Mother Earth

Mother Earth

Alexander Rich Henningsen Mother Earth

Roman

Gutkind

Mother Earth

© Alexander Rich Henningsen og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag og illustration: © Anna Degnbol Sat med Minion Pro hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0745-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

“Aaand smile!”

Fotografen fra Time Magazine har fuldskæg og taler med bred, amerikansk accent. De overvejer at sætte Mother Earth på forsiden. Artiklen skal indlede en serie om de skandinaviske velfærdsstaters fremtid. For, som journalisten, der skal skrive artiklen, en kvinde i lyserødt jakkesæt, sagde: De skandinaviske velfærdsstater er fremtiden.

Andreas Hahnemann blinker med øjnene. To hvide pletter danser i det sorte. Det er virkelig en kraftig blitz, fyren har taget med.

“I ser fantastiske ud!” råber fotografen og sender en ny byge af blitzer mod delegationen af danske embedsfolk, politikere og organisationsrepræsentanter.

Andreas vil skærme sig for øjnene, men Michael bremser hans arm. Kontorchefen sender ham et smil, der synes at sige: Jeg ved godt, det er irriterende, men vi må lige stå det igennem.

“Matt, kan du please få lidt mere af bygningen med?” spørger Time-journalisten i det lyserøde jakkesæt.

Fotografen går ned i knæ og knipser videre. Så rækker

en mand med brede kæber og markerede kindben sin mikrofon frem mod finansminister Cecilie Larsen. Manden er fra CNN og har en rift på halsen efter barberingen. Bag ham står en fyr med et tyndt, blond overskæg og et filmkamera på skulderen. CNN-journalisten vil gerne høre lidt mere om visionen for dette byggeri, som lyder helt outstanding. Han kigger Cecilie Larsen ind i øjnene på en måde, der er svær at udlægge som andet end flirtende.

“Mother Earth skal ikke bare være en bygning, men en hel vertikal bydel,” siger Cecilie Larsen, “et mikrokosmos for gode liv, der udtrykker, hvad det danske samfund står for.”

“Og hvad er så det? Hvad står det danske samfund for?”

“Inklusion, solidaritet, humanisme og velfærd for alle uanset baggrund,” siger Cecilie Larsen uden at tøve.

Journalisterne nikker og ser op mod bygningen. Den er stadig mest bare et råt betonrør, der rager godt hundrede meter op i den overskyede himmel. Vinden piber i de tomme vinduesåbninger. Men når først cedertræsbeklædningen er kommet op, og beboerne i de almene lejligheder er rykket ind, foruden børn, forældre og ansatte på det psykiatriske børneafsnit, de jordemoderstuderende og deres undervisere, arkitekterne fra Bislet & Grann, Red Barnets ansatte og de kommunalt ansatte, og når først taghavens træer er vokset til, og en blid brise får det grønne bladhang til at vaje, mens insekter summer i bedene, og lokale borgere såvel som turister nyder udsigten over København, en af verdens mest liveable cities, bliver det hele meget bedre. Taghaven bliver et grønt åndehul, højt hævet over byen.

Med udsigt ned til Rigshospitalet, hvor de jordemoderstuderende senere skal arbejde. Forløse kvinder. Bringe liv til verden. Danske liv.

“Foruden klima- og miljøbeskyttelse,” siger Cecilie Larsen.

“Hvordan det?”

“Danmark har en lang tradition for at finde løsninger på tidens udfordringer. Uden Danmark ville vindmøller ikke spille nær så stor en rolle i den globale energiproduktion. Det er det samme, vi gør nu, bare med bygninger.”

Finansministeren skuer frem for sig, tydeligt stolt. Et tvhold fra DR filmer hendes interview med CNN. Det kommer ud til hele Danmark i dette øjeblik, live, og i aften bliver det vist i den sene nyhedsudsendelse. De øvrige danske journalister står ude foran porten og parlamenterer med vagterne. Arrangementet er kun for inviterede.

“I har brugt tysk beton, nein?” spørger en journalist fra Der Spiegel.

Finansministeren nikker og vinker en kvinde frem til mikrofonerne. Kvinden er Liselotte Høgsberg, direktør for Økonomiforvaltningen og dermed Michael og Andreas’ øverste chef. Michael ranker ryggen, Andreas gør det samme.

“Betonen kommer fra IG Elements, som har specialiseret sig i grønne produktionsmetoder,” siger Liselotte Høgsberg og kigger Der Spiegel-journalisten ind i øjnene med et fast blik. “Vi bygger den første fuldt ud bæredygtige skyskraber i verdenshistorien.”

Skjorte

Andreas tager den blå- og orangestribede skjorte på. Hans yndlings. Som han ved, Alma også godt kan lide. Han smiler til sig selv i spejlet. At iføre sig en blå- og orangestribet skjorte, når man skal på arbejde, er sådan noget, hans far aldrig ville så meget som lege med tanken om at gøre. Andreas’ far er kommunaldirektør. Det handler om at sende de rigtige signaler til omverdenen. Når nu det er faldet i hak, som det er faldet i hak for Andreas, holder man kursen. “Kursen” er et udtryk, faren ofte brugte gennem Andreas’ barndom. Forlader man kursen, går det galt. Man kan bare se på deres forhenværende nabo, som fik det indfald at ville være importør af bulgarsk vin i stedet for gymnasielektor og endte med at måtte sælge huset og flytte ind i et alment boligbyggeri. Andreas er for så vidt enig. Han ved det godt. Verden er fuld af eksempler på folk, det ikke lykkedes for, simpelthen fordi de mangler selvdisciplin. Stillingen i Kontor for anlæg er jo hans første rigtige job. Han er kun lige begyndt.

Andreas stryger en hånd gennem håret, purrer lidt op i det, så går han ud i køkkenet.

“Godmorgen,” siger Alma i et neutralt tonefald uden at kommentere på skjorten.

Det ærgrer Andreas lidt, men det er selvfølgelig ikke nogen menneskeret, at folk skal rose ens påklædning. Desuden har Alma meget at tænke på i dag med mødet på forlaget. Hun klikker en kapsel ud af pakken og sætter den i maskinen. Hun stiller en af de bittesmå porcelænskopper, de fandt i Torino, ind under tuden. Det var deres første rejse sammen. Rundt i Norditalien med tog. Piemonte, Lombardiet, Emilia Romagna, Veneto. En god rejse. De kom virkelig tæt på hinanden.

Maskinen brummer og sender en brun stråle ned i koppen. Der lyder et klik, og kapslen rasler ned i beholderen et sted i maskinens indre.

Maskinen er Almas. Hun havde den med fra sit seneste forhold. Hun nægter at drikke dårlig kaffe. Det var vist noget, de havde sammen, interessen for kaffe, hun og eksen. Men det kan alt sammen være lige meget nu. Det er fortid. Nu bor de her. Andreas og Alma. AA, som de nogle gange kalder sig selv, og griner. Flyttet sammen efter at have været kærester i få måneder. I en lys og rummelig toværelses tæt på Søerne. Med højt til loftet og stuk. De er glade for den stuk. Da de flyttede ind, brugte de timer og atter timer på at rense den for gamle malingrester med strikkepinde. Nu står den helt skarp. Det gør ikke Andreas noget, at en kaffemaskine fra Almas ekskæreste så også er en del af deres nye, fælles hjem. Det er jo en god maskine. Det viser overskud, synes han, når man er large med den slags.

Andreas drikker al kaffen i en enkelt tår. Det er nærmest

kun skum. Alma smasker lidt med læberne. Så ser hun på uret. “Jeg må nok hellere gøre mig klar.”

“Det bliver spændende! Hvornår er det?”

“Om lidt under en halv time.”

“Så har du da travlt?”

“Joh,” siger Alma. “Men man skal ikke hoppe og springe for meget for dem, det er en del af spillet. Jeg ved jo, de vil have mig.”

Andreas smører en bolle, lægger en osteskive på og tager to hurtige bidder. Alma ser helt forkert ud i ansigtet.

“Lugter den?”

“Lidt.”

Andreas hugger resten af bollen i sig, børster fingrene mod hinanden.

“Jeg smutter også nu,” siger han, “så kan du gøre dig klar i fred og ro.”

Solen er brudt gennem skydækket, da han kommer ned til cyklen. Lange, lysegule stråler spejler sig i de øverste vinduer i bygningen overfor. Det drypper fra gadens træer. Luften er frisk. Andreas rasler over brostenene, svinger ud på cykelstien, som er tæt befærdet. Byen summer af koncentreret aktivitet. Motorbrummen, dyt, ringeklokker, råb, raslen fra skolebørns tasker, hvislen fra en fejemaskine, blafren fra paraplyer, der bliver rystet og klappet sammen. Det er en hvirvel, Andreas bliver helt energisk og sitrende af at være en del af. Han er mere end klar til en ny arbejdsdag. Han trækker ud og overhaler et par andre cyklister. Han lyner jakken ned, det blæser koldt ind på brystet.

Bungalow

Claus Carstensen vågner i dobbeltsengen. I begyndelsen ligger han bare lidt og får øjne. Ser rundt i det tomme soveværelse, ud gennem gardinsprækken på den stille villavej, hvor de andre huse ligner hans eget på en prik, kun med enkelte undtagelser i form af tilbyggede udestuer og træterrasser og lidt for dyre hoveddøre, der ikke passer ind, i hvert fald hvis man spørger Claus. Har man købt en gulstensbungalow, må man være tro mod det valg.

Claus kan godt lide sit hus. Det er enkelt. Kvadratisk. Hvis man skulle ønske sig noget, ville det være, at det havde en lidt højere kvalitet. Var bygget lidt bedre. Som husene fra 1920’erne og 1930’erne. Et hus fra 1924 er langt bedre bygget end et hus fra 1964, som er det år, Claus’ bungalow er fra, eller et hus fra 1974, 1984 eller 1994. For ikke at tale om et hus bygget i dag. Bygningerne bliver værre og værre, de har sætningsskader, de slår revner, vandet løber ind, hvor det ikke skal løbe ind, det er lidt af et fagligt paradoks. Materialerne bliver bedre, værktøjet og maskinerne har aldrig været så gode som nu, uddannelsesniveauet er også højere. Svaret på sådan noget er ikke teknisk, ingen måleredska-

ber kan fortælle én, præcis hvorfor bygninger i dag bliver bygget dårligere end for hundrede år siden, og det irriterer Claus, næsten lige så meget som tendensen til øget sjuskeri i byggeriet irriterer ham. Man burde kunne finde ud af, hvorfor det er gået så galt.

Klokken er tre minutter i seks. Himlen over Viby er mørkegrå. Claus bliver liggende lidt, strækker sig og nyder sengevarmen og følelsen af dynebetrækket mod de bare fødder. Så begynder det nye knæ så småt at give lyd fra sig, men det er ikke slemt endnu. Han rækker ned og mærker på arret. Det heler fint, men der går stadig ilinger igennem det. Hvis det så bare var det. Ilinger kan man klare. Men den brændende, dunkende fornemmelse, der blusser op fra en i forvejen generende murren, en lavintens skærebrænderfølelse dybt inde, kan virkelig forpeste hans dag. Han passer heller ikke sine øvelser. Det gør simpelthen for ondt. Han løfter sig fra puden, slår dynen til side og mærker rummets kølighed. Han lader sig falde tilbage igen, samler dynen om sig og gyser.

Det med at blive liggende er noget nyt. Førhen fór han ud i køkkenet og lavede kaffe, stærk, sort kaffe, og så af sted på arbejde med det samme. Nu er der kommet noget trægt i kroppen. Hvor han før var opfarende, er han i dag mere indædt. Bister. Vrissen. Han har altid haft vrede nok, den er bare blevet transformeret, blevet mere tålmodig og dyb, hvis han selv skal sige det. Grænsende til selvretfærdig, men uden at overskride den grænse. Claus har altid været yderst bevidst om vigtigheden af at bevare sin menneskelige værdighed.

Han kommer på benene og humper ud i køkkenet til kaffetragten med et smertefuldt drag om munden. Undertrøjen hænger lidt på ham, undtagen omkring maven. Benene klør, nu hvor hårene folder sig ud efter at have været trykket sammen under dynen en hel nat. Han lægger så meget af vægten som muligt på det gode ben, hviler hoften mod køkkenbordet for at aflaste, er grundig med kaffen. Doserer præcist og hælder det kogende vand over i en tynd, konstant stråle, som han flytter rundt i en rutineret cirkelbevægelse. Den her slags hverdagshandlinger kan man lige så godt tilføre noget kvalitet, nu der er tid og ro til det. Birgitte stod altid tidligt op ligesom ham, og hun havde altid radioen kørende, så det var til at blive bims af, og i de senere år kunne han også risikere at møde Isak på det her tidspunkt i køkkenet, netop hjemkommet fra fest, om det så var hverdag eller weekend, det lod ikke til at spille den store rolle. Nej. Alting er bedre nu. Han lægger to skiver Skipper Skræk på et meget blødt stykke franskbrød og tager en bid. På foderbrættet foran vinduet svirrer det med gråspurve og et par mejser. Han lægger frø ud hver dag, selvom det ikke længere er vinter, og han burde holde op, men han tillader sig selv denne ene lille synd. Det er så opmuntrende med alt det fugleliv.

Efter franskbrødsmaden og kaffen går han i kælderen og fortsætter, hvor han slap i går morges. Han har en lille time, før han skal køre, han kan lige så godt bruge den fornuftigt. Ingen takker ham for at sidde inde på instituttet allerede klokken syv og kukkelure. Det er også noget nyt: trægheden over for jobbet. Han er ikke længere så sulten. Der må være

tale om en helt naturlig nedgang i motivationen, der skyldes, at han nærmer sig pensionen. Psykologer har garanteret lavet studier af den slags. Han roder lidt formålsløst rundt i tingene i det dårligt oplyste, lavloftede rum. Når han støder på en genstand, han vurderer tilhører Birgitte, kommer den i en af flyttekasserne. Han gør det på eget initiativ, det er ikke noget, hun har bedt ham om, så endegyldigt er det ikke ment, men Claus kan ikke udstå halve beslutninger, så vil han hellere selv gøre det endegyldigt. Også selvom en times oprydning betyder, at resten af dagen bliver et knæmæssigt helvede. Isaks ting ryger også i kasserne. Gamle fodboldstøvler og ketsjere med sprængte strenge og spejderuniformen, teltet, liggeunderlaget, de nu alt for små neoprenwaders, fiskestangen. Det hele ryger med. Så må de se, hvordan de får plads på deres femogtres kvadratmeter inde på Trøjborg. Eller hvordan de får hentet det hele. Hvis ikke de henter det inden for fjorten dage, ryger det på genbrugspladsen. Sådan må det være.

Han har planer med kælderen, har han ladet Birgitte forstå. Den skal renoveres. Der skal gøres noget ved fugten hernede. Hvad end de kunne af fantastiske ting i 1960’erne, så var korrekt bygning af kældre ikke blandt dem. Når han laver det, han laver til hverdag, er det faktisk lidt pinligt, at han ikke har fået gjort noget ved det i alle de år. Enhver burde kunne se med det blotte øje, at der er store bygningstekniske problemer med den her kælder. Det må Birgitte have forståelse for.

Claus ryster på hovedet med et lille smil. Han kaster en sammenkrøllet yogabold ned i en af kasserne. Så får han øje

på en rusten lædersyl på en af hylderne. Det er også Birgittes. Fra dengang hun gik på aftenskolekursus i læderarbejde. Der kom vist ikke rigtig noget ud af det. Ligesom med så meget andet mistede Birgitte hurtigt interessen igen. Det var en fase. Alt er åbenbart faser for hende. Han tager sylen, fisker yogabolden op af kassen og borer et lillebitte, nærmest usynligt hul i den bløde plastic. Han børster med fingrene omkring hullet. Holder den deforme boldklump ud fra sig, kniber det ene øje i. Hvis ikke man ved, hullet er der, kan man nærmest ikke se det.

MOTHER EARTH er et højhus i København. Et klimaneutralt prestigebyggeri med et budget på 12 milliarder kroner, beklædt med nænsomt fældet canadisk cedertræ. Men hvem er det egentlig, der har overblikket over byggeriet? Hvem råber op, hvis det viser sig, at fundamentet er fyldt med affaldstræ, flamingo og bøjede søm?

Den unge fuldmægtig Andreas Hahnemann er primært opsat på at leve op til andres forventninger, mens forvaltningschef Liselotte Høgsberg forsøger at balancere de politiske krav med kaos på hjemmefronten. Ingeniør Claus Carstensen har bare ufattelig ondt i sit knæ og venter på pensionen.

MOTHER EARTH er en sort samfundssatire om forvaltningens kunst. Forfængelighed, fupmageri og menneskelige fejl. Og om rodet, der opstår, når idealer skal realiseres i en mudret virkelighed.

Omslag: © Anna Degnbol