Kunstnerhjem
Af samme forfatter
Koordinater – københavnertekster, 2013 Sommerhus – roman, 2016
Amalie Laulund Trudsø
Kunstnerhjem
Roman
Gutkind
Kunstnerhjem
© Amalie Laulund Trudsø og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Thit Thyrring
Forsideillustration: © Thit Thyrring Sat med ITC Baskerwille hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-1015-7
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Udgivet med støtte fra:
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk
Signe sidder i den åbne dør og tegner. Hun har sat sig på tværs i døråbningen, læner ryggen op mod karmen og lader skitseblokken hvile på sine lår, mærker dørtrinnet mod sædeknoglerne. Det er august, de er alene hjemme, Else spiller bold i gruset mellem garagen og villaen. Anna er et sted inde i huset, Signe har fornemmelsen af hendes nærvær, selvom hun ikke kan se hende. Deres forældre er til søndagsfrokost på en af gårdene, deres far er som dyrlæge inviteret med til en masse af den slags, som deres mor kalder pligtfrokoster. Veterinærassistenterne har fri, stuepige og kokkepige med, de er hos deres familier eller kærester. Signe elsker den åbne tid, som opstår, når alle voksne er ude af huset, og måltiderne, der ellers ligger som en fast takt igennem dagen, er annulleret. Nu står der bare et fad med smørrebrød i køkkenet, dækket til af et kraftigt klæde, som pigerne kan spise af, når de vil. Signe får solen i øjnene, hun må lægge hovedet på skrå for at kunne se papiret; så smider hun pludselig blokken fra sig, kom Else, udbryder hun, lad os gå ned at drille tyskerne. Anna stikker hovedet ud ad et åbent vindue over dem, hendes lysebrune hår hænger lige ned mod jorden og lægger skygge om hendes ansigt; jeg vil med,
siger hun, vent lige, og så kommer hun hamrende ned ad trappen på en måde, som kun er mulig, fordi de er alene hjemme. Slagelses anlæg ligger for enden af haven. Hvis man maser sig ind bag det hvidmalede lysthus, kan man ligge helt op ad hækken og høre vagten gå forbi derinde; som regel en ung, tysk soldat, der marcherer frem og tilbage på stien og vist er til stede mest for at være til stede. Pigerne sætter sig tæt sammen i græsset, venter, til de kan høre soldatens skridt lige ud for hækken, så laver en af dem en pruttelyd med munden mod håndryggen, netop idet han skridter forbi på den anden side. Bagefter knækker de sammen i et lydløst latteranfald, Signe og Anna holder om hinanden og dirrer af et indestængt grin, mens Else ser på sine storesøstre og ler med med en lille ængstelse i blikket. Scenariet gentager sig, hver gang soldaten går forbi, de kan få hele og halve timer til at gå på den måde, halvt liggende i det varme græs, næsten kvalt af latter, indtil Anna pludselig, som ud af det blå, springer op. Kom, siger hun så, med en hårdhed i stemmen, og trækker Signe og Else op fra græsset i hver deres fugtige hånd.
De går ind i køkkenet og spiser håndmadder ved det store egetræsbord. Signe trækker fødderne op under sig på stolen og betragter sine tæer, lytter til det store hus, der ligger affolket hen. Det lattermilde er aftaget til fordel for en sløvhed, de spiser i egne tanker, Anna sidder og vipper på stolen med en pølsemad i hånden, da det banker hårdt på døren. Lyden jager ind i huset og får pigerne til at stivne, med ét går det sommerlige, ubekymrede af dagen. Du er den ældste, siger Else og ser på
Anna, der ved, at hun må rejse sig; Signe rejser sig i solidaritet, mens Else tripper efter dem og sætter sig på det nederste trappetrin, næsten krænger sig ind bag balustrenes hvidmalede værn. Det første Signe ser, da Anna åbner døren på klem, er støvlerne. De sorte, uhyggeligt blanke støvler på trappetrinnet. Hun er vis på, at det er tyskeren fra anlægget, der er kommet for at tage dem med. Deres drilleri er opdaget, og noget styrter i hende, men så begynder manden at tale og gestikulere, Anna ranker sig, som for bedre at kunne forstå, og også Signe opbyder al sin koncentration for at tyde, hvad tyskeren vil. Han siger noget om deres fars dyrlægebiler, mens en anden soldat springer ud af den parkerede vogn og målrettet går over mod garagen. Soldaten i døråbningen peger ind mod hallen, han træder et skridt nærmere, som vil han ind, men det skal han under ingen omstændigheder, Signe ved udmærket godt, at deres forældre har illegale blade liggende, at de unge assistenter ofte er ude efter mørkets frembrud. Signe er kold af skræk, men Anna puster sig ligesom op og fylder hele døren, hun smiler og nikker, Das Auto ist in die Garage, ja, nein, mein Vater ist nicht zu Hause, hun ryster på hovedet og tager bilnøglen ned fra nøglebrættet, rækker den til tyskeren og peger ham i retning af hans kammerat, der allerede har trukket porten til side og taget den ekstra dyrlægebil i øjesyn. Pigerne står i døren og ser på, at den ene tysker sætter sig ind i fars bil, at han får tænding og starter med et host. Så triller han efter soldaten i den åbne vogn, standser ud for pigerne og åbner vinduet med et skævt, ikke uvenligt, smil. Danke, kleine Mädels! råber han, før bilerne kører ud af gården, og Anna smækker
døren i med et hysterisk grin, dumper ned på trappen ved siden af en ligbleg Else.
Det er ind under jul, jorden hælder mod mørket. Hver morgen går søstrene i skole gennem den mørklagte by, trasker mellem de afblændede gadelygters små øer af mat lys og følger den hvidmalede kantsten som en line trukket ud gennem gaderne. Hos frøken Branner i Signes klasse broderer de juleløbere, de sidder med bøjede nakker og slår sting i takt, sådan føles det, under lærerindens strenge blik. Doven skrædder syr med lang tråd, det er frøken Branners motto, hver gang hun siger det, ser Signe op på Lis, der besvarer hendes blik med en næsten usynlig grimasse. Signe hader at brodere, de små nisser på dugen bliver kantede og barnlige at se på, hvis hun kunne tegne dem i stedet, ville de rejse sig fra stoffet og blive levende. Nu er det bare silhuetter af flade nissemænd i små, skæve sting, et juletræ i midten, der til nød ligner en gran. Skolen er iskold, manglen på brændsel kan mærkes allevegne, Signe får stive fingre af at sidde stille med broderinålen, og frøken Branner beordrer pigerne op at slå kuskeslag hvert kvarter. Derhjemme er der heldigvis varmere, deres far får brændsel fra gårdene, i det hele taget er de indtil videre kommet godt gennem krigen med varer fra egnens bønder; far får nogle gange
kød, mejerivarer, grøntsager som betaling i stedet for rede penge, indimellem en taknemmelighedsgave for helbredelsen af en syg ko. Når dyrlægen kommer hjem med nye varer, bliver der postyr i køkkenet, en assistent banker på køkkendøren og overdrager kokkepigen en flæskesteg eller en sæk kartofler, hun bakser det ind i køkkenet og tilkalder fruen, der inspicerer og giver dessiner. For tiden er det julemaden, der forberedes, og Signes mor er i sit es, hun skriver lister og uddelegerer opgaver, går selv med i køkkenet med opsmøgede ærmer, får røde kinder af arbejdet. Da pigerne kommer hjem efter sidste skoledag før jul, alle med et stykke håndarbejde, der skal fremvises, har deres mor ikke tid til at se det, og godt det samme, tænker Signe, hun lader nisserne blive i tasken, sætter den ind i bunden af sit garderobeskab. Pigerne vasker hænderne grundigt, de må skrubbe neglene med stride svinebørster, før de får adgang til køkkenet, de tager tørklæder om håret og forklæder på, føler sig som sygeplejersker på vej til en operationsstue, inden de skubber døren til køkkenet op og lukkes ind i den verden, der findes dér. Der dufter af peber, af allehånde og nelliker, damp fra buldrende og simrende gryder har sat sig som perler af dug på kaklerne over komfuret. Her er varmt, ruderne er hvide af kondens og afskærmer køkkenet fra resten af verden, ingen kan se ind på kvinderne, der arbejder i deres værksted. Signes mor står og ælter dej ved bordet midt i rummet, hun løfter sig på tå og lægger al sin vægt i håndrødderne, musklerne i hendes underarme bevæger sig bag huden, da hun trykker dejen flad for så at samle den igen med højre hånds bløde, skovlende bevægelse. Hun stopper op, da pigerne kommer
ind, bruger oversiden af hånden til at tørre en hårlok væk fra panden og sætter til gengæld et melet spor i den sved, der pibler ud under tørklædet. Der var I jo, siger hun, smiler større, mere rent, end sædvanligt. Signe kan lide at se sin mor sådan, nogle lag er skrællet af, der er åbent ind til noget varmt og levende. Signe og Else og Anna tager plads ved bordets ene langside, de tager hver en stang brunkagedej, som har været sat på køl natten over, skærer sirligt og med skarpe knive millimetertynde skiver af dejen og lægger dem i rækker på en bageplade. Først føles dejen kølig og tør, siden bliver den glat og fedtet af hudens varme, i flere timer efter kan man dufte krydderierne i håndens runding. Julestemningen kommer over dem her i køkkenet, de bager i mange timer, vanillekransedejen køres i kødhakkeren af en søster, gribes med flade hænder af en anden og formes til små, ensartede ringe af den tredje. I dyrlægevillaens køkken skal der bages tretten forskellige slags småkager til jul, sådan har det altid været, men nu i krigsårene må de alligevel begrænse sig, andet vil både være umuligt og se ødselt ud. Men deres mor er bagerdatter, hun har et håndelag med bagværk hjemmefra, hun tryller og finder på erstatninger, og når det bliver jul, vil der alligevel stå dåse efter dåse med kager i spisekammeret. De er først færdige med arbejdet ud på aftenen, og da har kokkepigen slået knude på den sidste medisterpølse, og rødkålen simret færdig på komfuret. Der falder en ro over kvinderne i køkkenet, pigerne sætter sig på bænken og trækker benene op under sig, læner sig ind mod hinanden, mens deres mor tager tørklædet af håret og vasker hænderne, lader sig falde sammen på en stol, som
en snerle, der lukker sig for natten. Hun er tilfreds med dagens arbejde, det kan pigerne se, hun sukker let og lægger benene op, beder kokkepigen sætte sig, stuepigen, som også har været i sving, nu skal de nyde en mad og et glas. Pigerne får saft, Anna blander det, hælder den dybrøde sirup af sommerens bær ned i en mælkehvid kande og smager med en hastig finger på det lyserøde skum, der samler sig i et lag på overfladen. Kvinderne får sig en øl, opfordret af fruen henter kokkepigen flaskerne i kassen under trappen, de åbner hver især og skænker og skærer skiver af den nypressede rullepølse, smører madder, efterhånden som de fortæres. Som i et lykketræf er alle husholdningens mænd ude, de har nok at se til op mod helligdagene, ingen kommer hjem og forventer forplejning, kvinderne kan sidde her i køkkenet i fred og ro og kun sørge for sig selv. Signe er overstadig, og søstrene med, de tjatter til hinanden, og Else slår med fletningerne, hele tiden skotter en af dem til deres mor i det skjulte, som for at se, om det virkelig kan passe; om de virkelig sidder her sammen, uden forskel på børn og voksne, på frue og tjenestefolk, og fejrer dagens arbejde, mens vintermørket står tæt om huset.
Kunstnerhjem foregår over fire årtier fra 1940’erne til 1970’erne og skildrer et kvindeliv fra den sene barndom, og til børnene flytter hjemmefra.
Signe vokser op i et velstående dyrlægehjem, men længes væk fra provinsen. Hun drømmer om at tegne og male, og da hun møder arbejdersønnen Johan, som har samme passion, forelsker hun sig hovedkulds. Sammen flytter de til en lille lejlighed på Frederiksberg, hvor de får tre børn i rap. Moderskabet fylder alle døgnets timer og får drømmen om at leve et liv, hvor kunsten er i højsædet, til at vakle.
Det er en klasserejse, men også et helt almindeligt kvinde- og moderliv, hvor frigjorthed og retten til egen krop viser sig at være dyrekøbt.
