Natløber by Gutkind Forlag

NAT LØBER

Af samme forfatter:

Pissemyre, 2020

Maskernes hus, 2021

Med døden til følge, 2022

NAT LØBER

GUTKIND

Natløber

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Rasmus Funder Sat med Adobe Garamond Pro hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-1099-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen.

larsdaneskov.com

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

And now I see daylight, I only see daylight Taylor Swift

Man kan vænne sig til mørket. Hvis man opholder sig i det længe nok, vil synet langsomt, men altid vende tilbage og verden igen komme ud fra skyggerne. Øjnene skal bare have tid.

Jeg mærker den kølige natteluft glide af mod ansigtet, mens skovbunden giver efter under mine skridt. Mosset føles som en pude, når jeg træder, og jeg er sikker på, det er dyr, jeg kan lugte. Min arm rammer en gren, og jeg er ved at snuble, da jeg trækker hovedet til side. Træerne står tættere her med deres lænende silhuetter. Jeg må ligne en blind.

På fly slukker de lyset i kabinen både ved start og landing, når de flyver om natten. Det er på grund af

sikkerheden. Hvis der sker noget, har passagererne nået at vænne sig til mørket og kan handle med det samme. Hvis lyset derimod først forsvinder, når noget går galt, er passagererne lammede, og man mister dyrebare sekunder. Mørket har taget deres syn. Min vejrtrækning lyder anderledes end normalt.

Hurtigere, kortere, uden rytme. Under hættetrøjen klæber T-shirten mod min ryg.

Jeg har ikke længere nogen klar fornemmelse af, hvor stien er, eller hvor langt bag mig. Jeg må have løbet mere end en halv time, forhåbentlig mere, men jeg ved det ikke. Også tiden bliver opløst i alt det mørke.

Jeg gør, hvad jeg kan for at undgå at trække mod højre eller venstre. Landevejen må fortsat befinde sig et sted lige fremme. Jeg skal bare holde retningen.

Det går en smule opad nu. Hvis jeg var en bog, ville mine ben gå som trommestikker. Men bøger lyver. Mine ben gør ondt.

Et sted over mig flakser en fugl op, og den uventede lyd af løv og vinger i bevægelse får min nakke til at låse. Jeg er ikke alene. Selvfølgelig er jeg ikke det. De sidder overalt i mørket. Fuglene og dyrene

med deres nattesyn. Det er mig, de holder øje med.

Det er mig, de stirrer på. Den fremmede. Ham, der ikke hører til.

Jeg er igen ved at snuble, men i det samme er det, som om træerne træder til side for at give plads. Jeg står ved en lille sø. Tryllet frem af ingenting.

Vandspejlet ligner sort plastic under den mørke himmel. Jeg kan ikke huske søen fra kortet.

Jeg mærker hjertet inde under hættetrøjen og bilder mig ind, at jeg også kan høre det. Jeg træder et skridt bagud for at undgå den bløde og gennemvædede jord. Siv og søgræs. Et insekt flyver snært forbi mit øre, og luften er kvalmende fugtig. Jeg fisker telefonen frem fra lommen.

Seks ubesvarede opkald. Det seneste er fra dig. Jeg lader være med at trykke. I stedet slukker jeg telefonen og ser det kunstige lys fra skærmen dø i min hånd.

Så trækker jeg armen tilbage og sender telefonen afsted ud over søen i en høj bue. Plasket, idet den bryder vandoverfladen, er kort og næsten uhørligt.

Som regel er det skolegården, jeg ser. Det støjende og asfalterede allemandsland med klatrevæg og trætte fodboldnet mellem selve skolen og SFO’en. Det er skolegården eller klasseværelset. Både det gamle og det, vi fik senere.

Det kommer alt sammen i glimt som scener uden umiddelbar sammenhæng. Som en film, jeg selv må redigere, eller ligesom min mors køleskabsmagneter, der altid kan sættes sammen på nye måder og hver gang skabe ny betydning.

Duft-Hjerte. Hjerte-Duft. Hjerte-Trist. Mund-Trist.

”I ligner hinanden absurd meget.” Han hed Jeppe og var ny voksen og en af den slags, der plejede at

forsvinde hurtigt igen. Hans billede var ikke engang kommet op på tavlen endnu.

Jeppe skulle ud at rejse med sin kæreste til november og troede, vi var brødre. Han var ikke den første. Det var noget med tøjet, vi havde på. Darth Vaders sorte maske på din T-shirt og på maven af min en X-Wing Starfighter. Han påstod også, at vi havde samme hår.

Vi spillede fodbold. Som altid var det dig, der havde valgt holdene, og vi var på det samme. Vi var Barcelona. Ved muren sad Tor og Gustav fra klassen som duer, der ventede på krummer.

Jeg havde egentlig lovet, jeg ville komme tidligt hjem, men kunne ikke gå nu. Hvis jeg var væk, åbnede jeg plads til andre. Vi var foran med to, og du havde lige underkendt en scoring. Der var klart frispark forinden, og du lagde bolden til rette på asfalten. Stregerne i hinkeruderne og flere af tallene var stort set slidt væk af vejr og gummisko.

”Må jeg ikke være indskifter?” Det var Tor.

Det måtte han ikke. Vi spillede til ti og skulle i øvrigt også have en kamp mere.

”Kan vi så ikke være med i næste kamp?”

Du sagde, at de bare kunne finde på noget selv, mens dit skud prellede af mod muren til den gamle gymnastiksal. Et par af de små spænede som idioter for at få lov til at sparke bolden tilbage til dig. Jeppe benyttede lejligheden til at samle sin trøje op fra foden af den ene målstolpe.

”I kan få min plads. Jeg skal op og lave frugt.”

Tor rejste sig med det samme og krængede sin trøje over hovedet.

”Så spiller jeg i stedet for Jeppe.”

Hurtigt samlede du bolden op og tog den under armen.

”Jeg gider ikke spille mere. Vi vandt.”

”Helt ærligt,” sagde Tor. ”Hvorfor kan vi ikke alle sammen spille? Bare én kamp?”

Jeppe var allerede væk. Uden et ord lod Tor sig igen dumpe ned på bænken ved siden af Gustav, mens du lossede bolden afsted mod den fjerne ende af gården og gik ind for at hente din taske. Du skulle alligevel også hjem, sagde du. Det samme skulle jeg så.

I garderoben sad to drenge og bladrede i et album med Pokémonkort. Vi lod, som om de ikke

var der. Vi var de store. De store af de små. Vores ens rygsække hang ved siden af hinanden, og du sparkede til en grå hjemmesko, der var i vejen. Jeg gav den det sidste spark ind under bænkene og sikrede mig, at du så det.

Bogstaverne på dit navneskilt så ud, som om de havde været udsat for en ond sidevind. Oliver. Det var sådan, din håndskrift så ud, dengang du startede i klassen. Det var ikke engang et år siden. Midt i tredje. Mit eget skilt var ikke meget bedre. Jeg havde åbenbart været af den opfattelse, at e’er helst skulle være større end alle andre bogstaver. MaltE. Som altid stank her af lige dele strømper og madkasser.

”Vil du med?”

Det ville jeg. Selvfølgelig. Det kommer alt sammen i glimt.

En spids og insisterende prikken under mine ribben tvinger mig til at gå. Bare et øjeblik. Jeg har fået sidesting. Kvistene på jorden lyder som bobleplast. Rødderne ligger højt. Mange af dem som krogede knogler hen over skovbunden.

Ubevidst griber jeg efter telefonen i den tomme lomme. Som fantomsmerter efter en kropsdel, der ikke længere er der. Så tørrer jeg mig over ansigtet med et ærme og mærker den samme lugt af bål, som også sidder i mit hår. Bål og den sure stank af øl.

Jeg kan endnu en gang se dit ansigt for mig. De andre omkring os som et tavst Mount Rushmore. Fire præsidenter hugget i sten. Det var det, I lignede. Tor

med sin hvisken. Simon, der lige tøvede en smule, eller er det noget, jeg bilder mig ind? De indforståede grin og hvirvlende sætninger, som stadig rækker ud efter hinanden i et forsøg på at skabe mening.

Du tror, du er så klog. De griner alle sammen, når du ikke ser det. Så fat det dog.

Ord efter ord som dybe stød i mellemgulvet. Jeg mærker ømheden i min hånd. Så så man lige en flyvende øl. Det gør ondt at slå.

Jeg hører en bil. Muligvis en lastbil. En sen bus? Det er umuligt at vurdere afstanden, men jeg bliver bekræftet i, at retningen må være rigtig. Jeg lægger nakken tilbage og lytter. Som om en halv time i en mørk skov har forvandlet mig til en udspekuleret blanding af Navy Seal og grønspætte. Jeg må komme til en vej lige om lidt. Den kan ikke være langt væk. Med svirpende grene mod ansigtet sætter jeg igen i løb.

Alt, der er harmløst i dagslys, forekommer rugende og truende nu, hvor lyset er suget ud af verden. Jeg er tvunget til at bruge al min koncentration på at se, hvor jeg træder. Jeg har fået hovedpine. Ligesom da jeg var lille og ikke ville græde. Mørke sætter sig i

panden. Jeg forsøger at tæmme tankerne og forestiller mig, hvad der sker i disse sekunder.

Måske er I fortsat i skoven og har prøvet at ringe igen. Måske har I endnu ikke sagt noget til nogen, men leder stadigvæk selv. Det virker ikke sandsynligt. I er selvfølgelig gået tilbage til de andre på vandrerhjemmet i et håb om, at jeg i mellemtiden har gjort det samme. I er blevet nødt til at fortælle i hvert fald noget, men har næppe fortalt det hele.

I har fortalt om post nummer tre og mig, der gik afsted for at finde den selv. I har formodentlig sagt, at det var min egen idé, og behændigt udeladt den del, der handler om Tor og den fjernede post, jeg skulle bare slå en streg, og selvfølgelig også forsøgt at tale uden om det, der foregik på værelset tidligere på aftenen. Filmen. Min telefon.

Blevet væk. Faret vild. Forsvundet.

Det vil være det, I kalder det. I hvert fald lidt endnu. Det kan stadig ikke være blevet til nogen eftersøgning. Ikke en rigtig. Hvis jeg er heldig, har I ikke nået at ringe til nogen eller slået alarm. Det forklarer samtidig, at der ikke umiddelbart var nogen opringninger fra min mor eller far, da jeg kiggede

på telefonen. De ved altså fortsat ikke noget. Naivt

venter I på, at jeg med mine mudrede såler og svedige nakkehår træder ind ad døren på vandrerhjemmet. Ind i den store spisesal med vandkanderne og de hårde stole. Hvor har jeg været? En slem forskrækkelse. Vi troede lige.

Men jeg er jo ikke idiot. Jeg ved, det kun er et spørgsmål om tid. I vil blive gennemskuet. Før eller siden vil Martin sætte noget i gang, han er jo Martin. Han vil udstyre jer alle med projektører og klaptræ. Et sted langt bag mig vil I nærme jer i en bred kæde af blændende lygter. Som mejetærskere om natten. Jeg har set det på tv. Jeg ser for mange film.

Snart vil der også være hunde og politi og eftersøgningshold, og dykkere vil fiske min telefon op fra vandet, og de vil sende helikoptere i luften og frygte det værste. Jeg skal nå så langt væk som muligt inden da.

Jeg lytter, men hører ikke andet end mit eget snappende åndedræt og en gungren i mit hoved i takt med mine skridt. Den skarpe lugt af dyr og skovbund sidder stadig i næsen. Foran mig lysner det en smule mellem træerne. Det er, som jeg

håbede. Det sidste stykke op mod vejen er ikke andet end lave buske.

Kort står jeg stille i noget, der må være en grøft. Mine sko forsvinder i det tætte græs, og jeg kan mærke kulden mod mine fødder. Jeg står i vand. Et dyr har stukket mig på halsen. Månen hænger tynd og krum som starten på en parentes på himlen. Med et langt skridt når jeg op på asfalten. Jeg ser mig til begge sider, mens de våde strømper svupper i mine sko. Skal jeg tage dem af og vride dem? Det må vente til senere. Jeg er tvunget til at fortsætte.

Det er en smal vej uden cykelsti og uden midterstriber. På den anden side af vejen ligger der mark i stedet for skov. Flad og tilsyneladende endeløs. Jeg kan ikke få øje på nogen indhegning, men til gengæld se en gård skutte sig langt derude under nattehimlen. En række lamper lyser som blege øjne og markerer en indkørsel. Hvis gården har vinduer, er de mørklagt. Folk er gået i seng.

Der er ingen vejskilte til at hjælpe mig. Som om de ville være til nogen hjælp, hvis der var. Jeg kender ingen byer her. Ethvert navn vil være fremmed. Jeg ved ikke længere, om jeg løber eller går. Mine fødder

har ikke vænnet sig til det hårde underlag. Mine lår føles som morgenen efter en idrætsdag.

Jeg har brug for noget at drikke. Jeg føler mig svimmel og har på fornemmelsen, at jeg slingrer. Et stykke fremme kan jeg ane et duknakket skur. Da jeg kommer nærmere, ser jeg, at det er et busstoppested.

Mørket gør det umuligt at læse den køreplan, som hænger bag revnet glas på standeren ved siden af skuret. Dette er ikke et sted for natbusser. Samtidig er der indlysende bedre måder at holde sig usynlig på end at stige ind i en bus som eneste passager på det her tidspunkt. Spørgsmålene ville være bedre end svarene, og der ville være for mange af dem.

Samtidig får jeg øje på cyklen, der står lænet op ad venteskuret. En damecykel med lav sadel og kurv, som knager og giver sig, da jeg trækker den fri. Jeg konstaterer, at den er ulåst og bliver forskrækket over mit eget udbrud. Jeg taler med mig selv. Jeg har aldrig stjålet en cykel før.

Med håndfladen børster jeg sadlen fri for dug, men er kun lige kommet op at sidde, da en lyskegle

nærmer sig forude ledsaget af den tynde lyd fra en motor. Det er en knallert, og den har retning direkte imod mig.

TREDJE POST PÅ LEJRSKOLENS NATLØB

Det er der, de ser ham sidste gang. I skovens mørke tager Malte en beslutning og stikker af. Væk fra klassen. Væk fra dem, han plejede at kalde venner.