Kærlighed på hjernen

Kærlighed

på hjernen

På dansk ved Pia Konstantin Berg

Kærlighed på hjernen er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Love on the brain © Ali Hazelwood 2022

Published by agreement with [ordlyd som I Hypotesen om kærlighed] Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslagsdesign © Alison Cnockaert

Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0498-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

HABENULA: SKUFFELSE

Okay, her kommer mit absolutte yndlingsfact: Dr. Marie Skłodowska-Curie dukkede op til sit eget bryllup i laboratorietøj.

Det er faktisk en ret cool historie: En videnskabsven præsenterede hende for Pierre Curie. Helt akavet indrømmede de at have læst hinandens afhandlinger og flirtede over reagensglas fulde af flydende uran, og han friede, inden der var gået et år. Men Marie havde kun planer om at blive i Frankrig, indtil hendes eksamen var i hus, og derfor afviste hun ham modvilligt for at vende tilbage til Polen. Øv bøv.

Ind fra højre kommer så Krakow Universitet, der umiddelbart burde spille skurkerollen i den her fortælling, men tilfældigvis ender som Amor. For skolen nægtede at give Marie et job i fakultetet, fordi hun var en kvinde (flot, polske KU). Jeg ved, det var et lortetræk, men det havde den fordelagtige bivirkning, at det skubbede Marie direkte tilbage mod Pierres kærlige og endnu-ikke-radioaktive arme. De to smukke nørder blev viet i 1895, og Marie, som

ikke ligefrem tjente kassen på det tidspunkt, købte sig en brudekjole, der var komfortabel nok til, at den efterfølgende kunne bruges som hverdagskluns i laboratoriet. Pragmatiske piger er bare de bedste, ik’?

Selvfølgelig bliver den her historie væsentligt mindre romantisk, hvis du spoler tiden ti år frem til den der dag, hvor Pierre blev drønet over af en hestevogn og efterlod Marie og deres to døtre alene i verden. Zoom ind på året 1906, og her finder du fortællingens helt store morale: Det er altid en dårlig idé at stole på, at folk bliver hængende. Før eller siden forsvinder de. Måske skvatter de på Rue Dauphine en regnvejrsmorgen og får deres kranium knust af en karet. Måske bliver de kidnappet af aliens og forsvinder ud i det uendelige rum. Eller måske knalder de med din bedste ven, seks måneder før I skal giftes, så du bliver tvunget til at aflyse brylluppet og må vinke farvel til det gigantiske depositum, du allerede har betalt.

Der er faktisk ingen grænser for katastrofens mulige omfang.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at polske KU kun spiller en lille skurkerolle. Selvfølgelig elsker jeg at forestille mig Dr. Curie marchere tilbage til Krakow på Pretty Woman-måden iført sin brudekjoleskråstreg-laboratoriekittel, mens hun flasher sine to nobelprismedaljer og råber: »Big mistake. Big. Huge.« Men den helt store skurk. Den, som var skyld i, at Marie stortudende stirrede op i loftet til den lyse morgen, det er tabet. Sorgen. Det uundgåelige endepunkt for menneskelige relationer. Den virkelige skurk er kærligheden: en ustabil isotop, som konstant undergår spontan atomnedbrydning.

Og skurken vil forblive ustraffet for tid og evighed.

Ved du til gengæld, hvad der er pålideligt? Hvad der aldrig nogensinde forlod Dr. Curie? Hendes nysgerrighed. Hendes opdagelser. Hendes præstationer.

Forskningen, mine damer og herrer. Forskningen er det åbenlyse svar.

Og det er altså grunden til, at jeg jubler nu, hvor NASA informerer mig – MIG! Bee Königswasser! – om, at jeg er blevet udvalgt til at stå i spidsen for BLINK, et af deres mest prestigefulde projekter inden for hjerneforskning. Jeg jubler højt og lykkeligt her i mit vinduesløse miniputkontor på Det nationale sundhedsinstituts Bethesda-campus. Jeg jubler på grund af den fantastiske præstationsfremmende teknologi, jeg får lov til at udvikle for lige præcis NASAs astronauter, og så husker jeg mig selv på, at væggene er papirtynde, og at min nabo til venstre for mig engang indgav en formel klage, fordi jeg lyttede til alternativ femi-rock fra 90’erne uden hørebøffer. Så jeg presser bagsiden af min hånd mod min mund og sætter tænderne i den, inden jeg hopper op og ned så stille som muligt, mens euforien eksploderer inden i mig.

Jeg har det, præcis som jeg forestiller mig, at Dr. Curie må have haft det, da hun endelig fik tilladelse til at læse på universitetet i Paris i slutningen af 1891: som om en verden fuld af (forhåbentlig ikke-radioaktive) videnskabelige opdagelser endelig er inden for rækkevidde. Det er uden sammenligning den mest betydningsfulde dag i mit liv, som kickstarter en weekend fuld af fejring. Højdepunkterne er:

• Jeg afslører nyheden for mine tre yndlingskolleger, og vi springer ned på vores stambar, bunder den ene cocktail efter den anden og

skiftes til at underholde hinanden med afsindigt sjove imitationer af dengang, Trevor, vores grimme, midaldrende chef, bad os om at undgå at blive forelsket i ham (akademikermænd har virkelig mange vrangforestillinger – undtagen Pierre Curie, selvfølgelig. Pierre ville aldrig sige sådan noget).

• Jeg ændrer min hårfarve fra pink til lilla (hvilket bliver nødt til at foregå derhjemme, fordi stakkels unge forskere ikke har råd til at gå til frisøren; min brusekabine kommer til at ligne en mellemting mellem en candyflossmaskine og en enhjørningemassakre, men efter vaskebjørnssituationen – som du absolut ikke vil vide noget om – er der alligevel ingen chance for, at jeg får mit indskud tilbage).

• Jeg slæber mig selv ned til Victoria’s Secret for at investere i et sæt lækkert, grønt undertøj uden at have dårlig samvittighed over at bruge penge på den slags (selvom det er mange år siden, nogen har set mig uden tøj på, og hvis jeg ellers får min vilje, fortsætter den gode stime mange, mange år endnu).

• Jeg kaster mig langt om længe ud i projekt Fra-sofakartoffel-til-maratonstjerne, downloader en løbeguide og begiver mig entusiastisk ud på min første tur (inden jeg lunter tilbage, forbander mine alt for høje ambitioner og skynder mig at nedgradere til

Fra-sofakartoffel-til-5K. Jeg fatter ikke, at der findes folk, som dyrker motion hver dag).

• Jeg bager godbidder til Finneas, min tudsegamle nabos lige så tudsegamle kat, som tit besøger min lejlighed for at nasse sig til en ekstra omgang aftensmad. (Som tak kører han kløerne igennem mine yndlings-Converse. Altid kloge Dr. Curie har helt sikkert været et hundemenneske).

Alt i alt har jeg altså en fest. Jeg har ikke engang nedtur på, da mandag morgen rammer, og alt er tilbage ved det gamle – eksperimenter, laboratoriemøder, konsumering af frosne færdigretter og discountdanskvand ved skrivebordet, mens jeg knuser data – for ved udsigten til BLINK føles selv rutinerne nye og spændende.

Okay, lad mig bare være ærlig: Jeg har været ved at brække mig af nervøsitet. Efter at have fået afslag på fire finansieringsansøgninger de seneste seks måneder var jeg sikker på, at min karriere var gået i stå – måske endda slut. Hver gang Trevor kaldte mig ind på sit kontor, fik jeg hjertebanken og svedige håndflader, fordi jeg var overbevist om, at han ville fortælle mig, at min årskontrakt ikke blev forlænget. De her år efter min ph.d. har virkelig ikke været sjove.

Men det er slut nu. En kontrakt hos NASA er et kæmpe hop op ad karrierestigen. Når alt kommer til alt, er jeg blevet udvalgt efter et nådesløst kapløb mod gulddrenge som Josh Martin, Hank Malik og endda Jan Vanderberg, det fjols, der taler mit arbejde ned, som om vi konkurrerer om OL-guld. Jeg har haft mine bump på vejen, alt for

mange, faktisk, men efter at have været besat af hjernen i snart to årtier, så kan jeg altså endelig kalde mig ledende hjerneforsker hos BLINK. Jeg skal udvikle gear til astronauter. Gear, de skal bruge i rummet. Det er simpelthen min billet ud af Trevors klamme, sexistiske kløer. Billetten til et fast job og mit eget laboratorium med helt egen forskning. Det er mit professionelle livs vendepunkt – og hvis sandheden skal frem, er det den eneste form for liv, jeg går op i.

Jeg er begejstret i flere dage. Glødende. Jeg er glødende begejstret.

Klip til mandag klokken 16.33, hvor en ny mail fra NASA tikker ind. Jeg læser navnet på den person, som skal stå i spidsen for BLINK sammen med mig, og pludselig bliver gløden slukket.

»Kan du huske Levi Ward?«

»Brennt da etwas?« I telefonen lyder Mareikes stemme tyk og søvndrukken med et pift af dårlig forbindelse på grund af distancen. »Bee? Er det dig? Hvad er klokken?«

»Kvart over otte i Maryland, og ...« Jeg regner lynhurtigt tidsforskellen ud. For et par uger siden var Reike i Tadsjikistan, men nu er hun i ... Portugal, måske? »To om natten hos dig.«

Reike grynter, pruster, stønner og udstøder en kavalkade af andre lyde, som jeg kender alt for godt, fordi jeg delte værelse med hende de første to årtier af vores liv. Jeg læner mig tilbage i sofaen og venter på, at det er overstået, og hun spørger: »Hvem er død?«

»Der er ikke nogen, der er døde. Eller, der er helt sikker nogen, der er døde, men ikke nogen, vi kender. Sov du rent

faktisk? Er du syg? Skal jeg flyve over til dig?« Jeg er helt oprigtigt bekymret over, at min søster ikke er i fuld gang med at give den gas på floor, nøgenbade i Middelhavet eller fjolle rundt med en flok troldmænd i de dystre skove på Den Iberiske Halvø. Det er en kæmpe personlighedsafvigelse, at hun ligefrem sover om natten.

»Næ. Jeg er flad igen.« Hun gaber. »Jeg underviser rige, forkælede, portugisiske drenge om dagen, indtil jeg har penge nok til at flyve til Norge.«

Der er slet ingen grund til at spørge »Hvorfor Norge?«, for Reikes svar vil helt sikkert være »Hvorfor ikke?« I stedet kører jeg med »Skal jeg sende nogle penge til dig?« Jeg svømmer ikke ligefrem i mønter, særligt ikke efter mine dage med (for tidlig, åbenbart) fejring, men lidt kan jeg da godt undvære, hvis jeg strammer mig an. Og stopper med at spise. I et par dage.

»Nah, møgungernes forældre betaler meget godt. Men, Bee, helt ærligt, en tolvårig prøvede at tage mig på brysterne i går.«

»Klamt. Hvad gjorde du så?«

»Jeg sagde selvfølgelig, at jeg ville hakke hans fingre af. Nå, men hvorfor er det lige, at du hiver mig ud af søvnen på den her brutale måde?«

»Undskyld.«

»Det mener du jo ikke.«

Jeg smiler. »Næ, det mener jeg ikke.« Hvad er pointen i at dele 100 procent af dit DNA med en person, hvis du ikke kan ringe og vække dem, når lokummet brænder, og du har brug for at snakke? »Kan du huske det der forskningsprojekt, jeg fortalte om? BLINK?«

»Det, du skal stå i spidsen for? Hos NASA? Hvor du skal bruge den der vigtige forskerhjerne, du render rundt

med, til at udvikle de der vigtige hjelme, som skal gøre det lettere for vigtige astronauter at arbejde i rummet?«

»Ja. På en måde. Men altså ... det viser sig, at jeg ikke skal stå i spidsen for det alene. Finansieringen kommer fra NIH og NASA. De havnede åbenbart i en langpiskonkurrence, fordi de ikke kunne blive enige om, hvem der skulle lede projektet, og til sidst besluttede de sig så for at have to ledere.« Ud af øjenkrogen fanger jeg et orange glimt – Finneas, som går catwalk på min vindueskarm i køkkenet. Jeg lukker ham ind og klør ham på hovedet. Han miaver kærligt og slikker min hånd. »Kan du huske Levi Ward?«

»Er det en eller anden fyr, jeg har datet, som prøver at komme i kontakt med mig, fordi han har fået gonorré?«

»Hvad? Nej. Han er en fyr, jeg mødte på overbygningen.« Jeg åbner det skab, jeg gemmer Whiskas i. »Han var i gang med en ph.d. i ingeniørvidenskab på mit laboratorium og gik på femte år, dengang jeg startede ...«

»Wardrøven?«

»Jep, ham!«

»Det kan jeg godt huske. Var han ikke sådan ... lækker? Høj? Godt bygget?«

Jeg holder et smil tilbage, mens jeg hælder mad op i Finneas’ skål. »Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til, at det eneste, du kan huske om min uni-nemesis er, at han var 193 centimeter høj.« Dr. Marie Curies søstre, den anerkendte læge Bronisłava Dłuska og uddannelsesaktivisten Helena Szalayowa ville aldrig fremhæve den slags. Medmindre de altså var kødhungrende typer som Reike – så ville de helt sikkert.

»Og godt bygget? Du burde faktisk bare være stolt over min elefanthukommelse.«

»Og det er jeg. Men jeg har altså fået besked om, hvem jeg skal lede det her NASA-projekt med, og ...«

»Du tager pis.« Reike må have sat sig op. Hendes stemme er pludselig krystalklar. »Du tager pis på mig.«

»Nope, ingen pis.« Jeg lytter til min søsters manisk frydende latter, mens jeg smider den tomme Whiskas-pose ud. »Du kunne i det mindste lade, som om du ikke nyder det her så meget.«

»Det kunne jeg, ja. Men gider jeg?«

»Åbenbart ikke.«

»Græd du, da du fandt ud af det?«

»Nej.«

»Slog du hovedet ned i bordet?«

»Nej.«

»Du ved godt, at du ikke kan lyve for mig. Har du en bule i panden?«

»... Måske en lillebitte en.«

»Åh, Bee. Bee, tak skal du fandeme have, fordi du vækkede mig og delte den her fabelagtige nyhed. Var det ikke Wardrøven, som sagde, at du var fucking frastødende?«

Det har han aldrig sagt, i det mindste ikke på den måde, men jeg griner så højt, at Finneas stirrer forskrækket på mig. »Okay, det kan du rent faktisk huske?«

»Hey, jeg tager dyb afstand fra det der. Du er jo hot. Megahot.«

»Det siger du kun, fordi jeg ligner dig på en prik.«

»Gør du? Det har jeg aldrig tænkt over.«

Det er faktisk ikke helt rigtigt. Jo, Reike og jeg er begge to lave og slanke. Vi har ens symmetriske træk og blå øjne og ens glat, mørkt hår. Alligevel er vi vokset ud af vores Forældrefælden-stadie, og som 28-årige er det ikke noget problem at kende forskel på os. Mit hår har været farvet

i forskellige nuancer af pastel det seneste årti, og jeg har en passioneret forkærlighed for piercinger og mere eller mindre tilfældige tatoveringer. Reike er den eventyrlystne og kunstneriske type. Det frisindede medlem af familien. Alligevel har hun aldrig orket at kaste sig ud i frisindede modestatements. Og måske skaber det fin balance i regnskabet, at jeg, den umiddelbart kedelige forsker, tager én for tvillingeholdet, hvad det angår.

»Men var det så ham? Der indirekte fornærmede mig?«

»Jep. Levi Ward. The one and only.«

Jeg hælder vand i en skål til Finneas. Det foregik ikke helt på den måde. Levi fornærmede mig aldrig eksplicit.

Men implicit ...

Jeg holdt min første akademiske tale på overbygningens andet semester, og jeg tog det meget seriøst. Memorerede hele talen, startede forfra på min PowerPoint seks gange og stressede totalt over at vælge det perfekte outfit. Det endte med, at jeg gjorde lidt mere ud af mig selv, end jeg ellers gør, og Annie, min bedste veninde på studiet, fik den velmenende, men ret så uheldige idé at vikle Levi ind i en kompliment.

»Synes du ikke også, at Bee ser ekstra godt ud i dag?«

Det var sikkert det eneste samtaleemne, hun kunne komme i tanke om, for Annie plaprede altid løs om, at Levi var vildt lækker på den gådefulde måde med sit mørke hår og brede skuldre og det der spændende, usædvanlige ansigt, han rendte rundt med. Om, hvordan hun ville ønske, han ville droppe den reserverede attitude og invitere hende på date. Men Levi virkede slet ikke interesseret i at deltage i nogen form for samtale. Han gloede intenst på mig med de gennemborende, grønne øjne. Og så sagde han ...

Ingenting. Overhovedet. Han foldede bare ansigtet i det, Tim, min eksforlovede, senere kaldte et »forfærdet udtryk«, og forlod laboratoriet med et stift nik og nul komplimenter – ikke engang en af de der små falske komplimenter, man altid kan hive frem. I løbet af ingen tid fik historien sit eget liv på overbygningen, hvor sladderen havde optimale levevilkår. Studerende sagde, at han havde brækket sig ud over min kjole, at han havde tigget og bedt mig om at trække en sæk over hovedet, at han havde været så traumatiseret, at han forsøgte at rense sin hjerne ved at drikke blegemiddel med uoprettelige neurologiske skader til følge. Jeg forsøger at undgå at tage mig selv alt for seriøst, og det var da også okay sjovt at være en del af diverse memes, men rygterne blev så vilde, at jeg begyndte at spekulere over, om jeg egentlig var så frastødende.

Alligevel bebrejdede jeg ikke Levi. Jeg var ikke fornærmet, fordi han nægtede at bruge energi på at lade, som om han syntes, jeg var tiltrækkende. Eller ... ikkefrastødende. Han virkede altid som lidt af en mandemand. Helt anderledes end de andre fyre, jeg gik op og ned ad. Seriøs, disciplineret og grublende. Intens og begavet. En alfatype, hvad det så end betyder. En pige med septumpiercing og blåligt hår passede ikke ind i hans billede af en smuk kvinde, og det var helt fint.

Jeg er dog ikke for fin til at bebrejde Levi for, hvordan han generelt behandlede mig det år, vi overlappede. At bebrejde ham for, hvordan han aldrig orkede at holde øjenkontakt, når jeg talte til ham, eller hvordan han altid smed en dårlig undskyldning og meldte afbud til vores gruppemøder, når det var min tur til at præsentere resultater. Jeg forbeholder mig retten til at være vred, fordi han sneg sig

ud af samtaler, det øjeblik jeg blandede mig i dem, og for at synes, at jeg var så meget under hans værdighed, at han ikke engang sagde hej, når jeg mødte ind på laboratoriet. Jeg tog ham i at stirre på mig med et intenst ubehag, som om jeg var en form for vederstyggelighed. Jeg forbeholder mig retten til at være bitter, fordi han trak Tim til side, da vi blev forlovet, og fortalte ham, at han havde lavet en underscoring. Helt ærligt, hvem gør sådan noget?

Men frem for alt så forbeholder jeg mig retten til at afsky ham, fordi han ikke lagde skjul på, at han syntes, jeg var en middelmådig forsker. Resten kunne jeg sagtens have set igennem fingre med, men den manglende respekt for mit arbejde ... det vil til evig tid kaste benzin på mit bål. Altså lige indtil jeg brænder ham på det.

Levi blev min ærkefjende en tirsdag i april på min ph.d.-vejleders kontor. Samantha Lee var – og er stadig –bomben inden for hjerneradiologi. Hvis du falder over en teknik til at undersøge en levende menneskehjerne uden at fræse kraniet op først, så har Sam enten opfundet den, eller også er hun ekspert i den. Hendes forskning er eminent, den er godt underbygget og meget tværfaglig, så derfor er hun mentor for en bred vifte af ph.d.-studerende. Kognitive hjerneforskere som mig, der er interesserede i at studere det neurale grundlag for vores opførsel, men også forskere inden for computervidenskab, biologi, psykologi. Og i ngeniørvidenskab.

Selv i det tætbefolkede kaos, som herskede i Sams laboratorium, skilte Levi sig ud. Han var genial til den form for problemløsning, som Sam var vild med – den, der ophøjer hjerneradiologi til en kunstform. I løbet af sit første år fandt han ud af, hvordan han kunne konstruere en bærbar infrarød spektroskopimaskine, som forskere

ellers havde arbejdet på i årtier. Da han nåede til tredje år, revolutionerede han laboratoriets dataanalyseproces. På fjerde år blev hans arbejde publiceret i Science. Og femte år, hvor jeg begyndte på laboratoriet, kaldte Sam os ind på sit kontor.

»Der er et fantastisk projekt, jeg gerne vil sparke i gang,« sagde hun med sin sædvanlige entusiasme. »Hvis det lykkes os at få det op at flyve, kommer det til at ændre faget, som vi kender det. Og derfor har jeg brug for, at min bedste hjerneforsker og min bedste ingeniør samarbejder om opgaven.«

Det var en blæsende, tidlig forårseftermiddag. Jeg husker den klart, fordi den morgen havde været uforglemmelig. Tim var gået på knæ og havde friet lige midt i laboratoriet. Det var faktisk lidt for teatralsk til min smag, men jeg klagede ikke, når det betød, at nogen havde lyst til at gå hånd i hånd med mig for evigt. Så jeg kiggede ham i øjnene, holdt tårerne tilbage og sagde ja.

Et par timer senere følte jeg forlovelsesringen gnave smertefuldt ind i min knyttede næve. »Jeg har ikke tid til et samarbejde, Sam,« sagde Levi. Han stod så langt væk fra mig, som han kunne, men alligevel var han i stand til at fylde hele kontoret og gøre sig til centrum for tyngdekraften. Han gad ikke engang at kigge på mig. Det gjorde han aldrig.

... Fortsættes i bogen.