Kærlighed i teorien

i teorien Kærlighed

På dansk ved Pia Konstantin Berg

Kærlighed i teorien er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Love, Theoretically © Ali Hazelwood 2023

This edition is published by agreement with Berkley, an imprint of Penguin Publishing Group, a Division of Penguin Random House L.L.C. and by agreement with Ulf Töregård Agency AB

Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslagsdesign: © Alison Cnockaert

Forsideillustration: © Liliana Meza

Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0633-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til alle mine læsere, fra AO3-dagene til i dag. Adam og Olive-cameoen er til jer

Af samme forfatter: Hypotesen om kærlighed Kærlighed på hjernen

Gutkind Forlag L æderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

I min levetid har jeg oplevet fortrydelse, forlegenhed og måske endda et strejf af smerte. Men intet, absolut intet af det, har forberedt mig på den ydmygende situation, jeg befinder mig i her i toiletbåsen, hvor jeg står presset op mod verdens mest arrogante mand, som samtidig er storebror til den fyr, jeg har fake-datet de seneste seks måneder.

Hvis der findes en medalje for at ramme bunden af bunden, så synes jeg faktisk, jeg har fortjent den. Særligt fordi jeg er fuldt ud bevidst om, at Jack Smith redder min røv. Da han lægger hænderne om min talje, spænder i de muskuløse overarme og løfter mig op for at manøvrere mig rundt i det klaustrofobiske rum, kan jeg ikke afgøre, hvad der er værst: Det faktum, at han redder mig fra det totale sammenbrud, eller den foruroligende store taknemmelig, jeg føler.

»Slap af, Elsie,« siger han ind mod min kind, kort for hovedet som sædvanlig, men også underligt beroligende. Han er tæt på – alt for tæt på. Jeg er tæt på – alt for tæt på. Eller måske er vi ikke helt tæt nok på hinanden? Måske er

jeg bare ved at miste forstanden. »Og hold op med at fumle sådan rundt.«

»Jeg fumler ikke rundt, Jack,« siger jeg fumlende. Men efter et sekund overgiver jeg mig. Jeg lukker mine øjne. Slapper af mod hans brystkasse. Fornemmer hans duft i mine næsebor, som beroliger mig og får mig til at tænke klart. Og så gennemgår jeg ellers de millioner af dårlige livsvalg, jeg har truffet gennem tiden, for at blive klogere på, hvorfor jeg er havnet i den her situation.

BØLGER OG PARTIKLER

24 timer tidligere. Fra 6. klasse og frem var jeg klædt ud som lysets dualitet hvert år til halloween.

Jeg lavede kostumet med en overstregningstusch ved at tegne en masse cirkler og zigzag-mønstre på en af fars hvide undertrøjer, som jeg havde frelst fra skraldespandsskæbnen. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at produktionsværdien var så lav, at ikke engang fysiklæreren var i stand til at gætte, hvad jeg skulle forestille. Men det var jeg ret ligeglad med. Jeg gik bare rundt på gangene med Bill Nyes stemme i hovedet og forestillede mig, hvordan han på smukkeste vis forklarede, at lys kan være to forskellige ting på samme tid, alt afhængigt af hvad andre ønsker at se: en partikel og en bølge.

I mine øjne var det genialt. Og det fik mig til at spekulere over, om jeg også kunne rumme to – nej, en masse forskellige Elsie’er. Hver og en af dem ville blive skabt, designet og modelleret meget grundigt med en anden persons præferencer som skabelon. Så kunne jeg være, præcis som andre syntes, jeg skulle være. Alle ville kunne lide mig.

Det ville være så let som ingenting.

Det er pudsigt at tænke på, at min karriere som pleaser og fysiker blev skudt i gang nogenlunde samtidig. At jeg kan tegne en lige linje fra mit første møde med kvantemekanikken til mit nuværende job. Eller, til begge mine nuværende jobs, faktisk. Det om dagen, hvor jeg tjener tæt på ingenting ved at arbejde med fysiske teorier, som forklarer, hvorfor små molekyler klistrer sig sammen som en ondskabsfuld pigeklike i spisefrikvarteret. Og så mit andet job, som ...

A ltså, som går ud på at lade, som om jeg er en anden. Et job, jeg i det mindste kan kradse nogle penge ind på.

»Onkel Paul vil forsøge at presse os til en trekant igen,« siger Greg med dyb beklagelse i de brune øjne, og jeg tøver ikke. Jeg virker ikke irriteret. Jeg gyser ikke af afsky ved t anken om onkel Pauls kloakånde eller den fedtede kam, han bruger til at kæmme noget, der ligner kønsbehåring.

Okay, måske gyser jeg en lille smule. Men jeg skjuler det med et smil og et professionelt »Tjek.«

»Og i øvrigt,« fortsætter Greg, mens han lader en hånd g lide gennem de viltre krøller, »så har far for nylig udviklet slem laktoseintolerans, men han nægter at holde igen med mælkeprodukterne. Så der vil nok være en del ...«

»Gasudslip fra endestationen?« Forståeligt nok. Jeg ville også nægte at opgive ost.

»Og min kusine Izzy – hun er kendt for at blive fysisk aggressiv, når folk er uenige med hende om den litterære kvalitet i Twilight-sagaen.«

Jeg liver op. »Er hun for eller imod?«

»Imod,« siger Greg dystert.

Jeg elsker Twilight endnu mere end ost, men jeg kan holde igen med min TED Talk om, hvorfor Alice og Bella skulle have efterladt alle de andre idioter og være reddet mod solnedgangen sammen.

Team Bellice 4evah.

»Forstået.«

»Elsie, jeg beklager virkelig. Det er bedstemors 90-års fødselsdag. Hele familien kommer til at være der.« Han sukker og fylder lungerne med Bostons iskolde januarluft. »Mor kommer til at være den værste.«

»Helt i orden,« smiler jeg opmuntrende, mens jeg ringer på hoveddøren til Gregs bedstemors byhus. Han har hyret mig til at spille sin fake-kæreste, så han får lige præcis den version af Elsie, som han ønsker sig: Beroligende, ja, men også forsigtigt kommanderende. En dominatrix, som ikke bryder sig om at svinge pisken – men sagtens kan gøre det, hvis det bliver nødvendigt. »Og husk nu vores exit-strategi.«

»To niv i albuen.«

»Jeg siger, at jeg har det skidt, og så sniger vi os ud. Og når tilbuddet om en trekant kommer på bordet, insinuerer jeg rimelig heftigt, at jeg har fået gonorré.«

»Det vil ikke skræmme Paul væk.«

»Kønsvorter?«

»Mmm. Måske?« Han masserer sin tinding. »Det eneste gode ved det her er, at min bror kommer.«

Jeg spænder op. »Jack?«

»Jep.«

Dumt spørgsmål, eftersom Greg kun har én bror. »Jeg troede, du sagde, han havde andre planer?«

»Hans arbejdsmiddag blev aflyst.«

Jeg knurrer indvendig.

»Hvad?«

Shit. Jeg knurrede udvendigt. »Ikke noget,« smiler jeg og giver hans arm et klem gennem jakken. Greg Smith er min yndlingskunde, og jeg skal nok få ham helskindet igennem den her aften. »Bare lad mig håndtere din familie, okay? Det er jo trods alt det, du betaler mig for.«

Det er det rent faktisk. Og jeg er dagligt taknemmelig over, at jeg ikke bliver nødt til at minde ham om, hvad aftalen indebærer. Mange af mine andre kunder spekulerer mere eller mindre åbenlyst over, hvilke yderligere former for services, jeg eventuelt kunne tilbyde, selvom Faux-appens servicebetingelser er ret eksplicitte i min profiltekst. De rømmer sig, gnubber sig på hagen og spørger: »Hvad er der helt præcis inkluderet i den her ... fake-kærestepris?« Jeg får ofte lyst til at rulle med øjnene og give dem et los i løgene, men jeg forsøger at lade være med at virke fornærmet. I stedet smiler jeg venligt og siger:

»Ikke sex.«

Derudover – for at svare på de mest almindelige opfølgende spørgsmål – tilbyder jeg hverken services inden for kysseri, begramsning af kønsdele, dirty talk, nøgenhed, numsesjov, blowjobs, handjobs, toweljobs eller nogen andre former for sexrelaterede jobs, som jeg ikke kender til. Jeg giver ikke mændene tilladelse til at tisse på mig eller begramse mine fødder, og jeg faciliterer i det hele taget ikke nogen former for orgasmer – eller tillader dem i min nærhed.

Ikke fordi der ville være noget galt med det. Sexarbejdere har et helt legitimt job, og de fortjener lige så meget respekt som ballerinaer eller brandmænd eller hedgefonddirektører. Men da jeg for 10 måneder siden blev færdig med min ph.d. i teoretisk fysik på Northeastern University,

troede jeg, at jeg ville have landet en hæderligt aflønnet, akademisk stilling på nuværende tidspunkt. Jeg forestillede mig ikke, at jeg som 27-årig ville betale min vandregning ved at hjælpe voksne mænd med at simulere, at de har et aktivt datingliv. Men – her er jeg altså, i fuld gang med at fake-date mig ud af mine studielån.

Ikke for at være en lyseslukker eller noget, men jeg begynder efterhånden at få en mistanke om, at livet ikke altid udvikler sig i den retning, vi ønsker. Og min tro på, at lykken lurer lige rundt om hjørnet, er dalet en del, eftersom der ikke er uanede muligheder for at blive hyret til at foregive, at en kunde er charmerende, vel f ungerende og følelsesmæssigt stabil nok til at kunne få et forhold op at køre med en anden lige så velfungerende voksen, fordi ... ja, årsagen varierer vist en del. Jeg har aldrig spurgt Greg, hvorfor Caroline Smith er så besat af idéen om, at hendes 30-årige søn har en bedre halvdel. Baseret på de små samtalebidder, jeg har overhørt inden for Smith-familiens melodramatiske murer, så mistænker jeg, at det har noget at gøre med den gigantiske ejendom, som kommer i spil, når matriarken dør, og med troen på, at hvis han er leveringsdygtig i det første oldebarn, så vil der være større sandsynlighed for, at han arver ... en diamantbesat vandslange eller noget i den stil.

Rige mennesker er jo bare ligesom alle os andre, ik’?

Men Gregs nærgående mor er stadig at foretrække sammenlignet med hans bror, som så vidt muligt skal undgås af årsager, jeg ikke orker at komme ind på lige nu. Helt ærligt er det en lettelse, at hun er mit primære mål i aften. For det betyder, at jeg udelukkende kan fokusere på hende, så snart hoveddøren bliver åbnet: Den tilbageholdne, følelseskolde kvinde, som formår at luftkysse os, rette på

Gregs hår og presse to fyldte vinglas ind i vores hænder på én og samme tid.

»Hvordan går det i finansverdenen, Gregory?« spørger Caroline. Hendes søn bunder halvdelen af sit glas i en enkelt slurk – sandsynligvis fordi jeg allerede har hørt ham forklare, at han rent faktisk ikke arbejder i finansverdenen. Mindst fire gange. »Og dig, Elsie?« tilføjer hun uden at vente på et svar. »Hvordan går det på biblioteket?«

Ifølge retningslinjerne hos Faux må jeg ikke fortælle mine kunder noget som helst om mig selv – de kender derfor hverken til mit fulde navn, mit arbejdsområde eller min oprigtige holdning til koriander (fremragende, hvis du elsker smagen af sæbe). Og det opsummerer meget fint, hvad fake-dating i bund og grund handler om. I begyndelsen virkede det lidt skummelt, at nogen ville betale for en fake-date i en tidsalder, hvor både Tinder og Pornhub har kronede dage. Det var ikke mindst skummelt, at de ville betale mig – helt almindelige Elsie Hannaway, som er gennemsnitlig i alle henseender. Jeg er gennemsnitligt høj, har gennemsnitligt brunt hår og øjne. En gennemsnitlig næse, røv, fødder, ben, bryster. Pæn, ja, måske, men på en gennemsnitlig, ikke-bemærkelsesværdig måde. Alligevel fungerer min gennemsnitlige gennemsnitlighed som et perfekt, tomt lærred, som kunden kan designe efter eget ønske. Et spejl, der reflekterer lige præcis det, andre gerne vil projicere. En rulle stof, som kan skræddersys til – okay, nu har alle vist fanget metaforen.

Den Elsie, Caroline Smith foretrækker, er en, som er i stand til at passe ind hos folk, der stritter med lillefingeren, når de drikker te, men som ikke er attraktiv nok til at kunne tiltrække en bedre fangst end Greg, og som virker omsorgsfuld nok til at kunne tage sig af den søn, hun muligvis

elsker, men ikke orker at lære at kende. Børnebibliotekar lod til at være den perfekte fake-beskæftigelse. Og det har været sjovt at surfe rundt i onlinefora for at finde frem til charmerende anekdoter.

»I dag fandt jeg tre vingummibamser i vores fineste udgave af Mathilda,« siger jeg med et smil. Eller det er i hvert fald, hvad Reddit-brugeren iluvbooks gjorde.

»Hvor er det morsomt,« siger Caroline uden at grine, smile eller udtrykke begejstring på anden vis. Så læner hun sig tættere ind mod mig og hvisker, selvom hendes søn står en meter væk og kan høre alt: »Vi er så glade for, at du er her, Elsie.« »Vi« inkluderer vist også Gregs far, som står ved siden af hende i stilhed og propper tre pindemadder i munden med et vagt smil, der passer meget godt til en mand, som har været socialt distanceret siden 1999. »Vi var så bekymrede for Gregory. Men nu er han sammen med dig, og han har aldrig været gladere.« Og det er du helt sikker på? »Gregory, husk nu at få konverseret ordentligt med din bedstemor i aften. Izzy tager billeder med sit polaroidkamera, som bedste får efter festen – så sørg endelig for at være med på dem alle.«

»Det skal jeg nok sørge for sker, Mrs. Smith,« lover jeg og fletter min arm ind i Gregs. Et løfte, jeg bryder 15 sekunder senere, da vi er nået ned i bunden af den glinsende hall. Han bunder, hvad der nu er tilbage af vinen, stjæler to store slurke af min og hvisker: »Vi ses om ti minutter,« inden han låser sig inde på badeværelset.

Jeg griner og lader ham være i fred. Jeg føler en særlig beskyttertrang, når det kommer til ham. Den er stærk nok til, at jeg bryder Faux’ regler og tager på flere fake-dates. Stærk nok til, at jeg ville forsvare ham mod indbrudstyve og pirater og hele hans familie. Måske er det, fordi den første

sætning, jeg nogensinde hørte fra ham, var et panisk: »Min mor spørger konstant, hvorfor jeg ikke har en kæreste,« efterfulgt af en tøvende, fumlende forklaring om, hvorfor det ikke ville komme til at ske foreløbigt – en forklaring, der lød ret så velkendt. Måske er det, fordi hans udseende altid minder mig om den følelse, jeg selv render rundt med: følelsen af at være træt og overvældet. I et andet liv ville vi sikkert have været den form for bedste venner, som bonder over skæbnens uundgåelige stressfaktor, der når som helst kan flænse os op indefra.

Jeg finder frem til det tomme køkken, stikker hovedet indenfor og følger den røde væske med øjnene, da jeg hælder resten af min vin ud i vasken. Sikke et spild. Jeg burde bare have sagt nej tak, men det ville føre til en række spørgsmål, og jeg har ikke lyst til at forklare: at alkohol er en farlig, glykæmisk terrorist, som min stakkels bugspytkirtel nægter at forhandle med ...

»Faldt den ikke i din smag?«

Jeg springer op. Og hviner. Jeg er tæt på at tabe glasset, som sikkert koster mere end hele min uddannelse.

Jeg troede, jeg var alene. Var jeg ikke alene? Jeg var alene. Alligevel står Gregs storebror tilbagelænet mod marmorbordpladen med armene foldet over brystkassen. De der unikke, multifarvede øjne, han render rundt med, stirrer på mig med et usædvanligt, gådefuldt udtryk. Jeg står midt mellem ham og den eneste udgang – enten overså jeg ham, eller også har han bøjet en række fysiske love.

Eller også har jeg forvekslet ham med køleskabet. Der er trods alt fællestræk, hvad størrelsen angår.

»Er du okay?« spørger han.

»Jeg ... ja. Ja, undskyld. Jeg blev bare ...« Jeg fremtvinger et smil. »Hej Jack.«

»Hej Elsie.« Han udtaler mig navn, som om det er vel kendt for ham. Som om det er det første ord, han nogensinde lærte at sige, frem for bare at være en række vokaler og konsonanter, han stort set ikke har haft grund til at sammensætte på den måde tidligere.

Han smiler ikke. Selvfølgelig gør han ikke det. Eller, han smiler, men aldrig i min retning. Hver gang vi befinder os i det samme lokale, ligner han en kolossal, skræmmende fyr, som tilsyneladende bruger det meste af tiden på at tænke, at Greg er for god til mig.

»Kan du ikke lide vinen?«

»Nej, det er ikke derfor.« Jeg blinker forvirret. Han har en tatovering på sin underarm, der lige akkurat stikker ud under det oprullede skjorteærme. For selvfølgelig har han jeans og hverdagsskjorte på, selvom der udtrykkeligt stod i invitationen, at aftenens dresscode var semiformel.

Men han er Jack Smith. Han kan gøre, præcis hvad han vil. Han har sikkert en tilladelse tatoveret på sine latterlige biceps. Et stempel midt i den blå del af øjet, som lyser ekstra stærkt op.

»Vinen er super,« siger jeg og hanker op i mig selv. »Men der var en flue i glasset.«

»Var der?«

Han tror ikke på mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg ved det. Jeg ved det bare. Og han ved, at jeg ved det. Jeg kan se det – nej, jeg kan mærke det. Jeg mærker en varm sitren, der løber ned langs min rygrad. Pas på, Elsie, siger den. Han kan få dig dømt for usømmelig omgang med druer. Du kommer til at tilbringe resten af dit liv i spjældet. Han kommer på besøg en gang om ugen for at stirre gennem plexiglasset og gøre dig utilpas.

»Jeg tror, Izzy leder efter dig,« siger jeg i håb om at slippe af med ham. »Hun er ovenpå.«

»Det ved jeg,« svarer han uden at sætte kurs mod førstesalen. Han nærstuderer mig bare – opmærksomt og roligt, som om han har gennemskuet noget, jeg forsøger at skjule. At jeg kun bruger tandtråd en gang om ugen. Maks. At jeg ikke kan forså, hvad Dow Jones er, selv efter jeg har læst alt om det på Wikipedia. Eller mørkere og mere skræmmende ting.

»Er din kæreste her?« spørger jeg for at bryde stilheden. Han havde engang en pige med til noget familietamtam. En geolog. Den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set. Sød. Og selvfølgelig også sjov. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at han havde overscoret.

»Nej.«

Stilhed igen. Han stirrer stadig. Jeg smiler i et forsøg på at skjule, at jeg ikke kan lade være med at skære tænder.

»Nå, men det er ellers længe siden.«

»Vi så hinanden til Labor Day.«

»Nå ja, det havde jeg glemt.«

Det havde jeg ikke glemt. Ud over den her aften har jeg mødt Jack to gange. Altså én gang. Og så en gang mere. Begge episoder står alt for klart i min hukommelse. Og erindringen er lige så rar som at have spinatblade mellem tænderne.

Første gang var til Gregs fødselsdagsmiddag, hvor jeg rakte hånden frem mod Jack for at hilse på ham. Han nikkede tilbage til mig, og så brugte han ellers resten af aftenen på at sende mig lange, undersøgende blikke, og jeg overhørte, at han stillede alverdens spørgsmål til Greg. »Hvor har du mødt hende?« og »Hvor længe har det stået på?« og »Hvor seriøst er det mellem jer?« i et nysgerrigt, afslappet tonefald, der helt sikkert dækkede over noget lusket, som gav mig kuldegysninger.