Skakmat by Gutkind Forlag

Skakmat

Af samme forfatter: Hypotesen om kærlighed Kærlighed på hjernen Kærlighed i teorien Hader at elske dig: Under samme tag Under ingen omstændigheder Under frysepunktet

Ali Hazelwood

Skakmat På dansk ved Pia Konstantin Berg

Gutkin d 3

Skakmat er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Check & Mate © Ali Hazelwood 2023 First published by G.P. Putnam's Sons Books for Young Readers, an imprint of Random House LLC, New York. Published by agreement with Sandra Dijkstra Literary Agency and Sebes & Bisseling Literary Agency Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Vikki Chu og Rita Frangie Forsideillustration: © Lilith Indholdsvignetter: © JuliPaper/Shutterstock.com Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0476-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Sarah A. og Helen, som altid vil være mine favoritter

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Prolog »Jeg hører fra pålidelige kilder, at du er et Generation Z-sex symbol.« Jeg er lige ved at tabe min telefon. Okay: Jeg taber min telefon, men jeg redder den, inden den falder pladask ned i et bægerglas fuld af ammoniak. Så lader jeg blikket vandre rundt i kemilokalet og spekulerer over, om nogen hørte sætningen. De andre elever sidder enten og skriver beskeder eller fumler ved deres udstyr. Mrs. Agarwal sidder bag sit kateder og lader, som om hun bedømmer en bunke opgaver, men i virkeligheden læser hun sikkert erotisk fanfiktion om Bill Nye. En forhåbentlig ikke-dødbringende lugt af eddikesyre stiger op fra mit bord, men jeg har stadig AirPods i ørerne. Ingen lægger mærke til mig eller videoen på min telefon, så jeg trykker på play for at se videre. »Det stod i Time Magazine for to uger siden. På forsiden. Et billede af dit ansigt og teksten ‘Et Generation Z-sexsymbol.’ Hvordan føles det?« Jeg forventer at se Zendaya. Harry Styles. Billie Eilish. Samtlige medlemmer af BTS, som sidder klemt sammen i en sofa i det tilfældige talkshow-program, YouTubes

algoritme besluttede at sende i min retning, da min vejledningsvideo til PH-eksperimentet sluttede. Men det er bare en eller anden fyr. En dreng endda? Han ser helt malplaceret ud i den røde fløjlssofa med sin mørke skjorte, mørke bukser, sit mørke hår og mørke udtryk. Umulig at aflæse, da han med mørk, seriøs stemme siger: »Det føles forkert.« »Gør det?« spørger værten – Jim eller James eller Jimmy. »Generation Z-delen er rigtig,« siger gæsten. »Det med sexsymbolet er knap så rigtigt.« Publikum æder det råt, klapper og jubler, og først nu vælger jeg at læse videotitlen. Nolan Sawyer, står der. Der er en tekst, som beskriver, hvem han er, men den har jeg ikke brug for. Det kan godt være, jeg ikke kan genkende hans ansigt, men jeg kan ikke huske et øjeblik i mit liv, hvor jeg ikke kendte hans navn. Mød Kongedræberen: Verdens bedste skakspiller. »Nu skal jeg fortælle dig noget, Nolan: Klog er det nye sexet.« »Jeg tror stadig ikke, at det gælder mig.« Hans tonefald er så tørt, at jeg undrer mig over, hvordan hans PR-agent overhovedet har overtalt ham til at deltage i det her interview. Men publikum griner, og det samme gør værten. Han læner sig frem, åbenlyst charmeret af den unge mand, der er bygget som en atlet, tænker som en teoretisk fysiker og har en nettoværdi på størrelse med en Silicon Valleyiværksætter. Et usædvanligt godt skåret vidunderbarn, som ikke vil indrømme, at han er speciel. Gad vide, om Jim-Jimmy-James har hørt det samme, som jeg har hørt? Sladderen. Den diskrete hvisketisken. De mørke rygter om den helt store skak-darling. »Lad os bare blive enige om, at skak er det nye sexet. Og

at det er på grund af dig. Skak har fået lidt af en renæssance, siden du begyndte at spille. Nogen skrev kommentarer til dine turneringer, og de gik viralt på TikTok – eller ChessTok, som jeg hører, at det hedder – og nu vil flere end nogensinde før lære at spille. Men det vigtigste først: Du er stormester, hvilket er den højeste rangering, en skakspiller kan opnå, og du har lige vundet dit andet verdensmesterskab mod ...« Værten kigger ned i sine noter, fordi almindelige stormestre ikke er så berømte som Sawyer ... »Andreas Antonov. Tillykke.« Sawyer nikker, en enkelt gang. »Og du er lige blevet 18. Hvornår var det nu?« »For tre dage siden.« For tre dage siden blev jeg 16. For 10 år og tre dage siden fik jeg mit første skakspil – plastikbrikker, pink og lilla – og græd af glæde. Jeg spillede dagen lang, tog det med mig overalt, brugte det som sovedyr. Nu kan jeg ikke engang genkalde mig følelsen af at holde en bonde i min hånd. »Du begyndte at spille i en meget tidlig alder. Lærte du det af dine forældre?« »Min bedstefar,« siger Sawyer. Værten ser overrasket ud, som om han ikke havde forventet, at Sawyer ville gå i den retning, men samler sig hurtigt. »Hvornår indså du, at du var god nok til at blive professionel?« »Er jeg god nok?« Mere latter fra publikum. Jeg ruller med øjnene. »Vidste du fra begyndelse, at du ville være professionel skakspiller?« »Ja. Jeg har hele tiden vidst, at der ikke var noget i verden, jeg var lige så vild med, som at vinde i skak.« Værten løfter et øjenbryn. »Slet ikke noget?«

Sawyer tøver ikke. »Slet ikke noget.« »Og ...« »Mallory?« En hånd lægger sig om min skulder. Jeg spjætter og flår en AirPod ud af mit øre. »Har du brug for hjælp?« »Nope!« Jeg smiler til Mrs. Agarwal og lader telefonen glide ned i min lomme. »Jeg er lige blevet færdig med instruktionsvideoen.« »Perfekt. Husk at tager handsker på, inden du tilføjer syreopløsningen.« »Selvfølgelig.« Resten af klassen er næsten færdige med eksperimentet. Jeg skærer ansigt, forsøger hurtigt at indhente dem, og et par minutter senere, da jeg ikke kan finde min tragt og spilder bagepulver, tænker jeg ikke længere på Sawyer eller på hans ord om, at der ikke var noget i verden, han var lige så vild med som skak. Og mine tanker strejfer ham ikke i lidt over to år. Ikke indtil den dag, vi spiller mod hinanden for første gang. Og jeg tværer ham ud.

DEL ET

Åbninger

Kapitel E t To år senere Easton er klog, for hun lokker mig med ud ved at love gratis boba. Men hun er også dum, for hun venter ikke, til jeg er gået ombord i min bubble tea med chokolade og cream cheese-skum, før hun udbryder: »Jeg har brug for en tjeneste.« »Nope.« Jeg griner i hendes retning. Napper to sugerør og tilbyder hende et, som hun ignorerer. »Mal. Du har ikke engang hørt, hvad ...« »Nej.« »Det handler om skak.« »Nå, men så ...« Jeg smiler taknemmeligt til pigen, som rækker mig min bestilling. Vi var på date to, måske tre gange sidste sommer, og jeg har en vag, behagelig erindring om hende. Smagen af hindbærlæbepomade; Bon Iver, der flød ud af højtalerne på hendes Hyundai Elantra; en blød, kølende hånd under min tanktop. Desværre inkluderer ingen af minderne et navn. Men hun skrev Melanie på min Boba, så det er helt okay. Vi udveksler et hurtigt, hemmelighedsfuldt smil, og jeg vender mig mod Easton. »Så er svaret nej med nej på.«

»Jeg mangler en spiller. Til en holdturnering.« »Jeg spiller ikke længere.« Jeg tjekker min telefon. Klokken er 12.09 – om 21 minutter skal jeg være tilbage på værkstedet. Bob, min chef, er ikke ligefrem et venligt, tilgivende menneske. Nogle gange spekulerer jeg over, om han overhovedet er et menneske. »Skal vi ikke drikke den her udenfor, inden jeg skal tilbringe min eftermiddag under en Chevy Silverado?« »Kom nu, Mal.« Hun skuler mod mig. »Det er skak. Du spiller stadig.« Da min søster Darcy gik i 6. klasse, og hendes lærer ville sende klassens marsvin ud på »en gård på landet«, var Darcy ikke helt i stand til at afkode, om den gård virkelig fandtes. Alligevel besluttede hun sig for at kidnappe ham. Marsvinet, ikke læreren. Jeg har nu boet under samme tag som Goliath den Bortførte i et år. Et år, som er gået med at nægte ham rester fra vores aftensmad, fordi den dyrlæge, vi ikke har råd til, har tigget og bedt os om at sætte ham på slankekur. Desværre kan Goliath få mig til at adlyde hver eneste gang, bare ved at stirre længe nok på mig. Præcis ligesom Easton er i stand til. Deres udtryk indeholder samme stærke, ubøjelige stædighed. »Niks.« Jeg suger den guddommelige drik i mig. »Jeg har glemt reglerne. Hvad er det nu, den lillebitte hest kan?« »Meget sjovt.« »Faktisk ikke. Hvad går skak egentlig ud på? Dronningen skal besejre Catan uden at passere Go ...« »Jeg beder dig ikke om at gøre det, du plejede at gøre.« »Hvad mener du med plejede at gøre?« »Jeg tænker bare på dengang, du som 13-årig bankede

alle de andre unger i Paterson Chess Club, så teenagerne og derefter de voksne. Inden de hentede folk ind fra New York, som du kunne ydmyge. Den slags har jeg ikke brug for.« Jeg var faktisk tolv, da det skete. Far stod ved siden af mig med en varm hånd om min spinkle skulder og proklamere stolt: Jeg har ikke vundet et spil mod Mallory, siden hun blev 11. Er hun ikke bare fantastisk? Men det undlader jeg at nævne. I stedet dumper jeg ned på en græsplet ved siden af blomsterbedet, som er fuld af frøkenhatte, der kæmper for overlevelse. August i New Jersey er hård for de fleste. »Kan du huske, da jeg var halvvejs igennem venskabsturneringen? Da jeg var lige ved at besvime, og du beordrede alle til at træde væk ...« »... og jeg rakte dig min juice.« Hun sætter sig ved siden af mig. Jeg kigger fra hendes perfekt optegnede eyeliner til mine olieplettede overalls, og det er rart at se, at noget aldrig ændrer sig. Perfektionisten Easton Peña, som altid følger en plan, og hendes rodehoved af et sidekick, Mallory Greenleaf. Vi har gået i klasse sammen, siden vi begyndte i skole, men havde stort set ikke noget med hinanden at gøre, før hun blev en del af Paterson Chess Club, da vi var ti. Hun var på en måde allerede færdigbagt. Var allerede den fantastiske, stædige person, hun er i dag. Synes du virkelig, det er sjovt at spille det her lort? spurgte hun mig, da vi blevet parret op til en kamp. Synes du ikke det? skød jeg forfærdet retur. Selvfølgelig ikke. Jeg har bare brug for en masse ekstra ting, jeg kan sætte på min universitetsansøgning. De der stipendier får man jo ikke ligefrem smidt i nakken. Jeg satte hende

skakmat efter fire træk og har været vild med hende lige siden. Det er sjovt, at Easton aldrig blev lige så vild med skak, som jeg var, men alligevel fortsatte i meget længere tid. Vi danner en meget underlig kærlighedstrekant. »Du skylder mig for det med juicen dengang – kom med til turneringen,« beordrer hun. »Jeg har brug for et hold på fire. Folk er enten på ferie, eller også kan de ikke kende forskel på skak og dam. Du behøver ikke at vinde – og det er et velgørenhedsarrangement.« »Hvilken form?« »Har det nogen betydning?« »Selvfølgelig. Bliver der samlet ind til en konservativ tænketank? Den næste Woodie Allen-film? En opdigtet sygdom såsom hysteri eller glutensensitivitet?« »Glutensensitivitet er ikke opdigtet.« »Seriøst?« »Seriøst. Og turneringen er til støtte for ...« Hun søger energisk på sin telefon. »Jeg kan ikke lige finde det, men skal vi ikke bare droppe den her udenomssnak? Vi ved jo begge to godt, at du kommer til at sige ja.« Jeg sender hende et skulende blik. »Det ved vi da overhovedet ikke.« »Måske ved du det ikke.« »Jeg er faktisk udstyret med en rygrad, Easton.« »Helt sikkert.« Hun tygger i sine tapiokaperler, aggressivt, vovet, pludselig mere grizzlybjørn end marsvin. Hun husker nok tilbage på episoden, hvor hun overtalte mig til at være sin næstformand, da hun stillede op til elevrådet. (Vi tabte. Stort.) Eller da Missy Collins spredte rygter på skolen, og hun fik mig til at hacke

hendes Twitter-konto. Og året efter, hvor jeg spillede Mrs. Bennet i den Stolthed og fordom-musical, hun skrev og instruerede – på trods af min gode dømmekraft og tvivlsomme stemme. Jeg ville sikkert også have kastet mig ud i et eller anden åndssvagt i løbet af det sidste skoleår, hvis ikke alt det derhjemme havde været så ... altså, fra et økonomisk perspektiv, knap så godt. Og hvis jeg ikke havde tilbragt hvert eneste overskydende sekund på værkstedet. »Vi ved alle, at du er ude af stand til at sige nej,« pointerer Easton. »Så sig nu bare ja.« Jeg tjekker min telefon – 12 minutter tilbage af min pause. Det er bagende varmt i dag, jeg har allerede bundet min boba og lurer interesseret på hendes kop. Honningmelon: det næstbedste på min liste over smagsfavoritter. »Jeg har travlt.« »Med hvad?« »Jeg skal på date.« »Med hvem? Ham fyren med de kødædende planter? Eller hende, der ligner Paris Hilton?« »Ingen af de to. Men jeg skal nok finde en.« »Kom nu. Så har vi også mulighed for at være mere sammen inden uni.« Jeg retter mig op og rammer hendes albue med min. »Hvornår rejser du?« »Om mindre end to uger.« »Hvad? Vi dimitterede jo for ...« »For sådan cirka tre måneder siden. Jeg skal være i Colorado i midten af august til introforløbet.« »Nå.« Det føles som at vågne fra en middagslur og opdage, at det allerede er blevet mørkt. »Nå,« gentager

jeg, en smule chokeret. Jeg vidste, at det nærmede sig, men et sted mellem min søsters kyssesygeomgang, min mors hospitalsindlæggelse, min anden søsters kyssesygeomgang og alle de ekstra vagter, jeg har taget, må jeg have mistet tidsfornemmelsen. Det her er megaskræmmende: Jeg har aldrig nogensinde ikke boet i sammen by som Easton. Jeg har aldrig ikke mødtes med hende en gang om ugen for at spille Dragon Age eller tale om Dragon Age eller se Dragon Age-playthroughs. Måske burde vi få os en ny hobby. Jeg forsøger mig med et smil. »Nå, men tiden flyver vel, når man har det sjovt.« »Har du det, Mal? Har du det sjovt?« Hun kigger på mig med sammenknebne øjne, og jeg griner. »Du skal ikke grine. Du arbejder hele tiden. Og når du ikke arbejder, så kører du dine søstre rundt eller tager med din mor til lægen og ...« Hun kører en hånd gennem sine mørke krøller, som nu ser endnu mere kaotiske ud – en god indikation på, at hendes irritation er tæt på højdepunktet. Jeg vil skyde på, at vi har ramt niveau syv på 10-skalaen. »Du var den bedste på dit matematikhold. Du er et matematikgeni og kan huske alt. Du blev tilbudt tre stipendier – hvoraf det ene var fra Boulder, så du kunne være rejst sammen med mig. Men du besluttede dig for at lade være, og nu virker det, som om du skal rådne op her i al evighed, og ... ved du hvad? Det er dit valg, og det respekterer jeg dig for, men i det mindste kunne du give dig selv lov til at lave bare én sjov ting. Én ting, du nyder.« Jeg stirrer på hendes blussende kinder i et, to, tre sekunder og skal lige til at fortælle hende, at stipendier

dækker universitetsudgifter, men ikke udgifter til boliglån eller til din søsters Roller Derby-lejr eller din anden søsters kidnappede kæledyrs mad med ekstra C-vitamin, eller hvad der ellers skal til for at dæmpe den skyldfølelse, som klistrer til din mavesæk. Jeg skal lige til at fortælle hende det. Men i sidste øjeblik kigger jeg væk, og mit blik rammer tilfældigvis min telefon. Den er 12.24. Shit. »Jeg bliver nødt til at smutte.« »Hvad? Mal, er du sur? Det var ikke meningen, at jeg ville ...« »Nope.« Jeg smiler i hendes retning. »Men min pause er slut.« »Den er jo først lige begyndt.« »Jah. Bob er ikke fan af menneskelige arbejdstider og work-life-balance. Er der nogen chance for, at du ikke har tænkt dig at drikke resten af den bubble tea?« Hun ruller så voldsomt med øjnene, at de risikerer at sætte sig fast, men rækker så sin kop til mig. Jeg jubler, da jeg bevæger mig væk fra hende. »Giv lige besked i forhold til turneringen,« råber Easton efter mig. »Det har jeg allerede gjort.« Et støn. Og så et seriøst determineret »Mallory«, som får mig til at kigge tilbage, selvom jeg risikerer at blive konfronteret med Bobs dårlige ånde, når han råber til mig, at jeg kommer for sent. »Hør lige her, jeg har ikke tænkt mig at tvinge dig eller noget. Men skak plejede at fylde hele dit liv. Og nu vil du ikke engang spille for et godt formål.« »Såsom glutensensitivitet?« Hun ruller igen med øjnene, og jeg lunter grinende

tilbage til arbejde. Jeg når det akkurat til tiden, samler mit værktøj sammen og forsvinder ned under Silveradoen, da min telefon vibrerer. Det er et screenshot af en folder. Der står: Clubs Olympics teamturnering. NYC-området. I samarbejde med Læger uden Grænser. Jeg smiler. MALLORY: okay, det er en god form for velgørenhed BRET EASTON ELLIS: Hvad sagde jeg? Desuden:

Hun sender mig et link til et medicinsk website, som skriver, at glutensensitivitet faktisk eksisterer. MALLORY: okay, så det ER rent faktisk en ting BRET EASTON ELLIS: Hvad sagde jeg? MALLORY: Du ved godt, at det er dit motto, ik’? BRET EASTON ELLIS: Mit motto er ‘Jeg fik ret.’ Tager du så med til turneringen?

Jeg fnyser og er lige ved at skrive nej. Er lige ved at minde hende om den primære årsag til, at jeg ikke længere spiller skak. Men så forestiller jeg mig, hvordan hun skal være væk i flere måneder, når studiet begynder – mens jeg sidder tilbage, alene, og forsøger at føre en samtale om den nyeste Dragon Age-playthrough med en eller anden date, som bare vil snave. Jeg forestiller mig, at hun kommer hjem til Thanksgiving: Måske har hun fået undercut, er blevet veganer eller vild med koprint. Måske bliver hun en helt anden person. Vi mødes de sædvanlige steder, ser vores sædvanlige program, sladrer om de sædvanlige personer,

men det vil ikke være det samme, for hun vil have mødt nye venner, oplevet nye ting, skabt nye minder. Frygten skærer sig ind i mit bryst. Frygten for, at hun vil forandre sig. At hun vil blomstre op og aldrig være den samme igen. Men det vil jeg være. Her i Paterson. Jeg vil stagnere. Vi kommer ikke til at sige det højt, men ved det begge to. Så jeg skriver: MALLORY: k. sidste omgang BRET EASTON ELLIS: Se. Jeg fik ret. MALLRY: MALLORY: du kan gøre gengæld ved at køre mine søstre på lejrskole i næste uge, så jeg kan tage flere vagter. BRET EASTON ELLIS: Mal, nej. BRET EASTON ELLIS: Mal, please. Alt andet end det. BRET EASTON ELLIS: Mal, de er SKIDESKRÆMMENDE. MALLRY:

»Hey, Greenleaf! Du får ikke løn for at være på Instagram eller at købe avocadomadder. Kom nu tilbage til arbejdet.« Jeg ruller med øjnene. Indvendigt. »Forkert generation, Bob.« »Whatever. Tilbage. Til. Arbejdet.« Jeg lader telefonen glide ned i lommen på mine overalls og adlyder.