Mit store smukke had

MIT STORE SMUKKE HAD

En biografi om

Victoria Benedictsson

elisabeth åsbrink

På dansk ved

Juliane Wammen

Af samme forfatter på dansk:

Forladtheden

GUTKIND

Mit store smukke had. En biografi om Victoria Benedictsson er oversat fra svensk af Juliane Wammen efter

Mitt stora vackra hatt. En biografi över Victoria Benedictsson © Elisabeth Åsbrink 2022

Denne udgave: © Elisabeth Åsbrink og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1.udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Marlene Diemar, Imperiet Forsidemaleri: © David Storey

Sat med Stempel Garamond LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0471-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

O.A.: Svensksprogede kilder og titler på værker er, hvis der ikke findes en dansk oversættelse, oversat fra svensk af oversætteren. Hvis der findes en eksisterende dansk oversættelse, er denne brugt. Dansk- og norsksprogede kilder er citeret direkte. Datidens retstavning er bevaret i sidstnævnte. Beløb i ”kroner” er svenske kroner.

Denne oversættelse er støttet af Kulturrådet.

Jeg er ligeglad med, hvem der en dag kommer til at læse min store bog, når jeg først er død. Hvem du end er, så prøv at forstå, hvor ensom jeg er, hvordan jeg er tvunget til at kue dette kunstner- eller sigøjnerblod, der løber hedere i mine årer, end nogen aner. Tænk på, hvordan jeg hver dag, ja, næsten hver time, tvinges til at spille komedie for at virke rolig og fornuftig.

Victoria Benedictsson, 12. december 1886

For at skildre et menneskes liv må også hendes samtid indfanges og sættes på nåle.

At tale om tid, som en samler taler om sommerfugle, er logisk, tiden skifter både form og gennemgår metamorfoser. At tiden flyver, er en slidt kliché. Og netop i anden halvdel af 1800-tallet, hvor Victoria Benedictsson lever og virker, er tiden i uafbrudt forvandling. Flere bevægelser foregår parallelt, store ideologiske, moralske og økonomiske forandringer – paradigmeskift. Menneskene kan deles op i to kategorier: dem, der vil fremtiden, og dem, der vil forblive, som de er.

Ville hun have været den samme, hvis hun havde levet i en anden tid? Ville samtiden have været den samme uden hende? For de fleste mennesker er svaret ja til begge spørgsmål: Et menneske bliver uden tvivl påvirket af sin samtid, men sjældent i en sådan grad, at hun ønsker at dø. Og tiden, den skiftende og flygtige tid, påvirkes kun undtagelsesvis af et enkelt individ. Men med Benedictsson er det anderledes. Hendes samtid påvirkede hende og hendes livsvilkår med voldsom kraft. På trods heraf ændrede tiden tone og form gennem hendes arbejde, og hendes liv bliver ved med at give genlyd længe efter hendes død. Og for en gangs skyld er det usædvanlig enkelt at fastnagle denne tid og give den et navn, en tone, definition og ånd, det er nok med én eneste sætning fra en af Benedictssons samtidige og jævnaldrende, filosoffen Friedrich Nietzsche: Gud er død.

Det var en indsigt, der rystede menneskene i det nordlige Europa, som en afgrund, der åbnede sig under deres fødder. For hvis Gud er død, hvad træder så i Guds sted? Videnskab, forskning og rationalitet, svarede nogle triumferende. Ensomhed og

rodløshed, svarede andre. Umoral eller kapitalisme, svarede atter andre – og alle svarene kan samles under begrebet modernitet. Gud er død, leve moderniteten!

Victoria Benedictsson var otteogtredive år, da hun tog sit eget liv. Hun efterlod sig et rigt materiale af upublicerede tekster, optegnelser, fragmenter, påbegyndte projekter og breve. Det var uden tvivl med overlæg. Flere af passagerne i dagbøgerne blev skrevet, for at andre skulle læse dem, og hun sørgede omhyggeligt for, at de havnede i de rette hænder. Hun magtede måske nok ikke at leve, men hun ønskede stadig at virke. Teksterne er sommetider ufærdige, ofte modsætningsfulde, altid levende og dybt fascinerende. For nu at forlade sommerfuglesamlerens vokabular og i stedet bruge en kiromantikers ord: livslinje, hjertelinje, skæbnelinje – alle de spor, der trækkes gennem hendes korte liv, kan man stadig følge og tolke. Tilsammen danner de konturerne af et menneske, der først stavede sit efternavn med to s’er som sin svenske ægtemand og siden med ét s ligesom sin danske kærlighed.

Arbejde og sandhed var hendes motto. Hun skrev selv, at hun allerede som femtenårig besluttede sig for disse ledeord og lod ordet ”sandhed” indgravere i sin konfirmationsring. Arbejde og sandhed var også begreber, der i høj grad prægede den radikale litterære bevægelse, som hun skulle blive en del af, ”Det unge Sverige”, og hun holdt krampagtigt fast i mottoet i de sidste år af sit liv – i mangel af livsledsager, i mangel af hjem og i mangel af penge. Arbejde og sandhed blev ord, som hun kom til at gentage mange gange i breve og i private optegnelser, som om de var bønner eller reprimander til hende selv. Alligevel må en beretning om Benedictssons liv også blive en beretning om løgne. Samfundets forløjethed, seksualmoralens, kvindelighedens og religionens løgne, som hun ønskede at skildre i sine litterære værker. Men også selvbedragene og illusionerne om, hvem hun selv var, endte med at blive mange. Hun tog kampen op med dem og kæmpede, indtil hun blev træt og ikke orkede at kæmpe længere.

Hvad sker der med menneskene, når Gud dør? De bliver friere. De bliver mere ensomme. De bliver lettere og tungere på en gang. Skyldfølelser forsvinder, men pludselig tvinges alle som én til at tage ansvar for deres eget liv i stedet for at lægge det i hænderne på en højere magt. Guds død spredte en følelse af både eufori og angst i anden halvdel af 1800-tallet. Mennesker levede i en dobbelt uro, i både forandring og stilstand, i en tid med både fremskridt og længsel efter fortiden, med både radikalisme og konservatisme. Hvis Gud er død, hvad er kirken så? Hvad betyder ægteskabet, som jo er indgået over for denne Gud? Hvilken seksualitet kan accepteres, og hvilken forkastes? Hvordan skal en bog skrives, og en debat føres? Hvad er en mand – og hvad er egentlig en kvinde?

Victoria Benedictsson, som kaldte sig Ernst Ahlgren og underskrev mange af sine breve med ”mor Ernst”, syntes at inkarnere mange af 1880’ernes typiske figurer i én og samme person: pigen, der blev udelukket fra højere uddannelse på grund af sit køn, den hårdt arbejdende kvinde uden egne midler og mor til mange børn. Det lykkedes hende at blive både en ”god hustru” og en ”dårlig hustru”, hun var bundet, men kæmpede sig fri, hun var gift, men skilt, uuddannet, men selvlært, og gik fra at være postmesterfrue i det lille skånske samfund Hörby til at omgås samtidens ikoner: Ellen Key, August Strindberg og Henrik Ibsen, for at nævne nogle få. I en tid, hvor kvinder ikke havde mange menneskerettigheder, tiltog hun sig den ene rettighed efter den anden og betalte med smerte og ensomhed. Hun blev en feteret forfatter, og hun følte sig mislykket som forfatter. Hun levede med uafbrudt tanke på døden, og hun døde, fordi hun ikke formåede at leve. Hun afprøvede sin seksualitet, sit hjerte, sin pen, hun afprøvede sig selv gang på gang for at se, om hun kunne holde til sine egne krav til livet og til livets krav til hende. Hun var på mange måder en begærlig sjæl, som ville have det hele: kærlighed, venskab, fremgang, økonomisk stabilitet, intellektuelt udbytte, fællesskab og samtidig sit eget værelse. Hendes liv indeholdt lys, men var aldrig enkelt.

”En brøkdel af et sekund, længere er livet ikke. Så kort tid til at forberede sig på evigheden!” Sådan skriver maleren Paul Gauguin, der var samtidig med Benedictsson, i sine memoirer. Ordene er også en sammenfatning af Victoria Benedictssons skæbne, hun, der levede i otteogtredive år, tre måneder og tre uger, og som i sin livstid bestandigt syntes at forberede sig på dødens evighed.

Et barn står på en gårdsplads. Bag barnet ligger to huslænger, det er det hjem, hvor hun er født og nu bor med sin far, mor og en fjorten år ældre søster. Foran hende ligger en vidtstrakt slette og en horisont. Kun spredte kratbevoksninger og enkeltstående træer bryder linjen, der strækker sig hele vejen rundt om Guds, skabelsens klode, herligheders herlighed, amen. Hun hører hestene røre på sig i deres båse, store kroppe af duft og kraft. Gæs pikker i jorden og lader, som om gruset er korn. Katten ligger på lur i skyggen og lader, som om den er en løve. Barnet venter i solen og lader, som om hun er en dreng.

Faren kommer med hestene, en stor til sig selv og en lille til hende. Endelig. Hun har ventet i timevis på netop denne stund, efter at have været lukket inde længes hun efter at komme ud, mærke hestens muskler i bevægelse og vinden over sletten.

Hver dag sidder barnet tavs og læser under morens overopsyn. Med samme nidkærhed, som hun bliver undervist i at frygte Gud, lærer hun sig at regne og stave. Hun øver bøjninger af franske verber og lærer hækling, broderi og syning, den slags, en kvinde skal kunne. Stykkerne i katekismen skal læses højt om og om igen, indtil hun kan dem udenad. Moren er fåmælt, men bestemt. Hun planlægger arbejdet, sådan at barnet kan få den bedst mulige uddannelse derhjemme, præcis som hun selv har fået det. At skrive poesi, læse bøger, udvikle tanken, at spille klaver, træne fingersætning på tangenterne, hvordan tomlen skal flytte sig midt i en skala, så hele oktavens toner dækkes af de kun fem fingre, at læse både noder og opskrifter – alt det lærer hun sin datter.

Victoria Maria Bruzelius er et intelligent barn, der holder af at lære nyt. Der er bare så ubærligt koldt i morens skole, så

glædesløst, ensomt og tomt. Den eneste måde at holde det ud på er ved at drømme. Men fordi hun er helt alene, ikke kan sidde skjult bag andre børn og deres oprakte hænder under overhøringerne, deler hun sig i to.

To spinkle piger. To gange Victoria. Den ene sidder på træstolen klædt i storesøsterens gamle kjole, som må lægges ned, så den dækker hendes lange ben, flittig og indesluttet, dygtig til at læse højt af bibelteksterne og virke nærværende. Samtidig, i hemmelighed, forvandler hun sig til den anden Victoria. Det sker hurtigt, næsten umærkeligt, hun trækker sig ligesom ind i sig selv og gennemgår en forvandling. Dér indeni bliver hun til en glad, eventyrlysten pige, der rejser på kryds og tværs gennem forskelligartede fantasilandskaber. Mens den ene Victoria læser højt af katekismen, befinder den anden Victoria sig i varmt strømmende solskin og oplever både farer og medgang. Hun rider vilde ture over store vidder, tager på lange rejser til Italien, ser citrontræerne bære frugt, besøger operahuse og køber smukke kjoler. Hun vandrer omkring i haver iklædt kostbar silke og enkle, men udsøgte smykker. Ingen kender til drømmenes lyse, foranderlige verdener, og ingen får heller noget at vide. Det er kun fødderne, der afslører hende, de trommer rastløst mod gulvet. Men det er også det hele. Hendes indre liv ekspanderer, lyser i stærke farver og dufter af cedertræ og røgelse – og hun er fuldstændig fri. Hver dag, undtagen om søndagen, tilbringer barnet seks timer alene med mor. Derefter går hun ud til far.

Kom! siger han. Op på hesteryggen! Han har sommetider revolveren med. De skridter ud fra gårdspladsen, han først på sin høje hest og hun efter på den mindre. Derefter trav. De drejer ad vejen, der fører ind i den grønne skygge, som åbner sig under træerne. Efter et stykke tid sidder de af og holder hvil. Måske drikker de vand, måske drikker far også noget andet? Revolveren

kommer frem, grå og metallisk. Far fortæller om alle de eventyr, den har været med på, hvordan den har reddet ham fra angreb fra bjørne og krokodiller, hvordan han blev fanget af en trold, men skød, så trolden sprak! Han holder triumferende våbnet op.

Nu skal vi skyde til måls. Kan du se den vildæble der, tyve meter fremme, med små umodne æbler på grenene? Nu holder du armen strakt, sådan her, og fingrene her.

Den store, rødmossede far lægger barnets hænder til rette om våbnet og instruerer. Revolveren er tungere, end hun havde troet.

Hold nu armen stille. Sigt på æbletræet. Og skyd!

Hun spænder pegefingeren, trykker på aftrækkeren. Skuddet giver et ryk i hele armen, hun kan ikke kontrollere det, og kuglen farer langt forbi det gamle æbletræ og forsvinder mellem stammerne. Et dårligt skud. Hun er ved at tude over smældet.

Nå, blev du bange?

Slet ikke.

Godt.

Igen, siger hun, efter at det andet skud har skræmt hende lige så meget som det første.

Igen, siger hun, selvom hun helst vil slippe.

Igen, siger hun, indtil faren siger stop, tilfreds med sin skydeglade søn. De rider videre over enge og marker.

Mor venter på dem derhjemme. Far har lige fortalt noget sjovt, og barnet ler beundrende af hans spøg, men så står mor der, og barnet lukker munden og låser latteren inde. Hun springer ned fra hesten, retter på den blå kjole og går ind.

Det kan være gået sådan til, da Victoria Benedictsson lærer at skyde.

Hun har fortalt i breve, at hendes far lærte hende at håndtere en revolver, og som tyveårig skriver hun til en veninde, at hun altid har været bange for skud og smæld. Men hvem kan vide det med sikkerhed? At give et billede af et andet menneskes liv, skrive en levnedsskildring, kan sammenlignes med at gå på en

strand og lede efter skaller og rav, den slags, havet har spyttet ud og efterladt. Muslingeskallerne bærer spor af alger, men deres oprindelse, selve havet, er ikke til at få greb om. Det er altid større og mægtigere end sine betragtere, og mere uberegneligt.

Et menneskes liv begynder, udspiller sig og ender. Tilbage bliver breve, dagbogsoptegnelser og umage memorabilia, den slags, som tiden har efterladt. På den måde er historikere og levnedsskildrere ligesom strandvandrere og indsamlere af døde søstjerner. De holder fragmenter i deres hænder og drager konklusioner om helheden. Selve tiden forbliver umulig at gribe, altid større og mægtigere end sine betragtere, altid mere uberegnelig.

Eftermiddagene med faren, med rideture, revolver og skrøner, er noget, Benedictsson vender tilbage til i private breve og værker. De er forbundet med frihed, frisk luft og en form for lykke – men også med noget andet: den sorte foragt, som hun vender mod sig selv. En gang imellem nævner hun det raseri, hun bar på allerede som barn, og beretter om stærke følelser af skyld, hvordan hun kunne sidde og stirre ud gennem et vindue i timevis uden at se, mens et ubarmhjertigt torturinstrument vred sig rundt i hendes bryst.

I et af sine sidste arbejder, ”Ud fra Mørket” (sv. ”Ur mörkret”), en tekst, der både kan fremføres på scenen og læses som en novelle, lader Benedictsson en kvinde tale om sit liv. Hun befinder sig i et dunkelt rum, på en chaiselong, mens en mand sidder på en stol og lytter. Hun fortæller om en lille pige, det barn, hun engang var, som elskede at ride ud over de skånske sletter med sin far.

”Fra jeg var seks eller otte Aar, begyndte vi at spille vor Komedie sammen – en børnekomedie; nemlig, at jeg var, hvad han ønskede mig at være: en Dreng. Jeg red med ham paa min egen lille Hest, jeg antog Drengemanerer og lærte at fløjte; jeg øvede mine Legemskræfter, ja jeg bandede saa smaat, for at behage ham.”

I novellen beretter den kvindelige hovedperson om en afgørende hændelse, som mange litterater, forskere og levnedsskildrere har fortolket som Benedictssons autentiske barndomsminde, og

ud fra den hændelse er store dele af hendes liv blevet forklaret, ikke mindst den stærke afsky og den foragt over for kvinder, som hun gang på gang giver udtryk for. Aversionen gælder kvindekønnet generelt, men også det, hun betragter som kvindelige egenskaber hos sig selv, og, frem for alt, den kendsgerning, at hun fødtes som kvinde.

Jeg véd ikke sikkert, hvornaar jeg mærkede det første Gang – dette foragtelige Udtryk af Smerte blandet med Lede, som min Faders Ansigt og Stemme saa ofte siden kunde antage; Men jeg tror, det var ved en Lejlighed, som paa en særegen Maade har gravet sig ind i min Erindring. Vi var ude paa en Ridetur og havde travet skarpt. Min Fader var hidsig og varm, hans Øjne sorte, og hans Næsebor vide. Naar han saa saaledes ud, vidste jeg, at han intet frygtede. Vi kom til en bred Grøft eller Kanal, og min Fader sprængte over den; saa vendte han Hesten og ventede for at se mig gøre det samme. Min Hest var lille; jeg ved ikke, om det var dens Skyld eller min; men den vilde ikke springe; den standsede med ét på Grøftekanten. Da lod min Fader sin Hest gøre en Drejning – jeg kan sé den Drejning endnu i Dag! – og med et eneste Sæt fløj Dyret over Kanalen, med et Spring saa kraftigt og behændigt som en Spillers. Der gik en Gysning over min Nakke helt ind i Haarrødderne, da min Fader greb mig i Armen, saa mig barskt ind i Øjnene og sagde: du er bange! Saa sagde han ikke et Ord mere, og han slap min Arm, som om han skammede sig over at have forgrebet sig paa mig. Hans Blik gled bare over mig og Hesten. Jeg var klædt næsten som en Dreng og red i Herresaddel. Men over Saddelbommen laa mit mørkeblaa lille Skørt.

Da saa’ jeg det i hans Øjne, dette, som knugede mig ned, som bestandig siden trykkede mig til Jorden, – nej, ikke trykkede mig, men fik mig til at falde sammen, som en tom Klædning falder sammen – af sin egen Intethed.

Jeg fik ikke et Ord til Forklaring, og jeg sagde ikke selv et Ord. Han gav blot sin Hest et Slag af Ridepisken og travede bort, medens jeg blev tilbage. Jeg følte med mit hemmelige Instinkt, at han ikke foragtede mig, fordi jeg var bange, men fordi jeg havde Ret til at være det. Jeg kunde jo aldrig blive andet end – – – end en af dem, for hvem Fejgheden er en Dyd!

Ud fra mørket kommer kvindens røst. Blandt mængder af minder og tusindvis af levede timer identificerer hun præcist den

hundrededel af et sekund, hvor hendes far indser, at hun er af kvindekøn, og sender hende et blik fuldt af foragt.

Er hændelsen et stykke gestaltet litteratur eller et virkeligt barndomsminde? Det er uklart og ikke særlig interessant, for selve kvindeforagten er sand. Den er Victoria Benedictssons – og hun vender den mod sig selv.

Hun bliver født den 6. marts 1850 og vokser op på gården Charlottenberg på egnen Domme i Fru Alstads sogn, lige nord for Trelleborg. De nærmeste naboer udgøres af en håndfuld huse, der ligger langs med vejen, hvorimod Victoria Benedictssons barndomshjem ligger afsides nogle hundrede meter væk på en bakketop, omgivet af agerjord og lunde. Jorden er fed og frugtbar og ligger åben for blæsten. Om foråret vokser der blå anemoner og liljekonvaller, som hun gerne plukker. Fra ejendommens højeste punkt kan man se en smal, blinkende kniv i horisonten – det er havet. I stalden står der ”to fukser og en ølandshest”, i baghuset bor landarbejderne, og brønden står stor og tung midt på gårdspladsen.

Gården drives af hendes far, Thure Bruzelius. I gamle dokumenter bærer han titlen auditør, en juridisk uddannet person med ansættelse i et regiment, men spørgsmålet er, om det passer. Som ung ønskede han at gå ind i militæret, men forældrene sagde nej. Sommetider kalder han sig landjunker, hvilket antyder en adelsperson bosat på landet. Heller ikke det er rigtigt. Men på denne tid, hvor standssamfundet er på vej mod sin opløsning, bliver titler livsvigtige skillelinjer for at markere status og samfundslag. Familien Bruzelius er dannede og interesserede i både kultur og politik. De ejer ganske vist den jord, de bruger, men de er ikke rige. Det er gennem titlerne – og Charlottenbergs afsides beliggenhed på en bakke – at de markerer deres position. Thure

Bruzelius kaldes godsejer af sine ansatte, men i praksis er han landmand.

Victorias mor hedder Helena Bruzelius, født Finérus. Hun var eneste barn af en regimentsskriver ved det skånske kavaleri og synes at have bragt en mindre formue med ind i ægteskabet. Hun havde fået en usædvanlig omfattende, god og frisindet opdragelse og talte og skrev fransk flydende. Ifølge Benedictsson betragtede hun giftermålet med Thure Bruzelius som et trin ned ad samfundsstigen.

Victoria blev født sent i forældrenes ægteskab – moren er treogfyrre år gammel og faren niogfyrre – og der er allerede tre store børn: den tyve år ældre søster Charlotte Margaretha, kaldet Margrethe, den fjorten år ældre Helena Sofia, kaldet Fia, og så en bror, Johannes, som dør, da Victoria er ét år gammel. Hun vokser op uden jævnaldrende søskende og uden kammerater at lege med.

Hvad ved et barn om sine forældres ægteskab? Hvad kan nogen egentlig vide om det, der foregår mellem to mennesker bundet sammen i et parforhold, om deres løfter, indrømmelser og lyster? Det meste af det, der sker mellem voksne, som lever sammen, er ubevidnet.

Victoria Maria Bruzelius tager flere forskellige erindringsbilleder, lægger sin barndoms ensomhed oveni og bygger en historie, der bliver sand, selvom den indeholder faktuelle fejl. ”Trediveårskrigen” har faren tilsyneladende kaldt foreningen med sin hustru. Disse ord hæfter Victoria sig ved, når hun ser tilbage på sin opvækst. At hendes far både kan græde og le, det ved hun. Han er fuld af følelser, buldrer af livslyst eller kan blive sort i sindet og tænke på geværløbet i munden. Han er glad for alkohol. Engang var han forelsket i hendes mor, havde han fortalt. Men moren? Havde hun elsket? Kunne hun le? Barnet kan ikke forestille sig, at de årede hænder, der evindeligt foldes i bøn, også har

kærtegnet. Hun opfatter moren som uafbrudt optaget af Guds straf, Guds dom og Guds påbud.

”Jeg tilhører en familie, der synes dømt til undergang, og allerede inden jeg kom til verden, var ødelæggelsesarbejdet begyndt.”

Benedictsson er otteogtredive år gammel, da hun skriver disse ord og sender dem til en bekendt i København. Brevet er et flere sider langt selvportræt, fuldt af vrede og oprigtighed. Hun vil ikke blot vise, hvem hun er, men også hvordan hun blev sådan. Modtageren – en dame i halvfjerdserne, som Benedictsson kun kender perifert – må have undret sig over den uventede gave.

Familien beskrives som en krigsskueplads og en ruin.

På den tid, da huslæreren forelskede sig i min ældste søster, boede min fader og min moder hver i sin ende af huset og mødtes aldrig undtagen i spisestuen, som lå midt imellem de fjendtlige territorier. Men da huslæreren efter mange viderværdigheder blev antaget som svigersøn og forlovelsen fejredes, da blev nok hele huset greben af den svenske sentimentalitet; der blev sluttet fred. En meget kort fred blev det, thi da jeg så snart som muligt derefter kom til verden, var ufreden atter vendt tilbage, og da man skulle enes om, hvad jeg skulle hedde, ville hver opkalde mig efter sin slægt. Striden blev endt ved et forslag om, at jeg skulle have Navn efter dagen, da jeg skulle døbes; man hentede almanakken og fandt – omen accipimus! – et mandsnavn: Victor. Så kom jeg til at hedde Victoria.

Omen accipimus, skriver Victoria Benedictsson. Tegnet er modtaget. Skæbnen er fastlagt, tragedien kan begynde. I nogle få sætninger samler hun sit livs afgørende bestanddele og formår at formidle, at hun kommer fra en dannet familie uden penge, at forældrene var gamle, da hun blev født, at de ikke kunne enes om noget som helst, ikke engang hendes navn, og derfor er det et ulykkeligt mirakel, at hun overhovedet blev undfanget, derudover at hun er et barn af Skånes flade landskaber med dets jorder og dets liljekonvallunde. Og så dette med navnet. Hun får et mandsnavn, men fordi hun er kvinde, er det nødvendigt

at bearbejde og omforme det, kvindeliggøre det, ganske enkelt, inden hun kan bære det. Hun opfatter proceduren som et varsel om sit livs dilemma: forskellen på at være mand og at være kvinde, og hendes længsel efter at blive fri for denne opdeling.

Hun skildrer dygtigt en række scener. Da huslæreren frier til hendes ældste søster, skal han først undersøges på ydmygende vis, inden han bliver godkendt. Derefter bliver der forlovelsesfest, en spiritusvædet sentimentalitet breder sig, forældrene havner i seng sammen, og hun bliver til. Så følger en opvækst, hvor hun bliver overladt til sig selv. Uden jævnaldrende skolekammerater og midt mellem forældrenes stridende personligheder bygger hun en indre fæstning med navnet ensomhed. Hun lærer sig tidligt at lyve, skriver hun i andre breve, aldrig at vise sig selv, hvem hun er, eller hvad hun egentlig føler.

”Da jeg var barn, blev jeg tvungen til at være som et gammelt menneske, derfor er noget af barnenaturen bleven tilbage dybt inde i mig. Jeg kan være konventionel i mit væsen, men jeg bliver det aldrig i mine følelser og min tankegang.”

Men hendes flere sider lange selvportræt til den ældre dame er delvis fiktivt. Victoria Bruzelius var ikke frugten af en forbigående fred, der opstod i rusen efter en fest. I virkeligheden fandt forlovelsen sted, nogle år inden hun blev til, og hendes forældre må have haft en tættere relation, end hun anede. Men, som sagt, hvad ved et barn om sine forældres ægteskab?

På den anden side, hvorfor ødelægge en god historie? Virkeligheden er ofte formløs og ufokuseret, det er nemt at tabe det vigtige af syne. Da Victoria Benedictsson skriver sine detaljerede og selvudleverende breve til den halvfjerdsårige kvinde i København, er hun en fuldt færdig forfatter, en stjerne på 1880’ernes litterære himmel – og hvad er en forfatter andet end én, der gør virkeligheden en tjeneste ved at trække fra, lægge til og lave om?

Hun kan flytte replikker og genbruge gamle hændelser til nye fortællinger, og alt det gør Benedictsson i hele sit skrivende liv, i

noveller, breve, romaner og skuespil. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Hun gør det også i sine dagbøger.

Brevene er afsendt, nogle måneder inden Victoria Benedictsson tager sit eget liv. De giver ikke bare et billede af en mørk og anderledes opvækst, men er også en skinmanøvre og en manipulation. Damen i halvfjerdserne er ikke den egentlige modtager. Brevene er tænkt til at blive læst af hendes søn, Georg Brandes.

Victoria Benedictsson vokser op og bliver en høj pige, lige så høj som de fleste mænd eller endnu højere. Hun er slank, med mørkt hår og et mørkt, gråblåt blik. Livet i de skånske provinsbyer præger hende. Menneskene, deres måde at udtrykke sig på, deres vaner og uvaner, er hendes første og virkelige landskab. Som barn holder hun af at ligge og sole sig mellem klipperne på toppen af bakken bag Charlottenbergs gård, og derfra kan hun se ud over kornmarkerne og skimte Fru Alstads hvide kirke. Hun viser tidligt tegn på en skarp iagttagelsesevne. Der er ikke meget, der undgår hendes blik, hverken knapheden, dobbeltmoralen eller hovedgadens snavs.

Hendes far kan ikke finde ud af hverken det med penge eller landbrug. Da Victoria er tretten år gammel, er de nødt til at forlade gården på bakken og bosætte sig i Uglarp godt en kilometer derfra. Det hjælper ikke noget. To år senere, da Victoria er femten, bliver også det hus solgt, og familien er nødt til at flytte til Hårderup, hvor den ældste søster Margrethe bor med sin mand, som forpagter en gård dér.

I løbet af sine teenageår viser Victoria Bruzelius’ kunstneriske evner sig i stadig højere grad. Hun tegner og maler langt mere talentfuldt end sine jævnaldrende. Hun ved, at der har været en fremgangsrig og begavet kunstner i slægten, Jonas Coldewy

Ahlgren, og gennem ham får hun sig en drøm at drømme, en

Ahlgren-drøm. Hun, der er ingen, ønsker at blive til nogen: Hun vil være kunstner, maler, og gå på kunstskole i Stockholm.

Jeg er ikke noget flokdyr, siger hun senere, aldrig ligesom de andre, altid afvigende. Måske er det hendes alvor, der skiller hende ud fra mængden, den mørke alvor, hun konstant tænker frem? Eller er det hendes stolthed, det, at hun evner at gemme en ydmygelse som en brændende lue indeni og give den næring, så den aldrig går ud? På trods af det – eller måske netop derfor –længes hun efter at høre til. Der er ikke noget, hun ønsker højere end at sprænge murene omkring den borg, hun har lukket sig selv inde i.

Sådan tager Victoria Bruzelius form. To strømme strides i hende: længslen efter frihed og foragten for alt, hvad der tvinger hende til at være ufri. Hun foragter sig selv, fordi hun ikke kan passe ind ligesom sine ældre søstre eller sine bekendte. Hun foragter de herskende konventioner, som tvinger hende til at bøje sig, tilpasse sig. Og mere end noget andet foragter hun det, hun ser som sin største fejl i livet: at være født som kvinde og dermed ufri.

Løsningen på dilemmaet bliver løgnen. Kun ved at forstille sig og lade som om, kan hun opnå fællesskab og samvær, kun ved at dukke sig og tilpasse sig kan hun blive accepteret af sine omgivelser. Derfor dukker hun sig og tilpasser sig og bliver med tiden stadig dygtigere til at forstille sig og lever derfor altid, altid, altid med en følelse af løgn. Og som alle ved: Løgn skaber foragt. Det er ikke tilfældigt, at hun lader ét eneste ord indgravere i sin konfirmationsring, et ord, der blankt og nypudset skal skære igennem alt hykleriet og minde hende om hendes virkelige ideal, nemlig sandhed.