Nattens dronning

Nattens dronning

Af samme forfatter på dansk: Wadenstierna-serien: Ægtepagten Forpligtelser De skandaløse De la Grip-serien: Arvingen Løftet Vovestykket Kærlighedsmiraklet (novelle) Modsætninger mødes-serien: Alt eller intet Bare lidt til Med hjertet som indsats

SI MONA A H R NST EDT

Nattens dronning Oversat af Signe Lyng

GUTKI ND

Nattens dronning er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Nattens drottning © Simona Ahrnstedt 2021 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Simona Ahrnstedt og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Sofia Scheutz & Emma Graves Forsidefoto: © Alena Gan/Shutterstock, Andre Moura/Pexels and Depositphotos Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0244-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

–1–

Med en hånd, der næsten slet ikke dirrede, åbnede Kate ­Ekberg døren til banken midt i Stockholm city. Det fornemme gamle hovedkontor havde marmorgulv, højt til loftet, gigantiske palmer i antikke krukker og guldindrammede olie­malerier af grundlæggerne (lutter mænd) på væggene. På den der måde, som ingen banker egentlig længere så ud på. Men her var det, som om tiden gik langsommere end udenfor.

Kate rankede ryggen. Hun havde valgt sin påklædning med større omhu end sædvanlig, for i dag ville, eller skulle, hun være fortryllende og overbevisende. Derfor var hun under vinterfrakken iført stramt, vinrødt pencilskirt og en figurstrikket, V-udringet sweater i samme mørkerøde nuance, der stod så sindssygt godt til hendes blege hud og mørke hår. Kate vidste, at lave kvinder ikke blev taget nær så alvorligt som høje, og som den pragmatisk anlagte person, hun var, løste hun det med høje hæle. Håret var blankt og velduftende – hun havde været hos frisøren i morges. En stor udgift, i betragtning af hvor hendes katastrofe af et liv var på vej hen, men desperate omstændigheder krævede desperate tiltag. Hun rystede med hollywoodkrøllerne og så sig om efter sin bankrådgiver, Noah Antonsson. Noah var ung, serviceminded og gav hende for det meste det, hun bad om, hvilket hun i dag var mere taknemmelig for end nogensinde. Bare hun kunne hive det her i land. »Hej,« sagde hun til den høje, lyshårede kvinde, som kom hen til hende. »Noah er syg,« sagde kvinden uden forsøg på at skjule sin skadefryd.

5

Hun stirrede ned på Kates bryster, som var smigrende eksponeret af den vinrøde lammeuld. »Du må komme tilbage en anden dag,« sagde kvinden, rev blikket til sig og gjorde mine til at gå igen. Sikkert for at tvære en eller anden låntager eller opsparer ud, tænkte Kate surt. »Helst ikke,« sagde hun og kunne ikke holde panikken ude af stemmen.

Netop som hun skulle til at sige noget mere – hvad vidste hun ikke rigtig – plingede hendes mobil i håndtasken. Den hånlige, eller måske stressede, bankdame så sit snit til at smutte væk.

Kunne det være Noah? tænkte Kate forhåbningsfuldt, mens hun funderede over, hvilke halmstrå der kunne være tilbage at klamre sig til for en kvinde i hendes lortesituation.

UW: Hvor er pengene luder?

Altså, den her dag.

Kate så op fra mobilen og følte sig et øjeblik fuldstændig lammet. Hun var jo ved at skaffe de penge. Eller forsøgte i hvert fald på det.

Tænk dig om, Kate, tænk, formanede hun sig selv. Hvis hun bare havde haft mere tid. Så havde hun gjort noget af det, som et normalt menneske ville have gjort i denne situation.

Ringet til politiet. Eller forladt landet, måske. Hun lod blikket glide hen over skriveborde, computere og folk i mørkeblå eller grå jakkesæt. Et par mænd smilede høfligt, men optaget til hende, inden de vendte tilbage til deres drøftelser og papirer.

Derudover blev hun ignoreret. Hun flyttede håndtasken over på den anden arm. Hun måtte ordne det her. Nu. Et køligt, gråt blik fangede pludselig hendes. Det var manden. Kate vidste ikke, hvad han hed, men hun havde set ham i banken før. Var han ikke chef her? Konstant rynket pande, som om han bar alverdens børskrak på sine skuldre, 6

altid bøjet over noget, der så ud til at give ham hovedpine. Hun kendte ham ikke, de havde aldrig talt sammen, men hun brød sig ikke om ham. Ikke af nogen bestemt grund. Ud over at han, hver gang hun kom herind – hun havde vel set ham her to-tre gange – kiggede på hende, som om han undrede sig over, at man havde sluppet hende ind.

Normalt ville hun have været ligeglad med ham, men i dag var ikke normal. Hun var vant til at vurdere folks status, og den strenge mand her havde magten over bankens penge.

Han var hendes nye mål.

Kate rettede på sweateren og forsøgte at undertrykke panik­ken, der truede med at få overtaget. Det var ikke rigtig hendes stil at bryde sammen, for hvis hun havde været den skrøbelige type, ville hun være bukket under for længst. Nej, Kate Ekberg var en fighter, mindede hun sig selv om og fastholdt trodsigt mandens mistænksomme blik, tvang ham til at se hende. »Kan jeg hjælpe?« spurgte han til sidst, som om ordene blev halet ud af ham med en tang.

Hun håbede, at det ikke kunne ses, hvordan hun svedte, så det drev, inde bag sin superstramme shapewear. Da hun var yngre, havde hun ikke haft brug for noget til at holde formerne på plads, men alderen og tyngdekraften havde gjort deres. Sådan gik det jo. Uundgåeligt.

Hun gik hen imod ham, lod hofterne vugge provokerende.

Smilede, men ikke for bredt. Mænd var lette at skræmme, så det gjaldt om at se lige tilpas glad, hjælpeløs og ufarlig ud.

Manden var iført gammeldags dobbeltradet jakkesæt, grå vest, snehvid skjorte og mørkeblåt slips.

Kate smilede lige tilstrækkeligt til, at smilehullerne anedes. »Hej,« sagde hun og lod lidt åndeløshed sive ind i stem­ men, lidt hjælpeløshed a la Hejsa, store, stærke mand, kan du hjælpe lille mig? Det plejede at virke, men han blev bare ved med at se bister ud. Stålgrå øjne, som en overskyet 7

novemberdag eller et eller andet metal, man fremstillede stålhårde ting af. »Jeg skulle tale med Noah, men ...« Hun lod sætningen dø hen og lagde hovedet på skrå. Kom nu, bliv lidt påvirket, tænkte hun, mens svedperlerne brød frem i hårbunden. »Noah er åbenbart syg.« Mandens dybe stemme var mis­billigende, som om sygdom på ingen måde kunne være nogen gyldig grund til, at Noah var blevet hjemme fra arbejde.

Derefter sagde han ikke mere. »Måske kunne du overtage? Det er hurtigt klaret.« Kate bed sig i læben. Ingen af hendes kneb virkede. Han så snarere ud til at blive mere irriteret. Kunne det tænkes, at han havde gennemskuet hende? Men hun nægtede at give op. Hun blev stående med sine smilehuller og sin åndeløse stemme og forsøgte at tvinge ham til at tage sig af hende. Det strammede i hans kæbeparti. Han var glatbarberet, havde ikke misset en eneste skægstub; hans brune hår var kortklippet, og ikke et eneste hårstrå havde vovet at stritte den gale vej. »Så følg med,« sagde han til sidst, med modvilje i hver eneste stavelse. Normalt ville hun have moret sig over hans attitude, have taget den som en udfordring. Men ikke nu. For hvis hendes tricks ikke virkede, hvordan fanden skulle hun så fikse det her lort? Lige nu og her? Hun havde ikke tiden til at finde ud af, hvordan den her grå, formelle, mistænksomme bankdirektør fungerede, hvad han tændte på. Havde ikke ­tiden til at tage sit arsenal af kneb i brug. Hun skulle bruge penge nu.

Han pegede hen mod et lokale, gik selv forrest og lod hende skynde sig efter. Nederdelen var stram, og de blanke støvler højhælede, og han var uhøflig nok til at tage så lange skridt, at hun på højst uværdig vis måtte småløbe for at følge med.

Da hun endelig kunne sætte sig ned, lagde hun benene over kors, så det knitrede, og lod håret svinge blødt frem over 8

den ene skulder. Hun lod pegefingeren glide langs sweaterens udskæring, ligesom ubevidst, men rettet mod sit publikum.

De stålgrå øjne så knap nok på hende. Havde hun mistet ­taget? For et kvarter siden, lige inden hun trådte ind i banken, var hun blevet droppet per sms af aftenens date. En nydelig, velklippet finanstype, som hun havde flirtet med, og som ville have været den perfekte date at have ved sin side. En del af dem, hun havde brug for at tale med, blev så stressede af at stå over for en enlig kvinde, at hun ville have en fyr med som chaperone for at virke ufarlig og »normal« og slet ikke som en benhård businesskvinde. Men han havde droppet hende.

Og nu det her.

Hun smilede, så indtagende hun kunne, selv om hun helst ville stampe i jorden af frustration. Hun var ikke født med en sølvske i munden. Alt, hvad hun ejede, havde hun selv bygget op. Hun måtte ofte kæmpe for ikke at føle sig som den unge ude fra betonslummen, hun var, og ham den forbandede bankdirektør fik hende til at føle sig præcis sådan, og det var det værste, hun vidste.

Hver eneste ting på skrivebordet mellem dem havde sin plads. Bogreolen bag ham rummede ingen pyntegenstande, kun bøger og mapper i pæne rækker. Der stod ingen fotos fremme. Og han havde ikke kigget på hendes udskæring en eneste gang. Var han bøsse? Det troede hun ikke. Og ikke for at prale, men selv homoseksuelle mænd kunne lide hende.

Manden her? Niks.

Jacob Grimm, læste hun på det overdrevet store messing­ skilt på skrivebordet. Efternavnet fik hende til at huske sin skoletid og en eller anden prøve om eventyranalyse, som hun for øvrigt var dumpet i. Men hun havde jo heller ikke været klassens lys. Hun havde haft rigeligt at gøre med at overleve hverdagen så at sige. Langt under middel i de fleste fag og skyhøjt fravær.

Kate lagde yndlingshåndtasken fra Chanel i skødet, rankede 9

sig i stolen og studerede ham i smug under øjen­vipperne. At sige, at han virkede streng, stiv og korrekt, var en under­ drivelse. Egentlig ville denne Jacob Grimm passe perfekt til det arrangement, hun skulle til i aften, slog det hende. For nu havde hun rodet rundt i hjernen og fisket frem, hvem han var.

Han var rig. Elite. Privilegeret og sikkert super­respekteret af dem, hun var allermest afhængig af: mænd med penge, magt og netværk. Med sit pæne tøj og perfekt klippede hår var han indbegrebet af Rig Hvid Mand, og hun turde vædde på, at han kendte alle, der var noget i finanssektoren, havde præcis de rigtige forbindelser og adgangskort i en verden, hvor mandlighed var den stærkeste valuta af alle. Hvad ville den strikte Jacob Grimm mon sige, hvis han besøgte hendes klub? Hvis han kom derhen på en af de vildere aftener? Når hendes mandlige bartendere havde nøgen overkrop, og de kvindelige var iført lak? Eller hvis han væltede forbi klokken fire, hvor støjniveauet var øredøvende, og sprutten flød, og gæsterne dansede på baren? Kate smilede ved tanken. Hun elskede de nætter. Men han hadede sikkert alt, hvad der larmede eller levede.

Han sendte hende et køligt blik for himlen måtte vide hvilken gang. Han var tydeligvis helt upåvirket af både hendes smilehuller og hendes indsmigrende glippen med øjnene. Gud, hvor havde hun lyst til at chokere ham. Bringe ham ud af fatning. Barnligt, men sandt. »Jeg hedder Kate Ekberg,« begyndte hun. »Mhm.« »Og jeg har brug for at låne nogle penge.« Han rettede på en blok på skrivebordet. »Hvor fuldstændig uventet,« sagde han tørt.

Jaså. Han vidste formodentlig, hvem hun var. Vidste, at Noah havde bevilget hende flere lån med fantastisk lav rente.

Hun savnede Noah.

Hun lagde hovedet på skrå igen – det trak i nakken, hun 10

måtte snart strække den. Kom nu, forstokkede Jacob fucking Grimm. »Hvor stort et beløb havde du tænkt dig?« spurgte han modvilligt.

Hun så på ham og måtte kæmpe for både at smile og være sød, for det var jo egentlig ikke sådan, hun var, ikke inderst inde. Han fortjente ikke hendes smil og nyfiksede hår og vuggende hofter. Allerhelst ville hun sparke ham over skinne­ benet med en hård støvlespids, tage sine ting og gå sin vej.

Men hun måtte tænke på det større perspektiv. Det, der handlede om overlevelse. Hvis der var noget, Kate Ekberg vidste, så var det, at overlevelse ganske ofte krævede, at man ofrede sin værdighed. På en eller anden måde måtte hun få manden her til at give hende det, hun skulle bruge.

Kate tog en dyb indånding og sagde med klar stemme, som om hun udfordrede ham til bare at tænke på at sige nej til hende: »Jeg skal bruge en kvart million kroner.« Og du skal give mig dem, tænkte hun.

Skal.

11

–2–

Jacob Grimm havde tvunget sit blik til ikke at vige, da Kate Ekberg kiggede over mod ham. Han havde ranket ryggen, spændt skuldrene og betragtet hende køligt, i håb om at hun ville forstå vinket og forlade banken og den pæne, velordnede verden, der tilhørte ham. Men nu sad hun her. Kate Ekberg.

Syvogtyve år, huskede han, født lige inden jul, så otteogtyve inden længe. Mærkeligt, hvordan visse fakta sådan satte sig fast i hjernen. Kate var erhvervsdrivende, men hun var også en kendt person – en af de mere glamourøse af slagsen. Visse kendisser kunne man knap nok genkende, når de trådte ind i banken – de ejede ingen stråleglans i virkeligheden. Men Kate strålede som et festfyrværkeri med sit mørke, blanke hår, sit farvestærke tøj og sin lyse hud. Desuden stod hun for alt det, der gjorde Jacob ubehageligt til mode: ekstravagant livsstil, fest og farver, ødselhed og upålidelighed. Okay, det sidste vidste han strengt taget ikke noget om. Men hun f­øltes så upålidelig som et kviklån. Måske var han uretfærdig. Kvinden i vinrødt, som sad over for ham og osede af sex, var muligvis mere normal end ham. Det var hun formodentlig, hvis han nu skulle være ærlig. For det var et godt stykke tid siden, han sidst havde følt sig normal. Længe siden, han havde været normal. Længe siden, han havde været andet end det, han var blevet til: en tom skal.

Kate så direkte på ham, hverken bange eller undvigende.

Hun havde en mund, der krusede sig let i mundvigene og derfor så ud til at smile hele tiden. Eller også var hun altid glad. Der fandtes jo den slags mennesker. Som kvidrede sig gennem livet, vant til at få alt, hvad de pegede på. Der var 12

noget ved hele den her situation, som fik ham til at ranke ryggen yderligere. Til i det hele taget at opføre sig, som om han var væsentlig ældre end sine niogtredive år. Du er ikke gammel, Jacob, plejede hans søster at sige, når hun forsøgte at få ham til at købe nyt tøj, komme ud blandt folk, begynde at leve. Hun tog fejl. Han følte sig som en hundredårig.

Kate havde sat sig i hans ene besøgsstol, et møbel polstret med tykt, blankt læder, som knirkede, hver gang hun rørte på sig. Den stramme nederdel var gledet lidt op langs lårene.

Hun havde blanke, tynde strømper på, bemærkede han, i­ nden han hastigt kiggede op og mødtes af det muntre strejf i hendes blik.

Elektriske, eksotiske, sensuelle Kate Ekberg, som forekom så ... Jacob kunne ikke finde de rette ord. Var Kate ned­ladende?

Foragtede hun ham? Eller var det medlidenhed, hun følte, når hun så på ham? Sådan som hans familie gjorde, selv om de alle sammen benægtede det. »En kvart million,« hørte han hende sige.

Han var lige ved at fnyse højt. Så det var altså derfor, hun kom herhen i stedet for at ansøge over nettet. Det var lidt af en sum. Hun smilede og smilede og smilede. Frøken Ekberg var sikkert vant til, at mænd gav hende, lige hvad hun ville have, så snart hun lagde hovedet på skrå sådan der. For Noah havde åbenbart bevilget hende lån efter lån til en latterligt lav rente. Som om banken, som Jacob var ansvarlig for, og som for hundrede og halvtreds år siden blev grundlagt af hårdtarbejdende forretningsmænd og siden havde bidraget til orden og stabilitet, var hendes pengeautomat, når hun lige var i humør til det.

Hun rykkede på sig, så nederdelen gled længere op, blottede bløde lår. Gjorde hun det med vilje? Formodentlig.

Store, bedende øjne borede sig ind i hans. Hun bed sig i underlæben som for at hindre den i at dirre. Han skammede sig over, at han lod sig påvirke, var ikke vant til det 13

her, som så åbenlyst var et spil. Han fremstod sikkert som en ren idiot. »Jeg har virkelig brug for det lån,« sagde hun dæmpet og hæst. »Og helst i dag. Det kan vel godt lade sig gøre. Ikke?« Hvorfor skulle hans velordnede bankafdeling bevilge denne kvinde et lån mere? tænkte han, men mærkede til sin for­bløffelse, at han var på nippet til at give efter. »Hvad skal du med så mange penge?« spurgte han med stemmen anspændt af alle de følelser, han holdt i skak.

Hun glippede langsomt med øjnene, så rådvild og ung ud.

Hun fugtede læberne og så direkte på ham. Som et under­ danigt rådyr. Han var igen på nippet til at fnyse. Der var intet underdanigt over den her lille charmetøs. »Jeg forestillede mig et blankolån. Og I kan vel tilbyde mig ekstra god rente, eftersom jeg har alle mine bankforretninger hos jer? Det må da være en bedre løsning end, jeg ved ikke, at tage et andet lån et andet sted.« »Hvad skal du med pengene?« gentog han.

Hun så bedende på ham nu. En mikroskopisk pause fulgte.

Og så: »Jeg skal bygge om derhjemme. Renovere badeværelse. Og køkken. Det er akut. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre, hvis du ikke hjælper mig,« sagde hun og sad så ligesom bare der over for ham i læderstolen og så fuldstændig hjælpe­løs ud. Der var noget ved hende, han havde svært ved at vægre sig imod.

Jacob strøg over pennene på skrivebordet, fuld af mod­­ stridende følelser. På den ene side var hun en glamourøs erhvervskvinde, der sikkert var vant til at få alt, hvad hun pegede på. Men på den anden side ... Hun forekom næsten sårbar. Som om hun forsøgte at spille stærk, men egentlig var ved at bryde sammen. Ufatteligt nok mærkede Jacob igen den følelse indeni, som fik ham til at vakle. Han kunne modstå og fnyse ad hvad som helst, undtagen det der sårbare strejf. Han tastede sig ind på hendes konto. Indkomsterne 14

så stabile ud. Og hun svarede prompte på alle hans kontrolspørgsmål. »Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,« hørte han sig selv sige. Det var, som om en anden havde overtaget hans mund og hjerne – en, der ville hjælpe en skrøbelig og urolig kvinde. Han gik dybere ned i kundeoplysningerne om hendes foretagende. For at vinde tid. For egentlig var han bemyndiget til at bevilge lånet uden videre. At hendes forretninger hos dem var i orden, var let at se: rækkevis af pæne, sorte tal. Og renovering var en fuldt gyldig ansøgningsgrund. »Er det sandt?« sagde hun og så på ham, som om han lige havde befriet verden for kræft. Hendes beundring var livs­farlig. Den kunne få en mand til at tro, at han var helt fantastisk, selv en mand, der vidste, at han var alt andet end det. »Kan jeg få dem med det samme?« »Til renoveringen?« Hun så ham lige i øjnene. Ingen tøven at spore nu. »Sådan vil min håndværker have det.« »Du har dem på din konto, så snart du har skrevet under her og her,« sagde han stift og lagde det stadig varme dokument, som printeren havde spyttet ud, foran hende.

Hun greb pennen med sine slanke fingre og skrev under, hastigt og skødesløst. Skriften var bedragerisk nydelig. Han studerede hende. Rent objektivt var hun meget smuk. Men skønhed betød ingenting. En smuk overflade kunne skjule hemmeligheder, som man aldrig ville komme sig over. Overfladen var uden betydning. Han strejfede hastigt hendes kavaler­gang med blikket.

Hun trak på smilebåndet. Alt det sårbare var borte – nu lignede hun igen en femme fatale fra en film noir. Det var, som om hun havde tusind forskellige ansigter. »Hvad?« spurgte han, irriteret over, at hun havde grebet ham i at kigge på hendes bryster.

Hun smilede atter, tog en rosa cylinder op af sin håndtaske, 15

skruede den op og lod dens pensel glide over læberne. »Jeg tænkte bare på ...« Hun løftede en blød, rund skulder og lod den falde igen. »Hvad?« Han hadede den her slags spil. Hun havde fået sine penge. Nu var det nok.

Hun stoppede læbedimsen ned. »Om du nogensinde gør noget uventet, bryder ud af rammerne?« Nu fik Jacob trang til at himle med øjnene. Var der noget mere forstemmende end folk, der troede, at livet gik ud på at give los og gribe dagen? Havde han ikke lige bevilget hende et lån? Han tvang sig til at løsne grebet om den forgyldte fyldepen, som han knugede alt for hårdt om. Han lagde den fra sig. Rettede på den på skrivebordet. Han var ikke besat af orden, men han kunne godt lide, når tingene lå lige. Når situationer og omgivelser var velordnede. »Jeg har valgt at holde mit liv inden for visse rammer, og jeg trives godt der.« Det var ikke ham, der sad her og forsøgte at manipulere sig til penge og rabatter, havde han lyst til at tilføje. »Aha.« Kate så forskende på ham. »Hvad?« spurgte han igen. Det der blik ligesom borede sig ind i ham.

Hun smilede igen. Den kvinde smilede meget. Og hver gang hun gjorde det, fik hun smilehuller. To styk. Dybe. »Der er noget, jeg tænkte på at spørge dig om.« Mistænksomheden fik Jacobs hjerte til at hamre. Hvis hun bad om flere penge, ville han rejse sig op og personligt eskortere hende ud af banken. »Hvad?« spurgte han for tredje gang. Kate Ekberg fik ham til at lyde som et rent fæ. »Ej, glem det.« Hun bed sig i underlæben. »Tro mig, der er intet, jeg hellere vil end at glemme,« sagde han. Det var ikke helt sandt. Mod sin vilje var han åbenbart nysgerrig, meget tæt på at bide på den tydelige krog.

16

Hun så på ham; han så på hende. Luften fortættedes, som om den ladede op. Som de der tingester, man brugte på hjerte­ patienter.

Til sidst sagde hun: »Jeg sad og tænkte på, hvordan jeg skulle overtale dig til at tage med mig til en event i aften.« Hun brast i en åndeløs, feminin latter. »Undskyld. Jeg er nok lidt oppe at køre over alt det her.« Hun viftede med hånden som for at gøre opmærksom på kontoret, dokumenterne, ham.

Som om hun var en lille, overvældet kvinde. Den købte han ikke. Han havde set stålet i hendes blik, selv om hun skjulte det godt. »Event?« spurgte han alligevel. »Ja, jeg kunne godt bruge at have sådan en som dig med.« »Som mig?« »Du ved, en troværdigt udseende mand.« Han sad bomstille. Havde han hørt rigtigt? Gjorde hun grin med ham? Hun havde fået lyserøde pletter på kinderne. »Glem det. Undskyld,« sagde hun. »Måske ville jeg forbavse dig,« hørte Jacob sig selv sige, selv om han ikke kunne huske, hvornår han sidst havde forbavset nogen. Han ville ikke have sagt noget, hvis hun ikke havde set forlegen ud for alvor, som om hun følte sig dum over for ham. Han ville ikke gøre hende forlegen. »Hvad mener du?« Hvad ville denne smilehulsprydede kvinde sige, hvis hun fik at vide, hvor længe siden det var, han sidst havde været på date? Ville hun have ondt af ham? Skraldgrine? Måbe?

Formodentlig alle tre ting på en gang. Til næste år fyldte han fyrre, tænkte Jacob. Hans liv sivede bort dag for dag, og der var ikke noget, han kunne gøre ved det. Kun arbejde og sove.

Kun sidde på sit kontor og bevilge blankolån til en kvinde i vinrødt. »Jacob?« Kate rørte ved messingskiltet med en slank fin­­ ger. Hun havde lange, lakerede negle. De var spidse, røde 17

og feminine. Som alt andet ved hende. Feminint. Lokkende.

Farligt. Helt uden for hans tryghedszone. Han ville trække messingskiltet til sig, bede hende holde op med at røre ved det. Bede hende gå. »Du sagde, at du ville forbavse mig,« mindede hun ham om. »Måske, sagde jeg.« Hans stemme var i det mindste fattet. »Mhm.« Hun løftede messingskiltet og granskede navnet nøje. Han tvang sig til ikke at beordre hende til at sætte det ned. »Jacob Grimm,« sagde hun langsomt. »Ja?« »Vil du gå ud med mig i aften? Til en event. Som min date.« Spørgsmålet hang i luften mellem dem. Hun veg ikke en tomme. Jacob heller ikke. Spørgsmålet var vagt upassende.

Hun var kunde i banken. Men samtidig rørte noget på sig ­inden i ham, noget, der havde med ensomme aftener og ­truende fyrreårskrise at gøre.

Hun hævede det ene øjenbryn. Hun havde mørkeblå øjne, så han nu, skønt de fra visse vinkler så næsten violette ud.

Han havde aldrig før set noget lignende. Måske var det et synsbedrag. Alt ved hende var som et frontalangreb på sanserne.

Jacob rømmede sig for himlen måtte vide hvilken gang i løbet af dette surrealistiske møde. Nu måtte han se at gøre en ende på det, vende tilbage til sit sædvanlige, normale liv.

Dit dødkedelige liv, hviskede noget inden i ham. Et liv, som alt for ofte bestod af slet ingenting.

Kate sendte ham endnu et udfordrende smil, og han gjorde sig klar til at sige tak, men nej tak. Det lykkedes bare ikke.

Kom nu, gør det dog, hviskede stemmen indeni. Du får aldrig sådan en chance igen. »En event, siger du? Tjo, hvorfor ikke?« sagde han med en stemme, han knap kunne genkende, men som åbenbart tilhørte ham. En troværdigt klingende stemme, måske.

18

Kate blinkede langsomt med øjnene. Hun var forbavset.

Det var ingenting imod, hvad han selv var. Helst ville han rejse sig og sige: Jeg har fortrudt, vær sød at gå din vej. »Mener du det? Vil du tage med mig?« Det var svært at afgøre, om hun var glad eller chokeret. Lidt af hvert, gættede han på. Selv var han kun chokeret. Hvad havde han dog gjort? »Jeg mener altid, hvad jeg siger,« sagde han.

De havde en date nu. Kate Ekberg og han. Han havde overrumplet hende, bragt hende ud af fatning. Han burde ikke være så tilfreds over den følelse, men det var han. For noget sagde ham, at det var både første og sidste gang, at han fik bragt natklubdronningen Kate Ekberg ud af balance. Han så hendes vuggende hofter og høje hæle svanse ud af hans kontor. For sent gik det op for ham, at han havde glemt at spørge, hvor de skulle hen.

19