helt i KAgE
2
ANNE SOFIE HAMMER
helt i KAgE ILLUSTRERET AF SOFIE LIND MESTERTON
gutkind
3
Mig & Mille. Helt i kage © Anne Sofie Hammer (tekst) og Sofie Lind Mesterton (illustrationer) og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Grafisk tilrettelæggelse: Sofie Lind Mesterton Mig & Mille-logo: Rasmus Funder Sat med Providence og trykt hos [ScandBook EU / ScandBook Sverige] ISBN 978-87-434-0211-4 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag I gutkind_forlag
4
En særlig ven
5
,
Hun ser ud, som om hun lige har sagt noget sjovt, den pige, der træder ind ad døren den første dag i 4. klasse. Hendes øjne smiler. Så dukker vores klasselærer, Line, op bag hende, og i det samme går det op for mig, hvem pigen er: den nye pige, der skal begynde i klassen!
“Det her er Mille, jeres nye klassekammerat,” siger Line og lægger en hånd på pigens nakke. “Jeg håber, I vil tage rigtig godt imod hende.” Klassen kigger nysgerrigt på pigen. Og jeg kigger selvfølgelig ekstra nysgerrigt på grund af navnet. 6
“Mille, du kan starte med at sætte dig …” Line ser sig søgende om i klassen. Hendes øjne standser ved mit bord. “Du kan sætte dig ned ved siden af Mille.” Det er, som om hun først kommer i tanker om det, imens hun siger det: Vi hedder begge to Mille!
Den nye Mille ser på mig. Så flækker hendes ansigt i et stort smil, og jeg kan pludselig se, at hun har overbid. Det får hende til at se ret sød ud, nærmest som om hun hele tiden er lige ved at komme til at grine. Jeg kan mærke, hvordan den fornemmelse smitter til mit eget ansigt, og jeg tror, hun tænker præcis det samme som mig:
DET HER SKAL NOK BLIVE SJOVT! 7
Det er ikke, fordi jeg ikke havde venner, før Mille startede i klassen. Det havde jeg selvfølgelig. Jeg var tit sammen med Kaya og Alma og Cecilie efter skole.
Vi har også lavet nogle virkelig sjove ting sammen. Som for eksempel dengang min storebror, Jonas, hjalp os med at slå telt op i vores have, så vi kunne overnatte derude.
Der var også engang, hvor mig og Alma byggede forhindringsbaner til hendes kaniner.
8
Det så vildt sjovt ud, når kaninerne kravlede igennem ting eller hoppede over noget højt for at komme hen til de gulerødder, vi havde lagt til dem, og det gav mig en idé: Hvad, hvis vi også byggede forhindringsbaner til mennesker! Til Almas mor for eksempel, eller til nogle af vores klassekammerater.
Jeg kom til at grine bare ved tanken om at få Almas mor til at kravle under eller over ting for at nå frem til noget, vi havde lagt som lokkemad. Vi kunne filme det med vores telefoner. Men det gad Alma ikke være med til. “Hvor er du fjollet,” sagde hun bare. “Det ville da være helt skørt.” 9
Og sådan er det næsten altid, lige når jeg får en ekstra sjov idé. Så vil de andre hellere lave noget andet. Næsten altid noget lidt mere kedeligt.
Med Mille er det helt anderledes. Nærmest omvendt. Som om alle idéer bliver en lille smule sjovere, når hun er med.
10
Det starter med det med vores navne. Hele den første dag er der forvirring, hver gang en lærer kigger ned mod vores bord og siger:
Hvis vi selv ved, hvem af os læreren mener, sørger vi for, at det er den anden, der svarer. Det er ikke noget, vi har aftalt. Det er bare, som om vi med det samme er enige om, at det er sjovest på den måde. Nogle gange er vi lidt i tvivl om, hvem læreren taler til, og så svarer vi i munden på hinanden eller peger frem og tilbage mellem os på en måde, der gør læreren helt forvirret.
11
Det næste, der sker, er det med madkasserne. Da vi skal spise frokost, lægger jeg mærke til, at Mille har præcis den samme madkasse som Cecilie. Lyseblå og med runde hjørner. Jeg prikker Mille på skulderen og peger over på Cecilies bord, hvor madkassen ligger fremme. Cecilie er gået op for at vaske hænder.
Mille ser på mig og smiler med hele sit overbid. Så læner hun sig frem og bytter de to madkasser rundt, hurtigt og alligevel roligt på sådan en måde, at der ikke rigtigt er andre end mig, der lægger mærke til det. Bagefter nikker hun til mig, som om det er noget, vi har fundet på sammen. Det er det jo ikke helt. Jeg viste hende egentlig bare, at Cecilie havde den samme madkasse.
12
Jeg bider mig i læben for ikke at komme til at grine, mens jeg venter på, hvad der vil ske.
udbryder Cecilie, da hun sætter sig ned og åbner madkassen. Hendes øjne bliver store og runde, og hendes mund står lidt åben. Jeg strækker mig for at se, hvad det er, hun stirrer på. Cecilie plejer at have rugbrødsmadder med, som hendes mor har dekoreret med skiver af agurk og tomat og små drys karse. Men nede i den madkasse, hun lige har åbnet, ligger der en stor bunke pastaskruer og en gaffel og en bøtte med ketchup.
13
Nu kan jeg ikke holde mit grin tilbage længere. Det sprutter og sprudler ud af mig, så jeg næsten ikke kan få luft. Mille griner på samme måde, og da vi kommer til at kigge på hinanden, bliver det bare endnu værre.
Cecilie ser over på os, og da hun får øje på den lyseblå madkasse foran Mille, forstår hun selvfølgelig med det samme, hvad der er sket.
“Hvor er I åndssvage,” siger hun og bytter madkasserne tilbage. Men hun bliver ikke sur. Man kan jo ikke så godt blive sur på én, der lige er startet i klassen. Slet ikke, når hun griner med overbid og virkelig glade, blå øjne. Så er det nemt at se, at hun ikke driller sådan rigtigt, men bare laver sjov. Jeg er pludselig helt sikker på, at mig og Mille bliver veninder. Det er også derfor, jeg beslutter mig for at advare hende om det med kagen. 14
Vores klasselærer, Line, er ellers meget sød, men der er den ulempe ved hende, at hun elsker at bage.
Det lyder måske ikke så slemt – men det er det, og det ved enhver, der har smagt hendes kager. Og hvert år fejrer hun det nye skoleår ved at give kage til klassen. 15
GL D DIG TIL DEN N STE BOG OM ... JA! DU G TTEDE RIGTIGT
SPOILER ALERT! Den kommer til at handle om mig og Mille, der slet ikke kan finde på noget sjovt. NOT! Vi har selvfølgelig en hel masse gode idéer. For eksempel laver vi sygt meget sjov med Milles mormor. Det bliver vi bare nødt til! Der bliver nok også noget med nogle snedige spioner. Og en håndboldkamp. Mere siger jeg altså ikke. Jo, okay; der sker noget vildt mærkeligt med håndsæben hjemme hos Mille. Men SÅ siger jeg heller ikke mere!