TORE RENBERG
LUNGEFLYDEPRØVEN
TORE RENBERG
LUNGEFLYDE PRØVEN
FORSVAR FOR EN UNG KVINDE, SOM VAR MISTÆNKT
FOR SPÆDBARNSDRAB
PÅ DANSK VED
CHARLOTTE A.E. GLAHN
ROMAN
Gutkind
Lungeflydeprøven
er oversat fra norsk af Charlotte A.E. Glahn efter Lungeflyteprøven
Copyright © Tore Renberg, 2023
First published by Forlaget Oktober AS, 2023
Published in agreement with Oslo Literary Agency
All rights reserved
Denne udgave: © Tore Renberg og Gutkind Forlag A/S, 2024
1. udgave, 1. oplag
Bogen er sat med Baskerville og trykt hos ScandBook EU
Omslag: Lotta Kühlhorn
ISBN 978-87-434-0878-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Denne oversættelse er udgivet med støtte fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.
Illustrationer:
Forsats: Gerhard Altzenbach, The Eleven Ages of Man, Gerhard Altzenbach (German, active 1609–72), 1609–72, Engraving / Foto: akg images / ntb
Bagsats: Gerhard Altzenbach, The Eleven Ages of Women, Gerhard Altzenbach (German, active 1609–72), 1609–72, Engraving / Foto: akg images / ntb
Side 498–499: Stridberg/Bodenehr: Marked og rådhus i Leipzig, 1690/1700 / Mü.IV/23 / Stadtgeschichtliches Museum Leipzig
Side 500–501: leipzig 2 Svenskernes belejring, 1637 / Mü.I/33 / Stadtgeschichtliches Museum Leipzig
Side 502–503: Elsterkanalen; kort over vandveje og floder til og fra Leipzig, 1748 / Pl.-Nr. 61 / Stadtgeschichtliches Museum Leipzig
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Den nye tid var indtrådt, men vi gjorde modstand.
P.O. Enquist, Lewis rejse, 2001
INDHOLD
FØRSTE BOG
LIGET AF ET BARN
PROLOG … … … 15
DET FØRSTE KAPITEL
Doktor JOHANNES SCHREYER bliver afbrudt på sin fridag, han holder en tale om tingenes tilstand og rekvireres til inspektion af et lig, den 9. og 10. oktober 1681 … … … 21
DET ANDET KAPITEL
Privatpraktiserende advokat phil. et j.u.d. CHRISTIAN THOMASIUS får besøg af en mand i stor nød, Leipzig, mandag den 10. oktober 1681 … … … 46
DET TREDJE KAPITEL
Kokkepigen ELISABETH WEBER ligger på knæ med foldede hænder den 11. oktober 1681, aftenen før hun skal ind til forhør … … … 68
DET FJERDE KAPITEL
CHRISTIAN THOMASIUS har sagt ja til at være Voigt-familiens forsvarer, og han har bedt om et møde med de anklagede, torsdag den 13. oktober 1681 … … … 72
DET FEMTE
KAPITEL
Amtmanden i Pegau, ABRAHAM WALTHER, har den 15. oktober 1681 fået mulighed for at blive sit dårlige omdømme kvit, og på vej ud fra kontoret møder han en, som kan det, hun kan, bedre end nogen anden … … … 94
DET SJETTE KAPITEL
Auerbachs Kælder, november 1681. Det går ikke som ønsket for CHRISTIAN THOMASIUS. Dagen efter opsøger han det medicinske fakultet, heller ikke her går det, som han håber, og først da han møder Johannes Schreyer igen, kan han mærke, at det begynder at lysne … … … 98
DET SYVENDE KAPITEL
ANNA VOIGT skriver et brev til faren fra sit skjul hos calvinisterne i Dessau, december 1681 … … … 110
DET OTTENDE KAPITEL
Vi rejser tilbage til månederne før, pesten ramte, og får øje på to dage i februar 1680. Vi lærer JACOB THOMASIUS at kende, hans kantor og hans elever, og hører, hvordan de oplevede disse dages tidstypiske hændelser … … … 114
DET NIENDE KAPITEL
FOLKEVISEN om Anna Voigt, hørt på et gadehjørne i Leipzig engang i 1680’erne … … … 137
ANDEN BOG
APRIL 1695.
HANS HEINRICH VOIGT.
VÅGEN.
TREDJE BOG
EN RETSPROCES
DET TIENDE KAPITEL
VI må tillade os at være lidt rapsodiske, før vi igen stiller os ansigt til ansigt med de involverede … … … 183
DET ELVTE KAPITEL
FAMILIEN VOIGT, Leipzig, tidligt efterår 1682, afhøring og nogle ord om det hemmelige … … … 186
DET TOLVTE KAPITEL
Vi rejser til Greitschütz og ser, hvordan FAMILIEN VOIGT har det i det svære år 1683; en lammelse, et skænderi, to breve, en julemiddag, et forsigtigt håb … … … 196
DET TRETTENDE KAPITEL
Hvordan det møde egentlig gik for sig, som Voigt-familien ikke fik noget at vide om: et følelsesladet møde mellem CHRISTIAN THOMASIUS og
JOHANNES SCHREYER, efteråret 1683 … … … 206
DET FJORTENDE KAPITEL
Tilgiv mig for at have sat et så væmmeligt mandsvæsen i verden! Det var ordene, hans mor hver aften tog med i aftenbønnen; her er SIMON ARNHOLDT HABERNICHT … … … 217
DET FEMTENDE KAPITEL
Den 25. februar 1684 leverer CHRISTIAN THOMASIUS sit første forsvar for Anna Voigt, det øsregner i Leipzig, men han stråler … … … 221
DET SEKSTENDE KAPITEL
1684 hos FAMILIEN VOIGT: vinter, påske og sommer, maveproblemer, skoletimer, et møde i Leipzig, en nat i juni … … … 234
DET SYTTENDE KAPITEL
FAMILIEN PÅ SPERLINGSBERG … … … 242
DET ATTENDE KAPITEL
CHRISTIAN THOMASIUS får en sagkyndig udtalelse, som går i hans favør, han får en vurdering fra Wittenberg, som spiller både med og imod, og så rammer den frisættende tragedie, den personlige; vi skal lytte til en begravelsestale … … … 263
DET NITTENDE KAPITEL
EVENTYRET om det ondskabsfulde pigebarn, som tyske børn fik det at høre i 1680’erne til skræk og advarsel … … … 281
DET TYVENDE KAPITEL
December 1684, RETTEN i Leipzig afsiger ny dom … … … 283
DET ENOGTYVENDE KAPITEL
KORRIDOREN … … … 287
FJERDE BOG
HANS HEINRICH VOIGT. APRIL-SEPTEMBER 1695.
LEVENDE.
FEMTE BOG
FÆNGSEL, TORTUR, LANDSFORVISNING, HJEMKOMST, DØD
DET TOOGTYVENDE KAPITEL
REJSEN til Leipzig … … … 331
DET TREOGTYVENDE KAPITEL
Nogle TANKER, uryddelige, ryddelige, skræmte, tøvende … … … 336
DET FIREOGTYVENDE KAPITEL
ANNA i rådhuskælderen … … … 339
DET FEMOGTYVENDE KAPITEL
CHRISTOPH HEINTZE er indkaldt til møde på rådhuset, samme dag Anna flyttes til Bøddeltårnet; han får en besked … … … 341
DET SEKSOGTYVENDE KAPITEL
Det er stadig den 17. januar 1685; CHRISTIAN THOMASIUS får besøg af en fortvivlet godsejer, og der er ting, han ikke synes, han kan eller bør sige … … … 351
DET SYVOGTYVENDE KAPITEL
ANNA på Sperlingsberg … … … 359
DET OTTEOGTYVENDE KAPITEL
OM TORTUR … … … 367
DET NIOGTYVENDE KAPITEL
HANS HEINRICH VOIGT banker på døren til Sperlingsberg, sommeren 1685 … … … 373
DET TREDIVTE KAPITEL
I HYRDEHYTTEN … … … 378
DET ENOGTREDIVTE KAPITEL
I ÆGTESKABET, en situation foran vinduet, marts 1686 … … … 382
DET TOOGTREDIVTE KAPITEL
ENGEL MAGDALENA foretager en visit, og CHRISTOPH HEINTZE gør noget for ham meget usædvanligt … … … 389
DET TREOGTREDIVTE KAPITEL
BLOMST … … … 397
DET FIREOGTREDIVTE KAPITEL
Hvad sker der nu, JOHANN BENEDICT CARPZOV? … … … 400
DET FEMOGTREDIVTE KAPITEL
Den stakkels barnemorderske Marien Dorotheen Költzins ARMESYNDERSANG, den 26. oktober 1764, Leipzig, idet hun skulle halshugges og lægges på hjulet. Til sammenligning … … … 405
DET SEKSOGTREDIVTE KAPITEL
EN TIDLIG MORGEN i juni 1687, under jorden … … … 407
DET SYVOGTREDIVTE KAPITEL ”Dette urolige MENNESKE” … … … 415
DET OTTEOGTREDIVTE KAPITEL
Om NATUREN … … … 431
DET NIOGTREDIVTE KAPITEL
ANNA … … … 435
DET FYRRETYVENDE KAPITEL
Nogle dage i ZEITZ, januar 1690 … … … 440
DET ENOGFYRRETYVENDE KAPITEL
SONETTEN … … … 450
SJETTE BOG
LORENZ. FEBRUAR 1696.
DEN SIDSTE DØD.
EPILOG … … … 471
EFTERSKRIFT … … … 473
HISTORISKE PERSONER … … … 477
KORT OG ILLUSTRATIONER … … … 497
LITTERATUR … … … 505
FØRSTE BOG
LIGET AF ET BARN
PROLOG
Hun hed anna voigt, og hun levede for længe siden, men kun ganske kort. Hun var ikke bondedatter, hun var ikke tjenestepige, hun tilhørte ikke hoben af ubetydelige mennesker, der befolkede den tid; hun var godsejerdatter. Hun slap for at slæbe vand fra brønden, hun slap for at slide i køkkenet, hun kunne bede om friske kirsebær fra markedet og ønske sig den pæneste kyse, man kunne opdrive.
Greitschütz hed den omfangsrige ejendom, hvor hun voksede op. Et elegant gods med hovedbygning, lysthus og urtehave, lade og vognstald, med tilhørende marker og enge og møller, med en række ansatte – tjenestepiger, kuske, staldknægte, karle, markarbejdere, kammerpige, gåsepige, osterinde og kokkepige, en huslærer. Man kunne kalde det et lille samfund, dem fandtes der mange af i området. Godset lå på den vestlige bred ad den næringsrige flod Weiβe Elster, som med sine mange vandmøller bragte store rigdomme til hertugdømmet.
Det er ikke meget, vi ved om Anna Voigts opvækst, men dette ved vi: Da hun var fjorten-femten år gammel, ved juletid i 1680, blev hun gravid. Det kan have været hemmelighedsfuldt smukt, det, der skete mellem hende og den pukkelryggede dreng på godset, det kan have været grufuldt, og det kan have været begge dele, men resultatet blev katastrofalt.
Anna havde sådan set gjort sig færdig med barndommen, da de målrettet begyndte at gå efter hende.
Det var helt nødvendigt, mente de.
LOVTEKSTEN:
STRAF FOR KVINDER, DER SLÅR DERES BARN IHJEL
De kvinder, som har født et levende eller velskabt barn og dræber dette på gedulgt, ondskabsfuld, overlagt vis, bliver sædvanligvis levende begravet og spiddet. Men for at dæmpe den tilhørende fortvivlelse kan den samme forbryder, såfremt retten har adgang til vandets bekvemmelighed til dette formål, druknes i stedet. Dersom slige forbrydelser ofte finder sted, vil vi alligevel tillade den nævnte skik med begravelse og spidning for at sætte frygt i slige ondsindede kvinder, eller også at man før drukning i havet lader forbrydersken knibe med glødende tænger efter retsforstanderens råd.
Hvis imidlertid et kvindemenneske som nævnt ovenfor i hemmelighed har båret og skjult et levende, velskabt barn, som senere findes dødt, og den samme mor, når hun af denne årsag afhøres, hævder den undskyldning, når sagen med tiden når frem til os, at barnet uden skyld fra hende var dødfødt, vil hun da således gennem kundskab kunne hævde sin uskyld gennem redelige, gode årsager og omstændigheder. Da skal sagen behandles og håndteres, som det udlægges i 74. artikel: Dersom slige kundskaber og fund indberettes til videre undersøgelse, når de er uden ovennævnte tilstrækkelige bevis, skal man ikke tro på den anklagedes undvigende påstande. Ellers kunne enhver gerningskvinde undgå straf med en tilsvarende historie som påskud.
Men hvis et sligt kvindemenneske bevidst og alene bærer frem et sligt levende, velskabt barn i hemmelighed og føder det uden hjælp fra andre kvinder, noget som må ske med dødelig hensigt, siden hun er uden hjælp til fødslen, er det derfor ingen troværdig grund. For når samme mor gennem ondsindet forsæt før eller efter fødslen bliver skyldig i drab på det uskyldige barn, er det, fordi hun har forsøgt at skjule sin letsindighed.
Derfor, hvis en slig morderske holder fast ved sin formastelige, ubeviste, genstridige undskyldning, skal man ud fra ovennævnte tilstrækkelige mistanke,
gennem skarpt, alvorligt forhør tvinge hende til at bekende sandheden om denne ukristeligt og umenneskeligt udtænkte ondskab, og efter indrømmelsen af nævnte drab dømme hende til endelig dødsstraf.
Men dersom der er tvivl om en slig kvindes skyld eller uskyld, skal dommeren og domsmændene tage alle omstændigheder i betragtning og rådføre sig med de retslærde og andre.
Constitutio Criminalis Carolina Tysk straffelov af 1532, artikel 131
KOM, STEMMER
DET FØRSTE KAPITEL
Doktor JOHANNES SCHREYER bliver afbrudt på sin fridag, han holder en tale om tingenes tilstand og rekvireres til inspektion af et lig, den 9. og 10. oktober 1681
Dunkel var dagen, og han var på vej, det ved vi, til det berømte høstmarked i messebyen. Kappeklædt, med gode støvler fra den bedste skomager i Zeitz, sad han skrumlende i postvognen, opstemt ved tanken om det, der ventede ham.
For Johannes Schreyer var livet enkelt.
Det handlede om kundskab. Det handlede om ikke at spilde tiden med pjank og unødvendigheder, det handlede om at bruge dagen, glubsk og fredselskende, på at sluge så meget kundskab, som det var muligt for et menneske at indtage, uden at give sig til at ræbe over videnskabens suppetallerken. Som følge af denne følelse af åndeligt hastværk var der ikke et ledigt sekund i Johannes Schreyers liv, og alt, hvad der kunne minde om afbrydelser, gav en ubehagelig fornemmelse af at sløse med tiden.
”Herr doktor Schreyer! Er det Dem? Vent!”
Den velrenommerede læge – stads- og landsdelsfysikus i Zeitz var titlen – var netop steget ned fra postvognen foran værtshuset i den lille by Pegau efter godt og vel en times rejse for at lade kusken give hestene vand og selv lade vandet. Han havde netop passeret de syv øvre landsbyer langs Weiβe Elster med alle de nydelige godser og blev en kende irriteret ved synet af det tykke bud, der kom løbende hen over gårdspladsen, forpustet og ledsaget af nogle frygtelig forfjamskede håndbevægelser, som om han hellere havde været dukkefører.
”Herr doktor Schreyer, er det Dem, Herr doktor Schreyer!”
Det var faktisk hans frisøndag, og den havde han længe set frem til. Schreyer havde naturligvis planlagt eventyrlighederne ned til mindste detalje: Stå tidligt op. Klæde sig præsentabelt på. Sige farvel til sin kone. Give Katharina et kys på panden. Og så: Rejse. Fra Zeitz i syd til Leipzig i nord. Over de sachsiske sletter. Gøre ophold undervejs. I yndige Pegau, hvor han vidste, at øllet var godt og værtshuset præsentabelt. Derefter: Rejse videre. Ankomme til storbyen i god
tid. Tage ind på favoritherberget Zum Güldenen Arm i Petersstraβe. Spise en bedre middag, mens han læste den afhandling, han havde i rejsetasken. Aflægge sin gode ven Frank Grundtner, en hollandsk apoteker, bibliofil og med stor interesse for astronomi, et kort visit. Meget vigtigt: Holde visitten kort, så han kom tidligt i seng.
Målet med det hele: Stå op næste dag, frisk og frejdig. For at besøge høstmarkedet. For at træde ind i Gleditsch’ boghandel.
Hyldemeter efter hyldemeter af bøger.
Himmelen, som den kan se ud på jorden.
Schreyer havde glædet sig på den intense og alvorstunge måde, han glædede sig på – og han havde været rigelig fortravlet i den senere tid. Det var slemt nok, at han fik så lidt tid til at gøre det, han allerbedst kunne lide: studere, læse, gruble inde i sit store bibliotek. Det var slemt nok til stadighed at måtte sidde på sengekanten hos alskens nyresyge præstekoner, som greb efter doktorens hånd og sagde åh, doktor, jeg er så bekymret, eller lytte til en købmand med podagra, som slog knytnæven i træbordet, så kopper og kar hoppede, og råbte De må give mig noget stærkere, doktor, eller betragte en prokuratorsøn med et ansigt fuld af betændte blærer og vide, at der ikke var andet at gøre end at bestille kisten. Disse ugentlige doktorvisitatser i højere samfundslag ikke alene kedede ham – han mente, de burde udføres af mindre velrenommerede læger end ham selv – de stod også i direkte modsætning til det begær, der var hans faste følgesvend hver time af døgnet: længslen efter kundskab.
Fandtes der ædlere længsel?
Nej.
Skulle han i tillæg hertil finde sig i at blive jaget af en forpustet tyksak på denne nøje planlagte frisøndag?
Johannes Schreyer var en lidenskabelig sværmer i bøgernes verden. Han elskede at se bogstaverne på en bogside gøre sig sensuelt til, rykke sammen og begynde at kopulere og producere kundskabens afkom, og han dyrkede den erotiske glæde, som rislede i ham, når han trådte ind i dette bølgende landskab. Dette var årsagen til, at Helena Regina, hvis de var indbudt til selskab i et af de bedre huse i Zeitz, ofte sagde: Åh, min mand er ganske forlibt i bøger.
Når hun sagde sådan, blev Schreyer stødt og parerede: Kundskaben, min frue, hvis vi mennesker ikke elsker kundskaben, hvor er vi da? Tilbage i barbariet, tilbage i krigen, tilbage i elendigheden!
Det tænkte Johannes Schreyer ofte på.
Kundskabens kongstanke!
Der var dage, hvor han kunne blive helt svimmel ved tanken, det var, som om han havde fundet en ukendt gral eller simpelthen; som havde Johannes Schreyer fra Zeitz opdaget det, som menneskene havde længtes efter i århundreder, og som ingen før ham havde fået øje på: Hvordan man kunne skabe fred.
Kundskab!
Men han vidste jo godt, at det ikke forholdt sig sådan. Folk havde læst bøger før ham, uden at der var blevet verdensfred af den grund.
Men alligevel!
Han kunne ikke slippe det.
Schreyer betragtede sig selv som en brik på efterkrigstidens bræt. En mindre brik, måske, men dog en uvurderlig brik. En i sin essens kærlig mand, inderligt arbejdslysten og standhaftigt fredsorienteret i kundskabens og videnskabens tjeneste. At han også var pirrelig og stridbar som følge af samme standhaftighed, var han selv kun delvist bevidst om. Denne stridbarhed var han jo heller ikke ene om; den lå i tiden.
”Herr doktor Schreyer!”
Det korpulente bud standsede og lagde håndfladerne på lårene, hev efter vejret.
”Min herre,” sagde han, ”jeg har spurgt efter Dem i Zeitz, jeg har ledt efter Dem hele formiddagen … Doktor Schreyer, er det Dem?”
Johannes Schreyer ignorerede manden og gjorde mine til at gå. Han var niogfyrre år, da dette skete, ja, der var kun tretten dage, til han ville runde halvtreds – og for resten: Hvordan så han ud? Han var af middelhøjde, han havde en vigende hage, men et ædelt læbeparti, og huden dirrede, når han gik; det var ikke, fordi den berømte læge i Zeitz var tyk, han fremstod blot velpolstret.
”Min herre … jeg beder Dem, gå ikke, er det Dem …”
”Min gode mand,” sagde Schreyer og trampede i jorden, så det tørre støv rejste sig i en sky om støvlerne. ”Nu kan det være nok. Hører du? Jeg forlod Zeitz ved femtiden i morges, forlod mit hjem i Kalck-Gasse, hvor jeg bor med min kone Helena Regina Schreyer, født Lossius, datter af den svenske generalproviantmester, og min vidunderlige datter Katherina, noget af et sangtalent, som i lang tid har glædet sig til, at jeg vender hjem fra denne rejse med en dukke til hende, en dukke fra markedet i Leipzig!” Schreyer pegede skråt opad mod venstre, som om han stod i hjembyen: ”Der, højt oppe i Zeitz, med udsigt både til Moritzburg slot, nydelige Weiβe Elster og hertugresidensens vidunderlige park – der bor jeg. Der har jeg min praksis, der har jeg min kone, min talentfulde datter, og der har jeg mit righoldige bibliotek. Og dag ud, dag ind, min herre, er der folk, der hiver og slider i mig! Og nu er det så din tur?!”
Schreyer sænkede pegefingeren og prikkede manden i brystet.
”Endelig, sagde jeg til fru Schreyerin, da postvognen kom, endelig kan jeg rejse til Leipzig uden at bekymre mig om dødens bueskytter! I godt og vel et år har vi været lammede, fuldstændig lammede af den væmmelige pest! Sorte, giftige pletter på menneskekroppene. Har du set det på nært hold?”
Buddet sank en klump i halsen og rystede på hovedet.
”Men det har jeg,” udbrød Schreyer, ”i mit arbejde! Må jeg male billederne af de små døde børn for dig? Hm? Jeg har siddet med de grædende fædre og lyttet til deres fortvivlede jammer. Jeg har betragtet de sørgende mødre. De har mistet alt håb og al glæde i denne verden, de længes ikke efter andet end dødens salige frisættelse, deres elendige liv har mistet sin mening! Inficerede huse, afspærrede huse, folk, der har siddet indespærret i karantæne i fyrre dage, deres ejendele er kørt væk på kærrer, kørt ud af byen og brændt! Rullende pestvogne over brosten og gennem sølede smøger, postkærrer og pestbærestole til og fra lazaretterne, til og fra kirkegårdene! Forstår du, hvad jeg siger? Og købmændene, småkræmmerne, torvehandlerskerne – hvad er der blevet af dem? Hm?”
”Jeg … jeg …”
Schreyer orkede ikke at høre, hvad manden kunne have at sige, men fortsatte:
”Husker du stilheden? Der lå til stadighed nye smerteplagede kroppe for vores fødder – ved byporten, for kun et år siden, sad der en dag et dødt ægtepar, og ved siden af dem et levende barn! Og så kommer du løbende her på min frisøndag! Hm?”
”Jeg … jeg …”
”Leipzig! Byernes by, kundskabstørstende Leipzig: Den er min favorit! Og der var jeg på vej hen.” Schreyer slog ud med armene. ”Svimlende dødstal! Tre tusind et hundrede og otteogtredive i år. Sådan lyder notarernes lister. Det er næsten en femtedel af byens befolkning – og så kommer du? Hvor gammel kan du være? Fyrre? Jeg gætter på fyrre! Da er du født i krigens dage, du er en budbringer. Som jeg er. Og da burde du vide, at det kan vi ikke have igen. Hvis fejl var det, hm? Tror du, det var jødernes fejl? Tiggerne, landstrygerne, horerne? Du ved vel, hvad præsterne siger? Pesten kom farende til den, der ikke opførte sig ordentligt i skolen eller vanhelligede ægteskabet! Blev du ikke kvalm til sidst, min herre, af pestsalmerne? Ak pesten, Gud, din skarpe pil, flyver omkring i hurtig il, forgifter over by og land, ung og gammel, kvinde og mand! Vores domprovst nede i Zeitz talte ikke om andet, dette evindelige formaneri fra prædikestolen hver søndag: Ak, HErre! Din dræbende engel har du befalet at trække hævnens sværd og slå ihjel! Hvad siger du til det? Hm?”
”Nej, jeg …”
”Som mediciner, som videnskabsmand, er doktor Johannes Schreyer, som står her foran dig, slet ikke overbevist om teologernes dommedagsvisioner. Nuvel – nu er skrækkelighederne, Gud være lovet, forbi, og jeg kunne igen rejse, det skal både Gud og du bevidne, til bøgernes by. Til markedet. Uden at løbe ind i horder af mennesker tilknyttet den for øvrigt glimrende offentlige pestbekæmpelse. Ja, elendighed giver arbejde, budbringer, det sagde jeg til min højtelskede datter Katarinchen så sent som i morges: pestknægte, pestpiger, pestkokke, pestpræster, pestnotariusser, pestgravere, pestbadekvinder, pestvagter, pestbarneplejersker og jeg ved ikke hvad. Min Gud. Jammeren fra de døende. Og Katarinchen med sine dybtliggende øjne, hun lyttede, og jeg var på vej. For dagen efter at købe en lille afhandling, hollandsk, om hvorvidt det kan være helsebringende at drikke blodet fra afdøde, i boghandelen i Gleditsch. For at nyde byen. Og derefter at købe en dukke. Til min datter. Og så. Kommer. Du.”
”Jeg …”
”Forstår du?”
”Jeg …”
Schreyer prikkede igen manden i brystet, mindre hidsigt denne gang, mere insisterende.
”Forstår du, at det er akkurat det, vi ikke kan have mere af i dette land?”
”Jeg …”
”Vær sød ikke at afbryde mig! Vi er børn, du og jeg, af den ørkesløse krig, som nedsænkede dette hellige romerske rige af tysk nation i en kogende pøl af blod. I tredive år! Og hvad endte det med? Nedtrampet, forarmet, udhungret! Latterliggjort i vore nabolandes øjne. Vi kan ikke have mere af det. Denne fredsforagtende livsfornærmelse må under ingen omstændigheder indtræffe igen! Og hvem tror du kan forhindre det? Hvad tror du kan forhindre det?”
”Øh, jeg …”
”Du har ikke noget svar?”
”Jeg … øh …”
”Hør nøje efter nu, så nøje du kan, budbringer: Videnskabens bidrag! Hørte du efter? Videnskaben er perfekt. Forstår du det? Og ja, inden for rammerne af en stabil hånd hos den styrende øvrighed, som den ikke så lidt intelligente Moritz von Sachsen-Zeitz har, min hertug derhjemme. Ja da. Et fremstående medlem af Det Frugtbringende Selskab, noget af en litterat.”
Schreyer, der havde talt sig varm og tom, sukkede demonstrativt, som han havde for vane, når han havde ladet det, der plagede ham, fosse ud. Derefter nikkede han tilfreds og rettede blikket mod den forpustede tyksak.
”Ja,” sagde manden, uden at afsløre, om han havde forstået det hele – i det mindste måtte noget af det være sivet ind, mente Schreyer at kunne se. Så var både skabet og manden sat lidt på plads.
”Enogtredive,” sagde Schreyer og nikkede, roligere nu. ”Og du, min gode mand?”
”Øh …åh, ja, jo, øh, jeg tror, det er toogfyrre.”
”Javel. Så skød jeg forbi med et år. Du går i dit niogtredivte år.”
Han rettede på hatten, som havde lagt sig lidt rodet til rette på parykken, og rakte derefter manden hånden.
”Doktor Johannes Schreyer, stads- og landsdelsfysikus i Zeitz.”
Buddet tørrede næven mod ærmet og rakte en nervøs hånd frem:
”Thonat Berner, min herre. Bud her i Pegau.”
”Javel,” sagde Schreyer. ”Sig mig nu, herr Berner, hvad denne afbrydelse drejer sig om. Skal doktor Schreyer komme og hjælpe en adelsdame med ondt i maven?
Skal doktor Schreyer komme og lytte lidt til en pastor med klaprende hjerte?”
Budbringeren rystede på hovedet, så fedtvævet i halshuden skvulpede.
”Nej,” sagde han, ”jeg tror ikke, det er noget af den art.”
Thonat Berner rettede ryggen og bukkede og fik langt om længe fremlagt sit ærinde:
”Doktor Schreyer er udpeget i kraft af sit embede og dertil rekvireret af amtmand Abraham Walther i Pegau til at bistå amtmanden i en meget vigtig og akut sag.”
Schreyer hævede øjenbrynene.
”Jaså?”
”Det er alt, hvad jeg ved, min herre,” sagde buddet. ”Doktor Schreyer bedes indfinde sig på amtmandens kontor i morgen tidlig, mandag.”
Schreyer tog afsked med den forvirrede tjenestemand – herr Thonat Berner var alt i alt en tilfredsstillende karakter, men måtte naturligvis gøre noget ved sin vægt, hvis han ønskede et langt liv – og begav sig modvilligt af sted i retning af herberget i Pegau, hvor han altså måtte finde sig i at tilbringe natten for at afvente mødet med denne amtmand, som havde krævet hans tilstedeværelse.
Undervejs mumlede han halvhøjt for sig selv: ”Johannes Schreyer, født på det og det tidspunkt, under de og de omstændigheder, nået så og så langt i følgeskab med kundskaben.” Så tilføjede han: ”Og ikke blot på nik og hilsen med den ædle hertug Moritz af Sachsen-Zeitz – vi taler om kurfyrstens egen bror her – nej, også inviteret ind i hans gemakker ved diverse anledninger, også for at behandle hertugens elskerindes øjensygdom, ja, sågar hertugen selv og hans anale plager! Ved en enkelt lejlighed fik jeg tilmed anledning til at vise
hertugen ind i mit eget bibliotek! Alvorlig talt! Hvor mange tilfalder det en sådan ære? Hertugen! Moritz selv! På gulvet der, hjemme i Kalck-Gasse, lige foran Katharinchen og mig, i mit eget bibliotek. Strøg han ikke Katharina over hovedet og sagde, at hun var en dygtig pige, at hendes far havde gjort klogt i at lære hende både latin og græsk og hollandsk og matematik? Det var lige akkurat det, han gjorde. Hertugen selv.”
Han tørrede en tåre bort, som var piblet frem i øjenkrogen helt af sig selv. Hvor mange gange havde han ikke grublet over, hvor de kom fra, disse tårer, der af og til kunne dukke op, og hvordan de egentlig opstod. Ja, han kunne sandelig tænke sig at skrive en mindre afhandling om tårernes natur.
”Og selvfølgelig skal far købe en dukke til dig, Katharinchen,” sagde han mere lavmælt, før han ligesom havde fået skruet op for stemmens volumen igen: ”Hvis han da ellers når frem til Leipzig i løbet af morgendagen!”
Mandagen kom i Pegau, og Schreyer havde slet ikke sovet godt. Han havde sovet den plagedes søvn. Han spiste morgenmad på herberget, han besvarede kort og tørt værtindens spørgsmål om, hvorvidt alt havde været tilfredsstillende, mens han kiggede ud ad vinduet og så en kone åbne en dør på den anden side af gaden, hun havde en bøtte i hænderne, hun vendte den og kastede vand over dørtrinnet.
Schreyer tørrede støvlerne med en klud, iklædte sig overtøjet og begav sig af sted mod amtmandens kontor.
Efter at have meldt sin ankomst hos en funktionær og ventet i flere minutter gik Schreyer ind ad dørene til kontoret, rødmosset af irritation. Han så Abraham Walther sidde bag et skrivebord dækket af papirer i en skødesløs uorden.
Tydeligvis et rodehoved.
”De har sendt bud efter mig, min herre?” Han slog fødderne sammen, nikkede let og præsenterede sig: ”Johannes Schreyer, stads- og landsdelsfysikus i Zeitz.”
”De var jo alligevel på vej nordpå,” sagde amtmanden, som først nu valgte at se op og nikke og rejse sig. Han gav ham hånden og tilføjede: ”Højtærede doktor.”
”Nordpå? Ja. Det var jeg,” sagde Schreyer køligt og tog amtmandens fremstrakte hånd. ”Jeg var på vej til messen i Leipzig, til boghandler …”
Amtmanden afbrød Schreyer ved at vifte uinteresseret med hånden; tydeligvis ingen litterat.
”Ja,” sagde Schreyer, som ikke var helt parat til at slippe emnet, ”sådan er det! Man har sine planer, men straks finder folk det rimeligt at gribe ind i disse planer og forpurre dagen. Kom her, herr Schreyer, der er en knægt,
der har fået hånden kørt over af et vognhjul! Javel, og hvorfor stak knægten så hånden ind under et vognhjul? Aldrig er der nogen, der tænker, at måske kunne doktor Schreyer, landets tro tjener i så mange år, få lov at sidde i fred og læse og skrive!”
Amtmanden lavede trutmund; tydeligvis heller ikke noget lydhørt menneske.
Schreyer tog ham i nærmere øjesyn.
Først havde han set nok så høj ud, som han sad der bag skrivebordet, med sit store hoved og sine furede kinder, men idet han kom haltende rundt om skrivebordet, viste Walther sig at være lattervækkende lille. Dårlige hofter, kunne Schreyer se.
”På vej nordpå er De dog,” gentog amtmanden, ”så nogen særlig obstruktion kan det vel ikke være for Dem.” Han klemte øjnene sammen. ”De vil næppe modsætte dem et opdrag fra amtet.”
”Slet ikke,” sagde Schreyer og bed modviljen i sig, ”jeg vil på ingen måder unddrage mig et opdrag fra herr amtmanden.”
”Godt,” sagde Walther og strakte sig efter et stykke papir på skrivebordet. Han tog det og rakte det til Schreyer. Doktoren kastede et hurtigt blik på det. Det var en ordre fra myndighederne om inspektion af et lig. ”Ja,” fortsatte amtmanden, ”vi har altså igen at gøre med en af disse evindelige barnemordersker.”
Schreyer var indstillet på at fortsætte sine indvendinger, men ved denne information løftede han øjenbrynene, som havde fået flere grå og stride hår på det seneste.
”Barnemordersker?”
”Nu igen,” nikkede Walther, ”de dræber så ofte, kvinderne i dag. Hvad går der af dem, tror De?”
”Det skal jeg ikke kunne udtale mig om,” sagde Schreyer. ”Jeg er mediciner, jeg bevæger mig i kundskabens landskab, ikke sindsforvirrelsens.”
Amtmanden nikkede. ”Og gudskelov for det.” Han pegede på papiret. ”Der finder De beslutningen fra myndighederne i Zeitz, som ligger til grund for min rekvirering af Deres tjenester. Barnemordersken er forsvundet, hun er stukket af sammen med sin håbløse mor, som har bistået pigen i det ugudelige drab; dem tager jeg mig af. Jeg har her til morgen hængt en efterlysningsplakat op på værtshuset, men tænk ikke på det, de når ikke langt. Det stakkels liv har vi i rådhuskælderen, De kan få det at se med det samme.”
Han talte hakkende og med et hidsigt blik – koleriker, noterede Schreyer sig. ”For resten,” indskød amtmanden med noget forhastet i stemmen, ”mens jeg har Dem her, doktor … Har De børn?”
”Om jeg har børn? Ja, jeg har en aldeles nydelig og talentfuld datter!”
”Javel,” sagde Walther, ”selv har jeg en søn, Hans Georg … ja, det er fjollet han er begyndt at stamme, ser De! Han lyder som en idiot. Men han er ingen idiot! Det skal ingen tro!”
”Naturligvis ikke,” sagde Schreyer opgivende.
”Nej, naturligvis ikke,” fortsatte Walther. ”Men denne stammen, doktor. Det er noget pjat, han er begyndt på. De har vel ikke et godt råd?”
Schreyer sukkede.
”De kan forbinde kæben med et tørklæde,” sagde han køligt, ”stramme det til og se, om det hjælper. Ellers har jeg haft gode erfaringer med et klap på kinden. Først kan man egenhændigt påføre den stammende et sådant klap, og derefter kan man lære ham at gøre det selv, når stammeriet begynder.” Schreyer rettede ryggen. ”Så. Barnemordersken. Hvem er hun?”
”Ja, det var jo det.” Den lille amtmand brummede, han var virkelig sjældent lav af vækst. ”Det er en godsejerdatter fra Greitschütz.”
”Det må jeg sige,” sagde Schreyer og løftede igen nysgerrigt øjenbrynene.
”Ja,” sagde amtmanden, ”det sker overalt nu. Det er ikke alene tiggerhorerne, der myrder deres små børn, nu også godsejerdøtrene. De ser altså, hvor det bærer hen. I Guds navn, vi kan ikke lade det tage til på denne måde.”
”Nej, det siger sig selv,” sagde Schreyer.
”Hun skal under sværdet,” sagde amtmanden.
”Ja, det plejer at blive resultatet af den slags,” sagde Schreyer.
”Jeg var i Leipzig i fjor, min herre,” sagde Walther og lænede kroppen mod bordet. ”Det var en varm dag, næsten som en sommerdag, og det var henrettelsesdag, en bandit fra Halle, en tyv, skulle halshugges …”
”Walther,” afbrød Schreyer utålmodigt, ”hvor vil De hen med det her?”
”Skarpretteren ramte forkert,” sagde Walther, ”han måtte hugge to gange.”
”Og så?” sagde Schreyer, som også havde hørt om den uheldige hændelse.
”Vi må håbe, at han rammer rent ned i denne barnemorderskes nakke.”
Hertil havde Schreyer intet at sige.
”Det er nu ikke så overraskende,” sagde Walther, ”hendes far, Voigt … Han er en opkomling, slet ikke adelig, han har tiltusket sig godset, så det var vel blot, hvad man kunne forvente fra den kant. En nærig rad er han også!” Amtmanden trådte et skridt frem og løftede hagen. ”Det er ellers en enkel sag. Om end svært brutal. Skal vi se på liget?”
De spadserede sammen ud fra amtmandens kontor. Det var blæst op, vinden trak ind over Pegau, og Schreyer trak kappen tættere sammen om kroppen.
Walther pegede over torvet, forbi brønden, mod det nydelige rådhus.
”Ja, som De ser, har vi et flot rådhus, det er Lotters bedrift, ja, selveste Hieronymus Lotter, De kan se, at det ligner rådhuset i Leipzig …”
Var det muligt, tænkte Schreyer og forsøgte at holde et udbrud inde; skulle denne tåbe belære ham om smukke bygningsværker? Skulle han være nødsaget til at gå her og lytte til banalt vrøvl fra en mand, som ville belære ham om selveste Lotter?
”Nuvel,” sagde Walther, ”De vil få assistance af bylæge Wechern her fra Pegau …”
”Wechern, ja, jeg ved, hvem han er …”
”Noget oppe i årene, men … ja … Og De vil få assistance af embedsbarber Stolz, Christian Stolz.”
”Kender jeg ikke,” sagde Schreyer. ”Så længe De ikke præsenterer mig for en omrejsende fusentast, som kalder sig doktor og går rundt med urtemiksturer i lommerne, eller en af disse skarprettere, der går rundt og kalder sig læge. Jeg vil nødig assisteres af udygtige folk.”
”Nej, det er ingen af os,” istemte amtmanden.
”Sig mig, herr Walther,” sagde Schreyer.
Amtmanden standsede, de var nået frem til brønden, og vendte sig mod ham.
”Ja, herr doktor?”
”Denne godsejerdatter.”
”Ja.”
”Hun er stukket af, siger De?”
”Stukket af, ja. Det skulle vel være bevis nok – og i tillæg til den gudsbespottelse, De straks skal få at se. Vores læge og barberen venter Dem. Vi skal snart få lagt det pigebarn under sværdet.”
”Walther!” udbrød Schreyer, nu med utvetydig kraft i stemmen. ”Det lader til, at De allerede har en udtalt mening om det hele, og det tilmed inden vores undersøgelse er foretaget, inden retten har talt?”
Amtmanden spærrede sine hidsigvåde øjne op – han drikker meget vin, noterede Schreyer sig.
”Hvad mener De? Hvad er det, De insinuerer?”
”Jeg er her,” sagde Schreyer, ”for at udføre et til fingerspidserne pletfrit arbejde, som jeg altid gør, er De med? Skulle jeg spadsere ind i rummet med konklusionerne skrevet på forhånd? Kalder De det videnskab?”
Walther svarede ikke med det samme, men åbnede i stedet døren ind til rådhuset.
”Højtærede doktor Schreyer,” sagde han, ”der hersker respekt om Deres navn.”
”Det er jeg skam klar over,” kom det hurtigt fra Schreyer.
”De slår mig som en retskaffen og grundig mand.”
”Noget andet ville forbavse mig.”
”Jeg vil på ingen måde stå i vejen for Dem. Så vær så god at træde ind.”
Rådhusets tunge døre lukkede sig bag dem, og Schreyer blev ført gennem et rum, hvor der sad fire funktionærer og noterede ved hver sit bord. I den anden ende af rummet var der en dør, som førte ned til rådhuskælderen. Walther åbnede døren, og en ubehagelig stank slog imod Schreyer, fugtig og kvalm. Han tog en dyb indånding, forsøgte at fylde lungerne med frisk luft, før han fulgte efter amtmanden.
De nåede den golde kælder.
Walther pegede ind i en smal gang og åbnede det, der tilsyneladende var ligkælderen. De kom ind i et koldt, bart rum med stenvægge, der lignede enhver anden rådhuskælder, Schreyer havde besøgt. To mænd, lægen og barberen, stod og ventede, tavse, ved et massivt træbord. På bordet kunne Schreyer skimte et tøjstykke, en bylt.
Han hilste på Pegau-lægen og barberen og tog dem i øjesyn. Wechern måtte nærme sig de halvfjerds, han var krumrygget, han rystede på højre hånd, og det dryppede fra næsetippen under et par blege øjne. Stolz var en mand i begyndelsen af trediverne eller deromkring, en mand med aflangt ansigt og en demonstrativ næse, ellers tillidsvækkende nok.
Mændene nikkede tilbage, tiltalte ham korrekt, og gamle Wechern sagde med knirkende stemme, at det var ham en glæde at skulle arbejde under den berømte dr. Schreyer. Stolz istemte og sagde, at han ville være disponibel for ethvert af den velansete herr dr. Schreyers ønsker. Til dette nikkede Schreyer tilfreds.
Han så sig omkring. Lysfattigt, ingen vinduer. Han rystede på hovedet og vendte sig mod Walther.
”Det her duer slet ikke. Ikke under nogen omstændigheder kan jeg udføre mine undersøgelser i dette lys, eller rettere manglen på samme.”
”Men …”
”Ikke noget men. Mere lys, amtmand!”
”Men vi har ikke …”
”Det vil jeg ikke høre på,” sagde Schreyer. ”Enten flytter De barnet op i et ordentligt rum på etagen ovenover, hvor jeg kan udføre undersøgelsen i henhold til mit mandat, eller også giver jeg straks besked til Zeitz om, hvilke tarvelige forhold man arbejder under her i Pegau.”
”Godt, mine herrer,” sagde han og nikkede til Wechern og Stolz, da de endelig af en mut, gammel kone var blevet vist hen til et næsten tomt lokale i rådhusets stueetage.
Ligesom i kælderen stod der her et kraftigt bord, hvor Stolz nu forsigtigt lagde bylten med barnet. Barberen, som arbejdede med stor ro, havde en arbejdstaske med sig, som Schreyer håbede var rigeligt forsynet til den opgave, der lå foran dem. Selv havde han kun rejsetasken med sig, kun beskedent udstyr, eftersom han ikke var draget af gårde for at inspicere lig, men for at fylde tasken med bøger fra Gleditch’ rige udvalg.
En femte person var også trådt ind i rummet, en sortklædt skriver med en mængde knudrede vorter på højre kind. Skriveren nikkede og sagde sit navn og satte sig for enden af bordet uden at sige mere.
Schreyer tog et par skridt frem mod tøjstykket.
”Mit navn er doktor Johannes Schreyer,” sagde han, som om de tilstedeværende ikke allerede vidste det. ”Stads- og landsdelsfysikus, uddannet i Jena, og jeg er blevet hidkaldt for at inspicere dette barn og således yde myndighederne medicinsk bistand, når de skal fremføre deres sag – som altså gælder mistanken om et gudløst spædbarnsmord.”
Wechern slog korsets tegn, og Stolz klemte læberne sammen.
”Da er det vores pligt,” sagde Schreyer, ”kun at forholde os til det, vi observerer, kort og godt de fakta, kroppen foran os fremviser. De observerbare og de oplysninger, kroppen giver os, foruden de uobserverbare, som følger af det observerede. Ja?”
”Bestemt,” sagde Wechern.
Stolz sagde ikke noget og udmærkede sig til sin fordel, tænkte Schreyer, ved tavshed og observation.
”Vi skal forsøge at afgøre,” fortsatte han, som havde for vane at holde indledninger af denne art, hvilket han havde lært af sine snakkesalige forelæsere i studietiden, ”via den kunst, der hedder nøgtern medicinsk undersøgelse, hvorvidt barnets mor af egen vilje ondskabsfuldt har myrdet sit spæde afkom, eller om barnet derimod allerede var dødt inden fødslen og dermed aldrig fik lov at se dagens lys. Det er dette, vi er blevet hidkaldt for at svare på. Ja?”
”Ganske bestemt, min herre,” sagde Wechern og nikkede, så en dråbe fra næsen faldt mod stengulvet.
Schreyer indlagde en pause for at fylde rummet med andægtighed, før han sagde:
”Mærk jer nu til slut, at I er her i videnskabens tjeneste og dermed menneskenes tjeneste og dermed lovens og Guds tjeneste. Ja?”
De istemte, men ved siden af sig kunne Schreyer høre amtmanden rømme sig og skifte stilling. Schreyer besvarede det ved en dyb indånding, overdrevent og
med diverse næselyde, som han havde for vane at gøre, hvis nogen, hans kone eller andre, begyndte at gøre sig vigtige.
”De noterer alt, hvad vi siger, og alt, hvad vi gør,” sagde han til skriveren, som nikkede og straks førte pennespidsen mod arket.
”Herr amtmand?” Schreyer vente sig mod Walther.
”Ja?”
”Inden jeg undersøger barnet, vil jeg gerne udbede mig lidt information fra Dem.”
”Det er klart, herr doktor.” Walther rømmede sig og rykkede igen lidt uroligt på sig.
”Så,” sagde Schreyer, ”fortæl mig, uden viderværdigheder og uden overdrivelser, hvor blev barnet fundet?”
”På godset Greitschütz. Lige hernede ved floden.”
”Hvor på godset Greitschütz?”
”I husfruens urtehave, herr doktor. Håbløst kvindemenneske. Det var nedgravet i urtehaven, hvor de elendige …”
”Hvem fandt det?” afbrød Schreyer.
”Kokkepigen – kokkepigen, læreren herr Mentzel og en knægt.”
”Hvornår? Hvornår skete dette?”
”Ja, det skete i fredags, ved nitiden om aftenen. Jeg har endnu ikke afhørt disse mennesker, men jeg vil snart få større klarhed om sagen.”
Schreyer nikkede.
Så havde barneliget altså ligget nedgravet i den kolde oktoberjord i en tid, og derefter havde det ligget i yderligere nogle dage i mere tempererede omgivelser. Det var i grunden bedre, end han havde turdet håbe på. Schreyer havde mere end én gang undersøgt lig, både børn og voksne, som havde ligget ude i det fri om sommeren, pikket i af fuglenæb, med store lunser afbidt af ådselædere, og han havde mere end én gang undersøgt lig af de druknede, som var grueligt oppustede og nok så ubehagelige at håndtere. Et allerede begravet lig, præserveret i jordens eget kølelager, var nemmere at have med at gøre. Konserveringen gjorde arbejdet mere overskueligt, da der højst sandsynligt ikke var tilstødt en allerede begravet meget andet end lidt jord og snegle, som kunne komplicere det analytiske blik.
”Og så skete der det, herr doktor,” kom det fra den ivrige Walther, ”at denne kokkepige afslørede det hele for præsten i Profen – gudskelov for, at der i det mindste findes et enkelt samvittighedsfuldt menneske i denne rotterede – ja, hun løb straks til pastoren og lettede sit hjerte for det, hun havde set, og det, hun havde hø…”
Schreyer løftede myndigt en hånd i vejret.
”Stands,” sagde han, ”jeg vil ikke høre et ord mere. Nu er vi nået til det punkt, hvor jeg skal se barnet og foretage mine vurderinger, og derefter, når jeg har gjort det, og spørgsmålene melder sig i mig, da vil jeg stille dem.”
Det var blevet tid til at se nærmere på barnet. Schreyer slog hænderne mod hinanden, gned dem fri for snavs og strakte dem frem mod tøjstykket. Det var ikke til at sige, hvad det kunne være, måske et lagen, men det var rent, det var ikke snavset af jord, og der var ingen spor af blod på det.
”Ankom barnet i dette tøjstykke?” spurgte han. ”Ankom det således?”
”Det gjorde det.” Walther pegede på bordet, hvor inspektionen skulle finde sted. ”Således ankom barnet, da retstjeneren på myndighedernes ordre bragte det ind fra godset i nat. Det var retstjeneren selv, der havde fået det svøbt sådan.”
”Så barnet lå ikke begravet i dette tøjstykke?”
”Nej, det gjorde det ikke,” sagde amtmanden. ”Det lå begravet i et andet, der var fugtigt og jordplettet.”
”Og hvor er så dette andet tøjstykke?”
”Det er det ikke lykkedes mig at finde ud af.”
”Beklageligt!” brummede Schreyer irriteret.
”Javist,” sagde amtmanden, ”landfolk, De ved.”
Schreyer rystede på hovedet og begyndte forsigtigt at vikle klædet af barnet.
Det var et pigebarn. Slapt og koldt. Hun lå som en kludedukke, sådan en, Katharina havde ønsket sig, men ikke festlig og med smukke farver. Barnet var fuldbårent, hovedet ganske stort, øjnene lukkede, som to sorte streger under panden. Bekymrede. Munden udstrålede et forpint ubehag. Det var udrustet med en underlæbe, som var lidt tyk, næsten abnorm. Pigebarnet havde en spids hage, en bred pande, et noget fladt kindparti – og så altså denne usædvanlige underlæbe, som Schreyer straks antog var et familietræk.
Det var slet ikke umuligt at forestille sig, hvordan det lille spædbarn ville have set ud som ung pige, som voksen kvinde, som gammel kone.
Det var slående, hvor udtryksfuldt barneansigtet var, alt andet end forsigtigt, ufærdigt, hjælpeløst eller skrøbeligt. Dette havde Schreyer noteret sig før, ved næsten hver eneste tilfælde af inspektioner af børn på dette stadie. Barnet så kort og godt ikke nyfødt ud. Det var, som om den chokerende hændelse, det havde været igennem, døden i mors liv eller udenfor, havde givet det en voksens, nærmest et gammelt menneskes, livstyngde.
Kroppen var, som man kunne forvente, misfarvet. Den var fuld af mørkerøde mærker, blårøde felter og pletter, og huden havde fået en gråbleg og grønlig tone,
opsvulmet. Hænder og fødder var rynkede og små, med stærke negle. Begge hænder var knyttede. Øverst på hovedet havde pigebarnet en smule hår, lysblondt, ikke meget. Kroppen, indtørret, havde mistet næsten al væske.
Schreyer anslog, at pigen måtte være omkring atten tommer lang.
Et nydeligt barn, alt i alt rigtig nydeligt.
Der gik et gys igennem kroppen, og i et kort øjeblik så han den lille pige for sig, som Helena Regina havde barslet med for otte-ni år siden, et dødfødt barn, de havde valgt at kalde Gertine.
”Ja,” sagde han, ”her var vi hende. Hun græder ikke, hun ler ikke, hun hviler i dette sidste udtryk af forfærdelse. Som det for øvrigt sker for os alle,” skyndte han sig at tilføje, ”så De bør ikke forhaste Dem med at sige noget som helst, amtmand.”
”Nej, jeg …”
”Pigebarnet har ligget en stund i jorden,” afbrød Schreyer, mens han åbnede sindet for det bemærkelsesværdige ved barnekroppen, det, han straks havde bemærket, da han trak tøjstykket til side.
Mens det meste så ud, som man kunne forvente, udmærkede denne krop sig ved, at den var fuld af små huller.
Små, mørke huller, der lignede stiksår.
Abraham Walther nikkede.
”Ja,” sagde han, ”jeg skal ikke sige noget, herr doktor, men De ser jo …”
”Nej,” sagde Schreyer, ”De skal ikke sige noget.”
Han vinkede Stolz og Wechern nærmere.
”En pincet, om jeg må bede, Stolz,” sagde han og fik straks en lille pincet, som barberen havde fisket op fra tasken.
Schreyer pegede på det første sår, pirkede forsigtigt i det.
”Et sår, som fra et stik, oppe ved venstre skulderled,” sagde han. ”Er vi enige om det?”
Stolz og Wechern nikkede, skriveren for enden af bordet noterede.
”To sår, som fra et stik, over højre arm, under kravebenet,” fortsatte Schreyer og pegede med pincetten. De andre nikkede. Skriveren noterede.
”Et sår under højre arm.” Schreyer pegede igen. De nikkede.
”To sår, som fra stik, under venstre arm.” Schreyer missede med øjnene.
”Hvad siger eder, mine herrer? Sjette? Syvende ribben?”
”Sådan omtrent,” sagde Wechern.
”Sådan omtrent er ikke nok,” sagde Schreyer.
”Jeg vil sige det ene mellem sjette og syvende ribben, det andet mellem syvende og ottende,” sagde Stolz, og Schreyer noterede sig tilfreds fagmandens erfarne blik. Han pressede læberne sammen og trådte et skridt til siden.
«Storslået historisk roman … Skønlitterær prosa fra øverste hylde.»
STAVANGER AFTENBLAD
ISACHSEN , TYSKLAND , i 1681 bliver den 15-årige
Anna Voigt anklaget for at have dræbt sit nyfødte barn. Hvis hun findes skyldig, bliver hun dømt til døden.
Annas forældre, godsejeren og hans hustru, kæmper utrætteligt for hendes sag. Det samme gør den unge jurist Christian Thomasius og den noget ældre læge dr. Johannes Schreyer. Sidstnævnte var den læge, der for første gang gjorde brug af den såkaldte lungeflydeprøve, en test som påviste, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, og en lunge, der har levet, vil flyde.
Thomasius kæmper dog Annas sag med en dagsorden: at skabe sig et navn og tage et opgør med et fordomsfuldt retssystem under kirkens indflydelse. Store kræfter er i spil i en sag, som isolerer familien og overlader Anna til sin skæbne.
Romanen er baseret på grundig research af virkelige begivenheder, der aldrig før er blevet fortalt. Det er en fortælling om kvinders status i datidens samfund og om den vold og tortur, som de ofte var underlagt. Samtidig er romanen et fascinerende indblik i den tids ytringsfrihed, retshistorie og retsmedicin samt skildringen af en utrættelig kamp for en ny og mere retfærdig verden.
«Meget muligt hans allerbedste roman. Brutal, myldrende og fuld af overskud.»
DAGENS
NÆRINGSLIV
