Nikes bog

NIKES BOG

AGNES LIDBECK NIKES BOG

Roman

På dansk ved

Louise Ardenfelt Ravnild

Gutkind

Nikes bog

er oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild efter Nikes bok Nikes Bok © Agnes Lidbeck, first published by Norstedts, Sweden, in 2021.

Published by arrangement with Norstedts Agency.

Denne udgave: © Agnes Lidbeck og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Sara R. Acedo

Forsidefotografi: © Christian Landgren

Sat med Dolly Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 9788743403760

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er støttet af Kulturrådet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Som en forbandelse synes galskaben at bryde ud under kærlighedens vilkår, den rituelle indlemmelse i kvinderummet.

Kærligheden hører aldrig op. Men profetiens gave, og kundskaben, den skal forgå.

Det handler om at slås for sin identitet.

Frit efter Første Korintherbrev og Den sårade divan af Karin Johannisson

Den første katastrofe (1982)

Det første der sker, er en katastrofe. Alt det der følger efter, er ringe i vand. Katastrofen udspiller sig på en strand. En solrig søndag i august. År 1982. *

Om morgenen er Karin vågnet med let hovedpine fordi hendes tvillingesønner, Gustaf og Oscar, har været oppe at skændes om en eller anden ting der lige nu er det fedeste for begge fireårige. Hendes mand, Tommy, er ikke blevet vækket af deres stemmer. En tynd streng savl er bare sivet ud af hans mund og har efterladt et vådt mærke på puden. Det er den, strengen, der har irriteret hende og fået hende til at ringe – alt for tidligt – til sin nærmeste veninde, Rosmarie, for at foreslå en strandtur. Med alle ungerne.

Så Karin: småbørnsmor med irriterende ægtemand, vågner tidligt. Rosmarie: bedsteveninden, er også småbørnsmor. Man er vant til at være sammen i familierne. Tommy og Janne er deres respektive mænd. Børnene er fra fem til et år.

De lever i et før. Sammen. Intetanende om at der kommer et efter.

Rosmarie siger selvfølgelig ja. Da Tommy vågner, hægter han sig søvndrukkent på, med dårlig samvittighed disker han op med kaffe

på termokanden og bagværk fra fryseren, samt hårdkogte æg og tomater, samt ostemadder, for at formilde Karin. Køletasken til at holde børnenes saft kold og et Femina til mor, to spande så I ikke skal slås om dem, og gravkoen, de store badehåndklæder.

Med så meget pikpak må de tage bilen selvom der er en smutvej langs klippen som er hurtigere at gå. På stranden har Rosmarie og hendes Janne allerede sat en parasol op. Den får sollyset til at spille som et kalejdoskop.

Børnene holder sig ude af skyggen. Furerne mellem Martins ribben er dybe når han graver, men han er tålmodig med de mindre drenge, de får lov at hjælpe med voldgraven. Harmonien ved børn der ikke er oppe at toppes. Sandet er hvidt og finkornet. Vinden skaber strømme under overfladen som får dig der flyder, til at se op, flere meter senere, når du er drevet langt væk fra klyngen af håndklæder og spande og må lægge benmusklerne i for at vade tilbage gennem det lave vand.

*

Badegæster inde fra byen finder sjældent ud til den del af stranden. Det er derfor Karin elsker den, fordi den ligger så afsides. Stien derhen er skjult bag krat. Vandet skjuler selv kraftigere fralandsstrømme, dem der ikke vugger, men drukner, og stenede partier i den bløde bund. De kan flænse en tå. Klippen med fyret kaster skygge, bølgerne brydes højere her.

Badegæster inde fra byen lægger sig gerne længere væk, mere praktisk tæt på parkering og iskiosk, med en symbolsk redningskrans bundet til en stang. Badegæster inde fra byen orker ikke at slæbe deres kurve og liggestole hele vejen rundt om odden.

Ligesom man er vant til at omgås i klaner, er man vant til ensomheden her. Men nu kommer der noget fremmed og rokker ved det hele.

Det er den sten kastet der vil skabe ringene i vandet. Det er en fremmed der kommer knagende på en gammel cykel lige da solen står på sit højeste.

For Karin føles det som om der er kommet nogen ind og har slået et telt op i deres have. Demonstrativt eller bare uden at vide hvordan man gør.

Karin ved endnu ikke hvad hun hedder. Hun ved at kvinden er sammen med en der er kommet til byen for sæsonen, men hun har ikke interesseret sig nok til at huske et navn. Interesserer sig stadig ikke nok nu hvor hun ser kvinden trække cyklen til sandet bliver for løst og tungt, dernæst balancere sadlen mod hoften og spænde barnet ud af sædet.

Det ser ensomt ud. Ubehjælpsomt, kunne man mene. Eller ser mor og barn bare altid sådan ud?

Karin noterer sig at det er en pige; noget ved tøjet afslører det. Der går et jag gennem mellemgulvet, på Karin, misundelsen er et brat stik, sorgen lige så umiddelbar, lige så skarp. Men også lige så kort.

Kvinden opfører sig mærkeligt, vil Karin efterfølgende huske. Hun vinker ikke muntert til flokken nede ved vandet, råber ikke et undseligt ”hej”. Hun opfører sig som om hun er alene, eller i en stor menneskemængde hvor ingen lægger mærke til én.

Hun har ikke nogen parasol med, ikke noget badelagen, ikke nogen kaffekurv eller køletaske, ikke engang sjuskedortens slaskede kioskpose med kikseruller og saftbrikker.

I stedet graver hun en rundkreds om sig selv og barnet, ned til det fugtige sand, og binder sit sjal fast mellem to pinde, op mod vinden, som et ineffektivt værn mod sol og vind der bare flagrer i vind, gennemlyst af sol.

Den rundkreds vil Karin også kunne huske. Den vil dukke op i hendes tanker på de mest umulige tidspunkter. Ikke ret dyb, næsten ikke til at se derfra hvor hun selv står: Alligevel ved hun hvordan det mørkere sand dufter, hvordan det varme bliver endnu varmere for de fingre der ligger uden for cirklen, lader kornene løbe frem og tilbage som et kroppens timeglas.

*

Samtalen i vandkanten tynder ud, bliver tøvende. Janne, der lejer ud til kvinden og hendes mand, sukker demonstrativt og sjokker hen for at veksle et par ord. Aldrig en rolig stund, siger hans suk. Altid arbejde, aldrig fri. Hvis ikke det er det ene, så er det det andet. Han har kun fri om søndagen, og åbenbart ikke engang da, siger sukket yderligere.

”Nå, hvordan går det med jer?” ved Karin at han spørger. Det kan hun se på hvordan han står, på ét ben med korslagte arme og misser mod solen. Han mener hvordan det går med dem i det gamle fiskerenseri, bådebyggerhallen, hvor de er kommet for lyset. Hendes mand er maler, kommer Karin i tanker om. Hun ved han findes, som man ved ting i en lille landsby, men hun har ikke set ham og ikke fundet ud af mere end ”kunst”.

Hun går ikke ret meget op i kunst. Det gør ingen hun kender.

Kvindens svar når ikke helt hen til Karin for hun har ansigtet vendt mod barnet, trækker hendes lille, gule trøje over hovedet. Du kan godt gå nu, siger hele hendes kropssprog, og han, Janne, slår ud med hånden mod de andre, sjokker tilbage og trækker på skuldrene, lidt lettet. Hun er kommet til deres strand, ja, men det lader ikke til at være for deres selskabs skyld.

Barnets arme løftet i ”op”-stilling stikker i Karin igen, ligesom det første blik stak. De stikker, som lige så små knive, som armsmå knive, men smerten går over. Igen. Altid.

Karin laver himmelvendte øjne til Rosmarie, som gengælder dem. Tommy laver himmelvendte øjne til Janne, som gengælder dem. Så

bliver de glemt, mere eller mindre fortrængt bliver de, moderen og hendes barn: Flokken fortsætter snakken der blev afbrudt, snakken der har stået på i så mange år at den ikke rummer noget særligt, kun efter behov.

* Som eftermiddagen går, holder mor og barn sig fortsat i udkanten af den lille koloni. Karins blik søger af og til over mod dem, søger ud fra hendes egne løst samlede, stramt styrede systemer af bleer eller barnetis direkte i vandet, af mariekiks og forbrændte skuldre og cigaretskod gravet ned i sandet, badebukser hængt op i marehalmen, insekter fanget i det våde stof, bid og stik.

Kvindens barn leger alene, koncentreret, nær sin mors ben: hælder sand ud over mortæer fra sine hænder. De har ingen skovl. Kvinden sidder mest og kigger på havet eller leger med barnets hår. Hun ser på havet, stadig, da barnet kravler endnu nærmere for at tanke nærhed i den flyvende skygge fra stofteltet.

Værd at bemærke: at hovedet ikke bliver bøjet. At nakken ikke bliver krummet.

Trods augustvarmen, vandet varmt nok til at selv en voksen har lyst til at ligge længe og køle sig, sidder hun påklædt. Barnet finder små knækkede strandskaller og viser sine sandede hænder. ”Tør af,” siger hun måske, eller viser det uden ord. Måske har hun endnu hverken sproget, tænker Karin, eller vantheden ved strandlivet ligesom flokkens egne unger: vilde i vandet, frygtløse.

Mændene undgår stadig at kigge. De har ikke Karins frihed til at misse med øjnene, som drejes hovedet af bølgernes skarpe glitren, ikke hendes frihed til at vende blikket væk fra lyset, over mod moderen.

Tommy og Janne ser i stedet på både for at slippe for spydige kommentarer fra Karin og Rosmarie. De undgår at se på hende, som

mænd undgår synet af en tiltrækkende kvinde, lader sig opsluge af fartøjerne i horisonten og, noget nærmere, af deres egne børn.

Lader sig opsluge af at drømme om dét ene, horisonten, og af at formane de andre, ikke gå længere ud .

De kigger ikke. Ingen kigger. Altså er det en ren og skær tilfældighed, rent held at Tommy pludselig får øje på den lille pige, datteren, på vej ud i vandet, ud i bølgerne. Uden en hånd at holde i.

Rent held at han ser hende før hun synker ned under overfladen: endnu en sten kastet på må og få. I den forkerte vinkel, uden smuttende hop hen over krusningerne.

Uendelig langsomt skriger mågerne da han ser hende blive slynget rundt og ende under overfladen. Måske skriger han også selv, skingert som en fugl.

Så sætter han i gang, med målrettede bevægelser ud gennem det lave vand, løfter det hikstende barn op.

”Hvad fanden?” råber han, spørger han. ”Hvad fanden!” råber han igen og ser sig om efter en eller anden vished. *

Karin og tvillingerne står tilbage hvor han efterlod dem, hun med store, bange øjne og et barn i hver hånd: fast greb. Janne og Rosmarie, med deres unger på hver sin hofte, vader ud mod ham. Tommy ser deres munde bevæge sig, men mærker kun den dirrende, forsvarsløse krop mod sin egen våde krop, de små, hurtige åndedrag mod sin brankede hals. Sådan står han, smeltet sammen med barnet til en enhed, og spejder efter moderen, navnløs, som er forsvundet.

De holder balancen i det sugende, flydende sand under fødderne. Tommy lukker øjnene med næsen mod barnets våde, pjuskede hår. De går op af vandet, med træge skridt, samler ungerne omkring sig. Tæller dem, ubevidst, underbevidst. Tommy og Karins fireårige tvillinger, Janne og Rosmaries femårige Martin og så lillepigen. Katta, lige fyldt to år, ser undrende på Tommy.

Han holder den våde fremmede, det ubudne barn, på armen. Karin deler tyssende, beroligende ekstrakiks ud, tvillingerne skændes om deres og taber dem i sandet, får dem pustet af og knaser dem indklistret i sandkorn mellem skarpe mælketænder.

”Hvad skal vi gøre?” spørger Rosmarie.

”Hvad hedder du?” spørger Tommy. ”Hvor er din mor?”

Rosmarie og Janne går op for at lede langs træerne. Som om moderen ville stå dér, lige uden for deres kreds, i skyggen, og bare lade det hele udspille sig.

”Vil du have en til, lille ven?” spørger Karin pludselig med tårer i øjnene. Hun stryger dem væk med håndleddet, ”ja, var den ikke lækker, lille skat?” Hun strækker armene frem mod Tommy, ”giv mig hende, så kan du lede.”

Han tøver lidt, ængstelig ved hendes tårer, hvorefter han forsigtigt overdrager den tynde, blåårede krop med sand på ballerne og tang størknet i snottet på kinden til sin kone. De hører begge sukket, trods vinden, da barnet lægger hovedet mod hendes varme, fregnede, benede skulder.

Karin bider flere tårer i sig, sender Tommy et blik der siger at han ikke skal være nervøs. Hun bryder ikke sammen; trods den bløde hud hun bærer i sine arme, bryder ikke sammen, trods minder og knuste drømme.

”Nu finder Tommy din mor, lille skat. Nu finder Tommy din mor.”

Hun sætter sig mat i koderne. Hendes egne unger ser pludselig så store og robuste ud, de andre børn også næsten verdensvante, selvsikre, ved siden af det lille, nye menneske som borer hvidnende negle ind i hendes nakkehvirvel. Hvidheden ser hun ikke, men hun genkender fornemmelsen af den gamle gætteleg mod huden. Hvor mange fingre er der?

”Ssh, ssh,” siger hun til de andre og giver dem hele rullen med kiks til deling. ”Byg en borg imens,” opfordrer hun, ”derovre, hvor sandet ikke sprøjter.”

”Hvad fanden hedder hun?” råber Janne mellem hænder formet til en tragt, hen over klitterne. ”Hvad skal vi råbe?”

”Hedder hun ikke Sanna? Stina? Sonja, ja, Sonja,” svarer Rosmarie og råber navnet op mod vinden.

”Sonja, Sonja,” kalder de. ”Sonja.” ”Sonja.”

Karin hører stemmerne kalde, Sonja, og aldrig mere vil hun ikke kende det navn.

Først en kortlægning af landskabet, en vejledning i hvilke farer der kan være mulige forklaringer på en forsvundet kvinde.

Fiskerlejet Kummelvik ligger på den svenske sydøstkyst. Ud til Østersøen. På den anden side af Østersøen ligger det egentlige Øst, den næste kyst er Sovjet, eller nærmere bestemt den bredere Østblok, fraregnet den lille danske ø imellem, diset, et udflugtsmål.

Den kolde krig raser i nærheden. Glasnost og perestrojka ligger nogle år ude i fremtiden. Betonbunkerne der punkterer kystlinjen – nu meningsløse levn fra en varmere krig – opleves stadig som rettet mod noget, men ikke mod noget akut i hverdagen. Russerne er en nedarvet trussel som man hæger om, men er ikke relevante i nuet, ikke for småbørnsmødre på stranden. Den politiske geografi er aldrig en konkret trussel, ikke før den griber ind i hverdagen. Eller måske er frygten, koldkrigsfrygten, så vævet ind i hverdagen at man glemmer den.

Tag nu for eksempel Ulla, Rosmaries mor. Ulla sidder i byrådet og kan alt praktisk der er at kunne, tager højde for alt der er at tage højde for, ved alt der er at vide i Kummelvik og omegn. Rosmaries instinktive, men skjulte, reaktion på stranden er at spørge mor, spørge mor hvad man skal gøre. Ulla kan byggetilladelsesblanketter og Første Mosebog udenad, hun ved hvad vej sager går gennem byråd, hvor æg bliver lagt i græsset, hvis underskrift der er hvis på de brune kuverter, hun ved hvor skellene reelt går under vildtvoksende hække, hvilke

synder der kan tilgives, hvordan man steger strømming, og hvordan man skraber ruder. Ulla ved hvad der er farligt. Og hun bekymrer sig: for hvordan det skal gå når skolen bliver kommunens ansvar, hun grubler over hvem der mon bliver ny inspektør, og hvad de nye veje bag stationsarealet inde i byen skal hedde. Hun tænker på det hun kan, med en praktisk kunnen der værner mod uforudsete hændelser.

Men ikke engang Ulla tænker på russerne.

Den faktiske geografi så? Hvilke farer rummer den? Misligholdte vejbaner med skarpe sving som formørkes af forvoksede enebærtræer og syrener, fører til nærmeste by, ind til byen, hvor symbolske kanoner af støbejern står stillet op blandt rosenhække for at skabe parkstemning. Fem kilometer væk ad de elendige veje ligger den og rummer alt hvad man har behov for af service og institutioner, selv et lille hospital er der, sygehus kaldes det stadig: sygehuset, og den kommunale musikskole og fritidshjemmet, der er alt inde i byen, biograf, sågar en lille scene hvor Nationalteatret somme tider kommer, og et søfartsmuseum, sådan et er der også i Kummelvik, med slørede billeder af lavtliggende skuder.

Strandenes bredde veksler med årene og vandstanden. Sandet er hvidt, klipperne grå, skiferen sort. Tangen er blæretang, rød – men pålandsvinden sender også en anden, mere ubestemmelig vækst op som danner bælter af råd i sandet.

De strandskaller man kan finde, er små, sartrosa eller sartgule, eller de blå skaller fra miniaturemuslinger, eller muslingeskallernes industrielle slægtninge: frynser af stormslidte nylontampe, slebne skår fra flasker, flamingoflager gulnet af spildolie, gennemtærede dunke med kyrilliske bogstaver.

Strømmene kan være lumske. Om nogle år vil der blive sat skilte op på svensk, engelsk og tysk til at illustrere drukningsfaren.

Drukningsfaren er reel og mangeartet.

På de stenede partier kan uheldet være ude. Man kan glide, få kraniebrud, drukne hurtigt og lydløst. På andre strækninger kan

man ifølge de ældre, fra bedsteforældregenerationen, finde rav, men intet barn har nogensinde fundet andet end ganske almindelige gule sten eller det lettere, uvirkeligt lette i hånden, flamingo.

Bag selve kyststrækningen finder man græsjord, bag den, inde i landet, agerjord og skovarealer, primært domineret af bøg, men også med indslag af blandingsskov.

Er der risiko for overgreb? Ja, altid, når som helst og hvor som helst. Børn i visse aldre – ældre end dem der leger på stranden i dag – bliver advaret mod at gå rundt alene. I perioder går der rygter om ”slemme mænd”, men de er mere i kategorien blottere end voldsudøvere. Men den ene type overgreb kan selvfølgelig degenerere til, eskalere til, den anden, eller flere forskellige slags gerningsmænd kan være aktive i samme område. Også i Kummelvik.

Og endelig nedstyrtningsfaren. Lidt uden for selve byen står Kummelviks fyr på en stejl klippe, og lige under den ligger den afsides strand hvor Sonja forsvinder. Hvis ikke det havde været for barnet der blev ladt alene tilbage, havde det måske været den mest sandsynlige forklaring: et fejltrin på en fremmed sti, et styrt, skride på foden ved en ny kyst. Erosionen raser selvom den ikke er blevet et stort samtaleemne, endnu.

Oppe på klippen, lige bag fyret, ligger Näs, oprindelig en kongsgård, siden ritmestergård, længe misligholdt i kommunalt eje, dernæst for fem år siden købt og – med samtidens øjne – smagfuldt renoveret af Tommy og Karin.

Han har tjent sine penge som ejendomsudvikler. Nogle gode handler, store handler, har gjort det muligt for ham at trække sig tilbage til en rådgivende rolle i sine firmaer og lege med hesteopdræt på de hæderkronede stutterier.

Karin arbejder ikke for tiden, men er uddannet inden for barnepleje. Uddannet, til at pleje.

Fra dem kan man ikke forestille sig nogen trussel.

Det er Tommy der finder Sonja, bag en klint. Hun ligger helt stille på ryggen med lukkede øjne og armene om hovedet, som for at lukke lyde ude, og med skygger af marehalm i striber hen over tøjet. Bange – for ikke at kunne vække hende, for at forskrække hende, han ved det ikke engang selv – knirker han nærmere i sandet, lægger en hånd på hendes arm.

Hun slår ikke øjnene op, men ryster på hovedet så de hvide korn skingrer under hendes solvarme hår. Øjnene er mere end lukkede, de er knebet sammen som hos et barn, men ikke som hos hendes eget barn, for det barns øjne er vidåbne.

Tommy ser sig rådvild om, retter sig op og spejder efter de andre, efter hjælp. Han ser Karin, omgivet af unger nede ved vandkanten. Han ser Janne og Rosmarie spejde planløst op ad klippevæggen mod fyret, mod den lille sti som er så glat i regn eller under en fod slebet af sommeren.

Han tør ikke råbe, for hvad skulle han råbe uden at forskrække hende endnu mere? Han føler sig dum og stor og ubehjælpsomt blottet i sine badebukser, på én gang handlingslammet og truende. For meget, har han lyst til at sige, for meget, nej, jeg vil ikke.

Han fægter vildt og tavst med armene til Rosmarie og Janne, Karin skal blive stående i vandkanten. Det siger et eller andet ham instinktivt: at det ikke er for barneøjne, og at børnenes umiddelbarhed heller ikke er til nogen hjælp her.

Janne og Rosmarie kommer løbende, nu forberedt på det værste. Samtlige regler for en stranddag synes ophævet. Alt kan ske eller kan allerede være sket.

Rosmarie synker ned på knæ, lægger hånden på Sonjas arm, ligesom Tommy selv gjorde, ryster på hovedet. ”Sonja,” siger hun, og Sonja klynker. Rosmarie synker tilbage på hælene, skærmer øjnene med hånden da hun ser op på de andre.

Hun må undertrykke den pludselige lede over at de ikke er hendes mor, heller ikke ved noget, at de ikke kan pålægges ansvaret, men bare står handlingslammede. Og så, som beslutter hun sig for at når hendes mor ikke er her, må hun selv være hende, tager hun kommandoen, tager visheden til låns.

”Hvor er hendes mand?” hvisker hun. Derefter højere: ”Vi må prøve at få hende hjem.”

Janne trækker vejret tungt gennem munden da han bukker sig ned og løfter op i kroppen, kluntet, men stabilt. ”Hvis du tager hende med i bilen,” organiserer Rosmarie.

”Så tager Karin og jeg os af ungerne …”

Hun slår ud med hånden mod det Janne har i favnen.

De andre er ikke vant til at hun indtager den plads, lederskabet. Normalt er hun meget blidere, meget mere føjelig i situationen. Nu dirigerer hun som har hun aldrig foretaget sig andet.

Måske er det en anden måde at være føjelig på: at være det der er brug for. Tommy får en uklar, lynsnar erindring om at have set hende cykle i spejderuniform som barn og tænker at det på en eller anden måde føles trygt. Selvom det er femten-tyve år siden, udstråler uniformen måske en skjult, hidtil glemt kompetence hos hende. Han er lettet over bare at kunne adlyde.

Sonja bliver båret hen til bilen, som er varm og trykkende efter en hel dag parkeret i solen. Insekter flyver med ind i kabinen, svirrer rundt ved loft og ruder. Tommy og Janne kører hende hjem, banker på døren til atelieret selvom den står åben.

Manden derinde, som Janne kun har mødt enkelte gange, da han fik første halvdel af sommerens husleje, og da der var bøvl med vandlåsen, tøver flere sekunder med blikket på dem før han synes at forstå hvad det er han ser.

Udlejeren med Sonja passiv i armene. Tommy, som han har set i landsbyen – han er god til at huske ansigter – to skridt bag ham, med bilnøgler knuget i hånden. Han må glippe et par gange med øjnene før han kan få billedet til at give mening, men så skynder han sig derhen, formoder et uheld, på cyklen?

”Hvor er Nike?” spørger han som det allerførste. ”Hvad er der sket?”

”Sonja,” siger han som om det ville få hende til at slå de sammenknebne øjne op og forklare det hele.

Han tænker et styrt på cyklen, stadig. En uventet fordybning i sandet som har fået dækket til at skride ud. Men hvor er Nike, har hun skrabet knæet, sidder hun stadig i de fremmedes bil? Han ved godt at alt det han tror, er forkert, men vil så gerne tro det alligevel at han ikke kan holde op da først han er kommet i gang.

”Vi ved det ikke rigtig,” prøver Janne at berolige ham. De lægger Sonja, som kryber sammen i fosterstilling, på sengen ovre ved vinduet.

”Vi, hun var på stranden, og der må være …” De var på stranden, der må være sket noget, nu er de her, men hvad der reelt er sket, er svært at sige, det er uldent i kanterne.

”Hvor er Nike?” spørger Olle igen og kigger over mod bilen. ”Min datter?”

”Hun har det fint, helt fint, hun er sammen med vores børn og deres mødre, de kan komme når som helst, de tog den anden bil,”

indskyder Tommy. ”Kan hun have fået – ja, jeg ved ikke – epilepsi eller noget? Eller et slagtilfælde?”

Olle stryger Sonja over kinden. ”Elskede? Skat?”

Tommy rømmer sig, tier, rømmer sig igen. Janne puffer til ham, nikker. ”Før, ja, altså før, virkede det som om …”

”Som om hvad?” spørger Olle, distraheret eller bare allerede rasende over hvad Tommy vil sige, allerede rasende over at cyklen ikke er væltet. ”Hvad skete der?”

”Jo, lillepigen, hun var alene.”

”Alene hvor?”

”Hun var alene i vandet, og … ja, dybere er det jo heller ikke, men der er da bølger, og hun er jo så lille og …”

”Sonja var gået,” siger Janne bestemt og puster ud bagefter. ”Hun havde lagt sig op i sandet, i klitterne, hvor man ikke kan se havet, og …” Så tier han også. Mere behøver man måske ikke sige.

Olle sætter sig tungt på gulvet. Han gnider sig i øjnene. De ubegribelige brudstykker begynder at stykke sig sammen til noget han forstår, hele tiden har forstået, forstået siden han hørte bildækkene på gruspladsen foran atelieret. Til noget uomgængeligt, så meget værre, så meget, meget værre end et styrt på cyklen, plaster, en øm albue.

Og det er den første katastrofe.

Det begynder med en katastrofe.

Det, der ikke må ske i et sommerparadis, sker: Et barn. Uden opsyn. På en strand.

Fra denne katastrofe spreder begivenhederne sig som ringe i vandet, og tre familier bliver uløseligt bundet til hinanden for altid.

Kummelvik er en fiktiv fiskerby i Skåne, hvor kunstnerparret Olle og Sonja og deres datter Nike slår sig ned i begyndelsen af 1980’erne. Her stifter de bekendtskab med to andre familier: Tommy og Karin og deres tvillinger og Janne og Rosmarie og deres børn. I fællesskab kæmper de for det lille lokalsamfunds overlevelse, men voldsomme begivenheder kaster dem ud i store omvæltninger, der sætter spørgsmålstegn ved alt: kærligheden, venskaberne, skyld, håb og sammenhold.

nikes bog tegner et portræt af en tid og et sted og de mennesker, der bor der. Mennesker, der formes af stedet, og som selv på hver deres måde er med til at forme det.