LY
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 1
02-12-2021 12:31:27
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 2
02-12-2021 12:31:27
Titel
E MMA B E S S
Ly roman
Gutkind
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 3
02-12-2021 12:31:27
Ly © Emma Bess og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © L.A. Graphic Design Forsidefoto: © Henning Jørgensen Sat med Poppl-Pontifex hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0108-7
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Tak til Emeli, Maria og Louise for læsninger. Tak til mine forældre og søskende, Luth, Henning, Mathilde, Cæcilie og Louis, for støtte. Tak til Christoffer for opmuntring og tillid. Tak til Statens Kunsfond.
Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 4
gutkind_forlag
02-12-2021 12:31:27
SALOME VED HUSET (II)
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 5
02-12-2021 12:31:27
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 6
02-12-2021 12:31:28
Sally
Sally plukker fire roser i den første sne, den faldt hele dagen i går og ligger nu rolig og sprød over græsset. Hun plukker først én tæt ved jorden, hovedet er tungt, spændt af saft og frost, lukket, lysende pink i midten, hvor spidsen af bladene hviler ind til hinanden, ned over knoppens runding bliver de varmt hvide som mel, eller huden over hendes mindste barns lænd, der har solen næsten ikke været endnu, hvidere og hvidere, stilken tynd, bøjer under vægten, hun knækker den og bruger begge hænder til at rive de inderste stærke tråde over, den næste, hun plukker, er ved at åbne sig, og det pink stænk yderst på bladene ser svagere ud, når blomsten er krænget op. De sidste to plukker hun fra den busk, som vokser op ad plankeværket og er blevet fanget ind af kaprifoliens snoninger. Hun rejser sig og ryster håret væk fra ansigtet. Hun ser hen over toppen af hækken på træerne i de andre haver, svagt aftegnede mod den mørke himmel. Det er morgen. Selvom stållampen i muren er tændt, virker haven farveløs nu, natteagtigt stille, hun tog alle de roser, der var. Hun går med bare ben og fødderne stukket ind i Lasses havesko. Hvor er de fugtige og møre af at stå dag og nat i al slags vejr. Han er skødesløs, han skubber dem altid 7
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 7
02-12-2021 12:31:28
bare ind mod muren under tagrenden, så kan de stå der og blive hverken helt eller halvt dryppet til. Hun går ind i skuret og tænder lyset. Hun leder med den frie hånd på bordet mellem skruer og skinnende papir. Påske- og nytårspynt, og det sidste af julepynten, der ligger klar til træet, når de får det hentet. Bordet er fyldt med smulderet fra jordkagerne. De brune toppe, som var våde mellem børnenes hænder i søndags, blev skubbet op over bordkanten og hen til Lasse, han stod lige her, hvor hun står nu, holdt hvert et stykke pynt op, de har ikke så meget endnu, men alligevel – »Hvad med den her, piger, den passer godt til vinduet i legehjørnet, ikke? Nå, ja okay, du kan få den ind på værelset også så, men vi skal altså have noget til vinduerne!« Eline fik det meste og hængte det senere oven i hinanden på hendes kommodes skæve porcelænsgreb. Ada hev i alt det glitrende papir, så Lasse måtte løfte det højt op, hendes små fingre var sorte af jord, hun gav snart op og lod sig overtale til at klappe sine smattede kager færdige og dekorere dem med kviste og græs. En til far og en til mor, en til Eline og fem til lille Ada. Sally lægger blomsterne fra sig inderst på bordet, hvor der ikke er så beskidt. Mens hendes familie fandt juleting i skuret, havde hun fulgt med fra højbedet. Hun var godt pakket ind, i store overtræksbukser og fleecetrøje. Hun sad med en kop lunken te, kulden rev i kinderne, men den nåede hende ikke, hun havde varmen ned over ryggen og brystet og maven, og hun sad godt; blødt og 8
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 8
02-12-2021 12:31:28
alligevel solidt der på bedets stenkant. Da telefonen ringede nede i bukselommen, ville hun først ignorere den, men så tog hun den alligevel, efter opkaldet rejste hun sig og gik i Føtex. Hun sagde ikke noget, da hun gik, og pigerne så ikke engang ud til at have opdaget, at hun havde været væk, da hun kom tilbage med en pose æbler og en bodystocking, der havde været på tilbud. De var gået indenfor igen, sad rundt om spisebordet. Lasse så på hende, han så vred ud, men sådan er hans ansigt bare, når han er bekymret for hende. Hun trak prismærket frem af bodyens halsåbning, vendte det hen mod ham. »Det er endda uld,« sagde hun. Jo, der – under en bunke frøposer med sommerskinnende billeder af gulerødder, persille og radiser, ligger aviserne. Sally hiver dem frem og får revet nogle store stykker af. Hun ruller dem om blomsternes kolde stilke, fjerner de få blade og torne. Skulle der have været noget stedsegrønt? Nej, det er fint sådan her. Netop, enkelt. Hun slukker efter sig, før hun går ud igen. Hun drejer på hanen ved siden af terrassedøren, forsigtigt stikker hun avisklumpen ind i vandet, papiret fyldes og bliver mørkt. Hun banker på ruden ind til stuen. Ada løber imod hende, vralter slingrende af sted, måber begejstret, at Sally er der bag ruden, og kigger ind og banker, at Sally er, kan det passe? Sally smiler. Ada slår begge håndflader mod døren, rækker armene op mod hendes ansigt. Lasse kommer bagefter og åbner den på klem. Han har lige barberet sig, han dufter kraftigt, er stadig rød på halsen. 9
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 9
02-12-2021 12:31:28
»Find lige en pose,« siger Sally, »en af de små.« Hun maser døren til for Ada. Barnet er stadig i nattøj og skubber imod for at komme ud, lægger læberne mod glasset og ånder i hurtige latterpust. »Og en elastik! – tak,« siger hun, da Lasse rækker tingene ud gennem dørsprækken. Han er allerede på vej videre, og hun må kalde på ham for at få ham til at tage Ada med sig, væk fra kulden herude. De to forsvinder ind i husets lyse dis, Adas tykke arme og ben, som hun bæres længere ind, ser de alligevel spæde og skrøbelige ud. Min baby, min bælgbønne, mit arrigt voksende barn. Alene på terrassen folder Sally fryseposen om blomsterne og snurrer elastikken på. Hun famler sig tilbage gennem skuret og slapper af i øjnene, da hun kommer ud i carporten, der er oplyst af gadelygten. Det begynder at sne igen, fnuggene falder hurtigt fra himlen ned på alle de små gule rækkehuses tage og forhaverne med krukker og postkasserne, på klatrestativet og rutsjebanen henne på legepladsen; på gyngerne, på legehuset. Hvert hus har et køkkenvindue, som vender ud mod pladsen i midten. Gennem det hvide flimmer glider køkkenlampernes lys ud på stikvejen. Med sne på ligner husene papmachéhytterne i det nisselandskab, Eline havde med hjem den sidste uge i november. Sally har ikke lagt mærke til det før nu, men de er jo helt sammenpressede. Det kan enhver se. Når hun har tænkt på, at hun selv har et hus nu, har hun set det for sig stående frit, det har stået for sig selv inden i hende, og hun har kunnet gå rundt om 10
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 10
02-12-2021 12:31:28
det, forfra, fra siden, bagfra har hun kunnet se, hvor fint det var. Og huset indeni passede med det udenfor, så naturligt spejlede de to sig i hinanden, at forholdet mellem dem måtte være et andet end negativets til fremkaldelsen, det forhold, som tvinger alting ind i en åndeløs stilstand, hvor det lille billede med det sorte lys møder det store omvendte gennem en metamorfose, en næsten uforståelig hændelse midt imellem to yderpunkter. Så mystisk det er, at de hører sammen, når det ene virker dødt og det andet helt levende. Nej, ikke længere sådan en overspændt balance, har Sally tænkt. For det, som hun havde nu, det passede. Men alle har vel kunnet se, hvor naiv hun er. For det er helt tydeligt, at de huse, de er ikke sådan, som hun har beskrevet dem. Sådan, som hun har bralret op til Helena og de andre på kontoret, hvordan i alverden har hun kunnet holde sig selv flydende i fortællingen, hele tiden kunnet holde fast i alle fibrene mellem indeni og udenfor, trække sig fremad langs de tynde tråde? Hvorfor har hun ikke løftet hovedet og set sig omkring, at danne sig overblik ville have været det letteste i verden. Eller er det skiftet i vejret, som gør det let nu – luften bliver skarp af frosten, glasagtig. Som om kulden skyder slebne is vægge ind mellem øjeblikkene, så de ikke længere har nogen veje ud. Så man ikke kan komme ud af dem, før man er gået igennem dem, igennem med hele sig selv, ikke bare den del, som er synlig. Husenes grelt gule mursten, lugt af plantegift, marsvinebur, chok. De hårde 11
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 11
02-12-2021 12:31:28
skub fra øjne, er det stenene, der ser på hende, er det græsset, vanddråberne? På mors billeder kan skyggerne falde sådan, at det ser ud, som om pigen ikke har nogen hud, alting kan glide lige ind. Hende, der ringede i søndags, Anne, hed hun, eller måske Annie, hun må undre sig over, hvor de bliver af. Hun sagde, han bare havde et par dage igen, og de nøler, de venter, får deres nattesøvn og går på arbejde og samler sig, som om tiden for ham ikke galoperede af sted. Søndag, mandag, tirsdag, tæller hun, i morgen er det onsdag, og det betyder gymnastik, hun skal huske at vaske Elines shorts, så hurtigt hun kommer væk fra tanken om ham, som ligger der nu, på sit yderste, er det ikke sådan, man siger, og hvad tæller man, når man er kommet helt derhen, timer, minutter? Er hun ligeglad? Der gik en hel dag i går, hvor de kunne være taget af sted, mors rejsedag, ja ja, men hun kunne da også være taget fra London søndag aften, havde endda foreslået det, og så var det Sally selv, der havde holdt fast i, at Lasses møder i går absolut ikke kunne rykkes. Og faktisk havde Sally pustet ud i går, lettet over hver time, mor alligevel ikke dukkede op. Johan skænkede hun ikke en tanke. Og hvorfor skulle hun egentlig? Ja, hvordan skulle nogen kunne kræve, at hun tænkte på ham og mor frem for sig selv. Men hun må alligevel være egoistisk, siden hun kan reagere så fladt. Gå gennem en hel dag uden at føle den mindste sorg. Der hvor følelserne skulle pulsere, midt i brystet, er der ligesom bare en tom firkant, hun må være uempatisk, 12
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 12
02-12-2021 12:31:28
en kold fisk, ja, på en eller anden måde – er det ikke netop, hvad hun er? Forresten vil det nok slet ikke være den samme sygeplejerske som hende i telefonen, selvfølgelig, men – Sally håber, det vil være hende. Var det Annie? Det lyder rart og rødkindet. Hun havde en blød stemme, lød til at være midaldrende. »Cancer, terminalt stadie, tilstand ustabil,« havde Annie sagt. Bag hendes stemme knitrede og gurglede og bippede hospitalet. Det var postbuddet, der havde fundet ham, samme morgen, fortalte hun. Johan havde ligget på fortovet foran sin opgang, havde på en eller anden måde krabbet sig ud af sin lejlighed, mens blod og lort væltede ud af ham, det var ikke de ord, hun brugte, men Sally forstod, at blæren, mavesækken, flere vitale organer var i opløsning. Annie sagde: »Han må have været bevidst om sin egen tilstand ret længe.« »Bevidst?« spurgte Sally. »Der har jo været smerter,« sagde Annie og holdt en pause, som Sally fornemmede, at hun burde fylde med ord, der udtrykte hendes egen smerte, den skulle være forskellig fra hans, men alligevel passe til i størrelse. »I lang tid,« sagde Annie prikkende mod Sallys stilhed. »Jeg kommer,« sagde Sally beslutsomt. »Jeg og min familie, vi kommer og siger farvel.« Hun sagde: »Vi har små børn med. Er det i orden?« Det var mere end i orden. Annie fortalte om en lille café på afdelingen, hvor de kunne spise aftensmad. 13
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 13
02-12-2021 12:31:28
»Det er altid så dejligt, når der kommer flere generationer og besøger,« sagde hun mildt. »Så ved man, ja, at det har været et godt liv, ikke.« »Det forstår jeg godt, det må være rart at se,« sagde Sally. Hun følte sig pludselig meget træt. Hun måtte give mor besked med det samme. Og Pernille. Men hun gik ud fra, ingen af dem ville med. »Nå, men så,« begyndte hun. Annie brød ind – »For en god ordens skyld skal jeg lige have dig til at bekræfte relationen. Du var Johans – barnebarn?« »Hvad? Åh ja,« mumlede Sally og trak halskanten på sin trøje op over øret for at skærme for telefonens højtaler udgang, hun så på pigernes flyverdragtrygge inde i skuret, Eline, som skiftevis omfavnede Ada og stænkede mudder i hendes hår, og Lasse, som stak op over dem, viftende med julepynten som en dirigent, hvordan kunne de ikke høre stemmen fra telefonen, det var, som om den rungede i haven, sprang gennem den kolde luft over kvarterets tage. »Hvorfor er det egentlig mig, I ringer til?« spurgte hun lavt. »Han har selv opgivet dig som kontaktperson,« sagde Annie. »Altså for nogle år siden, da han var indlagt i forbindelse med en amputeret tå, så vidt jeg kan se her. Så, jamen jeg var faktisk rigtig glad for, at du tog telefonen, når nu oplysningerne var lidt forældede, ja, sådan er det nogle gange, hvis de ikke går så meget til egen læge, som kan sørge for, at det hele er up to date.« 14
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 14
02-12-2021 12:31:28
»Det var da heldigt,« sagde Sally. »Hvad var der med hans tå?« »Øhm. Ja.« Det lød, som om der blev flyttet rundt på et eller andet. »Var du og besøge ham ved den lejlighed også?« »Nej. Jeg har ikke set ham, siden jeg var barn.« »Nå! Okay, men så. Jeg skal egentlig ikke tale for meget med dig om journalen, det er ulovligt.« »Okay,« hørte Sally sig selv sige. »Det var ikke for at blande mig.« Annie var stille lidt. »Det ser ud til, at der har været et sår,« sagde hun så. »Der er ikke blevet reageret på det i tide. Så kan det godt gå rigtig galt. Han ... Han ser ikke ud til at have passet så godt på sig selv, hvis du forstår, hvad jeg mener.« »Undskyld, jeg er nødt til at lægge på nu,« udbrød Sally. »Sig til ham, at vi kommer!« Hendes pegefinger var blevet stiv i frostluften, hun var nødt til at gnide den flere gange på skærmen, før Annies »hej hej så« og den underligt massive lyd af hospitalets knitren rundt om hendes ord blev klippet over. Sally lægger buketten ind på bagsædet af bilen. Oven på tasken, en brun ruskindstaske med skiftetøj, Elines påklædningsdukker, mad og pusleting. Hun mærker efter, at der er pixibøger i lommerne, som hænger bag på førersædet. Eline må være sød at læse for Ada, mens de kører. Det bliver en lang tur, Ada hader at sidde i autostolen. 15
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 15
02-12-2021 12:31:28
Hospitalet ligger to timer og fyrre minutters kørsel væk. Lasse tjekkede gps’en i går aftes, sad på gulvet ved siden af madrassen, hvor mor lå helt udkørt. De havde lavet aftente, havde dækket bordet til, at de alle tre kunne sidde sammen og gennemgå planen for turen, mor havde ignoreret deres anstrengelser. »Det ser ud til, der er en afkørsel her,« sagde Lasse, mens han klikkede og tastede på det lille apparat. »Det er faktisk ikke den store omvej at køre ind gennem København på vej til lufthavnen. Bare lige se hans sted, du voksede op der, ikke?« »Nej, nej!« udbrød mor. »Jeg er ikke kommet for at være sentimental.« Lasse rødmede og klikkede lidt mere på gps’en. »Nogen skal vel begynde at få et overblik over hans lejlighed før eller siden,« mumlede han. »Vi kører direkte,« sagde mor. Og Sally ville stå for det med boet. Hun smækker bagdøren og stamper lidt med den ene fod. Hun åbner døren igen. Buketten er nok nødt til at stå omme under handskerummet, for hvad nu, hvis vandet løber ud af posen, mens den ligger ned. Hun tager den. Inde i køkkenet har de en masse gamle sylteglas, den kan stå i et af dem. Men så på vej ind sætter hun sig alligevel på bænken i forhaven. Hun mærker sneen smelte under lårene. Hun presser lænden mod bænkens ryglæn og lader sit tøj blive gennemblødt. Kulden føles varm. En bil kører ud af en carport skråt overfor, og nede 16
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 16
02-12-2021 12:31:28
for enden af vejen kommer en anden. Formanden for grundejerforeningens gravide kæreste kommer ud og sætter en lyskæde om en busk. Og de syntes, det var så flot i starten. Der var rigtige trælofter, Lasse skulle male vinduesrammerne udvendigt, før de flyttede ind. Hvide som mælketænder, ikke et spor af fugt eller mørning, han fik det aldrig gjort. Men der var meget mere plads end i lejligheden nede i byen. Det var det eneste, de fokuserede på. De var jo helt overivrige, hun og Lasse, nærmest forført af muligheden, de nu havde fået for at låne i banken. Nu de begge havde job. Kiggede de overhovedet ordentligt på det sted, de ville flytte hen, før det var for sent? Hvis Sally havde set bedre efter, havde hun i hvert fald kunnet konstatere, hvor trykkede og forsømte husene i kvarteret egentlig er. Hvor ens. Ingen her har fantasi til at gøre noget særligt ud af det sted, de lever, som om de slet ikke selv har valgt det, folk er bare flyttet ind i det, der nu engang var. For døsige af børn og kærlighed til at gøre sig umage med noget som helst. Og så i en ferie kommer de alligevel i et spjættende humør, så køber de havemøbler, får sat nye tagrender op. Det kunne hun have sagt sig selv allerede ved den første rundvisning med ejendomsmægleren. Eller registrerede hun det netop, og puttede sig ved det? Hvor småt det hele var. Ja. Mæskede sig i det. Liderlige efter trygheden var de, både hun og Lasse. Efter overtagelsen passede hans forældre børnene, og de tog 17
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 17
02-12-2021 12:31:28
ud og knaldede på det tomme stuegulv. Kone og mand. Åh, hvor det tændte dem. Hun har jo villet gøre sig selv så lille. Hun ser på legehuset, som ofte er centrum for Elines møder med naboernes børn. Hun ser på det lillebitte åbne vindue, kniber øjnene sammen. Hvorfor er jeg bange, tænker hun. Alt det, som er så fint og godt. Som man kan se er godt. Og så pludselig kan det bare forsvinde, som om det kun var en skal. Mens man var uopmærksom, er det gode blevet ondt, eller det har hele tiden været ondt, det havde bare klædt sig ud. Pludselig bliver man svagere, huden bliver så tynd. Farverne pulveriserede og brændt væk. Himlen bliver sorte og hvide strøg, der gløder mod hinanden, viskes ud, som fjer, der dækker andre fjer, snefnug skjuler hinanden med bittesmå skygger. Sally lukker øjnene og går fra rum til rum i det hus, der begynder lige bag hendes øjenlåg. Dets vægge gennemskinnes af bølgende lys. Det er ikke hendes eget hus. Hun kan ikke gå rundt om det. Det er altid det samme. Hendes eget lille hus har ligget over det som et kostume, men det er jo bare et rækkehus. Det er ikke stort nok, det kan ikke dække helt. Hun burde have kunnet se det. Hun ville nemt have kunnet få øje på den frygtelige uoverensstemmelse, hvis bare, hvis hun ikke havde været så – og hendes egne børn, selv nu, hvor der er to af dem, kan de ikke engang dække det barn, som går her omsluttet af de stille vægge. Det barn er alt for stort, alt for lykkeligt. 18
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 18
02-12-2021 12:31:28
Hvis hun ikke havde været så søvnig, så svimmel af glæde. Gennem alle de gennemsigtige vægge bølger haven i lyset, græsset er sort, blomsterne er hvide. Lasse åbner vinduet over hendes hoved. »Kom ind, Sally,« siger han ned i hendes skilning. »Du bliver syg.« »Jeg kommer,« siger Sally. Hun rejser sig. Kan se sneen i sit hår, skyagtigt i kanten af alt det, hun kan se. Da hun træder indenfor, rasler julekransen mod ruden i døren, køligt gran mod glas, islys rører hende bagfra.
19
4k_bb1202_ly_emma_bess_125x200mm.indd 19
02-12-2021 12:31:28