MED D DEN TIL FØLGE
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 1
12-05-2022 10:24:58
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 2
12-05-2022 10:24:58
Lars Daneskov
lar s danes kov
MED
D DEN TIL FØLGE G UTKIND
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 3
12-05-2022 10:24:58
Med døden til følge © Lars Daneskov og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Rasmus Funder Sat med Palatino hos ChristensenGrafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0373-9
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk ·
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 4
f gutkindforlag
·
gutkind_forlag
12-05-2022 10:24:58
Den skjuler sig i væggene og klæber til huden som en tåge. Den ruger i mørket, når de sover, og slipper ikke sit greb i dagslys. Når de taler, kiler den sig ind som skjulte stavelser og tankestreger i alt, hvad de siger. Når de er tavse, er det den, der æder ordene. Ingen husker længere verden, som den var. Det hele endte og begyndte forfra med skriget.
5
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 5
12-05-2022 10:24:58
6
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 6
12-05-2022 10:24:58
I
7
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 7
12-05-2022 10:24:58
8
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 8
12-05-2022 10:24:58
1
SOV StDT Den kolde jord knaser under hendes fødder som skridt, selv når hun forsøger at stå stille. Det er, som om selv de små perlesten har forstået, at hun gerne så hurtigt som muligt vil væk herfra igen. Det døende efterår og den særlige lugt af kirkegård bider i næseborene, mens deres ånde tegner små skyer i luften imellem dem som uudfyldte talebobler. Det er hende, der holder blomsterne. Hun har ikke fået nok tøj på, og hun fryser. Sådan plejer det at være, selv når det er varmt. I dag kom kulden krybende, i samme øjeblik mor som den forreste åbnede den tunge låge til kirkegården. Liva trækker skuldrene op og samler armene foran brystet på den røde dynejakke. De er her sammen i dag, som de er det hver søndag. Gruset fortsætter med at sladre, mens hun bliver stående ude på stien. »Hvor bliver han af?« 9
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 9
12-05-2022 10:24:58
Mor taler først og fremmest til sig selv, hvilket hun også gør, når hun er her alene. Hun har sat sig på knæ ved stenen og samler visne blade, som hun er den eneste, der ser. Med irriterede bevægelser lader hun dem forsvinde ned i den pose til affald, hun har haft med i lommen. Hendes læber er smalle og ansigtet blegt. »Måske snakker han med nogen?« siger Liva, selv om hun ligesom mor ved, at det ikke er sandt. Far taler aldrig. Ikke mere. Han har været væk længe og har tilsyneladende lavet et af sine forsvindingsnumre. Den nærmeste udendørs hane er ellers lige på den anden side af kapellet, hvor den stikker op fra jorden som et periskop. Men Liva kender ham, som de alle kender hinanden. Jo længere tid han er om at hente vand, jo kortere tid er han tvunget til at være her. Mor laver en blanding af tungt suk og undertrykt fnysen, formentlig uden at hun selv ved det. Ved siden af hende på jorden ligger en håndrive og en lille skovl. Det var en anden rive, hun havde med i går, da hun var her selv, hvilket de andre ikke ved noget om. Rivens fem tænder stikker op fra jorden som fingrene på en spinkel hånd, der forsøger at række ud. Nu sukker hun igen, denne gang over en ispind. »Hvem finder på sådan noget?« 10
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 10
12-05-2022 10:24:58
Det er ikke nødvendigt at svare. I stedet fortsætter Liva med at se på, mens mor smider ispinden ned i posen, inden hun finder lyset med den kunstige flamme frem og placerer det i gruset. Livas blik er lige så uroligt som hendes fødder. Hun kigger hurtigt på graven til højre for deres. Her ligger en mand med et navn, der lyder udenlandsk. Der kommer sjældent nogen, og heller ikke i dag er der nye planter eller buketter på den. Ud over navnet fortæller den hvide granitsten med korset kun om datoen, han blev født, og datoen, hvor han døde, hvilket får den til at virke nøgen og alt for stor. Mandens dødsdato er næsten identisk med den gravsten, de selv står foran. Både årstal og måned er de samme. I graven til den anden side ligger en kvinde og hendes mand. De har samme efternavn og flere mellemnavne. Han døde først, og hun syv år senere, og de blev begge to gamle. Det er sådan nogle som dem, kirkegårde er lavet til. Kirkegårde er ikke beregnet til børn. Den skrånende sten på de gamles grav er pyntet med en lille fugl. Det føles næsten, som om den våger over graven og også holder en lille smule øje med resten af kirkegården. Engang ville Liva vide, hvorfor der ikke var nogen fugl på det, de kalder for deres grav. Mor forklarede, at de ville have et 11
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 11
12-05-2022 10:24:58
enkelt gravsted, mens Liva syntes, at fuglen var sød og næsten lignede en levende. Liva vender igen blikket mod stenen foran sig. Det er en af de få på kirkegården med kun et fornavn. Døde børn har ikke brug for efternavne. De nåede aldrig rigtigt at komme til at bruge dem, da de var i live. Nu er det for sent. VICTOR. Navnet står med store bogstaver på den sortblanke flade og under dem to årstal, der er alt for tæt på hinanden. Om mindre end en uge er der gået tre år. Nederst står to ord med en anden og mindre skrift. Skrånende. Sov sødt. »Det ser ikke ud som guld mere,« siger Liva. Mor lader en hånd glide hen over bogstaverne på den glatpolerede flade på samme måde, som hvis hun ville ae nogen eller fjerne et spindelvæv. »Det er vejret.« Hendes stemme er uden klang. »Regnen og vinden er hård ved den, og nu kommer frosten. Vi skal have renset den igen, når det bliver forår.« Hun klapper stenen et par gange, mekanisk og uden rytme, inden hun fortsætter med sin rive i gruset. 12
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 12
12-05-2022 10:24:59
»Det lyder ligesom nogen, der kradser,« siger Liva pludselig. Hun ligner en, der godt ved, hun burde lade være, og hendes øjne søger automatisk mod jorden, mens hun taler. »Ligesom en, der prøver at komme ud.« Der bliver stille. Som om gravene omkring dem lytter med. Mor ser på Liva. »Hvorfor skal vi nu til det igen?« Liva kigger stadig ned. Hvis skam har en farve, er den lige nu bleg som novemberhud. »Det er bare jorden og gruset,« siger hun. »Når du river, lyder det ligesom negle, der kradser mod låget af en kiste.« Mors ansigt trækker sig sammen. Om hun også er ved at græde, er som altid svært at afgøre, men hendes vejrtrækning er tung og tager hele kroppen i brug. Samtidig kommer fars tillynede skikkelse til syne lidt nede ad stien, hvilket redder dem begge. Vandet i vasen skvulper og når helt op til kanten. Mor tager imod uden at sige noget og hælder lidt af vandet ud i bedet. »Du kan få lov at sætte dem ned i dag,« siger hun og gør tegn til Liva om at vikle blomsterne ud af det tynde, grønne papir. Liva bliver stående. Som regel kommer hun ikke nærmere på stenen end nu, men hun vover 13
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 13
12-05-2022 10:24:59
åbenbart ikke at sige nej. Det er også sådan, de hurtigst kan komme væk. Modvilligt tager hun et skridt ind over hækken, forsigtigt, som var hun bange for at vække nogen. Så bøjer hun sig ned og maser buketten med de lilla blomster på plads i vasen. Den ene stilk kommer i klemme på kanten, og hun må forsøge igen, men mor har allerede set det og rækker frem for at hjælpe. Livas hænder begynder at ryste. Hele tiden bliver hun ved at stirre på navnet og stenen. Hendes ansigt har aldrig lært at lyve. Hun kan ikke lide at være her. Da hun rejser sig, sker det med en bevægelse, der er alt for voldsom. Hun skynder sig tilbage i sikkerhed på stien og trækker vejret uroligt, mens mor river perlestenene på plads efter hende. Som negle ... Det er nu, de plejer at stå. Som regel uden at sige noget. Bare stå. Liva, far, mor. Resterne af familie. Det, der blev tilbage. Stilheden er kvælende. »Nogle gange føler jeg næsten, at han er her.« Liva mere hvisker end taler, og far lægger en arm om hendes skulder uden at slippe stenen af syne. Mor står lige på den anden side af hende og lægger 14
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 14
12-05-2022 10:24:59
kort an til at gøre det samme, men ender med i stedet at bøje sig ned efter riven og plasticposen. »Det er han jo også. På sin måde,« siger far. »Jeg mener rigtigt.« Liva klemmer øjnene hårdt i. Det er en snak, de har haft før. »Nogle gange synes jeg, at jeg kan mærke ham rigtigt. Som om han stadigvæk lever og går lige ved siden af os.« Hun skal ikke sige mere nu. Det ved de alle. Mor sender hende ikke engang et blik denne gang. Sov sødt. Sov dødt. Så går de. De tre ved siden af hinanden som krummede rygge og silhuetter. Bagfra kan man knap se deres hoveder, der er forsvundet ned i hver sin krop. De går langsomt. Nu stopper mor ved det store træ for enden af stien. Hun lader sin pose falde ned i en skraldespand. Den nye rive sidder som en klo for enden af hendes ene ærme. Skovlen må hun have stukket ned i en lomme. Liva lægger hovedet tilbage og kigger op i træet. Bladene er forsvundet. Tilbage er kun de stive, afklædte og tryglende grene. De minder om sorte arme mod den grånende himmel. Hun kigger efter mønstre og leder efter ansigter. Det har altid været hendes leg. Imens siver kulden videre ned mellem hækkene, hen over de mange navne, kors og gravsten. Det er vinteren, der starter nu. 15
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 15
12-05-2022 10:24:59
Da de når til den store smedejernslåge, vender Liva sig en sidste gang. Som om hun kan høre skridtene i gruset bag sig.
16
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 16
12-05-2022 10:24:59
2
DEN DtDE DRENGS VAERELSE Værelset ligger på første sal i den modsatte ende af gangen. Ved trappen skal hun fortsætte endnu et par meter langs de indbyggede skabe, hen forbi det lille toilet, som hun er den eneste, der bruger. Det er der, gangen er smallest og lyset dårligst. Gulvbrædderne slipper deres sædvanlige klagen, da hun nærmer sig. Uden for døren stopper hun op. Hun er ikke alene. Pigen i dag hedder Clara, og selv om hun har spurgt tit, har hun ikke været her før. Hele eftermiddagen har de siddet i sengen på Livas værelse med te, der nåede at trække for længe, mens de har grinet på en måde, Liva ikke er vant til og næsten har glemt. Hun har også talt mere, end hun plejer. Hendes stemme lyder anderledes, når den er glad. Clara er en smule højere end Liva, selv om de er 17
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 17
12-05-2022 10:24:59
lige gamle, og som de står der og lytter, har hun den samme vantro blanding af forventning og angst i ansigtet som alle de andre før hende. Milo er også med. Hans hale vifter hårdt mod buksebenene på dem begge, mens han forventningsfuldt presser snuden mod den tynde sprække langs dørtrinnet. Det er det samme, hver gang hun har nogen med hjemme. Det er altid her, de ender. De skal alle sammen se Den Døde Drengs Værelse og mærke det stille sug. Mange gange er det sandsynligvis derfor, de overhovedet er her. »Hvad venter vi på?« Clara hvisker, men Liva svarer hende ikke. Milo er begyndt at pibe. Umiddelbart kunne det lyde, ligesom når han står ved køkkenbordet og ved, at der er mad på vej, men i dag er der en undertone af noget andet også. Han kan tydeligvis mærke noget. Navnet på døren er det samme som på gravstenen, men bogstaverne her har farver og er af træ. VICTOR. Lige under de seks bogstaver, hvor spidsen af I’et mangler, sidder et klistermærke fra en tegneserie og resterne af et andet klistermærke, nogen forgæves har forsøgt at kradse af. Der er kun den røde kant tilbage. 18
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 18
12-05-2022 10:24:59
Liva nåede aldrig at få hverken klistermærke eller navn på sin dør, og hun har opgivet håbet om, at det vil blive anderledes foreløbig. Clara gør, hvad hun kan, for at styre sit åndedræt, da Liva forsigtigt trykker det sorte håndtag ned og skubber døren op. De venter på en knirken, der aldrig kommer, og bliver stående på gangen, også da døren er åben. Selv Milo. Som om de venter på, at døden skal sive helt ud, inden de tør gå ind. Liva har aldrig fortalt nogen, at det her er noget, hun gør, også når hun er alene. Hun træder et skridt frem, langsomt og med en mine, der forsøger at lade som ingenting, men er nem at gennemskue for enhver, der kender hende ordentligt. Så stopper hun op igen. De skrå vægge gør værelset mindre, end det egentlig er, og får det også til at virke mørkere. Kun når solen eller månen får lov for de store træer, efterlader vinduet mod haven sine små felter af lys på det grå gulvtæppe. Med de to ruder nederst og to mindre foroven har skyggen fra vinduet altid lignet et kors. Det er sådan, det ser ud, når man kigger ud ad vinduet mod himlen, og det er også det mønster, det kaster på gulvet. 19
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 19
12-05-2022 10:24:59
Clara kigger rundt med samme ærefrygt, som havde hun fået overdraget nøglen til et slots helligste skatkammer. I første omgang bliver hendes øjne hængende ved plakaten af den brølende Tyrannosaurus Rex med den brændende jord og de opskræmte flyveøgler omkring sig. Eller også er det synet af den redte seng nedenfor, hun ikke kan slippe. Op mod væggen er de stribede puder placeret pertentligt ved siden af hinanden, hvilket de aldrig var dengang. Der var altid mindst en af dem, der var faldet på gulvet, ligesom sengen heller aldrig plejede at være redt. Her er mere ordentligt end på Livas eget værelse. Hver gang er det stort set det samme, de siger. »Er det hans alt sammen?« »Var det virkelig her, han boede?« Clara er ikke anderledes. »Det ser ud, som han stadigvæk bor her.« Hun har fået øje på de to T-shirts, der pænt sammenfoldet ligger på stolen ved siden af sengen som starten på en glemt bunke. Engang skulle de have været på plads i skabet bag døren. Det kom de ikke. Den sorte cykelhjelm, der ville have været for lille i dag, ligger der også som en sovende skildpadde. Milo tripper rundt ved stolen og snuser, da Clara vender sig mod Liva. 20
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 20
12-05-2022 10:24:59
»Hvorfor har han overhovedet et værelse, når han er død?« »Det vil min mor gerne have.« »Men han er her jo ikke. Det er større end dit.« Liva trækker på skuldrene. Hvad kan hun sige? Ja, det er større end hendes. Nej, Victor er her ikke. Og alligevel er Victor overalt. Så tilføjer hun af en eller anden grund noget, hun sandsynligvis har tænkt, men aldrig sagt højt før. »Måske må jeg få det engang.« »Så kan han få dit.« Claras fnis er kortvarigt. »Nej, undskyld.« »Det gør ikke noget.« Liva fortrækker ikke en mine. Clara er ikke færdig med at panorere rundt i værelset. Hun lader øjnene hvile på kassen for enden af sengen. Den med ketsjerne og fjerboldene og de nussede knæbeskyttere. Hun får små rynker hen over næseryggen. »Her lugter altså mærkeligt.« Livas krop fortæller, at hun snart har fået nok, men hun forsøger fortsat at lyde upåvirket, da hun svarer. »Det er, fordi døren altid er lukket. Faktisk må vi heller ikke rigtigt være her. De kommer snart hjem.« 21
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 21
12-05-2022 10:24:59
Clara overhører hende. Hun er selvfølgelig nået til opslagstavlen. Hun kan ikke lade være med at pille. Sådan er de. »Var han god til at svømme?« Clara peger på det lille svømmemærke. 1500 meter. Livredder. Den lille mand på mærket med det runde hoved kæmper sig igennem bølger så oprørte, som de aldrig vil forekomme i nogen svømmehal. »Han havde taget frisvømmerprøve. Han kunne svømme 1500 meter allerede i fjerde. Han kunne også dykke og svømme med tøj på.« Liva har efterhånden fortalt den historie mange gange. Hun har også tit haft mærket nede fra tavlen og givet folk mulighed for at røre. I dag lader hun det hænge. »Jeg kan ikke engang svømme 200 meter. Jeg er virkelig dårlig. Jeg får altid vand i munden.« »Det har jeg godt set.« Clara smiler, men går så i stå. Hun er blevet optaget af det gamle klasse billede, og hendes stemme bliver lav igen som en radio, nogen skruer ned. »Gik han virkelig kun i femte?« Liva ser på billedet, som var det dét, der vil afgøre hendes svar. »Ja,« siger hun. »Så kunne han have gået i vores klasse?« Claras sætning rammer som et piskesmæld. Hun 22
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 22
12-05-2022 10:24:59
har ret. De kunne have haft en ekstra klassekammerat. Hvis altså ikke. »Det er ham, der står der.« Livas pegefinger er stoppet midt på billedet. »Det var også den trøje, han havde på, den dag det skete.« Det sidste har hun også sagt utallige gange før, hver gang faktisk. Alligevel glider det samme umærkelige gys over hendes ansigt, hver gang hun betragter den røde trøje med den brede hvide stribe tværs over maven, der senere skulle blive gennemvædet af blod. Den har altid mindet om en færdselstavle. Clara læner sig frem og vipper en nøglering til side for bedre at kunne se. Den har en blå delfin dinglende fra sin lille kæde. Længe står de og stirrer på børnene på bageste række, dem bag alle de andre. »Tænk, at du er lige så gammel som din storebror. Det er egentlig lidt uhyggeligt at tænke på. Om lidt er du ældre end ham.« Clara ser alvorligt på Liva. »Er det ikke mærkeligt at have en død storebror?« Selv om hun fortsat taler lavt, virker hendes stemme alt for høj i det lille værelse. »Måske.« Liva laver et usikkert vip med skuldrene. »Jeg har jo ikke rigtigt prøvet andet.« »Savner du ham?« »Nogle gange.« 23
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 23
12-05-2022 10:24:59
»Det ville jeg også gøre.« Clara griber Livas hånd, men slipper den med det samme igen. Det er længe siden, nogen sidst har rørt ved Liva på den måde, og hun ser forlegen ud. »Jeg synes faktisk, her er lidt scary,« siger Clara. »Tænk, hvis han stadigvæk er her.« Livas tanker må kort være gledet tilbage til gravstedet. Snakken, de havde i går. Lydene i gruset. Hendes øjne er mørke. »Han er død.« »Men tænk nu hvis.« Liva bevæger sig mod døren. »Min mor og far kommer altså hjem om lidt. Det er bedst, vi går nu.« »Min mor har engang mødt et spøgelse.« Der bliver stille på værelset. »Victor er ikke noget spøgelse.« Livas stemme lyder fremmed. Måske fordi sætningen, den siger, er ny. »Men det er rigtigt. Engang hun var ude at køre. Hun talte med det.« »Det tror jeg ikke på. Sådan noget sker ikke i virkeligheden. Kom. Vi går nu.« Clara kigger på klassebilledet en sidste gang, inden hun endelig følger med. I det samme begynder Milo at pibe igen. 24
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 24
12-05-2022 10:24:59
Han har fundet noget på gulvet og er stoppet op for at snuse. Halen har lagt sig ind mod kroppen, og bagbenene dirrer. Som i et pludseligt anfald af vanvid snurrer han pludselig rundt på tæppet, og inden de når at fatte, hvad der sker, er hunden forsvundet ud af værelset. Han løber så stærkt, at hans skridt lyder som et fald, og hans piben kan høres hele vejen ned ad trappen. »Hvad gjorde du?« siger Liva. »Hvad gjorde du ved ham?« »Ikke noget. Jeg gjorde overhovedet ingenting.« Clara ser ud til at ville sige mere, men afbryder i stedet sig selv og bøjer sig ned dér, hvor den bange hund stod for lidt siden. »Er det dig?« Clara holder et billede frem. En isning løber gennem Livas krop. Hun kender det gamle fotografi, Clara har i hænderne, og ikke mindst pigen, der er på det. Det plejer bare ikke at ligge der. På gulvet. Der plejer aldrig at ligge noget. »Giv mig det.« Liva river billedet ud af Claras hånd og presser det ind mod brystet, som om det skulle nytte at gemme noget, de allerede har set begge to. »Hvad er det?« »Det er bare et åndssvagt billede fra skolen. Fra dengang vi var små. Jeg er vildt grim.« 25
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 25
12-05-2022 10:24:59
»Du så da meget sød ud. Hvorfor ligger det på gulvet?« »Det gør det heller ikke.« »Milo fandt det da lige. Hvorfor blev den så bange for det?« Liva ignorerer Clara og smider i stedet billedet fra sig på skrivebordet, så tilfældigt som hun kan, ved siden af computeren, der står, som om den stadig bliver brugt, men ikke har været tændt siden den dag. Som om det altid har ligget der. Samtidig er en bil på vej op ad indkørslen. De sidste meter mod den dobbelte carport. Det er mor. Hun er den første. Far kommer altid sent, senere og senere. Bilen standser, og døren smækker. Det er på dette tidspunkt, Milo plejer at gø, men det gør han ikke i dag. Uanset hvor i huset han gemmer sig, forbliver han tavs. »Kom!« siger Liva. »Vi skal altså gå nu!« »Hvad sker der? Hvorfor skal vi skynde os?« »Fordi det skal vi bare.« Liva nærmest skubber Clara ud af værelset. »Men hvad er der?« »Det er bedst, hvis du går hjem nu?« »Men skal vi ikke ses en anden dag så?« Liva får mumlet et måske, netop som døren bliver åbnet nede i bryggerset. 26
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 26
12-05-2022 10:24:59
»Vi kan ses fredag?« siger Clara. »Så kan vi også sove sammen.« »Måske.« Clara smiler forlegent, mens hun trækker på skuldrene. »Hvis vi ikke kan være hos dig, kan vi være hos mig.« »Ja, men lige nu er det bare bedst, du slet ikke er her.« Det sidste, Liva gør, inden hun lukker døren bag dem, er at kaste et blik på gulvet, som vil hun forsikre sig om, at billedet ikke ligger der igen. Det gør det ikke. Det eneste, hun ser på gulvet, er skyggen af et kors fra vinduet. Der er ellers hverken sol eller måne på himlen udenfor. Der er bare mørkt.
27
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 27
12-05-2022 10:24:59
GRATIS EKSTRAMATERIALE
Hæftet indeholder opgaver og spørgsmål samt et interview med Lars Daneskov om bogen. Download her: gutkind.dk/bog/med-doden-til-folge
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 175
12-05-2022 10:25:03
bb1282_med_døden_til_følge_125x205mm.indd 176
12-05-2022 10:25:03