Max Vero - Venner i krig

venner i krig

Af samme forfatter

Troldmandens søn, 1993

Kongebarnet, 1995

Sikkas fortælling, 1997

Heksehuset, 1998

Vingekatten, 2000

Sølvblomst, 1. udgave, 2002

Valravnen, 2003

Mørkebarnet, 2007

Den Sorte Safir 1-6, 2007-2009

Det Levende Sværd 1-4, 2010-2014

For evigt din, 2011

Max Vero 1-5, 2014-2016

Natulv, 2015

V, 2016

Tante Stellas hus, 2018

Karanagalaksen Log I-III, 2018-2019

Sølvblomst, 2. udgave, 2021

Natblomst, 2021

CECILIE EKEN

Max Vero Venner i krig

venner i krig

Max Vero – Venner i krig © Cecilie Eken og Gutkind Forlag A/S, København 2022

1. reviderede udgave, 1. oplag, 2022 (Historien om Max Vero har tidligere været tilgængelig i en illustreret Læs Selv-serie) Omslag: © Rasmus Funder

Forsideillustration: © Emil Landgreen

Bogen er sat med Scala hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0493-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Adam cecilieeken.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·  gutkind_forlag

BAGGRUND

Max og hans venner Amir og Sita bor i Beleria, et stort land ud til havet med floder, sletter og bjerge. Nord og øst for Beleria ligger Darien, og de to lande er i krig om kontrollen over Merabjergene, den bjergkæde, der udgør grænsen mellem dem. Dybt nede i Merabjergene har man nemlig fundet et nyt råstof: solkrystal. En solkrystal er fuld af energi, bare et lille stykke kan erstatte mange tusind tønder olie, og nu kæmper Beleria og Darien om eneretten til solkrystallerne. Hver gang det ene land åbner en mine i bjergene, bliver den ødelagt af det andet land, og derfor er solkrystal stadig meget sjældent og værdifuldt.

Krigen har varet i næsten fire år, for Beleria og Darien er lige stærke. De kæmper i bjergene og på havet. De bomber hinandens byer og fabrikker. De prøver at sprede sygdom og kaos hos fjenden. Tusindvis af soldater og almindelige mennesker er allerede døde, men ingen af de to lande vil give op, og det virker, som om krigen aldrig kommer til at slutte ...

Det nye fly

INDBRUD PÅ BASEN

»Den her vej. Men duk dig.«

Max gør tegn til Amir, og de lister sig begge to foroverbøjede langs den lave mur. Da de når hjørnet, læner Max sig forsigtigt frem.

Ingen vagter i syne.

De sætter i løb hen over et åbent stykke med græs, og snart står de ved døren til den store bunker.

Fra den anden side af muren kommer lyden af støvler, der tramper hårdt i jorden. En gruppe soldater øver sig i at gå i takt. Deres leder, sergent Russo, råber en høj kommando, og alle standser brat.

»Kom nu, vi kan ikke blive her.«

Max skubber til Amir.

»Jamen, er du helt sikker? Du har din mormor, men hvis de fanger mig, så ...«

Siden resten af hans familie døde i et luftangreb, har Amir boet på et af de mange børnehjem, der findes i Beleria på grund af krigen. Max er godt klar over, at Amir hader at være der, ikke mindst fordi man altid bliver straffet hårdt, hvis man gør noget galt.

»Vi bliver ikke fanget,« lover han. »Få nu bare den dør op!«

»Okay, okay.« Amir fisker sine dirke op af lommen. »Jeg ville ønske, vi kunne gøre det her om natten ...«

»Du har heller ikke set de to vagthunde, de lukker derind hver aften. Skynd dig nu!«

Amir lægger sig på knæ og lirker dirken ind i låsen. Max spejder rundt, men alt er roligt. Bag muren sætter støvletrampene i gang igen.

Lidt efter lyder der et klik, og døren glider stille op. Max klapper Amir på skulderen, inden de smutter indenfor og lydløst lukker efter sig. Fra sin rygsæk haler Max et par lygter frem, og de følger en trappe af beton en etage ned til luftbasens centrale lager.

Først står de bare og lader lyset glide hen over de høje reoler fulde af plader af metal, kabelruller og kasser med skruer, bolte og rør.

»Wow!« hvisker Amir. »Vi kan bruge alt det her. Så meget kan vi slet ikke bære.«

»Det er ikke det her, vi er her for,« svarer Max. »Vi skal bare finde en solkrystal.«

Keglen fra Amirs lygte synker ned mod gulvet.

»Jeg kan altså ikke lide det, Max. Hvis de fanger os med en krystal, slår de os ihjel.«

»Jamen uden den er vores fly ikke en skid værd. Kom nu, hjælp mig med at lede.«

De bevæger sig ned langs reolerne, mens de lyser søgende rundt. Så får Max øje på en rød dør i et hjørne.

»Der! De er helt sikkert derinde.«

Amir undersøger låsen og sukker.

»Den der bliver ikke let.«

»Prøv nu bare.«

Max holder begge lygter, mens Amir igen bruger sine dirke. Det tager tid, og Max sveder, luften i bunkeren føles tung og svær at indånde.

»Kom så, lille ven ...« mumler Amir, som om han kan lokke låsen til at give sig.

Måske virker det, for lidt efter skubber han den sidste stift på plads, og de kan åbne til rummet med den røde dør. Hele den ene side er optaget af hylder med pilothjelme, og på bagvæggen hænger en række blanke kasser fastgjort til en metalskinne.

»Er det dem?« spørger Amir.

Max nikker, hans åndedræt er næsten gået i stå. Sita har vist ham et foto fra en gammel avis, både af en kasse og af de solkrystaller, der er indeni. Solkrystal er så værdifuldt, at alle kasserne er låst fast til skinnen med en stærk magnet og har en alarm på. Men Sita har regnet ud, hvad de skal gøre. Max kender ingen, der er så klog som hende.

Hurtigt haler han en tang og den lille syrebombe, som hun har bygget til dem, op af rygsækken. Bomben sætter han på alarmen, inden han trækker en split til side, så den bliver udløst med et sagte »sshhhhhh«. En sur lugt rammer hans næse, da alarmen smelter.

»Er du parat, Amir?«

»Ja.«

Det næste har Sita gennemgået med dem mindst otte gange, og Max læner sig roligt frem og klipper strømkablet til magneten over. En kasse falder ned i Amirs arme, og låsen er nem nok at få op. Indeni ligger en række hvide krystaller i hvert deres rum.

»Pas på!«

Max tager handsker på, før han løfter en af krystallerne op og pakker den ind i et stykke stof. Ganske kort lader han blikket glide over alle de andre nede i kassen. Det er fristende at snuppe nogle flere, nu de er i gang, men basens piloter skal jo bruge dem i krigen mod Darien, så han nøjes med at putte den ene krystal ned i sin rygsæk.

»Okay, lad os komme væk herfra.«

Snart efter smutter de ud af bunkeren og hen til muren igen. De er heldige, alle soldaterne er væk nu. Max skal lige til at sætte i løb over græsplanen, da nogen med ét dukker op bag dem.

»Hey, hvad laver I to her?«

En høj mand i flyvevåbnets uniform tager fat i Amir og løfter ham næsten op fra jorden.

»Åh, goddag, sergent Russo.«

Max prøver at se rigtig glad ud. Sergent Russo skuler bare surt.

»Hvem er du? Ved I ikke, at det her er forbudt område for børn?«

Børn. Vreden bobler i Max, for han er ikke noget

barn. Men det nytter ikke at svare igen, det ved han godt, i stedet siger han:

»Jeg hedder Emilio. jeg er købmand Besis søn. Jeg har været ovre i messen hos Fabian for at give ham en besked fra min far.«

Det er løgn. Max’ far er død. Men det kunne godt være sandt, for af og til sender købmand Besi en af sine sønner til basen med besked til Fabian, kokken, som laver mad til soldaterne. Max kender både Fabian og købmanden fra dengang, hans far fløj som pilot i en eskadrille på præcis den her luftbase. Før han blev skudt ned over Merabjergene i begyndelsen af krigen.

»Jeg kommer lige fra skole.« Max peger på sin rygsæk. »Det er min ven, Sami. Han gik med.«

Sergent Russo slipper sit tag i Amir.

»Virker telefonen ikke i dag?«

»Næh, desværre. Der er altid vrøvl med den. Efter at de bombede centralen, sker det bare hele tiden ...«

Max prøver at se uskyldig og sød ud. Det er han ret god til. Sergent Russo brummer:

»Ja, ja, jeg ved det, knægt. Og smut så hen og leg et andet sted.«

»Javel, sergent!«

Max gør honnør for ham og skynder sig af sted med Amir i hælene.

»Du er genial, Max,« hvisker han. »Jeg troede, vi skulle dø!«

Bag dem står sergent Russo stadig og holder øje,

så de kan ikke kravle over ydermuren, den vej, de kom ind. I stedet bliver de nødt til at gå hen til den store indgang på den anden side af den åbne plads, men Max lagde mærke til, at vagten så dem tale med sergenten, så han styrer med sikre skridt lige hen til den åbne port. Han nikker endda til vagten, da de går forbi, og de bliver ikke standset. Nu skal de bare igennem detektorfeltet foran indgangen. Det kan op fange store metalgenstande, for ingen med våben må forlade luftbasen uden tilladelse fra oberst Foks. Heldigvis har de jo ingen våben, tænker Max, og der er intet metal i en solkrystal, og Amirs dirke er helt små. Det kan ikke gå galt.

I det samme lyder en høj hyletone, og vagten spjætter overrumplet. Max snurrer rundt mod Amir. Det er ham, der har udløst alarmen, og han skriger højt af skræk.

»Løb!« råber Max.

De styrter ud gennem porten, desværre med vagten lige efter sig. »Stands!«

Max og Amir sætter bare farten op. Over den brede gade, rundt om et hjørne, hen langs en række huse. Vagten er stadig efter dem.

»Stands, eller jeg skyder!« Amir griber fat i Max’ ærme.

»Den her vej.«

Han trækker Max med ned ad en trappe til en dør med et stort, gult skilt på.

»Hvad vil du? Vi kan ikke bare gemme os og ...«

»Kom nu bare!«

Døren brager op, og de løber ned ad en mørk gang. På en dør til venstre læser Max ordet ‘beskyttelsesrum’, men Amir løber ikke derind, han fortsætter ligeud gennem endnu en dør og op ad en trappe til en baggård. Der hænger vasketøj på snore mellem husene.

»Her!«

Amir spurter direkte hen til en anden trappe ned til en anden kælder. De skynder sig gennem en ny gang. Op ad en anden kældertrappe. Over en gade til huset overfor. Ned ad en ny trappe, hen ad en gang, op til en ny gård. Max aner ikke, hvor de er, men Amir kender tydeligvis kvarteret og fører dem ad en smutvej mellem en skomager og en cykelsmed hen til endnu gade. Til sidst synker de sammen bag et stakit ved et udbombet hus og lytter efter fodtrin, men der kommer ingen.

»Min fætter boede her i nærheden ...« puster Amir. »Vi plejede at lege fangeleg på den her måde.«

Max kæmper for at få styr på sin vejrtrækning.

»Hvad ... hvad pokker skete der?«

»Jeg tror, det var dem her.«

Amir trækker en stor håndfuld skinnende nye skruer i forskellige størrelser op af lommen.

»Du er ikke rigtig klog! Hvorfor tog du dem med?«

Nu kigger Amir væk.

»Det var bare ... for at give dem til Sita.«

Max stønner. Amir kan mange ting, men at tænke sig om er ikke altid en af dem.

»Skruer kan vi sgu da få på skrotpladsen! Nu er sergent Russo ude efter os.«

»Ja, undskyld.«

Amirs udtryk minder om en lille hund, der er bange for skældud, og Max sluger et surt svar. Amir er hans bedste ven. Og han reddede dem trods alt også fra vagten.

»Det går nok. Bare lad være at gøre det en anden gang ...«

»Bliver der en anden gang?« Nu lyser Amir op af begejstring. »For så kunne vi fylde nogle store tasker og kaste dem over ydermuren. Uden om det der detektorfelt.«

Max ruller med øjnene.

»Ja, fint, lad os bare se at komme over til Sita. Hun er garanteret ved at blive bekymret.«

KRIGER

De følger en af de store boulevarder ned mod floden, der løber gennem Hafne. Foran en bager står folk i kø, og et sted har nogle store børn lavet en bod, hvor de sælger brugt voksentøj og gamle møbler. I ruinerne langs kajen ved den ødelagte Nye Bro løber herreløse hunde rundt og snuser efter mad, og Max og Amir går langt uden om dem, for de kan godt bide. Over dem skinner eftermiddagssolen, og det får Max til at spejde opad efter fly fra Darien. Heldigvis er det noget tid siden, fjenden kom helt til Hafne for at bombe, og fordi byen er Belerias hovedstad, har den også et godt forsvar: De bedste piloter og de bedste fly i hele landet ledet af oberst Foks.

L ige nu er himlen blå uden en plet noget sted, og de fortsætter langs vandet og når det gamle værft, hvor der blev bygget store skibe inden krigen.

»Og hvor skal I så hen?«

En fem-seks drenge har stået i skjul bag en væltet lastbil og nærmer sig nu Max og Amir. Deres leder er Stefan, en bredskuldret dreng lidt ældre end dem. Max og Amir kender ham godt. Alle på denne side af havnen

kender Stefan, og alle, bortset fra dem i hans bande, holder sig langt væk. Stefan og hans venner stjæler og hærger. De overfalder de gamle damer og hugger deres tasker. De truer købmændene til at give dem cigaretter og sprut. De kalder sig ‘krigere’ og kører på motorcykler, de selv har bygget. Stefan har altid en strålepistol på sig. Han og hans krigere tog den fra en død pilot, de fandt. En fra Darien, hvis fly blev skudt ned over byen i vinter.

Nu stiller Stefan sig op over for Max og Amir og trækker sin pistol op af bæltet.

»Hvad har du i den der rygsæk?«

»Det rager ikke dig,« svarer Amir hårdt. Men han flytter uroligt på sine fødder.

»Du holder bare kæft, lille orm. Og du der, du giver mig din rygsæk.«

Stefan løfter sin frie hånd mod Max, der ikke rører sig. Stefan får ikke hans krystal. Så vil han hellere dø. Over dem skinner solen stadig, den brænder mod Max’ nakke, men han føler sig kold indeni. Han skæver til Amir, som har samlet en sten op fra jorden for at gøre sig klar til at slås. I det mindste er de to.

»Giv mig den så!«

Stefan og hans venner rykker tættere på. De har alle knebet øjnene sammen, og det går op for Max, at solens stråler står skråt ind og blænder så meget, at for dem ser han og Amir ud som sorte skygger. Det er nu, han skal slå til.

»Du kan jo prøve at tage den!«

Før Stefan når at tænke, angriber Max. Han løber frem og sparker Stefan lige i skridtet, så han gisper og bukker sammen. Max giver ham et skub, samtidigt med at han griber fat om strålepistolen og vrider den ud af hans hånd. Hurtigt afsikrer han våbnet og peger lige ned på Stefans hoved.

»Skrid, eller jeg skyder!«

Hans stemme ryster lidt, men alle stivner, selv Amir. Han har nået at ramme en af de andre med sin sten, og blodet løber ned over drengens pande.

»Jeg sagde: Skrid!«

Max peger rundt med pistolen og så tilbage på Stefan, der ligger på alle fire og ømmer sig.

»Jeg slår dig ihjel, din lille lort,« får han frem.

»Ikke med den her. Den beholder jeg. Tag så og skrid.«

Stefan vakler på benene, mens han kigger på Max, som om han tænker på at slå igen. Max drejer sig en lille smule og retter pistolen mod en af de rustne pæle langs kajen. En af dem, som de store skibe engang blev fortøjet til. Uden at tøve trykker han på aftrækkeren, og det rykker let i hans hånd. En hvid stråle skyder ud af pistolen og smelter et rundt hul i pælen.

Nu løber Stefan og de andre hen til deres motorcykler. Drønet fra motorerne giver genlyd mellem de tomme pakhuse, inden larmen fortoner sig.

Amir løfter armene, som om han har vundet en boksekamp.

»Hvad så, krigere?« råber han efter dem. »Der blev I bange, hvad?«

Max ser på sit nye våben. I alle strålepistoler er et lillebitte stykke solkrystal, men en måler viser, at den her ikke har meget energi tilbage. Med et suk stikker han pistolen ned i sit bælte. Fra nu af vil Stefan være efter ham, han vil aldrig kunne føle sig sikker. Men det var det værd. Hans egen solkrystal er reddet.

»Mand, hvor er du sej!« Amir dunker en næve mod hans skulder. »Jeg blev pissebange, da de kom, men du viste dem fandme!«

Hele hans ansigt stråler, og han nikker mod pistolen.

»Må jeg se den?«

Max kan ikke sige nej. Amir er vild med alle slags skydevåben. Hans kæreste eje var i mange år en luftpistol, som han fik i fødselsdagsgave af sine forældre, men den forsvandt selvfølgelig med alt andet den nat for to år siden, hvor dariernes angreb sørgede for, at halvdelen af deres kvarter gik op i flammer.

»Du passer lige på, ikke?«

»Jo, for pokker.«

Amir vejer pistolen i hånden, slår sikringen fra og til igen. Et par gange lader han, som om han skyder på noget.

»Så du den pæl? Jernet smeltede bare!«

»Kom nu, vi må videre ...« Max rækker hånden frem mod ham. »Sita venter.«

»Må jeg ikke nok holde den lidt længere?«

Amir laver bedende øjne, og Max opgiver at få sin pistol tilbage.

Lidt senere når de hen til et af de bådehuse, der ligger ud til den ældste del af havnen. Max trækker skydedøren til efter dem og slår en slå for. Stefan ved ikke, hvor de holder til, men han føler sig mere sikker sådan her.

De står i en stor hal med en kanal i midten. Tre vandflyvere ligger fortøjet herinde. Vandet får dem til at vugge stille, så det knirker i de reb, der holder dem. Ved det ene fly står en spinkel pige på en stige og roder med motoren. Hendes kedeldragt er lidt for stor, og hun har bundet sit rødbrune hår tilbage i en rodet knold.

»Hey, Sita!« kalder Amir.

I to spring er hun nede hos dem.

»Fik I den?«

»Yep!« svarer Amir stolt.

»Er det rigtigt! Må jeg se?«

Max åbner sin rygsæk og tager solkrystallen frem.

»Åh, wow,« gisper Sita, som om hun aldrig har set noget så smukt.

»Skal vi fortælle din far om den?« spørger han.

Sitas far er mekaniker, og før i tiden byggede han vandfly til rige folk. Da krigen kom, blev han indkaldt til søværnet og sat til at ordne fly på et hangarskib. Få måneder senere gik det ned i et stort slag et sted langt ude på havet, og mange mænd druknede. Sitas far var heldig, han kom op i en redningsbåd, men splinter fra

en granat havde skåret hans arm op, og hånden var helt knust. Derfor blev han hjemsendt, og hærens læger har givet ham en kunstig hånd. Desværre duer den ikke rigtig til at skrue og pille i en motor, så Sita hjælper ham. De tjener mest penge på at fikse folks gamle biler.

Nu ryster Sita på hovedet.

»Nej, han vil spørge, hvor vi har den fra. Og vi kan ikke bilde ham ind, at I fandt den på skrotpladsen.«

Max ser op på deres fly. Det stråler nymalet i Belerias farver, blå og rød. For lidt over et år siden var det et vrag, Sitas far købte billigt sammen med to andre fly. Siden da har Max, Sita og Amir arbejdet på at sætte det i stand og gøre det til noget helt særligt. Noget, der næsten kan måle sig med de kampfly, Max drømmer om at flyve. Han og Amir har skaffet dele alle mulige steder fra. De har ordnet alt det ydre og alt i cockpittet. Sita tager sig af mekanik og elektronik. Hun har lært meget af sin far. Det eneste, de manglede til deres fly, var en solkrystal, for alle rigtige kampfly har en krystal, der giver energi til et system af sensorer og en særlig hjelm. Et skærm visir hjælper piloten med at lette og lande, med at styre og finde vej og med at ramme de rigtige mål. Men en solkrystal er ikke noget, en almindelig dreng bare lige kan skaffe. Derfor har Max i dag stjålet en fra luftbasens lager. For første gang i sit liv har han gjort sig til tyv. En rigtig tyv, ikke bare en, der tager noget, ingen andre bruger. Han er ikke selv glad for at tænke på det, og hans mormor ville græde, hvis hun fandt ud af det.

Men hvad skulle han ellers gøre? Uden en solkrystal er deres fly bare en gammel vandskøjte, ikke et kampfly. Og uden en solkrystal er han ikke sikker på, at han kan finde ud af at flyve det. Han har jo ingen instruktør ved siden af sig til at vise ham, hvordan man gør, og give gode råd.

Max skubber tanken om sin mormor væk. Hun er det eneste familie, han har tilbage. Hans mor arbejdede som sygeplejerske på et hospital i begyndelsen af krigen. Dengang spredte darierne en sygdom blandt Belerias soldater, blodfeber blev den kaldt. Fik man blodfeber, var man næsten sikker på at dø, og Max’ mor blev smittet af en soldat, hun passede. Det var før, lægerne fandt en vaccine. Max var tolv år, da det skete, og han græd og græd, men hans mor kom ikke tilbage af den grund.

»For resten, jeg har noget med til dig, Sita.« Amir tømmer sine lommer over i en af Sitas kasser til skruer.

»Årh, tusind tak, Amir! Det er noget andet end de gamle rustne ...«

Sita tager en skrue op og drejer den i hånden, som var den et fint smykke. Amir rødmer nærmest af glæde. Max vælger ikke at fortælle om balladen med de skruer, for Amir lader til at have glemt alt om det og peger over på flyet:

»Skal vi prøve at tilslutte krystallen med det samme? Du lovede, du ville være færdig med det sidste i dag, Sita.«

Hun kigger hen på Max.

»Er du klar?«

Han nikker.

»Godt, drenge, så giv mig en halv time.«

Amir hopper næsten af glæde.

»Okay, vi gør parat imens! Kom, Max!«

Max hjælper Amir med at trække de store porte ud mod vandet til side. Det er tungt arbejde, og de bliver helt stakåndede. Mens Max får pusten igen, står han lidt og ser ud over byen og den glitrende flod. Snart skal han flyve sit fly for første gang.

»Hey, Max, grib!« Amir står med to flyverdragter over armen og kaster den ene til Max.

Max’ mormor har en symaskine og har hjulpet med at lave dem af gamle uniformer. De har nogle lapper hist og her, men de passer fint, og da han og Amir har fået dem på, ligner de næsten et par rigtige piloter. Lidt efter stikker Sita hovedet ud ad flyets dør.

»Så er jeg færdig!«

Max ånder dybt ind. Nu sker det.