser ham tværtimod til et liv i skygge. I Uorden og tidlig sorg portrætterede Thomas Mann sin søn som »en lille vindbøjtel«. Frygteligt. Af og til er livet en ren afvænningskur. Dengang skrev Klaus et brev til sin far, klagede over »hvor såret han er«, over den hån, han blev udsat for, men havde ikke mod til at sende brevet. Sit fadermord begår han kun litterært: I sin Barnenovelle skildrer han ganske genkendeligt familiens Manns liv i Bad Tölz – alle hans søskende er med – kun faderen er uheldigvis allerede død i novellen. Men et litterært mord kan naturligvis ikke erstatte den kærlighed, han aldrig fik. I sin selvbiografi skriver Klaus om Thomas Mann:

»Intet menneskes bifald var vigtigere for mig end hans.« Men Thomas Mann klapper ikke, han rømmer sig bare. *

Pablo Picasso maler sin unge elskerinde Marie-Thérèse Walter, først liggende, så stående og så siddende. Og efter det maler han det hele en gang til. Han har til formålet lejet en lille lejlighed i Rue de Liège 11, hvor han i al hemmelighed kan male og elske hende. Han kysser hende og skynder sig så hjem til hustru og barn. Indtil videre mærker ingen noget. Først senere vil hans billeder afsløre ham. Penslen er den eneste tryllestav, der er tilbage i en affortryllet verden.

1920’erne var et skrækkeligt årti for ham. Alt var alt for støjende i Berlin, alt for rastløst, alt for forlystelsessygt for denne elsker af halvmørke. Han er flyttet ind i de kærlighedsløse lokaler i sin praksis på Belle-Alliance-Straße 12, første til højre, hans »alderdomshjem«, som han kalder det. Men Gottfried Benn er faktisk først lige fyldt 43. Her tager han sig fra klokken 8 til klokken 18 af hud- og kønssygdomme, men så godt som ingen kvindelige patienter forvilder sig ind til ham længere, »dørklokken afbryder sjældent den skumring, jeg har længtes så stærkt efter«, skriver han til en elskerinde.

Om aftenen drikker han en øl og spiser en Kasseler på Reichskanzler rundt om hjørnet og forsøger af og til at skrive et digt. Men det vil ikke rigtig lykkes længere, stroferne har ganske vist altid otte linjer, men ordene er uforløste, og der er ikke længere noget forlag, som vil trykke dem. Om natten stiller han sig ved vinduet i sit soveværelse, slukker lyset og håber, at inspirationen

vil vende tilbage. Han lytter til de tarvelige melodier fra musikcaféen, hvis stole er stillet op i baggården, nedefra hører han par le for højt og for grundløst, de vil under ingen omstændigheder have, at denne aften skal ende så trist som den forrige. Benn forsøger at drikke kaffe, til han får en koffeinrus, sover så ikke i to-tre døgn, tager kokain, alt sammen kun for at vække poesiens urkræfter i sig igen. Men de forbliver i de skjulte. Hans hustru er død, sin datter har han sendt op til et barnløst par i Danmark, sin store lejlighed i Passauer Straße måtte han opgive, hans bror blev dømt til døden for sin medvirken i et højreradikalt snigmord. Så meget for hans »gyldne« 1920’ere. Affærer havde han nok af, for det meste med skuespillerinder eller sangerinder, gerne enker, men hans stivnakkethed, hans violbuketter, hans militæriske fornemhed og hans fistelstemme var ikke lige det, der fik de moderne kvinder i Romanisches Café eller på barerne i Schöneberg og på Kurfürstendamm til at falde i svime. Han bukkede, både når han gik ind, og når han gik ud, sådan var han bare. Det var altid først og fremmest de faldende, de søgende, der håbede på en smule trøst fra digteren i lægekitlen og hans urokkelige melankoli – i form af kropslige eller kemiske bedøvelsesmidler- og som altså egentlig kun søgte forståelse for deres egen fortabtheds sivomkransede søer. Ja, før krigen skabte han furore med sine ekspressionistiske digte fra patologisk afdeling og fra »kræftbarakken«, men det er femten år siden. Nu taler alle og enhver på gaden lige så henkastet om død og sex, som han gjorde i 1913. I 1929 er dr. med. Gottfried Benn altså bare en mand med en fortid og hængende øjenlåg, en »forgænger«.

Da telefonen den 1. februar ringer i hans praksis, er Lili Breda i røret, hans aktuelle elskerinde, en arbejdsløs skuespiller inde, også hun en faldende, 41 år gammel, dødtræt af alle sine uindfriede forhåbninger til Benn og til livet. Hun siger til ham, at hun vil tage livet af sig selv, så hulker hun, først stille, så

højere og højere, dybt nedefra. Hun lægger på. Benn løber ud af sin praksis, skynder sig i en taxi hen til hendes lejlighed, men da han ankommer, ligger Lili Breda allerede knust nede på gaden. Hun er sprunget ud ad soveværelsevinduet på femte sal. Redningsfolkene lægger netop nu nådigt et tæppe hen over den døde krop, som Benn kort forinden har kærtegnet. Benn sætter en annonce i BZ . Organiserer begravelsen. Ingen af de tyve fremmødte sørgende siger noget, da hun bliver sænket ned i den kolde jord i Stahnsdorf i Potsdam. Klokken er kun halv fire, men det er allerede ved at blive mørkt. Benn siger et par trøstende ord til Elinor Büller, Lilis bedste veninde. Så sætter han sin mørke hat på hovedet, slår frakkekraven op og går med blytunge skridt gennem den lette sne. Han når alt for tidligt frem til banegården, det næste tog går først om en time. Om aftenen, alene i den tomme praksis i Berlin, hvor der lugter af formaldehyd og af håbløshed, mærker Benn, at han har glemt, hvordan man græder. »Naturligvis,« sådan skriver han til sin fortrolige Sophia Wasmuth, »naturligvis døde hun af eller på grund af mig, som man siger.« Hendes hulken i telefonen var det sidste, han hørte til hende. Men næste morgen, efter en drømmeløs nat, griber Benn røret og ringer til Elinor Büller, Lilis veninde, hvis hånd han kort trykkede i går ved graven. De telefonerer længe. Hun taler, han lytter. Så mødes de to uger senere, de ser Kina-udstillingen, de drikker et glas vin i Café Josty. Og så tager de hjem til Benn og er fra nu af et par. Han kan simpelthen ikke leve »uden det«, siger han senere. »Skabelsens krone, svinet, mennesket«, som han engang lakonisk har digtet.

Inden længe overvejer de at gifte sig, Elinor Büller for fjerde gang, Benn for anden. Hun får trykt visitkort, »Elinor Benn, født ...« Hun kommer aldrig til at bruge dem. Ikke desto mindre bliver hun i ni lange år ved med at være: Elinor Büller, Benns elskerinde. »Lille barn, lad os nu ikke gifte os,« sådan beroliger

han hende igen og igen, ægteskabet er jo bare »en foranstaltning, som man holder kønsdriften i ave med«. Og det kan da ikke være det, hun vil, vel?

»I ikke så få billeder fra den victorianske tid, og slet ikke kun i de engelske«, sådan skriver Theodor Adorno, »kan seksualitetens kraft og den sensualitet, den er beslægtet med, først mærkes, når der ties om den.« Der var øjeblikke, »hvor ømheden var så overvældende, at den kun kunne skildres af dem, der ikke fik lov til at opleve den«. Theodor Adorno, søn af en vinhandler i Frankfurt med et overvældende behov for ømhed, fik på denne tid lov til at opleve temmelig meget. I 1920’erne, som studerende i Frankfurt, Wien og Berlin, var han en stor livsnyder, såvel med hensyn til de fag, han studerede, tog eksamener og akademiske grader i, som med hensyn til sine kvinder. Samtidig komponerede han og skrev musikanmeldelser. Allermest glad var han imidlertid for den universitetsuddannede kemiker og fabrikantdatter Margarete Karplus fra Berlin. Det var deres fædre, der bragte dem sammen, for Adornos far leverede fra sin vinforretning den overskydende tannin, der ville have gjort hans vin for tung, videre til Margarete Karplus’ far i Berlin, hvor den gjorde de handsker smidigere, som han fremstillede. Er symbolikken ikke smuk? Hele sit liv gør Margarete Karplus, der senere skal blive til Gretel Adorno, sin mands tanker en smule smidigere ved at stille spørgsmål, forbedre dem og skrive dem rent på sin skrivemaskine.

Men i 1929 står det hele endnu langtfra klart, selvom hun året forinden har forlovet sig med Adorno. Den granvoksne, smukke kvinde fra en assimileret jødisk familie har et meget egensindigt hoved. Hun er en nær ven af Bertolt Brecht, af László

Moholy-Nagy, af Siegfried Kracauer, af Kurt Weill og Lotte Lenya. Og hendes hjerte vakler mellem tre genier. I Frankfurt am Main har hun Adorno, sin forlovede, sit faste langdistanceforhold, men i Berlin har hun også Ernst Bloch og Walter Benjamin. Til Bloch har hun også et fysisk forhold, til Benjamin et åndeligt, og som det så ofte er tilfældet, lyder det i brevene, som om det snarere er det andet, der kommer tættest på kærlighed.

Den 27. marts 1929 stiller Cole Porter for første gang det store spørgsmål: »What is this thing called love?«

Dietrich Bonhoeffer elsker først og fremmest kun Gud – og sig selv. Før den unge, rastløse teologistudent fra det gode Grunewalder-hjem skal tiltræde sin første stilling i udlandet i den evangeliske menighed i Barcelona, skriver han til pastor Fritz Olbricht, en barsk bayrer, for at spørge, hvordan han bedst kan forberede sig. Og med det mener Bonhoeffer: Hvilken slags tøj han skal tage med. Han har hørt, at vejret i Barcelona er varmt, men omskifteligt. Derfor spørger han, hvilken påklædning Olbricht anbefaler og af hvilket stof. Har han også brug for særligt sportstøj til klubberne? Og hvilke jakkesæt og slips har man på til aftenselskaber? Det tager fire uger, før røgen fra pastor Olbrichts raseri over den forfængelige unge teolog i det fjerne Berlin letter. Så svarer han Bonhoeffer, at han desværre ikke kan rådgive ham vedrørende beklædning, men det vil under alle omstændigheder være en god ide, hvis han som præst tog en præstekjole med i sin kuffert.

Hvilket forår for Bertolt Brecht. Påskelørdag har hans forhenværende elskerinde Marieluise Fleißers stykke Pionererne i Ingolstadt premiere på Theater am Schiffbauerdamm. I programmet skriver han: »Man kan i stykket studere visse atavistiske og præhistoriske følelser.« Det kunne for eksempel være Bertolt Brechts præhistoriske følelser. I stykket erfarer tjenestepigen Bertolta nemlig, at hendes kæreste Korl ikke alene har andre kvinder ved siden af hende, men derudover også er gift og sågar far. Netop dette chokerede Marieluise Fleißer, da hun indledte sit forhold til Brecht. Og derfor lader hun sin Bertolta klage: »Vi har udeladt noget vigtigt. Vi har udeladt kærligheden.« Brecht skrider ikke desto mindre straks efter premieren igen til handling, for ud over kærligheden ønsker han sådan set ikke at udelade noget i sit liv. Den 10. april 1929 gifter han sig med Helene Weigel, som han allerede har en lille søn med. Hun er, sådan siger han, »god af sig, hårdfør, tapper og ikke elsket«. Man kunne altså sige: alt i alt helt modsat sin brudgom. For hvad gør han straks efter, at de har sagt ja til hinanden på folkeregistret i Charlottenburg? Han tager hen til banegården for at hente sin elskerinde. Lidt dumt måske, at Bertolt Brecht stadig har buketten fra vielsen i hånden, halvvisne påskeliljer. Da han på perronen på Bahnhof Zoo over for Carola Neher tilstår, at han for en halv time siden giftede sig med Helene Weigel, og kalder det »uundgåeligt«, men egentlig »ikke så vigtigt«, slår hun blomsterne ud af hånden på ham og stormer rasende væk. Hun er rejst til Berlin hele vejen fra Davos, hvor hun tog sig af sin moribunde mand, digteren Klabund, blot for at opdage, at Brecht igen har giftet sig og igen ikke med hende. Og endnu mere chokeret bliver Elisabeth Hauptmann, Brechts tætteste medarbejder og tætteste elskerinde i foråret 1929: Da nyheden om det overraskende bryllup når frem til hende, forsøger

hun at tage sit eget liv i sin lejlighed. Nå. Ingen grund til bekymring. Så snart hun er kommet til sig selv igen seks dage senere, begynder hun at skrive et nyt teaterstykke, som hun ikke for sjov kalder: Happy End.

Om Brecht vil være så rar at skrive sangene til det, spørger hun ham, han vil få en tredjedel af honorarerne. Men til det vil han få brug for hjælp fra Kurt Weill, han vil hellere selv nørkle lidt med stykket og tager straks på arbejdsferie i Oberbayern sammen med Elisabeth Hauptmann. Da prøverne på Happy End begynder i juli, viser Brecht, hvad han personligt forstår ved en lykkelig slutning: I den ene elskerindes stykke får den anden elskerinde, Carola Neher, hovedrollen, for hun er jo alligevel i Berlin for tiden, og hans kone en birolle med den rammende karakteristik »Den grå kvinde«. Den mandlige hovedrolle spilles af Theo Lingen, Brechts ekskone Marianne Zoffs nye mand og stedfar til hans datter Hanne (ja, det ikke altid let at bevare overblikket her). Brechts sadistiske lyst til at se samtlige sine kvinder lide på samme tid kunne man sagtens skrive et stykke om. Hvad har han at sige om emnet jalousi, spørger magasinet Uhu ham netop i disse dage. Han har et groft svar: »Spidsborgerne er i dag de sidste, blandt hvem man finder denne følelse, der engang var tragisk.« Det skriver han – og ser så selvtilfreds på gipsafstøbningen af sit eget ansigt, som han har posteret på skrivebordet. Den, der snurrer sådan rundt om sig selv, risikerer at få en piskesmældsskade. Men i stedet for Brecht er det alle de andre, der får den, alle dem, der formaster sig til at forstyrre ham i hans uafbrudte kredsen. *

De nætter, han tilbringer sammen med Asja Lācis, den radikale kommunist fra det fjerne Letland, som han har lært at kende på Capri, ender meget utilfredsstillende for Walter Benjamin. Tidligt

om morgenen vil han med halvt åbne øjne, stadig halvt sovende, fortælle hende om sine drømme. Asja Lācis »havde ikke lyst til at lytte og afbrød ham, men han fortalte dem alligevel«. Hun beder ham i stedet om endelig at lade sig skille fra Dora, sin hustru. Det er hendes eneste drøm, stemningen er som en skive tørt rugbrød.

I London stiger den 24-årige Christopher Isherwood, der netop har afbrudt sit medicinstudium og påbegyndt sit forfatterliv, den 14. marts på et eftermiddagstog med retning mod Dover, udenfor regn, torden, flyvende skyer, han har taget sit slips fra Cambridge på, hans Burberry-frakke er blevet våd, han hænger den til tørre på knagen. I Dover, i den mørke tåge, tager han færgen til Oostende, i baren på tredje klasse lutter larmende soldater, der skal udstationeres i Wiesbaden. To af dem får trods alt øje på hans slips og skåler med ham. I Oostende tager han toget til Köln, hvor en jernbanemand går omkring på perronen med et træskilt og bebuder toget til Berlin så højtideligt, som var det en åbenbaring, han stiger ind og falder i staver, lader det vintertrætte landskab suse forbi, tænker ikke på noget og aner alligevel, at hans fremtid begynder netop nu. Han rejser med let bagage og tung længsel. Han tænker på Berlin, for han ved, at »Berlin betyder drenge«.

Isherwood bor lige ved siden af Magnus Hirschfelds Institut for Sexologi. Han kommer der næsten dagligt, klokken fem om eftermiddagen drikker han te med Karl Giese, der danner par med instituttets grundlægger, den berømte og berygtede »Einstein of Sex«. Når Giese taler om Magnus Hirschfeld, den imposante, flere årtier ældre lærde med det buskede skæg, kalder han ham med ærefrygt »Papa«. Isherwood kalder respektfuldt Giese en »brav bondeknøs med et hjerte som en pige«.

Papa Hirschfeld tilstod i 1928 i sit essay Mit forhold til skønlitteraturen, at poesien var hans »første kærlighed«, før han forskrev sig til sexologien. Det er derfor med god grund, at han igen og igen påkalder sig Schiller og Goethe som kronvidner i sine skrifter om homoseksualitet. Og at have litteraten Christopher Isherwood som nabo er for Hirschfeld en særlig lykke. Isherwood leder ofte venner fra England gennem instituttets museum,dereret»mustsee«forallevennerafseksuelleforhold mellem mennesker af samme køn, for Magnus Hirschfeld har i årtier samlet de smukkeste artefakter og lystforstærkere og de mest besynderlige genstande fra seksualitetens gråzoner. I 1929 er han i færd med at skrive sin nye bog Elskovsapparater. En skildring af midler til seksuel pirring, den bliver fire hundrede sider lang og kommer til at indeholde hundrede detaljerede illustrationer til anskuelsesundervisning. I Eldorado, Berlins legendarisketempelforhomoseksualitet,gårderenbeundrende mumlen gennem salen, når den aldrende vismand Hirschfeld efter overstået videnskabeligt arbejde skrider op mod baren i egen person for at vende sig fra teori mod praksis. Her kalder man ham ikke »Papa«, men »tante Magnesia«, ved vi fra Christopher Isherwood.