Mit navn er Jensen

H EI DI A MSI NC K

Mit navn er Jensen

På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

GUTKIND

Mit navn er Jensen er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter My Name is Jensen © Heidi Amsinck 2021 This translation of My Name is Jensen is published by arrangement with Muswell Press Denne udgave: © Heidi Amsinck og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Keenan Design Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet For- og bagsats: © Freddie Walkden Forfatterfoto: © Lea Meilandt Sat med Bembo hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0229-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Uge et

5

6

1

Tirsdag 07:13 Jensen trak den kolde luft dybt ned i lungerne og lod de sidste, vildfarne snefnug smelte på sit løftede ansigt. Der var kun lys i et par af vinduerne i lejlighederne omkring hende. Folk på vej til arbejde, stadig med kroppene varme af søvn, gik forsigtigt hen ad de snedækkede fortove, mens de så sig omkring, som om de ikke genkendte deres egen by. De havde glemt, at det kunne sne, og at sneen dæmpede lyden af deres skridt, som om himlen var et låg, der sluttede tæt over København. Selv de larmende fulderikker var forsvundet fra deres faste plads foran supermarkedet på Chris­t ianshavns Torv, jaget inden døre af den værste snestorm i f lere år. Før eller siden ville sneplovene rydde gaderne, og hverdagen ville sejre, men lige nu holdt byen vejret forfrossent.

Jensen tog sin sædvanlige rute over Knippelsbro til Holmen og forbi Borgen med sin gigantiske, irgrønne krone. Sporet fra hendes cykelhjul bugtede sig gennem sneen. Hun så bagenden af en gul bus skride ud til siden i en bred bue. Passagererne var skjult bag de duggede ruder, uklare som spøgelser. Jensen syntes godt om byen, når den lå stille og forladt hen, og de majestætiske gamle bygninger løb med opmærksomheden. Hvis man så bort 7

fra bussen, ville enhver københavner fra 1900-tallet have følt sig hjemme i sceneriet.

Da hun kom til Snaregade, gik det ikke længere at cykle på de glatte brosten. Hun steg af og trak cyklen ind mellem den gamle bydels høje, skæve huse. Typisk hende at møde tidligt lige netop denne morgen. Det var mindre end tyve minutter siden, at hun havde lettet på gardinet ved sin seng og opdaget den sære, blåhvide verden udenfor. Hun havde følt sig som et rigtigt dydsmønster, da hun stod op og skyndte sig af sted. Nu overvejede hun, om hun burde være blevet hjemme.

Kunne det tænkes, at hun simpelthen havde glemt, hvordan man var journalist? Mistet nysgerrigheden og blod­tørsten, som ellers havde betalt hendes husleje, så længe hun kunne huske?

Siden hun kom tilbage til København, var entusiasmen sivet ud af hende, som om hun var punkteret. Efterhånden kunne hun dårligt flikke en sætning sammen, for slet ikke at tale om en læseværdig artikel.

Intet begejstrede hende, intet forekom vigtigt.

Hun skulle forestille at være Dagbladets særlige reporter, hende, der borede sig frem til den bagvedliggende historie og spiddede det danske samfund med sine artikler. Men hvad vidste hun overhovedet om dette samfund efter 15 år i udlandet?

I flere uger havde hun lovet at aflevere en artikel om ned­­ skæringer i psykiatrien, og hun havde undskyldt forsinkelsen med manglende adgang til dokumentation, men hvis sandheden skulle frem, var hun ikke engang begyndt at undersøge sagen. Hun tænkte, at det skyldtes manglende selvtillid.

Det ville hendes redaktør, Margrethe Skov, en kvinde, der på ingen måde led af manglende selvtillid, aldrig forstå. (»Journalistik er jo et håndværk, for fanden, ikke kunst. Vi sidder ikke bare og triller tommelfingre, indtil inspirationen rammer«).

Margrethe havde ret, selvfølgelig. Jensen måtte se at smøge ærmerne op. Med lidt held kunne hun have en solid indledning 8

klar til redaktionsmødet senere på morgenen, og hvor ville det føles skønt, tilfredsstillende, at vifte den foran næsen på sine (efterhånden talrige) modstandere. Mens Jensen trillede af sted med cyklen, og hendes støvler knirkede beslutsomt gennem sneen, mindede hun sig selv om, at masser af arbejdsløse journalister ville slå ihjel for en stilling på Dagbladet.

Hun var kommet et stykke ned ad Magstræde, da hun så den.

Op mod den røde bygning med den grønne dør.

En snedrive så høj, at den gik hende til livet.

K lumpet.

Hun kastede et blik i begge retninger af den snoede vej og håbede, at der ville komme nogen. Hun vidste, hvad der gemte sig i klumpen, men hun foretrak ikke at vide det. Et øjeblik overvejede hun at fortsætte videre, men hvordan skulle hun kunne få sig selv til det?

Hendes hjerte hamrede mod ribbenene, og sveden dryppede i hendes handsker. Hun stillede cyklen op ad en gadelygte og bøjede sig ned over den klumpede drive, inden hun forsigtigt begyndte at børste sneen væk.

Så veg hun hovedkulds tilbage.

Det var en mand. Han sad med ansigtet vendt mod himlen og øjenhuler, der var fulde af sne.

Hun kunne genkende ham fra aftenen før. Da sad han præcis samme sted med korslagte ben, indhyllet i den samme røde sovepose, men hun var ret sikker på, at han havde været i live.

Hun huskede, at hun havde tænkt, det var et besynderligt sted at tigge: i skyggerne mellem to gadelygter, mens det trak op til snestorm.

Mandens håndflader vendte opad, som om han havde bedyret sin uskyld eller bedt i dødsøjeblikket. Ingen af delene havde vist gjort en forskel. Så vidt hun kunne vurdere, var han noget yngre end hende, måske i begyndelsen af i tyverne. Ikke meget ældre end en dreng.

9

»Ikke igen,« sagde hun ud i luften og indså i samme øjeblik, hvad ordene betød.

Skete det her virkelig?

Hun børstede mere sne væk, men stoppede brat, da et hindbærfarvet søle kom til syne. Drengens dynejakke var flænset op. Han havde fået en kniv i maven.

Det andet offer blev da også stukket ned, ikke?

På jorden ved siden af drengen stod et papkrus med kaffe i og en pizzaæske. Pizzaen var med salami. Skiverne krøllede stivfrossent i kanterne, og farven var den samme som den døde drengs hud.

Et øjeblik måtte Jensen læne sig frem og støtte sig på knæene, mens spyttet løb ud af hendes mund og smeltede hul i sneen. Hun havde brug for at kaste op, hendes ryg trak sig sammen, men der kom ingenting ud.

Hendes hænder rystede. Hun gøs og mærkede med et kulden i marv og ben. Hvor længe havde drengen været død? Højst et par timer, ellers ville nogle andre have fundet ham, ikke? På trods af sneen – eller måske nærmere på grund af den. Magstræde var en pudsig, gammel gade af den slags, som gjorde turister helt kulrede.

Postkortudgaven af København.

Himlen over de høje, LEGO-farvede huse var ved at lysne til turkis, og en måne så smal som en fingernegl blegnede i daggryet.

Hvis man så bort fra hendes spor, lå sneen ren og uforstyrret på gaden.

Hun kiggede på sin telefon med et velkendt sug i maven. Hun havde udskudt at ringe til Henrik, lige siden hun flyttede hjem, havde ignoreret hans beskeder, men han ville vide, hvad hun skulle gøre.

Døden var hans område.

Han ville ønske at blive underrettet som den første.

Desuden var det til hendes fordel at kontakte Henrik.

Dagbladet havde malket det forrige mord til sidste dråbe. I 10

London ryddede en død hjemløs næppe nogen forsider, men fordi København var hovedstaden i verdens lykkeligste land, var det en stor nyhed.

Hvorfor befandt drengen sig her? Hvem var han?

Hun ville sikkert kunne få mere ud af Henrik, når det blev nødvendigt, end af en tilfældig betjent, der rykkede ud efter et opkald til alarmcentralen.

Henrik stod i gæld til hende.

Han stod så meget i gæld til hende, at de aldrig ville blive kvit, lige meget hvad han gjorde for hende nu.

Hun fangede ham i bilen på vej til arbejde, og han råbte ind i den håndfri hen over støjen fra Radioavisen. Hans stemme mørknede, da han indså, at hun ikke ringede for fornøjelsens skyld.

Hun hørte sirenen gå i gang, og at bilen accelererede. »Bliv, hvor du er,« sagde han med det rå tonefald, han kun brugte på arbejdet. »Og lad være med at pille ved noget.« For sent.

Hun tog et par billeder af liget, selv om hun tvivlede på, at avisen ville bringe noget så eksplicit. Drengens åbne mund fik ham til at se sårbar ud, og de dunede hår på hans hage kunne dårligt kaldes skæg. Snefnuggene havde sat sig i hans øjenvipper og gjort dem hvide. Han var så tynd, at der var hule skygger under hans kindben.

Hun fejede lidt sne til side med foden og så, at han havde lavet et underlag at sidde på af en flad papkasse. Hans dynejakke var af god kvalitet, og det samme var hans uldhue. Han havde klædt sig efter vejret. Hun var nødt til at gå frem og tilbage på fortovet og puste i hænderne for at holde varmen. Åndedragene forlod hende hurtigt i små skyer af hvid damp.

En mand kom gående forbi. Sjovt som han dårligt værdigede hende og drengen et blik. Han var iført høretelefoner og det slørede udtryk, som travle bymennesker får, når de er på vej til noget vigtigt.

11

Det er sådan, det sker, tænkte hun. Sådan dør en mand på gaden, uden at nogen lægger mærke til det.

Magstræde var dog ikke ligefrem nogen travl gade og derfor et underligt valg, hvis man gjorde sig håb om almisser fra fremmede på en aften, hvor sneen faldt tæt. Måske havde forbuddet mod tiggeri og hjemløselejre drevet ham til det? I mørket, halvt skjult bag parkerede cykler, var det mindre sandsynligt, at han ville tiltrække sig politiets opmærksomhed.

Hun satte sig på hug og undersøgte den døde dreng nærmere, mens hun prøvede at tyde den indre stemme, som sagde hende, at der var et eller andet galt, noget med hans tomme hænder.

Havde han ikke haft et skilt, da hun kom forbi i går aftes, et papstykke med nogle kragetæer på? Hvis ikke, hvorfor havde hun så antaget, at han var tigger? Selvfølgelig havde hun ikke decideret læst, hvad der stod på skiltet, men kigget væk i stedet, ligesom manden for lidt siden. Hvad havde der stået? Noget om at være sulten? Hvad det end havde været, var skiltet væk.

Der var ingenting, ingen personlige ejendele, bare pizzaen og kaffen.

Hun kiggede på sit ur.

Lige nu virkede hendes beslutning om at møde tidligt ind og arbejde på artiklen lige så ørkesløs som den døde tiggers forsøg på at tjene til føden.

Hun fik øje på noget i drengens skød, en lap papir, der stak op af sneen. Hun tog handskerne på igen og hev forsigtigt i hjørnet af papiret.

Det var en håndskrevet seddel.

Fuglereden, Rysensteensgade Hun fotograferede sedlen, inden hun lagde den tilbage, og slog derefter adressen op på sin telefon. Det var et lokalt herberg. Der kunne drengen have fået en seng at sove i, varm mad, ly. Men nu sad han her foran hende og stirrede op i himlen på noget, ingen anden kunne se.

12

»Hvorfor tog du ikke derhen?« spurgte hun højlydt. Hendes stemme klingede hult i den isnende stilhed.

Mens de første sirener nærmede sig, strøg hun resten af sneen væk fra drengens ansigt med sin behandskede hånd og lukkede hans øjne.

13

2

Tirsdag 10:23 »Hvad har du tænkt dig at gøre nu?« sagde Jensen til Henrik, mens ambulanceredderne kom til syne bag den afskærmning, som kriminalteknikerne havde stillet op.

Hurtigt fik de båren med liget ind i ambulancen og tog under­ holdningen fra de folk, som var stimlet sammen og strakte hals bag politiafspærringen for enden af gaden. Sjovt som ingen af dem havde tilbudt drengen en hjælpende hånd, mens han var i live.

Henriks civile bil lugtede af hans læderjakke. Han havde startet motoren for at give dem varmen, og Jensen fik langsomt følelsen tilbage i fingrene. De kiggede begge to på sceneriet foran dem, mens han strøg med hånden langs hendes inderlår og trak et spor af elektricitet efter sig.

Hun lod ham gøre det.

Han havde den effekt. »Hvad vil du have, at jeg skal gøre?« sagde han hæst.

Hun vidste, at det ville gå grueligt galt, hvis hun vendte sig og så på ham. Det korte glimt, hun fik, da han ankom og tog styringen med sin selvsikre fodboldspillerattitude, var rigeligt. Han havde ikke forandret sig i løbet af de tre år. Samme sorte jeans, samme hvide skjorte. Man skulle tro, han ikke havde andet i garderoben, 14

identiske skjorter og jeans på rad og række, opsmøgede ærmer om sommeren og nedsmøgede om vinteren.

For ikke at dreje hovedet tvang hun sig selv til at stirre på en gul legetøjstraktor, der lå ved hendes fødder. Henrik bøjede sig frem efter traktoren og smed den om på bagsædet. Han var ildrød i hovedet. »Jeg mener, hvad har du tænkt dig at gøre angående drengen?« De sad lidt i tavshed, mens ambulancen kørte væk, og folkemængden begyndte at sprede sig. »Jeg har savnet dig,« sagde han langt om længe, da kun et par uniformerede betjente stod tilbage, og alle andre var forsvundet.

Han lod hånden glide længere op ad hendes lår. »Hvorfor svarede du aldrig på mine beskeder?« »Henrik, du efterlod mig på et hotelværelse.« »Jeg var nødt til at tage hjem til min søn. Helt ærligt, Jensen, du ved jo, hvordan landet ligger.« »Du sagde, at du ville være væk i fem minutter. Du sagde, at du gik ud efter kaffe. Det er tre år siden nu.« »Jeg prøvede at ringe.« »Seks måneder senere. Og så undrer du dig over, at jeg ikke tog den?« Hun skubbede hans hånd væk. Vreden gjorde det langt nem­­ mere at se på ham. »For fanden, Henrik, to tiggere er blevet myrdet i offentligheden på lige så mange uger. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?« Han gned sit skaldede hoved. »Det er ikke sikkert, at sagerne har noget med hinanden at gøre. Måske er det bare et tilfælde.« »Og hvis det ikke er?« Han rettede sig op og sukkede dybt. »Du hørte selv kriminalteknikerne. Det er for tidligt at sige.« »Det her er altså bare en almindelig dag på kontoret for dig, eller hvad?« 15

»Nej, men jeg har lært ikke at drage forhastede konklusioner, og det er et godt råd, som du burde følge.« »Han lignede ikke en hjemløs eller en typisk tigger.« »Aha, og kan du sige mig, hvordan sådan en ser ud?« »Hans tøj var for rent, kvaliteten var for god til en, der bor på gaden.« »Hvorfor kommer du ikke bare og overtager mit job,« lo han, men hun hørte brodden bag ordene. »Han var ikke en eller anden bums eller narkoman,« insisterede hun. »Han havde rent tøj, sunde tænder, pæn hud. Der var ingen stank, ingen tomme flasker.« »Det ændrer ikke på, at vi må afvente obduktionsrapporten, inden vi kan finde ud af, hvad der er sket. Kan have været et skænderi, der løb af sporet.« »Du ved ingenting om den dreng. Ung, hvid mand, intet ID, ingen telefon, ingen personlige ejendele, han kan jo være hvem som helst.« »Han er sikkert rumæner eller fra et andet sted i Østeuropa. Vi har stadig nogle, som sover på gaden, selvom tiggeriforbuddet gør en forskel.« »Han havde en adresse til et herberg for hjemløse. Hvorfor tog han ikke derhen?« »Det gjorde han måske også.« »Hvad?« »De har nok haft travlt i går aftes. Måske havde de ikke plads.

Eller måske ville de af en eller anden grund ikke lukke ham ind.« »Hvorfor ikke?« Han rakte opgivende hænderne i vejret. »Spørg mig ikke.« »Der kan du bare se, du aner ikke, hvem han var, eller hvad der er sket.« Henrik undlod at svare, og hun havde ikke tænkt sig at vente på flere banale gætterier.

16

»Ring til mig, når du ved noget, hvad som helst,« sagde hun og steg ud af bilen og smækkede døren efter sig.

Han rullede vinduet ned og bønfaldt hende om at komme tilbage, men hun ignorerede ham. Hun ville bare væk, så hurtigt hun kunne.

Den effekt havde han også.

Mens hun gik hen mod sin cykel, kørte en varevogn op bag Henriks bil og kunne ikke komme forbi på den smalle, ensrettede gade. Chaufføren begik den fejl at dytte. Henrik flåede prompte bildøren op, marcherede direkte hen til vognen og masede sit politi­skilt op i hovedet på chaufføren med sådan en vrede, at manden bakkede lige tilbage, hvor han kom fra.

Jensen kunne ikke lade være med at smile.

Henrik havde virkelig ikke forandret sig.

17

3

Tirsdag 11:49 Fra hjørnekontoret, der tilhørte Dagbladets chefredaktør, lignede Rådhuspladsen et abstrakt maleri, et vådt kaos af hvide fortove, gule busser, røde baglygter og folk, som skyndte sig i ly for sludsneen. Jensen holdt øje med en gruppe fodgængere, der ventede tålmodigt ved kantstenen på, at lyset skulle skifte til grønt, selv om de snildt kunne have krydset gaden mellem bilerne. I London så man aldrig denne respekt for reglerne, denne modvilje mod at skille sig ud. »Undskyld, jeg kommer for sent,« sagde Margrethe, som brasede ind med en lædertaske over skulderen og en kop købekaffe.

Med et grynt satte hun sig til rette, høj og bredskuldret, i kontorstolen bag sit skrivebord. »Var nødt til at tage til møde med statsministeren.« »Nå?« »Inden du spørger, var det et fandens spild af tid,« sagde hun, mens hun tog sine duggede briller af og pudsede dem i sin sweater.

Jensen øjnede en chance for at udskyde den samtale, hun vidste, var på vej, og hun skulle lige til at åbne munden, da Margrethe holdt en hånd op for at stoppe hende. »Spar dig,« sagde hun, tog brillerne på igen og rakte ud efter kaffen.

18

Jensen vred sig på stolen. Margrethe var en af de få, hvis mening hun havde respekt for. Det var Margrethe, som havde håndplukket hende fra lokalavisen og givet hende et job på Dagbladet, dengang hun var 18 og ikke havde så meget som en studentereksamen. To år senere havde hun sendt Jensen til London som korrespondent for avisen. Der havde rejst sig et kor af protester, men Margrethe havde ignoreret dem alle sammen.

Hun tog sig god tid med at hælde tre små poser sukker i kaffen.

På væggen bag hende hang hendes mandlige forgængere på række helt tilbage til Dagbladets oprindelse i 1900-tallet. Med sit lange grå hår, kødfulde ansigt og gennemborende blik bag de tykke brille­ glas fik Margrethe dem til at fremstå som en flok hyggeonkler. »Jeg kan ikke lure dig, Jensen,« sagde Margrethe og rørte i sin kaffe med en blyant. »Jeg kæmpede for at beholde dig, da vi lukkede i London. De sagde, at jeg skulle lade være, at du var en pestilens, men jeg lyttede ikke, for jeg har altid ment, at du er en fremragende reporter. Jeg fyrede en gammel kollega, fem år fra pensionen, for at du kunne få jobbet her. Jeg holdt hånden over dig, fjernede dig fra rugbrødsarbejdet for at give dig tid til din såkaldte research, og det her er så takken?« Hun holdt inde og nippede til kaffen uden at tage øjnene fra Jensen, som vidste bedre end at af bryde, når hendes chef holdt enetale. »Du har været tilbage i, hvad, tre måneder nu? Og sig mig lige, hvor mange artikler har du skrevet?« Jensen vred hænderne under sine lår og kiggede ud af vinduet.

På pladsen nedenfor blev en mand, som stod for tæt på kantstenen, oversprøjtet med snavset slud af en forbipasserende taxa. »Jeg ved det ikke helt præcist. Ti?« sagde hun. »Fire.« Margrethe bladrede gennem en bunke papirer på sit skrivebord og hev en smal mappe frem. »Lad os se, åh ja, din reportage om Danmarks udkantsområder.« 19

»Den tog mig en evighed at skrive.« »Det er noget lort. Intet hjerte«, sagde Margrethe og smed den fra sig. »Så er der din artikel om den dramatiske flyulykke i Sverige før jul.« »Jeg fik en masse fine e-mails bagefter.« »Pis og papir. Jeg har læst mere medrivende artikler af 16-årige praktikanter. Vil du se de andre to?« »Nej,« sagde Jensen. »Godt, så sig noget. Hvad foregår der?« »Jeg har brug for tid til at falde på plads.« Margrethe lod, som om hun tjekkede noget i et chartek på sit skrivebord. »Du har haft tre måneder, og mens du har hygget dig, har vi mistet ... lad mig se ... 2.870 abonnenter. Hvis vi bliver nødt til at skære mere ned på personalet, kan vi lige så godt lukke og slukke.« Jensen nikkede. Hun havde set tallene. På trods af stadig mere desperate forsøg på at indtage det digitale marked var den 120 år gamle avis ved at uddø. Bortset fra et par overbebyrdede korrektur­læsere var alle redaktionsassistenter væk, og sektionernes redaktører måtte selv stå for layout. De få, udmattede journalister, som stadig hang på, havde dårlig tid til andet end at holde mikrofonen for en række såkaldte eksperter og da slet ikke at grave efter historier. Man kunne ikke længere læse Dagbladet og forvente et rangordnet indblik i det sidste døgns verdens­ nyheder.

Avisen var nu en personligt tilpasset ‘oplevelse’ med historier, som blev spyttet ud på nettet i døgndrift med clickbait i front. Der var rigeligt med online-læsere, men der skulle en håndfuld af dem til for at dække indtjeningen fra en enkelt papirabonnent. Den traditionelle forretningsmodel havde spillet fallit, og Dagbladet havde endnu ikke fundet en ny, der virkede. »Giv mig en chance for at ...« 20

»Det har jeg gjort,« vrissede Margrethe. »Tro mig, hvis du havde været enhver anden, havde jeg givet dig sparket for flere måneder siden.« Jensen hang med hovedet. »Så du må hellere få styr på, hvad det så end er, der foregår oppe i hovedet på dig.« »Ja.« »Og gå så,« sagde Margrethe. »Jeg har travlt. Der er sket et nyt mord. Alle snakker om det på Twitter.«

Rådhusklokkerne slog 12 med den velkendte melodi, der mindede Jensen om middagsradioavisen i hendes afdøde bedstemors køkken. Det var problemet. Klokkerne, Magstræde, Rådhuspladsen, Dagbladet: På overfladen var alt ved det gamle, men København havde forandret sig, mens hun var væk. Hun følte sig fremmed i sin egen by. Ikke at hun nogensinde ville kunne forklare Margrethe det. Hendes chef havde ingen tålmodighed med sarte følelser.

Kun en ting gjorde indtryk på Margrethe: en god historie. »Er du her endnu?« sagde hun og så irriteret på Jensen.

Jensen traf en hurtig beslutning. »Vent. Jeg har noget.« »Det har bare at være godt.« »Det var mig, der fandt ham fyren. I morges i Magstræde.« »Hvad gjorde du?«

Hun fortalte Margrethe det hele og udelod kun Henrik.

Margrethes kropssprog blødte gradvist op, indtil hun sad lænet frem og støttede sig på albuerne, mens kaffen stod og blev kold. »Det er en fantastisk historie,« sagde hun, da Jensen havde talt færdig. »Endnu en hjemløs mand fundet død på gaden i København. Dagbladets reporter opdagede liget.« »Måske. Jeg tænker bare ...« Margrethes blev skarp i stemmen. »Det er en fantastisk historie, sagde jeg. Den her latterlige regering er langt om længe gået for vidt. Nu bliver tiggere dræbt i gaderne. Regeringens grusomme, 21

hjerteløse, fallerede politik bringer skam over landet. Danmark er bedre end som så.« Hun verfede Jensen af. »Skriv en artikel. Øjenvidneskildring med det hele. Jeg får kollegaerne på Borgen til at jagte regeringen for en kommentar. Der er en social kampagne i det her. Oppo­ sitionen bliver helt vilde i varmen.« »Vi kan ikke være sikre på ...« »Af sted, Jensen!« Margrethe havde allerede bøjet sig over skrivebordet og grebet røret på fastnettelefonen, som hun klemte fast under hagen, mens hun tastede. Samtalen var slut. Jensen styrede mod døren og fortrød allerede, at hun havde sagt noget om tiggeren. Men hvad havde hun ellers at komme med? »Vent,« råbte Margrethe. »Fortæl mig, at du var kvik nok til at tage nogle billeder, inden politiet ankom?« Jensen blev stående med ryggen til og knyttede næven om sin mobil, som om hun med hånden værnede om fotografierne, hun havde taget af den døde dreng. »Beklager,« sagde hun og klemte øjnene hårdt i. »Det skyldtes nok chokket. Jeg svedte det helt ud.«

22