Læsekredsmateriale Skriveværksted, spørgsmål & interview
Spørgsmål
Hvordan er oplevelserne fra deres barndom fortalt i romanen?
Linda rejser fra London til Danmark, fordi hendes far ligger for døden. Hvilke andre motiver ligger bag rejsen?
Omstændighederne tvinger Linda og Sally til at tilbringe en hel dag sammen, nærmer de sig hinanden?
Hvad karakteriserer Linda? Hvilket liv lever hun i London? Hvad betyder noget for hende?
Forstår man Lindas valg og fravalg? Hvad ønsker Linda for Sally?
Hvilket liv lever Sally? Hvordan prioriterer hun anderledes end Linda? Hvordan er Linda som mor? Og hvordan er Sally som mor? Både Linda og Sally bærer på svigt og traumatiske oplevelser fra barndommen. Hvilke forskelle og ligheder er der i deres opvækst? Hvordan forholder de sig hver især til deres barndom?
I Caroline Albertine Minors roman HUMMERENS SKJOLD er der også en kvinde, der flytter væk fra sin datter. Hvilke bøger har du læst, der handler om svære forældre barn-relationer, eller hvor forældre tager afgørende valg for deres børn? Hvordan er det moderne liv med arbejde, hjem og børn skildret gennem Sally? Er det genkendeligt? Og hvordan adskiller det sig fra tidligere generationer?
Anmeldelser "Der er noget helt særligt over romanen LY ... berusende og gådefuld litteratur ... en drøm af en roman, der væver en uimodståelig familiemytologi frem. Emma Bess skriver mægtigt og nådigt om, hvor besværligt det er at være menneske." - Information
★★★★
"Et blødende kammerspil om en mors svigt ... et fabelagtigt smukt og suggererende sprog, som får visse passager til at minde om lange, svævende digte." - Jyllands-Posten
★★★★
"Et mere end lovende forfatterskab" - Berlingske
★★★★
"En interessant roman om svigt, fællesskab og komplicerede relationer" - Søndag
Interview med Emma Bess
Med LY har Emma Bess skrevet om det svære ved at være forbundet og ved at elske andre. I dette interview fortæller hun blandt andet om at skildre de nære relationer og barndommen som tema. I begge dine bøger skildrer du relationer mellem mødre, døtre, søstre – som også er titlen på din første bog og novellesamling. Hvad er det ved de relationer, som særligt interesserer dig? Jeg er først og fremmest interesseret i relationer og i, hvordan identitet dannes i rummet mellem mennesker. Jeg er interesseret i, hvordan man
formes af sin barndom, hvordan man skaber en selvfortælling og bryder fri af den, hvordan man slås livet igennem med spørgsmålet om, hvem man selv er. At det er kvinde- og pigerelationer, jeg skildrer i mine bøger, skyldes, at jeg selv er kvinde og bruger min egen erfaringsverden, når jeg skriver. I min første bog kredsede mange af novellerne om pige- eller kvindefælleskaber. Jeg ville undersøge kærlighed på en anden måde, jeg ville undersøge pigers blik på hinanden, en piges blik på sin mor, en mors blik på sit nyfødte barn. Hvad der sker, når blikket reflekteres tilbage.
I LY er det en mor-datter-relation, der er i centrum, og det er deres blik på sig selv og hinanden; trangen til at blive set og anerkendt, at blive rummet. Jeg har været interesseret i at beskrive en relation, hvor der er en ulighed i eller en forhandling af magtbalancen. Hvem bestemmer, hvordan virkeligheden skal tolkes?
sig selv og sin familie. Hun er også meget optaget af, hvordan hendes mor ser hende, af hvad hendes mor synes om hende. Det er vigtigt for Sally at beskytte sine børn, og da moderen kommer på besøg er det også som om Sally har lukket et fremmedelement ind i deres liv med potentiale til at skabe kaos.
Barndom er også et tema i romanen? Barndommen er et genkommende tema for mig, jeg tror, det skyldes den radikale sårbarhed, barnet som figur repræsenterer.
Samtidig er hun også drevet af et håb om, at moren kan glide ind i hendes families lille enhed, blive en harmonisk del af den, men Linda stritter imod, hun gør oprør mod alt, hvad hun opfatter som konventionelt. Selvom man får fornemmelsen af, at deres forhold længe har været præget af afstand, er Sally stadig meget åben og sårbar overfor sin mor. Hun længes efter at opfylde sin mors behov, og hun søger sin mors omsorg.
Barnet er fuldstændig prisgivet, at nogen tager sig af det, men samtidig er der også noget ved barnets position, der i vores kultur ses som renere, mere autentisk og på en måde mere værd end den voksnes. Dén spænding mellem skrøbelighed og styrke finder jeg fascinerende. I LY er der en konstant forhandling i karaktererne, som omhandler, hvilken barndom de er blevet givet. Begge hovedkarakterer er gennem romanen påvirkede af erindringer om det barn, de var. For dem er barndommen ikke bare slut, den er på en måde en nutid, som de bærer inden i sig.
"Barndommen er et genkommende tema for mig, jeg tror, det skyldes den radikale sårbarhed, barnet som figur repræsenterer." Sally er i midten af 30’erne, hun er gift og har to små døtre. Hvad er Sally særligt optaget af ved det sted i livet? Hvad er vigtigt for hende? Og hvorfor? Sally er optaget af at skabe tryghed for
Den dag, hvor vi følger hende i romanen er Sally derfor i en konflikt imellem harmonien i sin familie og kærligheden til sin mor. Hvad vil du gerne fortælle med romanen? Jeg er interesseret i mennesker og deres forhold til hinanden og til sig selv, og med LY har jeg gerne villet fortælle noget om det svære ved at være forbundet og ved at elske andre. Jeg håber, at man når man læser LY vil få en oplevelse af, hvor dybe andre er, hvor rummelige og foranderlige, men også måske vil blive lidt klogere på, hvorfor svigt og manglende omsorg kan reproduceres og blive ved med at give ekko gennem generationer. Hvilke bøger eller forfatterskaber har haft størst betydning for dig, mens du skrev romanen? I begyndelsen af skriveprocessen var
jeg inspireret af William Faulkners AS I LAY DYING, som består af en række familiemedlemmers og bekendtes indre monologer omkring en døende kvinde, som de alle har en relation til. Senere blev jeg meget optaget af Ingeborg Bachmans noveller, hvor kvindelige fortællere skiftevis overstyrer og mister grebet om deres egne selvfremstillinger.
I det hele taget bliver jeg mest rørt af litteratur, som har et spænd mellem naivitet og klar indsigt, og jeg søger altid at give plads til en sådan dobbelthed i min egen prosa, fordi det er min oplevelse, at det er i den spænding, at der kan opstå et sprog for selvets konstante forhandling, ødelæggelse og bliven til.
Andre inspirationskilder har været Jean Rhys' skildringer af udsatte, længselsfulde kvindefigurer, og Hanne Ørstaviks insisteren på at skrive indre monologer på en måde, som ikke er særligt smuk og nogle gange virker nærmest dagbogsagtigt naiv.
Emma Bess Uddannet fra Forfatterskolen og er cand.mag. i Filosofi og Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Hun debuterede i 2018 med novellesamlingen MØDRE, DØTRE, SØSTRE, som hun modtog debutantprisen Bodil og Jørgen MunchChristensens Kulturlegat for. Emma Bess er i sine tekster optaget af dynamikken mellem mennesker, og hun udforsker relationerne mellem de nærmeste. I romanen LY (2022) er det forholdet mellem mor og datter, der sættes under lup. Fortællingen rummer en afsøgning af fortiden, som den spiller ind på nutiden.
Skriveværkstedet Emma Bess fortæller om at skrive LY.
At skrive mellem mennesker Jeg skriver i ryk, i pludselige, intense perioder, hvor jeg glemmer at sove og spise. Jeg har ikke nogle særlige ritualer eller ting, som skal stå omkring mig for at jeg kan skrive, jeg har faktisk ikke engang et skrivebord. Jeg kan rigtig godt lide at fortabe mig, i bøger, i lange gåture i byer, hvor jeg kan forsvinde i mængden, betragte fremmede og forestille mig, hvordan det må være at være dem. Det er også en del af skriveprocessen for mig at glemme mig selv og min egen stemme. Lige så stille dukker noget frem, som er formet af de steder, jeg har været og de mennesker, jeg har mødt. Det tog omkring fire år at skrive min roman LY. I løbet af den tid flyttede jeg fra Danmark til England og blev mor for anden gang. Romanen var hele tiden med. Teksten forandrede sig, ligesom jeg forandrede mig. Verden forandrede sig også. Midt i arbejdet lukkede coronapandemien alting ned, og det var et stort tab for mig, at jeg ikke længere kunne skrive ude blandt mennesker. Dette billede er taget i marts 2020.
Cambridge, hvor vi boede, plejede at være fuldstændigt pakket med folk. Både turister og de studerende, som boede på alle de slotslignende kollegier i midten af byen. Pludselig var der bare tomt. Min hverdag forandrede sig, og jeg måtte indrette et midlertidigt skrivested derhjemme. Vores venner, som boede i samme opgang som os, var strandet i Australien da alle flyafgange blev aflyst. De næste mange måneder skrev jeg i deres lejlighed. Mens der var lockdown måtte vi kun gå ud én gang om dagen, og kun for at købe ind eller få lidt frisk luft. Jeg tror, at de klaustrofobiske omgivelser i disse måneder flyttede ind i min roman.
Heldigvis åbnede verden sig igen, og jeg begyndte at skrive ude i byen igen. Dette billede er fra min yndlingscafé i Cambridge, hvor en stor del af LY også er skrevet.
Landskabet Jeg boede med min familie i udkanten af Cambridge. Det er en livlig, international universitetsby, men den er også lille, nærmest landsbyagtig. På vej ind til byen gik eller cyklede jeg ofte på denne sti, som går forbi en skov og en stor mark. Når jeg gik på stien, følte jeg mig langt væk fra byen. Stien var et åbent, friskt og stille sted, hvor jeg følte, at jeg fik en pause. Der var ingen lygtepæle, så om aftenen og på vintereftermiddage var den fuldstændig mørklagt. Om morgenen var der ofte tåget. Om sommeren var der et hav af vilde blomster på marken. Jeg får tit idéer, når jeg cykler. Så stopper jeg op og skriver dem ned i noteprogrammet på min telefon eller indtaler dem som en lydfil. LY rummer mange stemninger og refleksioner, som er opstået i farten på cyklen.
I det hele taget er det min oplevelse, at de landskaber og rum, jeg er i, flyder ind i det, jeg skriver, men altid på en indirekte og fragmenteret måde. Det er små stykker af stemninger, som bliver sat sammen på nye måder. I LY er der en passage, hvor Linda er barn og cykler hen ad en sti. Her forestillede jeg mig denne sti i Cambridge – og satte den så ind i det Vesterhavslandskab, som Linda voksede op i. Det var stemningen, der var det bærende. En følelse af et landskab, der åbner sig omkring en, og som man endnu ikke helt forstår. Det var dén stemning, som blev overført, snarere end det var noget præcist stedsbestemt fra Vesterhavet.
Billed- og fotokunst I arbejdet med LY har jeg været meget inspireret af fotokunst og billedkunst. Jeg havde i en lang periode fire udprintede portrætter liggende i en række på gulvet i det rum, hvor jeg skrev. Det er den tyske kunstner Gerhard Richter, der har malet sin datter i forskellige aldre. Jeg blev inspireret af den relation, der er i fokus i disse billeder. Det er ikke kun den unge pige, malerierne forsøger at indfange, men lige så meget relationen mellem hende og maleren, forælderens og barnets blik på eller forbi, eller helt væk fra hinanden. I LY er en af hovedkaraktererne, Linda, kunstfotograf. Gennem hende og hendes forhold til sin datter Sally har jeg forsøgt at nærme mig nogle grundlæggende spørgsmål om repræsentation. Hvordan kan man fastholde essensen ved en person, en ting eller en begivenhed? Hvordan kan en indre oplevelse af at være til kommunikeres, så man kan opnå et fællesskab om, hvem, hvor og hvornår vi er? Billeder er en meget stærk måde at kommunikere på, og deres sprog har været en gennemgående interesse for mig, mens jeg skrev LY, for eksempel fotograferne Sally Mann og Minor White, hvis fotografier blev en vej ind i Lindas verden.
Helt i begyndelsen af skriveprocessen, da jeg endnu ikke vidste, hvilke karakterer romanen handlede om, så jeg rigtig meget på et maleri af den tyske ekspressionist Paula ModersohnBecker. Det hang ved vores spisebord, og var på den måde hele tiden med i min dagligdag. Jeg tror, at Sallys karakter voksede ud af det maleri, som forestiller en ung pige, som bærer en vase med en blomst i. På den ene side er det et klassisk motiv, som peger på ligheden mellem den unge pige og blomsten og dermed reducerer hende. På den anden side er der noget i den måde, hun bærer blomsten på og kigger ned på den, som gør hende større og inviterer den, som kigger, ind i hendes ømhed og forsigtighed over for sig selv, hendes vilje til at vise noget meget spædt i sig selv frem for verden. Det var sådan nogle tanker, maleriet gav mig, og det var den dobbelthed i det at være pige, jeg gerne skrive om; den sårbarhed og længsel, der opstår i modsætningen mellem en indre oplevelse af, hvad man selv rummer, og de ydre forventninger til, hvad man er.
Kroppen skal være med Jeg har et stort behov for at gøre tanker og følelser konkrete, det ukonkrete er svært at være i. Det, som stadig er ved at blive til, er svært at rumme. At skrive en roman er en meget lang proces, hvor det, man skaber i lange perioder, er ret usynligt. For at opveje den tomhed, skriften også er, opsøger jeg ubevidst mere taktile og fysiske aktiviteter. Jeg elsker at skabe noget med mine hænder. At sy tøj til mig selv og mine børn. Noget der kan bruges med det samme, og som man kan mærke med sine fingre. Jeg maler med oliekridt, fordi hænderne bliver fedtede, for mig er der en enkelhed i farverne, der blandes sammen, som gør mig glad og rolig. På en måde var det en lignende enkelthed, jeg oplevede under arbejdet med min novellesamling MØDRE, DØTRE, SØSTRE. Når jeg begyndte på en novelle, kunne jeg bevæge mig ind i én separat stemning og skrive indtil det rum var fyldt ud. Sådan var det ikke med LY. Romanen blev ved med at åbne sig i nye rum, det blev mere og mere komplekst og umuligt at overskue. Jeg skulle heller ikke overskue det, men for at kunne bevare det mangefacetterede og modsætningsfyldte i det tankested, der var romanen, før den var færdig, måtte jeg bruge min krop og mine sanser. At tumle med mine børn om eftermiddagen, når jeg var færdig med at skrive, var også en måde at lade romanen få lov at stå frustrerende åben på.
LY handler også på forskellige måder om det umulige i at skulle rumme noget, der er for stort til at kunne rummes i et enkelt menneske. Bogen handler om traumer, der er for dybe til at kunne indeholdes i én psyke uden at den slår revner. Men også om det helt almindelige og egentlig dagligdags arbejde, som alle hele tiden er i gang med – nemlig at skabe og opretholde en selvfortælling.