Mary

Anne Eekhout Mary

Eller skabelsen af Frankenstein

ROMAN

På dansk ved Aino Roscher Gutkind

Mary

er oversat fra hollandsk af Aino Roscher efter Mary

© 2021 Anne Eekhout. Originally published with De Bezige Bij, Amsterdam

Denne udgave: © Anne Eekhout og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Superultraplus Designstudio

Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0402-6

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

The publisher gratefully acknowledges the support of the Dutch Foundation for Literature.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til Bertram Koeleman, en stor historiefortæller, min store kærlighed.

At fortælle så god en historie som muligt er vigtigere end sandheden – Mary Shelley

Alt det, du kan forestille dig, er virkeligt – Pablo Picasso

Eventyr

Til min mor og lille datter

De lytter begge til hendes gamle sagn, underfulde ting toner frem, hidfløjne, lyser i de vidtåbne øjne som blomster i et vandfads favn.

Og deres væsen sitrer dybt derinde, fortabt nedsunkne i hinandens sjæl de står – det hvide og det lyse hår –tro det blot, tro det blot, alt, hun siger, er sandt og godt, smukkere hører du ingensinde.

M. Vasalis

GENÈVE

Mary Shelley – født Wollstonecraft Godwin (1797)

Filosof og forfatter Mary Wollstonecraft og filosof og forfatter William

Godwins datter, Percy Shelleys elskede, Williams mor.

Percy Shelley (1792)

Marys elskede, digter. Skønt de ikke er officielt gift på dette tidspunkt, optræder de som ægtepar.

William Shelley (1816)

Willmouse. Mary og Percys nyfødte søn.

Claire Clairmont (1798)

Marys stedsøster, datter af Marys fars anden kone, Mary Jane.

Lord Byron/Albe (1788)

Berømt og berygtet forfatter og digter. Claires bekendte og lejlighedsvise sengepartner.

John Polidori (1795)

Læge og forfatter. Albes ven.

SKOTLAND

Isabella Baxter (1795)

William Baxters datter, Margaret, Robert og Johnnys søster.

David Booth (1776)

Margarets mand. Bestyrer et bryggeri.

Margaret Booth (1789)

Davids kone, Isabellas søster.

Johnny Baxter (1805)

Isabellas yngste lillebror.

Robert Baxter (1796)

Isabellas ældste lillebror.

William Baxter (1766/1771)

Isabella, Margaret, Robert og Johnnys far.

Maj 1816

Cologny, Genève

Dette er timen. Hver nat dør hun, hendes datter. Hun finder først ud af det om morgenen, skønt hun har set hende ligge der om natten, så rolig, i dyb søvn. Men hun ved, at det må være sket i denne time, heksetimen, for hun vågner altid. For det meste kun et øjeblik. Lagenet er gledet ned, og hun trækker det op om sig, trykker næsen ind mod Percys varme ryg. Han sukker i søvne, hun falder i søvn. Men somme tider, somme tider får det hende op af sengen. Hun ved ikke nøjagtigt, hvad det er. Hun vil ikke, og hun er træt, hun vil sove videre, videre i denne nat, forbi denne time, men hun ved det allerede, hun er nødt til at mærke det. Hvert minut i denne time skal brænde på hendes hud. For det var dette, hun bragte til verden. Og dette, der forsvandt så hurtigt.

Verandaen holder hende tør, overfrakken varm, men et stykke derfra er verden ved at tilintetgøre sig selv. I to uger har de været her, i Genève, og lige siden deres ankomst har storm og uvejr nærmest dagligt udført et vanvittigt ritual. Mary kan lide, når lysglimtene varer ved, strækker sig som en kat og i et par sekunder oplyser himlen, farver den lyslilla, som om den er et klæde, en teltdug over jorden, får tingene under den til at se uægte ud, gør dem til en historie og samtidig giver dem

større betydning. Hendes bare fødder på verandaen, ukrudtet i græsset, piletræet ved vandet, Jurabjergene, der rejser sig på den anden side af søen, båden, der vugger i en skål af lys.

Til den anden side, oppe ad bakken, brænder der et svagt lys hos John og Albe. Det beroliger. At hun vågner hver nat klokken tre, men at Albe i det mindste ikke er gået i seng endnu. Han holder vagt. Uden tvivl med blikket rettet mod papiret, som hans pen danser kaotisk hen over, skriver det til verden, som allerede lever i ham.

Hun drejer sig og vipper på tæerne. Hun kunne ikke finde sine støvletter i mørket. Lille William vågner let, skønt han ikke lader sig gå på af tordenen, og hendes stedsøster, Claire, er langt om længe faldet i søvn. Sågar i sin egen seng. Hun ligner et lille barn, og Percy tager hendes hånd som en far. Nej, ikke som en far. På ingen måde som en far.

Lyn brager gennem luften og summer efter, på vandoverfladen, mellem trætoppene, på hendes hud. Storme er noget andet her end i England. Mere vågne. Levende. Ægte. Som om hun ville kunne røre ved lyset, holde det fast, som om det holder hende fast. Brølet, den dybe buldren har noget fysisk over sig, som om det lige om lidt vil kunne slutte sig til de levende, vil kunne få adgang til hendes brystkasse, hendes hjerte, hendes blod. Der lader ikke til at komme en ende på rækken af dage, der er mørke som natten, hvor solen sjældent viser sig, haven er et morads, naturen forstummer, og det hænder, at de siger til hinanden: Måske er det her verdens ende. Dommens dag. Men så ler de. For de ved alle sammen: Gud findes kun i drømme og i børnerim. Mary gnider sine hænder. Kulde bider hende i tæerne. Og somme tider, tænker hun, når man er meget, meget bange.

Men da hun er kommet tilbage i seng, kan hun igen ikke sove. Kulden har sat sig i hendes krop, og intet, hverken et tæppe, tanken om en kamin eller Percys lune ryg, kan give hende varmen tilbage.

Det skyldes Claire. Hun er ikke meget yngre end Mary, og somme tider tænker hun, at det ville være godt for Claire, hvis hun betragtede hende mere som sin rigtige søster. Men for hver dag der går, bliver det sværere at acceptere Claire, for slet ikke at tale om at hjælpe hende, trøste hende, underholde hende. Mændene lader ikke til at synes, at det er lige så irriterende. Albe betragter sågar Claires nykker som kvindeadfærd, hvad det så end betyder. For Mary rejser sig da ikke midt i en samtale for at kaste sig hulkende på sofaen, mens hun siger, at der ikke er noget, nej, slet ikke er noget i vejen? Det er ikke kvindeadfærd. Det er Claireadfærd. Hvilket smigrer Percy. Det ved hun godt. Det smigrer ham, når Claire kaster sig om halsen på ham, beder ham om at læse digte højt, til hun falder i søvn, når hun lægger hovedet tilbage og ler ad hans spøgefuldheder, den blege hud fra hendes hage og langt, langt ned, hendes bryster, der inviterer til blikke, berøring, opmærksomhed. Claire kan ikke leve uden opmærksomhed. Hun ville utvivlsomt dø, hvis hun blev ignoreret i tre dage. Det har hun fra sin mor, fra Mary Jane, den opmærksomhedssyge. Mary tror ikke, at hendes far anede, hvor hysterisk, hvor forfængelig, hvor herskelysten Mary Jane var, før han giftede sig med hende, og hun og hendes datter Claire flyttede ind hos dem. Lige siden det gik op for Mary, siden hun for alvor havde forstået, at hun ikke havde en mor, havde den kendsgerning været indbegrebet af sorg. Al sorg fik den form, blev betragtet i det lys. Men fra det øjeblik, hvor hendes far

giftede sig igen, havde det været den vægtskål, ægteskabet blev vejet i: denne mor eller ingen mor? Og hun endte altid med det samme svar: ingen mor. Eller i hvert fald med at leve med historierne om sin egen døde mor, med portrættet over sin fars skrivebord af den kvinde, der havde betydet så meget for så mange: så klog og modig, så egensindig, hvad hendes liv og overbevisninger angik. Hun var der ikke mere, Mary havde aldrig kendt hende, men hun var overalt. Og frem for alt: Hun var perfekt. Hun ville aldrig blive vred på Mary. Hun ville aldrig misbillige hendes beslutninger. Mary ville aldrig skamme sig over sin mor. Og hun ville aldrig behøve at være bange for at miste hendes kærlighed. Hendes mor ville altid elske hende, som hun havde gjort det på sit dødsleje: med Mary som sin lille dukke i armene. Den rene, fuldstændige, oprigtige kærlighed ville aldrig risikere at blive svækket eller besudlet af hverdagens ensformighed. Sådan var hendes mor i hendes hoved. Essensen af den perfekte mor. På trods af og takket være den kendsgerning, at hun ikke levede længere.

Et tordenbrag. Percy vender sig med et støn. Hans knæ rammer Mary i siden. Hun kan skimte hans ansigt i månelyset, der skinner ind ad sprækken mellem skodderne. Hendes lidenskabeligt smukke Alf. Ingen anden mand har den tiltrækningskraft på hende med sine fine træk og gennemsigtige hud, som en atlaskspinder, næsten som en pige. Og hun er hans store kærlighed. Det ved hun godt, men det er slet ikke så let alt sammen. At de ikke helt deler livsfilosofi – ét er i teorien, men de gør det heller ikke i praksis – sætter gang på gang deres kærlighed på prøve. Måske er det lige til at holde ud, at han somme tider holder af en anden kvinde. Måske. Men at

det ikke rører ham, at han ligefrem opmuntrer hende til at dele seng med en anden mand, piner hendes sjæl. Samtidig ser hun ham kigge, når hun taler med Albe om dennes digte eller om sin far. Hun tror, at det er i de stunder, jalousien slår ned i ham. Kold frygt viser sig i hans blik. Den jalousi, han føler i det øjeblik, har ikke noget med hende at gøre. Percy er ikke bange for, at hun vælger Albe frem for ham. Han er bange for, at Albe vælger hende frem for ham. At Lord Byron, den store, vilde poet, synes, at hun er mere interessant end Percy Shelley, som stadig har så meget at lære. Har han nu også talent nok? Er han veltalende nok? Percy har fæstet sin lid til Albe. Mon han kan vise ham lyset? Vil han kunne råde ham, blive hans mentor, måske ligefrem hans ven? En sjælden gang imellem, når Percy er så usikker – nej, han siger det ikke, men hun kan se det på ham: det lønlige håb i hans øjne, den barnlige utålmodighed i hans bevægelser – frygter hun et øjeblik, at hun ikke elsker ham.

Hun kysser ham blidt på kinden. Han stønner igen. Han vender sig. Knæet i hendes side forsvinder. Og så døser hun endelig hen. Hun mærker, at søvnens arme folder sig ud som vinger, lægger sig stramt omkring hende, hun er beskyttet, ikke på nogen ubehagelig måde, og tager hendes bevidsthed med sig. ***

Efter rejsen, som William ikke rigtig lod til at bryde sig om, nå ja, børn er ikke skabt til at rejse, lader han til at finde sig godt til rette i Maison Chapuis. Værelserne er store og lyse med høje vinduer, hvorfra der er udsigt til den store have, søen, Jurabjergene ovre på den anden side. Og til regnen,

selvfølgelig. Til den stengrå himmel. Han er stadig for lille til at kravle rundt. Ellers havde hun utvivlsomt været nødt til dagen lang at følge i hælene på ham fra værelse til værelse, holde ham væk fra kaminen, fra bogreolerne, bordhjørnerne. Men han har lige lært at vende sig, fra ryggen til maven, og det er nok, hvad det bliver til, indtil videre. Hendes Willmouse er fem måneder gammel, og hun nyder at have ham hver dag. Alligevel kan hun ikke slippe tanken om hende, hendes førstefødte. Hvis hun havde levet, ville hun være vraltet omkring her. Korte, buttede ben, bare fødder, trip-trip, fra kamintæppet på de skinnende træplanker over dørtrinnet, trip-trip, vaklende ude i gangen, hen mod trappen, nej, det må du ikke, kom her, tilbage hånd i hånd, sådan. Se, der er din lillebror, som du kan ae.

»Alt vel?« Claire lader sig dumpe ned i sofaen ved siden af Mary. William, der lige havde lukket øjnene, åbner dem igen. Claire kilder ham under hagen. »Du sidder og stirrer ud i luften.«

Mary nikker. Selv efter alle de år forstår Claire ikke, at Mary somme tider er fraværende. Men Claire er ikke som hende, ikke samme blod, ikke samme temperament og ikke samme empati. Bare et skæbnefællesskab, nu og da, hvor de bryder ud i uhæmmet latter, når Claires mor og Marys far går anspændte omkring og gør huset klar til gæster. Sådan er det kun voksne, der kan være. Det tænker de. Det ser de i hinandens øjne. Sådan bliver vi aldrig. Men det er længe siden. Hun har ikke set dem i evigheder, sin far og Mary Jane. Det er blevet så svært, efter at hun har fundet sammen med Percy, efter det med hendes lille pige.

»Jeg er lidt træt,« siger Mary. »Hvordan var der hos Albe?«

»Åh, godt,« siger Claire. Hun vikler en hårlok om fingeren. »Han har inviteret os til middag. Sikkert til kiks og bønner.«

Claire har det svært med Albes spisevaner. Og i øvrigt også med Mary og Percys. Hun savner kødet.

»Du kan også lade være med at gå med,« siger Mary. Hun fortryder det med det samme.

»Selvfølgelig går jeg med.« Claire gør store øjne. »Albe ville have, at jeg kom. Det sagde han.«

Mary rejser sig op. William er faldet i søvn igen. Hans smukke, lyse ansigt. Bliv ikke for bleg, Willmouse, hvisker hun inden i sig selv. Uden at sige mere forlader hun stuen for at lægge ham i vuggen. Sov du bare. Snart vågner du igen.

»Mary.« Albe omfavner hende. Han lugter af kamille og noget sødt. Hans skægstubbe strejfer hendes kind. »Godt, du kom. Jeg vil meget gerne have dig til at læse noget.«

Mary ser på Percys hurtige smil, at han er ude af stand til at slutte sig til dem, og at det irriterer ham. Han følger efter Claire ind i salonen. Albe tager en kandelaber fra skænken, griber Marys hånd og trækker hende med sig gennem hallen og ind i et mørkt værelse på husets bagside. Villa Diodati er noget større end Maison Chapuis, men deres hus ligger smukkere, tænker hun. Albes hus er mørkere, omgivet af træer med tæt løv. De er som en flok evigt strenge vogtere. Her har man selv i dagtimerne brug for tællelys eller en lampe. Dørkarmene, vindueskarmene og panelerne, de utallige bogreoler er alle sammen af mahogni, gulvtæpperne går fra væg til væg, er røde eller blå med næsten lige så mørke mønstre. Også inde

på Albes arbejdsværelse er grundtonen brun. Aftenlyset falder ind gennem de stængler af efeu, der kryber hen over vinduerne. Albe stiller kandelaberen på sit skrivebord og samler løse ark papir sammen.

»Kom.« Han vinker Mary hen til sig fra skrivebordet. »Jeg arbejder på en ny sang til Junker Harold. Jeg tror, den bliver god. Jeg vil godt have, at du læser den og siger, hvad du synes.«

Der er noget ved måden, Albe spørger på, som får hende til at føle, at hun ikke behøver at være beæret over, at han betragter hende som sin lige. I hvert fald som kritiker.

»Gerne,« siger hun så. »Jeg vil gerne læse det.«

Albe ruller papirerne sammen. »Det er kopier. Du kan roligt gøre notater.« Han giver hende dem. »Shelley må også godt læse det. Hvis han har lyst.«

Percy vil sige – til hende – at han ikke gider læse det. Men han vil læse det alligevel.

»Mary.« Tællelysets skær rammer det lysebrune i hans øjne, gør dem dybere. »Jeg ville gerne læse noget mere af dit. Noget, der er opstået inde i dit hoved, ikke uden for det. En rigtig historie, et digt.«

»Måske er jeg forfatter ligesom mine forældre,« siger hun, »og kan kun skrive om virkelige ting.«

»Det er jeg ret sikker på, du ikke er.« Albe smiler. »Er forskellen på virkelig og uvirkelig da så stor?«

Percy sidder ved siden af hende ved bordet. John, Albes ven og livlæge, på hendes anden side. Claire – selvfølgelig – ved siden af Percy og ved siden af Albe, der for det meste ignorerer hende.

Somme tider, når han har drukket godt med vin, har røget en del eller bare er i godt humør, taler han med hende. Somme tider kysser han hende, så forsvinder de ud af syne et stykke tid. I den slags øjeblikke prøver Mary at lade være med at holde øje med Percy, for selv om han ikke opfører sig anderledes, end han plejer, kan hun se uroen over en kompliceret form for tab i alle hans bevægelser. Hun ved ikke præcis, hvad det er, han frygter at miste. Måske er det det samme, hun frygter.

Siden Percy så hende komme ind i salonen sammen med Albe og med papirrullen i hånden, har han gjort sit bedste for ikke at se på hende, men koncentreret sig om Claire. Det er problematisk, for når først man viser Claire opmærksomhed, giver hun ikke slip igen, og så ender man let i en samtale, der handler om sladder om bekendte i London og om hendes voldsomme frygt for alverdens ting, som hun allerede var panisk angst for som barn, og som hun aldrig er kommet over: Djævelen, hekse, mønstre i ilden, mønstre i skyerne, den hvisken, som vinden bærer med sig. En sjælden gang imellem virker det, som om hun nyder det. At trøsten er belønningen. At frygten er det hele værd.

»Det lykkedes Adeline at få asparges på markedet,« siger Albe overstadigt.

Aspargesene er velkrydrede, men trådede. De kan ikke lade være med at le lidt ad det. John sender Mary et bredt smil. Adeline er først og fremmest god til at tilberede kød, som hun sagde, da Albe ansatte hende som husholderske og kok. Heldigvis kan hun også bage brød, og der er vin i rigelige mængder. Albe skænker op, hver gang et glas er halvtomt.

»Hvordan går det med William?« Mary ved ikke, om det overhovedet interesserer John, men han spørger hende så godt som hver eneste dag.

»Åh,« udbryder Claire, »William er sådan en skat. Han smilede til mig i dag.«

»Er der nogen mænd, der ikke smiler til dig?«

Hun tror ikke, at han mener det, og heller ikke, at det er en spøg. Mary ville have betragtet sådan en bemærkning som irriterende, hvis den kom fra en hvilken som helst anden mand, men ikke fra John. John kan få folk til at føle sig godt tilpas. Han ved præcis, hvad han skal sige og i hvilket tonefald.

»I dag faldt han gudskelov i søvn i tide,« siger Mary. »Vi har fundet en barnepige, Elise.«

»Det var godt,« siger Albe.

»Vi har egentlig ikke råd, men pyt.« Percy tager en ordentlig slurk vin, ser ikke på hende.

»Betragt det som en investering i Marys fremtid,« siger John. »Hvordan skal hun skrive, hvis et spædbarn ustandselig kræver opmærksomhed?«

Claire nikker ivrigt.

»Hold op med at jamre, Shelley. Du lyder som en gammel mand. Vi er i Schweiz. Se dig lige omkring!« Albe slår ud med armene. »Du er her med din kone, med dit barn. Med mig.« De kan ikke lade være med at le, heller ikke Percy, men Mary tvivler på, at Albe mente det som en spøg.

»Jeg har givet din hustru noget læsestof. Det ville være mig en ære, hvis du også ville se på det.«

Det er utroligt, hvilken forskel det gør i Percys øjne, i hans ansigt, i hele hans holdning. Inden for brøkdelen af et sekund er alt i ham lyst op. Fra at være en lunefuld mand er han blevet en længselsfuld, taknemmelig dreng. Mary føler sig lettet og samtidig også skuffet. Over Albe, over Percy eller over sig selv.

Efter middagen går de tilbage til salonen, hvor der skal rages godt op i ilden. Det er også uvejr i aften. Det første brag føles, som om nogen griber fat om Marys hjerte.

»Det tegner ikke godt,« siger John, idet han kaster et blik ud ad vinduet.

Udenfor raser himlen. Den er skiftevis grå, mørkeblå og sort. Om et øjeblik er det sidste dagslys helt væk. Regnen pisker mod ruderne. Elise bliver hos William, til de er tilbage. Hun får spændinger i brystet ved tanken om, at han ligger og hyler i sin vugge, at ingen hører ham, at hans skrig overdøves af vinden. Det vil aldrig blive som dengang igen, må hun sige til sig selv. Nu er der altid nogen hos ham for at forhindre, at han forsvinder pludseligt og stille.

Der bliver skænket op igen, men denne gang er vinen blandet op med laudanum, advarer John dem. Han er læge, så de har tillid til hans tilberedning af drikken. Mary ved, at Sam Coleridge, en af hendes fars gode venner, ofte bruger det, at han sværger til midlet, når han skriver, så hun er temmelig nysgerrig. Hun kan ikke huske, at hun nogen sinde har fået det, skønt hun da jævnligt var syg før i tiden. Den bitre smag fremkalder et uklart minde i hende. Mere en følelse end en drøm: en hånd, der glider over silkelagener, hen imod hende. Percy og Albe er midt i en samtale om elektricitet. Percy sidder ved siden af hende, stryger hende åndsfraværende over armen, mens han lytter til Albe, der fortæller en historie om frøer, som bliver vakt til live ved hjælp af galvanisme.

»Livskraft,« gentager Percy og stirrer ind i ilden. »Det er beviset, ikke sandt?«

»Beviset på hvad?« spørger John.

»At der ikke kan findes en gud. Hvis der er en livskraft, som

mennesket kan beherske, er det ulogisk om ikke umuligt, at der er en gud.«

»Sikke noget sludder,« siger John. »Det er ikke noget bevis.«

»Hvis der var en gud, ville livskraften og tildelingen af den da kun kunne tilhøre ham, ikke sandt?« Percy får sit andet glas vin tilsat laudanum.

»Det er ikke noget bevis,« siger John. »Det, du tror, der tilhører Gud, er ikke videnskab.«

»Lyt til min læge,« siger Albe, »doktor Polidori ved alt.«

»Jeg ved bestemt ikke alt,« svarer John alt for seriøst, »men jeg har forstand på beviser. Vin?« spørger han Mary, og hun nikker, for laudanummet begynder at virke, og det får hende til at glemme smagen. Hun lader sig synke længere ned i sofaens puder.

Claire hænger i en stol ved siden af kaminen, halvt liggende, med vidtåbne øjne. Det er uklart, om hun lytter. Nu og da lyner det bag hende, og så bliver hun så forskrækket, at man skulle tro, hun fik stød.

»Ikke mere til Claire,« siger John.

Han sætter sig på gulvtæppet ved Marys fødder, læner sig halvt ind mod hendes ben, og det ligner næsten en gestus, en venlig, venskabelig gestus, der pludselig bevæger hende.

»Men ...« Albe læner sig frem, »at der ikke er noget bevis på, at der ikke findes en gud, er ikke det samme, som at der findes en gud. Så lad os for en god ordens skyld lige gå ud fra, at der ikke findes en gud.«

»Hvilket også er tilfældet,« mumler Percy. Han løsner spænderne på sine støvler og tager dem af. Han lægger benene i Marys skød, hovedet på armlænet.

Siden hvornår er vi alle sammen begyndt at føle os så godt tilpas? tænker Mary. Hun har det pludselig, som om hun er både gammel og gammeldags. Hun vil også opføre sig u nderligt.

»Uanset hvad,« fortsætter Albe og tager en lille pibe op af jakkelommen, »tanken om, at mennesker selv kan skabe liv ved hjælp af elektricitet, er meget interessant. At man kan få død materie til at leve. Vil du tænke dig: Din døde bedstemor vakt til live igen.« Han smiler bredt.

Men Mary tænker ikke på bedstemødre. Hvad enten det handler om døden, om krig, om vin eller om natur, så kan hendes hjerne altid finde en vej, der fører til hendes lille pige, hendes første barn. Og hvis hun spørger sig selv, om hun ønsker, at det nogen sinde går over, er hun ikke i stand til at komme med et svar.

De taler videre, mændene, men hun lytter ikke længere. Hun kan ikke lytte længere. Hun har lagt hånden i Johns hår. Tankerne følger ikke længere logisk efter hinanden, ingen begyndelse, ingen ende, ingen årsag eller nødvendighed. De eksisterer bare, som de er: ude af sammenhæng og meningsløse, men ikke desto mindre overrumplende. Glas, der knuses, de hjerteskærende skrig fra noget, det er umuligt at forestille sig, en fisk på størrelse med et skib, månelys, der kryber ind ad sprækker, et usigelig frygtindgydende hoved, en slange så glat som gelé, der smutter ud mellem fingrene på hende. I sidste ende smutter alt ud mellem fingrene på hende. For det er sådan, det går.

På et eller andet tidspunkt den aften kysser Percy hende, midt imellem de andre. Det er uklart hvorfor, eller måske var hun bare ikke lige til stede i tankerne. Claire sidder på Albes skød,

kysser ham på halsen, mens han fraværende lader den ene hånd glide over hendes hofte, holder sit glas med den anden og tager små mundfulde næsten uafbrudt. John står ved vinduet, kigger ud. Mellem træernes silhuetter glimter kornmodet somme tider i flere sekunder ad gangen, så verden atter får den stille besynderlighed, som om der bliver løftet på virkelighedens slør, og hun et øjeblik ser, hvordan der ser ud under det: en verden, hvor intet kan holdes på afstand af forstanden: hverken erindring, trussel eller ånd.

Percy kysser hende på kinden, på tindingen, på panden og næsen. Så kysser han hende langsomt og længe på munden. Et eller andet sted mener Mary, at hun var vred på ham, men hun kan ikke længere huske hvorfor egentlig, og hun fornemmer hans duft, hans duft af appelsiner, en krydret slags, og hun gengælder hans kys, kysser sin kære Alf, sin usikre, knotne, fantastiske digter. Og hvad der derefter sker, er uklart. De elsker med hinanden, eller de falder i søvn sammen, og hun drømmer, at de elsker med hinanden. Himlen er sort. Uvejret er holdt op. Nogen står neden for vinduet. Han kalder på hende, men det, han råber, lyder ikke som hendes navn. Og så ved hun, at hun drømmer, for ham, der kalder på hende, findes ikke.

Om natten tror Mary, at hun hører sin lille pige. Barnet græder. Det jamrer. Hun genkender hende. Hun er så sikker på, at det hele var en misforståelse: Hun lever! Selvfølgelig lever hun. Al den tid, måned efter måned. Sikke en dårlig mor hun er, når hun tror, at hendes barn er dødt! Men nu er den tid forbi. Hun må hen til hende, hen til sin lille Clara. Hun skal amme hende, se dybt ind i hendes blå øjne, trykke hende ind til brystet for evigt, så voldsomt, at ingen af dem kan

trække vejret. Ellers slipper hun fra hende, ved hun, nej, hun er allerede ved at slippe fra hende. I opvågningens sprækker ved hun det: Åh Gud. Denne verden. Åh Gud. Og hun mister hende igen. Den lyd, der vækkede hende i denne heksetime, er alarmerende nok. Drømmen, halvdrømmen har hun rystet af sig. Hun er fortsat i Villa Diodati. Der brænder et enkelt tællelys i stuen. Slaggerne i kaminen gløder stadig let. Hun får rejst sig fra sofaen, hvor hun har ligget halvvejs tildækket af en plaid med krumbøjet nakke, og prøver at forstå, hvad der foregår. Lyden kommer oppefra. Nogen græder, skriger hæst. Hun tager tællelyset med sig og går op ovenpå ad den brede trappe. Er det Claire? Igen tænker hun det, som hun tænker så tit, når hun bliver vækket af en besat Claire: Vi skulle ikke have taget hende med. Men det var nu engang Claire, der havde fundet på, at de skulle tilbringe sommeren her, tæt på Albe, og det var Percy, der havde set sit snit til at lære forfatteren at kende. Oppe på trappeafsatsen følger hun lyden. I et af soveværelserne brænder der et svagt lys: en olielampe på lavt blus. På sengen sidder Claire med ryggen op ad væggen og benene trukket op, håret ud til alle sider, et flakkende blik og hænder, der piller ved hendes kjole. Percy ligger ved siden af hende, har lagt hånden på hendes mave, mens han ser op på hende og hvisker ting, der ikke er bestemt for Marys ører, eller som Marys ører bare ikke hører. Hun står der, i døråbningen. Percy har ikke lagt mærke til hende endnu, og hvem ved, hvad Claire ser. Hvis man spurgte hende, om Claire gør det bare en lille smule med vilje, ville hun svare en ting den ene dag og noget andet den anden dag. Nogle gange har Mary ondt af hende, det har hun virkelig, og tror, at Claire er et offer for sig selv. Og andre gange tror hun, at hun selv er Claires offer.

»Jeg vil ikke se det her!« råber Claire. Hun ser hidsigt over mod vinduet, hvor der ikke er noget at se. Skodderne er lukket til. Hendes hænder griber nu ud efter noget i luften. »Alt er vådt,« siger hun med hæs stemme, »ingenting er mere, hvad det var, Percy. Det her er virkeligt! Jeg kan ikke det her.« Hun snøfter med en høj snerren. En hyæne, tænker Mary.

Percy retter sig op og holder om hende. Claire hænger i hans arme som en dukke. Hendes øjne er hele tiden rettet mod vinduet. Percy stryger hende over ryggen, kysser hendes filtrede hår med lukkede øjne.

»Jeg vil ikke mere,« græder Claire. »Jeg vil bare ikke mere.«

Mary vender sig om. Hun synes ikke, det er slemt. Det er fint. Han trøster hende bare, og hvilken mand vil nu have en sygeligt angst kvinde? Men hun får alligevel ondt i maven, en benhård smerte, der ud over smerte også er vrede. Det er ikke Percys skyld, ved hun. Det er Claires. Tilbage på sofaen, lige da hendes tanker nærmest ikke hænger sammen længere, mærker hun, at hun skal tisse. Ude på gangen, på vej ud på det lille hus, er der en skygge, som presser hende ind mod væggen. Det er Albe. Hun giver ham lov, fordi hun ved, at det ikke betyder noget. Han er fuld og vil fortælle hende noget. Albe gør alt, som han har det godt med. Albe er hendes ven.

»Du ved godt, hvorfor jeg gav det til dig, ikke?«

Hans ånde føles beskidt i hendes ansigt, lugter af røgen fra tællelys eller fårelort. Hun prøver med et forsigtigt puf.

Albe puffer forsigtigt tilbage.

Hun nikker. Noget begynder at dæmre for hende, men det virker langt borte, uvigtigt. Nu nikker han også, lukker øjnene. Han begynder at synge. Ganske stille. Mary kan ikke forstå det, men det lyder som en vuggevise. Han gør ikke noget, men

bliver stående med armene mod muren, med skulderen mod hendes skulder, åndedrættet i hendes øre. Og pludselig kan hun mærke, at noget løsner sig i hendes hoved. Det giver slip med en lille knagen, falder ned, gennem hendes hals, gennem hendes mave, ned i hendes underliv. Der bliver det liggende: varmt og intenst. Hun burde vide, hvad det var.