Hvis man ikke vidste bedre - læsekredsmateriale by Gutkind Forlag

LÆSEKREDS MATERIALE MINIINTERVIEW & SPØRGSMÅL

LOTTE KIRKEBY

Lotte Kirkeby (f. 1970, Skive) er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og fransk fra Aarhus Universitet og har i en årrække arbejdet som forlagsredaktør, journalist, anmelder og oversætter.

Hvis man ikke vidste bedre ROMAN

I 2016 debuterede hun som skøn litterær forfatter med novelle samlingen Jubilæum, hvor et gennemgående tema er tab og det at miste. I 2019 fulgte romanen De nærmeste, som blev nomineret til DR Romanprisen 2020. Lotte Kirkeby kredser i sit forfatterskab om de nære relationer, og med romanen Hvis man ikke vidste bedre (2022) fortsætter hun sin undersøgelse af de nære og ofte svære relationer til de nærmeste, som dog ikke altid er dem, der er de tætteste. 2

Gutkind

LOTTE KIRKEBY

Lotte Kirkeby (f. 1970, Skive) er uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og fransk fra Aarhus Universitet og har i en årrække arbejdet som forlagsredaktør, journalist, anmelder og oversætter.

Hvis man ikke vidste bedre ROMAN

Gutkind

Hvis man ikke vidste bedre © Lotte Kirkeby og Gutkind Forlag A/S, København 2022 Omslag: © Alette Bertelsen LÆSEPRØVE

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at jeg havde siddet her hele natten. Det har jeg ikke. Og hvis jeg havde, var der ingen, der ville opdage det. Det kommer heller ingen ved. Hvad jeg laver, eller hvor jeg er. Men jeg bliver nødt til at være i god tid. Det er aldrig til at vide, hvornår de kommer, og jeg vil nødig gå glip af noget, selv om jeg har set det meste. Min kat tager det mere roligt og rejser sig først, når klokkerne ringer. Den kigger op, som om nogen kalder, når den hører det første slag, så sætter den af og snor sig hen mod mig på vindueskarmen som en slalomløber. Den plejer at være sikker, men i dag strejfer den porte. Der er noget, der får den til at standse, eller tøve, og en lille ramme vakler et øjeblik, inden den lægger sig med et smæld. Vi stivner. Men jeg siger ikke noget. Jeg snakker hverken med den eller med mig selv, så vidt er det ikke kommet, og jeg læner mig frem for at se. Der er ikke sket noget. Billedet er der endnu, det står glat bag glasset, spændt ud som en sommerfugl mellem nåle, som det altid har gjort, og jeg smiler til det, da jeg stiller det på plads mellem stearinlysene.

gutkind.dk gutkindforlag gutkind_forlag

Hvis man ikke vidste bedre © Lotte Kirkeby og Gutkind Forlag A/S, København 2022 Omslag: © Alette Bertelsen LÆSEPRØVE

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

gutkind.dk gutkindforlag gutkind_forlag

Det er dem, der plejer at være problemet. Om aftenen, når jeg tænder dem, trækker de katten til sig, som var den et insekt, og når den kommer for tæt på, kan jeg høre lyden af pels, der knitrer og går i brand. Den lærer det aldrig, og lugten bliver hængende, til jeg puster ud og går i seng. Jeg tror ikke, at den kan mærke noget, og der er aldrig noget at se. Dens pels er tyk, og en kat, der har det godt, fælder ikke. Det lærte jeg, da jeg var lille, og jeg prøver at forestille mig, hvordan det føles, at gå mod ild, og jeg ved ikke, om det gør ondt. Jeg ved ikke, om det er en smerte eller blot en fornemmelse, forventelig, men fremmed, som når man spytter på to fingre og klemmer sammen om en flamme, og den slukkes uden at efterlade spor. Nu er der stille. Det eneste, jeg kan høre, er gulvbrædder, der giver sig under mennesker, jeg ikke kender, der fører dæmpede samtaler, jeg aldrig bliver en del af, og jeg har ikke vænnet mig til det, at bo i lejlighed igen, men katten, der aldrig har prøvet andet, spinder i mit skød. Den har lagt sig på avisen, som jeg er begyndt at holde, og jeg ved, hvem de er, de fleste af dem, der optræder i den. De har ikke flyttet sig, og jeg kan sagtens huske dem. Min hukommelse fejler ikke noget, og hvis deres heller ikke gør, kan de også huske mig. Avisen er hurtigt læst. Der er ikke meget, der har forandret sig, mens jeg har været væk, og den har altid det vigtigste med. Den fortæller om de ting, der sker i byen, om dem, der skal giftes, og om dem, der er døde,

men også om de mennesker, der gør sig bemærket, på godt eller på ondt, om dem, der har drevet det vidt, og når de har det, betyder det ikke noget, om de er rejst, eller om de er blevet. Jeg kan godt lide at følge med, og jeg læser den altid, fra ende til anden. Når jeg er færdig, krøller jeg den sammen til en kugle, som jeg smider over i papirkurven, og om natten drømmer jeg, at den retter sig ud. Siderne knitrer som kattens pels, og avisen skifter form som en blomst, der åbner sig, som er der nogen, der rører ved den, der kalder og lokker, og alle dem, som jeg kendte engang, lister sig ud og ind i min søvn.

Det er advokatens kone, der er død. Det er hende, klokkerne ringer for, og hun skal afsted på sin sidste rejse, som bedemanden altid kalder det i sine annoncer. Det læste jeg for et par dage siden. Der stod fru advokat og så hendes navn med store bogstaver. Hun blev næsten hundrede. Det er der ikke mange, der gør, og der er heller ikke mange, der har så lang en liste med navne stående under den dag, de blev født, og den dag, de døde, og jeg forstår ikke, at man kan presse et helt liv ind mellem to tal. Det var et godt liv, hun havde haft. Det stod der, sort på hvidt i nekrologen, hvor de skrev om børn og børnebørn og oldebørn, og svigerbørn i alle generationer, og det summer op, som renters rente, men der er flere af dem, jeg ikke ved, hvem er. Jeg kan ikke skelne dem, jeg kender, fra dem, jeg ikke kender, de ligner alle sammen hinanden i deres sorte tøj, og de samler sig tidligt i en flok uden for kirken, længe før klokken falder i slag, og venter på dem, der mangler. Og der mangler altid nogle. Der er altid nogle, der kommer i sidste øjeblik, som om de alligevel ikke vil og skal trækkes, som bliver de lokket af klokkerne som 11

katten af lyset, og dem er der mange af, flere, end man skulle tro, og jeg tænker, at jeg ville være en af dem. Bilen med kisten er altid den første, der kommer. Det slår aldrig fejl, og bedemanden og hans chauffør står ud. De har sjældent frakke på, heller ikke om vinteren, men jakkesæt, der er ens, bortset fra farven. Det ene er gråt, det andet brunt, og de sidder dårligt. Det bliver tydeligt i dag, hvor folk er bedre klædt end de fleste. Deres gode smag er gået i arv, den er dyrket gennem generationer, som deres selvtillid, der skinner igennem på lang afstand, og det er ikke kun farven, der afslører, hvem der er på arbejde, og hvem der er gæst. Der er mange, der er kommet for at sige et sidste farvel, og det vidste jeg godt, at der ville være. I går var der kun en, og jeg brød mig ikke om det, selv om jeg ikke vidste, hvem det var, der var død. Jeg havde læst, at det var en ung mand, og det ville jeg aldrig have gættet. Jeg troede, at der kom flere, når man døde ung, at man kendte mange, eller at man ikke havde nået at støde folk fra sig endnu, men det er aldrig til at vide, hvem der samler, og hvem der skiller, og der var kun de tre, bedemanden og hans chauffør og så en kvinde, der gik langsomt efter dem hen til bilen. Hun lagde en blomst oven på kisten, da de havde sat den ind, måske en rose, det var svært at se, men den var rød, og hun bøjede sig ind over den, som om det eneste, hun havde lyst til, var at lægge sig ind ved siden af ham og køre med. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Hun rettede sig bare op og blev stående, mens bilen kørte væk. Jeg ved

ikke, om hun også blev utålmodig, da den standsede, det sædvanlige minut eller to, inden den kører ud på vejen, og jeg ved heller ikke, hvorfor den gør det. Måske for at strække øjeblikket og give tid, så man kan ruste sig til adskillelsen og den endelige afsked, men måske holdt hun også bare vejret og åndede lettet op, da de kørte, så hun kunne forsvinde igen. Sådan bliver det ikke i dag. Advokatens kone skal i jorden, og alle de blomster, der kom i morges, vil blive lagt over hende som et tæppe sammen med de jagtgrønne kranse, der måske ville have mindet hende om hendes mand. Det er i hvert fald ham, som jeg kommer til at tænke på, og hans geværer bag lås og slå, da jeg ser dem, men han er for længst død, og jeg er spændt på at se, hvad der står skrevet med guld på de bånd, der er bundet fast. Det finder jeg ud af i aften, eller i morgen, når jeg går på kirkegården, og der er mange. De kom også i morges, i blomsterhandlerens bil, og følget, eller de sørgende, som man nok skal kalde dem, havde også blomster med. Sådan gør man, når man selv er med i kirken, så er der ingen grund til at få bragt, og jeg prøver at gætte, hvem der hører sammen i de store grupper, der opløser sig på vej ind. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke se et mønster. Jeg kan ikke gennemskue, hvem der kommer først, og hvem der kommer sidst, og i begyndelsen troede jeg, at man kom tidligt, hvis man var tæt på den døde, at de nærmeste kom først. Sådan ser det ikke ud til at være, og jeg ved ikke hvorfor. Måske har nogle af dem, der kommer først, noget at sone, eller noget, som de

ikke fik sagt, måske vil de sige et særligt farvel, mens de er alene, så de afklarede kan komme til sidst. Men jeg tror ikke, at det gælder i dag, for advokatens datter, der hedder Ingrid, kommer sent, som en af de sidste, og hende kan jeg altid kende. Jeg kan kende hende på hænderne, der aldrig er i ro, og på højden, og jeg kan ikke forestille mig, at hun er begyndt at falde sammen, eller at jeg ville kunne snige mig ind på hende og overraske hende. Mine skridt, sagde hun, lignede ingen andres, de ville altid afsløre mig, også selv om hun måske ikke ville kunne kende mig igen. Men jeg kan kende hende. Jeg kan se hendes silhuet, selv med lukkede øjne, og jeg ved, at hun stadig er smuk på den måde, der får andre kvinder, og måske også mænd, til at tro, at hun ikke behøver være andet, at det er alt nok, men de tager fejl. Vi tog alle sammen fejl, og jeg ved, at jeg har savnet hende. Hun var min ven, og vi var de bedste, sagde hun altid, når nogen spurgte, og nu forstår jeg ikke, hvorfor jeg aldrig svarede. Jeg skulle have sagt ja, eller i det mindste nikket og bekræftet, men jeg blev aldrig overbevist om, at hun havde ret, selv om hun var den eneste, jeg havde. Ingrid forsvinder ind i kirken med sit slæb af mennesker, som er de syet på hende med usynlige sting, og jeg ved, at de må være der alle sammen, selv om jeg ikke fik øje på tvillingerne, som jeg har set vokse op og næsten forløst, eller hendes mand, som hedder Niels, som jeg kendte før alle andre, og så lukker bedemanden døren.

Flaget har stået på halv siden i morges. Det hænger slapt ned, og det er sjældent. Vinden kommer næsten altid fra vest, og uanset hvor lidt eller meget den har fat, blæser det op, når flaget går på hel, og det folder sig ud, som peger det på mig for at gøre opmærksom på sig selv. Men det er slet ikke nødvendigt. Jeg er her, og der er ingen grund til at strenge sig an. Jeg har siddet i stolen siden i morges, og jeg skal nok komme. Men ikke før de andre er gået. Ikke før kisten er firet ned i jorden på det store gravsted, hvor der er plads til dem alle sammen, og det er ikke svært at finde. Jeg ved godt, hvor det er, bag det høje hegn af smedejern, og når de er væk, vil jeg læse, hvad der står på de hvide bånd, der vil ligge som guirlander på graven, hvor jorden er kastet som en lille høj. Den skal nok sætte sig, som den gjorde, når vi plantede buske og træer i haven, eller når vi begravede de fugle, der fløj ind mod vinduerne, der gik fra gulv til loft, og jeg vil blive stående, som de andre gør om lidt, men jeg vil være alene, sammen med alle de døde, der troede, at de var uundværlige. Men det er der ingen, der er, og det vil jeg hviske til fuglene. De sidder altid i træerne, som venter de på bryllup og ris, der bliver kastet efter nygifte, så de bliver frugtbare og får mange børn, måske fire som Ingrid, men de ved ikke, at de små korn vil svulme op i deres maver, når de drikker vand, og måske næsten eksplodere, og de ved heller ikke, at den enes lykke godt kan være den andens død. Klokkerne tager til i styrke. De overdøver snorens

smæk mod flagstangen, der om natten snyder mig, så jeg tror, at jeg hører skridt i grus, men jeg er fanget af asfalt og fliser, og det er blæst op. Det er ikke bare noget, jeg bilder mig ind, og de kommer gående ud med kisten. Ingrid bærer ikke, det er stadig mest for mænd, og måske er det Niels, der altid fik mig til at smile, som jeg kan se, forrest til højre. Så rejser katten sig. Den er væk, før sidste slag dør ud, før følget forsvinder bag kirken, og jeg bliver siddende og betragter deres rygge og katten, som har lagt sig i strikkekurven oven på den grønne trøje. Den blev færdig i går, der skal bare hæftes ender, men jeg er bedre til begyndelser end slutninger, det har jeg altid været, og det vil tage tid. Men det er lige meget, tænker jeg ved mig selv, snart er det sommer, så er den alligevel for varm, og jeg tænker også på advokatens kone, som har fået fred. Det har de andre også. De har fået fred til at huske hende, som de vil, og de kan fremkalde deres minder og fiksere dem i de minutter, hvor bilen standser og holder stille, inden den kører videre, eller hvor jorden kastes. De kan sortere dem, gemme de gode og lade de dårlige fare, og måske helt forsvinde, de kan selv bestemme, hvornår de vil finde dem frem, og måske er døden det bedste, hvis man gerne vil blive sammen, den smukkeste måde at skilles på.

De er væk, forsvundet om hjørnet ved stengærdet, og der er ingen grund til at blive siddende. De kommer ikke igen. De vil gå ud af kirkegården ved banen, det er nemmest, når man skal på hotellet til kaffe, og alle var velkomne, stod der i avisen. Men jeg tror ikke, at det gælder mig, og det forstår jeg godt. Det gør ikke noget. Jeg har andre planer, og jeg rejser mig og tager min taske, som jeg altid har med. Da jeg åbner døren, kan jeg høre, at den lille pige, der bor ovenpå, er på vej ned ad trappen sammen med sin far. Jeg har glemt at passe på. Jeg plejer at lytte, at være opmærksom på lyde, og jeg plejer at blive siddende i min stol ved vinduet, mens jeg kigger på mit ur og venter på, at deres skridt på trappen fortoner sig, og de forsvinder. Sekundviseren, der bevæger sig i små ryk, skal fem gange rundt, så er jeg sikker, og jeg har kigget på den så mange gange, når jeg tog en puls og lagde en finger mod et håndled, selv om det er nemmere at mærke, når man lægger sine læber mod en hals, men i dag har de fanget mig på det forkerte ben, og da jeg først har åbnet, er det for sent. 17

Hun kommer ned mod mig, og jeg kan se, at hun kigger på sine fødder, mens hun går. Ellers ville hun sikkert falde, og da hun er ud for min dør, standser hun. Det er sjældent, at jeg har lyst til at møde nogen, og slet ikke børn. Jeg er ikke længere god til dem, eller også gider jeg bare ikke, og når jeg hører hendes stemme på trappen, og det sker hver gang, hun er på vej ned, for hun snakker altid, sørger jeg for at være stille og vente. Jeg har øvet mig i begge dele, og jeg plejer at være god. Men i dag snød hun mig. Måske snakkede hun slet ikke. Måske var hun stille, for hun er syg. Det fortæller hun, da hun står foran mig, og det var måske derfor, at jeg ikke hørte hende. Jeg kan altid se dem, når de går, og jeg tror ikke, at de kan se mig. Min stol er lav, og læderet er stribet bag min ryg, som har nogen skrevet en besked med en pensel af det fineste hår, og mine persienner står, så jeg kan kigge ud. Det er sværere at kigge ind. Lamellerne deler verden i overskuelige dele, og de mennesker, jeg kan se under mig, bliver skåret over. Jeg forestiller mig, at jeg kan sætte dem sammen, præcis som jeg vil, at jeg kan bytte rundt og blande dem, så de bliver bedre mennesker, eller i det mindste andre, som vi gjorde, min datter og jeg, med de tegninger, vi plejede at lave, når vi kedede os og ikke vidste, hvad vi ellers skulle tage os til. Vi hentede et stykke papir og foldede det to gange, og så skiftedes vi til at tegne med de tusser, der altid stod

i et krus på reolen i køkkenet oven på den stak papir, som jeg også brugte til huskesedler. Det var altid hende, der begyndte, og det måtte hun gerne. Det var hende, der bestemte, og hun tegnede altid ansigtet først. Hun sad for den ene bordende, og jeg for den anden, så vi ikke kunne se, hvad der blev tegnet. Det skulle være hemmeligt, det var vi enige om, og hun brugte lang tid, en skitse med sort, som hun fyldte ud med farver, og jeg skyndede aldrig på hende. Jeg sad bare og kiggede på hendes læber, som hun spidsede, som skulle hun fløjte, men det kunne hun ikke, selv om hun øvede sig. Det kom først senere, da hun for længst var holdt op med at tegne, eller i hvert fald sammen med mig, men hun blev ved med at trutte med munden, når hun skulle koncentrere sig, og når hun glemte, at hun ikke var alene. Når hun var færdig, gik hun ned til mig og gav mig papiret. Jeg vidste aldrig, hvad hun havde fundet på, og det var sjældent, at det faldt i hak og kom til at passe sammen. Hun tegnede hoveder på fine damer med langt hår og hatte, som fik mine tykke maver i jakkesæt som krop og hendes pigeben med kondisko og plaster, og når jeg spurgte, hvad hun havde tegnet, sagde hun, at jeg skulle lade være. Man måtte ikke fiske, og hun sagde også, at hun godt kunne holde på en hemmelighed. Og det er rigtigt. Hun lærte tidligt at holde masken, men jeg kom til at smile, når hun spurgte, og så gættede hun, hvad jeg havde tegnet. Jeg kunne ikke lyve, og senere, da hun blev større, fortalte jeg, at en løgn også

kunne være en sandhed, der blev holdt skjult, jeg prøvede at forklare, at det var to sider af samme sag, men jeg ved ikke, om hun forstod det, eller om der findes sandhed, og hun var for lille, som den pige, der kommer gående ned ad trappen. Hun har gummistøvler på, selv om solen skinner. De er røde, og de vender forkert. Hun har taget den højre støvle på venstre fod, og den venstre på højre, og jeg har aldrig forstået, at man kan gå på den måde, at man ikke opdager, at der er noget galt. Hun kigger op på mig med et blik, som jeg kan kende, og jeg tror, at jeg smiler til hende, inden hun spørger. »Er du mor til nogen?« Hun virker sikker på, at jeg vil svare, og hun bliver stående på måtten, mens hun venter. Der står velkommen med store bogstaver, men hun kan ikke læse, og jeg kan høre døren smække bag hendes far. Han taber sine nøgler og bander, så det giver genlyd, inden han drejer låsen to gange og tager i døren, og så begynder han at gå ned mod os. Han plejer at være rolig, det kan jeg høre på hans skridt, når jeg sidder i min stue, og jeg tror, at han er en af dem, der altid er i god tid. Men ikke i dag. Han tager trappen i spring, to trin ad gangen, som er han bange for, at hun er væk. Han kan ikke se hende, og han kan heller ikke høre hende. Hun er stille som en mus, mens hun venter på, at jeg skal svare, og hun ser på mig. Jeg ser også på hende, og jeg kan stadig ikke gætte, hvor gammel hun er. Det er første gang, jeg ser

hende så tæt på, og jeg troede, at hun var ældre, for hun taler rent, men hendes stemme er så lys, at jeg glemmer at være på vagt. »Ja,« siger jeg. Jeg venter lidt, som skal jeg tænke mig om. Så nikker jeg. »Ja. Det er jeg.« »Til en dreng eller til en pige?« Jeg kan se hendes natkjole, der stikker ud under jakken, og hendes strømpebukser. De er hvide. Der er en brun plet på knæet, og jeg ved ikke, om det er blod, der er størknet, om hun er faldet og har slået sig, uden at hendes far har opdaget det eller trøstet hende, eller om det er chokolade, der er spildt. Jeg har ikke hørt hende græde, men det er heller ikke alle børn, der gør det. »Til en pige,« siger jeg. »Jeg er mor til en pige.« »Bor hun her?« »Nej,« siger jeg. »Det var en skam,« siger hun. Hun lyder som en voksen. »Ellers kunne vi lege. Men hun er nok for stor.« Hun kigger op på mig, på mit ansigt og rynkerne og på huden under hagen, der er blevet løs, som har vævet opgivet at holde sammen på det hele. Det er den slags, man kan se, når man står i hendes vinkel, men jeg tror ikke, at hun lægger mærke til det, og slet ikke, at hun ved, hvad det betyder. »Og jeg er faktisk også syg,« siger hun. Nu lyder hun som et barn igen, og det er bedre. »Men vi har ikke flere bananer.« Det var det, vi kaldte det. Bananfødder. Når man tog skoene eller støvlerne omvendt på, og jeg siger

ikke noget, selv om jeg gerne vil, selv om jeg gerne vil tage hendes hånd og pege på hendes fødder og fortælle hende, at min datter gjorde det samme. Jeg vil gerne sætte hende på det sidste trappetrin inden min repos og hjælpe hende støvlerne af, så det hele falder på plads. Det er en bevægelse, som jeg kender og savner, men jeg kan ikke gøre det, og jeg kan ikke se andet end den pige, som jeg er mor til. Det er mange år siden, at jeg har fortalt nogen om hende, og nu kan jeg ikke huske andet end hende, at hun grinede, når hun satte sig på gulvet eller jorden, hvis vi allerede var kommet ud, når jeg opdagede, at hun havde byttet rundt på højre og venstre, og at jeg sled, som var det sværere, end det var. Jeg tror, eller måske håber jeg bare, at hun gjorde sine fødder stive med vilje, at hun stemte imod, så det kunne blive ved, og det var aldrig hende, der opdagede, at der var noget galt. Det var altid mig. Hun gik bare videre med fodtøj, der pegede i hver sin retning, som kunne hun ikke bestemme sig for, hvor hun skulle hen. Nu er pigens far kommet ned til os. Jeg ved ikke, hvor længe han har stået her, om han har hørt, hvad vi snakkede om, eller om han har nok i sit eget. Måske mest det sidste, for han siger ikke noget. Han smiler bare og trækker sin datter i hestehalen, der ligner noget, hun har sovet med. Den er ikke stram og fin, som den plejer at være, den er løs og pjusket som en fugl, der er blevet splittet til en bunke fjer af en kat, og hun river sig fri. »Er du lærer?«

Hun peger ned mod tasken, som jeg har stillet for mine fødder. Det er en gammeldags mappe i læder med to lommer foran og spænder, der bliver klikket fast, og måske ligner den noget fra et spil, hvor man skal matche ting og mennesker, så verden falder på plads og giver mening. »Nej,« siger jeg. »Jeg er læge.« »Jeg kan ikke lide læger.« Hvis hun havde været ældre, ville hun måske have skyndt sig at tilføje, at det ikke var noget personligt, og endda sige, at det ikke var sådan ment, men det er hun heldigvis for lille til. »Kom,« siger hendes far. Jeg tror, at han er forlegen, eller bare utålmodig. Jeg kender ham ikke, og hvis han har lyst til at undskylde på hendes vegne, skjuler han det godt. »Du må ikke blive kold,« siger han. »Og vi skal videre. Det skal damen sikkert også.« Han kigger på min frakke, som er for varm til årstiden, og på min taske, som ikke passer til, og så fortsætter de ned ad trappen. De siger ikke farvel, og jeg ville ønske, at jeg havde sagt på gensyn, men jeg bliver bare stående. Jeg går ikke ind i lejligheden igen, før jeg hører døren til opgangen smække bag dem, og jeg vil vente derinde, til de kommer tilbage. Jeg vil ikke møde dem igen, hverken nu eller senere, for jeg vil ikke have, at hun skal spørge mere, og det tror jeg heller ikke, at hun vil. Jeg beholder frakken på og sætter mig i stolen. Den er så dyb, at man næsten kan forsvinde i den, og det er

derfor, at man ikke kan se mig fra gaden, eller måske kan man, hvis man ved, hvad man skal lede efter. Vi købte to af dem, da vi flyttede, og jeg fik den ene med. Det var kernelæder, sagde han, da de blev båret ind, og det kunne holde evigt. Det blev bare kønnere i brug, og han havde ret, selv om det er blevet slidt og har givet efter som huden under min hage. Men jeg vil ikke skifte det. Jeg kan lide fornemmelsen af det faste, der gynger, men aldrig slipper, og når jeg sætter mig, griber det mig, lige inden jeg rammer gulvet. Det kommer stadig bag på mig, at det ikke sker, og jeg lader hånden glide hen over bordet, der står ved siden af. Det er behandlet med sæbe, som gør overfladen glat og fedtet som kattens pels, og det er blødt, selv om det er træ. Det er altid der, jeg sætter mine blomster, og i går købte jeg dem, som vi bedst kunne lide, ham og mig, og jeg satte dem i vand i samme vase. Det er sjældent, at jeg kan gøre det. De blomstrer ikke samtidig, ikke af sig selv, jeg fik dem i hvert fald aldrig til det, og jeg tror, at de bliver drevet frem i et drivhus med lys døgnet rundt. Det kræver mere tid, end jeg havde, og mere tålmodighed, og nu, hvor jeg har nok af begge dele, har jeg ingen have. Jeg kom til at savne den, da jeg satte tulipanerne i vand. De gav sig, som ville de fortælle mig noget, som var de levende og gjorde modstand, men de står knejsende sammen med kornblomsterne, som er føjelige og skarpe mod det hvide. Hvis det går, som det skal, vil de falde først, deres pjuskede

hoveder er for store til de tynde stængler, der vakler, som er de vokset for hurtigt, men tulipanerne holder dem i skak, og når de endelig lægger sig, sker det langsomt. De bøjer hovedet som en svane og gør holdt et øjeblik, som et spørgsmålstegn, inden de fortsætter bevægelsen, til de når bordet. Måske følger kornblomsterne med. Men der er altid nogle, der prøver at stikke af, og jeg bøjer mig frem og fletter en af dem, der er kommet på afveje, ind i buketten, og da jeg retter mig op, kan jeg se pigen. Hun kigger ikke længere på sine fødder, men på sin banan, og jeg tror, at hun har glemt alt om mig. Hun prøver at åbne den, mens hun går, men hun kan ikke. Hun er lille, og det er for meget at forlange. Der findes voksne, som aldrig lærer det, at gøre to ting på en gang, at spise og gå på samme tid, eller at elske og hade, og hvorfor skulle hun så kunne. Han hjælper hende ikke, og da hun standser, går han videre. Han har ikke opdaget, at hun har tabt terræn. Hun kigger ned på sin banan som en, der vil vinde over den, og jeg prøver at forestille mig den lyd, det giver, da hun får knækket stilken og begynder at pille skrællen af i lange baner. Hun stopper halvvejs. Det ved hun godt, at hun skal, hvis hun skal have et håndtag, så hendes fingre ikke bliver fedtede, og da hun er færdig, begynder hun at gå igen. Hun åbner munden for at tage en bid, men det er stadig svært, og da de kommer tættere på, kan jeg se, at hun skeler. Det er, som skal hun bruge alle sine kræfter og fokusere for at komme i mål, og jeg tror

ikke, det er noget, hun ellers gør. Jeg ved det ikke. Så godt kiggede jeg ikke på hende, men det var sådan, det var med Katrine, med min datter, som den lille pige har givet mig igen, og det var ham, hendes far og min mand, der sagde det, den allerførste sommer. Men jeg vidste bedre. Det var bare hendes næse, sagde jeg til ham, der var så bred, at hun ikke kunne se ud over den. Sådan er det tit med de små, og det betyder ikke, at der er noget galt, tilføjede jeg, da han blev bekymret, som var hun defekt, og det blev han tit. Det plejede at rette sig, men ikke hos hende. Det blev ved, når hun var træt eller genert, og han syntes, at vi skulle gøre noget. En klap for øjet hjalp de fleste, som han sagde, det var bare et spørgsmål om at kompensere, at træne de sløve muskler, men det behøver pigen ikke. Hun skeler slet ikke. Jeg tog fejl, og jeg tror, at bananen har gjort hende godt, at hun har fået det bedre. Hun snakker igen, som hun plejer, selv om hun har munden fuld, og hun egentlig ikke burde, men han hører ikke efter. Det er tydeligt at se, og jeg får lyst til at banke på ruden og sige til ham, at han skal. De har også købt andre ting, men jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke se gennem den pose, som han har i hånden, måske er der is, og det er godt, hvis hun har ondt i halsen eller feber, og jeg skulle have spurgt og sagt til ham, at det ville hjælpe. Det gjorde jeg ikke. Jeg spurgte ikke, hvor hun havde ondt, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Jeg har tænkt mig at blive siddende, til jeg er sikker på, at de er kommet ind i deres lejlighed igen, og jeg ser

hende for mig, mens hun tager jakken af og smider den på gulvet, eller også hænger hun den på en knage, som han har sørget for, at hun kan nå, og jeg tror, at hun selv tager sine støvler af. Det kan være svært, når de sidder forkert, men jeg tænker, at hun sagtens kan. Jeg kan høre, at hun løber hen over gulvet, og så bliver der stille. Deres lejlighed er stor, præcis som min, og der er mange værelser. Men det var ikke det, der gjorde udslaget. Det var træerne og kirken og altanen med den dobbelte dør, som jeg kan slå op og gå ud igennem, som til en have, og hvis jeg stiller mig på tæer, kan jeg nå de grønne blade, der har samme form som hjerter. De er blanke på den ene side og bløde på den anden, og hver aften plukker jeg en håndfuld, som jeg lægger på mit bord ved siden af blomsterne i den lille skål, som Katrine lavede af lange slanger af ler. Hun rullede og stablede, og til sidst blev de brændt med glasur, og når jeg går forbi, tager jeg et af dem og lader det falde ud ad vinduet. Jeg bliver stående og følger bladet, til det lander på jorden under mig, og jeg kigger ned på den alle af træer, der fører op til kirken. Der er mange, måske flere hundrede, og i vinter, da jeg flyttede ind, søgte deres nøgne grene hinanden som et virvar over hovedet på dem, der gik forbi. Men nu er der grønt. Kronerne danner en blomstrende tunnel, som skærmer de levende fra de døde, og når jeg åbner døren til altanen, blander duften fra de hvide blomster med et skær af gult sig med min, og jeg lader vinduet stå på klem og bliver liggende på sofaen i stedet for at gå i seng.

Det minder mig om noget, og jeg lukker øjnene. Jeg kan høre, at de snakker, eller også er det fjernsynet, jeg kan ikke skelne stemmerne, og da jeg hører hende hoppe, tænker jeg, at hun måske ikke længere er skidt, og det er godt at vide, at det bedste og det værste næsten altid ligger lige ved siden af hinanden.

SPØRGSMÅL Det kan du tale med din læsekreds om:

• Hvor befinder hovedpersonen sig i livet, da vi møder hende? Hvad er det for et liv, hun kigger tilbage på?

• Hvordan vil du karakterisere hovedpersonens forhold

til hendes datter Katrine? Hvordan vil du karakterisere hendes forhold til sin mand?

• Hvorfor har hovedpersonen så svært ved at finde sig

til rette i de traditionelle roller som kvinde, hustru og mor?

• Hvorfor er hun kommet tilbage til byen? Hvorfor er det vigtigt for hende at se sit gamle hus igen?

• Vi hører ikke noget om, hvad der sker i hovedpersonens liv, fra hun forlader sin familie, til romanen begynder. Hvorfor tror du, hun vælger ikke at fortælle om, hvad der er sket i de mellemliggende år?

• Hvordan bliver provinsen portrætteret i romanen? Hvilket forhold har hovedpersonen til den?

SPØRGSMÅL Det kan du tale med din læsekreds om:

• Hvor befinder hovedpersonen sig i livet, da vi møder hende? Hvad er det for et liv, hun kigger tilbage på?

• Hvordan vil du karakterisere hovedpersonens forhold

til hendes datter Katrine? Hvordan vil du karakterisere hendes forhold til sin mand?

• Hvorfor har hovedpersonen så svært ved at finde sig

til rette i de traditionelle roller som kvinde, hustru og mor?

• Hvorfor er hun kommet tilbage til byen? Hvorfor er det vigtigt for hende at se sit gamle hus igen?

• Hvordan bliver provinsen portrætteret i romanen? Hvilket forhold har hovedpersonen til den?

”Jeg er vokset op i provinsen, som til stadighed fylder mig med lige dele kærlighed og klaustrofobi.” LOTTE KIRKEBY FORTÆLLER OM TILBLIVELSEN AF ROMANEN HVIS MAN IKKE VIDSTE BEDRE.

Hvad har inspireret dig til at skrive Hvis man ikke vidste bedre? Det er i virkeligheden tit gamle o g glemte tekster der ligger til grund for mine bøger. Måske også den ne gang. Da jeg var debuteret med novellerne i Jubilæum, var jeg til masterclass med Adda Djørup, hvor jeg arbejdede på en temmelig elendig novelle om en ældre kvinde, der sad i et vindue og ventede på postbuddet og de breve, som hun havde sendt til sig selv for at kvæle sin ensom hed. Den blev aldrig hverken god eller færdig, men kvinden i vin duet blev siddende i mig og er nu flyttet ind i Hvis man ikke vidste bedre og blevet hovedpersonen. Jeg er vokset op i provinsen, som til stadighed fylder mig med lige dele kærlighed og klaus trofobi. Derfor ville jeg gerne bruge den som kulisse til min roman. Mine forældre flyttede til Kjellerup i slutningen af tresserne til et på mange måder skræm mende skræddersyet liv med nye sygehuse, skoler, villaer og stisystemer, hvor man næsten ikke kunne tillade sig andet end at være lykkelig. Min mor var midt i tyverne, og det var, tænker jeg tit, når jeg kigger på billeder fra den tid, et meget voksent liv, hun 29

levede, sammenlignet med mig i samme alder. Provinsen dengang var, tror jeg, ekstremt hierarkisk, og er det måske stadig, der var de gamle borgerlige familier og de nytilkomne med deres høje uddannelser og den til enhver tid tilstedeværende middel- og arbejderklasse – og temmelig stærke forestillinger om det gode liv, måske ikke mindst om kvin ders liv. Det var noget af det, som jeg gerne ville dykke ned i. Hvem er din hovedkarakter? Min hovedkarakter er en navn løs jeg-fortæller, der er oppe i årene. Hun er læge og netop vendt tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været væk i mange år, og i romanen følg er vi hende en enkelt dag, hvor hun besøger nogle af de steder i byen, der betød meget for hende – den tomt, hvor hendes hus lå, den skov, hvor hun gik tur med sin datter, den havn, hvor de tog hen på tur. De minder, stederne aktiverer, vokser i hende og flet ter sig sammen til en fortælling om hendes liv, om en barndom i provinsen i en arbejderklasse familie, en ungdom på medicin studiet i hovedstaden, et bedste borgerligt liv som læge, hvorefter

”Jeg er vokset op i provinsen, som til stadighed fylder mig med lige dele kærlighed og klaustrofobi.” LOTTE KIRKEBY FORTÆLLER OM TILBLIVELSEN AF ROMANEN HVIS MAN IKKE VIDSTE BEDRE.

et hul på mange år følger, hvor vi ikke helt ved, hvad hun har lavet, inden hun vender tilbage til provinsbyen. Hvordan er romanen blevet til? Da jeg arbejder meget ved siden af at skrive, bliver mine bøger til sådan lidt ud over det hele. Slag på tasken består 25% af mit arbejdsliv af at være forfatter, 75% af at anmelde, oversætte og undervise. Et par uger om året tager jeg helt væk og giver det igangværende manus en over haling, men ellers foregår det typisk i hullerne mellem alt det andet. Min ældste søn er lige flyttet hjemmefra, så jeg har fået mit eget kontor, men da han boede hjemme, og alle rum var fyldt op, sad jeg på det mest opryddelige af børneværelserne og skrev, kombineret med ud flugter til Det Kongelige Biblioteks nye læsesal og min kolonihave i Ballerup. U nder corona, hvor hele familien var hjemsendt, lånte jeg et arkivrum et halvt års tid hos tegneserieforlaget Cobolt, hvor jeg skrev og redigerede Hvis man ikke vidste bedre færdig, sekun deret af papfigurer af Tintin og Haddock.

Hvad betyder det for dig at skrive? Jeg kan ikke sige, at jeg ikke kan leve uden at skrive, for jeg skrev ikke en skønlitterær linje, før jeg blev 44. Men litteraturen betyder uendeligt meget for mig. Den er et erkendelsesrum, en æstetisk faktor samt et identifikations punkt i mit liv, det gælder både læsning og skrivning, som for mig er så beslægtet, at det nogle gange synes at blive et og det samme. Og efter at have beskæf tiget mig med litteratur, siden jeg begyndte at sætte bøger op på Skive Bibliotek som 13-årig, synes jeg, at det er vanvittigt sjovt og frygtindgydende og sindssygt udfordrende at skrive selv. Det er en måde at se verden på, at tænke på, at få lov til at gruble ubeskriveligt længe over noget, som ligger en på sinde, at fore stille sig den anden, som man så kan sende ind i en opfunden verden for at undersøge, hvad der er på spil. Det er faktisk ret fantas tisk at få lov til.

Anmeldelser Pressen skrev om De nærmeste:

“En smukt skrevet og godt tænkt roman … Dramaet ligger mellem linjerne”

"Helt ekstremt bevægende”

- Politiken

"En tankevækkende familieroman, som også kredser om det at miste ... Lotte Kirkeby er fænomenal til at antyde og afdække ganske langsomt”

"Lotte Kirkeby skriver koncentreret og smukt … Der står mere mellem linjerne end på dem, og læseren skal selv forbinde de flagrende, løse ender" - Ekstra Bladet

- Femina

- Litteratursiden “Sensitiv og livsklog, psykolo gisk dybdeborende” - Information

Anmeldelser Pressen skrev om De nærmeste:

“En smukt skrevet og godt tænkt roman … Dramaet ligger mellem linjerne”

"Helt ekstremt bevægende”

- Politiken

"En tankevækkende familieroman, som også kredser om det at miste ... Lotte Kirkeby er fænomenal til at antyde og afdække ganske langsomt”

"Lotte Kirkeby skriver koncentreret og smukt … Der står mere mellem linjerne end på dem, og læseren skal selv forbinde de flagrende, løse ender" - Ekstra Bladet

- Femina

- Litteratursiden “Sensitiv og livsklog, psykolo gisk dybdeborende” - Information

EN Smuk og stærk roman om en kvinde, hendes relationer og fortidens svære valg En kvinde vender tilbage til den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været længe væk, hun er blevet ældre, og måske også klogere, og i gensynet konfronteres hun med sine valg og med det fællesskab, hun aldrig rigtig blev en del af. Hun husker sin kamp for at finde plads i rollen som mor og som kone, for at leve op til kønnets og tidens konventioner. Hvis man ikke vidste bedre fortsætter den undersøgelse af de tætte og svære relationer, som Lotte Kirkeby indledte med sine to første bøger. Romanen tegner et portræt af en kvinde, der nærer en dyb og til tider besværet kærlighed til sin familie og til den by i provinsen, som er blevet hendes hukommelse, og som ikke vil slippe sit tag i hende.