Livets kode
er oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Die Entdeckerin des Lebens © 2023 Piper Verlag GmbH, München/Berlin
Denne udgave © Petra Hucke og Gutkind Forlag A/S, København 2023
1.udgave, 1. oplag
Omslag: © Alette Bertelsen
Forsats: Westminster Bridge med Parlamentsbygningen og
Big Ben i baggrunden © London Picture Archive
Bagsats: Rosalind Franklin © National Portrait Gallery, London
Sat med Mrs. Eaves hos Geethik Technologies
og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0525-2
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
I samme serie:
Petra Hucke Arkitekten fra New York
Lea Kampe En engel i Warszawa
Laura Baldini En drøm om skønhed
Eva Grübel Et liv for fred
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K.
Gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
”Det var et mindeværdigt forår: bestigningen af Everest, Elizabeth den Andens kroning, Stalins død, grundlæggelsen af Playboy. Men den vigtigste af alle begivenheder – afkodningen af livet – var der stort set ingen, der bemærkede.”
Matt RidleyI daglig tale betyder ”gener” og ”dna” efterhånden stort set det samme. Men det var endnu ikke tilfældet på Rosalind Franklins tid. Dna (på tysk også kaldet DNS) var dengang blot forkortelsen for deoxyribonukleinsyre, et molekyle, hvis funktion man endnu ikke kendte. I starten af 1950’erne var det en stor opdagelse, at denne nukleinsyre indeholder generne – vores arveanlæg – hvilket denne roman skal handle om.
[Krystal]
Et fast legeme, hvis atomer eller molekyler er opstillet i et regelmæssigt tredimensionelt gitter. Kendte krystaller er salt, sukker, mineraler og sne. Deres egenskaber og former er genstand for krystallografiens undersøgelser.
DAUPHINÉ-ALPERNE, OKTOBER 1950
Rosalind borede isøksen ind i gletsjeren, som om hun aldrig havde bestilt andet. Bagved hørte hun den let skrabende lyd af klatrejern og en svag stønnen. Hun drejede hovedet om mod sin kusine. ”Nu er vi der snart.”
Ursula nikkede, forpustet og med dampskyer ud af munden. En overgang kunne Rosalind kun høre sin egen vejrtrækning og lyden af, at hun knuste isfladen. Den ændrede farve og struktur, jo højere de kom. Vinden, der havde hvisket lige så stille længere nede, blev efterhånden højere. Rosalind sørgede for at stå fast, så trak hun sin hue længere ned over ørerne. Uanset hvor udmattet hun var, elskede hun fysisk anstrengelse, når muskler og luftveje sved, og hun havde fuld kontrol med alle sine bevægelser.
Lige pludselig havde hun lagt isen bag sig, og en let, nyfalden sne med sine utallige krystaller tog imod hende, vinden peb, hun vendte sig om og rakte hånden ud mod Ursula, der rettede sig op for at gribe fat i Rosalinds luffe.
Med et højt skrig snublede de to skridt baglæns og lod sig falde.
Rosalind drejede hovedet ud til siden og blev helt forskrækket. ”Kan du se, at du nær havde hakket øret af mig med din isøkse?”
”Det kan betale sig, sagde du,” svarede Ursula og stønnede. ”Aiguille Pers er ikke specielt vanskelig, sagde du, og udsigten er besværet værd.”
”Og det siger jeg stadig.” Nu kunne Rosalind igen le, og hun løsnede rebet, der forbandt hende med Ursula. ”Vi skal helt op på toppen.”
Når hun først havde sat sig noget i hovedet, var det umuligt at få hende fra det.
”Hvor langt endnu?” Ursula tog rygsækken af og skruede metallåget af drikkedunken. Hendes ansigt var så rødt, at fregnerne for en gangs skyld ikke kunne ses.
Rosalind pegede mod toppen. Dér lå den, pludselig forholdsvis beskeden under den blå himmel. Godt, de havde solbriller på, ellers var de for længst blevet sneblinde her i Glacier du Grand Pisaillas’ evige vinterlandskab.
”Ikke ret langt. En lille gåtur.” Rosalind begyndte at tage klatrejernene af sine tunge støvler. Vinden bed i huden. Da hun var færdig med sine egne klatrejern, tog hun sig af Ursulas, bandt dem på rygsækkene, så de klirrede mod hinanden, drak en tår vand og rejste sig i en fart.
”Kom nu. Udsigten er besværet værd, var der én, der sagde.”
”Det var dig, der sagde det,” udbrød Ursula. ”Du kan vente dig, hvis det ikke passer!” Hun kom op at stå, og da hun omstændeligt begyndte at tage rygsækken på igen, vendte Rosalind sig om og styrtede af sted så hurtigt, som den dybe sne tillod det.
”Vi ses senere, din sløve padde!”
”Typisk,” hørte hun kusinen svare surt bagved.
Hun havde egentlig sat sig for at blive mere venlig, mere kvindelig, hvis man absolut skulle kalde det dét. For nylig havde hun fået sin veninde Anne Crawford til at græde med en spids bemærkning, skønt hun ikke havde ment det så slemt. Men hun ville ikke tænke mere over det nu. Bjergtoppen lå lige foran hende. Et par skridt endnu – så havde hun nået det højeste punkt.
Hun tog en dyb indånding og blev helt svimmel.
Ursula havde indhentet hende og stillede sig ved siden af. ”Du havde som sædvanlig ret, Ros.”
Pensionatsværtinden havde kigget bestyrtet på dem i går aftes: ”Bjergbestigning? Hvorfor vil De dog udsætte Dem selv for dét, mesdames? Overlad hellere det til mandfolkene.”
Rosalind var kommet til at le. Allerede da hun som attenårig havde været på sprogrejse til egnen nord for Paris, var hun sammen med sine veninder Anne og Jean gået de tyve kilometer til den nærmeste by, og alle havde set forfærdet på dem. Den slags gjorde en kvinde da ikke for sjov? Gå for sin fornøjelses skyld? For ikke at sige vandre? Mon dieu.
Omsider havde en af de bemeldte mandfolk, nærmere bestemt pensionatværtindens mand, forbarmet sig over Rosalind og Ursula og vist dem, hvordan man brugte klatrejern og isøkser, som han havde en hel bunke af i sin lade. Måske havde han også nedladt sig til at gøre det for at more sig lidt over dem. Men de to åh, så skrøbelige damer havde åbenbart været dygtige, for han var holdt op med at lave sjov, og i stedet gav han dem nyttige anvisninger og lod dem låne et mere detaljeret bjergkort end det, Ursula havde i forvejen. Både Ursula og Rosalind var glade for at
planlægge og derfor altid velforberedte. I morgendæmringen havde han vinket efter dem og ønsket dem held og lykke. ”Bonne chance!”
De Grajiske Alper, eller Alpes Grées, som de hed på fransk – det sprog, Rosalind holdt så meget af – var en del af Vestalperne, og den højeste tinde var Gran Paradiso, som Rosalind straks fik øje på, da hun spejdede efter den. Dalene her var dybe, klippesiderne stejle, bjergryggen smal. Tektonisk betragtet var Alperne et uheld, som havde fundet sted for halvtreds millioner år siden – to kontinenter tørnede sammen, to plader kolliderede, den isostatiske udligning begyndte.
Hun kastede et blik på Ursula. Hun vidste, at hendes kusine iagttog fysiske fænomener alle vegne i stedet for bare at nyde udsigten …
Rosalind grinede. ”Hjerteligt tillykke, min ven. Tre tusind tre hundrede og seksogfirs meter over det fordømte hav.”
Ursula løsrev blikket fra horisonten, smilede til Rosalind og lagde armene om hende. ”Det klarede vi sammen, Rosalind.”
Hun udtalte navnet med to korte stavelser, sådan som de fleste gjorde: Roslind.
Derefter gik de et stykke ned ad bjerget for at sætte sig på et klippefremspring og få noget at spise.
”Alting smager bedre heroppe,” sagde Ursula med mad i munden.
”Det er ikke på grund af den tynde luft. Jeg tror nærmere, det skyldes, at du kan give efter for dine dårlige manerer.”
Ursula rakte tunge for at vise Rosalind brødet, der var tygget i stykker. Rosalind slog ud efter kusinens knæ, men
Ursula trak det hurtigt til sig. Teen var kun lunken, men i læ og med solen i ansigtet var det lige til at holde ud.
”På et tidspunkt bliver vi nok nødt til at finde noget solcreme,” sagde Rosalind.
Ursula rynkede på opstoppernæsen. ”Kun hvis de opfinder noget andet end det tykke, olieagtige stads, der klistrer til huden som lim. Så vil jeg hellere se solskoldet ud.”
”Skål på forfængeligheden.”
Rosalind lænede sig igen tilbage, betragtede det golde landskab og faldt på ny i staver. Tiden i hendes elskede Frankrig var snart forbi: Om nogle få uger skulle hun forlade Labo – Laboratoire Central des Services Chimiques de l’État – for i stedet at arbejde i London. Ved King’s College, en fin adresse.
Ursula rørte hende på armen. „Se dér.“ En alpestenbuk. Capra ibex. Hvor var den dog flot. Den måtte være lidt oppe i årene, for hornene snoede sig i en elegant bue, og skægget blev lysere forneden.
Den perfekte bjergbestiger. Hvis hun skulle overlade Alperne til nogen, så måtte det være den.
Jeg elsker bjergene næsten lige så højt, som du gør, gamle jas, tænkte hun. Gid du må leve længe og i frihed lige til det sidste.
Bukken nikkede to gange – så sprang den af sted.
Rosalind fór op og prøvede at få et sidste glimt af bukken, men den var allerede forsvundet bag det næste klippefremspring. Hun lod igen øjnene glide ud over panoramaet. På den tilgrænsende og markant lavere bjergtop lyste det gyldne oktobergræs, og klokkeklangen fra en fåreflok kunne høres helt herover. Tørre tidsler på størrelse med kålhoveder svajede i vinden, og hun kunne næsten se græshopperne,
som hun var så glad for at fange mellem hænderne, hvor de kildede hende et stykke tid, før hun igen slap dem fri.
Intet af alt det kunne hun tage med sig. Fra sin sidste vandretur havde hun sendt sin lillesøster en presset edelweiss, men hvad var en fladtrykt, tørret blomst i sammenligning med dén, der stadig voksede på engen? Så vidt Rosalind vidste, havde Jenifer nu alligevel gemt den lille hilsen fra Alperne i kuverten.
”Vi bliver så småt nødt til at komme videre,” sagde Ursula og brød ind i kusinens tanker. ”Men jeg orker ikke at gå hen over den elendige gletsjer én gang til.”
Hun havde foldet kortet ud, og det blafrede højlydt i vinden.
”Så skal vi gå mindst halvanden time mere. Kan vi nå det, mens det er lyst?”
”Men den anden vej er meget lettere. Jeg har allerede fundet den på kortet.”
Rosalinds mund fortrak sig. ”Er det ikke lidt fejt?”
Ursula prøvede at folde kortet sammen igen. ”Muligvis, men jeg har ikke flere kræfter. Uanset om du gør nar ad mig.”
Rosalind greb den ene ende af kortet og hjalp Ursula med at folde det sammen.
”Kom nu, Ros. Jeg siger bare: Snowdonia.”
”Snowdonia?”
”Kan du ikke huske, da vi var på Crib Goch sammen med Anne, og hun var lige ved at falde, fordi hun ikke havde flere kræfter?”
Omsider fik de kortet til at makke ret. Ursula holdt det fast i hånden, mens de vendte tilbage til deres rygsække.
”Vi skulle aldrig have gjort det uden reb,” sagde Rosalind, ”men vi er heldigvis blevet klogere i mellemtiden.”
Ursula strammede rygsækken. ”Vi tager den længere, men mere sikre vej. Prøv at forestille dig, hvad Jacques vil sige, hvis vi to kvindfolk kommer til skade heroppe, så de er nødt til at redde os.”
”Jacques?” Måbende stirrede Rosalind på sin kusine. Hvorfor slog hendes hjerte altid dobbelt så hurtigt, når hun hørte det navn?
”Ikke din Jacques. Pensionatsværten hedder jo også Jacques, og han var så imponeret af os her til morgen.”
”Det er ikke min Jacques,” mumlede Rosalind. Dét havde han aldrig været. Og inden længe var det slut med at se ham. Hun begyndte at gå i samme retning som stenbukken, der for længst var forsvundet.